Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 02

"Jeg tror ikke, jeg vil lade Dem rejse. Jeg er mere end nogensinde
overbevist om, at De bør have nogen til at tage sig af Dem. De er
ikke af en Type, som trygt kan rejse omkring alene."
"Aa! hvad min Type angaar," sagde jeg modløst, "den véd jeg god
Besked om. Fru Carruthers sagde, at ingen med den Sammenblanding af
Farver kunde være god, saa jeg har ikke i Sinde at forsøge paa det.
Det bliver meget let."
Han rejste sig hurtigt op og stod foran den store Brændeild med
saadant et komisk Udtryk i sit Ansigt.
"De er det besynderligste Barn, jeg nogensinde har truffet," sagde
han.
"Jeg er ikke et Barn -- og jeg har i Sinde at lære saa meget som
muligt."
Han gik igen hen til Sofaen og arrangerede Puderne -- store,
pragtfulde, svære Puder af gammelt italiensk Brokade, stive af Sølv
og Guld.
"Kom!" bad han. "Sid her ved Siden af mig og lad os tale sammen; De
sidder Mile borte fra mig, og jeg vil gerne tale Fornuft med Dem."
Jeg rejste mig straks og kom langsomt hen til ham og satte mig roligt
ned; der laa en purpurrød Pude med Sølv lige under Lyset, paa den
hvilede jeg mit Hoved.
"Tal saa!" sagde jeg og lukkede mine Øjne halvt.
Aa! hvor jeg morede mig! Det var første Gang i mit Liv, at jeg var
alene med en rigtig Mand! De -- de gamle Gesandter og Politikere og
Generaler fortalte mig altid, at jeg vilde blive smuk, nu vilde jeg
prøve, hvad jeg kunde udrette.
Hr. Carruthers blev ved med at tie -- men han satte sig ved Siden af
mig og saá, og saá mig lige ind i Øjnene.
"Naa, tal saa," sagde jeg igen.
"Véd De, at De er en meget foruroligende Person?" sagde han endelig,
for at begynde med noget.
"Hvad er det?" spurgte jeg.
"Det er en Kvinde, der forvirrer éns Tanker, naar man ser paa hende.
Nu synes jeg ikke, at jeg har noget at sige -- eller alt for meget."
"De kaldte mig et Barn."
"Jeg burde have kaldt Dem en Gaade."
Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke var det mindste sammensat, og at
jeg kun vilde have, at alting skulde være ganske lige ud ad
Landevejen, og at jeg gerne vilde være i Fred og ikke behøve at blive
gift eller plages med at adlyde Folk.
Vi talte rigtig rart sammen.
"De rejser ikke herfra paa Lørdag," sagde han lidt efter uden
Anledning. "Jeg tror heller ikke, at jeg rejser i Morgen. Jeg vil
gerne have, at De skal vise mig Haven og Deres Yndlingssteder."
"I Morgen faar jeg travlt med at pakke ind," sagde jeg alvorligt, "og
jeg tror heller ikke, at jeg har Lyst til at vise Dem Haverne -- der
er nogle Steder, jeg har holdt meget af, og som jeg tror, det vil
gøre mig lidt ondt at sige Farvel til."
I det samme kom Hr. Barton ind i Stuen; han var urolig og lod til at
have travlt. Hr. Carruthers Ansigt blev igen haardt, og jeg rejste
mig for at sige Godnat.
"Lov mig, at De vil komme ned og give mig Kaffe i Morgen tidlig,"
sagde han, idet han aabnede Døren for mig.
"_Qui vivra, verra_," svarede jeg og gik ud i Vestibulen. Han fulgte
med og blev staaende, medens jeg gik op ad Trappen.
"Godnat," sagde jeg sagte, da jeg kom helt op, og jeg lo lidt -- jeg
véd ikke hvorfor.
Han sprang op ad Trappen, tre Trin ad Gangen, og før jeg kunde dreje
Haandtaget paa min Dør, stod han ved Siden af mig.
"Jeg véd ikke, hvad det er, der er ved Dem," sagde han, "men De gør
mig gal -- jeg vil alligevel opfylde min Tantes Ønske! Jeg vil gifte
mig med Dem og aldrig lade Dem komme mig af Syne -- hører De?"
Aa, der kom saadan en underlig berusende Følelse over mig -- og den
er der endnu! Naturligvis mener han sandsynligvis ikke alt det i
Morgen, men at have faaet saadan en stiv Stenblok til at fare op ad
Trappen og sige alt det, er aldeles dejligt!
Jeg saá op paa ham gennem mine Øjenvipper. "Nej, De vil ikke gifte
Dem med mig," sagde jeg roligt, "eller gøre noget andet, som jeg ikke
vil have. Godnat!" Og jeg smuttede ind i mit Værelse og lukkede
Døren. Jeg kunde høre, at han ikke rørte sig i nogle Sekunder. Saa
gik han ned ad Trappen, og jeg var alene med mine Tanker.
Mine Tanker! Gud véd, hvad de betyder! Hvad gjorde jeg, som havde den
Virkning paa ham? Det var min Hensigt at gøre noget, og jeg gjorde
det, men jeg er ikke ganske sikker paa, hvad det var. Men det er nu
ogsaa ligegyldigt. Det er tilstrækkeligt for mig at vide, at jeg har
faaet min Selvagtelse tilbage, og nu kan jeg se mig om i Verden med
en god Samvittighed.
Han har bedt mig om at gifte mig med sig, og jeg har svaret, at jeg
vil ikke.

_Branches Park_.
Torsdag Aften den 3. Novbr. 1904.
"Kære Bob![1]
[1] Et Brev fra Hr. Carruthers, som senere kom i Evangelines
Besiddelse, og som hun satte ind i Dagbogen paa dette Sted.
Der er hændet mig noget sælsomt! Jeg kom hertil for at overtage
Godset og for bestemt at sige, at jeg ikke vilde gifte mig med Frøken
Travers, og jeg fandt hende med rødt Haar, en Hud som Mælk og et Par
grønne Øjne, som ser paa én ud fra en Skov af sorte Øjenvipper med
tusind uudtalte Udfordringer. Det skulde ikke undre mig, hvis jeg
begik en eller anden Daarskab. Man har læst om saadanne Kvinder i det
femtende Aarhundrede i Italien, men jeg har aldrig før truffet én.
Hun har ikke været i Stuen i ti Minutter, før man faar en Følelse af
Uro og ønsker, man véd ikke hvad -- især at røre ved hende, tror jeg.
Du gode Gud! Hvilken Hud -- som Mælk og sjældne Roser -- og den
rødeste Amors Bue af en Mund! Du skulde hellere komme med det samme
(det er sandsynligvis noget, der falder i din Smag) og frelse mig fra
den rene Idioti. Situationen er enestaaende; hun og jeg er
bogstavelig alene i Huset, for gamle Barton regner jeg ikke for
noget. Hun har ingen Steder at tage hen, og saa vidt jeg kan forstaa,
har hun ikke en eneste Ven i Verden. Jeg burde vist rejse -- jeg vil
forsøge, om jeg kan paa Mandag, men kom i Morgen med 4-Toget.
Din
_Christopher_.
P. S. Portvinen fra 47 er første Klasse, og der er nogle Flasker af
gamle Tantes fineste Champagne, siger Barton, dem kan vi drikke. Jeg
sender dette med Eksprestoget, saa faar du det i god Tid til
4-Toget."

_Branches_,
Fredag Aften den 4. Novbr.
I Morges drak Hr. Carruthers Kaffe alene. Hr. Barton og jeg nød vort
Morgenmaaltid tidligt, før Klokken 9, og netop som jeg stod i
Vestibulen med mit Overtøj paa og kaldte paa Hundene for at faa dem
med paa en Spadseretur, kom Hr. Carruthers ned ad den store Trappe
med rynket Pande.
"De er tidligt oppe," sagde han. "Vil De saa ikke skænke Te til mig?"
"Jeg syntes, De sagde Kaffe! Nej, jeg er ved at gaa ud." Og jeg gik
ned ad Korridoren med Ulvehundene efter mig.
"De er ikke en venlig Værtinde," raabte han efter mig.
"Jeg er slet ikke Værtinde, jeg er Gæst," svarede jeg.
Han fulgte efter mig. "Saa er De en meget ligegyldig Gæst, der ikke
bryder sig om at glæde sin Vært."
Jeg sagde ingenting; jeg saá kun paa ham over Skuldrene, da jeg gik
ned ad Marmortrinene -- saá kun paa ham og lo, ligesom den
foregaaende Aften.
Han vendte sig og gik ind i Huset uden at sige et Ord, og jeg saá ham
ikke igen før lige inden Frokost.
Der er noget ubehageligt ved at sige Farvel til et Sted, og jeg følte
alle Slags Sindsbevægelser paa forskellige Steder under min
Spadseretur. Men alt det er latterligt og maa glemmes. Da jeg gik
omkring Hjørnet paa Terrassen, havde et Vindstød nær blæst mig lige i
Armene paa Hr. Carruthers. Det er et afskyeligt Vejr, vi har i dette
Efteraar.
"Hvor har De været hele Formiddagen?" spurgte han, da vi var kommet
os lidt. "Jeg har søgt efter Dem overalt."
"De kender endnu ikke alt, ellers havde de fundet mig," sagde jeg og
lod, som om jeg vilde gaa videre.
"Nej, De maa ikke gaa nu," udbrød han og gik ved Siden af mig.
"Hvorfor vil De ikke være elskværdig og faa mig til at føle mig
hjemme?"
"Jeg beder om Forladelse -- hvis jeg har været uelskværdig," sagde
jeg med stor Oprigtighed. "Fru Carruthers har altid opdraget mig til
at have gode Manérer."
Derpaa talte han i en halv Time med mig om Godset.
Han syntes at have glemt sin Heftighed fra den foregaaende Aften. Han
spurgte mig om alt muligt og viste en Finfølelse, som jeg ikke havde
ventet af hans haarde Ansigt. Jeg blev ganske ked af det, da
Gongongen lød til Lunch og vi gik ind.
Jeg har ingen bestemt Plan i Hovedet -- jeg driver for Vind og Vove
-- det er første Gang, jeg føler, at jeg har Magt over et andet
menneskeligt Væsen. Jeg følte en behagelig Gysen ved at se hans
Iver, i Modsætning til den tørre Maade, paa hvilken han havde
afslaaet min Haand Dagen før. Ved Bordet henvendte jeg mig til Hr.
Barton, og han var meget smigret over min Opmærksomhed og blev ved at
snakke.
Det begyndte at regne. Regnen strømmede ned og slog imod
Vinduesruderne med pludselige, vrede Slag. Der var ingen Udsigt til
flere Spadsereture. Jeg gik ovenpaa, medens Hushovmesteren talte med
Hr. Carruthers, og begyndte at hjælpe Véronique med at pakke ind.
Mine hyggelige Værelser var lutter Kaos og Forladthed.
Medens jeg laa paa Knæ foran en stor Trækasse og prøvede paa at pakke
nogle Bøger ned i den, blev der banket paa Døren, og uden videre kom
min Vært -- ja, for det er han nu -- ind i Stuen.
"Du gode Gud! Hvad er det? Hvad bestiller De?"
"Pakker ind," svarede jeg og rejste mig.
Han gjorde en utaalmodig Bevægelse.
"Passiar!" sagde han. "Det er ikke nødvendigt at pakke ind. Jeg siger
Dem, at jeg ikke vil lade Dem rejse. Jeg vil gifte mig med Dem og
beholde Dem her altid."
Jeg satte mig ned paa Gulvet og begyndte at le.
"Naa, saa det mener De?"
"Ja."
"De kan ikke tvinge mig til at gifte mig med Dem, véd De nok -- vel?
Jeg vil se Verden, og jeg vil ikke have en kedelig Mand til at plage
mig. Hvis jeg nogensinde gifter mig, bliver det fordi -- aa, fordi
--" jeg tav og begyndte at pille ved en Bog.
"Fordi hvad?"
"Fru Carruthers sagde, at det var saa taabeligt -- men jeg tror, at
jeg vilde foretrække at gifte mig med én, jeg holdt af. Aa, jeg véd
godt, at De synes, det er dumt," jeg standsede ham, da han var ved at
tale; "men da det naturligvis alligevel ikke varer ved, synes jeg,
det kunde være rart at begynde paa den Maade, synes De ikke?"
Han saá sig om i Stuen og videre ind gennem de vidt aabne Fløjdøre i
mit nydelige Soveværelse, hvor Véronique stadig var ved at pakke ind.
"De har det jo meget hyggeligt her, det er meningsløst af Dem at tage
bort," sagde han.
Jeg rejste mig fra Gulvet og gik hen til Vinduet og tilbage igen. Jeg
véd ikke hvorfor, jeg blev saa bevæget; jeg fik en pludselig Følelse
af Hygge. Verden derude saá saa vaad og trist ud.
"Hvorfor siger De, at De gerne vil have, at jeg skal gifte mig med
Dem, Hr. Carruthers?" spurgte jeg. "De spøger naturligvis."
"Jeg spøger ikke. Jeg er fuldkommen alvorlig. Jeg er rede til at
opfylde min Tantes Ønsker. Det kan ikke være nogen ny Tanke for Dem,
og De maa have Verdenskundskab nok til at forstaa, at det vilde være
den bedst mulige Løsning for Deres Fremtid. Jeg kan jo vise Dem
Verden."
Han saá overordentlig godt ud, som han stod dèr med Ansigtet vendt
imod det svindende Lys. Sæt, at jeg tog ham paa Ordet.
"Men hvad er det, som har forandret Deres Mening siden i Gaar? De
sagde, at De var kommet for at gøre det klart for mig, at De umuligt
kunde adlyde hendes Befaling."
"Det var i Gaar," sagde han. "Jeg havde ikke rigtig set Dem; i Dag
tænker jeg anderledes."
"Det er kun, fordi det gør Dem ondt for mig; jeg synes Dem vist saa
ensom," hviskede jeg undseligt.
"Det er fuldstændig umuligt -- det, som De vil gøre -- at bo alene i
et Hotel i London -- Tanken om det gør mig gal."
"Det bliver netop dejligt! Saa har jeg ingen til at kommandere mig
fra Morgen til Aften."
"Hør," sagde han og kastede sig i en Lænestol, "De kan gifte Dem med
mig, saa skal jeg tage Dem med til Paris, eller hvorhen De vil, og
jeg skal ikke kommandere Dem -- jeg skal kun hindre de andre Bæster
af Mænd i at se paa Dem."
Men jeg sagde ham straks, at jeg syntes, det vilde blive meget
kedeligt. "Jeg har aldrig haft Lejlighed til at lade nogen se paa
mig," sagde jeg, "og nu har jeg Lyst til at mærke, hvordan det er.
Fru Carruthers forsikrede mig altid, at jeg var meget smuk, skal jeg
sige Dem, men hun sagde, at jeg kunde være sikker paa, at det endte
galt med mig paa Grund af min Type, med mindre jeg blev gift med det
samme, og hvis mit Hoved saa blev skruet den rigtige Vej, gjorde det
ingenting; men jeg er ikke enig med hende."
Han gik utaalmodigt op og ned i Stuen.
"Det er netop Sagen," sagde han. "Jeg vilde helst være den første --
jeg vilde helst, at De skulde begynde med mig. Jeg er stærk nok til
at holde de andre borte."
"Hvad vil 'begynde med Dem' sige?" spurgte jeg oprigtigt. "Gamle Lord
Beutworth sagde, at jeg skulde begynde med ham, da han var her for at
skyde Fasaner sidste Efteraar; han sagde, at det kunde ikke gøre
noget, han var saa gammel; men jeg gjorde det ikke --"
Hr. Carruthers sprang op fra Stolen.
"Hvad gjorde De ikke? Du gode Gud! Hvad vilde han have, at De skulde
gøre?" spurgte han forfærdet.
"Han vilde have, at jeg skulde kysse ham," sagde jeg og slog et
Øjeblik Øjnene ned; jeg følte mig fjollet undselig.
Hr. Carruthers saá næsten lettet ud. Det var underligt.
"Den gamle Slyngel! Det lader til, at min Tante har haft en nydelig
Omgang!" udbrød han. "Kunde hun ikke passe bedre paa Dem end -- at
lade Dem fornærme af sine Gæster."
"Jeg tror ikke, at Lord Beutworth vilde fornærme mig. Han sagde kun,
at han aldrig havde set en saa rød Mund som min, og da jeg dog en
Gang var nødt til at gaa ad Helvede til med den og saadant et Haar,
kunde jeg begynde med at kysse ham -- han forklarede det altsammen."
"Og blev De ikke meget vred?" Hans Stemme var forbitret.
"Nej -- ikke meget, det kunde jeg ikke, jeg rystede saadan af Latter.
Hvis De havde set den tossede, gamle Fyr, han lignede en vissen
Abekat med farvet Haar og et Øjeglas! -- Jeg fortæller Dem det kun,
fordi De sagde 'begynde med Dem', og jeg vilde gerne vide, om det var
det samme."
Hr. Carruthers Øjne havde saadan et underligt Udtryk, Forvirring,
Morskab og noget mere. Han kom tæt hen til mig.
"Fordi," vedblev jeg, "hvis det er det, tror jeg, at hvis det altid
er Begyndelsen -- saa bryder jeg mig ikke om at begynde -- jeg har
ikke den mindste Smule Lyst til at kysse nogen -- jeg vilde
simpelthen hade det."
Hr. Carruthers lo. "Aa, De er, naar alt kommer til alt, kun et
Pattebarn!" sagde han.
Det ærgrede mig. Jeg rejste mig med stor Værdighed. "Teen er serveret
i den hvide Dagligstue," sagde jeg stift og gik henimod min
Sovekammerdør.
"Send Deres Pige bort og lad os faa den herop," sagde han. "Jeg kan
godt lide dette Værelse."
Men jeg var ikke saa let at berolige, jeg kaldte paa Véronique og gav
hende mine Ordrer.
"Den stakkels gamle Hr. Barton vilde føle sig saa ensom," sagde jeg
og gik ud i Gangen. "Jeg gaar ned og sørger for, at han faar god
Te," og jeg saá tilbage over Skulderen paa Hr. Carruthers.
Naturligvis fulgte han med mig, og vi gik sammen ned ad Trappen.
I Vestibulen mødte vi en Tjener med et Telegram. Hr. Carruthers rev
det utaalmodigt op. Saa saá han ganske ærgerlig ud.
"Jeg haaber, at De ikke bliver ked af det," sagde han, "men en af
mine Venner, Lord Robert Vavasour, kommer i Eftermiddag -- han --
forstaar sig meget godt paa Malerier. Jeg havde rent glemt, at jeg
havde bedt ham om at komme og se paa Billederne."
Jeg sagde, at han var Vært, og hvorfor skulde jeg have noget imod
hans Gæster.
"Desuden," sagde jeg, "rejser jeg selv i Morgen, hvis Véronique kan
blive færdig med at pakke ind."
"Snak -- hvorledes skal jeg faa Dem til at forstaa, at jeg slet ikke
vil lade Dem rejse?"
Jeg svarede ham ikke -- men saá kun udfordrende paa ham.
Hr. Barton ventede taalmodigt paa os i den hvide Dagligstue, og vi
havde ikke siddet og spist Smaakager i mere end fem Minutter, da
Lyden af en Vogn paa Vejen udenfor Vinduerne forstyrrede vor kunstige
Konversation.
"Det maa være Bob, der kommer," sagde Hr. Carruthers og gik tøvende
ud i Vestibulen for at tage imod sin Gæst.
De kom lidt efter ind sammen, og han forestillede Lord Robert for
mig.
Jeg saá straks, at han var meget indtagende! Saadan en Skikkelse!
Aldeles som den belvederiske Apollo! Jeg kan godt lide det Udseende,
smal om Livet og smukke Skuldre, og han ser ud, som om han var smidig
som en Slange, og dog kunde brække Ildragere midt over, ligesom Hr.
Rochester i "Jane Eyre".
Han har store, søvnige, blaa Øjne med et næsten klagende Udtryk og et
lille bitte Overskæg, som er drejet opad i Spidserne, og den
smukkeste Mund, man kan se for sine Øjne, og naar han bevæger sig, og
man ser hans Nakke, kommer man hele Tiden til at tænke paa en smuk,
dresseret Hest. Jeg véd ikke hvorfor. Straks -- paa Øjeblikket -- da
vi saá paa hinanden, følte jeg, at jeg vilde kunne lide "Bob"! Han
har intet af Hr. Carruthers kyniske, haarde Udtryk, og jeg er vis
paa, at han ikke kan være nær saa gammel, ikke mere end omtrent
syvogtyve.
Han syntes at føle sig fuldkommen hjemme, satte sig ned og fik Te og
talte paa den roligste, venskabeligste Maade. Hr. Carruthers syntes
at fryse til, Hr. Barton blev mere banal, og det hele morede mig
umaadeligt.
Jeg plejede at længes efter Eventyr i gamle Dage, da Fru Carruthers
levede, og nu oplever jeg dem virkelig?
Hvilken Situation! Jeg er vis paa, at Folk vilde finde den højst
upassende! Jeg alene i Huset med disse tre Mænd! Jeg indsaa, at jeg
maatte rejse -- men hvorhen?
Imidlertid er det min Hensigt at more mig! Lord Robert og jeg syntes
at have Hundreder af Ting at sige hinanden. Jeg kan godt lide hans
Stemme -- og han er saa fuldstændig _sans gêne_, at der slet ingen
Vanskeligheder er. Da vi var færdige med Teen, var vi som gamle
Venner. Hr. Carruthers blev mere og mere høflig og stiv, og til sidst
sprang han op og ilede af Sted til Rygeværelset med sin Gæst.
Jeg tog saadan en yndig Kjole paa til Middag, den nydeligste,
ærbareste, sorte Kjole; Halsen kiggede lidt igennem det tynde Tøj.
Intet kunde være mere tækkeligt og klædeligt, og mit Haar vilde ikke
være skikkeligt, men struttede ud alle Vegne i balstyrige Bølger og
Krøller.
Jeg syntes, det var raadeligt ikke at komme i alt for god Tid, og jeg
gik først ned, da jeg vidste, at der var serveret.
De stod begge paa Kamintæppet. Jeg glemmer altid at regne Hr. Barton
med, han sad paa en eller anden Stol, men jeg lagde ikke Mærke til
ham.
Hr. Carruthers er omtrent en Tomme højere end Lord Robert; han maa
være meget over seks Fod, for den anden er ogsaa høj, men da jeg saá
dem sammen, forekom Hr. Carruthers Skikkelse mig stiv og stram ved
Siden af Lord Roberts, og han er ikke nær saa smækker om Livet. Jeg
gad vide, om nogen anden Nation kan have det udsøgt _soigné_ Ydre som
Englændere i Selskabsdragt, jeg tror det ikke. De er virkelig meget
kønne begge to, og jeg véd endnu ikke, hvem af dem jeg bedst kan
lide.
Vi havde det meget morsomt ved Bordet! Jeg var saa drillevorn, som
jeg kunde være -- sympatisk optaget af gamle Bartons lange Historier,
og jeg saá kun en Gang imellem paa de to andre gennem mine Øjenvipper
-- medens jeg talte paa den pæneste, ærbareste Maade, saa jeg er
sikker paa, at selv Lady Katherine Montgomerie -- en af vore
Naboersker -- vilde have syntes godt om det.
De skulde ikke kunne sige, at jeg ikke kunde passe paa mig selv i
enhver Situation.
"Det er en forbistret god Portvin, Christopher," sagde Lord Robert,
da den fra 47 blev budt rundt. "Var det den, du indbød mig til at
komme og drikke?"
"Jeg troede, det var, for at De skulde sige Deres Mening om
Malerierne," udbrød jeg forbavset. "Hr. Carruthers sagde, at De var
en stor Kender."
De saá paa hinanden.
"Naa -- ja --" sagde Lord Robert og løj gennemsigtigt. "Billeder er
forfærdelig interessante. Vil De vise mig dem efter Middag?"
"Lyset er alt for svagt til, at en Kender kan undersøge dem
ordentligt," sagde jeg.
"Jeg vil saa snart som muligt have det hele oplyst med elektrisk
Lys; jeg har skrevet om det i Dag," sagde Hr. Carruthers. "Men jeg
skal selv vise dig Billederne i Morgen, Bob."
Det bestemte mig straks til at føre Lord Robert rundt i Aften, og jeg
sagde det til ham med fløjlsblød Stemme, medens Hr. Barton optog
Christophers Opmærksomhed.
De blev saa længe i Spisestuen, efter at jeg var gaaet fra dem, at
jeg var paa Vej op i Seng, da de kom ud i Vestibulen, og det var
vanskeligt at formaa mig til at blive et Par Minutter.
"Jeg er forfærdelig ked af det," sagde Lord Robert. "Jeg kunde ikke
slippe bort, jeg véd ikke, hvad der gik af Christopher, han vilde
drikke Portvin, og han snakkede Pokker et Øre af, til jeg til sidst
rent ud sagde, at jeg vilde ind til Dem. Saa her er jeg -- og nu vil
De ikke gaa i Seng -- vel?"
Han har saadanne bedende blaa Øjne -- bønlige og rørende som et
bedrøvet Barns -- det er ganske umuligt at modstaa ham! Og vi gik ned
i Galleriet.
Naturligvis kendte han ikke Forskel paa en Canaletto og en Turner;
han lod ikke engang, som om det interesserede ham, og da vi kom ned
til Enden, hvor de gamle Italienere hænger, og jeg var ved at
forklare ham en Madonnas vidunderlige Skønhed, sagde han:
"De ser alle ud, som om de var søsyge og fordrejede! Tror De ikke, at
vi kunde sætte os i den Sofa og tale om noget andet?" Saa fortalte
han mig, at han elskede Billeder, men ikke den Slags.
"Jeg kan nok lide, at Folk ser menneskelige ud, selv paa Lærredet,"
sagde han. "Alle disse Damer ser ud, som de var ved at faa et
Mavetilfælde, og jeg kan ikke lide deres Glorier, og alle Mændene er
gamle og skaldede. Men De maa ikke tro, at jeg er en Barbar -- De maa
lære mig, hvad der er ved dem, vil De ikke nok det? Saa kommer jeg
nok til at holde af dem."
Jeg sagde, at jeg ikke selv brød mig meget om dem, naar undtages
Farverne.
"Aa, det er jeg glad over," sagde han. "Jeg vilde gerne have, at vi
skulde beundre de samme Ting, men intet Maleri kan interessere mig
saa meget som Deres Haar. Det er det dejligste, jeg har set i mit
Liv, og De sætter det saa smukt."
Det syntes jeg godt om! Han har det elskværdigste Væsen, Lord Robert,
og han er meget dannet, ikke Spor af dum eller tykhovedet, kun ganske
ligefrem. Vi talte i nogen Tid dæmpet og fornøjeligt sammen.
Saa slap Hr. Carruthers bort fra Hr. Barton og kom henimod os. Jeg
satte mig mere bekvemt paa de Fløjls Puder. Der er purpurrøde Fløjls
Puder og Gardiner i det Galleri; det er gode, gamle Relikvier fra
Dronning Victorias Tid. En stor Del af Huset er rædsomt, men disse
Gardiner har jeg altid holdt af.
Hr. Carruthers Ansigt var saa strengt som en Buste af Kejser
Augustus. Jeg er vis paa, at Inkvisitionens Munke saá saaledes ud.
Gud véd, hvad han havde haft i Sinde at sige, men Lord Robert gav ham
ikke Tid.
"Gaa din Vej, Christopher," sagde han; "Frøken Travers vil lære mig
noget om de italienske Madonnaer, og jeg kan ikke holde min
Opmærksomhed fast, naar der er en tredie Person til Stede."
Jeg antager, at Hr. Carruthers, hvis han ikke havde været Diplomat,
vilde have bandet, men jeg tror, at den Slags Opdragelse sætter én i
Stand til at lave sit Ansigt som man selv vil, saa han smilede
elskværdigt og satte sig paa en Stol hos os.
"Jeg gaar ikke min Vej, Bob," sagde han. "Jeg synes ikke, du er godt
Selskab for Frøken Evangeline. Jeg er ansvarlig for hende, og jeg
har i Sinde at passe paa hende."
"De skulde ikke have bedt ham om at komme, hvis han ikke er et
respektabelt Menneske," sagde jeg naivt, "men de italienske Madonnaer
burde kunne rense og hæve hans Tanker. Det er i alt Fald Dem, der har
paataget Dem det Ansvar. Jeg har ikke i Sinde at adlyde andre end mig
selv!" Og jeg satte mig bestemt til Rette mellem de Fløjls Puder.
"Ikke godt Selskab!" udbrød Lord Robert. "Hvad er det for noget
Vrøvl, Christopher? Du véd vel nok, at jeg ikke har min Lige i hele
Kavalleriet."
De lo begge to, og vi blev ved med at tale sammen paa den Maade, Hr.
Carruthers var skarp og fin som en Klinge -- Lord Robert aabenhjertig
og ligefrem, med en Mine som et forvirret Barn.
Da jeg tænkte, at de begge meget gerne vilde have, at jeg skulde
blive, rejste jeg mig og sagde Godnat.
De fulgte mig begge ned ad Galleriet, og vilde begge absolut tænde et
af Lysene i den lange Række blanke Sølvlysestager, som stod i
Vestibulen, og de præsenterede mig dem med stor paatagen Ærbødighed.
Det ærgrede mig, jeg véd ikke hvorfor, og jeg blev pludselig iskold
og afslog dem begge, medens jeg igen sagde stift Godnat og gik op ad
Trappen paa min stateligste Maade.
Jeg kunde se Lord Roberts Øjenbryn trække sig op i et mere klagende
Udtryk end nogensinde, medens han lod den smukke Sølvlysestage hælde
og dryppede Stearin paa det bonede Egetræs Gulv.
Hr. Carruthers stod ganske stille og satte Lyset tilbage paa Bordet.
Hans Ansigt var kynisk, og han saá snarest ud, som om han morede sig.
Jeg kan ikke beskrive, hvor irriteret jeg var, og jeg besluttede
straks at rejse i Morgen -- men hvorhen, det kunde kun Skæbnen eller
Djævelen vide!
Da jeg kom ind i mit Værelse, fik jeg en Klump i Halsen. Véronique
var gaaet i Seng, træt af at have pakket ind hele Dagen.
Jeg følte mig pludselig saa mutters alene, alt det interessante var
borte. For Øjeblikket hadede jeg de to dèr nede. Jeg følte, at
Situationen var tvetydig og uholdbar, og den havde dog moret mig saa
meget for en Time siden.
Det er dumt og tosset, og éns Næse bliver rød af det, men jeg kunde
have Lyst til at græde lidt, før jeg gaar i Seng.

_Branches_,
Lørdag Efterm. den 5. Novbr.
I Morges vaagnede jeg med Hovedpine og saá, at Regnen piskede mod
Vinduerne, og det var Taage og Slud -- det passede rigtig godt til
den femte November. Jeg vilde ikke gaa ned til Frokost. Véronique
bragte mig min op i min Dagligstue, og med spartansk Bestemthed
pakkede jeg ind hele Morgenen.
Omtrent Klokken tolv kom der et Brev fra Lord Robert, det lød
saaledes:
"Kære Frøken Travers!
Hvorfor skjuler De Dem? Var jeg saa kedelig i Aftes? Tilgiv mig og
kom ned. Har Christopher lukket Dem inde i Deres Værelse? Jeg myrder
ham, det Bæst, hvis han har det!
Deres hengivne
_Robert Vavasour_."
"Jeg kan ikke, jeg pakker ind," kradsede jeg med Blyant paa
Konvolutten og gav Charles, som stod i Vestibulen og ventede paa
Svar, den med tilbage. Ti Minutter efter spadserede Lord Robert ind
i Stuen, Tjeneren havde ladet Døren staa aaben.
"Jeg kommer for at hjælpe Dem," sagde han med denne Stemme, der lyder
saa sikker paa et Velkommen, at man ikke kan bide ham af, "men hvor
skal De hen?"
"Det véd jeg ikke," sagde jeg lidt fortabt, og saa bukkede jeg mig og
samlede Fotografier sammen af alle Livsens Kræfter.
"Ja, men De kan ikke tage til London alene," sagde han. "Hør engang,
jeg skal tage Dem med og bringe Dem til min Tante, Lady Merrenden.
Hun er saa sød, og jeg er vis paa, at naar jeg fortæller hende Deres
Historie, saa bliver hun henrykt over at kunne tage sig af Dem i
nogle Dage, indtil De kan se Dem rigtig om."
Han saá saa ung ud, og hans Ansigt var saa rart, jeg blev rørt.
"Aa nej, Lord Robert! Det kan jeg ikke, men Tak skal De have. Jeg vil
ikke staa i Taknemlighedsgæld til nogen," sagde jeg bestemt. "Hr.
Carruthers foreslaar en Maade at komme ud over Vanskelighederne paa