Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 06

Total number of words is 5037
Total number of unique words is 1173
55.3 of words are in the 2000 most common words
70.7 of words are in the 5000 most common words
78.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Lord Robert stod og klappede den ældste Engel paa Haaret, hun var
endnu ikke gaaet i Seng. Hun er noget af det yndigste, og saa høflig
og saa forskellig fra Mary Mackintosh' Børn.
Han forestillede Hr. Campion for mig, og vendte saa tilbage til
Mildred -- Engelen.
Pludselig fik jeg Lyst til at gøre Ulykker, det var Reaktionen efter
de sidste kedelige Dage, saa saá jeg op paa Hr. Campion gennem mine
Øjenvipper, og det havde den Virkning, som det altid har paa Folk,
han blev straks interesseret. Jeg véd ikke, hvorfor det gør dem saa
løjerlige. Jeg kan huske, at jeg første Gang lagde Mærke til det i
Skolestuen paa Branches. Jeg var ved at skrive en frygtelig Stil om
_le participe passé_ og følte mig meget _égarée_, da en af de gamle
Ambassadører kom ind for at tale med Mademoiselle. Jeg saa hurtigt op
med Hovedet lidt bøjet, og han sagde paa Tysk til Mademoiselle, at
jeg havde de mærkeligste Øjne, han nogensinde havde set, og at det
Blik op under Øjenvipperne havde Fanden skabt!
Nu vidste jeg allerede den Gang, at hvad Fanden har skabt, er
tiltrækkende, saa jeg har aldrig glemt det, skønt jeg den Gang kun
var femten Aar. Jeg besluttede altid, at jeg vilde prøve det, naar
jeg blev voksen og vilde sætte Sindet i Bevægelse hos nogen. Men naar
undtages Hr. Carruthers og Lord Robert, har jeg ikke haft megen
Chance for at forsøge det.
Hr. Campion satte sig ved Siden af mig i Sofaen og begyndte straks
med at sige, at jeg burde gaa med dem i Teatret; jeg talte med min
Fløjlsstemme og sagde, at jeg var i alt for dyb Sorg, og han bad
næsten forvirret om Undskyldning.
Han ser ganske godt ud, fiks og velklædt som Lord Robert, men han har
ikke den smukke Skikkelse. Vi talte sammen i omtrent ti Minutter. Jeg
sagde meget lidt, men han tog ikke sine Øjne fra mit Ansigt. Jeg
mærkede hele Tiden, at Lord Robert var nervøs og legede med en
Porcelænsko, som stod paa Bordet, og lige før Tjeneren meldte Fru
Fairfax, tabte han den paa Gulvet, og dens Hale knækkede af.
Fru Fairfax er ikke køn; hun har rødlig-gyldent Haar med brune Rødder
og en meget mørk Hud, men det er nydeligt arrangeret -- Haaret, mener
jeg, og maaske ogsaa Huden, for fra Siden kan man se den røde Sminke
paa den. Det maa være kedeligt at være nødt til at gøre alt det, men
det er unægtelig bedre end at se ud som Mary Mackintosh. Der er ingen
rigtig Ligevægt i hende, noget af hende er enten for langt eller for
kort. Jeg kan godt lide at se alt paa sin rette Plads -- som i Lord
Roberts Skikkelse. Saa kom Lady Ver, og vi gik alle ned til Middag.
Fru Fairfax gjorde sig meget behagelig for hende. Lady Ver kan ikke
videre godt lide hende, fortalte hun mig i Toget, men hun var nødt
til at telegrafere til hende om at komme, da hun ikke med saa kort
Varsel kunde faa fat i en anden, som Hr. Campion kunde lide.
"Det er en af den Slags Damer, som alle kender, og som ikke har Spor
af Stolthed," sagde hun.
Men ikke engang, naar jeg virkelig bliver en Eventyrerske, vil jeg
være saadan.
Middagen var meget livlig.
Lady Ver er meget morsom, naar hun er borte fra sine stive
Slægtninge. Hun siger alt, hvad der falder hende ind. Fru Fairfax
blev vred, fordi Hr. Campion vilde tale med mig, men da jeg ikke
syntes videre godt om hende, brød jeg mig ikke om det, men morede
mig. Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg nødt til at
tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig
og smilede til ham. Han trak Øjenbrynene op paa den spørgende,
rørende Maade, han har, og han saá saa indtagende ud -- det fik mig
til igen at huske mit Løfte, og jeg vendte mig bort fra ham. Da vi
kom ud i Vestibulen, medens Lady Ver og Fru Fairfax tog deres Kaaber
paa, kom Lord Robert tæt hen til mig og hviskede:
"Jeg _kan_ ikke forstaa Dem. Der er en eller anden Grund, hvorfor De
behandler mig saaledes, og jeg vil have den at vide. Hvorfor er De
saa grusom, lille ondskabsfulde Tigerkat?" og han kneb mig i en af
mine Fingre, saa jeg kunde have skreget.
Det gjorde mig vred.
"Hvor tør De røre ved mig!" sagde jeg. "Det er, fordi De véd, at jeg
ingen har til at beskytte mig, at De tager Dem en saadan Frihed."
Jeg følte, at mine Øjne flammede imod ham, men jeg havde en Klump i
Halsen; jeg vilde ikke være blevet fornærmet, hvis det havde været
enhver anden -- kun vred -- men han havde været saa ærbødig og
hensynsfuld imod mig paa Branches -- og jeg havde saa godt kunnet
lide ham. Derfor forekom det mig saa meget mere grusomt, naar han nu
var uforskammet.
Han blev bleg, og al Vreden forsvandt fra hans Ansigt, og han saá saa
inderlig ulykkelig ud.
"Aa! det maa De ikke sige!" sagde han med fortvivlet Stemme. "Jeg --
aa, det er det eneste, som De véd ikke er sandt."
Hr. Campion kom i det samme med sin Pels paa, og han var galant og
sagde, at han haabede, at vi maatte ses igen, men jeg sagde roligt
Godnat og gik op ad Trappen uden at sige et Ord mere til Lord Robert.
"Godnat, Evangeline, Skat," sagde Lady Ver, da jeg mødte hende
udenfor Dagligstuedøren. "Jeg véd, at det er skammeligt af mig at
forlade Dem, men i Morgen vil jeg virkelig forsøge paa at more Dem.
De ser bleg ud, Barn -- Rejsen har vist trættet Dem."
"Ja, jeg er træt," forsøgte jeg paa at sige med naturlig Stemme; men
det sidste Ord dirrede lidt, og Lord Robert var lige bagved mig, da
han var løbet op ad Trappen efter mig, saa jeg er bange for, at han
maa have hørt det.
"Frøken Travers -- hør --" sagde han bønligt, men jeg gik videre op
ad Trappen, og Lady Ver lagde sin Haand paa hans Arm og drog ham med
sig ned, og da jeg kom op paa fjerde Sal, hørte jeg Gadedøren smække
i.
Nu er de borte, og jeg er alene. Mit lille Værelse er hyggeligt, og
Ilden brænder klart. Jeg har en stor Lænestol og Bøger samt min
Dagbog, og det er altsammen meget rart -- men jeg føler mig saa
ulykkelig.
Jeg vil ikke græde og være en dum Kujon.
Naturligvis er det morsomt at være fri. Og jeg sørger _ikke_ over Fru
Carruthers Død -- maaske er jeg kun ensom og vilde ønske, at jeg var
med i Teatret. Nej, jeg vilde ikke -- jeg -- aa -- det jeg vilde
ønske, er at -- at -- nej, jeg vil ikke engang skrive det.
Godnat, Dagbog!

_Park Street 300_,
Onsdag den 23. Novbr.
Hvor det er dumt at ønske sig Maanen! Men det er øjensynligt det, der
er i Vejen med mig. Her er jeg i et hyggeligt Hus, hos en elskværdig
Værtinde, og uden øjeblikkelig Pengemangel, og dog er jeg rastløs, og
sommetider ulykkelig.
I de fire Dage, siden jeg kom her, har Lady Ver været saa venlig imod
mig og gjort sig al mulig Umage for at more mig og opmuntre mig. Vi
har kørt omkring i Butiker i hendes elektriske Brougham, og her har
hver Dag været elskværdige Mennesker til Lunch, og jeg har haft, hvad
jeg formoder er en _succés_. Det siger de da i det mindste.
Jeg begynder at forstaa alting bedre, og det lader til, at man ingen
virkelige Følelser maa have, hvis man vil nyde Livet. Netop saaledes,
som Fru Carruthers sagde.
Lady Ver har været ude to Aftener, hun gik med mange Beklagelser
over, at hun lod mig blive hjemme, og jeg har opdaget, at hun havde
talt med Lord Robert, men han har ikke været her -- og det er jeg
glad over.
Jeg er blevet meget gode Venner med Englene, de er søde og meget
velopdragne. Lady Ver forstaar sig øjensynlig meget bedre paa det end
Mary Mackintosh, skønt hun ikke taler paa den Maade.
Jeg kan ikke tænke mig, hvad jeg skal gøre, naar jeg tager herfra.
Jeg antager, at denne Driven for Vind og Vove snart vil forekomme mig
ganske naturlig, men for Øjeblikket irriterer min nuværende Stilling
mig af forskellige Grunde. Jeg _hader_ at tænke paa, at Folk maaske
kun er venlige imod mig af Medlidenhed. Hvor det dog er dumt af mig!
Lady Merrenden kommer til Lunch i Morgen. Jeg glæder mig til at se
hende, fordi Lord Robert sagde, at hun var saa elskelig. Gud véd,
hvad der er blevet af ham, siden han ikke har været her -- Gud véd.
Nej, jeg er _alt for_ taabelig.
Lady Ver staar ikke op og drikker sin Morgente, saa jeg gaar ind til
hende i hendes Værelse og faar min paa en anden lille Bakke, og vi
taler sammen, og hun læser Brudstykker af sine Breve for mig.
Der synes at være en Mængde Mennesker, som er forelskede i hende --
det maa være morsomt.
"Paa den Maade holder jeg bedre fast paa Charlie," sagde hun, "fordi
han indser, at han ejer det, som de andre Mænd gerne vil have."
Hun siger ogsaa, at alle mandlige Væsener af Naturen er Kamphaner, de
sætter ikke Pris paa det, de opnaar let, og som de ikke har
Ulejlighed med at beholde. Man skal altid lade dem forstaa, at man er
væk som en Sneppe, hvis de et eneste Øjeblik slapper deres
Anstrengelser for at behage én.
Naturligvis gives der en Mængde ganske almindelige, dagligdags
Ægteskaber, hvor Manden holder meget af sin Kone, men det faar ikke
hans Hjerte til at banke, og Lady Ver siger, at hun ikke kunde holde
det ud med en Mand, hvis Hjerte hun ikke kunde faa til at banke, naar
hun vilde.
Jeg er nysgerrig efter at se Sir Charles.
De spiller en hel Del Bridge om Eftermiddagen, og det morer mig lidt
at tale med den Herre, som sidder over, og faa ham til ikke at have
Lyst til at gaa tilbage til Spillebordet igen.
Jeg lærer en Masse Ting.

Aften.
Hr. Carruthers kom og gjorde Visit i Eftermiddag. Han var det sidste
Menneske, jeg ventede at se, da jeg gik ind i Dagligstuen efter
Lunch for at vente paa Lady Ver. Jeg havde mit Overtøj paa, og en
stor, sort Hat, som, det glæder mig at kunne sige det, er meget
klædelig.
"Er De her?" udbrød han, da vi gav hinanden Haanden.
"Ja, hvorfor ikke?" sagde jeg.
Han saá meget behersket og tilbageholdende ud, som om det aldeles
ikke var hans Hensigt at lade sig forlede til at vise Spor af
Interesse. Det vakte straks den Beslutning hos mig, at jeg vilde
forandre alt det.
"Lady Verningham var saa venlig at indbyde mig til at tilbringe nogle
Dage hos hende, da vi forlod Tryland," sagde jeg stille.
"Aa! saa bor De her! Jeg var ovre paa Tryland i Forgaars. Jeg fik en
omhyggeligt udarbejdet Indbydelse fra Lady Katherine til at 'spise
til Middag og sove roligt', der var ikke stort Selskab. Jeg tog kun
imod den, fordi jeg troede, at jeg skulde træffe Dem."
"Hvor det var pænt af Dem," sagde jeg mildt. "Og fortalte de Dem
ikke, at jeg var rejst med Lady Verningham?"
"Nej, slet ikke. De meddelte mig kun, at De var taget til London; saa
antog jeg, at det var Deres oprindelige Plan med Claridges, og det
var min Hensigt at gaa derhen ved Lejlighed for at træffe Dem."
Jeg sagde igen, at det var pænt af ham, idet jeg slog Øjnene ned.
Han talte ikke i et Par Sekunder, og jeg sad ganske stille.
"Hvilke Planer har De?" spurgte han pludselig.
"Jeg har ingen Planer --"
"Men det maa De have -- det er latterligt -- De maa have taget en
eller anden Bestemmelse om, hvor De vil bo!"
"Nej, det forsikrer jeg Dem, at jeg ikke har," sagde jeg roligt,
"naar jeg tager herfra paa Lørdag, vil jeg stige ind i en Droske og
tænke paa et eller andet Sted, hvor den kan køre mig hen,
formodentlig naar vi drejer om ad Park Lane."
Han bevægede sig roligt, og jeg saá op paa ham under min Hat. Jeg véd
ikke, hvorfor han ikke mere er saa tiltrækkende for mig som i
Begyndelsen. Der er noget saa koldt og kynisk i hans Ansigt.
"Hør engang, Evangeline," sagde han endelig, "der maa tages en
Bestemmelse for Dem -- jeg kan ikke tillade Dem at drive saaledes af
Sted for Vind og Vove. Jeg er jo mere eller mindre Deres Formynder --
det maa De jo kunne forstaa."
"Nej, det kan jeg slet ikke," svarede jeg.
"De umulige lille Heks!" Han kom nærmere hen til mig.
"Ja, Lady Verningham siger, at jeg er en Heks og en Slange og alle
Slags slemme, tiltrækkende Ting, og jeg vil gerne tage et eller andet
Sted hen, hvor jeg kan vise disse Egenskaber! England er kedeligt --
hvad mener De om Paris?"
Hvor det morede mig at udslynge disse Bemærkninger! De vilde aldrig
være faldet mig ind overfor nogen anden!
Han gik én Gang op og ned i Stuen. Hans Ansigt var forstyrret.
"De maa ikke tage til Paris -- alene. Hvor kan saadan noget falde Dem
ind?" spurgte han.
Jeg svarede ikke. Han blev ude af sig selv.
"Deres Faders Familie er allesammen døde, siger De, og De véd intet
om Deres Moders Slægtninge, men hvem var hun? Hvad hed hun? Maaske
kunde vi finde nogle af Deres Paarørende."
"Min Moder kaldtes Frøken Tomkins," sagde jeg.
"_Kaldtes_ Frøken Tomkins."
"Ja."
"Saa var det altsaa ikke hendes Navn -- hvad mener De?"
Jeg hadede disse Spørgsmaal.
"Jeg formoder, at det var hendes Navn. Jeg har aldrig hørt, at hun
havde noget andet."
"Tomkins," sagde han, "Tomkins?" og han saá ransagende paa mig med
samme Mine som en Munk fra Inkvisitionen.
Naar jeg vil, kan jeg være saa irriterende og ikke sige Folk det, de
gerne vil vide, og det varede temmelig længe, før han fik fravristet
mig de Kendsgerninger, som Fru Carruthers saa ofte havde slynget mig
i Ansigtet, naar hun var vred, at stakkels Mamas Fader var Lord
Brandreth og hendes Moder Vorherre maa vide hvem!
"De indser altsaa," sluttede jeg, "at jeg slet ingen Slægtninge har,
ikke sandt?"
Han satte sig i Sofaen.
"Evangeline, der er ikke andet at gøre, De maa gifte Dem med mig,"
sagde han.
Jeg satte mig lige overfor ham.
"Hvor De er komisk!" sagde jeg. "De, en klog Diplomat, kender saa
lidt til Kvinder! Hvem i Alverden vil tage imod et saadant Tilbud!"
og jeg lo.
"Hvad skal jeg gøre med Dem?" udbrød han vredt.
"Ingenting!" Jeg lo endnu, og jeg saá paa ham med det Blik, som
"Fanden har skabt". Han kom hen til mig og tog min Haand med Magt.
"Ja, De er en Heks," sagde han. "En Heks, som kaster Runer og
kuldkaster Beslutninger og Principper. Jeg besluttede at glemme Dem
og jage Dem ud af mit Liv -- De passer slet ikke til mig, véd De nok,
men saa snart jeg ser Dem, er jeg opfyldt af et eneste Ønske. Jeg
_maa_ have Dem for mig selv -- jeg har Lyst til at kysse Dem -- at
røre ved Dem. Jeg vil forhindre alle andre Mænd i at se paa Dem --
hører De, Evangeline?"
"Ja, jeg hører det," svarede jeg. "Men det har slet ingen Virkning
paa mig. De vilde blive rædsom som Ægtemand. Jeg véd, hvordan de alle
er!" og jeg saá op. "Jeg saá flere Slags paa Tryland, og Lady
Verningham har fortalt mig om de øvrige; saa jeg véd, at De ikke
vilde du til nogen Verdens Ting i den Rolle."
Han kunde ikke lade være med at le, men han holdt endnu min Haand.
"Beskriv de forskellige Typer for mig, at jeg kan se, hvilken der
vilde passe paa mig," sagde han med stor Alvor.
"Der er Mackintosh-Arten -- ydmyg og vrøvlet, og en Slags
Underbarnepige," sagde jeg.
"Det er ikke min Slags, er jeg bange for."
"Saa er der Montgomerie-Arten, egenkærlig og grov og gerrig --"
"Men jeg er ikke Skotte."
"Naa -- nej, men Lord Kestervin var Englænder, og han vimsede omkring
og var utaalelig og studerede hele Tiden Togplanerne."
"Men jeg vilde have en Kammertjener."
"Og de var alle ubehagelige og ligegyldige imod deres stakkels Koner!
Og de kedede sig og var kedelige! Een fortalte lange Historier, og én
proppede sig med Mad, og én aabnede sin Kones Breve, før hun kom
ned!"
"Sig mig, hvorledes en fuldkommen Ægtemand skal være, saa kan jeg
maaske lære det," sagde han.
"Han skal betale alle Regningerne."
"Det kunde jeg nok gøre."
"Og han maa ikke blande sig i éns Foretagender. Og man maa være i
Stand til at faa hans Hjerte til at banke."
"_Det_ kunde De gøre!" og han bøjede sig nærmere hen imod mig. Jeg
trak mig tilbage.
"Og han skal gøre lange Rejser til Rocky Mountains i flere Maaneder
ad Gangen med Venner."
"Nej, paa ingen Maade!" udbrød han.
"Dèr kan De selv se!" sagde jeg, "det allervigtigste vilde De ikke
gaa ind paa. Det kan ikke nytte at tale mere om det."
"Jo, det kan! De har ikke sagt halvt nok. -- Skal han ogsaa kunne faa
Deres Hjerte til at banke?"
"De klemmer min Haand."
Han slap den.
"Skal han?"
"Lady Ver sagde, at det kan ingen Ægtemand -- den Kendsgerning, at
han er det, holder éns Hjerte ganske roligt og faar ofte én til at
gabe -- men hun sagde, at det er ikke nødvendigt, saa længe man bare
kan faa hans til det, saa han gør alt, hvad man forlanger."
"Banker Kvinders Hjerter da aldrig -- sagde hun Dem ikke det?"
"Jo, naturligvis banker de! Hvor De er naiv, af tredive Aar. De
banker uophørligt for -- aa -- for Folk, som ikke er Ægtemænd."
"Det er altsaa Resultatet af Deres Iagttagelser? De har sandsynligvis
Ret; og jeg er en Daare."
"I Gaar ved Lunch var der nogen, der sagde, at der var en smuk Dame i
Paris, hvis Hjerte bankede for Dem," sagde jeg og saá igen paa ham.
Det gjorde Indtryk paa ham -- kun ganske lidt, han fo'r ikke sammen
eller blev urolig -- men jeg saá, at det ramte.
"Folk er alt for gode," sagde han. "Men vi er ikke kommet nærmere
til Sagen. Hvornaar vil De gifte Dem med mig?"
"Jeg vil -- aldrig gifte mig med Dem, Hr. Carruthers," sagde jeg;
"med mindre jeg snart bliver gammel Jomfru og ingen andre frier til
mig. Hvis De saa falder paa Knæ, vil jeg maaske række Dem mine
Fingerspidser!" og jeg gik henimod Døren, idet jeg nejede dybt for
ham.
Han fo'r efter mig.
"Evangeline," udbrød han, "jeg er i Reglen ikke voldsom, jeg er i
Virkeligheden snarere rolig, men De kunde gøre én fuldstændig gal,
det ender med, at en eller anden engang kvæler Dem -- Heks!"
"Saa maa jeg hellere løbe min Vej for at redde min Hals," sagde jeg
og lo over Skulderen, medens jeg aabnede Døren og løb op ad Trappen,
og jeg kiggede paa ham over Rækværket, da han var kommet ud i
Vestibulen.
"Farvel," raabte jeg, og uden at vente paa Lady Ver traskede han ned
ad Trappen og ud paa Gaden.
"Evangeline, hvad _har_ De bestilt?" spurgte hun, da jeg kom ind i
hendes Værelse, hvor hendes Pige var ved at sætte hendes Slør fast
foran Spejlet, medens hun rystede ved det -- Lady Ver er undertiden
gnaven imod hende, meget værre end jeg er imod Véronique.
"Evangeline, De ser uartigere ud end nogensinde, bekend straks."
"Jeg har været saa god som Guld," sagde jeg.
"Hvorfor funkler da de to Smaragder saadan, maa jeg spørge?"
"De funkler af bevidst Dyd," sagde jeg uskyldigt.
"De har været oppe at skændes med Hr. Carruthers. Gaa Deres Vej,
Welby! Dumme Kvinde, kan De ikke se, at Sløret tager fat i min Næse?"
Welby gik ydmygt sin Vej (naar Lady Ver har været vred, sender hun
Welby i Teatret). Welby tilbeder hende.
"Evangeline, hvor tør De! Jeg ser det altsammen. Jeg hørte lidt om
det af Robert. De har været oppe at skændes med den Mand, som De
netop maa gifte Dem med!"
"Hvad véd Lord Robert om mig?" spurgte jeg. Jeg blev vred.
"Ingenting, han sagde kun, at Carruthers beundrede Dem paa Branches."
"Naa!"
"Christopher er ogsaa indtagende! Han er et af 'de gifte Damers
Kælebørn', som Ada Fairfax siger, og han har aldrig før talt til en
ung Pige. De burde være taknemlig over, at vi har ladet ham se paa
Dem -- Vildkat! -- i Stedet for at skændes med ham, som jeg kan se,
De har!" Hun lo, medens hun lod, som om hun skændte paa mig.
"Jeg kan da nok tillade mig den uskyldige Adspredelse," sagde jeg,
"jeg kan jo ikke gaa i Teatret!"
"Fortæl mig om det," befalede hun og trampede med Foden.
Men jeg har tidligere, i Fru Carruthers Tid, lært, at det er klogere
at beholde sine egne Sager hos sig selv -- saa forsvarede jeg mig
lidt og lo, og endelig kørte vi ud, uden at hun var blevet klogere.
Paa Vejen ind i Parken mødte vi en Afdeling af det tredie
Livgarderegiment, som havde eskorteret Kongen et eller andet Sted
hen, og dèr red Lord Robert i sin smukke Uniform og med vajende Fjer
-- han saá saa smuk ud -- og mit Hjerte begyndte pludselig at banke;
jeg kunde føle det, og jeg skammede mig, og det trøstede mig ikke at
tænke paa, at den Sindsbevægelse, som en Uniform fremkalder, ikke
indskrænker sig til Barnepiger alene.
Det maa naturligvis have været Uniformen og den sorte Hest -- Lord
Robert betyder intet for mig. Men jeg kan ikke lide at tro, at jeg,
fordi Mamas Moder var af lav Herkomst, skulde have arvet disse
plebejiske Instinkter.

_Park Street 300_,
Torsdag den 24. Novbr. Aften.
Lady Merrenden er saa nydelig -- hun har et af disse gode Ansigter,
som en stram Frisure i et Net ikke ødelægger. Hun er høj og yndefuld,
maaske over halvtreds, og hun har et Udtryk i Øjnene, som ligner Lord
Roberts. Ved Lunchen var hun straks saa sød imod mig og saá ikke ud,
som om hun mente, at jeg maatte være slet, blot fordi jeg har rødt
Haar, saaledes som ældre Damer i Almindelighed plejer.
Jeg fik straks Lyst til at være god og elskværdig. Hun hentydede ikke
til min forladte Stilling eller sagde noget taktløst, men hun indbød
mig til Lunch, som om jeg kunde have været en Dronning og vilde gøre
hende en Ære ved at modtage Indbydelsen. Jeg kunde se, at Lady Ver af
en eller anden Grund ikke ønskede, at jeg skulde gaa dèr, og hun
fandt paa alle mulige Undskyldninger og sagde, at hun gerne selv
vilde beholde mig, men Lady Merrenden havde ogsaa af en eller anden
Grund bestemt, at jeg skulde komme, og hun ordnede til sidst, at det
skulde være paa Lørdag, naar Lady Ver tager ned til Northumberland
til sin Fader, og jeg tager -- hvorhen? Ak, det véd jeg ikke endnu!
Da hun var gaaet, sagde Lady Ver, at gamle Damer uden farvet Haar
eller Tilbøjelighed for Bridge var kedelige, og hun røg tre
Cigaretter, den ene efter den anden, saa hurtigt hun kunde. (Welby
skal igen i Teatret i Aften.)
Jeg sagde, at jeg syntes, Lady Merrenden var yndig. Hun var for
første Gang lige ved at bide Hovedet af mig, og saa tav hun, men lidt
efter begyndte hun at tale og sætte sig i Sofaen paa den klædeligste
Maade -- vi var i hendes Dagligstue, der er meget køn, med blaa Silke
og franske Møbler og mange smukke Ting. Hun sagde, at hun var
forkølet og maatte blive hjemme. Hun havde straks skiftet Dragt --
men jeg kunde ingen Hoste høre.
"Charlie har lige telegraferet, at han kommer i Aften," sagde hun til
sidst.
"Hvor det er rart for Dem," sagde jeg, "saa kan De faa hans Hjerte
til at banke."
"Det er i Virkeligheden meget ubelejligt, og jeg vil gerne have, at
De skal være elskværdig imod ham og more ham og drage hans
Opmærksomhed bort fra mig som en sød Pige, Evangeline," kurrede hun.
"Hvor Vejret dog er dejligt i Eftermiddag! Jeg vilde ønske, jeg kunde
gaa en Tur i Parken," tilføjede hun.
Jeg indsaa, at det vilde være grusomt at drille hende mere, og saa
meddelte jeg hende, at det var min Hensigt at gaa ud at spadsere med
Englene.
"Ja, det vil De have godt af, kære Barn," sagde hun fornøjeligt, "saa
vil jeg hvile mig her og pleje min Forkølelse."
"De har indbudt mig til Te i Barnestuen," sagde jeg, "og jeg har sagt
Ja."
"De er en Juvel, Slangepige!" sagde hun og lo -- hun er ikke dum.
"Kender De Torquilstones Historie?" spurgte hun, da jeg var lige ved
at gaa ud af Døren.
Jeg kom tilbage -- jeg kan ikke begribe hvorfor, men det
interesserede mig.
"Roberts Broder -- Halvbroder, mener jeg -- Hertugen, er Krøbling,
véd De nok, og han er ogsaa forrykt paa et Punkt -- deres blaa Blod.
Han vil aldrig gifte sig, og han kan næsten tage alt fra Robert,
undtagen akkurat Titlen, hvis han gør ham imod."
"Ja," sagde jeg.
"Torquilstones Moder var en af Familiens Stuepiger, den gamle Hertug
giftede sig med hende, før han var enogtyve, og hun gik heldigvis til
sine øllede Fædre omtrent et Aar efter, og saa, længe efter, giftede
han sig med Roberts Moder, Lady Ethelrida Fitz Walter -- der er
seksten Aar imellem dem -- Robert og Torquilstone, mener jeg."
"Hvorfor er han saa forrykt med Hensyn til det blaa Blod, naar han
selv har saadan en Plet paa sig?" spurgte jeg.
"Det er netop Sagen. Han synes, det er en saadan Vanære, at han
siger, at han, selv om han ikke var pukkelrygget, aldrig vilde gifte
sig og overføre denne Skamplet til de fremtidige Torquilstoner --
hvis Robert gifter sig med en Kvinde, der ikke har en Stamtavle, der
er god nok til at tilfredsstille en østrigsk Prins, vil han gøre ham
arveløs og efterlade hver _sou_ til Velgørenheden."
"Stakkels Lord Robert," sagde jeg, men jeg følte, at mine Kinder
brændte.
"Ja, er det ikke kedeligt for ham? Saa han kan naturligvis ikke gifte
sig, før hans Broder er død; der findes næsten ikke et eneste
passende Parti for ham i England."
"Det er nu alligevel ikke saa sørgeligt," sagde jeg, "den meget
behagelige Rolle som 'de gifte Damers Kælebarn' staar ham altid
aaben, ikke sandt?" og jeg lo.
"Lille Kat!" men hun var ikke vred.
"Jeg har sagt Dem, at jeg kun kradser, naar man har kradset mig
først," sagde jeg og gik ud af Stuen.
Englene var gaaet ud paa deres Tur, og Véronique maatte gaa med mig i
Begyndelsen, indtil jeg havde fundet dem. Vi gik hurtigt ned ad
Gaden, da vi kunde se deres blaa Fløjls Pelse paa Frastand; pludselig
mødte vi Hr. Carruthers.
Han standsede og vendte om med mig.
"Evangeline, jeg var saa vred paa Dem i Gaar," sagde han, "jeg var
lige ved at rejse fra London og overlade Dem til Deres Skæbne, men
nu, da jeg har set Dem igen --", han tav.
"Saa synes De, at Paris ligger langt borte!" sagde jeg uskyldigt.
"Hvad har de fortalt Dem?" spurgte han strengt, men han følte sig
ikke rigtig tilfreds.
"De har sagt, at det er en dejlig November, og at Børsen ikke er et
Sted, hvor man kan spille, og at hvis de ikke havde Bridge, vilde de
alle begaa Selvmord! Det er det, vi taler om i Park Street."
"De véd meget godt, hvad jeg mener, hvad har de fortalt Dem om mig?"
"Ikke andet, end at der er en henrivende fransk Dame, som tilbeder
Dem, og som De holder forfærdelig meget af -- og jeg sympatiserer med
Dem -- jeg kan godt lide franske Damer, de sætter deres Hatte saa
nydeligt."
"Hvilken latterlig Sladder -- jeg tror ikke, at Park Street er et
godt Sted for Dem at bo. Jeg troede, De var for fornuftig til at høre
efter den Slags Snak."
"Jeg retter mig efter det Selskab, jeg er i!" sagde jeg leende og
ventede paa Véronique, som ærbødigt var blevet staaende bagved -- hun
kom tøvende. Hun misbilliger al engelsk Inkonveniens, men hun føler,
at det er hendes Pligt at opmuntre Hr. Carruthers.
Skulde hun løbe hen og standse de unge Damer? foreslog hun og pegede
paa Englene, der gik forude.
"Ja, gør det," sagde Hr. Carruthers, og før jeg kunde forhindre det,
var hun væk.
Forræderske! Hun tænkte paa sin egen behagelige Stilling paa
Branches, véd jeg nok.
Den skarpe, friske Luft steg mig til Hovedet. Jeg følte mig glad og
sorgløs. Jeg sagde Masser af Ting til Hr. Carruthers, akkurat som jeg
engang havde gjort til Malcolm, men dette var meget morsommere,
fordi Hr. Carruthers ikke er en rødhaaret Skotte og ikke er
tykhovedet.
Da vi var kommet ned til Enden af Gaden, mødte vi Lord Robert, der
kom gaaende i Ro og Mag henimod os. Han saá saa trist ud som Natten,
da han fik Øje paa os.
"Halløj, Bob!" sagde Hr. Carruthers venligt. "Det er Aarhundreder
siden jeg har set dig -- vil du komme og spise til Middag med mig i
Aften? Jeg har en Loge i Operaen, og jeg er ved at forsøge paa at
overtale Frøken Travers til at komme med. Hun siger, at Lady
Verningham ikke er optaget i Aften, det véd hun, og saa kan vi spise
til Middag i Stilhed og gaa derhen allesammen, synes du ikke ogsaa?"
Lord Robert sagde, at han vilde gerne, men han tilføjede: "Frøken
Travers har aldrig før villet gaa med ud; hun sagde, at hun var i alt
for dyb Sorg." Han syntes bedrøvet.
"Jeg vil sidde bag i Logen, dèr kan ingen se mig," sagde jeg, "og jeg
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 07
  • Parts
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 01
    Total number of words is 5128
    Total number of unique words is 1176
    57.0 of words are in the 2000 most common words
    72.3 of words are in the 5000 most common words
    80.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 02
    Total number of words is 5018
    Total number of unique words is 1149
    55.4 of words are in the 2000 most common words
    70.3 of words are in the 5000 most common words
    79.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 03
    Total number of words is 5099
    Total number of unique words is 1192
    55.2 of words are in the 2000 most common words
    70.5 of words are in the 5000 most common words
    78.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 04
    Total number of words is 4971
    Total number of unique words is 1171
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    69.7 of words are in the 5000 most common words
    76.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 05
    Total number of words is 5133
    Total number of unique words is 1185
    52.7 of words are in the 2000 most common words
    69.3 of words are in the 5000 most common words
    76.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 06
    Total number of words is 5037
    Total number of unique words is 1173
    55.3 of words are in the 2000 most common words
    70.7 of words are in the 5000 most common words
    78.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 07
    Total number of words is 5042
    Total number of unique words is 1182
    53.1 of words are in the 2000 most common words
    69.8 of words are in the 5000 most common words
    76.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 08
    Total number of words is 5033
    Total number of unique words is 1175
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    71.5 of words are in the 5000 most common words
    78.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 09
    Total number of words is 5068
    Total number of unique words is 1096
    57.8 of words are in the 2000 most common words
    74.0 of words are in the 5000 most common words
    81.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 10
    Total number of words is 4939
    Total number of unique words is 1169
    57.1 of words are in the 2000 most common words
    71.8 of words are in the 5000 most common words
    79.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 11
    Total number of words is 1639
    Total number of unique words is 562
    64.5 of words are in the 2000 most common words
    77.4 of words are in the 5000 most common words
    83.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.