Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 05

Verningham stod nogle faa Alen fra os. Jeg var saa lykkelig. Det faar
han mig til at være, jeg véd ikke hvorfor.
"Hvorfor saá De saa haardhjertet ligegyldig ud, da jeg kom hen til
Dem," spurgte han. "Jeg var bange for, De var ked af, at jeg kom."
Saa fortalte jeg ham om Lady Katherine, og at jeg havde været saa dum
ikke at sige, at jeg havde truffet ham paa Branches.
"Naa --! Saa boede jeg altsaa hos Christopher, efter at De var rejst
-- forstaar jeg nok," sagde han. "Havde jeg truffet Dem i London?"
"Vi vil ingen Historier lave om det. De kan tro, hvad de har Lyst
til."
"Lad dem det!" Han lo. "Jeg kan se, at jeg maa manøvrere en hel Del
for at komme til at tale roligt med Dem her; men De vil vel nok staa
ved Siden af mig, naar vi er ude at skyde i Morgen?"
Jeg sagde, at jeg ikke troede, at vi fik Lov til at være med, uden
maaske til Lunch -- hvortil han svarede, at han ikke kunde tro paa en
saadan Grusomhed.
Saa spurgte han mig om en Masse Ting, om hvordan jeg havde haft det,
og hvad jeg nu havde i Sinde at gøre. Han har det mest indtagende
Væsen, og man synes straks, at man kender ham meget godt; af og til
ser han én lige ind i Øjnene med en forbavsende Frejdighed. Jeg har
aldrig set et Menneske, der var saa fuldstændig fri for Skaberi, og
jeg tror aldrig, han tænker en Smule paa, hvad Folk synes om ham. For
ham har intet nogensinde en dobbelt Betydning, som for Hr.
Carruthers. Hvis han havde sagt, at jeg skulde blive og gifte mig med
ham, er jeg vis paa, at han havde ment det, og jeg tror virkelig, at
jeg var blevet!
"Kan De huske den Morgen, da vi pakkede ind?" sagde han med saadan en
kærtegnende Stemme. "Jeg var saa lykkelig. Var De ikke ogsaa?"
Jeg sagde Jo.
"Og Christopher var gal paa os! Han var som en saaret Bjørn, da De
var rejst; han paastod, at han skulde til Byen om Mandagen, bare én
Dag; han var her om Tirsdagen, ikke?"
"Nej, han var ikke," var jeg nødt til at sige, og jeg ærgrede mig
endnu over det, jeg véd ikke hvorfor.
"Han er et løjerligt Menneske," sagde Lord Robert, "og jeg er glad
over, at De ikke har set ham -- jeg vil ikke have, at han kommer i
Vejen for mig. Jeg er et egenkærligt Bæst, skal jeg sige Dem."
Jeg sagde, at Fru Carruthers havde altid lært mig, at saadan var
Mænd, saa det nedsatte ham ikke i mine Øjne.
Han lo. "De maa hjælpe mig til at komme til at sidde og tale med Dem
igen efter Middag," sagde han. "Jeg kan se, at den rødhaarede Søn vil
have Dem for sig selv, men det tillader jeg selvfølgelig ikke!"
Jeg blev overlegen.
"Malcolm og jeg er rigtig gode Venner," sagde jeg; "han spadserer med
mig omkring Golfbanen i Parken og giver mig gode Raad."
"Pokker til Uforskammethed!" sagde Lord Robert.
"Han synes, at jeg ikke burde tage til Claridges, naar jeg rejser
herfra; for han er bange for, at nogen skal gøre Kur til mig. Han
synes, det vilde være sikrere, hvis jeg saá mere ud som hans Søstre.
Jeg har lovet, at Véronique skal staa udenfor Døren, naar jeg har
Besøg."
"Naa, saa det er han bange for. Det er meget rimeligt, at han vil faa
Ret, siden jeg er i London," sagde Lord Robert.
"Men hvor véd De," begyndte jeg med en spørgende, alvorlig Mine,
"hvor kan De vide, om jeg vil høre paa Dem? De kan ikke blive ved med
at tale til døve Folk, vel?"
"Er De døv?" spurgte han. "Det tror jeg ikke, i alt Fald skulde jeg
nok prøve paa at kurere Deres Døvhed." Han bøjede sig helt ned over
mig og lod, som om han tog en Bog op.
Aa, hvor jeg morede mig.
Pludselig følte jeg, at jeg virkelig levede, Blodet brusede i mine
Aarer, og jeg sagde alt, hvad der faldt mig ind. Vi var saa
lykkelige!
Lord Robert har saadan en smuk Skikkelse. Jeg bliver altid saa
begejstret over smukke, fuldkomne Linier. De andre Mænd ser tykke og
kluntede ud ved Siden af ham, og han har smukke Klæder og Slips!
Vi blev ved med at tale sammen. Han begyndte at vise mig, hvor meget
jeg interesserede ham. Hans blaa, udtryksfulde Øjne sagde endogsaa
mere end hans Ord. Jeg kan godt lide at se ham se nedad; hans
Øjenvipper er saa latterligt lange og krøllede, de er ikke sorte som
mine og Hr. Carruthers, men mørkebrune og bløde og skyggede, og jeg
véd ikke rigtig, hvorfor de er saa tiltrækkende. Naar man ser dem
næsten ligge nede paa hans Kinder, faar man Lyst til at røre ved dem
med Fingerspidserne. Jeg har aldrig tilbragt en saa dejlig
Eftermiddag! Men ak! Den var alt for kort.
"Vi vil se at komme til at sidde sammen efter Middag," sagde han, da
Gongongen lød og meldte, at vi skulde klæde os om til Middag. Lady
Katherine kom og vimsede omkring og samlede dem allesammen sammen og
mere eller mindre drev dem af Sted, og paa Vejen op ad Trappen sagde
hun til mig, at jeg behøvede ikke at komme ned, hvis jeg hellere
vilde lade være!
Jeg takkede hende igen, men holdt fast ved min Hensigt at vænne mig
til at være sammen med Mennesker.
Jeg skulde blive i mit Værelse, naar Lord Robert var der til Middag
-- aldrig!
Men da jeg kom ned, var han omgivet af Montgomerier, og han gik stolt
ind i Spisestuen med Lady Verningham -- det maa hun have arrangeret.
Jeg havde saadan en kedsommelig Fyr! En ung Mackintosh, en Fætter til
Marys Mand, og paa den anden Side Præsten. Den ene talte om Botanik i
en hæs Hvisken med skotsk Akcent, og den anden slugte sin Mad og
sagde gudelige Vittigheder mellem hver Mundfuld.
Da jeg havde holdt tappert ud lige til Isen, sagde jeg, at jeg hadede
at vide, hvad Blomster bestod af, jeg brød mig kun om at plukke dem.
Ynglingen stirrede paa mig og sagde ikke meget mere. For Præsten var
det nok, naar jeg af og til sagde "Ja", og paa den Maade kom vi
igennem Middagen.
Malcolm sad lige overfor mig, og han gloede næsten hele Tiden. Selv
han vilde have været bedre end Botanikeren; men jeg tænker, at Lady
Katherine mente, at de to kunde være en Slags Halvsorg for mig. Det
var umuligt at være munter sammen med dem.
Efter Middag tog Lady Verningham mig med over i en Sofa i en Krog.
Her er der ingen Puder i Sofaerne som paa Branches; men heldigvis
staar denne lidt afsides, og skønt den ikke er bekvem, kunde vi dog
tale sammen.
"De stakkels Barn," sagde hun, "De havde det kedeligt. Jeg iagttog
Dem! Hvad kunde den McTavish finde paa at sige til Dem?"
Jeg sagde, at han hed Mackintosh og ikke McTavish.
"Det véd jeg nok," sagde hun; "men jeg kalder hele Slægten McTavish
-- det ligner det noget, og det ærgrer Mary saadan, hun retter mig
hver Gang. Har De nu ikke faaet Lyst til at blive gift og blive
akkurat som Mary?" Der var et Glimt i hendes Øjne.
Jeg sagde, at jeg endnu ikke havde været vild efter det. Jeg vilde
først ud og se Livet.
Men man kunde ikke se Livet, uden at man var gift, sagde hun.
"Ikke engang naar man er en Eventyrerske som jeg?" spurgte jeg.
"En hvad?"
"En Eventyrerske," svarede jeg. "Folk synes at blive saa forundrede,
naar jeg siger det! Men jeg maa være det, kan De nok indse, fordi Fru
Carruthers ikke efterlod sine Penge til mig, og i den Bog, hvori jeg
læste om det, stod der, at man var det, naar man havde smukke Klæder,
og -- og -- rødt Haar -- og saadan noget og intet Hjem."
Hun brast i Latter.
"De lille Pus!" sagde hun. "Vi to vil være gode Venner. Men De maa
ikke lege med Robert Vavasour. Han tilhører mig! Han er et af mine
egne, særlige Kælebørn. Er det en Aftale?"
Nu vilde jeg ønske, at jeg den Gang havde haft Mod til at sige rent
ud, at jeg godt kunde lide Lord Robert, og at jeg ikke vilde slutte
nogen Overenskomst; men man er undertiden ubesindig, naar man bliver
overrasket. Det er vel ved saadanne Lejligheder, at det skal vise
sig, om éns Hoved er skruet fast paa; mit var det ikke i Aften. Men
hun saá saa bedaarende ud, og jeg følte mig lidt overlegen, og
maaske skammede jeg mig ved at vise, at jeg interesserede mig meget
for Lord Robert, særligt hvis han tilhører hende, hvad det nu end vil
sige, og saa sagde jeg, at det _var_ en Aftale, og at jeg naturligvis
aldrig havde tænkt paa at lege med ham; men bagefter kom jeg til at
tænke paa, at det er et Løfte, og nu kan jeg aldrig mere se paa ham
gennem mine Øjenvipper. Og jeg véd ikke, hvorfor jeg i Aften føler
mig helt lysvaagen og træt og temmelig dum, som om jeg havde Lyst til
at give mig til at græde.
Men hun var forfærdelig venlig imod mig og yndig, og hun har indbudt
mig til at komme og besøge sig og meget andet, saa det er nok
altsammen godt. Men da Lord Robert kom ind og kom hen til os, var det
meget haardt, at jeg straks maatte rejse mig og gaa og lade, som om
jeg vilde tale med Malcolm.
Jeg turde kun se op en Gang imellem, og jeg saá, at Lord Roberts Øjne
var fæstede paa mig med et bebrejdende og bedende Udtryk, og den
sidste Gang var der ogsaa Harme i dem.
Lady Verningham beholdt ham hos sig, indtil de alle rejste sig for at
gaa i Seng.
Der var blevet musiceret og spillet Bridge og dyrket andre
kedsommelige Adspredelser, men jeg sad stille. Og jeg véd ikke, hvad
Malcolm havde talt om, jeg havde ikke hørt efter, skønt jeg blev ved
med at mumle "Ja" og "Nej".
Han blev mere og mere _empressé_, indtil jeg pludselig, da vi rejste
os, hørte ham sige:
"De har lovet det! Husk det nu; jeg forlanger, at De skal holde det
-- i Morgen!"
Og der var saadan et forelsket, vammelt, usikkert Udtryk i hans Øjne,
at jeg fik ganske ondt. Det rædsomste ved det er, at jeg ikke mere
véd, hvad jeg har lovet, end Manden i Maanen! Det kan godt være, at
det er noget aldeles forfærdeligt! Hvis det er noget saa skrækkeligt
som at kysse ham, saa maa jeg bryde mit Ord, -- hvilket jeg ellers
aldrig gør.
Aa, du store Himmel! Det er ikke altid saa let at le ad Livet, som
jeg engang troede! Jeg vilde næsten ønske, at mit Liv var ordnet, og
at jeg ikke behøvede at være Eventyrerske. Nogle Situationer er saa
vanskelige! Nu tror jeg, at jeg vil gaa i Seng.
Gud véd, om Lord Robert -- nej, hvad kan det nytte at tænke paa ham;
han kommer ikke længere mig ved.
Nu puster jeg Lyset ud.


LADY VERNINGHAM INDBYDER EVANGELINE TIL AT BESØGE SIG I LONDON.
Hvor skønt vilde Livet ikke kunne være, hvis Skæbnen lod os møde
det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid. To Sjæle,
der er skabt for hinanden, vilde kunne naa Lykkens højeste Tinde
og udrette store Ting paa Vejen; men Livet er som en strid Strøm,
der raser af Sted, uden at man kan vælge, hvilke Lande den skal
igennem, indtil den løber ud i det store Verdenshav, der ganske
opsluger den. Hvis man kunde forudse -- hvis man blot i Tide
vidste -- maaske man saa kunde forandre dens Løb -- hvem véd.
_Hans Dronning._

_Park Street 300_,
Lørdag Aften den 19. Novbr.
Jeg bryder mig ikke meget om at se tilbage paa Resten af mit Ophold
paa Tryland. Det er et ubehageligt Minde.
Dagen efter, at jeg sidst skrev, øsregnede det, og de kom alle ned
til Morgenmaaltidet og var i daarligt Humør. Hele Selskabet kom, og
Maaltidet var lige saa stift og kedeligt som Middagen. Jeg havde
tilfældigvis sat mig, da Lord Robert kom, og Malcolm sad ved Siden af
mig. Lord Robert talte næsten ikke, han saá et Par Gange paa mig med
optrukne Øjenbryn.
Jeg længtes efter at sige ham, at det var, fordi jeg havde lovet Lady
Ver ikke at lege med ham, at jeg ikke talte med ham som Dagen før.
Gud véd, om han gættede det. Aa, hvor jeg den Gang ønskede, og jeg
har hundrede Gange senere ønsket det, at jeg slet ikke havde lovet
det. Det vilde vel nok være klogest at undgaa ham, for hvorledes
skulde jeg forklare, at jeg var saa forandret? Jeg hadede Maden, og
Malcolm paatog sig en saadan Besiddermine, at det ærgrede mig, lige
saa meget som jeg kunde se, at det ærgrede Lady Katherine. Jeg fnyste
ad ham og var saa ubehagelig som muligt.
Morgenteen er ikke straalende dèr, og Hr. Montgomerie nøder Folk til
at spise Grød. "Det er udmærket til at begynde Dagen med," siger han,
"Bur--r--r--r."
Lord Robert kunde ikke finde noget, som han vilde have, lod det til.
De var allesammen gnavne. Lady Katherine har en egen Maade at ordne
Folk paa ved alle Lejligheder; hun minder mig om en Høne med
Kyllinger, som slaar sine Vinger ud og klukker og jager, indtil de
alle er i en Krog. Hun har ogsaa den Skikkelse, saadan meget rund
forpaa! Den kvindelige Yngel befandt sig snart i Morgenværelset, med
Døren lukket, og den mandlige Del havde det vist lige saadan med
deres Vært, i det mindste saá vi dem ikke mere, før vi fik Øje paa
dem, da de gik forbi Vinduerne, iførte Regnfrakker og Gamascher, som
et meget ynkeligt Selskab af Sportsmænd.
Det eneste heldige var, at Malcolm ikke havde haft Tid til at minde
mig om mit Løfte, hvad det nu end var, og jeg følte mig sikrere.
Det var en rædselsfuld Formiddag, meget værre, end da vi var alene --
de begyndte næsten allesammen -- syv Damer foruden Familien -- at
beskæftige sig med Haandarbejde.
Een af dem, Lady Letitia Smith, broderede en Skrivemappe med Silke,
jeg blev ganske galdesyg af at se paa hende, hun var meget nærsynet
og havde den irriterende Vane at bede alle og enhver om at træde
hendes Synaal for hende. De strikkede Slips og Strømper og hæklede
Veste og Uldtørklæder og Huer til Nordsøfiskere; der var endogsaa én,
der slog Orchis. Ganske saadant noget, som Stuepiger laver i deres
Fritid til at pynte, Vorherre maa vide hvilket Klædningsstykke af
ubleget Bomuldstøj med.
Jeg spurgte hende, hvad det skulde bruges til, og hun sagde, at det
var til Børnenes Forklæder i hendes Forening. Hvis det ikke er
Tidsspilde, Gud véd, hvad det saa er!
Fru Carruthers sagde, at det var meget nyttigere at lære at sidde
stille og ikke være nervøs, end at fylde Verden med saadant noget
Kram.
Mary Mackintosh førte Konversationen an. Hun og Lady Letitia Smith,
der begge har smaa Børn, fortalte Ammestuehistorier, og naar der var
noget, som vi, de unge Piger, ikke maatte høre, hviskede de. Vi
opfangede alligevel lidt af det, og det lød rædsomt, hvad det saa end
var om. Jeg gad nok vide, om jeg bliver saadan, naar jeg bliver gift.
Det haaber jeg ikke!
Det er ikke underligt, at gifte Mænd er nødt til at sige smukke Ting
til andre Damer, hvis deres Koner er saadan, naar de kommer hjem.
Jeg forsøgte paa at være elskværdig imod en Dame, som sad ved Siden
af mig. Hun var Bibelkritiker og gik med Briller. Hun prøvede paa at
omvende mig, men jeg var abnormt tykhovedet den Dag og maatte have
alting forklaret om og om igen; saa opgav hun mig til sidst.
Endelig, da jeg følte, at jeg maatte gøre noget rent ravgalt, kom der
en Tjener for at sige, at Lady Verningham ønskede at tale med mig i
sit Værelse; jeg sprang straks op -- men da jeg kom til Døren, saá
jeg, at de begyndte at ryste paa Hovedet ad hende.
"Det er sørgeligt, at den kære Janthe har den uregelmæssige Vane at
drikke Te paa sit Værelse -- hun har slet ikke godt af det," etc.,
etc.; men Gud ske Lov, jeg var snart ude i Vestibulen, hvor hendes
Pige stod og ventede paa mig.
Man skulde ikke have anet, at det store Værelse, som hun beboede, var
et af Familien Montgomeries, saa forandret saá det ud! Hun havde
Masser af Fotografier staaende omkring, de nydeligste Guld
Toiletsager og en Mængde pibede Klædningsstykker og Blomster og
Lugteflasker, og sine egne Puder bag Ryggen, de var alle af blaa
Silke og smukt broderet Musselin, og hun saá saa sød og hyggelig ud
imellem det altsammen. Hun havde sit mørke Haar i Krøller omkring
Ansigtet, og en bedaarende Kniplingskappe over det. Hun røg en
Cigaret og skrev Breve med en Guldpen. Det blaa Silketæppe var
bedækket med Breve og Aviser og Telegrammer. Hendes Natkjole var
naturligvis udskaaret i Halsen og af tyndt Tøj ligesom min. Jeg
spekulerede paa, hvad Alexander vilde have sagt, hvis han kunde have
set hende i Modsætning til Mary! Jeg véd nok, hvem jeg vilde vælge,
hvis jeg var Mand!
"Naa, dèr er De," sagde hun og saá op under en Røgsky. "Sid paa
Sengen, Slangepige. Jeg syntes, at jeg maatte frelse Dem fra den
hellige Horde dernede, og saa vilde jeg se, hvorledes De saá ud ved
Dagslys. Ja, De har et mærkeligt Haar og ægte Øjenvipper og Teint. De
er en Heks, jeg kan se, at vi alle maa tage os i Agt for Dem!"
Jeg smilede, hun sagde det ikke uhøfligt, saa var jeg blevet
overlegen. Hun er vidunderlig yndig.
"De taler heller ikke meget," vedblev hun. "Jeg føler, at De er
farlig! Det er derfor, jeg er saa høflig imod Dem; jeg tror, det er
det klogeste. I Reglen kan jeg ikke udstaa unge Piger!" Og hun lo med
sin sølvklare Latter. "Sig nu, at De ikke vil gøre mig Fortræd!"
"Jeg vil ikke gøre nogen Fortræd, med mindre de gør mig Fortræd først
-- og jeg kan godt lide Dem, De er saa smuk."
"Saa er det godt. Saa er vi Kammerater. Jeg var bange for Robert i
Aftes, fordi jeg holder saa meget af ham; men De var sød efter
Middag, og nu bliver det nok godt altsammen; jeg fortalte ham, at De
sandsynligvis skulde giftes med Malcolm Montgomerie, og at han ikke
maatte blande sig i det."
"Nej, det kunde aldrig falde mig ind at gøre det!" udbrød jeg og gik
bort fra Sengen. "Jeg vilde hellere dø end tilbringe Resten af mit
Liv paa Tryland."
"Han bliver engang fabelagtig rig, véd De nok, og De kunde faa Fatter
Montgomerie paa Deres Side i en Haandevending og vende op og ned paa
hele Huset. De skulde dog hellere tænke over det."
"Jeg vil ikke," sagde jeg, og jeg følte, at mine Øjne funklede. Hun
løftede sine Hænder som for at værge sig imod en ond Aand, og hun lo
igen.
"Ja, ja da, saa skal De heller ikke! Men lad bare ikke de Smaragder
lyne imod mig, jeg kommer til at ryste over hele Legemet!"
"Vilde _De_ gerne giftes med Malcolm?" spurgte jeg og satte mig igen.
"Tænk Dem at være saadan éns Ejendom! At skulle se ham hver Dag! Tænk
Dem at leve sammen fra Morgen til Aften med et Menneske, som aldrig
kan forstaa en Spøg. Uha!"
"Hvad det angaar" -- hun udsendte en Røgsky -- "er Ægtemænd en Race
for sig -- der gives Mænd, Kvinder og Ægtemænd; og naar de bare
betaler Regninger og skyder stort Vildt i Afrika, er det alt, hvad
man kan forlange af dem; at kunne forstaa Spøg, det er overflødigt.
Min er meget generende, fordi han i Almindelighed tilbeder mig, og i
bedste Tilfælde kun forlader mig for at tage paa en tre Ugers
Baderejse til Homburg, eller nu og da en Uge til Paris; men Malcolm
kunde man stadig sende til Klippebjergene og den Slags Steder; han er
en hel Sportsmand."
"Det er ikke mit Ideal af en Ægtemand," sagde jeg.
"Hvad er da Deres Ideal, Slangepige?"
"Hvorfor kalder De mig 'Slangepige'?" spurgte jeg, "jeg hader
Slanger."
Hun tog Cigaretten ud af Munden og saá nogle Sekunder paa mig.
"Fordi De er saa smidig; der er ikke en stiv Linie i Deres Bevægelser
-- De ser meget skadelig ud, men ogsaa tiltrækkende og uengelsk, og
jeg kan ikke forstaa, hvorfor i Alverden Tante Katherine har indbudt
Dem til at komme her sammen med de hæslige Pigebørn. Jeg vilde ikke
have gjort det, hvis mine tre Engle var voksne og lignede dem." Saa
viste hun mig Fotografiet af sine tre Engle -- de er søde.
Men mit Udseende syntes at forurolige hende, for hun kom stadig
tilbage til det Emne.
"Hvor har De faaet det fra? Hørte Deres Moder til en anden Nation?"
Jeg fortalte hende, at stakkels Mama nærmest havde været et
Ulykkestilfælde og ikke havde været noget videre. "Man kan jo ikke
vide, om der havde været én eller anden mærkværdig Skabning blandt
hendes Forfædre -- maaske er jeg blandet sammen med røde Indianere
eller Negre."
Hun saá undersøgende paa mig.
"Nej, De er ikke, De er venetiansk -- det er De -- en Doges skønne,
ryggesløse Veninde, der er kommet til Live igen."
"Jeg véd, at jeg er slet," sagde jeg. "Det er altid blevet sagt mig,
men endnu har jeg ingenting gjort eller haft nogen Fornøjelse af det,
og det vil jeg gerne."
Hun lo igen.
"De maa komme med mig til London, naar jeg tager herfra paa Lørdag.
Saa skal vi se, hvad vi kan gøre."
Det lød godt nok, og dog havde jeg en Følelse af, at jeg hellere
vilde sige Nej, og hvis Tonen havde været Spor af beskyttende, havde
jeg straks gjort det. Vi talte længe sammen, og hun fortalte mig
mange interessante Ting. Hun forsikrede mig, at Verden var dejlig,
naar man kunde undgaa kedsommelige Mennesker og havde en god Kok og
et Par Venner. Lidt efter gik jeg, for hun fandt pludselig paa, at
hun vilde komme ned til Lunch.
"Jeg tror ikke, at det er sikkert paa det nuværende Stadium at lade
Dem være alene med Robert," sagde hun.
Jeg blev vred.
"Jeg har lovet ikke at lege med ham, er det ikke nok?" udbrød jeg.
"Jo, véd De hvad, det tror jeg, Slangepige!" sagde hun og saá
tankefuld ud, "men De er tyve Aar, og jeg er over tredive, og -- han
er en Mand! -- saa man kan ikke være for forsigtig!" Saa lo hun og
stak Fødderne i et Par blaa Silketøfler og ringede paa sin Pige.
Jeg tror ikke, at Alderen kan have meget at sige; hun er langt mere
indtagende end nogen ung Pige, og hun behøver ikke at lade, som om
hun var bange for mig. Men det, som slog mig, og som jeg har tænkt
paa lige siden den Gang, er, at det ikke maa være behageligt for éns
Selvagtelse at maatte gøre sig Umage for at holde paa en Mand. Det
vilde jeg aldrig nogensinde gøre. Hvis han ikke vilde blive, fordi
det var det i Verden, han helst vilde, saa kunde han gaa. Jeg vilde
sige "_Je m'en fiche!_"
Lunch, til hvilken Jægerne kom ind, var ikke en morsom Picnic i et
Skovhus, som paa Branches. Jeg sad forsætlig mellem to gamle Herrer
og gjorde mit Bedste for at være ærbødig og intelligent. Den ene var
en rigtig rar gammel Fyr, og han begyndte til sidst at sige mig
Komplimenter. Han lo ad alt, hvad jeg sagde. Lige overfor mig sad
Malcolm og Lord Robert, med Lady Ver imellem sig. De saá begge gnavne
ud. Det varede længe, inden hun kunde faa dem muntre og elskværdige.
Jeg morede mig ikke.
Da det var overstaaet, kom Lord Robert lige hen til mig.
"Hvorfor er De saa lunefuld?" spurgte han. "Jeg vil ikke behandles
paa den Maade, De véd godt, at jeg kun er kommet her for Deres Skyld.
Vi er saa gode Venner -- eller var det. Hvorfor?"
Aa, jeg vilde saa gerne sige, at jeg endnu var hans gode Ven, og at
jeg gerne vilde tale med ham. Han var saa bedaarende køn, og saa
velskabt, og der var det smukkeste Vredeslyn i hans blaa Øjne.
Jeg kunde let nok have holdt mit Løfte nøjagtigt og dog have brudt
det i Aanden ved at lade ham underforstaa min Mening -- men saa lavt
kunde jeg naturligvis ikke handle, da jeg skulde være Lady Vers Gæst.
Saa saá jeg ud ad Vinduet og svarede koldt, at jeg var meget
venskabeligsindet imod ham, og at jeg ikke forstod ham, og saa vendte
jeg mig straks om til min gamle Herre og gik med ham ind i
Biblioteket. Jeg var saa kold, som jeg kunde være, uden at være rent
ud grov, men jeg havde hele Tiden en flov, tung Følelse om Hjertet.
Han saá saa vred og bebrejdende ud, og jeg vilde nødigt, at han
skulde tro, at jeg var lunefuld.
Vi saá dem ikke igen før til Te, jeg mener Sportsmændene. Men Tetiden
paa Tryland er ikke hyggelig. Den er lige saa stiv som de andre
Maaltider. Lady Ver tillod ikke Lord Robert at forlade sig, og straks
efter Te begyndte de, der var i Dagligstuen, at spille Bridge, og det
blev de ved med, indtil Klokken ringede til Omklædning.
Man skulde have troet, at Lady Katherine misbilligede Kortspil, men
jeg antager, at ethvert Menneske maa have én Modsigelse i sit Væsen,
for hun elsker Bridge, og spiller om de laveste Indsatser, som en
"fattig Eventyrer", som der staar i Bøgerne.
Jeg kan ikke skrive alle Enkeltheder fra Resten af Besøget. Jeg var
ulykkelig, og det er Sandheden. Skæbnen syntes at modsætte sig, at
Lord Robert talte til mig -- selv naar han forsøgte paa det -- og jeg
følte, at jeg maatte være ekstra kold og afskyelig, fordi jeg --
naa, jeg kan lige saa godt sige det -- synes, at han er saa
indtagende. Jeg saá ikke en eneste Gang paa ham gennem mine
Øjenvipper, og efter den følgende Dag prøvede han ikke engang paa at
faa en Forklaring.
Han saá undertiden forbitret paa mig -- særligt naar Malcolm hang
over mig -- og Lady Ver sagde, at hans Humør var rædsomt.
Hun var saa sød imod mig, at det næsten saá ud, som om hun gerne
vilde gøre godt igen, at hun ikke vilde lade mig lege med Lord
Robert.
(Naturligvis vilde jeg ikke lade hende se, at jeg brød mig om det.)
Endelig kom Fredag og den sidste Aften.
Jeg sad i mit Værelse fra Te til Middag. Jeg kunde ikke længere
udholde Malcolm. Indtil da havde jeg undgaaet hans Tilnærmelser
ganske godt; men det Løfte, jeg havde givet ham, hang stadig over
Hovedet paa mig. Jeg afbrød ham, hver Gang han vilde forklare mig,
hvad det var, og indtil dette Øjeblik véd jeg det ikke, men det
afholdt ham ikke fra at sige kedelige, forelskede Ting, blandet med
indbildske Raad. Jeg véd ikke, hvad der vilde være sket, hvis jeg
ikke, da han lige efter Te blev saa rædsomt kærlig, var blevet
rasende og havde udslynget denne Bombe:
"Jeg tror ikke et Ord af det, De siger -- De interesserer Dem i
Virkeligheden kun for Angela Grey."
Han var lige ved at besvime og holdt straks inde. Saa det er
naturligvis ikke en Hest. Det var jeg ganske sikker paa. Det er
sandsynligvis en af disse Damer, som Fru Carruthers sagde, at alle
unge Mænd kendte. Hun kaldte dem deres Ungdoms Mæslinger og
Skoldkopper.
Alle de gamle Herrer talte med mig, og det gjorde ogsaa de to andre
unge Mænd, men i de sidste Dage havde jeg ikke mit sædvanlige gode
Humør. Netop da vi var ved at gaa i Seng Fredag Aften, kom Lord
Robert hen til Lady Ver -- hun havde stukket sin Haand ind under min
Arm.
"Jeg kan godt gaa i Teatret med Dem i Morgen Aften," sagde han. "Jeg
har telegraferet til Campion om at gaa med, og De kan nok faa en
eller anden Dame med, ikke sandt?"
"Jeg skal prøve paa det," svarede Lady Ver, og hun saá ham lige ind i
Øjnene; saa vendte hun sig om til mig. "Jeg synes, det er grusomt at
lade Dem være alene, Evangeline," (hun kaldte mig næsten lige straks
Evangeline, det vilde jeg aldrig gøre overfor en Fremmed) "men det
kan vel ikke gaa an, at De gaar i Teatret endnu?"
"Jeg holder meget af at være alene," sagde jeg, "jeg vil gaa tidligt
i Seng."
Saa bestemte de, at de alle skulde spise til Middag hos hende, og da
jeg altsaa vidste, at jeg skulde se Lord Robert igen, sagde jeg ikke
engang Farvel til ham, han rejste med det første Tog.
En Del af Gæsterne tog til London sammen med os.
Min Afsked med Lady Katherine var koldt høflig. Jeg takkede hende
inderligt for den Venlighed, hun havde vist mig ved at indbyde mig.
Hun fornyede ikke sin Indbydelse; hun syntes formodentlig, at en ung
Pige som jeg, der skal sørge for sig selv, ikke var passende Selskab
for hendes Alterdugs- og Sløjdarbejdersker.
Indtil nu -- sagde hun til Lady Ver -- havde Fru Carruthers
naturligvis opdraget mig meget omhyggeligt og passet godt paa mig,
men hun bifaldt ikke hendes Anskuelser. Og da hun nu havde gjort sit
Bedste for mig ved denne Lejlighed, idet hun reddede mig fra at være
alene med Hr. Carruthers, syntes hun, at det var alt, hvad man kunde
forlange af hende. Hun antog, at min Stilling i Fremtiden vilde
blive alt for lidt konventionel for deres Kreds! Lady Ver fortalte
mig dette med stor Munterhed. Hun var overbevist om, at det vilde
more mig -- det morede hende selv saa meget -- men det fik mig til at
tænke paa Historien om Drengene og Frøerne!
Lady Ver strækker engang imellem en Klo frem, som kradser, medens hun
klukker af Latter. Maaske mener hun det ikke.
Dette Hus er kønt og fuldt af nydelige Ting, saa vidt jeg har kunnet
se. Vi kom lige tidsnok til at klæde os om til Middag i flyvende
Fart. Jeg har et lille bitte Værelse paa fjerde Sal, ved Siden af de
tre Engle. Jeg kom først ned, og Lord Robert og Hr. Campion var i
Dagligstuen. Sir Charles Verningham er for Øjeblikket i Paris, saa
jeg har endnu ikke set ham.