Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 04

sagde han alvorligt. "Naar man er saa ung som De, er jeg bange for,
at man finder lutter Fristelser paa sin Vej."
"Aa, fortæl mig om dem," bad jeg. "Jeg har altid ønsket at faa at
vide, hvad Fristelser var. Aa, fortæl mig det! Hvis De kommer og
besøger mig -- er De saa en Fristelse, eller er en Fristelse en Ting
og ikke en Person?" Jeg saá bønligt paa ham, og han saá ikke et
Øjeblik Glimtet i mine Øjne.
Han hostede pompøst. "Jeg antager, at jeg vilde være det," sagde han
bestemt. "Fristelsen er -- er -- er -- Aa, De véd -- saadan -- jeg
véd ikke, hvad jeg skal sige --"
"Hvor det er kedeligt!" sagde jeg beklagende. "Jeg haabede, at jeg
kunde faa det at vide af Dem -- særlig hvis De selv er en Fristelse
-- saa maa De jo vide det --"
Han saá tilfreds, men dog lidt forvirret ud.
"Ser De, naar De er alene i London, saa vil maaske en eller anden
Mand gøre Kur til Dem."
"Aa, tror De _virkelig_ det?" spurgte jeg bestyrtet. "Det vilde vist
være frygteligt, hvis jeg var alene i Stuen! Vilde det ikke klare
Sagen, hvis jeg lod Dagligstuedøren staa aaben, og lod Véronique være
lige udenfor den."
Han saá stift paa mig, men han saá kun en ubeskyttet Engels Ansigt;
det beroligede ham, og han sagde alvorligt:
"Jo, det kunde vist være lige saa godt."
"De forbavser mig med det, De siger om at gøre Kur," sagde jeg. "Jeg
anede ikke, at Kærlighed var noget saa voldsomt. Jeg troede, at den
begyndte med alvorlig Tilbedelse og Ærbødighed -- og at Herren, efter
i Aarevis at have ofret Blomster og ydmyge Komplimenter og Brød og
Smør ved Teselskaber, faldt ned paa det ene Knæ og erklærede sig --
'Clara Maria, jeg tilbeder Dem, bliv min,' og saa rakte man ham en
lilliehvid Haand og bad ham rejse sig -- men det kan ikke være den
Slags, som De mener, og De har endnu ikke forklaret mig, hvad
Fristelser er?"
"Det er mere eller mindre at have Lyst til at gøre, hvad man ikke bør
gøre."
"Aa!" sagde jeg. "Saa har jeg altid Fristelser, har De ikke? Jeg har
for Eksempel Lyst til at rive Jeans Alterdug itu og trevle Kirsties
Slips op og at skrive uartige Ord paa Jessies Bogbind og brænde
Maggies Trææsker!"
Han saá frygtelig forfærdet ud -- og fornærmet -- saa jeg tilføjede
straks:
"Naturligvis maa det være dejligt at kunne gøre den Slags Ting; de er
fuldkomne unge Piger, og saa dygtige -- det faar kun mig til at føle
saaledes, fordi jeg vel er -- anderledes."
Han saá kritisk paa mig. "Ja, De er anderledes, jeg vilde ønske, at
De vilde forsøge paa at være mere som mine Søstre -- saa vilde jeg
ikke være saa nervøs, fordi De tager til London."
"Det er alt for pænt af Dem at bryde Dem om det," sagde jeg stille;
"men jeg tror ikke, at De behøver det! Jeg har en stærk Mistanke om,
at jeg véd, hvorledes jeg skal passe paa mig selv!" Og jeg bøjede mig
ned og lo ham lige ind i Ansigtet og sprang saa ned paa den anden
Side af Stenten.
Han saá ud som saadan en lille Pusling, da han klatrede over bagefter
mig! Men det er lige meget, hvad Størrelse de har -- Mænds
Forfængelighed er altid ens. Jeg er vis paa, at han troede, at han
bare behøvede at gøre Kur til mig, saa vilde jeg falde ned i Munden
paa ham som en moden Fersken.
Jeg drillede ham paa hele Vejen hjem, indtil han, da vi gik ind til
Lunch, ikke vidste, om han stod paa Hovedet eller paa Benene! Da vi
kom til Døren, sagde han:
"Jeg troede, at Deres Navn var Evangeline -- hvorfor sagde De, at det
var Clara Maria?"
"Fordi -- det ikke er det!" Jeg lo over min Skulder og løb ind i
Huset.
Han stod paa Trappen, og hvis han havde været en af Staldkarlene,
vilde han have kløet sig i Hovedet.
Nu maa jeg standse og klæde mig paa. Jeg vil tage en sort
Eftermiddagskjole paa, som jeg har. Hr. Carruthers skal se, at de
ikke har lært mig at være gammeldags.

Aften.
Jeg synes, at Mænd er de rædsomste Skabninger; man kan ikke tro, hvad
de siger, eller stole paa dem i fem Minutter! Fru Carruthers havde
Ret; hun sagde: "Evangeline, husk paa, at det kan være vanskeligt nok
at stole paa sig selv, men stole paa en Mand. Nej!"
Hvilken Eftermiddag! Denne utaalelige Følelse af at vente paa noget,
som ikke sker! For Hr. Carruthers kom slet ikke! Hvor jeg vilde
ønske, at jeg ikke havde klædt mig om og ventet ham.
Han siger sandsynligvis til sig selv, at han er vel ude af den
Historie -- nu, da jeg er borte. Han mente formodentlig ikke et Ord
af alt det, han sagde til mig. Naa, han behøver ikke at ærgre sig!
Jeg har ikke haft i Sinde at falde i Armene paa ham -- jeg vilde bare
have været glad ved at se ham, fordi han er et Menneske, og ikke som
de andre her.
Naturligvis er Lord Robert lige saadan, og jeg ser formodentlig ingen
af dem mere. Hvordan skulde Lord Robert kunne komme her, naar han
ikke kender Lady Katherine? Nej, han sagde det bare for at sige noget
pænt, da jeg rejste, og han bærer sig naturligvis lige saa rædsomt ad
som Hr. Carruthers.
Jeg er i det mindste glad over, at jeg ikke fortalte Lady Katherine
det; jeg vilde have følt mig saa flov. Aa! Gud véd, hvad jeg nu skal
gøre. Jeg véd slet ikke, hvad nogenting koster -- maaske er man meget
fattig med tre Hundrede Pund om Aaret. Jeg er vis paa, at mine bedste
Kjoler har kostet fem eller seks Hundrede Francs Stykket, og
Hotellerne, de kan nok faa Pengene til at gaa. Men for Øjeblikket er
jeg rig, for Hr. Barton var saa god at give mig et Forskud. Nu vil
jeg ud og se Livet! det er latterligt at være sørgmodig! Jeg vil gaa
i Seng og glemme, hvor vred jeg er!
De skal have Jagt her i næste Uge -- Fasaner. Gud véd, om her kommer
en hel Masse gamle Mænd. Jeg har ikke hørt, hvem der kommer.
Lady Katherine sagde til mig i Aften efter Middag, at det maaske paa
Grund af min dybe Sorg vilde være ubehageligt for mig, at de skulde
have Selskab, og hvis jeg følte det ganske forfærdeligt, behøvede jeg
ikke at tro, at de vilde finde det uhøfligt, hvis jeg foretrak at
spise til Middag i mit eget Værelse!
Jeg har ikke Lyst til at spise til Middag i mit eget Værelse! Tænk
hvor indelukket jeg vilde føle mig! og saa maaske høre Latter
nedenunder!
Jeg kan altid more mig over at se paa Ansigter, om ogsaa de er
kedelige. Jeg takkede hende og sagde, at det var slet ikke
nødvendigt, da jeg jo maatte vænne mig til at se Mennesker; jeg kunde
ikke gøre Regning paa at træffe Folk, der tænkte saa venligt som hun,
jeg kunde lige saa godt straks forsøge paa at vænne mig til det.
Hun sagde Ja, men ikke videre venligt.
I Morgen kommer Fru Mackintosh, den ældste Datter, med sine fire
Børn. Jeg kan huske hendes Bryllup for fem Aar siden. Jeg har ikke
set hende senere.
Hun var meget høj og tynd, holdt sig skrækkelig foroverbøjet, og Fru
Carruthers sagde, at Forsynet havde været meget venligt ved i det
hele taget at give hende en Mand. Men da jeg saá Hr. Mackintosh trave
ned ad Kirkegulvet med hende, syntes jeg det ikke.
En lillebitte lyshaaret Fyr, som naaede hende til Skulderen!
Aa, hvor jeg vilde hade at blive bundet til saadan én! Jeg synes
ikke, det maatte være rart at blive bundet til nogen. Gud véd, hvor
jeg nogensinde kunde tænke paa uden videre at gifte mig med Hr.
Carruthers!
Nu føler jeg, at jeg aldrig vil gifte mig -- før om mange Aar.
Naturligvis kan man ikke være gammel Jomfru! Men jeg vil først se
Livet i lang Tid.

_Tryland_, Torsdag den 10. Novbr.
_Branches_, Onsdag.
Kære Frøken Travers!
Det gør mig umaadelig ondt, at jeg ikke kunde komme over til Tryland
i Dag; men jeg venter at komme, før De tager derfra. Jeg haaber, De
har det godt og ikke blev forkølet paa Køreturen.
Deres ærbødige
_Christopher Carruthers_.
Dette er, hvad jeg fik i Morges! Gris!
Nej, jeg skal nok lade være at være hjemme, hvis han kommer -- jeg
kan akkurat se ham tage sig sammen, naar Fristelsen (det faar mig til
at tænke paa Malcolm) først er borte fra hans Vej; han synes sikkert,
at han er sluppet heldigt, da jeg ikke er videre fornem.
Brevene kommer tidligt her, som alle Vegne, men i en Taske, som kun
Hr. Montgomerie kan aabne, og han venter, til alle sidder ved
Morgenteen, med at tage Nøglen frem og dele dem ud.
Hr. Carruthers Brev var det eneste, der var til mig; der stod
"Branches" paa Konvolutten. Det vakte Hr. Montgomeries Opmærksomhed,
og han begyndte at sige Bur--r--r--r, og han gav mig knap Tid til at
læse det, før han begyndte at gøre Spørgsmaal _à propos_ Stedet, for
at faa mig til at sige, hvad Brevet var om. Han er meget nysgerrig.
"Carruthers er en brillant Fyr, har jeg hørt -- du skulde hellere
indbyde ham, inden alle Gæsterne kommer, Katherine, hvis han er
ganske alene paa Branches" -- han saá spørgende paa mig med det ene
Øje.
Jeg sagde ikke et Ord.
"Maaske er han allerede taget af Sted til London?"
Jeg lod, som om jeg havde travlt med min Kaffe.
"Han har den bedste Fasanjagt i Grevskabet, men det har været en
lukket Borg under det gamle _régime_, jeg haaber, han bliver en bedre
Nabo -- jeg antager, at han skyder dem før December."
Jeg smurte Smør paa mit ristede Brød.
Saa begyndte han igen med sit Bur--r--r--r! Gud véd, hvorfor han ikke
kan sige noget, der simpelthen ender med Fanden, det vilde spare ham
Tid!
"Jeg kunde ikke undgaa at se, at Deres Brev var fra Branches. Jeg
haaber, at Carruthers fortæller Dem noget Nyt?"
Da han henvendte sig direkte til mig, var jeg nødt til at svare.
"Der er intet Nyt, det er kun et Forretningsbrev," og jeg spiste
videre.
Han blev ved med at sige Bur--r--r--r og begyndte at aabne sine egne
Breve.
"Hvad skal jeg gøre, Katherine?" sagde han lidt efter; "den
forbistrede Fyr, Campion, kommer ikke i næste Uge, og han er min
bedste Skytte; med saa kort Varsel er det umuligt at faa én, der
skyder lige saa godt."
"Ja, min Ven," sagde Lady Katherine med en Stemme, som om hun ikke
havde hørt Spørgsmaalet -- hun var fordybet i sine egne Breve.
"Katherine!" brølede Hr. Montgomerie. "Vil du høre efter, naar jeg
taler -- Bur--r--r--r!" og han slog med knyttet Næve i Bordet.
Den stakkels Lady Katherine sprang næsten op, og Porcelænet klirrede.
"Undskyld, Anderson," sagde hun ydmygt, "du sagde?"
"At Campion har narret mig," hvæsede Hr. Montgomerie.
"Saa har jeg maaske netop det, som du ønsker," sagde Lady Katherine
og vendte tilbage til sine Breve. "Jeg har faaet Brev fra Sophia
Merrenden, hun fortæller mig blandt andet om sin Nevø, Lord Robert
Vavasour -- du véd nok Torquilstones Halvbroder. Hun siger, at han er
en meget elskværdig ung Mand og en udmærket Skytte -- hun mener
endogsaa, at vi kunde bruge ham, hvis vi manglede en Jæger."
"Det er Pokkers venligt af hende," brummede Hr. Montgomerie.
Jeg haaber, at de ikke saá det, men jeg blev saa glad, at jeg er vis
paa, mine Kinder blev ganske røde. Jeg var frygtelig spændt, da jeg
hørte det.
"Du véd nok, at Merrenden er den Mand, der i England forstaar sig
bedst paa Jagt," vedblev Lady Katherine i en fornærmet Tone. "Sophia
vilde neppe anbefale sin Nevø i saa høje Toner, hvis han ikke var god
nok."
"Men du kender jo ikke den Hvalp, Katherine."
Jeg blev ganske bange.
"Det har ikke det mindste at sige -- vi er næsten i Familie. Du
glemmer nok, at Merrenden er min Fætter!"
Heldigvis lod det til, at Lady Katherine blev paastaaelig og
fornærmet. Jeg drak noget mere Kaffe. Aa, hvor det var dejligt, hvis
Lord Robert kom!
Hr. Montgomerie sagde først Bur--r--r--r en Masse Gange, men saa fik
Lady Katherine ham overtalt, og før vi var færdige med at spise, blev
det besluttet, at hun skulde skrive til Lord Robert og indbyde ham
til Jagten. Medens vi alle stod og saá ud ad Vinduet paa den øsende
Regn, hørte jeg, at hun sagde sagte:
"Vi maa virkelig en Gang imellem tænke paa Pigebørnene, Anderson.
Torquilstone er decideret Pebersvend og Krøbling -- Lord Robert
bliver sikkert engang Hertug."
"Naa, saa fang ham, hvis du kan," sagde Hr. Montgomerie. Han er
undertiden lidt raa!
Jeg vil ikke tænke for meget paa Lord Robert, det har Hr. Carruthers
lært mig -- men hvis han kommer -- jeg gad vide, om Lady Katherine
vil finde det underligt af mig, at jeg ikke sagde, at jeg kendte ham,
da hun første Gang nævnede ham. Nu er det for sent, saa der er ikke
noget at gøre ved det.
Familien Mackintosh kom i Eftermiddag. Ægteskabet maa have en meget
forskellig Virkning paa Folk. Masser af de gifte Kvinder, jeg saá i
London, var yndige, jeg hørte altid, at de var smukkere end de havde
været før -- men Mary Mackintosh er ganske rædsom. Hun kan ikke være
mere end syvogtyve, men hun ser ud, som om hun var mindst fyrre, og
hun er svær og strutter ud paa alle de gale Steder og er flad, hvor
hun burde strutte ud. Og de fire Børn! De to ældste ser ud, som om de
omtrent var lige gamle; den næste er lidt mindre, og saa er der et
Pattebarn; de skraaler allesammen, og skønt de har en Bunke
Barnepiger, maa den stakkels Hr. Mackintosh være en Slags
Underbarnepige. Han henter og bringer dem alting og giver dem sit
Lommetørklæde, naar de snøfter -- men det er maaske, fordi han er
stolt af, at han med sin Størrelse har faaet fire saadanne enorme
Børn, næsten paa én Gang.
Det hele er ligefrem rædselsfuldt.
Teen var et sandt Helvede! De fire Tanter var overstrømmende kærlige
imod Børnene og fodrede dem med Kager og talte Pattebarnssprog til
dem. De kommer nok til at sige Bur--r--r--r, naar de bliver ældre.
Jeg gad vide, om Børnene skal komme ned hver Eftermiddag i Jagttiden.
Det vil more Gæsterne.
Da vi kom op, sagde jeg til Jean, at jeg syntes, det maatte være
rædsomt at være gift -- om hun ikke ogsaa syntes det? Men hun blev
rædselsslagen og sagde Nej, Ægteskabet og Moderværdigheden var
hellige Pligter, og hun misundte sin Søster!
Det er nu ikke min Idé om Lykke. To rigtig velopdragne Børn synes jeg
maatte være dejligt, men fire skraalende Unger, der alle er lige
gamle, det er _bourgeois_ og passer sig ikke for en Dame.
Lord Roberts Svar kan vist ikke komme før paa Lørdag. Gud véd,
hvorledes han har faaet det arrangeret? Det er flinkt gjort af ham.
Lady Katherine sagde, at den Hr. Campion, som skulde være kommet her,
er i samme Regiment, det tredie Livgarderegiment. Maaske -- men det
kan ikke nytte at tænke paa det -- jeg føler mig meget bedre i Aften
-- mere munter, og det er ligesom jeg slet ikke bryder mig om, at jeg
er meget fattig -- jeg maatte drille Malcolm lidt efter Middag. Jeg
_vilde_ lægge Kabaler og hævede ikke mine Øjne fra Kortene!
Han vilde endelig overtale mig til at gaa hen til Klaveret, men jeg
lod, som om jeg ikke hørte det. Der staar en Palme paa Hjørnet af en
høj Chippendale Skrivepult, og Jessie havde tilfældigvis sat Bordet
bagved den, saa alle de andre ikke kunde se, hvad der foregik.
Malcolm sad til sidst ganske tæt ved mig og vilde hjælpe mig med
Esserne -- men jeg kan ikke udholde, at nogen sidder saa nær ved mig;
saa jeg væltede Bordet, og han maatte pille alle Kortene op fra
Gulvet. Kirstie spillede mærkværdig nok Klaver dengang -- en _cake
walk_ -- og der var noget i den, som gav mig Lyst til at bevæge mig
-- til at danse -- jeg véd ikke hvad, og mine Skuldre bevægede sig
lidt i Takt til Musiken. Malcolm trak Vejret, ganske som om han var
forkølet, og han hviskede mig ind i Øret med en hæs Stemme: "De véd,
at De er en Djævel -- og jeg --"
Jeg standsede ham straks -- jeg saá op for første Gang, aldeles
forfærdet og forbavset.
"Jeg véd virkelig ikke, hvad De mener, Hr. Montgomerie," sagde jeg.
Han blev urolig.
"Jeg mener -- jeg mener, at jeg forfærdelig gerne vilde kysse Dem."
"Men jeg har ikke en Smule Lyst til at kysse Dem," sagde jeg og saá
paa ham med store Øjne.
Han saá ud som en ondskabsfuld Høne, og heldigvis kom Jessie i det
Øjeblik tilbage til Kabalen, og saa kunde han ikke sige mere.
Lady Katherine og Fru Mackintosh gik med op i mit Værelse, da vi var
paa Vejen op i Seng. Hun -- Lady Katherine -- vilde vise Mary, hvor
smukt de havde faaet det lavet i Stand; det havde været hendes, før
hun blev gift. De saá paa det vissengule Cretonne og alt det øvrige;
til sidst kunde jeg se, at deres Øjne ofte strejfede min Natkjole og
min Frisérkaabe, som laa paa en Stol ved Kakkelovnen.
"Aa, Lady Katherine, De er vist forbavset over, at jeg har lyserødt
Silke," sagde jeg undskyldende, "da jeg er i Sorg, men jeg har ikke
haft Tid til at faa en hvid Frisérkaabe."
"Det er ikke det, kære Barn," sagde Lady Katherine i en alvorlig
Pligttone. "Jeg -- jeg -- synes ikke, at en saadan Natkjole er
passende for en ung Pige."
"Aa, men jeg er meget stærk, og jeg bliver aldrig forkølet."
Mary Mackintosh holdt den op med et strengt misbilligende Ansigt. Den
har naturligvis korte Ærmer med rynkede Valenciennekniplinger og er
af fint, smukt broderet Kammerdug. Fru Carruthers var altid meget
fordringsfuld, og hun valgte dem selv hos Doucet. Hun sagde, at man
aldrig kunde vide, naar der kunde blive Ildebrand.
"Kære Evangeline, De er meget ung, saa De kan sandsynligvis ikke
forstaa det," sagde Mary, "men jeg synes ikke, at denne Natkjole paa
nogen Maade er passende for en ung Pige -- eller for Resten ikke for
nogen god Kvinde. Moder, jeg haaber, at mine Søstre ikke har set
den!!"
Jeg saá forvirret ud.
Hun undersøgte Stoffet, man kunde se Huden igennem det.
"Hvad _vilde_ Alexander sige, hvis jeg tog saadan en Tingest paa."
Den Tanke syntes næsten at kvæle dem begge to, de saá ulykkelige og
forfærdede ud.
"Den vilde naturligvis være for snæver til Dem," sagde jeg ydmygt,
"men det er ellers et meget godt Mønster, og man sprænger den ikke,
naar man strækker Armene i Vejret. Fru Carruthers gjorde saa mange
Ophævelser hos Doucet, fordi mine sidste gik saa hurtig itu, og saa
blev disse anderledes."
Da jeg nævnede min afdøde Adoptivmoder, rettede de sig begge.
"Vi véd nok, at Fru Carruthers havde nogle besynderlige Ideer," sagde
Lady Katherine stift, "men jeg haaber, Evangeline, at De nu selv er
fornuftig nok til at forstaa, at saadant et -- et -- Klædningsstykke
slet ikke er sømmeligt."
"Men hvorfor dog, kære Lady Katherine?" sagde jeg, "De véd ikke, hvor
den er klædelig."
"Klædelig," næsten skreg Mary Mackintosh. "Men ingen fintfølende
Kvinde bryder sig da om, at noget skal være klædeligt i Sengen!"
Det lod til, at hele Sagen var dem saa pinlig, at jeg dækkede min
fornærmelige Natkjole til med min Frisérkaabe og hostede. Det afbrød
dem, og de gik deres Vej med et koldt Godnat.
Nu er jeg alene. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor det er galt at se
køn ud i Sengen -- siden oven i Købet ingen ser én.

_Tryland Court_,
Mandag, den 14. Novbr.
Jeg har slet ikke haft Lyst til at skrive, de sidste Dage har været
saa utaalelige -- saa fulde af Vrøvl! Snak om Børn i det uendelige!
Om Opramsningsmetoder, Tandbrud, Barnepigers lumske Streger,
Patentføde, Flasker, Hagesmække -- og alt muligt af den Slags! Nok
til, at man maa ønske aldrig at blive gift! Og dèr sidder Mary
Mackintosh ganske uformelig og udbreder sig i Teorier, som aldrig kan
faa praktiske Resultater, da der ikke kan tænkes mere uopdragne Børn
end hendes!
Jeg kan se, at selv Lady Katherine ærgrer sig over dem, naar de to
ældste, som hver Dag kommer ind, medens vi drikker Morgenkaffe, tager
Syltetøjsskeen eller noget, der er lige saa galt, og smider det hele
ud over Dugen. I Gaar stak de deres Hænder i Honningkrukken, medens
Hr. Montgomerie var ved at tage af den, og da de saa havde smurt ham
til, løb de rundt om Bordet for ikke at blive fangede og tog fat paa
alle Stoleryggene og Dørlaasene, saa man ikke kunde røre ved noget
uden at blive klæbrig.
"Kæreste Alexander," sagde Mary, "Alex maa tørres om Munden."
Den stakkels Hr. Mackintosh maatte rejse sig fra sin Kaffe, fange
Ungerne og forgæves bruge sin Serviet.
"Bring dem ovenpaa, hører du -- Bur--r--r--r," brølede den kærlige
Bedstefader.
"Men Fader, de stakkels søde Børn er jo slet ikke uartige!" sagde
Mary fornærmet. "Jeg vil gerne have, at de skal være saa meget som
muligt sammen med os. Jeg troede, at I vilde være saa glade for dem."
Da Børnene hørte det, gav de sig begge til at brøle af fuld Hals, og
Alex, Keruben paa halvfemte Aar, laa paa Gulvet og sparkede og skreg,
til han var sort i Ansigtet.
Hr. Mackintosh er for lille til at styre to, saa en af Tjenerne
maatte hjælpe ham med at bære dem op i Barnekammeret! Uha! Jeg vilde
ikke være i hans Sted for alt i Verden.
Malcolm bliver saa komisk! Jeg antager, at han er indtaget i mig. Han
gør en Slags Kur paa en lapset Maade, saa snart han kan faa
Lejlighed til det; men det er ikke ofte, for Lady Katherine sørger
for at sende en af Døtrene med paa alle vore Spadsereture; hvis vi er
i Dagligstuen, kommer hun selv og sidder ved Siden af os. Det er jeg
glad over, for det vilde være alt for kedeligt at høre paa for meget
af det, han siger.
Men hvor det alligevel er dumt af hende! Hun maa ikke engang kende
saa meget til Mænd som jeg -- naturligvis gør det ham kun saa meget
ivrigere.
Det er en god Lære for mig. Jeg skal selv være ganske umulig
vanskelig, hvis jeg igen træffer Hr. Carruthers, da han ingen Moder
har til at spille ham den Slags Puds.
Lord Roberts Svar kom Lørdag Eftermiddag. Det kom gennem Lady
Merrenden.
Han vil være henrykt over at komme til Jagten paa Tirsdag -- i
Morgen. Jeg er saa glad, men Gud véd, om jeg kan faa ham til at
forstaa, at han ikke maa sige, at han har set mig paa Branches, da
jeg var dèr. Det er ganske ligegyldigt, men Lady Katherine er saa
løjerlig og sær.
Selskabet skal ikke være stort, ni Jægere -- jeg haaber, at nogle af
dem er morsomme, skønt jeg er næsten bange!

Tirsdag Aften.
Det er sent, Klokken er næsten tolv, men jeg føler mig saa lysvaagen,
at jeg maa skrive.
Jeg vil begynde ved Begyndelsen, da de allesammen kom.
De kom med to Tog, tidligt om Eftermiddagen, lige ved Tetid, og Lord
Robert kom med det sidste.
De fleste er af samme Slags som Lady Katherine; de ser ud, som om de
var saa gode som Guld; men der er én Dame, Lady Verningham, Lady
Katherines Niece, hun er anderledes, og jeg kunde straks lide hende.
Hun har yndige Klæder og en vidunderlig Skikkelse, og hendes Hat
sidder rigtigt. Hun har ogsaa et bedaarende Væsen, men man kan se, at
hun er paa Pligtbesøg.
Selv dette store Selskab kunde ikke helt standse Mary Mackintosh i at
fremsætte Love for huslige Sager og Børneopdragelse. Vi sad alle i
den store Dagligstue, og mine Øjne mødte Lady Verninghams, og vi lo
begge! Det er de første Øjne med Mening i, jeg har set, siden jeg
forlod Branches.
De talte alle saa behageligt, med Pauser, og de morede sig slet ikke,
da Jean og Kirstie begyndte at tale om deres Arbejde, forklarede det
og forsøgte paa at faa Bestillinger, og saa kom Jessie og Maggie
ogsaa, og de viste Prøver paa det altsammen og bestemte Priser. Jeg
vilde hade at tigge, selv i velgørende Øjemed.
Jeg følte mig ganske flov paa deres Vegne, men de brød sig ikke en
Smule om det, og deres Ofre var veldædige.
Vor Præst paa Branches blev altid saa rød og nervøs, naar han skulde
bede om noget; man kunde se, at han var en Gentleman -- men Damer er
maaske anderledes.
Jeg længtes efter Te!
De er allesammen meget venlige, men her er en Atmosfære af Stivhed og
Sømmelighed, der angriber enhver, som kommer til Tryland. Det er, som
om de mente, at "Guld maa prøves i Ilden, og Hjerter maa hærdes i
Smerte".
De er overordentlig muntre, fordi Munterhed er en kristelig Dyd, ikke
fordi de strømmer over af Glæde eller af den dejlige Følelse af at
leve og ikke bryde sig videre om, hvad der sker, som er saa
henrivende, og som jeg faar, naar Vejret er smukt.
Alt, hvad de gør, har en Grund eller indeholder en Moral. Dette
Selskab er samlet, fordi der skal skydes Fasaner i November -- og der
er nogle Mennesker, som skal mores, og det er en Støtte for deres
Velgørenhed. Hvis jeg havde et stort Hus og var rig, vilde jeg holde
smukke Selskaber med mange elskværdige Mennesker, fordi jeg gerne
vilde more baade dem og mig selv. Lady Verningham var ved at tale med
mig, lige før Te, da den anden Togladning var kommet.
Jeg gjorde mig Umage for at være ganske ligegyldig; men jeg var
frygtelig nervøs, da Lord Robert kom ind i Stuen. Han saá saa smuk
ud, saa fiks og rank og smidig!
Lady Katherine var frygtelig stiv imod ham; det vilde have taget
Modet fra de fleste Mennesker, men det er det dejlige ved Lord
Robert, han er saa fuldstændig _sans gêne_.
Han saá mig naturligvis straks og kom hen til mig, saa snart han
kunde.
"Goddag, Robert!" sagde Lady Verningham og saá meget forbavset ud ved
at se ham, og hun rakte ham sine Fingre paa saadan en indtagende
Maade. "Hvordan kommer De her? Og hvorfor er vor Campie her ikke? Jeg
er vis paa, at der stikker noget under!"
"Ja vist saa!" sagde Lord Robert og holdt hendes Haand. Saa saá han
paa mig med optrukne Øjenbryn. "Men vil De ikke forestille mig for
Frøken Travers? Jeg ser til min store Sorg, at hun har glemt mig!"
Jeg lo, og Lady Verningham forestillede os for hinanden; han satte
sig ved Siden af os, og de begyndte allesammen at drikke Te.
Lady Verningham havde et eget Udtryk i sine Øjne.
"Robert, sig mig, hvad er det!" sagde hun.
"Jeg hørte, at De havde fem Tusind Fasaner, som skulde myrdes,"
svarede Lord Robert og saá paa hende med sit uskyldige Smil.
"Robert, De lyver!" sagde hun og lo. Hun er saa smuk, naar hun ler,
ikke meget ung, vist nok over tredive, men saa yndig! saa forskellig
som vel muligt fra hele Familien Montgomerie.
Jeg talte næsten ikke, de blev ved med at drille hinanden, og Lord
Robert spiste Størstedelen af en Tallerken Smørrebrød, som stod i
Nærheden.
"Jeg er Pokkers sulten, Lady Ver!" sagde han. Hun smilede til ham,
hun kan øjensynlig meget godt lide ham.
"Robert, De maa ikke bruge saadanne Ord her," sagde hun.
"Ja, bander han ikke alt for meget?" udbrød jeg, uden at tænke et
Øjeblik over det -- saa huskede jeg paa det. Hun syntes meget
forundret.
"Naa, saa De har hørt det før! Jeg troede, at de lige havde truffet
hinanden, ganske tilfældigt!" Hun sagde dette med saadant et komisk
forstaaende Blik; men hun saá ikke helt fornøjet ud. Jeg blev ildrød
i Hovedet, og det ærgrede mig, fordi man kunde se det saa meget paa
min Hud. Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo.
"Det er dejligt at skyde fem Tusind Fasaner, Robert," sagde hun.
"Ja, ikke sandt?" svarede Lord Robert; han var blevet færdig med at
spise Smørrebrød.
Saa sagde han til hende, at hun var kær, og at han var glad over, at
Hr. Campion havde faaet den Idé at ville more sig paa anden Maade i
den Uge.
"De er en Fryd, Robert!" sagde hun. "Men De maa opføre Dem pænt her
og ikke gøre gale Streger som paa Fotherring i Oktober, mit Barn. Saa
sætter Tante Katherine Dem i Skammekrogen. Frøken Travers har været
her en Uge, hun kan sige Dem, om det ikke er sandt."
"Jo, det er det virkelig!" sagde jeg.
"Men jeg _maa_ have at vide, hvorledes De er kommet her," befalede
hun.
Heldigvis kom Malcolm i samme Øjeblik; han havde lusket om i Nærheden
og kom nu hen til os for at blande sig i vor Samtale; men hvis han
havde været et Bord eller en Stol, kunde han ikke have været Lord
Robert mere ligegyldig! Han er vidunderlig! Han er ikke en Smule
uhøflig, men kun ganske ærlig og ligefrem; han faar altid det, han
vil have, med et næsten bønligt Udtryk i sine blaa Øjne.
Et Par Minutter efter talte han og jeg sammen, og Malcolm og Lady