Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 08

han havde kendt Papa -- Papa var i samme Regiment som han -- og at
han var sin Tids kønneste Mand. Masser af Kvinder var forelskede i
ham, men han var et troløst Væsen, og han red bort fra dem.
"Han morede sig sandsynligvis, tror De ikke? Og han havde det Held at
dø paa sit Livs Højdepunkt," sagde jeg.
"Han var engang forlovet med Lady Merrenden, véd De nok. Hun var den
Gang Lady Sophia Vavasour, og hun var ham absolut hengiven, men Fru
Carruthers kom imellem dem og tog ham fra hende; hun var mange Aar
ældre end han, og lige saa klog som hun var sminket."
"Stakkels Papa synes at have været en svag Skabning, er jeg bange
for."
"Alle Mænd er svage," sagde han.
"Og saa giftede han sig vel og forlod Fru Carruthers?" spurgte jeg.
Jeg vilde gerne høre saa meget som muligt.
"Ja --," svarede min gamle Oberst, "jeg var hans Forlover."
"Og hvordan var min Mama?"
"Hun var den yndigste Skabning, jeg nogensinde har set," sagde han,
"lige saa yndig som De, men De er Deres Faders udtrykte Billede, alt
undtagen Haaret, hans var lyst."
"Der er ingen, der nogensinde før har sagt, at jeg var yndig! Jeg er
glad, hvis De synes det," sagde jeg. Det glædede mig. Man har saa
ofte sagt mig, at jeg er tiltrækkende og aparte og vidunderlig og
guddommelig -- men aldrig netop yndig. Han vilde ikke sige mere om
mine Forældre, undtagen, at de ikke havde en _sou_ at leve af og ikke
var videre lykkelige; det sørgede Fru Carruthers for.
Da de saa allesammen var ved at gaa, sagde han: "Jeg er forfærdelig
glad over, at jeg har truffet Dem -- vi maa være Kammerater, for
gamle Tiders Skyld," og han gav mig sit Kort, for at jeg skulde gemme
hans Adresse, og sagde, at hvis jeg nogensinde trængte til en Ven,
skulde jeg sende ham et Par Ord, Oberst Tom Carden, Albany.
Det lovede jeg, at jeg vilde.
"De kan maaske blive min Forlover ved mit Bryllup," sagde jeg
muntert. "Jeg tænker paa at gifte mig engang!"
"Det vil jeg," lovede han, "og ved Jupiter, den Mand bliver en heldig
Fyr."
Lady Ver og jeg kørte ud efter Lunch -- vi gjorde nogle Visitter og
tog hen til Montgomeries, der lige var ankommet til Browns Hotel for
at bo der en Uge.
"Tante Katherine kommer altid hertil med de stakkels Pigebørn paa
denne Tid af Aaret, om Dagen tager hun dem med hen til en af sine
egne umulige gamle Skræderinder, og om Aftenen til Shakespeare eller
en eller anden Koncert, og hun vender tilbage med dem med værre og
værre Dragter for hvert Aar, der gaar. Det er ligefrem grusomt,"
sagde Lady Ver, medens vi gik op ad Trappen til deres Værelser.
Dèr sad de rundt om Tebordet, akkurat som paa Tryland. Kirstie og
Jean broderede og strikkede, og de andre to læste ny Kataloger over
Bøger om deres Arbejde!!
Lady Ver begyndte at drille dem. Hun gjorde dem alle mulige
Spørgsmaal om deres ny Kjoler og sagde, at de skulde hellere tage til
Paris engang imellem. Lady Katherine var saa kold som Is. Hun
misbilligede i høj Grad, at jeg var hos hendes Nièce, kunde man se.
Hun havde haabet, at Forbindelsen med Familien havde været forbi med
mit Besøg paa Tryland. Malcolm skulde ogsaa komme til Byen, hørte vi,
og Lady Ver efterlod en Indbydelse til ham til at spise til Middag i
Aften.
Saa gik vi.
"Hvis én af disse Fedtklumper havde en Gnist af Liv i sig, vilde den
gaa lige til Helvede," sagde Lady Ver, da vi gik ned ad Trappen.
"Tænk engang! Slips og Alterduge i London! Det var heldigt, at de
ikke kunde spise til Middag i Aften. Jeg var nødt til at indbyde dem,
og de kommer i Almindelighed én Gang, medens de er her -- de fire
Pigebørn og Tante Katherine -- og det er med den største
Vanskelighed, at jeg kan samle fire unge Herrer sammen til dem, hvis
de blot faar en Anelse om, hvem det er, de skal træffe. I
Almindelighed sikrer jeg mig et Par socialt fremadstræbende Jøder,
fordi jeg kan indse, at Bidragene til deres Velgørenhedsforetagender,
som de plager enhver, der kommer til at sidde ved Siden af dem, med,
bedre kan presses ud af Hebræerne end af en eller anden køn, fattig
Garderløjtnant. Aa, hvilket Liv!"
Hun var saa venlig imod mig paa Vejen tilbage; hun sagde, at hun var
meget ked af at lade mig ene tilbage i Morgen, og at jeg nu maatte
bestemme, hvad jeg vilde gøre, ellers vilde hun slet ikke rejse. Jeg
sagde, at jeg vilde rejse til Claridges, hvor Fru Carruthers og jeg
altid havde boet, og bo dèr i fuldkommen Ro med Véronique. Jeg kunde
have Raad til det i en Uge. Saa kørte vi derhen og traf Aftale om
det.
"Det er absolut umuligt for Dem at blive ved paa denne Maade, kære
Barn," sagde hun. "De maa have en Chaperone; De er meget for smuk til
at bo alene i et Hotel. Hvad kan jeg dog gøre for Dem?"
Jeg var forfærdelig ubehagelig til Mode, jeg vidste virkelig ikke,
hvad jeg skulde gøre. Aa, det er slet ikke morsomt at være
Eventyrerske, hvis man alligevel gerne vil beholde sine Venner i
Verden.
"Det gør maaske ikke noget, hvis jeg lader være med at tage imod
nogen i nogle Dage," sagde jeg. "Jeg vil skrive til Paris; min gamle
Mademoiselle er gift dèr med en Digter, tror jeg; hun vil maaske
modtage mig som Pensionær i nogen Tid."
"Det er meget fantastisk -- en fransk Digter! En rædsom, langhaaret,
snavset Skabning. Umuligt! De maa kunne indse, hvor nødvendigt det
er, at De gifter Dem med Christopher, saa snart De kan, Evangeline,
kan De ikke det?" sagde hun, og jeg var nødt til at indrømme, at der
kunde være Grunde for det.
"Sandheden er, De kan ikke være den mindste Smule ekscentrisk eller
ukonventionel, hvis De ser godt ud og er ugift," fortsatte hun, "De
kan maaske knipse med Fingrene ad Samfundet, men hvis De gør det,
faar De det ikke behageligt, og alle Mændene vil enten forsvare Dem
paa en taabelig Maade eller være uforskammede imod Dem."
"Aa, jeg indser det," sagde jeg, og jeg følte, at jeg havde en Klump
i Halsen.
"Jeg skal skrive til Christopher i Morgen," vedblev hun, "og takke
ham for i Gaar Aftes og sige noget pænt om Dem og Deres Ensomhed, og
at han som en Slags Slægtning maa komme og besøge Dem paa Søndag,
naar han blot ikke gør Kur til Dem, og tage Dem med i Zoologisk Have
-- tag ikke imod ham i Deres Dagligstue. Det vil netop give ham den
ekstra Stimulans, og naar I saa kommer ud i Haven, er De stille og
tilbageholdende, og ved de interessante Løve- og Tigerbure kan De
trolove Dem. Det bliver meget respektabelt. Telegrafer straks til mig
paa Mandag, til Sedgwick, og De maa komme tilbage til Park Street,
saa snart jeg kommer hjem paa Torsdag, hvis alt er afgjort."
Jeg takkede hende, saa godt jeg kunde. Hun var meget aabenhjertig og
ganske oprigtig. Jeg skulde være en velkommen Gæst som Christophers
Forlovede, det kunde ikke nytte, at jeg følte mig bitter i den
Anledning -- hun havde ganske Ret.
Da jeg lagde min Haand paa Malcolms skindmagre Arm, idet vi gik ned
til Middag, var det min eneste Trøst, at han ikke skulde være min
Skæbne! Jeg vilde hellere være alt andet i Verden end gift med ham!
Jeg forsøgte paa at være elskværdig mod Sir Charles. Vi var kun et
Selskab paa seks Personer. En gammel Frøken Harpenden, som kommer
alle Vegne for at spille Bridge, og Malcolm, og en af Lady Vers unge
Mænd, og jeg. Sir Charles er adspredt, men af og til tager han sig
sammen, han spiller med Knive og Gafler og lægger ogsaa Armene paa
Bordet. Han ser paa Lady Ver med Beundring i sine Øjne. Det er altsaa
sandt, antager jeg, at hun i Mellemrummene mellem Paris kan faa hans
Hjerte til at banke.
Malcolm gjorde Kur til mig efter Middag. Vi blev overladt til at tale
sammen, da de andre satte sig til at spille Bridge i den lille
Dagligstue.
"Jeg savnede Dem saa frygteligt, Frøken Travers," sagde han, "da De
forlod os, at jeg opdagede, at jeg var overordentlig indtaget i Dem."
"Nej, det siger De da ikke!" sagde jeg uskyldigt. "Kan man tro noget
saadant?"
"Ja," sagde han alvorligt, "De kan virkelig tro det."
"Saa sig det ikke saa pludseligt," sagde jeg, idet jeg vendte mit
Hoved bort, for at han ikke skulde se, hvor jeg lo. "For ser De, hos
rødhaarede Personer som mig gaar den Slags Komplimenter til Hovedet."
"Aa, jeg vil slet ikke gøre Dem forvirret," sagde han elskværdigt.
"Jeg véd nok, at der er blevet lagt meget an paa mig -- maaske for
mine Besiddelsers Skyld," (dette med arrogant Beskedenhed), "men jeg
er villig til at lægge alt for Deres Fødder, hvis De vil blive min
Hustru."
"Alt?" spurgte jeg.
"Ja, alt."
"De er alt for god, Hr. Montgomerie, men hvad vilde Deres Moder
sige?"
Han saá urolig og temmelig nervøs ud.
"Jeg er bange for, at min Moder har gammeldags Ideer -- men jeg er
sikker paa, at hvis De gik hen til hendes Skræderinde -- vilde --
vilde De se anderledes ud."
"Kunde De da godt lide, at jeg skulde se anderledes ud? -- De vilde
ikke kunne genkende mig, hvis jeg gik til hendes Skræderinde."
"Jeg kan lide Dem ganske som De er," sagde han med en meget
nedladende Mine.
"Jeg er overvældet," sagde jeg ydmygt; "men -- for Resten -- hvad er
det for en Historie, jeg har hørt om Frøken Angela Grey? En Dame, jeg
har set i Aviserne, som danser i _The Gaiety_, ikke sandt? Er De
sikker paa, at hun vilde tillade Dem at gøre mig denne Erklæring uden
hendes Vidende?"
Han blev lamslaaet.
"Hvem har fortalt Dem om hende?" spurgte han.
"Ingen," svarede jeg. "Jean sagde, at Deres Fader var meget vred paa
Dem paa Grund af en Hest af det Navn, men jeg saá det tilfældigvis i
Listen over Tillokkelserne i _The Gaiety_ -- saa sluttede jeg deraf,
at det ikke var en Hest, og hvis De er forlovet med hende, synes jeg
ikke, det er rigtigt af Dem at forsøge paa at knuse mit Hjerte."
"Aa, Evangeline -- Frøken Travers" -- sagde han forvirret. "Jeg er
meget indtaget i Dem -- den anden var kun et Tidsfordriv -- et -- aa!
Vi Mænd, véd De nok -- unge og -- og -- efterstræbte -- har vore
Fristelser. Det maa De ikke tænke paa. Jeg vil aldrig se hende mere,
undtagen akkurat for at sige Farvel. Det lover jeg Dem."
"Aa, jeg kunde ikke gøre noget saa lumpent, Hr. Montgomerie," sagde
jeg. "De maa ikke tænke paa at opføre Dem saaledes for min Skyld --
mit Hjerte er ikke helt knust -- i Virkeligheden tænker jeg selv paa
at gifte mig."
Han sprang op.
"Aa! De har altsaa bedraget mig!" sagde han i selvretfærdig Harme.
"Efter hvad jeg sagde til Dem den Aften paa Tryland, og hvad De den
Gang lovede mig! Ja, De har bedraget mig groft."
Jeg kunde ikke sige, at jeg ikke havde hørt et Ord af, hvad han sagde
den Aften, og ikke havde nogen Anelse om, hvad jeg havde lovet. Selv
hans Overvurdering af sig selv fortjente ikke et saadant Slag! Og jeg
dæmpede min Stemme og min naturlige Vrede over hans Ord og sagde
ganske blidt:
"Vær ikke vred. Det gør mig ondt, hvis jeg ubevidst har givet Dem et
forkert Indtryk, men hvis vi skal tale om at bedrage, saa har De
bedraget mig med Hensyn til Frøken Grey, saa lad os ikke tale mere om
den Sag. Vi er kvit. Og skal vi saa ikke være Venner, som vi altid
har været" -- og jeg rakte min Haand frem og smilede ham frimodigt
ind i Ansigtet. Han tog sig sammen og greb min Haand og trykkede den
varmt. Hvoraf jeg vidste, at der var mere i Historien med Angela
Grey, end det saá ud til.
"Evangeline," sagde han, "jeg vil altid elske Dem; men Frøken Grey er
en meget agtværdig ung Kvinde, der er ikke et Ord at sige imod
hendes moralske Karakter -- og jeg har lovet hende Ægteskab -- saa vi
maa maaske hellere sige Farvel."
"Farvel," sagde jeg, "men jeg synes, at jeg har al mulig Grund til at
være fornærmet over Deres Tilbud, hvilket, efter Deres senere
Bemærkninger at dømme, ikke var værd at tænke paa et eneste Øjeblik!"
"Aa, men jeg elsker Dem!" sagde han, og efter hans Ansigt at dømme
var det sandsynligvis for Øjeblikket sandt. Saa sagde jeg ikke mere,
og vi rejste os og gik ind til Bridgespillerne. Og det lykkedes mig
ikke at komme til at tale mere alene med ham, før vi sagde Godnat.
"Friede Malcolm til Dem?" spurgte Lady Ver, da vi gik op i Seng. "Jeg
syntes, jeg saá et Blik i hans Øjne ved Middagen."
Jeg sagde hende, at han paa en Maade havde gjort det, med et
Forbehold til Gunst for Frøken Angela Grey.
"Det er alt for rædsomt!" sagde hun. "Det er for Øjeblikket blevet en
ren Epidemi i nogle af Garderregimenterne at gifte sig med disse
stakkels, simple Fruentimmer med høj moralsk Karakter og --
ligegyldige Fødder! Men jeg havde troet, at Skotternes Snedighed
vilde have beskyttet Malcolm mod deres Planer. Stakkels Tante
Katherine."


EVANGELINE FLYTTER TIL CLARIDGES.
Kærlighed er ikke en Følelse, der spørger om Tilladelse til at
komme. Den kommer paa tusinde, ukendte Maader, som man aldrig har
drømt om, og breder et gyldent Skær over hele Verden og omskaber
den til et Paradis.
_Theodoras Ægteskab._

_Claridges_.
Lørdag den 26. Novbr.
Lady Ver tog tidligt af Sted til Stationen for at naa Toget til
Northumberland i Morges, og jeg saá hende kun for at sige Farvel til
hende. Hun syntes ogsaa at blive i daarligt Humør, da hun fik et
Brev, hun sagde mig ikke, hvem det var fra, eller hvad det var om --
hun sagde kun bagefter, at jeg ikke maatte være dum. "Leg ikke
længere med Christopher," sagde hun, "ellers mister De ham. Han
kommer sikkert og besøger Dem i Morgen -- jeg fik Brev fra ham i
Morges som Svar paa mit fra i Aftes -- men han siger, at han vil ikke
gaa i Zoologisk Have -- saa De maa alligevel tage imod ham i Deres
Dagligstue -- han kommer omtrent Klokken fire."
Jeg sagde intet.
"Evangeline," sagde hun, "lov mig, at De ikke vil være en Nar --"
"Jeg -- vil ikke være en Nar," sagde jeg.
Saa kyssede hun mig -- og var borte, og nogle faa Øjeblikke efter tog
jeg af Sted til Claridges.
Jeg har en meget nydelig lille Lejlighed øverst oppe, og hvis det
blot var passende for mig, og jeg havde Raad til det, kunde jeg bo
meget behageligt her alene i lang Tid.
Klokken tre Kvarter til to ringede jeg paa Døren paa Carlton House
Terrace, Nr. 300, Lady Merrendens Bopæl -- med en underlig Følelse af
Nervøsitet og Interesse. Det maa naturligvis have været, fordi hun en
Gang havde været forlovet med Papa. Bagefter kom jeg til at huske
paa Lord Roberts Ord, da jeg paa Branches talte om at tage til London
alene; om hvorledes han vilde bringe mig til hende, og hvorledes hun
vilde være god imod mig, indtil jeg kunde faa set mig om efter et
Sted, hvor jeg kunde bo.
Men pludselig følte jeg et Stik i Hjertet. Han sad nu bøjet over Lady
Ver i Toget til Northumberland.
Der er saadan en statelig, smuk Forhal -- idet Døren bliver aabnet --
med en smuk Trappe til hver Side, og fuld af pragtfulde Malerier, og
hele Atmosfæren er gennemtrængt af en forfinet, rolig Luft.
Tjenerne er høje og ikke alt for unge, og selv paa denne Tid af Aaret
har de pudret Haar.
Lady Merrenden var ovenpaa i den lille Dagligstue, og da jeg blev
meldt, rejste hun sig, med en Bog i Haanden, for at tage imod mig.
Hun har saadant et smukt Væsen i sit eget Hjem; elskværdigt og ikke
en Smule beskyttende.
"Det glæder mig saadan at se Dem," sagde hun. "Jeg haaber ikke, at De
vil kede Dem, men jeg har ikke indbudt nogen til at være sammen med
Dem -- kun min Nevø, Torquilstone, kommer her -- han er meget
lidende, stakkels Fyr, og alt for mange Ansigter piner ham
undertiden."
Jeg sagde, at jeg var henrykt over at træffe hende alene. Man kan
ikke tænke sig et venligere Udtryk i noget menneskeligt Ansigt end
det, der er i hendes. Hun har det samme højbaarne Udseende som Lord
Robert, smaa Øren og Haandled og Hoved -- selv klædt som en Skurekone
vilde Lady Merrenden se ud som en fornem Dame.
Vi talte snart fuldkommen tvangfrit med hinanden; hun talte ikke om
Folk eller om meget dybe Emner, men man fik et Indtryk af en
kultiveret Aand, Kendskab til Bøger og vide Tanker. Aa! Det var saa
let for mig at holde af hende.
Vi havde næsten talt sammen i et Kvarter -- hun havde tilfældigt
spurgt mig, hvor jeg nu boede, og hun syntes slet ikke forbavset
eller forfærdet, da jeg sagde Claridges, og at jeg var alene.
Alt, hvad hun sagde, var: "Hvilken ensom lille Pige! Men det maa være
en Hvile sommetider at være alene, og De maa lade Deres Venner komme
og se til Dem, vil De ikke nok det?"
"Jeg tror ikke, jeg har nogen Venner," sagde jeg. "Jeg har været saa
lidt ude -- men hvis De vil komme og besøge mig -- saa vil jeg være
taknemlig."
"Saa maa De regne mig som en af Deres faa Venner!" sagde hun.
Intet kunde være saa sjældent eller saa sødt som hendes Smil. At
tænke sig, at Papa kunde forlade denne Engel for Fru Carruthers
Skyld! Mænd er sandelig uberegnelige!
Jeg sagde, at det vilde være en alt for stor Ære for mig at have
hende til Ven -- og hun tog min Haand.
"De bringer den fjerne Fortid tilbage til mig," sagde hun. "Jeg
hedder ogsaa Evangeline -- og sommetider tror jeg, at De er blevet
kaldt saaledes til Minde om mig."
Hvilken sælsom, mægtig Faktor Kærligheden maa være! Her havde disse
to Kvinder, Fru Carruthers og Lady Merrenden -- der var hinanden saa
stik modsatte -- øjensynlig begge tilbedt Papa, og som Følge deraf
havde de begge i Overensstemmelse med deres Natur fattet Interesse
for mig, Barnet af en tredie Kvinde, der havde fortrængt dem begge!
Papa maa have været overordentlig indtagende, for Fru Carruthers
havde lige til sin Dødsdag et Miniaturportræt af ham staaende paa sit
Bord med en frisk Rose ved Siden af -- hans Minde syntes at være den
eneste blide Plet i hendes haarde Hjerte.
Og denne søde Dames Øjne smeltede hen i Ømhed, da hun talte om
Fortiden -- skønt hun ikke kender mig godt nok til at sige mere. For
mig er Papas Billede ikke noget saa vidunderligt, kun en køn, ung
Garderløjtnant med Øjne af samme Form som mine, men graa, og lyst
krøllet Haar. Der maa have været noget eget ved ham, antager jeg.
I dette Øjeblik traadte Hertugen af Torquilstone ind. Aa, det var et
sørgeligt Syn!
En stakkels, pukkelrygget Mand med et stærkt Ansigt og Hoved og et
sort, mistænksomt, kynisk Udtryk.
Han vilde øjensynlig have været meget høj, hvis han ikke havde været
vanskabt, der staar en Pukkel ud paa hans Ryg, næsten som paa Punch.
Han kan ikke være meget over fyrre, men han ser ældre ud, hans Haar
er ganske graat.
Ikke en Linie eller et Udtryk hos ham minder mig om Lord Robert,
glæder det mig at kunne sige.
Lady Merrenden forestillede os for hinanden, og saa kom Lord
Merrenden ogsaa ind, og vi gik alle ned til Lunch.
Det var et temmelig lille Bord, saa vi sad alle nær ved hinanden og
kunde tale sammen. Spisestuen var umaadelig stor.
"Jeg tager altid dette lille Bord, naar vi er saa faa," sagde Lady
Merrenden. "Det er mere hyggeligt, og man føler sig ikke saa
isoleret."
Hvor jeg var enig med hende.
Hertugen saá ofte undersøgende paa mig med sine smaa, kloge Øjne. Man
kunde ikke sige, om det var bifaldende eller misbilligende.
Lord Merrenden talte om Politik og Dagens Spørgsmaal, han har et
høfligt Væsen, og deres Stemmer var bøjelige og dannede. Og intet
kunde gaa mere glat og lydløst end Opvartningen.
Lunchen var meget enkel og god, men ikke halvt saa mange udsøgte
Retter som paa Branches og hos Lady Ver.
Der var kun én Kumme med Violer paa Bordet, men Kummen var af Guld
og af en smuk Form, og Violerne var næsten saa store som
Stedmoderblomster. Mine Øjne vandrede til Billederne -- statelige
Mænd og Kvinder af Gainsborough og Reynolds og Romney.
"De har truffet min anden Nevø, Lord Robert, ikke sandt?" sagde Lady
Merrenden. "Han fortalte mig, at han havde været paa Branches, hvor
jeg tror, De boede."
"Ja," sagde jeg, og -- aa, det er næsten for ydmygende at skrive det,
jeg følte, at mine Kinder blev højrøde, da hun nævnede Lord Roberts
Navn. Hvad maa hun have tænkt? Kan noget være saa ungt, kvindeligt og
latterligt?
"Han var i Operaen med os i Forgaars Aftes," vedblev jeg. "Hr.
Carruthers havde en Loge, og Lady Verningham og jeg var med dem." Saa
kom jeg til at tænke paa, hvor underligt dette maatte lyde i min dybe
Sorg, og jeg tilføjede: "Jeg holder saa meget af Musik."
"Det gør Robert ogsaa," sagde hun. "Jeg er sikker paa, at han maa
have været glad ved at træffe en beslægtet Natur."
Den søde, indtagende, venlige Dame! Hvis hun blot havde vidst, hvilke
Sindsbevægelser der i Virkeligheden havde opfyldt os i Logen den
Aften, er jeg bange for, at Kærligheden til Musikken havde været den
mindste af dem!
Under hele denne Samtale, og lige fra Lord Roberts Navn første Gang
blev nævnet, havde Hertugen ikke taget sine Øjne fra mit Ansigt --
det var meget forvirrende; hans Blik var nu klarere, det var ganske
sikkert misbilligende.
Vi drak Kaffe ovenpaa af saadanne nydelige Dresdener Kopper, og Lord
Merrenden viste mig nogle Miniaturbilleder. Til sidst kom Hertugen og
jeg til at være alene et Minut, medens vi stod og saá ud ad Vinduet.
Hans Øjne undersøgte mig helt igennem -- naa, i alt Fald er min Næse
og mine Øren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens --
stakkels Mamas mærkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig -- Gudskelov.
Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange
for ham og temmelig nedtrykt. Jeg er vis paa, at han ikke kan lide
mig.
"Maa jeg ikke køre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige
Værtinde, "eller hvis De ikke har noget særligt Sted at gaa hen, vil
De saa ikke tage ud med mig?"
Jeg sagde, at jeg vilde være meget glad ved det. Jeg følte mig saa
forfærdelig ensom. Jeg vilde gerne saa længe som muligt opsætte at
komme tilbage til Hotellet. Jeg vilde gerne adsprede mine Tanker fra
at dvæle ved Dagen i Morgen, og ved, hvad jeg skulde sige til
Christopher. I Morgen syntes mig at være Verdens Ende.
Lady Merrenden har smukke Heste, og hele Køretøjet er, i Modsætning
til hende selv, saa fikst som det kan være. Hun ser virkelig lidt
gammeldags ud, naar hun er ude, og det var maaske derfor, at Papa gik
fra hende til Fru Carruthers. En Godhed og Elskelighed som denne
passer ikke Mændene saa godt som Luner, lader det til.
Hun var saa god imod mig og talte saa venligt med mig. Jeg glemte
helt, at jeg var en hjemløs Vandrer, og jeg kom tilbage til Claridges
omtrent Klokken halv fem i næsten godt Humør.
"De maa ikke glemme, at jeg skal være en af Deres Venner," sagde Lady
Merrenden, da jeg sagde Farvel til hende.
"Nej, det skal jeg rigtignok ikke," svarede jeg, og hun kørte bort,
smilende til mig.
Jeg gad vide, hvad hun vil tænke om mit Ægteskab med Christopher.
Nu er det Aften -- jeg har spist til Middag ganske alene i min
Dagligstue, Véronique har været meget elskværdig og omhyggelig --
hun føler Hr. Carruthers i Luften, antager jeg -- og nu maa jeg gaa i
Seng.
Aa, hvorfor er jeg ikke lykkelig, og hvorfor synes jeg ikke, at dette
er en dejlig og usædvanlig Situation, som jeg engang vilde have
gjort. Jeg føler mig kun nedtrykt og ulykkelig, og som om jeg vilde
ønske, at Christopher laa paa Havets Bund. Jeg har fortalt mig selv,
hvor køn han er -- og hvor jeg syntes godt om ham paa Branches -- men
det var før -- ja, jeg kan lige saa godt skrive det -- før Lord
Robert kom. Naa, nu sidder han og Lady Ver og taler sammen i en
hyggelig Sofa, i en stor, oplyst Dagligstue, og -- aa! -- jeg vilde
ønske, jeg aldrig havde sluttet den Overenskomst med hende -- saa
maaske jeg nu -- naa -- --

Søndag Eftermiddag.
Nej! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har været febrilsk hele
Formiddagen, først hed og saa kold. Hvordan vil det blive? Aa, jeg
besvimer, naar han kysser mig. Og jeg véd, at han vil blive rædsom
paa den Maade, det har jeg set i hans Øjne -- han vil spise mig op.
Jeg er vis paa, at jeg vil hade det. Ingen Mand har nogensinde før
kysset mig, og jeg kan ikke dømme om det, men jeg er sikker paa, at
det er frygteligt, medmindre -- jeg føler, at jeg bliver vanvittig,
hvis jeg bliver her længere. Jeg kan ikke, jeg kan ikke blive og
vente, og staa lige overfor det. Jeg maa først have noget frisk Luft.
Det er en tæt Taage. Jeg kunde have Lyst til at gaa ud og fare vild i
den, og det _vil_ jeg ogsaa! Maaske ikke fare vild, men gaa ud i den,
og alene. Jeg vil ikke engang have Véronique med. Jeg vil gaa alene
ind i Parken. Det bliver næsten mørkt, skønt Klokken kun er tre. Saa
har jeg en Time. Det ser hemmelighedsfuldt ud, og det vil berolige
mig, og det passer til min Sindsstemning, og saa, naar jeg kommer
tilbage, kan jeg maaske være i Stand til at udholde det tappert, Kys
og det hele.

_Claridges_.
Søndag Aften den 27. Novbr.
Jeg har en hel Del at skrive -- og dog er det kun nogle faa Timer
siden, jeg lukkede denne Bog og hængte Nøglen ved mit Armbaand igen.
Klokken et Kvarter over tre gik jeg gennem Grosvenor Square. Alt var
taaget og dunkelt, det var ikke ligefrem tæt Taage, saa der var ingen
Chance for at fare vild. Da jeg kom ind i Parken, var Taagen lettet
lidt. Det forekom mig lummert og varmt, og jeg blev mere og mere
nedtrykt. Jeg havde aldrig før været ude alene; det syntes mig i sig
selv underligt, og det burde have moret mig.
Christophers Billede blev ved at svæve foran mig, hans Ansigt syntes
at have et satyragtigt Udtryk. Naa, han vil i alt Fald aldrig være i
Stand til at knuse mit Hjerte, som "Alicia Verney"s -- intet kunde
nogensinde faa mig til at bryde mig om ham. Jeg forsøgte paa at tænke
paa alle de Goder, jeg skulde faa ud af den Affære, og paa, hvor
meget jeg holder af Branches.
Jeg gik meget hurtigt, jeg kunde utydeligt se Folk komme henimod mig
og derpaa forsvinde i Taagen. Det var næsten Skumring; pludselig
følte jeg mig saa træt, at jeg satte mig paa en Bænk.
Jeg var gaaet ind paa en Sidesti, hvor der ingen Stole var. Paa den
Bænk, der kom før min, saá jeg, da jeg gik forbi, at der sad en
Vagabond sammensunket. Jeg spekulerede paa, hvad hans Tanker kunde
være, og om han vel følte sig mere ulykkelig end jeg. Jeg sad vist
ogsaa og krøb sammen i en nedslaaet Stilling.
Der gik ikke mange Folk forbi, og med hvert Øjeblik blev det mørkere.
Jeg har aldrig i hele mit Liv følt mig saa ulykkelig, ikke engang de
Dage, hvor Fru Carruthers forhaanede mig, fordi Mama havde været af
lav Herkomst. Der blev ved med at komme Taarer i mine Øjne, og jeg
gjorde mig ikke engang den Ulejlighed at blinke dem bort. Hvem kunde
vel se mig -- og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de saá
mig.
Pludselig saá jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen
henimod mig, men ikke før den var tæt ved mig og standsede og kiggede
mig forskrækket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert.
"Evangeline!" udbrød han med bestyrtet Stemme. "Jeg -- hvad, aa, hvad
er der i Vejen?"
Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa
havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, véd jeg ikke.
"Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsøgte paa at trække
min Hat ned over Øjnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slør paa.
"Jeg har blot været ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig
Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?"
Han saá saa høj og smuk ud, og nu var der intet Udtryk af Foragt
eller Vrede i hans Ansigt, kun Sorg og Medfølelse.
"Jeg fik pludselig Vagt i Gaar og kunde ikke faa Permission," sagde
han, uden at svare paa den første Del af mit Spørgsmaal. "Men jeg kan
ikke holde ud at se Dem sidde her alene og se saa ulykkelig ud. Maa
jeg ikke følge Dem hjem? De bliver forkølet i den fugtige Luft."
"Aa nej, ikke endnu. Jeg vil ikke gaa hjem nu!" sagde jeg, uden
rigtig at vide, hvad jeg sagde. Han satte sig ved Siden af mig og
stak sin Haand ind i min Muffe og trykkede mine foldede Hænder -- det