Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 4

fra sine Jævnaldrende i Sognet, dem han havde villet hæve sig over
ved at studere til Præst. Ingen, Ingen i Verden havde han at holde
sig til -- Ingen uden den Gud i Himlen, hvis ringeste Tjener det var
hans Livs Maal at blive men som syntes at agte ham uværdig dertil.
Flyge kunde fra Siden se, at et Par store Taarer faldt fra hans Øjne.
Med en hurtig Haandbevægelse viskede han dem bort -- men der kom en
til og en til -- hede og tunge piblede de frem -- og hans stakkels
røde Næse tindrede med metallisk Glans i Solskinnet ...
Inde fra Fru Herdings Dagligstue hørte man Latter. Først en stærk og
klar Mandslatter. Saa en anden, fed og bred, der begyndte helt nede i
Svælget og som efterhaanden arbejdede sig frem til et Brøl. Og
tilsidst en spæd og lidt frygtsom Pigelatter, der brast i smaa
nervøse Ryk ...
"De er nok glade," sagde Flyge. Men Hansen-Maagerup snøftede ganske
ubehersket.
Flyge gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.
"Du skulde se at blive gift med Frøken Herding," sagde han. "I vilde
passe godt sammen."
Han vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde det. Men han ønskede
virkelig i Øjeblikket, at noget saadant kunde lade sig gøre. Selv
vilde han ogsaa føle en Art Lettelse derved.
Men Hansen-Maagerup vendte sig om og saa bedende paa ham.
"Det maa Du ikke tale om," sagde han sagte. "Jeg kan ikke taale det."
Der var nogle Øjeblikkes Stilhed i Værelset. Inde fra Dagligstuen
hørte man paany Latter og højrøstet Tale.
"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme en sorgløs Klang, "jeg skulde
vel egentlig have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med derind?"
"Jeg vil helst være fri."
"Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver menneskesky. -- Bare
ikke give fortabt!"
"Jeg vil saa nødig ... jeg kan ikke nu ... Det kan jo være, jeg
kommer senere ..."
Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og Flyge gik saa alene
derind.
Ved Bordet sad begge Damerne. Paa Sofaens Armlæn vippede Hr. Klavs
Kihler med Hat paa Hovedet og svingende ud i Luften med sin Stok. Og
midt paa Gulvet stod Viggo Bøg. I den ene Arm holdt han en Stol, som
han havde grebet i et af Benene og som han nu var i Færd med at hæve
over sit Hoved.
"Fem -- seks -- syv -- otte," talte Hr. Kihler, efterhaanden som Bøg
blev ved at stemme Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene med
Stokken. Han lettede knap paa Hatten, da Flyge traadte ind.
"Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bøg. Og Bøg blev ved, til han
dirrede af Anstrengelse og Sveden i tunge Draaber brast frem paa
Panden af ham.
"Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! De er en ren Atlet. De
burde uddanne Dem."
"Uddanne mig?" sagde Bøg, der imidlertid havde hilst paa Flyge.
"Hvad skulde jeg uddanne mig til? Jeg er jo Medlem af en
Gymnastikforening."
"Det er ikke tilstrækkeligt. De burde drive Sporten
forretningsmæssigt -- sætte Rekorder förstås -- komme i Bladene med
Medaille og Tilbehør ... Det er altid en Reklame for Deres private
Business ... Gentleman!" -- han rejste sig og bukkede for Flyge --
"habe die Ehre ..."
"Hvorfor har vi ikke set Dem saa længe, Hr. Flyge?" sagde Fru Herding
og fæstede sine kuglerunde Øjne paa ham.
"Fordi man undertiden har godt af at bekæmpe sit Hjertes Trang,
Frue," sagde han og bukkede. Og i det samme lod han glimte et
Sideblik hen paa Anna. Det forekom ham, at hun slog Øjnene ned.
"Aarr" -- Fruen slog koket ud efter ham med Haanden -- "sikke noget,
De staar og siger!"
"Hr. Kontorchefen er galant," smiskede Kihler. "Galant mod Damerne!
Bedaarende Vejr idag, ikke sandt, Hr., ganske storartet! Man er lige
ved og kan gaa uden noget paa. Finder Hr. Kontorchefen ikke?"
"Jeg er ikke Kontorchef," sagde Flyge tørt. "Jeg er
Biblioteksassistent."
"Pardon -- jo -- skal ikke glemme det. De finder Branchen
tilfredsstillende?"
"Det kommer an paa ..."
"Jo -- jeg fatter Dem fuldkomment. Den er -- selvfølgelig -- i og
for sig særdeles reel -- men man er ikke fulgt med Tiden deroppe. Der
mangler lidt Bekvemmeligheder for Publikum -- lidt W. C. og saadan --
moderne Udstyr i det hele taget."
"De har vist ganske Ret, Hr. Kihler."
"Ja, ikke sandt? ... Bare der blev gjort noget, saa kunde der saamænd
godt tages en lille Entré -- for Bøger det er jo alligevel --
dannende -- og det er ogsaa noget, man ikke saadan holder hjemme ...
Nu snakker de jo saa meget om Restaurantvogne paa Statsbanerne -- jeg
siger: naar Staten den drev sine forskellige Bikser som nu
Biblioteket med lidt mere Smartneshed, saa blev der magelig Penge til
noget af den Slags -- og til mere med ..."
"Det tror jeg ogsaa."
"Glæder mig -- glæder mig at finde en saa fordomsfri Personlighed,
Hr. ... Tillad mig at spørge: De er en jævnlig Gæst hos Hr. Kandidat
Hansen-Maagerup -- kommer der undertiden -- jo ...?"
"Somme Tider."
"Ja -- jeg ved ikke -- vi skulde en lille Tur paa Frederiksberg idag
-- Sommerlyst -- eller Alleenberg -- det morer mig at komme der en
sjælden Gang. Det er jo i den lidt ældre -- Stilart -- De ved, gamle
Fre'rik med Sekstallet -- skønt nu er jo det hele snart fuldstændig
omforandret derude ..."
"Ja, de skal jo immer rive ned og bygge op igen," faldt Fru Herding
ind.
"Netop ... Men for at komme til Sagens Kærne: jeg tillod mig før at
anmode Deres ærede Ven, Hr. Kandidaten, om at deltage i vor lille
Ekskursion. Men Kandidaten ønskede ikke at entrere. Humøret er nok
lidt sort i Kanten idag, saa vidt jeg kunde forstaa. Nu er jo
imidlertid Hr. Biblioteksassistenten kommen -- og hvis nu De maaske
vilde gøre os den Ære, saa maaske Kandidaten ogsaa fik lidt mere
Kulør paa Leveren ..."
"Ja," sagde Flyge, "jeg takker for min Part."
Fru Herding gik ind til Hansen-Maagerup for at gøre endnu et Forsøg
paa at faa ham med. Men hun kom tilbage med den Besked, at han helst
vilde være fri.
"All right," sagde Kihler og slog ud med Haanden, "naar ikke han vil,
det staar vi magtesløse overfor. Vi kan vel starte med det samme?"
... Efteraaret havde allerede næsten fuldendt sit Hærværk. Fra
Træernes graagrønne Grene flagrede det tynde gule Løvværk som
Tøjtrevler fra en Fane, der er baaren gennem Kugleregn. Og mod den
matblaa Høsthimmel tegnede sig skarpt Husenes spirprydede
Silhouetter.
Man var kørt i Sporvogn til Raadhuspladsen og spaserede nu ad Alleen.
Flyge og Kihler var kommen til at gaa sammen bagved de Andre. Bøg gik
ved Siden af Anna, Fru Herding lidt i Forvejen.
"Ungdom!" sagde Kihler med Hentydning til Anna og Bøg, "Ungdom,
Højstærede! De klæ'r hinanden, de der -- hva' -- gør de ikke?"
"Det gør de vist."
"Ja -- han er jo ogsaa en Knopsak -- ham dette lille Stykke
Kemikerskidt ... Jo -- man forstaar jo at iagttage den Slags. Han
skal ogsaa være kommen morderligt efter det paa Fabrikken -- det er
jo med Opfindelser, saa der er Sjans, forstaar De ... Det er skam
glædeligt for min Søster -- i hendes Stilling -- som ubemidlet Enke
-- det er jo noget, hun ligefrem kunde takke Vorherre for, om det nu
kunde blive ..."
"Jeg vidste ikke, at han var forlovet med Deres Søsterdatter," sagde
Flyge. Hans Stemme var ganske rolig. Men ved Kihlers Ord havde det
alligevel givet et lille Sæt i ham.
Han ærgrede sig derover. Havde hun endelig saa stærk en Appetit paa
dette store lodne Provinsgeni, hvorfor saa ikke lade ham have hende?
_Ham_ kunde det jo aldrig vedkomme.
"Forlovet!" sagde Kihler, "nej, det er for meget sagt. Han er jo
saadan lidt ude fra Landet a' -- det gaar ikke saa gesvindt med ham
... Men naar først de saadan begynder at gaa for dem selv og saa skal
lade, som om de slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi Andre
er til Stede, saa ved man jo, hvad den staar paa ... Nu har man jo
arrangeret denne lille Selskabstur -- man vil jo gerne gøre, hvad man
formaar. For ved De hvad: saa længe de skal sidde og række Tunge ad
hinanden paa en Førstesal til Gaarden og med Udsigt til rent ud sagt
Nødtørftspalæerne, saa kommer der sgu ingen rigtig Kanel i
Pærekompotten."
Den lille Mand blev ved at tale. Men Flyge hørte ikke mere synderligt
af, hvad han sagde. Han kunde ikke faa sine Øjne bort fra det unge
Par der forude.
Saa gik man altsaa her og bryggede ganske koldblodigt en lille
hyggelig Forlovelse sammen. Hjalp frem, pirrede til, pudsede Parterne
paa hinanden. Man gik forsigtigt og besindigt frem: ingen paafaldende
Iver, intet snublende Hastværk, ingen Uro. Bare lade de to unge Sind
uddunste deres naturlige Varme -- det var alt, hvad man ansaa for
nødvendigt. Og saa for Resten med en god Samvittigheds Ro vente paa
den Dag, da Frugten var moden ...
Selv gik han nu her for i paakommende Tilfælde at kunne være
Skærmbrædt. Sandsynligvis var Fru Herding gaaet i Forvejen, for at
Kihler kunde sætte ham ind i Sagerne. Hans Nærværelse var egnet til
at dæmpe enhver Mistanke, der muligvis kunde opstaa hos Bøg om, at
hele Turen var planlagt som en Fælde for ham. Og paa den anden Side
var intet naturligere end, at han slog sig sammen med Fru Herding og
hendes Broder, der saa smukt havde sat det hele Foretagende i Scene,
mens man lod de to Unge sværme paa egen Haand. Hvem kunde vide --
maaske kunde Forlovelsen gaa i Orden endnu idag og han være med til
at lyse Velsignelse derover!
Men hvad om han nu gik ud af sin Rolle! Sandelig -- det kunde more
ham at eksperimentere en Smule! Naturligvis vilde han ikke for Alvor
gøre de to Unge Fortræd, ikke rive noget itu af, hvad der var ved at
gro op imellem dem -- blot bore en lille uskadelig Sonde ned i deres
Hjerter for at se, hvordan det i Grunden var fat med dem. Det vilde
kunne stille hans Videlyst tilfreds og ikke genere dem det
allermindste. For ham kunde de overhovedet forlove sig ligesaa galt
de vilde.
Uvilkaarlig gik han rask til for at naa det øvrige Selskab. Kihler
maatte halvvejs sætte i Løb for at vinde med.
... Man bestemte sig til at drikke Kaffe paa Sommerlyst. Naar man sad
i Glas-Verandaen, var det næsten ligesaa godt som at være i fri Luft.
Og dog var man under Tag og havde en stor buldrende Kakkelovn i
Ryggen.
Der var kun faa Folk, og de frøs højtideligt i Søndagspynten. Kun et
Par unge Mennesker havde drukket sig røde i Kammen i Whisky, der i
stadig nye, sodavandsperlende Strømme skinnede gyldent i Glassene
foran dem. Gennem Tobakstaagen, som de pustede fra sig i tætte og
tunge Flager, sendte de idelig svømmende Øjekast til Anna.
"Se, hvor de sidder og glor herhen," sagde Bøg. "Det er da en
underlig Maner. Man kan ligefrem faa Lyst til at gaa hen og sige det
til dem."
"Er De gal, Mand?" sagde Kihler. "Tror De, vi vil have
Værtshusspektakler her? Dette er ingen Snask."
"Det var heller ikke saadan ment. Men det er dog en sær Maner, mange
Mennesker har her i København. De gør lige hvad der lyster dem.
Damerne kan jo daarlig nok gaa alene paa Gaden om Aftenen, bare fordi
der kommer Mandspersoner, som de ikke kan blive fri for. Det skulde
vi lige prøve paa hjemme hos os. Man kunde da ikke nære sig i Byen,
naar man en Gang havde forsøgt paa de Kunster."
Hans Blik dvælede, mens han talte, ved Anna. Men den unge Pige var
tavs. Hun sad og legede adspredt med Frynsen om Borddugen.
Flyge saa det. Han mærkede ogsaa, at Bøg befandt sig ilde ved hendes
Tavshed og søgte at fange hende ind i Samtalen. Der maatte have været
en Kurre paa Traaden, som han nu stræbte efter at faa udjævnet.
Ogsaa Kihler syntes at have faaet en Fornemmelse deraf. Og han søgte
da at skylle Misstemningen bort ved at udfolde en ganske overdaadig
Veltalenhed.
"Det er sgu ganske sjov at komme herud en Gang imellem," sagde han.
"Man har jo diverse Ungdoms-Souvenirer herude fra. Her gik man og
hørte Tyrolere før i Tiden. -- Kan Du erindre det, Karoline?"
henvendte han sig til Søsteren.
"Du ved, Klavs, at jeg aldrig er kommet saadanne Steder."
"Nej, det er Du nok ikke. Du har jo ikke været saadan videre med paa
Trallaen i Dine yngre Epoker -- det har Du ikke ... Nej men -- her
havde jeg sgu for Resten en Historie. Der optraadte en Tyrolerpige
derinde -- hun hed Sessi -- det var saadan en lille gevaldig En. Hun
var ligesaa bred over Enden som det Bord her -- ja, jeg overdriver
ikke, naar jeg siger det ..."
"Det var da ikke kønt."
"Ikke kønt? Hvad vil det sige, at det ikke var kønt? Du kan sige om
den Hund, der gaar der ude i Haven, at den ikke er køn, fordi at
Hovedet det ikke passer til Kroppen og den i det hele taget mere
ligner et Pindsvin end en Hund -- men tag Du og se paa denne lille
Venus fra Milo -- af Thorvaldsen eller hvem hun er af -- saa skal Du
se, at hun er ligesaa bred over Enden som Sessi, undtagen at hun jo
ikke har Skørter. Dette her med smale Steder over det hele -- det
kommer bare af Korsettet. Det har jeg læst om i en Lægebog ... Jo
Sessi var sgu netop køn -- hun var saadan -- landskabelig -- ja der
var Partier af hende, som ligefrem ikke var til at staa for. Og saa
havde hun en Stemme -- den var, saa det bævrede indeni En, naar hun
rigtig lagde Kraft i og tog til at jodle. Jeg var jo et lille ungt
Skvat den Gang -- jeg havde ikke noget videre at koste paa hende
..."
"Klavs," afbrød Fru Herding strengt, "mon det er værd, at Du
fortæller den Historie?"
"Aa skidt -- den kan sgu et treaars Barn høre paa. Nej men man var jo
en Svend fra Fad i de Dage: der var ikke noget, man gik af Vejen for.
Saa hvad jeg havde at gøre: jeg inviterede hende paa Banko. Jeg
sendte et Kort op, om hun vilde have den brungen op paa Tribunen --
saa kunde vi kanske mødes bagefter og slaa en lille Sludder ... Se,
jeg havde det jo lige, saa jeg kunde udrede Betalingen, men jeg
haabede saa smaat, at hun ikke vilde have noget. Men hun var altfor
meget Forretningsmand til at lade noget gaa fra sig a' -- saa jeg
maatte nok saa grangivelig op med en halv Caloric ..."
"Og saa?" sagde Flyge, "saa bagefter?"
"Hun brændte mig sgu af, den Kæltring. Jeg stod og ventede en halv
Time, men der kom ingen Sessi. Hvad er den af? tænkte jeg, nu skal Du
se, at hun er stukken ud ad en anden Vej. For saadan gjorde hun ved
saa mange -- hun lod dem ganske rolig give ud paa sig, og naar saa de
kom og vilde have noget med hende at gøre, saa færdig, Kære -- saa
kunde de staa og kigge de smaa Stjerner og fryse om Tæerne ... Men
ved De, hvad det kom sig af, at hun gjorde det?"
"Nej?"
"Det kom sig af, at hun var et Mandfolk. Det er sandt som jeg siger:
hun blev senere Værtshusholder. Saa var hun jo gaaet lige forbi mig i
sit daglige Tøj naturligvis, og det var der Ingen, der kunde tænke
sig. Men Bankoen den drak hun, det Øg."
Flyge saa paa ham med et ironisk Blik.
"De er vist en lykkelig Mand, Hr. Kihler," sagde han. "De tager
Livet, som det er. Vi Andre kommer saa tidt ingen Vegne, fordi vi
synes, det er saa lavt og smudsigt, saa vi ikke gider røre ved det.
Vi gaar saa forsigtigt frem, holder ikke af at gøre et Skridt, naar
vi ikke kan se, hvor vi træder ... Men De gaar lige paa -- De har
ingen Skrupler, ingen moralsk Kvalme. De lader Verden være ligesaa
akavet, den være vil -- De kommer dog til Rette med den."
"Jaha, det gør jeg sgu" -- han lo højt og tilfreds og strakte Benene
fra sig, saa hans Mave rundede sig opefter -- "jeg er saa tilfreds,
saa tilfreds. Jeg kan gøre og lade ligesom jeg vil ..."
"Og De fortryder aldrig noget bagefter?"
"Nej, hvorfor skulde jeg det? Hvad der smager godt det _er_ godt,
siger jeg altid. Hvad mener De?" -- han vendte sig til Bøg.
"Jeg? Jeg mener, Livet er dejligt at leve."
Flyge saa, at der trak sig en let Fure mellem Annas Øjenbryn.
"Ja, det er rigtigt -- det kan sgu i al Fald være det, naar man har
Raad til det. -- Skal vi tage en Bajer?"
Der var imidlertid Ingen, der vilde have Øl.
"Ja, saa kan vi vel starte videre. Vi skulde jo lidt ind i zoologisk
Have."
De rejste sig og gik. Bøg gjorde Mine til atter at ville gaa ved
Siden af Anna, men hun undgik hans Følgeskab og gik om paa den anden
Side af Fru Herding. Saa fik Kihler fat i Bøg og gav sig til at
udvikle sine Leveregler videre for ham.
... Solen skinnede blegt og sygt ind mellem de graagrønne Træstammer
i Frederiksberg Have, og i Alleerne havde de visne Blade lagt sig som
et tungt, fast Kludetæppe. Man maatte gaa hurtigt for at blive varm.
Mellem Flyge og de to Damer faldt der ikke mange Ord. Misstemningen
mellem Anna og Bøg havde ægget Flyges Nyfigenhed, og han gik og
grundede over, hvordan han skulde komme under Vejr med dens Aarsag.
Da de kom til Indgangen til zoologisk Have, blev Fru Herding
staaende for at vente paa Kihler og Bøg. Men Anna og Flyge gik
videre.
Der var kun faa Folk i Haven. De gik om mellem Dyrene, tavse som gik
de mellem Grave.
Ogsaa Anna tav. Hun gik med sænket Hoved, men hendes Skridt var
hurtige. Flyge havde paa Fornemmelsen, at hun vilde bort fra de
Andre. Han bøjede om ad en Sidegang, og hun fulgte med uden at gøre
nogen Bemærkning derom.
Han gik og iagttog hende. Det var bedst at lade hende være i Fred
nogle Minuter. Hun var øjensynlig gal i Hovedet. Og Vreden burde have
Tid til at trække til.
"De er saa forstemt idag, Frøken Herding," sagde han omsider.
"Jeg skammer mig." Hendes Stemme lød haard.
"Skammer Dem? Over hvad?"
"Over Onkel Kihler. Over -- det hele."
"Man vælger jo ikke sine Onkler selv."
"Det er heller ikke ham alene. Der er ogsaa andet."
Han fandt det hensigtsmæssigt igen at give hende et lille Pusterum.
Trængte han for hurtigt paa, udsatte han sig for, at hun blev skræmt
ind i sig selv.
"Frøken Herding," brød han saa igen Tavsheden, "jeg ved virkelig
ikke, hvordan jeg skal forklare mig for Dem ... Det gør mig meget
ondt, at jeg er kommen til at berøre noget, som er Dem pinligt, men
-- ja, det er naturligvis noget, De selv bedst ved -- tror De ikke,
De kunde have godt af, at vi talte lidt om det, som er i Vejen? De
skal slet ikke sige ja, hvis De ikke mener det -- men jeg synes, vi
har talt saa godt sammen før ..."
"Hvorfor skulde De plages med mine Sorger?"
"Naar jeg nu selv saa gerne vil ..."
"Det er det" -- hun ligesom huggede Ordene frem -- "det er det, at
jeg ikke kan lide Onkel Kihler. Han er saa underlig imod mig. I
Formiddags, da Bøg kom -- og saa tidt i den sidste Tid, især naar Bøg
er hos os -- jeg ved ikke, hvordan det er, han ser paa mig. Og Mo'er
hun holder med ham. Det er, som om de havde noget sammen, som jeg
ikke maatte vide af."
"Det har de maaske ogsaa. Men Herregud -- det kan jo være noget, som
bare er til Deres Bedste."
"Hvor ved de, hvad der er til mit Bedste? Men selv bliver jeg holdt
udenfor alting. Saa snart der kommer Nogen til os, saa sidder Mo'er
og taler med dem, som om jeg ikke var til Stede. Men mest er det
Onkel Kihler. Saadan han ser paa mig -- jeg kan blive helt syg af
det."
"Har De -- har De talt med Hr. Bøg om dette?"
Der kom -- syntes han -- et hurtigt Blink af Mistænksomhed i hendes
Øjne.
"Hvorfor spørger De mig om det?"
"Det faldt mig ind. Han er jo Deres Barndomsven."
Hun betænkte sig lidt.
"Ja," sagde hun saa, "jeg har talt til ham om det. Nu for lidt siden,
da vi gik sammen. Vi har jo kendt hinanden saa længe -- saa jeg
troede, han kunde gaa ind paa, hvad jeg tænker. Men" -- hendes Stemme
dirrede -- "han er ikke anderledes end de Andre. Han kan sidde der og
le ad, hvad Onkel Kihler siger, skønt han ser, at det gør mig saa
bitterlig ondt. Onkel Kihler kan gøre og sige, hvad han vil -- men
hvad jeg tænker, det er der Ingen, der bryder sig om."
"Hm ..."
Mere sagde han ikke. Han kunde mærke, hvordan Annas Forventning
næsten bankede ham i Møde.
De kom imidlertid til en Bænk, og han opfordrede hende til at tage
Plads.
"Lad os nu tale lidt om Tingene," sagde han. "Jeg tror ikke, det hele
er saa galt, som De mener. Eller man kan ogsaa sige, at det er endnu
værre. Det er ganske som man tager det ...
Vi vil Dem jo Allesammen vel -- ogsaa Deres Onkel -- men vi har ikke
været rigtig heldige med at vise det. Menneskene er tidt værst mod
dem, de helst vil glæde. De kan nemlig aldrig forstaa, at Enhver
bliver salig i sit Himmerig. Derfor gaar de nu Allesammen og spænder
hver sit blaa Lykketelt ud over Dem i Stedet for at lade Dem selv om,
hvordan det skal være. For Deres Mo'er er det Lykken at sidde hen bag
lukkede Vinduer og lade Livets Safter langsomt tørre ind i sig. For
Deres Onkel er der ikke andet end at gramse til sig, hvad Dagen
byder. Og Bøg -- han gaar med Øjnene oppe i Skyerne og synes, at
Jorden er dejlig, fordi han aldrig har set, hvordan den i
Virkeligheden saa ud. Og nu vil de alle tre have, at De skal se med
deres Øjne."
"Ja, jeg tror, De har Ret. Det er vist saadan."
"Jeg er ganske vis paa det. Men De -- De staar i et helt andet
Forhold til Livet. De ser det hver Dag skylle imod Dem -- De kan
mærke, hvordan det vil suge Dem til sig. De maa igennem det -- De kan
ikke blive siddende inden Døre -- og De maa leve her paa Jorden. Er
der en Himmel for Dem, saa er den ikke som den, Deres Ven Bøg lever
i. Den er ikke en Slags Kvistetage over Deres Hoved -- den ligger saa
langt, langt ude, hinsides Sol og Maane. Man maa stride sig til den
-- det er det eneste visse. Men det er netop den Strid, der er Livet.
Og at leve det er Lykken."
Han kunde se, hvordan hendes Øjne lyste imod ham.
"Ja leve det," sagde hun, "leve det ... Men naar jeg nu er saa helt
alene -- naar de Andre nu ikke gør andet end at holde mig tilbage
..."
Hun rejste sig hæftigt op.
"Jeg forstaar Dem saa godt, Frøken Anna," blev han ved. "De maa jo
have Nogen at holde af, ikke sandt? Og nu har De kun Deres Mo'er --
slet ingen Andre. Deres Mo'er med hele Ritualet. De tør ikke rokke
ved en lille Tøddel deraf, for saa er De bange for, at De skal blive
drevet helt ud i det klare Oprør mod det hele. -- Er det ikke saadan
omtrent, De tænker?"
"Jo, det er vist det."
"Jamen har De nu ikke tænkt paa, at hvis De bliver ved med at
underkaste Dem, saa vil De en skønne Dag slet ikke mere være i Stand
til at sætte Dem imod det. Deres Evne dertil vil slappes. Og der vil
komme det Øjeblik, da De ikke mere holder af Deres Mo'er -- ikke kan
holde af hende."
"Ja," sagde hun hæftigt, "saa er der ingenting mere for mig at gøre.
Jeg kan ikke være anderledes end jeg er. Jeg _kan_ ikke gøre mig
fri."
"Nej, De kan det vel ikke," sagde han langsomt. "Ikke uden at De
havde Nogen at holde Dem til udenfor -- Nogen, som De -- holdt af."
"Ja men det ..."
Hun standsede. Hun var kommen til at se paa ham, og det gav et næsten
umærkeligt Ryk i hende. Hans Ansigt var ganske roligt. Men som han
stod der foran hende, saa han ud som en pludselig hærdet Beslutning.
"Ja," sagde han langsomt, "En, De holdt af" -- og blev ved at se paa
hende.
Og mens han gjorde det, mærkede han, hvordan hun bøjede sig ind under
hans Villie, som pludselig overvældet af en Magt, hvis Nærhed hun for
sent blev var. Han syntes, at hun i et Nu faldt sammen for hans Fod.
Og han blev greben af en varm og stærk Higen efter helt at befæste
sit Herredømme over hende. I et Nu fløj gennem hans Hjerne en Flok af
Fornuftgrunde, der vilde holde ham tilbage, Grunde, som med klare,
logiske Omrids tegnede sig for hans Bevidsthed. Han gav sig ikke Tid
til at veje og dømme dem -- skød dem blot hensynsløst til Side --
alle uden Forskel. Han fornam, hvordan lange Tiders tilbageholdt
Villiestyrke brød paa og gjorde sig mægtig over et andet Menneskes
Sind. Og Følelsen heraf greb ham som en Galskab og lod sig ikke
afvise.
Den unge Piges Blik hang ved ham. Men Skikkelsen var saa hjælpeløs
som sunken i Knæ.
Han bøjede sig frem mod hende og lagde sin Arm om hendes Liv. Hun laa
slapt hen i den. Hendes Ansigt var vendt opad imod hans, og hendes
Læber aabnedes halvt -- som et Bæger, der byder sin Vin til den
Tørstende. Men idet han nærmede sit Ansigt til hendes, lukkede hun
Øjnene -- som gav hun sig hen i noget, der var uundgaaeligt men som
hun dog ikke havde Mod til at møde.
Saa kyssede han hende -- længe. Hendes Læber næsten klamrede sig til
hans, men de var uden Varme.
"Anna," sagde han blot, "lille kære Anna ..."
Og langsomt gik de ved hinandens Side frem i Haven ...
Bøg var den første, de traf. Han var gaaet ud for at søge dem. Men
Anna undgik at se paa ham.
Og baade Fru Herding og Kihler kom med Bemærkninger om, saa bleg hun
var, saa daarlig hun saa ud ...


Vinteren igennem havde Flyge været forlovet med Anna Herding.
Nogen offentlig Deklaration var ikke sket. Flyge havde ikke ønsket
det, og det hjalp ikke, at Fru Herding var af modsat Mening. Han
havde været fast bestemt paa at sejre i dette første Feltslag. Hans
Svigermoder maatte føle sig utryg overfor ham, om en passende
Ligevægt i Forholdet skulde kunne opretholdes.
Men naturligvis kunde han ikke modsætte sig, at der gik Budstikke til
Paarørende og Venner. Og da han desuden færdedes sammen med Anna paa
Gader og Stræder, blev enhver Deklaration snart ganske overflødig.
Fru Herding perlede i denne Tid af Iver og Optagethed. Der var Snese
af Etikettespørgsmaal, der satte hende i Bevægelse, og saa var det
jo ogsaa ligesaa godt at begynde at tænke paa Udstyr med det samme.
Hun gav sig til at stifte Bekendtskaber blot for at have Nogen at
drøfte Forlovelsens mange Udenomsspørgsmaal med. Bestandig fløj
Næseklemmeren paa og af, mens hun selv føg som en aldrig hvilende
Hvirvelvind om de Nyforlovede.
Det rørte hende under disse Forhold kun lidt, at Hansen-Maagerup
sagde sit Værelse op. Allersnarest var det hende en Lettelse. Den
skikkelige Teolog var i den sidste Tid bleven ganske underlig i sit
Væsen. Det lod til, at han slet ikke læste mere. Naar han var inde
paa sit Værelse, kunde man i Timevis høre den tunge Lyd af hans
Skridt hen over Gulvet, uden Hvile, som en fangen Bjørns. Det hændte
ogsaa, at han gik ud ved Sengetid og ikke kom hjem igen før sent paa
Natten. Aldrig var sligt sket før. Ja, en enkelt Gang kom han slet
ikke hjem før den lyse Morgen -- jo, Fru Herding var rigtig bleven
saa forskrækket ved den Lejlighed. Hun forsøgte at faa ham til at
sidde inde i Stuen, men der sad han bare og hang i Gyngestolen og
rokkede saa hjælpeløst frem og tilbage med Overkroppen, saa man kunde
blive helt søsyg af at se paa det ...
Før Jul var han flyttet. Og Bøgs Besøg blev efterhaanden sjældnere og
sjældnere.
"Jeg troede sgu for Resten, det skulde have været Dem," sagde Kihler
til ham en Dag, da de talte om Forlovelsen. "Men De har nok haft Lyst
til at slaa nogle skæve paa fri Haand endnu, inden De skulde i
Seletøjet. Der kan De saamænd ogsaa tidsnok komme. Man skal tage den
Fornøjelse, man kan faa, saa længe man er ung, og der er sgu Piger
nok, naar en Gang De synes, at nu kan det være nok."
Efter den Tid kom Bøg ikke mere der i Huset.
Men Flyge førte Anna rundt i sin Omgangskres, og hun kom i Selskaber
og Teatre. Det flimrede om hende med nye Ansigter og fremmede
Indtryk. Tanker, der havde ligget i Svøb hos hende, naar hun gik om
hjemme, ene med Moderen -- Tanker om Livet, som det vel maatte leves
-- de foldede sig nu ud i fuld Styrke. Og hver Dag hørte og læste hun
Ting, der kom til hende som Svar paa lønlige Spørgsmaal.
Flyge syntes, at hun stedse blev smukkere. Det var, som
gennemfarvedes hendes hele Væsen af friske, dunkle Blodstrømme, der
sugede deres Styrke fra alt det nye Liv, hun nu gennemlevede. Hun
blev sikrere og frejdigere i sin Optræden, ogsaa overfor Moderen. Nu
vovede hun at modsige hende, og hun gjorde det med en næsten fornøjet
Selvfølgelighed, der ligesom skød al Tvang til Side.
Og Fru Herding begyndte at tale om Ungdommen -- Tidens oprørske
Ungdom. Men hun passede paa at ytre sig i stor Almindelighed, saadan
at hun ikke æggede til Modsigelse. Thi hun vidste godt, at bagved
Anna der stod Flyge.
Overfor sin Forlovede var Anna fuld af fornøjet Sikkerhed. Hun
kærtegnede ham villigt, og hun fulgte ham, naar han ønskede det. Det