Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 07

Total number of words is 5042
Total number of unique words is 1182
53.1 of words are in the 2000 most common words
69.8 of words are in the 5000 most common words
76.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
holder saa meget af Musik."
"Saa er det bedst, at vi lader Lady Verningham det vide straks,"
sagde Hr. Carruthers.
Lord Robert sagde, at han var paa Vej dèr hen, og han skulde nok sige
det.
Det vidste jeg! Det var ikke for ingenting, at hun havde den blaa
Eftermiddagskjole paa med de lyserøde Roser, og Kniplingskappen, og
den slemme Forkølelse. (Det vilde jeg ønske, at jeg ikke havde
skrevet, det er ondskabsfuldt af mig, og i Reglen er jeg ikke
ondskabsfuld. Det maa være Østenvinden.)


LORD ROBERT PAADRAGER SIG EN FARLIG FORKØLELSE.
Alle Kvaler og al Sjæleangst tilhører Fremtiden. Kærlighed er en
Gud, og naar han nærmer sig sit Rige, taaler han ingen Rival.
_Theodoras Ægteskab._

Torsdag Aften den 24. Novbr.
"Nu, da De har indladt Dem paa dette," sagde Lady Ver, da jeg vovede
mig ind i hendes Dagligstue, omtrent Klokken seks, for jeg hørte ikke
Stemmer der inde fra (Hr. Carruthers havde fulgt mig til Døren efter
vor Spadseretur, og jeg havde været til Te hos Englene lige siden) --
"da De nu har indladt Dem paa at tage til denne Opera, saa bliver De
ogsaa nødt til at spise til Middag hos Willis med os. Jeg vil ikke
være hjemme, naar Charlie kommer fra Paris. Paa en blæsende Dag som
denne er jeg sikker paa, at hans Humør er umuligt."
"Ja, det kan jeg godt," sagde jeg.
Naar alt kommer til alt, hvad kan det saa nytte, at en Eventyrerske
som jeg har fine Følelser.
"Jeg tager hjemme fra Klokken tre Kvarter til syv. Det vil jeg lade
Dem vide, Evangeline, Skat!" raabte hun efter mig, da jeg fløj af
Sted for at klæde mig om.
I Reglen bruger Lady Ver en god Time til at blive til det indtagende
Væsen, som hun er om Aftenen -- hun behøver ikke at gøre meget, for
hun er yndig af Naturen, men hun roder og trættes med Welby, for at
adsprede sig, antager jeg.
Men i Aften, i sin Rædsel for en Ægtemand, der skulde komme Klokken
syv, fra en kold Overfart over Kanalen, var hun helt færdig paaklædt
og nede i Vestibulen, da jeg kom der ned præcis Klokken tre Kvarter
til syv, og i en Haandevending var vi af Sted og rullede i Automobil
til Willis. Jeg har kun været der én Gang før, og det var til Lunch,
i Fru Carruthers Tid, med en eller anden af Ambassadørerne, og det er
morsomt at komme paa en Restaurant om Aftenen. Jeg var mere nervøs,
end jeg nogensinde i mit Liv havde været, men hvilken Situation var
det ikke ogsaa.
Lord Robert _fruit défendu_! og Hr Carruthers _empressé_, og de
skulde begge holdes indenfor de rette Grænser!
Det var mere end tilstrækkeligt til at give en ung Pige paa seksten
Aar, der lige er kommet ud af Klostret, nok at bestille, som den
gamle Grev Samaroff sagde, naar han vilde betegne et rigtig
vanskeligt Stykke Arbejde.
De ventede paa os lige indenfor Døren, og jeg lagde igen Mærke til,
at de begge er meget kønne, og at de begge saá ualmindelig
destingverede ud.
Lady Ver nikkede til en Mængde Mennesker, før vi indtog vore Pladser
i et lille hyggeligt Hjørne. Det maa være behageligt for hende at
have saa mange Venner. I en af vore Samtaler sagde hun noget, der lød
saa sandt, og det kom jeg til at tænke paa.
"Det er klogere at gifte sig med det Liv, man holder af, fordi
Manden, naar der er gaaet en kort Tid, er én ligegyldig." Det har hun
øjensynlig gjort -- men jeg vilde ønske, at det var muligt at faa
begge Dele -- Manden og Livet! -- Naa, vi faar at se!
Man maa sidde temmelig tæt ved hinanden i disse Sofaer, og da Lord
Robert ikke var Vært, blev han sat ved Siden af mig. Jeg var
overordentlig glad, til Trods for, at jeg havde en næsten højhalset
Kjole paa, og ikke engang nogle Violer!
Det var frygtelig vanskeligt ikke at tale venligt med min Nabo. Hans
Ligefremhed og Jevnhed er saa indtagende, men jeg gjorde alt, hvad
jeg kunde, for at koncentrere mig om Christopher og lade være med at
tale med ham -- men jeg véd ikke hvorfor -- Fornemmelsen af, at han
var mig saa nær, fik mig til at føle -- jeg véd ikke hvad. Men jeg
talte neppe til ham, Lady Ver skal aldrig kunne sige, at jeg ikke
holdt Ord, skønt hun selv, uden at tænke over det, drog mig ind i en
venskabelig Samtale, og saa saá Lord Robert ud som en lykkelig
Skoledreng.
Vi havde det dejligt.
Hr. Carruthers er en fuldkommen Vært. Han har de gamle Diplomaters
hele glatte, udsøgte Væsen, uden at have deres forlorne Tænder og
saadan noget, jeg vilde ønske, at noget indeni mig vilde lade mig
føle, at det var min Pligt at gifte mig med ham, men hver Gang jeg
vil tale med mig selv om det, er der noget, der farer op og siger:
"Absolut umuligt."
Da vi skulde til at tage af Sted til Operaen, sagde Lady Ver: "Hr.
Carruthers vil tage Dem med i sin Vogn, Evangeline, saa passer Robert
paa mig. Kom saa, Robert!" Han tøvede.
"Jeg vil forfærdelig gerne tage Dem med, Lady Ver," sagde han, "men
vil det ikke se lidt underligt ud, at Frøken Evangeline kommer alene
med Christopher. Tænk paa hans Rygte!"
Lady Ver sendte ham et flammende Blik og steg ind i sit Automobil,
medens Christopher uden Tøven hjalp mig ind i sin Vogn. Lord Robert
og jeg var to Marionetter, en Rolle, som jeg ikke holder af at
spille.
Jeg var meget vred. Hun vilde ikke have vovet at sende mig af Sted
paa den Maade, hvis jeg havde været en vigtigere Person. Hr.
Carruthers steg ind og svøbte sit Zobelskind omkring mig. I lang Tid
sagde jeg ikke et Ord, og Covent Garden er ikke saa langt borte,
sagde jeg til mig selv. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg havde en
Følelse af _malaise_.
Der var et underligt Udtryk i hans Ansigt, da en stor Lygte kastede
sit Lys paa det. "Evangeline," sagde han med en Stemme, jeg ikke
havde hørt før, "hvornaar vil De holde op med at lege med mig -- jeg
er ved at komme til at elske Dem, hører De!"
"Det gør mig ondt at høre det," sagde jeg blidt. "Jeg vil ikke gerne
have, at De skal det -- aa! gør det ikke!" Han tog min Haand. "Jeg --
jeg -- hvis De blot vidste, hvor jeg hader, at nogen rører ved mig!"
Han lænede sig tilbage og saá paa mig. Der er noget, der stiger lidt
til Hovedet, naar man er alene med et Menneske om Aftenen i en Vogn
med smukke Skindtæpper. Med Lysene, der skinner ind ad Vinduerne, og
saa den svage Duft af en god Cigar. Jeg var frygtelig nervøs. Hvis
det havde været Lord Robert, saa tror jeg -- naa --
Han bøjede sig meget nær hen til mig. Det var, som om han det næste
Øjeblik vilde kysse mig -- og hvad skulde jeg saa gøre, jeg kunde da
ikke skrige eller springe ud midt i Leicester Square, vel?
"Hvorfor kalder De mig Evangeline?" sagde jeg for at afvise ham, "det
har jeg aldrig sagt, at De maatte."
"Taabelige Barn -- jeg kalder Dem, hvad jeg har Lyst til. De gør mig
gal -- jeg véd ikke, hvad De er født til. Har De altid den Virkning
paa Folk?"
"Hvilken Virkning?" spurgte jeg for at vinde Tid, vi var næsten
kommet til Long Acre.
"En Virkning, der faar én til at miste al Selvbeherskelse. Jeg føler,
at jeg vilde give min Sjæl for at kunne holde Dem i mine Arme."
Jeg sagde, at jeg ikke syntes, det var pænt eller ærbødigt af ham at
tale saadan, og at jeg fandt en saadan Kærlighed oprørende.
"I Deres lyse Øjeblikke siger De, at jeg aldeles ikke passer til Dem
-- De forsøger paa at holde Dem borte fra mig, og saa, naar De
kommer i Nærheden af mig, begynder De at sige alt det Vrøvl! Jeg
synes, at det er en Fornærmelse!" sagde jeg vredt og ringeagtende.
"Naar jeg vækker Hengivenhed og Kærlighed hos nogen, skal jeg høre
paa dem, men paa Dem og paa dette -- aldrig!"
"Bliv ved!" sagde han, "selv i dette dunkle Lys ser De smuk ud, naar
De er vred."
"Jeg er ikke vred," svarede jeg, "men kun saa inderlig led ved det
hele."
Nu var vi Gudskelov kommet ind i Vognrækken lige ved Operahuset. Men
Hr. Carruthers syntes ikke at lægge Mærke til det.
"Søde Barn," sagde han, "jeg vil forsøge paa ikke at ærgre Dem, men
De er saa forfærdelig udæskende. Og jeg siger Dem, at ingen Mand i
Verden vilde finde det let at være kold overfor Dem."
"Aa! jeg véd ikke, hvad det er at være kold eller ikke kold!" sagde
jeg træt. "Jeg er ked af alle, selv saadan en lille bitte Fyr som
Malcolm Montgomerie bliver løjerlig paa samme Maade!"
Han lænede sig tilbage og lo, saa sagde han vredt: "Den uforskammede
Knægt! Jeg skal dreje Halsen om paa ham!"
"Gudskelov, nu er vi der!" udbrød jeg, da vi kørte ind under
Søjlegangen, og jeg drog et Lettelsens Suk.
Mænd er virkelig utaalelige og kedsommelige, og hvis jeg altid skal
være nødt til at finde mig i den Slags Scener, fordi jeg har rødt
Haar, saa vilde jeg næsten ønske, at det var musegraat som Cicely
Parkers. Fru Carruthers sagde ofte: "Du skal ikke tro, Evangeline, at
du kommer til at føre et roligt Liv med din Farvesammensætning -- det
eneste man maa haabe, er, at du vil skrue dit Hoved fast."
Lady Ver og Lord Robert ventede allerede paa os i Vestibulen, men i
det Sekund jeg saá dem, vidste jeg, at hun havde sagt noget til Lord
Robert, hans Ansigt, der under hele Middagen havde været saa muntert
og godmodigt, saá nu haardt og strengt ud, og han tog ikke den
mindste Smule Notits af mig, da vi gik hen til Logen.
Lady Ver saá triumferende ud; hendes Øjne skinnede med store, sorte
Punkter midt i, og der var saadanne kønne lyserøde Pletter paa hendes
Kinder, hun saá yndig ud, og jeg kan ikke begribe hvorfor, men jeg
syntes pludselig, at jeg hadede hende. Det var afskyeligt af mig, for
hun var saa venlig og anbragte mig i Hjørnet, bag Gardinet, hvor jeg
kunde se uden at blive set, det var temmelig langt tilbage, medens
hun og Lord Robert sad helt foran. Det var Operaen "Carmen". Jeg
havde aldrig hørt den før.
Musik har en saadan Virkning paa mig -- hver Tone synes at vække en
indre Bevægelse i mig. Jeg føler mig slet eller god, eller henrykt,
eller -- eller -- aa, en underlig Følelse, som jeg ikke véd hvad er
-- en Slags elektrisk Strøm ned ad Ryggen, og som om -- som om jeg
gerne vilde elske nogen, og at de skulde kysse mig. Aa! det lyder
aldeles rædselsfuldt, det jeg har skrevet -- men jeg kan ikke gøre
for det -- det er den Virkning én Slags Musik har paa mig, og jeg har
altid sagt, at jeg vilde sige Sandheden her.
Lige fra den første Tone indtil Slutningen følte og følte jeg. Aa,
hvor jeg forstaar hende -- Carmen! -- Den forbudne Frugt tiltrak
hende saadan -- den smukke, slette, fortryllende Slange. Jeg havde
ogsaa Lyst til at danse og til at bevæge mig paa den Maade, og maaske
skælvede jeg ubevidst. Jeg var kold som Is og frygtelig spændt. Lord
Roberts smukke Hoved forhindrede mig af og til i at se. Hvor han er
vidunderlig velskabt, og man kan med et eneste Blik se, at _hans_
Moder ikke har været Stuepige. Jeg har aldrig set nogen se saa
højbaaren ud.
Lady Ver talte til ham med en dæmpet, kurrende Stemme efter første
og anden Akt, og endogsaa da tredie Akt var begyndt. Han syntes at
være meget mere optaget af hende, end han plejede at være. Det -- det
saarede mig -- det og Musiken og Dansen, og Hr. Carruthers, der af og
til hviskede lidenskabelige Ord til mig, selv om jeg ikke hørte efter
dem, bevirkede alt i alt, at jeg ogsaa følte en Slags Vanvid.
Pludselig vendte Lord Robert sig om og saá paa mig i fem Sekunder.
Hans dejlige, udtryksfulde blaa Øjne var fulde af Harme og
Bebrejdelse, og -- aa, hvor det gør mig ondt! -- Ringeagt!
Christopher stod bøjet over Ryggen paa min Stol, ganske tæt ved mig,
i en kærlig Stilling.
Lord Robert talte ikke, men hvis et Blik kunde faa noget til at
visne, maatte jeg være blevet til et vissent Egeblad. Det vækkede en
eller anden Djævel inde i mig. Hvad havde jeg gjort, at jeg saaledes
skulde tilintetgøres? Jeg handlede fuldkommen ærligt -- idet jeg
holdt mit Ord til Lady Ver, og aa! det var, som om det knuste mit
Hjerte.
Men det Blik fra Lord Robert drev mig til Fortvivlelse, og ethvert
Instinkt, jeg ejer til at være ond og tiltrækkende, kom op i mig. Jeg
bøjede mig over til Lady Ver, saa jeg kom nærmere hen til ham, og jeg
gjorde smaa Bemærkninger til hende uden at sige et eneste Ord til
ham, men jeg flyttede min Stol, saa den stod saaledes, at han ikke
kunde undgaa at se mig, og jeg bevægede mine Skuldre ganske lidt til
den spanske Musik. Aa, jeg kan ogsaa danse som Carmen! Fru Carruthers
lod mig lære det, hver Gang vi kom til Paris, hun holdt selv af at se
det.
Jeg kunde høre Christopher aande meget hurtigt. "De kunde faa et
Menneske til at gaa til Helvede for Dem," hviskede han.
Lord Robert rejste sig pludselig og gik ud af Logen.
Saa var det, som om Don Josés Dolk blev boret i mit Hjerte, ikke i
Carmens. Det lyder højtravende, men jeg mener det -- det var en
pludselig kold Følelse, som om alt var dødt. Lady Ver vendte sig
ærgerlig om til Christopher. "Hvad i Alverden er der i Vejen med
Robert?" sagde hun.
"Der er et persisk Ordsprog, som siger, at en Djævel smutter ind
mellem to Vinde," sagde Christopher; "det er maaske det, der er
hændet i denne Loge i Aften."
Lady Ver lo bittert, og jeg sad der stille som Døden. Og Musiken og
Komedien fortsattes hele Tiden paa Scenen. Jeg er glad over, at hun
bliver myrdet til Slutning, glad --! Men jeg vilde gerne have set
Blodet flyde. Jeg er vild -- vild -- sommetider.

_Park Street 300_,
Fredag Morgen den 25. Novbr.
Nu forstaar jeg først, hvad Meningen er med _Støv og Aske_ -- for det
er, hvad jeg følte, jeg havde faaet til Frokost i Morges, Dagen efter
"Carmen".
Lady Ver havde givet Ordre til, at man ikke maatte forstyrre hende,
saa jeg kom ikke i Nærheden af hende, men gik ned i Spisestuen,
medens jeg helt glemte, at Husets Herre var kommet. Dèr sad han -- en
underlig, høj, mager Mand, med lyst Haar og bedrøvede, fortrædelige
brune Øjne, og en Næse, der var tilbøjelig til at blive rød paa
Tippen -- han saá i det hele taget ud, som om han havde en daarlig
Fordøjelse. Han sad foran en _Daily Telegraph_, der var stillet op
imod Tepotten, og der laa noget kold, urørt Fisk paa hans Tallerken.
Han saá meget forbavset ud, da jeg kom ind i Stuen.
"Jeg -- jeg er Evangeline Travers," sagde jeg.
Han sagde kejtet Goddag; man kunde se, at han ingen Anelse havde om,
hvad det vilde sige.
"Jeg bor her," fortsatte jeg, "vidste De ikke det?"
"Vil De saa ikke have noget at spise? Fisken er kold, er jeg bange
for," tvang Høfligheden ham til at sige. "Nej, Janthe skriver aldrig
til mig -- jeg havde ikke hørt fra hende i fjorten Dage, og jeg har
ikke set hende endnu."
Gode Manerer er blevet trommet ind i mig fra min tidligste Barndom,
og jeg sagde høfligt: "De kom først fra Paris sent i Aftes, ikke
sandt?"
"Jeg kom omtrent Klokken syv, tror jeg," svarede han.
"Vi maatte gaa saa tidligt, vi skulde i Operaen," sagde jeg.
"En Wagner, der begynder paa en urimelig Tid, antager jeg," mumlede
han fraværende.
"Nej, det var 'Carmen' -- men vi spiste først til Middag med min --
min -- Formynder, Hr. Carruthers."
"Aa."
Vi spiste begge i nogen Tid -- Teen var grønligt sort -- og lunken --
det er intet Under, at han er dyseptisk.
"Mon Børnene er hjemme?" spurgte han lidt efter.
"Ja," svarede jeg, "jeg var inde hos dem, før jeg kom ned."
I samme Øjeblik kom de tre Engle styrtende ind i Stuen, og de gik
pænt hen og omfavnede deres Fader. Men de syntes ikke at tilbede ham,
som de tilbeder Lady Ver.
"Godmorgen, Papa," sagde den ældste, og de andre to gentog det i Kor.
"Vi haaber, du har sovet godt og har haft en behagelig Rejse over
Søen."
De var øjensynligt blevet instruerede udenfor.
Saa gik Naturen over Optugtelsen, de klappede ham beskyttende.
"Lille, søde Papa, har du bragt nogle ny Dukker med til os fra
Paris?"
"Og jeg vil gerne have en med rødt Haar, ligesom Evangeline," sagde
Yseult, den yngste.
Sir Charles syntes at kede sig og finde Situationen ubehagelig; han
kyssede sine tre nydelige smaa Dresdener Porcelænsdukker, der lignede
ham, og dog ikke lignede ham -- de har Lady Vers Hudfarve, men brune
Øjne og gyldent Haar ligesom hans.
"Ja, bed Harbottle om Pakkerne," sagde han. "Jeg har ingen Tid til at
tale med jer -- sig til jeres Moder, at jeg kommer hjem til Lunch,"
og idet han gjorde en Undskyldning, fordi han gik saa pludselig --
han skulde til et Møde i City -- forsvandt han ud af Stuen.
Jeg gad vide, hvorledes Lady Ver faar hans Hjerte til at banke. Jeg
kan godt forstaa, at hun foretrækker -- Lord Robert.
"Hvorfor er Papas Næse saa rød?" spurgte Yseult.
"Ti dog stille!" bad Mildred. "Stakkels Papa er kommet fra Søen."
"Jeg holder ikke saa meget af Papa," sagde Corisande, den mellemste.
"Han er gnaven, og sommetider faar han den søde Mama til at græde."
"Vi maa altid elske Papa," sagde Mildred med en Stemme, som om hun
fremsagde en Lektie. "Vi maa altid elske vore Forældre, og
Bedstemoder, og Bedstefader, og Tanter og Kusiner -- Amen." Dette
"Amen" smuttede uforvarende ud, og hun saá forvirret ud og rettede
sig selv, da hun havde sagt det.
"Lad os gaa og finde Harbottle, Harbottle er Papas Kammertjener,"
sagde Corisande, "og han er meget mere opmærksom end Papa. Sidste
Gang bragte han mig en højlandsk Drengedukke, skønt Papa havde glemt,
at jeg havde bedt om den."
De gik alle tre ud af Stuen, først kyssede de mig, og saa nejede de
sødt, da de kom hen til Døren. De er aldrig uhøflige eller støjende
-- de tre Engle, jeg holder meget af dem.
Da jeg blev alene, følte jeg mig som en død Fisk. Mine Øjne faldt paa
Spalten "London fra Dag til Dag" i _Daily Telegraph_, og jeg saá
ligegyldigt ned ad den -- uden at lægge Mærke til Ordene, indtil jeg
læste: "Hertugen af Torquilstone er ankommet til Vavasour House, St.
James, fra Udlandet."
Men hvad kom det egentlig mig ved? Hvad kom nogenting mig ved? Lord
Robert havde mødt os igen, i Forhallen, da vi kom ud fra Operaen; han
saá meget bleg ud, og han gjorde Lady Ver en Undskyldning, fordi han
var gaaet saa pludselig bort. Han var blevet forkølet, sagde han, og
var gaaet ud for at faa et Glas Cognak, og nu havde han det helt
godt, og vilde vi nu ikke komme med og spise til Aften, og mange
andre elskværdige Ting, medens han saá paa hende med den inderligste
Hengivenhed -- det var, som om jeg ikke eksisterede.
Hun var lunefuld, som hun sommetider er. "Nej, Robert, jeg vil i
Seng. Jeg er ogsaa blevet forkølet," sagde hun.
Og da Tjeneren i samme Øjeblik meldte Automobilet, fløj vi af Sted og
forlod dem. Christopher havde knappet min Zobelskindskrave med en
Besiddermine, der til enhver anden Tid vilde have irriteret mig ud
over alle Grænser, men jeg følte mig kold og død og fuldkommen
følelsesløs.
Lady Ver sagde ikke et Ord paa Vejen hjem, og hun kyssede mig køligt,
da hun gik ind i sit Værelse -- saa raabte hun ud:
"Jeg er træt, Slangepige -- tro ikke, at jeg er gnaven -- Godnat!" og
jeg gik op i Seng.
I Morgen er det Lørdag, og mit Besøg her er forbi. Efter min Lunch
hos Lady Merrenden er jeg en Vandrer paa Jordens Overflade.
Hvor skal jeg vandre hen -- jeg føler, at jeg gerne vil gaa bort
alene -- bort til et Sted, hvor jeg ikke ser et menneskeligt Væsen,
der er engelsk. Jeg vil gerne glemme, hvordan de ser ud -- jeg vil
ikke se deres velformede Hoveder -- jeg vil, aa, jeg véd ikke, hvad
jeg vil.
Skal jeg gifte mig med Hr. Carruthers? Han vilde spise mig op, og saa
tage tilbage til Paris til den Dame, han elsker -- men saa kunde jeg
leve det Liv, jeg holder af -- og Carruthers Smaragderne er smukke --
og jeg elsker Branches -- og -- og --
"Hendes Naade vilde gerne tale med Dem, Frøken," sagde en Tjener.
Saa gik jeg op ad Trappen.
Lady Ver sad i et halvmørkt Værelse, der var rullet bløde, lyserøde
Gardiner ned bagved de halvt sammentrukne blaa Silkegardiner.
"Jeg er saa forfærdelig tung i mit Hoved, Evangeline," sagde hun.
"Saa vil jeg stryge Dem over Haaret," og jeg satte mig op ved Siden
af hende og begyndte at stryge hende over Panden med mine
Fingerspidser.
"De er virkelig sød, Slangepige," sagde hun, "og De kan ikke gøre ved
det."
"Hvad kan jeg ikke gøre ved?"
"At De er en Heks. Jeg vidste, da jeg første Gang saá Dem, at De
vilde gøre mig Fortræd, og jeg forsøgte paa at beskytte mig ved at
være venlig imod Dem."
"Aa, kære Lady Ver," sagde jeg dybt rørt, "jeg vilde ikke for alt i
Verden gøre Dem Fortræd, og De miskender mig virkelig; jeg har holdt
mit Løfte, baade bogstavelig og -- i Aanden."
"Ja, det véd jeg, at De har, bogstaveligt, i det mindste -- men
hvorfor gik Robert ud af Logen i Aftes?" spurgte hun træt.
"Han sagde jo, at han var forkølet, ikke sandt?" svarede jeg sagte.
Hun slog Hænderne lidenskabeligt sammen.
"Forkølet!!! De kender ikke Robert! Han har aldrig i sit Liv været
forkølet," sagde hun. "Aa, han er det kæreste, kæreste Væsen i
Verden. Han faar mig til at tro paa alt, hvad der er godt og
hæderligt. Han er ikke lastefuld, han er ikke lapset, og han kender
Verden, og han lever i den, som alle vi andre, og dog begynder han
ikke med at tro, at enhver Kvinde er et let Bytte, og underminerer
den Smule Selvagtelse, hun maaske har tilbage."
"Ja," sagde jeg, jeg kunde ikke finde andet at sige.
"Hvis jeg havde haft saadan en Mand, vilde jeg aldrig have gabet,"
vedblev hun, "og desuden er Robert alt for bydende skinsyg til at
lade én more sig med en anden."
"Ja," sagde jeg igen, og blev ved med at stryge hendes Pande.
"Han har ogsaa Følelse -- han er ikke dagligdags og brutal -- og aa,
De skulde se ham paa en Hest, han er alt for smuk, alt for smuk!" Hun
strakte sine Arme ud med en træt Bevægelse, der var patetisk og rørte
mig.
"De har vel kendt ham meget, meget længe?" sagde jeg blidt.
"Maaske i fem Aar, men kun flygtigt indtil denne Sæson. For tidligere
havde jeg travlt med andre. Jeg har leget med saa mange." Saa tog hun
sig sammen. "Men Robert er den eneste, som aldrig har gjort Kur til
mig. Han har altid været sød og kær og har behandlet mig som en
Dronning, som om jeg stod for højt til det, og han har altid gjort,
som han selv vilde, og ikke brudt sig en Døjt om andres Mening. Jeg
har ofte gerne villet have, at han skulde gøre Kur til mig. Men nu
forstaar jeg, at det ikke kan nytte. Men De skal ikke have ham,
Slangepige! Jeg fortalte ham, medens vi kørte til Operaen, at De var
kold som Is, og at De legede med Christopher, og i Morgen tager jeg
ham med mig til Northumberland, bort fra Dem. Han skal i alt Fald
være min trofaste Ven. De vilde knuse hans Hjerte, og jeg vil endnu
holde Dem til Deres Løfte."
Jeg sagde ingenting.
"Hører De, jeg siger, at _De_ vilde knuse hans Hjerte. Han vilde kun
være i Stand til at elske lige til det sidste. Den Slags Kærlighed,
som enhver anden Kvinde vilde dø for, men De -- De er Carmen."
I alt Fald skal hverken _hun_ eller nogen anden Kvinde se, hvad jeg
er eller ikke er. Ingen skal se ind i mit Hjerte. Jeg sagde roligt:
"Carmen blev dræbt."
"Og det var godt nok til hende, den fortryllende, djævelske Dæmon!"
Saa skiftede hendes Lune, og hun lo.
"Saá De Charlie?" spurgte hun.
"Vi drak Te sammen i Morges!"
"En fornøjelig Person, ikke sandt?"
"Nej," sagde jeg, "han saá gnaven og syg ud."
"Syg!" sagde hun med en Skygge af Ængstelse. "Aa, De mener
dyseptisk."
"Maaske."
"Naa, det gør han altid, naar han kommer fra Paris. Hvis De kunde gaa
ind i hans Stue og se den Række Fotografier, der staar paa hans
Kaminhylde, kunde De maaske gætte hvorfor."
"Billeder af 'Sole Dieppoise' og 'Poulet à la Victoria aux truffes',
uden Tvivl," sagde jeg.
Hun vred sig af Latter. "Ja, netop det!" sagde hun. "Men han tilbeder
mig paa sin Maade, og han har nok en ny Diamantring med til mig for
at gøre det godt igen -- nu skal De se til Lunch."
"Saa er han altsaa en fuldkommen Ægtemand?"
"Omtrent som Christopher vilde blive. Men Christopher vilde begynde
med at være en fuldkommen Elsker, der er intet, han ikke véd, og
Charlie har intet Begreb om den Rolle. Du store Himmel! Hvor mine
Hvedebrødsdage var kedsommelige."
Fru Carruthers sagde, at alle Hvedebrødsdage kun kunde sammenlignes
med at gaa til Tandlægen eller blive fotograferet. Nødvendige Onder,
som man skulde igennem for Resultaternes Skyld.
"Resultaterne?"
"Ja; det smukke Hus, og Juvelerne, og alt det andet."
Aa, ja! Hun havde vel Ret, men hvis man var blevet gift med Robert,
havde man faaet begge Dele. Hun sagde ikke hvilke begge Dele, men aa!
det vidste jeg.
"Saa tror De altsaa, at Hr. Carruthers vil blive en god Ægtemand?"
spurgte jeg.
"De vil aldrig rigtig lære Christopher at kende. Jeg er kommet sammen
med ham i mange Aar. De vil aldrig kunne føle, at han siger Dem den
hele Sandhed om noget som helst. Han er Epikuræer, og han analyserer
alle Følelser; jeg véd ikke, om han har nogen Guder; hvis han har
det, tror han ikke paa dem, han tror paa ingen og intet uden paa sig
selv. Han er for Øjeblikket heftigt forelsket i Dem, og han vil
giftes med Dem, fordi han ikke kan faa Dem paa andre Betingelser."
"De smigrer mig," sagde jeg lidt fornærmet.
"Jeg siger Sandheden. De vil sandsynligvis faa det dejligt sammen med
ham, og holde ham forelsket i Dem i mange Aar, fordi De ikke er
forelsket i ham, og han vil passe godt paa, at De ikke ser paa nogen
anden. Jeg kan tænke mig, at Christopher, hvis man var forelsket i
ham, vilde knuse éns Hjerte, som han knuste stakkels Alicia Verneys."
"Aa, men hvor det er dumt! Folk har ikke knuste Hjerter nu om
Stunder; De taler som ud af en Bog, kære Lady Ver."
"Der findes nogle faa Tilfælde af knuste Hjerter, men ikke som i
Bøgerne, af Død og Tragedier etc.! men kun fordi vi ikke kan faa,
hvad vi vil have, eller beholde, hvad vi har," og hun sukkede.
Vi talte ikke i nogle Minutter, saa sagde hun muntert:
"De har gjort mit Hoved bedre, Deres Strygninger er vidunderlige;
trods alt kan jeg godt lide Dem, Slangepige. De er ikke af dem, der
hænger paa Træerne."
Vi kyssede hinanden flygtigt, og jeg gik op paa mit Værelse.
Ja, det bedste, jeg kan gøre, er at gifte mig med Christopher, jeg
bryder mig saa lidt om ham, at Damen i Paris ikke vilde have noget at
betyde for mig, selv om hun ligner Sir Charles' Poulet à la Victoria
aux truffes. Han er en Gentleman, han vil i det mindste være god imod
mig og fin og hensynsfuld; og Carruthers Smaragderne er guddommelige,
og netop mine Stene. Kniplingerne vil ogsaa klæde mig, og Pelsværket,
og jeg vil have den Suite Værelser, som Fru Carruthers benyttede paa
Branches, gjort i Stand med lyst Grønt, og brændt alle Møblerne fra
Dronning Victorias Tid. Tilværelsen vil uden Tvivl blive fuld af
Triumfer og Fornøjelser.
Men aa! Jeg vilde ønske, jeg vilde ønske, at det var muligt at faa
"begge Dele".

_Park Street 300_,
Fredag Aften.
Lunchen gik meget godt. Sir Charles kom tilbage fra City i bedre
Humør, og, som Lady Ver havde forudsagt, forærede han hende et Smykke
fra Castier. Det var en Broche, ikke en Ring, men hun var henrykt og
kurrede for ham.
Han kom lidt sent, saa vi var gaaet til Bords, et Selskab paa otte
Personer, da han kom. De drillede ham allesammen med Paris, og han
tog det meget godmodigt -- det syntes endogsaa at more ham. Han har
intet Vid, men han ser ud som en Gentleman, og jeg tror, at han af en
Ægtemand at være er ganske passabel.
Jeg føler mig snart helt hjemme i Verden, og jeg kan tale med enhver.
Jeg hører efter og taler ikke meget, men naar jeg siger noget, faar
det dem til at tænke.
Der sad en meget pæn Herre ved Siden af mig i Dag, han mindede mig om
de gamle Generaler paa Branches. Vi førte en hel Krig med
Vittigheder, og det stimulerede mig.
Han fortalte mig blandt andet, da han havde opdaget, hvem jeg var, at
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 08
  • Parts
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 01
    Total number of words is 5128
    Total number of unique words is 1176
    57.0 of words are in the 2000 most common words
    72.3 of words are in the 5000 most common words
    80.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 02
    Total number of words is 5018
    Total number of unique words is 1149
    55.4 of words are in the 2000 most common words
    70.3 of words are in the 5000 most common words
    79.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 03
    Total number of words is 5099
    Total number of unique words is 1192
    55.2 of words are in the 2000 most common words
    70.5 of words are in the 5000 most common words
    78.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 04
    Total number of words is 4971
    Total number of unique words is 1171
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    69.7 of words are in the 5000 most common words
    76.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 05
    Total number of words is 5133
    Total number of unique words is 1185
    52.7 of words are in the 2000 most common words
    69.3 of words are in the 5000 most common words
    76.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 06
    Total number of words is 5037
    Total number of unique words is 1173
    55.3 of words are in the 2000 most common words
    70.7 of words are in the 5000 most common words
    78.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 07
    Total number of words is 5042
    Total number of unique words is 1182
    53.1 of words are in the 2000 most common words
    69.8 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 08
    Total number of words is 5033
    Total number of unique words is 1175
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    71.5 of words are in the 5000 most common words
    78.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 09
    Total number of words is 5068
    Total number of unique words is 1096
    57.8 of words are in the 2000 most common words
    74.0 of words are in the 5000 most common words
    81.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 10
    Total number of words is 4939
    Total number of unique words is 1169
    57.1 of words are in the 2000 most common words
    71.8 of words are in the 5000 most common words
    79.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 11
    Total number of words is 1639
    Total number of unique words is 562
    64.5 of words are in the 2000 most common words
    77.4 of words are in the 5000 most common words
    83.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.