Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 01

EVANGELINES
GENVORDIGHEDER
TIL
KVINDER MED RØDT HAAR


ELINOR GLYN
EVANGELINES
GENVORDIGHEDER
AUTORISERET OVERSÆTTELSE
FOR NORGE OG DANMARK AF
HEDVIG MAGNUSSEN
NY UDGAVE
MARTINS FORLAG
KØBENHAVN & KRISTIANIA
MCMXXI


MARTIN'S FORLAGSTRYKKERI, KØBENHAVN


BEGYNDELSEN PAA EVANGELINES DAGBOG

_Branches Park_.
Den 3. November 1904.
Jeg vilde saa gerne vide, om det er morsomt at være en Eventyrerske,
for det er øjensynligt det, jeg nu maa blive. Jeg har læst alt muligt
om det i en Bog; det er at se godt ud, og ikke at have noget at leve
af, og dog have Fornøjelse af Livet -- og det har jeg i Sinde! Jeg
har ganske vist ingenting at leve af, for man kan ikke regne 300 Pund
om Aaret for noget videre -- jeg er overordentlig køn, og jeg véd det
godt, og jeg forstaar at sætte mit Haar og tage mine Hatte paa og den
Slags Ting, saa jeg er naturligvis Eventyrerske! Jeg var ikke bestemt
til at spille den Rolle. -- Fru Carruthers adopterede mig for at
efterlade mig sin Formue, da hun den Gang var Uvenner med sin Arving,
som _skulde_ arve Godset. Saa var hun saa inkonsekvent, at hun ikke
skrev et ordentligt Testamente -- derfor er det, at det Menneske skal
have alt, og jeg ingenting.
Jeg er tyve Aar, og lige indtil forrige Uge, da Fru Carruthers blev
syg og døde paa én og samme Dag, havde jeg det sommetider meget
behageligt, naar hun var i godt Humør.
Det kan ikke nytte at lade, som om man kan lide Folk, fordi de er
døde, naar man vil skrive sine virkelige Tanker. For det meste hadede
jeg Fru Carruthers. Det var ganske umuligt at gøre hende tilpas. Hun
havde ikke Begreb om Retfærdighed, eller om noget andet end sin egen
Bekvemmelighed, og om hvor meget andre Mennesker kunde bidrage til
hendes Fornøjelse.
Grunden til, at hun i det hele taget kom til at gøre noget for mig,
var den, at hun havde været forelsket i Papa, og da han giftede sig
med stakkels Mama -- som slet ingen Familie havde -- og saa døde,
tilbød hun at tage mig til sig og opdrage mig, bare for at ærgre
Mama, fortalte hun mig ofte. Da jeg kun var fire Aar, havde jeg ikke
noget at sige i den Sag, og hvis Mama havde Lyst til at give Afkald
paa mig, blev det jo hendes Sag. Mamas Fader var Lord og hendes Moder
jeg véd ikke hvem, og de havde ikke gjort sig den Ulejlighed at blive
gifte, det var derfor, at stakkels Mama slet ingen Slægtninge havde.
Da Papa var død, giftede hun sig med en Officer og rejste til Indien
og døde, og jeg saá hende aldrig mere -- og saadan gaar det til, at
der ikke er en Sjæl i Verden, som kommer mig ved, eller som
interesserer sig for mig, saa jeg kan ikke gøre for, at jeg er en
Eventyrerske og kun tænker paa mig selv, kan jeg vel?
Fru Carruthers var til Tider Uvenner med alle Naboerne, saa naar
undtages nogle formelle Visitter i de venskabelige Mellemrum, saá vi
ikke meget til dem. Der var flere gamle Verdensdamer, som plejede at
komme og besøge os, men jeg kunde ikke lide nogen af dem, og jeg har
ingen unge Veninder. Naar det bliver mørkt, og jeg er alene her oppe,
spekulerer jeg ofte paa, hvorledes det vilde have været, hvis jeg
havde haft nogle -- men jeg tror, at jeg er af den Slags Katte, som
ikke vilde have kommet videre godt ud af det med dem -- saa det er
maaske bedst saaledes, hvis jeg bare havde -- for Eksempel en smuk
Tante til at holde af mig, det kunde have været rart.
Fru Carruthers havde ingen af den Slags Følelser. "Snak og Vrøvl" --
"sentimentalt Pjank" vilde hun have kaldt dem. At faa en passende
Mand, det var det, hun havde opdraget mig til, sagde hun, og i de
sidste Aar havde hun arrangeret, at jeg skulde giftes med hendes
forhadte Arving, da jeg skulde have Pengene og han Godset.
Han er Diplomat og bor i Paris og Rusland og den Slags morsomme
Steder, saa han kommer sjælden til England. Jeg har aldrig set ham.
Han er helt gammel -- over tredive -- og hans Haar begynder at blive
graat.
Nu er han Herre her, og jeg er nødt til at rejse herfra -- hvis han
ikke frier til mig i Eftermiddag, naar vi mødes, hvilket han
sandsynligvis ikke gør.
For Resten kan der da ikke være noget ondt i, at jeg under de
Omstændigheder gør mig Umage for at se saa tiltalende ud som muligt.
Siden jeg skal være Eventyrerske, maa jeg gøre det bedste, jeg kan,
for mig selv. Fine Følelser passer for Folk, der har Penge nok til at
leve som de har Lyst. Hvis jeg havde ti Tusind om Aaret, eller blot
fem, saa vilde jeg knipse med Fingrene ad alle Mænd og sige: "Nej,
jeg lever mit Liv som jeg vil, jeg vil udvide mine Kundskaber og læse
Bøger og have smukke Ideer om Ære og ophøjede Følelser, og maaske
engang bukke under for en ædel Kærlighed" (hvilke store Ord, alene
Tanken om det faar mig til at skrive). Men hvis Hr. Carruthers nu
spørger mig, om jeg vil gifte mig med ham, som hans Tante har sagt,
at han skal, saa siger jeg sikkert Ja og bliver her og faar et
behageligt Hjem. Det er ikke Umagen værd at begynde at pakke ind, før
jeg har truffet ham.
Hvor det er heldigt, at Sort klæder mig! Min Hud er latterlig hvid.
Jeg vil sætte en Buket Violer i Brystet paa min Kjole, det kan da
ikke se hjerteløst ud, antager jeg. Men hvis han spørger mig, om jeg
er bedrøvet over Fru Carruthers Død, saa kan jeg ikke lyve.
Jeg er naturligvis bedrøvet, fordi Døden er frygtelig, og at dø paa
den Maade, medens man siger ondskabsfulde Ting til alle, det maa være
rædsomt -- men jeg kan ikke, jeg kan ikke begræde hende! Der gik
aldrig en Dag, uden at hun saarede mig -- da jeg var lille, var det
ikke blot med Ord; hun plejede at knibe mig og slaa mig paa Ørene,
til Doktor Garrison sagde, at jeg kunde blive døv, saa holdt hun op,
for hun sagde, at døve Mennesker var en Plage, og hun kunde ikke
holde dem ud.
Jeg vil ikke blive ved med at se tilbage, der er Masser af Ting, som
jeg selv nu bliver rasende ved at tænke paa.
Jeg har kun deltaget i Selskabslivet i et Aar. Fru Carruthers fik et
Anfald af Bronkitis, da jeg var atten Aar, netop da vi skulde ind til
Byen i Sæsonen; hun sagde, at hun ikke følte sig rask nok til de
Anstrengelser, og saa tog vi af Sted til Schweiz. Og om Efteraaret
rejste vi fra Sted til Sted, og da Vinteren kom, begyndte hun igen at
hoste og jamre sig, saa hun vilde ikke tage til Byen den næste Sæson,
før til den sidste Hoffest, derfor har jeg kun været en Maaned
i London. Hun kom sig helt af sin Bronkitis og døde af et
Hjertetilfælde, som blev fremkaldt af et Anfald af Vrede, fordi
Thomas slog en gammel Familievase itu.
Jeg vil ikke skrive om hendes Død eller om Testamentet eller om
Forbavselsen over, at jeg kun arvede tusind Pund og en Diamantring.
Nu da jeg er en Eventyrerske i Stedet for en rig Arving, er det jo
unyttigt at tale om alt det. Det er tilstrækkeligt at sige, at hvis
Hr. Carruthers ikke adlyder og tilbyder mig sin Haand i Eftermiddag,
saa maa jeg pakke mine Kufferter og rejse paa Lørdag -- men hvorhen,
det hviler i Gudernes Skød!
Han kommer med 3,20 Toget og er her i Huset før fire; det er en grim,
kedelig Tid; man kan ikke byde ham Te, det bliver i det hele taget
utaaleligt og nervepirrende.
Officielt kommer han for at overtage sit Gods, antager jeg, men i
Virkeligheden kommer han for at se paa mig, og se, om han paa nogen
Maade kan overtale sig selv til at opfylde sin Tantes Ønsker. Jeg gad
vide, hvordan det er at blive gift med én, man ikke kender og ikke
kan lide; jeg kender endnu ikke meget til Mænd. Vi har ikke haft
nogen, som man kunde kalde Mænd, her -- kun en Masse gamle, ækle Fyre
om Efteraaret for at skyde Fasaner og spille Bridge med Fru
Carruthers. Det er mig en Gaade, at de nogensinde kunde skyde noget,
saadan nogle Antikviteter! Nogle af dem var Politikere og
Ex-Ambassadører og saadan noget, og de fleste var saa fæle, som de
vel kunde være. De plejede ved det mindste Vink at komme travende ned
ad Korridoren til Skolestuen og drikke Te med Mademoiselle og mig! Og
de sagde de underligste Ting; jeg er vis paa, at Masser af det, de
sagde, havde en anden Betydning; for Mademoiselle plejede at le saa
underligt. Det var en ganske køn én, jeg havde de sidste fire Aar,
men jeg hadede hende. Hun regnede aldrig nogen, som var ung og
menneskelig, for noget.
Jeg glædede mig til at deltage i Selskabeligheden i London; men da
det var saa sent, var alle fuldt optagne, da vi kom dertil -- og der
var ingen, som blev videre forelsket i mig. Vi kom ogsaa meget lidt
ud; noget af Tiden havde jeg en hoven Næse, jeg var blevet ramt af en
Tennisbold -- og Folk ser ikke paa unge Piger med hovne Næser.
Gud véd, hvor jeg skal tage hen og bo! Maaske til Paris --
naturligvis, hvis jeg ikke blive gift med Hr. Carruthers, -- jeg
antager ikke, at det er kedeligt at være gift. I London syntes alle
de gifte Koner at have det dejligt, og de havde ikke videre meget
Vrøvl med deres Mænd.
Fru Carruthers forsikrede mig altid, at Kærlighed var ganske
unødvendig i Ægteskabet. Man var nødt til engang at elske en eller
anden, men det Faktum, at man var lænket til ham, vilde udrydde den
Følelse. Det var noget, man skulde betragte som Mæslinger eller en
anden Sygdom, og det var bedst at faa det overstaaet og saa tage fat
paa Livets solide Side. Men hvordan hun ventede, at jeg skulde faa
det overstaaet, naar hun aldrig sørgede for, at jeg saá nogen, det
véd jeg ikke.
Jeg spurgte hende en Dag, hvad jeg skulde gøre, hvis jeg kom til at
holde af nogen, efter at jeg var blevet gift med Hr. Carruthers, og
hun lo paa sin ækle Maade og sagde, at jeg sandsynligvis vilde gøre
som alle de andre. Og hvad gør de? -- Det gad jeg nok vide. -- Naa,
det tænker jeg nok, at jeg engang finder ud af.
Naturligvis er der den Mulighed, at Christopher (mon jeg kan lide
Navnet Christopher?), at Christopher ikke vil rette sig efter hendes
Testamente.
Han har vidst om det i Aarevis, ligesom jeg, men jeg tror, at Mænd er
nogle underlige Skabninger, og han kan maaske fatte Uvillie imod mig.
Jeg er ikke af en Type, som enhver synes godt om. Mit Haar er alt for
rødt, skinnende, mørkt, ildrødt som en Kastanie, naar den falder ud
af sit Hylster, men det lyser som Metal. Hvis jeg havde de sædvanlige
hvide Øjenvipper, vilde jeg være rent ud sagt grim, men Gud være
lovet, ved et Lune af Naturen er mine sorte og tykke og kan ses, naar
man ser mig fra Siden, og jeg tænker ofte, naar jeg ser mig i
Spejlet, at jeg virkelig er meget køn -- naar det hele kommer sammen
-- men, som jeg har sagt, det er ikke en Type, der behager alle.
Jeg er en Kombination, som Fru Carruthers forsikrede mig vilde volde
Bekymring. "Med den Blanding, Evangeline," sagde hun ofte, "vilde du
gøre rigtigst i at komme til Ro i Livet saa hurtigt som muligt. Gode
unge Piger har ikke dine Farver." Man ser altsaa, at jeg er
brændemærket som slet lige fra Begyndelsen, lige meget hvad jeg gør.
Mine Øjne er grønne som lyse Smaragder, og lange, og de gaar ikke
nedad i Krogene med et Madonnaudtryk som Cicely Parkers, Præstens
Datter. Jeg véd endnu ikke, hvad det er at være god eller være slet,
maaske finder jeg ud af det, naar jeg bliver Eventyrerske, eller gift
med Hr. Carruthers.
Alt, hvad jeg véd, er, at jeg gerne vil leve og føle Blodet bruse
gennem mine Aarer. Jeg vil gøre, hvad jeg har Lyst til, og ikke være
tvunget til at være høflig, naar jeg brænder af Raseri. Jeg vil staa
sent op om Morgenen, hvis jeg tilfældigvis har Lyst til at sove, og
jeg vil sidde oppe om Aftenen, hvis jeg ikke har Lyst til at gaa i
Seng! Da man nu kan gøre, hvad man vil, naar man er gift, haaber jeg
virkelig, at Hr. Carruthers vil synes godt om mig, og saa bliver alt
godt! Jeg vil blive ovenpaa, til jeg hører Vognen komme, og overlade
til Hr. Barton -- Sagføreren -- at tage imod ham. Saa gaar jeg ganske
nonchalant ned ad Trappen, medens de er i Vestibulen. Det bliver en
virkningsfuld Entré. Mit lange, sorte Slæb og den store, brede Trappe
-- dette er et pragtfuldt Hus -- og hvis han har Øjne i Hovedet, maa
han se mine Fødder paa hvert Trin! Selv Fru Carruthers sagde, at jeg
havde den smukkeste Fod, hun nogensinde havde set. Jeg bliver ganske
nervøs. Jeg vil ringe paa Véronique og begynde at klæde mig paa! ...
jeg skriver snart mere.

Torsdag Aften.
Det er Aften, og Ilden brænder klart i min Dagligstue, hvor jeg
sidder og skriver. _Min_ Dagligstue! -- Sagde jeg det? Hr. Carruthers
Dagligstue, mente jeg -- for det er ikke mere min, og paa Lørdag, i
Overmorgen, maa jeg sige Farvel til den for bestandig.
For -- jeg kan lige saa godt sige det med det samme -- det gik ikke.
Hr. Carruthers afslog roligt, men bestemt at adlyde sin Tantes
Befaling, og jeg skal altsaa være gammel Jomfru!
Jeg maa gaa tilbage til i Eftermiddag for at gøre det klart, og jeg
maa sige, at det ringer for mine Øren, naar jeg tænker paa det.
Jeg kaldte paa Véronique og tog min ny sorte Eftermiddagskjole paa,
som lige var pakket ud. Jeg satte Violerne i Brystet saadan ganske
tilfældigt, passede paa, at mit Haar krøllede lige saa stærkt som
sædvanligt, men dog ikke for balstyrigt til at se tækkeligt ud, og
saa, akkurat i det rigtige Øjeblik, begyndte jeg at gaa ned ad
Trappen.
Dèr stod Hr. Carruthers i Vestibulen. En høj Mand, der saá
forfærdelig godt ud, med et glatraget Ansigt og Træk som skaarne ud i
Sten. Med en firkantet Hage og et fælt Blink i Øjet. Han har et meget
destingveret Ydre, og han ser ud, som om han aldrig havde behøvet at
gøre sig Umage for at faa sine Klæder til at passe, for de sidder,
som om de var støbt om ham. Hans Væsen er koldt og tilbageholdende,
og der er noget bydende og arrogant over ham, som gør, at man straks
faar Lyst til at sige ham imod, men hans Stemme er bedaarende. Det er
en af den kultiverede, forfinede Slags, der lyder, som om han talte
en Masse Sprog, og derfor ikke sluger Ordene. Jeg tror, Diplomater
ofte taler saaledes, for nogle af de gamle Gesandter havde den Slags
Stemmer.
Han stod med Ryggen til Ilden, og Lyset fra det store Vindue med en
nedgaaende Sol faldt lige paa hans Ansigt, saa jeg kunde rigtigt se
ham. Jeg sagde i Begyndelsen, at det ikke kunde nytte at agere, naar
man skriver sine egne Tanker, for at man selv skal læse dem, naar man
bliver gammel, og desuden gemmer dem i en indelaaset Dagbog, saa jeg
vil altid sige Sandheden her -- det er en hel anden Sag, hvad jeg
vilde sige, hvis jeg talte med nogen og beskrev dem Situationen. Saa
vilde jeg sige, at jeg fandt ham yderst utiltalende, og at jeg
virkelig næsten ikke lagde Mærke til ham! Men i Virkeligheden lagde
jeg meget Mærke til ham, og jeg har en kedelig indre Overbevisning
om, at han kunde være meget tiltalende, hvis han vilde.
Han saá op, og jeg gik hen og gav ham Haanden med min mest ærbare
Mine, da Hr. Barton forestillede os for hinanden. Jeg lod ham tale
først.
"Det er en afskyelig Kulde," sagde han henkastet. Det var en ægte
engelsk Begyndelse, og lovende!
"Ja, det er det," sagde jeg. "Er De lige kommet?"
Og saadan blev vi ved paa samme banale Maade; Hr. Barton snurrede
sine Tommelfingre rundt om hinanden, og man kunde se, at han haabede,
at vi snart vilde komme til Dagens brændende Spørgsmaal; og nu og da
indskød han en Bemærkning, der gjorde Situationen endnu mere kejtet.
Til sidst sagde Hr. Carruthers, at han vilde se sig om i Huset; og
jeg sagde, at Teen skulde være færdig, naar de kom tilbage. Og saa
gik de.
Mine Kinder brændte, og mine Hænder var saa kolde; det hele var saa
kejtet og kedeligt, ikke nær saa simpel en Sag, som jeg troede, da
jeg var oppe i mit Værelse.
Da det var ganske mørkt, og Lamperne var bragt ind, kom de tilbage
til Vestibulen, og Hr. Barton, som sagde, at han ikke vilde have Te,
gik ind for at læse Aviser i Biblioteket.
Jeg gav Hr. Carruthers Te og gjorde de sædvanlige Spørgsmaal om
Sukker og Fløde. Der var et næsten ringeagtende Blik i hans Øjne, da
han saá paa mig, og jeg følte Vreden stige op i mig. Da han var
færdig, rejste han sig og stod igen foran Ilden. Saa begyndte han at
tale, resolut, som et Menneske, der har besluttet at gøre sin Pligt,
hvad det end koster.
"De kender det Ønske -- eller jeg skulde snarere sige, den Befaling,
som min Tante efterlod sig," sagde han -- "i Virkeligheden siger hun,
at hun altid har opdraget Dem med den Tanke. Det er kedeligt at
diskutere den Sag med en Fremmed, men maaske gør vi bedst i at faa
det overstaaet saa snart som muligt, da det er derfor, jeg er kommet
hertil i Dag. Hendes Befaling var, at jeg skulde gifte mig med Dem."
-- Han tav et Øjeblik. Jeg sad ganske stille med Hænderne foldede i
Skødet og tvang mig til at holde Øjnene fæstede paa hans Ansigt.
Han fortsatte, da han mærkede, at jeg ikke svarede -- med ganske lidt
Ærgrelse i Stemmen -- fordi jeg ikke vilde hjælpe ham, antager jeg --
det kunde aldrig falde mig ind! Det morede mig at ærgre ham!
"Det er en dristig Tanke i disse Tider at ville raade over andres
Skæbne paa den Maade, og jeg er sikker paa, at De vil være enig med
mig i, at et saadant Ægteskab er umuligt."
"Naturligvis er jeg enig med Dem," svarede jeg og løj i den
oprigtigste Tone. Jeg havde saa længe været vant til overfor Fru
Carruthers at beherske mine virkelige Følelser, baade af Vrede og af
Glæde, at jeg nu havde Øvelsen.
"Jeg er saa glad over, at De siger det rent ud," vedblev jeg blidt.
"Jeg har spekuleret paa, hvorledes jeg skulde skrive det til Dem, men
nu, da De er her, er det jo let for os at blive færdige med den Sag
med det samme. Hvad end Fru Carruthers har villet have mig til at
gøre, har jeg ikke haft i Sinde at adlyde hende; men det vilde ikke
have nyttet mig noget at sige det til hende, og saa ventede jeg, til
det var Tid at tale. Vil De ikke have mere Te?"
Han saá et Øjeblik meget stift, næsten vredt paa mig, lidt efter
sagde han med et lettet Suk, halvt leende:
"Saa er vi altsaa enige og behøver ikke at tale mere om det!"
"Nej," svarede jeg og smilede ogsaa, skønt jeg var rasende. Jeg véd
ikke, hvem jeg var mest vred paa -- Fru Carruthers, fordi hun havde
bragt mig i denne Situation, Christopher, fordi han var ufølsom
overfor mine Yndigheder, eller mig selv, fordi jeg et eneste Sekund
havde tænkt mig Muligheden af, at han skulde gøre andet. Naar man
tænker roligt over det, hvorfor skulde han saa gerne ville gifte sig
med mig? En fattig Eventyrerske med grønne Øjne og rødt Haar, som han
aldrig i sit Liv havde set! Jeg haaber, at han troede, at jeg af
Naturen havde en meget stærk Farve, for fra det Øjeblik, da jeg
begyndte at klæde mig paa, havde mine Kinder været brændende hede.
Man kunde let faa den Idé, at det var af Sindsbevægelse, og det maa
han aldrig faa at vide.
Han fik noget mere Te, men han drak den ikke, og deraf sluttede jeg,
at han heller ikke var saa rolig, som han saá ud til.
"Der er noget mere," sagde han, og nu var der næsten Forlegenhed i
hans Stemme. "Noget, som jeg gerne vil sige, skønt Hr. Barton maaske
kunde sige det for mig -- men jeg vil hellere selv sige det ganske
ligefremt til Dem -- det er, at De maa lade mig sætte saa mange Penge
fast for Dem, som De havde Ret til at vente at faa efter min Tante,
efter alle de Løfter, som jeg har forstaaet, at hun har --"
Denne Gang ventede jeg ikke, til han havde talt ud! Jeg sprang op fra
Stolen -- jeg kunde ikke styre den Følelse af saaret Stolthed, som
gennemstrømmede mig.
"Penge! -- Penge af Dem!" udbrød jeg, "ikke om jeg var ved at dø af
Sult!" -- saa satte jeg mig igen, skamfuld over min Heftighed.
Hvorledes vilde han fortolke den! Men han gjorde mig rasende, og dog
havde jeg for en Time siden været rede til at blive hans Hustru! Hvad
betød da dette Raseri ved Tanken om, at jeg skulde tage imod en
rimelig Erstatning i Guld. Jeg er sandelig en Gaas, og midt i min
voldsomme Sindsbevægelse fik jeg Tid til at blive klar over, at der
ikke kan tænkes noget mere uberegneligt end en ung Piges Følelser.
"De maa ikke være taabelig!" sagde han koldt. "Jeg har i Sinde at
sætte de Penge fast, enten De vil have dem eller ikke, saa De maa
ikke gøre flere Ophævelser over det!"
Der var noget saa bydende og arrogant i hans Stemme, netop som jeg i
Begyndelsen bemærkede, at al den Modstandsevne, der fandtes i min
Natur, rejste sig for at svare ham.
"Jeg kender ikke noget til det juridiske Spørgsmaal i denne Sag; De
kan sætte fast, hvad De har Lyst til, men jeg vil aldrig røre noget
af det," sagde jeg saa roligt som jeg kunde, "saa det vilde være
latterligt at kaste Pengene bort, ikke sandt? De véd maaske ikke, at
jeg har Penge nok selv og ikke paa nogen Maade behøver Deres."
Han blev koldere og mere forbitret.
"Som De vil da," sagde han kort, og da Hr. Barton heldigvis i samme
Øjeblik traadte ind, blev Samtalen afbrudt, og jeg forlod dem.
De rejser ikke tilbage til London før i Morgen tidlig, og nu skal
Middagen overstaas. Jeg er saa rasende, og jeg kan ikke beskrive alle
de forskellige Sindsbevægelser, som gennembævede mig, da jeg før gik
op ad den store Trappe. Jeg forstod pludselig det ydmygende i
Situationen! Hvor havde jeg nogensinde kunnet tænke paa at gifte mig
med en Mand, som jeg ikke kendte, blot for at sikre mig et godt Hjem!
Nu forekommer det mig vanvittigt. Jeg antager, at det var, fordi jeg
var blevet opdraget med den Tanke, og før jeg stod Ansigt til Ansigt
med Manden, havde jeg ikke fundet det underligt. Heldigvis kan han
aldrig ane, at jeg har været villig til at tage ham -- min
Forstillelsesevne har hjulpet mig godt. Nu er jeg kun opfyldt af én
Tanke! At vise mig saa elskværdig og bedaarende som muligt for Hr.
Carruthers. Mit Livs Maal skal være at faa ham til at fortryde sin
Bestemmelse. Naar jeg hører ham bønfalde mig om at gifte sig, vil jeg
genvinde lidt af min Selvagtelse. Og Ægteskab, denne rædsomme Affære,
skal jeg ikke have noget af! Nej Tak! Jeg vil rejse bort som et frit
Menneske og være en lykkelig Eventyrerske -- jeg har læst "De tre
Musketerer" og "Tyve Aar efter" -- Mademoiselle havde dem -- og jeg
kan huske, at Milady kun havde tre Dage til at bedaare sin
Fangevogter, som begyndte med at hade hende, og da Hr. Carruthers
ikke hader mig, kan det gaa lige op imod, at jeg kun har én Aften.
Jeg skal gøre mit Bedste --!

Torsdag Nat.
Jeg var nede i Biblioteket og sad uskyldigt og læste i en Bog, da Hr.
Carruthers traadte ind. Han saá endnu bedre ud i Kjole, men det lod
til, at han var i daarligt Humør, og han fandt utvivlsomt Situationen
ubehagelig.
"Er det ikke et smukt Hus?" spurgte jeg med fløjlsblød Stemme for at
bryde den forlegne Tavshed og vise ham, at jeg ikke delte hans
Forlegenhed. "Det var mange Herrens Tider, siden De havde set det,
ikke sandt?"
"Ikke siden jeg var Dreng," svarede han, idet han forsøgte at være
høflig. "Min Tante var Uvenner med min Fader -- hun var den nærmeste
Arving til alt dette, og hun giftede sig med sin Fætter, min Faders
yngre Broder -- men De kender naturligvis Familiehistorien --"
"Ja."
"De hadede hinanden, hun og min Fader."
"Fru Carruthers hadede alle sine Slægtninge," sagde jeg roligt.
"Ogsaa mig?"
"Ja," svarede jeg langsomt og bøjede mig frem, for at Lampelyset
skulde falde paa mit Haar. "Hun sagde, at Deres Karakter lignede
hendes alt for meget til, at De og hun nogensinde kunde blive
Venner."
"Er det en Kompliment?" spurgte han, og der var et Blink i hans Øjne.
"Man maa ikke tale ondt om de Døde," sagde jeg undvigende.
Han saá lidt ærgerlig ud, for saa vidt som disse Diplomater
nogensinde tillader sig at se ud af noget som helst.
"De har Ret," sagde han. "Lad hende hvile i Fred."
Der blev et Øjebliks tavshed.
"Hvad vil De nu tage Dem for?" spurgte han lidt efter. Det var et
dristigt Spørgsmaal.
"Jeg vil være en Eventyrerske," svarede jeg bestemt.
"En hvad?" udbrød han og hævede sine sorte Øjenbryn.
"En Eventyrerske. Er det ikke det, det hedder? En Kvinde, der vil se
Livet og maa gøre det saa behageligt, hun kan for sig selv."
Han lo. "De sælsomme lille Dame!" sagde han; hans Ærgrelse begyndte
at tabe sig. Og naar han ler, kan man se, hvor lige hans Tænder er,
men de to Hjørnetænder er spidse som en Ulvs.
"Det var maaske alligevel bedre, at De giftede Dem med mig!"
"Nej, det vilde stække mine Vinger," sagde jeg oprigtigt og saá ham
lige ind i Ansigtet.
"Hr. Barton siger, at De har i Sinde at rejse herfra paa Lørdag. Jeg
beder Dem om ikke at gøre det -- betragt dette Hus som Deres Hjem,
saa længe De vil -- indtil De har taget en anden Bestemmelse for
Deres Fremtid. De ser alt for ung ud til at drage alene omkring i
Verden!"
Han bøjede sig ned og saá nærmere paa mig -- der var en underlig
Klang i hans Stemme.
"Jeg er tyve Aar, og jeg har ofte faaet Skænd," sagde jeg roligt,
"det forbereder én paa mange Ting. Jeg vil nyde at kunne gøre, hvad
jeg vil."
"Og hvad vil De da gøre?"
"Jeg vil tage til Claridges, indtil jeg kan se mig om efter noget
andet."
Han bevægede sig uroligt.
"Men har De da ingen Slægtninge? Ingen, som kan tage sig af Dem?"
"Det tror jeg ikke. Min Moder var ikke noget særligt, véd De nok --
en Frøken Tomkins."
"Men Deres Fader?" Han satte sig i Sofaen ved Siden af mig; han saá
ud, som om han baade var forvirret og morede sig -- maaske forbavsede
jeg ham.
"Papa? Aa! han var den sidste af sin Slægt -- det var pæne Folk, men
der er ikke flere tilbage af dem."
Han skød en af Puderne til Side.
"Det er en umulig Stilling for en ung Pige at være fuldstændig alene.
Det kan jeg ikke tillade mig. Jeg føler mig ansvarlig for Dem. I
Grunden vilde det passe meget godt, hvis De giftede Dem med mig --
jeg er ikke særlig huslig anlagt af Naturen, saa jeg vilde være meget
lidt hjemme. -- De kunde bo her og have en sikker Stilling, og jeg
kunde komme af og til og se, om De havde det godt."
Det var ikke til at forstaa, om det var Spøg eller Alvor.
"De er alt for god," sagde jeg uden Spor af Ironi, "men jeg elsker
Frihed, og naar De var hjemme, kunde det blive saa besværligt --"
Han lænede sig tilbage og lo muntert.
"De er i det mindste oprigtig," sagde han.
I samme Øjeblik traadte Hr. Barton ind i Stuen med mange
Undskyldninger, fordi han kom saa sent. Straks efter kom
Hushovmesteren med de sædvanlige Ceremonier og meldte pompøst: "Der
er serveret, Herre." Hvor de hurtigt anerkender den ny Herre!
Hr. Carruthers bød mig Armen, og vi gik langsomt ned ad
Billedgalleriet til Spisesalen, og dèr satte vi os ved det lille
runde Bord midt i Salen, det ligner en Ø midt i en Sø.
Jeg talte pænt ved Bordet. Jeg var værdig og alvorlig og ganske
frejdig. Hr. Carruthers kedede sig ikke.
Kokken havde overgaaet sig selv i Haab om at beholde Pladsen. Jeg har
aldrig været saa nervøs i mit Liv.
Efter Middag sad jeg og lod, som om jeg sov under en stor Lampe i
Biblioteket -- en Bog med nogle dumme Digte laa i mit Skød -- da
Døren blev aabnet og han -- Hr. Carruthers -- kom ind alene. Jeg
aabnede ikke Øjnene. Han stod og saá paa mig et Minut -- hvor jeg dog
véd nøjagtig Besked! -- Saa sagde han: "Du er meget smuk, naar du
sover!"
Hans Stemme var ikke kærtegnende eller smigrende, kun som om en
Kendsgerning havde tvunget ham til denne Ytring.
Jeg lod, som om jeg vaagnede ganske roligt.
"Var den Portvin fra 47 saa god, som De haabede?" spurgte jeg
sympatisk.
Han satte sig. Jeg havde stillet min Stol saadan, at der ikke stod
nogen anden i dens umiddelbare Nærhed. Han sad altsaa lidt fra mig og
kunde se hele min Silhouet.
"Portvinen fra 47 -- naa jo! -- men jeg vil ikke tale om Portvin. Jeg
vil have, De skal fortælle mig en hel Masse mere om Dem selv og Deres
Planer."
"Jeg har ingen Planer -- undtagen at se Verden."
Han tog en Bog og lagde den bort igen, han var ikke fuldkommen rolig.