Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 09

blideste, venskabeligste Kærtegn; et Barn kunde give det som Tegn paa
Medfølelse. Det berørte en eller anden taabelig Streng i min Natur,
en Mangel paa Selvbeherskelse, nedarvet fra Mamas tarvelige Moder,
antager jeg, i alt Fald strømmede Taarerne ned over mit Ansigt -- jeg
kunde ikke gøre ved det. Aa, hvor det var en Skam! At sidde og græde
i Parken, og oven i Købet lige overfor Lord Robert, den sidste i
Verden, jeg vilde have skulde se det.
"Kære, kære lille Pige," sagde han. "Sig mig, hvad det er," og han
holdt min Haand inden i min Muffe med sin stærke, varme Haand.
"Jeg -- jeg har ingenting at fortælle," sagde jeg og kvalte min
Hulken. "Jeg skammer mig over, at De skal se mig saaledes, men -- jeg
føler mig saa ulykkelig."
"Kære Barn," sagde han. "Naa, det skal De ikke gøre -- jeg vil ikke
have det. Har nogen været slem imod Dem -- sig mig det, sig mig det,"
hans Stemme skælvede af Medfølelse.
"Det er -- det er ingenting," mumlede jeg.
Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans Øjenbryn var trukket
op paa den Maade, der tiltrækker mig saa forfærdeligt.
"Hør," næsten hviskede han og bøjede sig over mig. "Jeg vil have, at
De skal være Venner med mig, saa jeg kan hjælpe Dem. Jeg vil have, at
De skal gaa tilbage til den Tid, da vi pakkede Deres Bøger ind
sammen. Gud maa vide, hvad der er kommet imellem os siden den Gang --
det er ikke min Skyld -- men i Dag vil jeg saa gerne tage mig af Dem,
kære lille Pige. Det -- det gør mig saa ondt at se Dem sidde og græde
her."
"Jeg -- jeg vilde gerne være Venner med Dem," sagde jeg. "Jeg har
aldrig villet være andet, men jeg kunde ikke gøre ved det -- og jeg
kan det ikke nu."
"Vil De ikke sige mig Grunden?" bad han. "De har gjort mig saa
forfærdelig ulykkelig med det. Jeg troede alle mulige Ting. De véd
nok, at jeg er et skinsygt Bæst."
Der kan ikke i hele Verden findes en Stemme mere indtagende end Lord
Roberts, og han har en Maade at udtale Ordene paa, der er alt for
tiltrækkende, og den Maade, paa hvilken hans Mund bevæger sig, naar
han taler, viser hans fuldendt mejslede Læber under det lille
Overskæg! Det kan ikke nytte at nægte det, jeg sad dèr paa Bænken og
gennembævedes af Sindsbevægelser og længtes efter, at han skulde tage
mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tænke paa! Jeg maa,
naar alt kommer til alt, være slet.
"Nu skal De fortælle mig det hele," befalede han. "Til at begynde med
-- hvad fik Dem pludselig til at blive anderledes paa Tryland efter
den første Eftermiddag, og hvad er det saa, De er ulykkelig over nu?"
"Jeg kan ikke sige Dem nogen af Delene," sagde jeg meget sagte. Jeg
haabede, at den tarvelige Bedstemoder ikke vilde føre mig saa vidt,
at jeg handlede lumpent imod Lady Ver.
"Aa, De har gjort mig vild!" udbrød han, idet han slap min Haand og
støttede begge Albuerne paa sine Knæ, medens han puffede sin Hat
tilbage i Nakken. "Fuldkommen vanvittig af Raseri og Skinsyge. Det
Bæst Malcolm! Og saa at se paa Campion ved Middagen, og værst af det
hele, Christopher i Logen til 'Carmen'! Lille uartige, slemme Pige!
Og dog har jeg inderst inde en Følelse af, at det er af en eller
anden latterlig Grund, og ikke af det rene Djævelskab. Hvis jeg
troede det, vilde jeg snart komme til ikke at bryde mig om det. Det
troede jeg den Aften til 'Carmen'."
"Ja, det véd jeg," svarede jeg.
"Hvad véd De?" Han saá forskrækket op; saa tog han igen min Haand og
sad tæt ved mig.
"Aa, gør det ikke, Lord Robert!" sagde jeg.
Det fik mig virkelig til saaledes at bæve af den dejligste Følelse,
jeg nogensinde har kendt, at jeg vidste, at jeg vilde tabe Hovedet,
hvis han blev ved.
"Aa, De maa ikke holde min Haand, Lord Robert, saa kan jeg ikke
opføre mig, som jeg bør."
"Min egen Skat," hviskede han, "det viser, at du holder af mig, og
jeg slipper den ikke, før du har sagt mig hver eneste Smule."
"Aa, jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Jeg var alt for forpint, og dog gik
der Glædesbølger hen over mig. "Min egen Skat", det er Ord, der kan
faa én til at bæve af Fryd!
"Evangeline," sagde han strengt, "vil du da svare mig paa dette
Spørgsmaal -- holder du af mig, eller hader du mig? For, som du meget
godt maa vide, elsker jeg dig."
Aa, den vilde Glæde at høre ham sige dette! Hvad havde noget som
helst andet i Verden at betyde! Et Øjeblik ringede det for mine Øren,
og jeg glemte alt andet end os to. Saa saá jeg pludselig i Tankerne
Christopher ventende paa mig, med hans kolde, kyniske Ansigt og Øjne,
der flammede af Lidenskab, og Hertugens kritiske, mistænksomme,
misbilligende Undersøgelse, og der undslap mig et Smertensskrig som
et saaret Dyr.
"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille
Haand?" udbrød Lord Robert ømt.
"Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage
til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers."
Han slap min Haand, som om den havde stukket ham.
"Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.
Jeg saá angstfuld paa ham -- hans Ansigt saá graat ud i den hurtigt
tiltagende Taage.
"Aa, Robert!" sagde jeg fortvivlet, jeg kunde ikke lade være. "Det er
ikke, fordi jeg gerne vil. Jeg -- jeg elsker sandsynligvis dig -- men
jeg maa, der er ikke andet at gøre."
"Er der ikke?" sagde han, medens Livet og Glæden kom tilbage i hans
Ansigt. "Tror du, at jeg vil lade Christopher eller nogen anden Mand
i Verden faa dig, nu da du har tilstaaet det!!" og heldigvis var der
ingen i Nærheden -- for han lagde sine Arme om min Hals og trak mig
tæt hen til sig og kyssede mig paa Munden.
Aa, hvor Folk vrøvler om Himlen! At sidde paa Skyer og synge Salmer
og saadan noget! Der kan ikke findes nogen Himmel, der er halvt saa
dejlig som at blive kysset af Robert -- jeg var ganske svimmel af
Lykke i flere vidunderlige Sekunder, saa vaagnede jeg. Det var alt
absolut umuligt, vidste jeg, og jeg maatte ikke tabe Hovedet.
"Nu tilhører du mig," sagde han og lod sin Arm smutte ned om mit Liv;
"saa du maa begynde ved Begyndelsen og sige mig alt."
"Nej, nej," sagde jeg og kæmpede svagt for at komme fri, medens jeg
var saa glad over, at han holdt saa fast paa mig! "Det er alligevel
umuligt, og det gør det kun endnu haardere. Christopher kommer for at
besøge mig Klokken fire, og jeg har lovet Lady Ver, at jeg ikke vilde
være en Nar, og at jeg vilde gifte mig med ham."
"Pyt med Lady Ver," sagde han roligt, "hvis det er det hele, overlad
hende til mig -- hun argumenterer aldrig med mig!"
"Det er ikke alene det -- jeg -- jeg lovede, at jeg ikke vilde lege
med Dem --"
"Og det skal du sandelig heller ikke komme til," sagde han, og jeg
kunde se et Blik i hans Øjne, da han med Villie misforstod mine Ord,
og saa kyssede han mig igen. Aa, jeg holder mere af det end af noget
andet i Verden! Hvordan skulde nogen kunne lade være med at tabe
Hovedet med Robert ganske tæt ved, gørende Kur paa den Maade.
"Det skal du sandelig aldrig -- aldrig," sagde han igen, med et Kys
mellem hvert Ord. "Det skal jeg nok passe paa! Din Tid til at lege
med Folk er forbi, Mademoiselle! Naar du bliver gift med mig, skal
jeg slaas med enhver, der vover at se paa dig!"
"Men jeg bliver aldrig gift med dig, Robert," sagde jeg, skønt jeg,
da jeg kun skulde være lykkelig i saa faa Øjeblikke, ikke syntes at
det var nødvendigt at flytte mig ud af hans Arme. Hvor jeg var
taknemlig imod Taagen! Og over, at der ingen gik forbi! Jeg vil altid
elske Taage.
"Jo, du gør," erklærede han med fuldkommen Sikkerhed, "i Løbet af
fjorten Dage, antager jeg. Jeg kan ikke og vil ikke have, at du
bliver alene hos Claridges. Jeg skal i Eftermiddag bringe dig tilbage
til Tante Sophia. Men det kan vi tale om senere. Nu for Øjeblikket
vil jeg have, at du skal sige mig, at du elsker mig, og at det gør
dig ondt, at du har været saadant et lille Utyske i al denne Tid."
"Jeg vidste det ikke før lige nu -- men jeg tror -- at jeg
sandsynligvis elsker dig, Robert!" sagde jeg.
Han holdt igen min Haand inden i min Muffe og havde den anden Arm om
mit Liv. Det var en absolut upassende Opførsel i en Park; som om vi
kunde have været Susan Jane og Thomas Augustus, og dog var jeg
fuldkommen lykkelig og syntes, at det var den eneste naturlige Maade
at sidde paa.
Der kom en Skikkelse til Syne i det Fjerne -- vi fo'r fra hinanden.
"Aa," gispede jeg, "vi -- du -- maa virkelig være anderledes."
Han lænede sig tilbage og lo.
"Du søde Barn! Naa, saa kom, vi vil køre en Tur i en Droske -- vi kan
vælge en uden Lys indeni. Albert Gate er lige i Nærheden, kom!" Og
han rejste sig og tog mig under Armen, han bød mig ikke sin, som i
Bøgerne, og trak mig med sig ned ad Vejen.
Jeg er sikker paa, at enhver vilde blive frygtelig forarget over at
læse, hvad jeg har skrevet, men ikke saa meget, hvis de kendte Robert
og vidste, hvor bedaarende han er. Og hvor bydende og naturlig og
ligefrem! Han kløver ikke Haar eller leger med Ord. Jeg havde
tilstaaet, at jeg elskede ham, og det var nok for ham!
Medens vi gik alene, forsøgte jeg paa at sige ham, at det var
umuligt, at jeg maatte gaa tilbage til Christopher, at Lady Ver vilde
synes, at jeg havde brudt mit Ord. Jeg fortalte ham naturligvis ikke
om hendes Overenskomst med mig om ham, men han gættede det
sandsynligvis, for han havde, endogsaa før vi steg ind i Drosken,
begyndt at underkaste mig et Krydsforhør om Grundene til min Opførsel
paa Tryland og i Park Street og Operaen. Jeg følte mig som et Barn
overfor en stærk Mand og med hvert Øjeblik mere idiotisk lykkelig og
forelsket i ham.
Han sagde til Kusken, at han skulde køre til Hammersmith, og saa
lagde han igen sin Arm om mit Liv og holdt min Haand, efter først at
have trukket Handsken bagvendt af. Det er en stor Zobelskinds
Bedstemodermuffe, jeg har, Fru Carruthers Gave paa min sidste
Fødselsdag. Den Gang tænkte jeg ikke paa, hvilken bedaarende Brug der
vilde blive gjort af den.
"Nu tænker jeg, at vi har nedbrudt alle dine dumme smaa Grunde til at
gøre mig ulykkelig," sagde han. "Hvilke andre har du at komme frem
med, hvorfor du ikke kan gifte dig med mig om fjorten Dage?"
Jeg tav -- jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde sige den -- den
vigtigste af dem alle.
"Min egen Evangeline," bad han. "Hvorfor vil du gøre os begge
ulykkelige -- sig mig det i det mindste."
"Din Broder, Hertugen," sagde jeg meget sagte. "Han vil aldrig
samtykke i, at du gifter dig med en Person som mig, uden Slægtninge."
Han var tavs i et Sekund, saa sagde han: "Min Broder er en
forfærdelig god Fyr, men hans Sind er paavirket af hans Sygdom. Du
maa ikke tænke noget ondt om ham -- han vil holde af dig, saa snart
han ser dig, ligesom alle andre."
"Jeg saá ham i Gaar," sagde jeg.
Robert blev saa forundret.
"Hvor saá du ham?" spurgte han.
Saa fortalte jeg ham, at jeg havde truffet Lady Merrenden, at hun
havde indbudt mig til Lunch, og at hun havde elsket Papa, og at
Hertugen havde set lige igennem mig med et Udtryk af Mishag.
"Aa, nu ser jeg det hele," sagde Robert og holdt endnu fastere paa
mig. "Tante Sophia og jeg er meget gode Venner, véd du nok; hun har
altid været, som om hun var min Moder, der døde, da jeg var ganske
lille. Jeg fortalte hende om dig, da jeg kom fra Branches, og at jeg
straks var blevet dybt forelsket i dig, og jeg sagde, at hun maatte
hjælpe mig til at faa dig at se paa Tryland, og det gjorde hun, og
saa troede jeg, at du var kommet til ikke at kunne lide mig, og da
jeg saa kom tilbage, gættede hun, at jeg var ulykkelig over noget, og
dette er hendes første Skridt til at finde ud af, hvorledes hun kan
gøre noget for mig -- hun er saa kær!"
"Ja, det er hun rigtignok," sagde jeg.
"Naturligvis interesserer hun sig særligt for dig, naar hun har
elsket din Fader! Saa det er godt nok, min Skat, hun maa jo vide alt
om din Familie, og kan fortælle det til Torquilstone. Vi har ikke
noget at frygte!"
"Aa jo, vi har!" sagde jeg. "Jeg kender hele Historien om, hvad der
er din Broders svage Side. Lady Ver har fortalt mig det. Det slemme
ved Sagen er, at Mama virkelig var en meget ubetydelig Person, hendes
Fader og Moder glemte at blive gift, og skønt Mama var yndig og var
blevet udmærket opdraget af to gamle Damer i Brighton, var det en
Vanære for Papa at gifte sig med hende -- det har Fru Carruthers ofte
forhaanet mig med!"
"Min egen lille Pige!" sagde han og begyndte igen at kysse mig, saa
jeg slet ikke kunde samle mine Tanker til at gaa videre med det, jeg
var ved at sige. Vi var begge to saa dumme -- hvis det er dumt at
være vanvittig vildt lykkelig -- og glemme alt andet i Verden.
"Jeg vil gaa lige til Tante Sophia nu, naar jeg har bragt dig tilbage
til Claridges," sagde han lidt efter, da vi blev lidt roligere.
"Hvad er Klokken?" spurgte jeg.
Han tændte en Tændstik og saá paa sit Ur.
"Ti Minutter over fem," udbrød han.
"Og Christopher skulde komme Klokken fire," sagde jeg, "og hvis du
ikke tilfældigvis havde mødt mig i Parken, vilde jeg nu have været
forlovet med ham og sandsynligvis have forsøgt paa at udholde, at han
kyssede mig."
"Min Gud!" sagde Robert rasende, "jeg bliver vanvittig af at tænke
paa det," og et Øjeblik holdt han saa fast paa mig, at jeg knap kunde
aande.
"Du faar aldrig i Verden nogensinde nogen andens Kys, det siger jeg
dig," sagde han gennem Tænderne.
"Jeg -- jeg vil heller ikke have dem," hviskede jeg og krøb tættere
ind til ham; "og jeg har aldrig faaet nogen, aldrig af andre end dig,
Robert."
"Min Elskede," sagde han, "hvor jeg er glad for det!"
Hvis jeg vilde, kunde jeg naturligvis blive ved med at skrive Side op
og Side ned om alt, hvad vi sagde til hinanden, men det vilde,
endogsaa naar jeg selv læste det, lyde som saadan noget Vrøvl, at jeg
ikke vil det, og jeg kunde ikke gengive Klangen af Roberts Stemme
eller hans bedaarende Væsen -- ømt og tilbedende og bydende. Det
maatte altsammen blive i mit Hjerte; men det var, som om en Fé var
gaaet forbi med sin Tryllevaand og havde sagt, "Du skal blomstre",
til et Træ midt om Vinteren. En Mængde Følelser, som jeg aldrig havde
drømt om, gennemstrømmede mig -- alle min Sjæls Sluser syntes at
aabne sig for en Strøm af Kærlighed og Glæde. Medens vi var sammen,
syntes intet at have noget at sige -- alle Skranker smeltede bort.
Skæbnen vilde sikkert være god imod et Par Elskende som os.
Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde
ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, før han havde forvisset sig
om, at Christopher var gaaet.
Jo, han havde været der Klokken fire, opdagede vi, og havde ventet i
tyve Minutter, derpaa var han gaaet og havde sagt, at han kom igen
Klokken halv syv.
"Saa maa du skrive et Brev til ham og lade Portieren give ham det og
sige, at du er forlovet med mig, og ikke kan tage imod ham," sagde
Robert.
"Nej, det kan jeg ikke gøre -- jeg er ikke forlovet med dig, og kan
ikke være det, før din Familie har givet sit Samtykke og er venlige
imod mig," sagde jeg.
"Min egen Skat," stammede han, og hans Stemme skælvede af
Sindsbevægelse, "der er Kærlighed mellem dig og mig, den er vort Liv
-- hvordan det end gaar, hvordan min Familie end tager det, skal
intet skille dig fra mig eller mig fra dig, det sværger jeg paa.
Skriv til Christopher."
Jeg satte mig ved Bordet i Vestibulen og skrev:
"Kære Hr. Carruthers! Det gør mig ondt, at jeg var ude," saa bed jeg
i Penneskaftet. "Kom ikke og besøg mig i Aften. Om et Par Dage skal
jeg sige Dem hvorfor.
Deres hengivne
_Evangeline Travers_."
"Er det godt?" spurgte jeg og rakte det til Robert, medens jeg skrev
udenpaa Konvolutten.
"Ja," sagde han og ventede, medens jeg forseglede det og gav det til
Portieren. Saa trykkede han ubemærket min Haand og forlod mig for at
gaa til Lady Merrenden.
Jeg er kommet op i min lille Dagligstue som et andet Menneske. Hele
Verden drejer sig for mig om en anden Akse, og alt det i et Tidsrum
af tre korte Timer.

_Claridges_.
Søndag Aften den 27. Novbr.
Sent i Aften, da jeg havde lukket min Dagbog, fik jeg et Brev fra
Robert. Jeg var lige begyndt at spise til Middag.
Jeg rev det op, inden i det laa der et andet, jeg ventede ikke for at
se fra hvem, jeg var alt for ivrig efter at læse hans. Jeg klistrer
det ind her.
"Carlton House Terrace.
Min egen Evangeline!
Jeg har haft en lang Samtale med Tante Sophia, og hun er saa sød og
god som vel muligt, men hun er bange for, at Torquilstone vil være
lidt vanskelig (det bryder jeg mig ikke om, intet skal skille os ad
nu). Hun beder mig om ikke at gaa hen og besøge dig i Aften, da hun
tror, at det er bedre for dig, at jeg ikke kommer til Hotellet saa
sent. Læs hendes Brev, og du skal se, hvor sød hun er. Jeg kommer i
Morgen, saa snart jeg er færdig med Tjenesten, omtrent Klokken tolv.
Pas godt paa dig selv! Hvilken Forskel paa i Aften og i Aftes! Jeg
var saa forfærdelig ulykkelig og rastløs -- og i Aften! Du kan nok
gætte det! Jeg er ikke halvt god nok til dig, min yndige, smukke
Dronning -- men jeg tror, jeg véd, hvorledes jeg skal gøre dig
lykkelig. Jeg elsker dig! Godnat, min egen.
_Robert_."
"Send mig et Par Ord med min Tjener, jeg har sagt, at han skulde
vente."
Jeg har aldrig før faaet et Kærlighedsbrev. Hvor det var
vidunderligt! Og jeg bævede af Henrykkelse over det! Nu kan jeg
naturligvis indse, at jeg hele Tiden har været frygtelig forelsket i
Robert, men jeg vidste det ikke rigtigt! Jeg faldt hen i en Slags
lyksalig Drøm, og saa tog jeg mig sammen for at læse Lady Merrendens
Brev. Jeg sætter ikke hendes ind i Bogen, det fylder alt for meget,
og jeg kan ikke lukke Laasen -- det er et meget sødt lille Brev, hun
siger, at Robert har fortalt hende Nyheden, og at hun er beredt til
at tage imod mig som sin kæreste Nièce, og at gøre alt, hvad hun kan
for os. Hun haaber, at jeg ikke vil synes, at hun er kedelig og
gammeldags, fordi hun har sagt, at Robert hellere ikke maa se mig
mere i Aften, og hvis det ikke er mig ubelejligt, vil hun selv komme
i Morgen Formiddag og tale om, hvad der er bedst at gøre.
Véronique sagde, at Lord Roberts Tjener ventede udenfor Døren, saa
jeg fløj hen til mit Bord og begyndte at skrive. Min Haand rystede,
saa jeg slog en Klat, og jeg maatte rive det Ark itu, saa skrev jeg
et andet. Blot et Par Ord. Jeg var forskrækket; jeg kunde ikke sige
kærlige Ting i et Brev, jeg havde ikke engang sagt mange til ham --
endnu.
"Jeg blev glad for dit Brev," begyndte jeg, "jeg synes, at Lady
Merrenden har Ret. Jeg vil være hjemme Klokken tolv og være meget
glad ved at se dig." Jeg vilde gerne have sagt, at jeg elskede ham,
og at jeg syntes, der var meget længe til Klokken tolv, men saadan
noget kan man naturligvis ikke skrive -- saa endte jeg blot med "en
kærlig Hilsen fra Evangeline".
Saa læste jeg det igennem, og det lød affektert og dumt -- men med
Tjeneren ventende der ude i Gangen og Véronique vimsende ud og ind af
mit Soveværelse og Tjeneren, der bragte min Middag op, kunde jeg ikke
blive ved med at rive Breve itu og skrive andre, det saá alt for
forvirret ud, saa det blev puttet i en Konvolut. Saa tog jeg i et af
de Sekunder, hvor jeg var alene, en Viol fra en Buket paa Bordet og
puttede den i med. Gud véd, om han vil synes, at det er sentimentalt
af mig! Da jeg havde skrevet Navnet, havde jeg ingen Anelse om,
hvortil jeg skulde adressere det. Hans var skrevet fra Carlton House
Terrace, men dèr var han øjensynlig ikke nu, da hans egen Tjener
havde bragt det. Jeg følte mig saa nervøs og urolig, det var alt for
latterligt -- jeg er i Reglen meget rolig. Jeg kaldte paa Tjeneren og
spurgte ham, hvor Hans Herlighed var nu? Jeg kunde ikke lide at sige,
at jeg ikke vidste, hvor han boede.
"Hans Herlighed er i Vavasour House, Frøken," sagde han ærbødigt, men
med den svageste Skygge af Forbavselse over, at jeg ikke vidste det.
"Hans Herlighed spiser hjemme i Aften sammen med Hans Naade."
Jeg skrev et Brev til Lady Merrenden -- det vilde glæde mig meget at
se hende om Formiddagen, paa hvilken som helst Tid der passede hende
bedst. Jeg vilde slet ikke gaa ud, og jeg takkede hende. Det var
meget lettere at skrive til hende end til Robert.
Da jeg blev alene, kunde jeg ikke spise. Véronique kom ind for at
forsøge paa at overtale mig. Jeg saá saa bleg ud, sagde hun, hun var
bange for, at jeg var blevet forkølet, hun var i en af sine "gamle
Moder" Sindsstemninger, hvor hun sommetider opgiver tredie Person og
kalder mig "_mon enfant_".
"Aa, Véronique, jeg er ikke blevet forkølet, jeg er kun vildt
lykkelig!" sagde jeg.
"Mademoiselle er uden Tvivl _fiancé_ med Hr. Carruthers. _Oh! mon
enfant adorée_," udbrød hun, "_que je suis contente_!"
"Gud bevares, nej!" udbrød jeg. Dette fik mig til med Forfærdelse at
tænke paa Christopher. Hvad vilde han sige, naar han hørte det?
"Nej, Véronique, med én, der er meget bedre -- Lord Robert Vavasour."
Véronique var frygtelig interesseret -- hun vilde have foretrukket
Hr. Carruthers, indrømmede hun, han var mere solid -- mere _rangé_ --
_plus à fin de ses bêtises_, men uden Tvivl var "Milor" ogsaa
indtagende, og saa vilde Mademoiselle ganske sikkert en Gang blive
Duchesse. Hvad Slags Krone vilde Mademoiselle imidlertid have paa sit
Udstyr?
Jeg var nødt til at forklare hende, at jeg ikke skulde have nogen
Krone -- eller noget Udstyr for ubestemt Tid, da intet endnu var
afgjort. Det dæmpede hende lidt.
"_Un frère de duc et pas de couronne!_" Efter at have været syv Aar i
England var hun endnu ikke i Stand til at forstaa disse underlige
Sædvaner, sagde hun.
Hun vilde endelig putte mig i Seng lige efter Middag -- "for at være
smukkere for 'Milor' _demain_!" og saa, da hun havde pakket mig ind
og var ved at slukke Lyset midt i Stuen, saá hun sig tilbage.
"Mademoiselle er alt for smuk saaledes," sagde hun, som om det slap
hende ud af Munden -- "_Mon Dieu! il ne s'embêtera pas, le
Monsieur!_"

_Claridges_.
Mandag Morgen.
Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg levede, før jeg traf Robert. Jeg
gad vide, hvad Nytte Dagene var til. Og Gud véd, Gud véd, om jeg,
hvis Hertugen bliver ved med at være halsstarrig med Hensyn til mig,
nogensinde kan faa Sjælsstyrke nok til at skilles fra ham for ikke at
ødelægge hans Fremtid.
Det er saa kort Tid siden -- endnu ikke fire Uger -- at jeg endnu var
paa Branches og spekulerede paa, hvad der fik Uret til at gaa rundt
-- Livets store Urværk.
Aa, nu véd jeg det! Det er at være forelsket -- frygtelig forelsket,
som vi er det. Men jeg maa forsøge paa ikke at tabe Hovedet og huske
alle Lady Vers Bemærkninger om Ting og Mænd. De er allesammen
Kamphaner, og de maa aldrig føle sig ganske sikre. Det vil blive
frygtelig vanskeligt at drille Robert, fordi han er saa ligefrem og
naturlig; men jeg maa vel prøve det. Maaske er det nok til at plage
Robert, at jeg er saa køn, som jeg er, og at alle de mandlige Væsener
ser paa mig med Interesse, saa jeg ikke selv behøver at være kedelig.
Det haaber jeg, for jeg elsker ham virkelig saa højt, at jeg gerne
vil være naturlig og være saa elskværdig som muligt.
Jeg gør alt det, som jeg før fandt fuldkommen dumt, naar jeg hørte om
det. Jeg kyssede hans Brev og sov med det paa Puden ved Siden af mig,
og i Morges vaagnede jeg Klokken seks og tændte det elektriske Lys
for at læse det igen. Der er enkelte Steder, hvor Ordene er helt
udviskede, det er dèr, hvor jeg har kysset mest!
Jeg synes at være ufølsom for alt andet. Jeg er ligeglad, om Lady Ver
er vred eller ikke. Jeg har handlet ærligt. Hun kunde ikke vente, at
jeg skulde handle anderledes, naar Robert havde sagt rent ud, at han
elskede mig. Men jeg er sikker paa, at hun alligevel bliver vred over
det, og sandsynligvis lidt ondskabsfuld.
Jeg vil simpelthen skrive Sandheden til hende om et Par Dage, naar vi
ser, hvordan det gaar. Hun gætter det maaske, fordi Robert ikke
kommer til Sedgwick.

_Claridges_.
Mandag Eftermiddag.
Klokken halv tolv i Formiddags kom Lady Merrenden, og Stuen var fuld
af Blomster, som Robert havde sendt -- Masser af Violer og Roser. Hun
kyssede mig og holdt mig et Øjeblik tæt ind til sig, og vi talte
ikke. Saa sagde hun med en Stemme, der skælvede lidt:
"Jeg holder saa meget af Robert -- næsten som om han var mit eget
Barn -- at jeg gerne vil have, at han skal være lykkelig, og De
ogsaa, Evangeline -- det maa jeg nok kalde Dem, ikke sandt?"
Jeg trykkede hendes Haand.
"De er Genklangen af min egen Ungdom, da jeg ogsaa kendte
Kærlighedens vilde Foraarstid. Og jeg behøver ikke at sige, at jeg
vil gøre alt, hvad jeg kan, for jer begge."
Saa talte og talte vi.
"Jeg maa tilstaa," sagde hun til sidst, "at jeg var forud indtaget
til Gunst for Dem for Deres kære Faders Skyld, men i alt Fald er min
Mening om Roberts Dømmekraft saa høj, at jeg vilde have været beredt
til at finde Dem indtagende uden det. Han har de sjældneste
Egenskaber, han er den mest trofaste, mest uplettede Sjæl i denne
Verden."
"Jeg siger ikke," vedblev hun, "at han ikke er akkurat som de andre
unge Mænd paa hans Alder og i hans Samfundsklasse; han er intet
Dydsmønster, hvilket ingen kan være, som er menneskelig og lever i
Verden. Og jeg er vis paa, at venlige Venner vil fortælle Dem
Historier om Skuespillerinder og andre Adspredelser, men jeg, som
kender ham, siger Dem, at De har vundet den bedste og største Skat i
Verden."
"Aa, det er jeg sikker paa!" sagde jeg. "Jeg véd ikke, hvorfor han
holder saa meget af mig, han har set mig saa lidt, men det begyndte
lige fra det første Minut hos os begge, tror jeg. Han har saadan en
smuk Skikkelse."
Hun lo. Saa spurgte hun mig, om hun havde Ret i at antage, at alle
disse Genvordigheder, som vi havde haft, var Lady Vers Værk. "De
behøver ikke at svare, kære Barn," sagde hun. "Jeg kender Janthe --
hun er selv forelsket i Robert, hun kan ikke gøre ved det; hun mener
ikke noget ondt, men hun faar ofte den Slags Anfald, og de gaar
over. Jeg tror, at hun i Virkeligheden holder meget af Sir Charles."
"Ja--a--a," sagde jeg.
"Det er en underlig Verden, vi lever i, Barn," fortsatte hun, "og
sand Kærlighed og Overensstemmelse i Karakter er saa sjældent
forenede, men efter hvad jeg kan dømme, ejer De og Robert dem."
"Aa, hvor jeg er glad over, at De siger det!" udbrød jeg. "De tror
altsaa ikke, at jeg _maa_ være slet paa Grund af mine Farver?"
"Hvilken latterlig Idé, De søde Barn!" sagde hun og lo. "Hvem har
sagt det til Dem?"
"Det sagde Fru Carruthers -- og -- og -- de gamle Herrer, og selv Hr.
Carruthers hentydede til, at jeg sandsynligvis havde nogle underlige
Egenskaber. Men De tror nok, at jeg er i Stand til at være temmelig
god, ikke sandt?"
Jeg kunde se, at hun morede sig, men jeg var alvorlig.
"Jeg tror, at De sandsynligvis kunde være blevet lidt slem, hvis De
var blevet gift med en Mand som Hr. Carruthers," sagde hun smilende;
"men med Robert er jeg sikker paa, at De bliver god. Han vil aldrig
forlade Dem et Øjeblik, og han vil elske Dem saa højt, at De ikke vil
faa Tid til noget andet."
"Aa, det er det, jeg vil kunne lide -- at blive elsket," sagde jeg.
"Jeg tror, at alle Kvinder kan lide det," sukkede hun. "Vi kunde
allesammen være gode, hvis den Person, som vi elsker, blev ved med at
være demonstrativ. Det er den kolde, dagligdags Hengivenhed, der
dræber Kærligheden og faar én til at se efter den andre Steder for at
finde den igen."
Saa talte vi om Mulighederne med Hertugen. Jeg sagde hende, at jeg