Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 3

"Bøg! ... Nej dog! hvordan kommer De her?" ... Hun rejste sig op og
rakte ham sin Haand, som han stærkt rystede frem og tilbage.
"Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar blev jeg færdig med
Militærtjenesten -- nu har jeg rejst hele Natten ... Og saa skal jeg
netop komme her ind og spise Frokost ... Og det første Menneske, jeg
træffer paa -- det skal være Dem!"
"Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. For De var da kommen op
til os -- ikke sandt -- det var De da?"
"Naturligvis var jeg det ... skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse
-- -- men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig.
De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København -- ja,
og saa Deres Mo'er da ... Hun har det vel godt kan jeg tænke ...?"
De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene. Hunden, der
mærkede, at den nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsøgte at
indsmigre sig hos Bøg ved logrende at gnide sig op ad hans Ben. Ingen
syntes at tænke paa Flyge.
Han maatte selv bede om at blive forestillet for den unge Mand.
"Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er Hr. Bøg, Viggo Bøg, en meget
god Barndomsven af mig. Og det er Hr. ... Hr. ..." Hun stirrede paa
ham. I sin glade Forfjamskelse kunde hun paa en Gang ikke finde hans
Navn frem af sin Hukommelse.
"Flyge," sagde han med et lille Smil.
"Ja, Hr. Flyge -- om Forladelse ... Men saa sæt Dem dog ned, Bøg."
Bøg trykkede Flyges Haand og saa spørgende paa ham.
"Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"
"Værsaaartig."
Bøg rykkede en Stol hen til Bordet og tog Plads. Anna blev ved at se
dybt paa ham.
"Nu bliver De her da nogen Tid -- her i Byen," sagde hun.
"Ja -- jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer
her. Jeg skal tiltræde den imorgen."
"En Plads? Nej virkelig? Er den god?"
"Aa -- jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa
udmærket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' -- kender De det?"
"Nej."
"Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte en ny Opfindelse -- en
kemisk Sammensætning -- til Fremstilling af Næringsmidler."
"Er det saadan, at man kan gaa med et helt Rugbrød i en
Pebermynteæske? For det har jeg læst om i 'Familie-Journalen'."
"Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg kender for Resten slet ikke
noget til det, jeg bliver først sat ind i det, naar jeg nu imorgen
kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give mit Ord paa, at jeg ikke
vil røbe Hemmeligheden."
"Saa skal De naturligvis være den, der staar for det hele?"
"Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok nogle Aar, inden jeg naaer
saa vidt. Men det er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg
har faaet den Plads, skønt jeg endnu ikke har taget min Eksamen."
"De vil være Polytekniker?" blandede Flyge sig i Samtalen.
"Ja, jeg vil læse ved Siden af. Og noget kan jeg da allerede."
"Men hvordan var det, Bøg," sagde Anna, "jeg synes, De var kommen til
Jernbanen."
Han trak paa Skulderen.
"Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det passede ikke for mig. Sidde
der inde paa Kontoret -- og saa se Togene suse forbi og forbi -- ud i
Verden. Nej det _kunde_ jeg ikke. Saa gik jeg en skønne Dag til gamle
Møller ..."
"Overlæreren? Hvordan har han det?"
"Udmærket! Jeg sagde til ham, at han _maatte_ læse med mig -- Fysik
og Kemi -- og hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, men
det gik kun langsomt, for jeg havde jo ikke saa megen Fritid ..."
"Og Møller kunde vel heller ikke lære Dem noget videre?"
"Jo--o-- han har skam været dygtig en Gang ... Men nu er jeg jo glad,
at jeg er kommen saa vidt. Det skal nok gaa -- det tror jeg da saa
sikkert."
Flyge havde siddet tavs og vippet frem og tilbage paa Stolen. Uden at
han ret vilde tilstaa det for sig selv, virkede Bøg en Kende
ubehageligt paa ham. Al denne uplejede Frejdighed skurrede mod hans
Nerver.
Han fik Lyst til at drille ham en Smule.
"Er De nu ikke lidt nervøs, naar De tænker paa Deres nye Stilling?"
sagde han.
"Nervøs -- nej! Hvad skulde der være at være nervøs for? Selv ved jeg
jo i Grunden slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men de, som
har antaget mig, de maa jo tro paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg
det vel ogsaa nok."
"Jo -- men Ansvaret ved det hele -- det var det, jeg tænkte paa ...
Her er altsaa Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler -- ikke
sandt? Lad os antage, at det gaar ud paa at erstatte f. Eks. Kødet
som Næringsmiddel ..."
"Jamen det gør det vist ikke."
"Maaske ikke -- men De ved det dog ikke -- det kunde i al Fald
udvikle sig derhen. Vi sætter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken
Revolution De der vilde være med til? Tusinder af Mennesker brødløse
-- jagede ud i Fortvivlelse ... Men Deres Fabrik stor og kvabset af
Ubarmhjertighed -- skovlende Guldet ind ..."
"Jamen saa vilde jeg naturligvis røbe Hemmeligheden, saa Alle kunde
nyde godt af den."
"De skal jo give Deres Ord."
"Man kan ikke binde sig til noget, som er skændigt. En Opfindelse
bliver jo da gjort for at gøre godt mod Menneskene. Gør den ikke
det, saa vil den aldrig kunne gaa -- nej, den vil aldrig kunne gaa!"
"Maaske. Men selv om den gør godt, saa forlanger den ogsaa Ofre.
Menneske-Ofre. De faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa Dem. De
kan sidde paa Deres Fabrik og føle Virksomheden vokse under Dem. Og i
Aviserne vil De kunne læse mange smukke Ting om, hvor stor en
Velgerning De er med til at berede Menneskeheden. Men Elendigheden er
der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. Bliver Verden
overhovedet lykkeligere af Fremskridt? Sæt nu, Talen var om en
Opfindelse, der vendte op og ned paa alle Begreber i Verden, saa det
bestaaende gik ganske i Stykker ..."
"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende i Stedet. Og maaske noget
bedre. I al Fald kan vel det ene være ligesaa godt som det andet."
"De er en farlig Person, lader det til, Hr. Bøg."
"Jeg -- haha -- nej, det mener De nok ikke ... Men nu kommer jeg skam
til at gaa. For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen.
Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid.
Gaar De med, Frøken Anna ..."
"Ja -- se, Frøken Anna var jo egentlig min Dame ..."
"Jo -- ja undskyld -- men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene.
Jeg har aldrig været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu gik med mig
-- saa blev det jo saa meget lettere. Vil De ikke nok det, Frøken
Anna?"
"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betænkning. Men skottende
hen til Flyge føjede hun til: "For De skal vel alligevel ..."
"Jeg skal paa Biblioteket -- ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn
til."
Han slog ud med Haanden, og Anna og Bøg sagde Farvel. Det forekom
ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas Øjne.
Hun var dog Kvinde -- vilde sagtens søge at udfinde, om der ikke hos
ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af
Skinsyge ...
Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge
Skikkelser dreje om det nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og
svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna næsten _løb_ ved
Siden af ham.
Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst -- en
munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om
dem og nappede dem i Klæderne ...
... en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer
halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner ...


Flyge gik op i Biblioteket.
Da han i sin Tid havde taget mod Stillingen deroppe, var det ikke
fordi han ønskede for bestandig at blive Biblioteksaand eller
Arkivvæsen. Han havde lige taget Magisterkonferens i romansk Sprog
med udmærket Udfald, og nogle Tidsskriftsartikler havde vakt nogen
videnskabelig Opmærksomhed for hans Navn. Fremtiden syntes ham ikke
tvivlsom: den maatte føre ham gennem en Doktordisputats til en
Universitetsstilling. Assistentposten i Biblioteket var altsaa kun
til ganske foreløbig at flyde paa.
Men lidt efter lidt havde Bøgerne trængt sig ind i hans Sind og
omklamret hans Fantasi, saa at han ikke kunde slippe dem.
Der stod de paa de lange, hvidmalede Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved
Ryg i uendelige Rækker. Tanker, der forlængst var blegede og visne,
Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed var fremmede for Hoben, og atter
Tanker, der endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler rundt om
i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod
urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det
Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed.
Og denne Hær med dens Uoverskuelighed af Afdelinger var ikke en
tilfældig samlet Flok, der en skønne Dag kunde møde sin Overmand og
hvis Rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle Vaabenarter og
alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt sin
Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil.
Flyge følte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse
Rækker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin
Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig
ikke frem med dum, utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med ørkesløs
Udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede Meninger. De ytrede sig, naar
man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.
Han havde efterhaanden udviklet sin Smag for Læsning til det bizarre.
Han læste ikke mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bøgerne. Helst
søgte han til de Værker, som ingen Andre læste, de glemte og
forsmaaede, og fandt en egen Nydelse deri, at han kunde føle sig ene
om deres Selskab.
Saaledes kunde han med en stille Tilfredshed tage for sig en
indbunden Aargang af en eller anden gammel Avis. Han lod Øjet glide
hen over det gulnede Papir og den blegede Tryksværte. Spalte op og
Spalte ned kunde han læse Artikler, Nyheder, vrede og tilfredse,
perfide og ørkesløse.
Hvor de havde sprættet, alle disse Sjæle, som havde undfanget dem,
hvor de havde spruttet, disse Penne, som havde skrevet dem, hvor de
havde pirret op i Myretuen! Og nu stod Resultaterne der, kendt døde
og magtesløse af Livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en
vis ondskabsfuld Glæde kunde han fordybe sig i en saadan gammel
afmægtig Artikel: hvor var nu den Blæst henne, som den havde rejst?
Glemt, glemt altsammen, mens andre Aviser, lige optagne af sig selv,
lige spjættende af unyttig Iver, hver Dag flagrede ud, hvirvledes
rundt som Sneflokke og faldt til Jorden ...
Selv en daarlig Avisartikel fik dog undertiden her i Verden sin
Straf: den at blive læst flere Aar efter, at den var skreven ...
Men det var ikke blot Bøgerne, der optog ham. Ogsaa de Mennesker, der
søgte Biblioteket, skaffede ham Nydelser.
Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. De blev staaende ved
Døren, ydmygt blussende af Generthed, inden de vovede sig frem med en
stakaandet Anmodning. Og de satte sig paa Kanten af Stolen, mens de
ventede. Der var unge Studenter imellem, der var gamle, underlig
jordslaaede Autodidakter, og der var unge Piger, der vilde laane
Billedværker ... Dem var det morsomt at skræmme og imponere. Naar man
saa paa dem med et eget lærd, dødt misbilligende Blik, kunde deres
Forlegenhed stige til en selvudslettende Højde.
Men der var ogsaa dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet
Fripostighed. De trampede i Gulvet og stillede med høj Røst
Forlangender om de Bøger, de ønskede. Og naar de havde gjort det,
satte de sig ned, stak Hænderne i Lommerne og strakte med en frygtløs
Gaben Benene fra sig. De var til himlende Forargelse for Bibliotekets
gamle Bud, der stiv i Nakken og barket af mange Aars Ensformighed
hentede Folianterne fra Reolerne.
Og endelig Læsestuens Stamgæster, der hver Dag til nøjagtig samme Tid
kom ind, fik deres Bog udleveret og satte sig til at gøre
Optegnelser. Nogle af dem var Videnskabsmænd og Studerende -- for
andre var Læsestuen kun et lunt Opholdssted, der var blevet dem en
Vane og hvor de søgte en Afbrydelse i Dagenes Træghed ...
I Biblioteket følte Flyge sig i Ligevægt. Naar han sad deroppe bag
sin Pult, blev han greben af en mild og styrkende Kedsomhed, der
kvalte alle Længsler og forjog alle usunde Drømme.
Men idag kunde han ikke ret falde til Ro. Han saa for sig Anna og
Bøg, som de sammen gik ned ad Gaden fra Kaféen. Denne Bøg -- han
ærgrede sig i stigende Grad over ham, -- saa ugenert selvskreven han
havde teet sig, han med sine store, daskende Hænder.
Men det kunde ikke nægtes, at han bar sit Hoved rankt frem. Da han
gik der med Annas lille spæde og faste Skikkelse trippende ved Siden
af sig, saa han saa urokkelig sikker ud, som om han havde tilbudt sig
at være hendes Værn og Forsyn mod alt, hvad der kunde møde hende af
ondt. Højst sandsynligt, at han virkelig kunde paatage sig det. Thi
han syntes at eje den blanke Uvidenheds Naadegave, den medfødte
Ubetydeligheds Sikkerhed og Herskeevne.
Muligvis var det den inderligste Daarskab at misunde ham det.
Hvad vedkom overhovedet denne lille Frøken Herding ham,
Biblioteksassistent Preben Flyge? Saadan en lille Mo'ers Skødeunge,
der gik og pippede nysgerrigt om det Liv, hun ikke kendte ...
Men paa en Gang syntes han, at han sad her i Biblioteket som i en
aaben Begravelse. Var ikke alle disse Bøger Sarkofager, hvori døde
Tanker smuldrede hen, spredende en mulden Liglugt om sig? Og disse
Skikkelser, der gled ind og ud uden Lyd eller som sad ubevægeligt
bøjede over Bøgerne -- var det Liv, de førte? Gjaldt det ikke om de
fleste af dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og drog Aande,
fordi den Død, der ejede dem, ikke havde fundet det Umagen værd at
standse disse udvortes Rørelser? Skygger, Skygger ...
Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt anbragt paa _lit de
parade_? Dag for Dag blev han mere og mere død. Bogrækkerne trængte
sig tættere og tættere sammen om ham, saa han ikke kunde røre sig. De
filtrede ham ind i et Net af døde Tanker, et Mylr af Traade, der alle
lovede at føre ham ud til Liv. Men naar han greb en enkelt og vilde
følge den, saa han alle de andre for sig, og han blev greben af Angst
for, at den, han holdt i sin Haand, ikke skulde være den rette. Længe
kunde han staa tvivlraadig og stirre paa Nettets indviklede
Slyngninger, til det alt var ved at løbe i et for hans Blik. Saa greb
han ganske vilkaarlig en ny Traad, den første, der faldt ham i Hænde
-- og atter tøvede han, atter greb han en ny -- atter døde der et
Stykke af ham ...
Med et bittert Smil indtog han sin Plads bag Pulten, hvorfra han
skulde lede Udlaanet.
"Her sidder man nu," tænkte han, "og formodentlig vil jeg alle mine
Dage blive ved at komme her hver Dag, sætte mig ned og være rede til
at staa paa Pinde for Oplysningsidioterne. De vil komme til mig og
bede mig om at række dem Giftbægeret. Jeg vil gøre det med et
beredvilligt Sind, for de fortjener ikke bedre. Og alle Tænkernes
svimle og farlige Tanker, alle Digternes syge og hede Længsler, alle
de lærde Penneskafters ligegyldige Reporter-Kendsgerninger vil
klumpes sammen i deres smaa og fattige Hjerner. Og de vil glemme, at
de selv er til, og af hundrede gamle Bøgers Forvirring vil de
sammenskrive hundrede nye. Saa vil de nye Bøger hoppe op paa de lange
Reoler og være rede til at gyde deres Indmad i andre Hjerner og atter
blive til nye Bøger ...
Og disse Bøger vil blive sendt ud til Folket for ogsaa at udmarve
det. Smaa, uldne Bøger vil lægge sig som Filt over Villierne. Og der
vil blive gjort endnu flere Bøger. Folket selv vil skrive dem:
Skomagere og Skræddere, Husmænd og Inderster, Vaagekoner og
Jordemødre. Og deres Sjæle vil blive som stegte Gæs, af hvilke Lever
og Lunge og Hjerte og Indvolde er tagne ud og erstattede med Æbler og
Svesker. Herrejemini! hvor de vil kro sig, hvor de vil føle paa deres
Maver og skændes om, hvis der er stoppet mest ..."
... Der kom en gammel Mand for at laane en Bog. Han var høj og tynd,
havde hvidt Fuldskæg og Briller og var klædt i en luslidt sort
Frakke, af hvis Ærmer et Par lange, stilkede Arme stak frem. Naar han
kom skridtende hen over Gulvet paa sine tynde Ben, saa det ud, som om
de knap kunde bære ham.
Flyge kendte ham godt. Det var en pensioneret Præst. For tyve Aar
siden havde han taget Afsked: han havde da set ud nøjagtig ligesaa
gammel som nu, og hans Ydre vakte en Forestilling om, at han heller
aldrig kunde blive ældre. Livets Safter var forlængst tørrede ind i
hans magre og kantede, næsten gennemsigtige Krop. Derfor syntes der
nu heller ikke mere at være noget tilbage hos ham, som Tiden kunde
tære paa.
I de Aar, Flyge havde været ansat i Biblioteket, havde denne Mand
hver Dag givet Møde. Og stedse havde han laant Værker, der angik et
og det samme Emne: Tiendepligtens Oprindelse i Danmark. Men Ingen
vidste, hvad han tilstræbte med disse Studier.
Da han nu kom hen til Flyge, saa denne skarpt paa ham. Under Armen
havde han et Par gamle Kvartbind i fuldt Læder, dem ønskede han at
faa byttet.
Flyge lod hente, hvad han ønskede, og rakte ham Bøgerne.
"De interesserer Dem for Tiendeforhold, Pastor Briksen," sagde han
venskabeligt.
"Ja," svarede Pastor Briksen og virrede lidt med Hovedet, "-- det er
jo -- det er jo et temmelig stort Emne."
"De vil formodentlig udgive et Værk derom?"
Den gamle Mand rødmede som en ung Pige, der ser sin første
jomfruelige Tilbøjelighed afsløret.
"Ja -- hm -- det kommer jo an paa ..."
"Ja undskyld, jeg saadan blander mig i det -- men jeg interesserer
mig selv en Smule for disse Spørgsmaal."
"Gør De? Gør De virkelig?" -- Han saa mistænksomt paa ham.
"Ja. Men yderst platonisk. Jeg vilde aldrig vove at give mig
videnskabelig af med dem."
"Aa, hvorfor ikke det? Det gælder jo blot om at have en Smule
Taalmodighed."
Flyge bøjede sig med et pludseligt Sæt frem imod ham.
"Jamen sæt nu -- sæt nu, jeg gav mig til at skrive et Værk om det --
og jeg saa aldrig fik Værket færdigt!"
"Ja -- man vil jo naturligvis gerne have lidt Udbytte af det. Jo, det
vil man. Ungdommen især. Det kan jeg saa godt forstaa."
"Jeg synes ikke, man her kan tale om, hvad man gerne _vil_. For mig
staar det saadan, at man _maa_ have det, maa absolut. Tænk at se
tilbage paa alle de mange Dage, man har anvendt til det -- og saa
maaske maatte indrømme, at man har stjaalet dem alle til Hobe ..."
"Stjaalet dem? Hvordan skulde det gaa til? Hvordan skulde man kunne
stjæle Dagene?"
"Man stjæler alle de Dage, da man intet udretter. Man tager dem fra
Livet -- det, som det var Ens Pligt at leve. Og naar man saa lægger
dem sammen, Dag til Dag, saa de tilsidst bliver til Aar -- er det saa
ikke, som om man havde udslettet sig selv af Tilværelsen for hele den
lange Tid? Er det ikke en Slags Selvmord? Vi ser det jo heroppe, vi
Biblioteksmænd. Vi ser Folk saadan gaa om og lade sig selv gaa til
Spilde."
"Da maa jeg sandelig tilstaa -- denne Betragtningsmaade forekommer
mig dog ellers ..."
"Ja, Dem kan den jo aldrig berøre pinligt, Pastor Briksen. De, som
virkelig arbejder paa et stort Værk og som efter al menneskelig
Beregning ogsaa naaer at faa det fuldført. De er maaske allerede
færdig -- ha ha -- De mangler maaske bare at faa det trykt ... Men
har De ikke somme Tider her oppe lagt Mærke til saa den Ene og saa
den Anden, som kommer herop Dag efter Dag og som bare gaar her og
bliver hængende? ... De bider sig fast i et eller andet Spørgsmaal,
som de aldrig slipper fra igen. Det er saadan noget lignende som at
samle paa tomme Sneglehuse."
"Naa -- naa ..." Den gamle Præst var bleven højrød i Hovedet.
"Jo -- for Kundskaberne har for dem fuldstændig mistet deres
Omsætningsværdi som Kundskaber. De bliver bare dyngede op. Det er en
Sport, det hele. Hvad mener De om at opdage Nordpolen?"
"Ja -- -- det er jo -- -- det er jo i og for sig ganske
interesseløst."
"Synes De? Aa -- jeg ved dog ikke. Jeg mener dog, de lever, de, som
prøver det. De ofrer sig naturligvis ikke for nogen Sag -- for der er
ingen Sag -- men de lever, saa længe det staar paa, i højere og
rigere Stræben end vi Andre. _Det_ har alligevel Folk ondt af der
kommer de snadrende og skal regne ud, om Nordpolen nu ogsaa kan give
Valuta for Pengene og Menneskelivene. Og saa aner de ikke, at her
oppe i Biblioteket gaar der hver Dag Snese af Mennesker og øder Aar
paa at opdage en eller anden videnskabelig Nordpol -- som i de fleste
Tilfælde er opdaget for længe siden -- af Andre."
"Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. Aldeles ikke."
Præsten vendte ham vredt Ryggen og gik.
Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.
"Der nappede jeg ham dog i Sjælen," tænkte han.
Og han blev ved at sidde med dette Smil om Munden, mens Folk blev ved
at komme og gaa, bringende Bøger, krævende Bøger -- og mens Støvet af
hundredaarige Bøger hvirvledes op i smaa, krusede Skyer og dalede
ned, læggende sig paa andre Bøger, dækkende Tanke-Sarkofagerne i
stedse tættere og tættere Lag.


Mere end Flyge ret vilde være ved det flakkede hans Tanker om Viggo
Bøg.
Hvad kendte han til ham? Hvad vidste han om ham? En Dag var han brudt
ind i hans Forestillingskres, som mellem Aar og Dag saa mange Andre
gjorde det -- det var det hele. Og alligevel fornam han det, som om
han i ham havde fundet en hemmelig Modstander, der stedse truede hans
Ro. Til at træffe sammen med ham havde han imidlertid ikke Lyst. Han
havde paa Fornemmelsen, at Bøg maatte være bleven en hyppig Gæst hos
Fru Herding. Og derfor holdt han sig selv borte derfra.
Hvad skulde han i Grunden ogsaa hos de Mennesker? Hvorfor grave sig
dybere ind i et Bekendtskab, som dog ikke i Længden kunde fængsle
ham?
En vis Nyfigenhed kunde han imidlertid ikke gøre sig fri for ... Han
kunde da i Grunden ogsaa se op til Hansen-Maagerup. Han var saa
skikkelig, saa inderlig skikkelig. Hvorfor da paa en Gang svigte ham?
Til sit Besøg valgte han en Søndag Formiddag. Det var ikke
sandsynligt, at der paa den Tid af Dagen var Gæster.
... Hansen-Maagerup selv var den, der lukkede op for ham, da han
havde ringet paa. Han var lige kommen hjem fra Kirke og var ganske
sortklædt. Hans Næse skinnede endnu mere glødende og blank end
sædvanlig -- i Reglen et sikkert Tegn paa, at et eller andet satte
ham i en trist Sindsstemning. Thi Hansen-Maagerup havde den tragiske
Skæbne, at hans Nedtrykthed altid øvede sin Indflydelse paa Næsen.
Den kunde tindre med Fyrtaarnsglans, saa at han gjorde Indtryk af at
være illumineret af Glæde, naar hans stakkels Hjerte netop var mest
sorgfuldt.
Han førte Flyge ind i sit Værelse. Der stod en halvtømt Kop Kaffe, og
ved Siden af laa en Bog opslaaet. Det var et Bind af H. C. Andersens
Eventyr, det eneste ikke-teologiske Værk, som Hansen-Maagerup ejede.
Naar han blev greben af et af sine Anfald af Tungsind, tyede han
gerne hertil.
"Det var rart, Du kom," sagde Hansen-Maagerup og trykkede Flyges
Haand. "Jeg trængte saa meget til at komme til at tale med et
Menneske."
Flyge rejste Hovedet og lyttede. Det tyktes ham, at der lød Stemmer
inde fra Dagligstuen.
"Her er nok Fremmede?" sagde han.
"Aa, det er bare Fruens Bro'er og saa ham Kemikeren eller hvad han er
for En -- det er En, der hedder Bøg, han kommer her saa meget i den
sidste Tid. De skal nok en Tur ud paa Frederiksberg og drikke Kaffe.
Mig vilde de ogsaa have haft med, men jeg er ikke ligefrem i Humør
til den Slags Pjankeri."
"Er der gaaet Dig noget imod?"
"Nej, det kan jeg ikke sige, for det er der ikke. Men naar man sidder
saadan hen for sig selv, saa kommer man mange Gange i Tanker om saa
meget. Der er jo baade det ene og det andet, som er kommet anderledes
end man havde tænkt sig det."
Hans runde, blaa Øjne fik fugtig Glans. Og hans troskyldigt plumpe
Hænder famlede nervøst som efter et Holdepunkt, de ikke kunde finde.
"Det er jo det," sagde han næsten hæftigt, "at jeg gaar her og bliver
til ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det: her gaar den
ene Dag som den anden og det ene Aar som det andet -- det gaar ogsaa
-- og jeg kommer ikke ud af Stedet ... Tror Du i Grunden ikke,
Flyge, at jeg er et meget svagt begavet Menneske?"
"Aa -- kære Ven -- Du har vel Forstand som de Fleste. Man har jo saa
mange Slags Begavelse."
"Ja, saa mange Slags -- men naar man nu ikke har nogen af dem ...
Jeg har aldrig tænkt mig, det kunde gaa mig saa ringe, jeg har altid
haft Lyst til at studere, og jeg har jo ogsaa gaaet baade til
Forelæsninger og til Manuduktør. Men det hjælper mig jo aldrig det
mindste: jeg kan virkelig saa usselt lidt. Der er ingenting, der vil
blive i Hovedet paa mig. Jeg kan ligge og drømme om Natten, at jeg er
oppe til Eksamen, og at jeg gaar fra det paa noget, som jeg har vidst
bare et Par Dage forinden. Naar saa jeg vaagner op og skal til at
forsøge, om nu jeg ved det, saa skal det sjælden slaa fejl, at det
ogsaa i Virkeligheden er gaaet fra mig. Det er lige alt det, at jeg
tør gaa i min Seng om Aftenen. Og hvis nu jeg aldrig faar den Eksamen
..."
Hans Stemme svigtede. Men han betvang sin Sindsbevægelse og vedblev:
"Man synes dog, man er saa underlig tilpas, naar man skal gaa og lade
sig underholde fra Hjemmet af i min Alder. Men hvad skal jeg gøre?
Kontorarbejde kan jeg ikke tage mig paa, for min Haandskrift den er
jo saadan, at Folk de gaar langt væk, bare de ser den. Undervisning
det har jeg ogsaa tænkt paa; men der har aldrig været Nogen, der har
meldt sig, naar jeg averterede om det. Jeg er jo ingenting til, jeg
er jo ingenting til! Jeg synes, jeg gaar og bliver saa ringe for mig
selv, Flyge -- og for andre med naturligvis."
Flyge saa paa ham -- forskende som en Læge, der undersøger en
Patient.
"Jeg tror, Du skulde gifte Dig," sagde han. "Ja, det er mit Alvor.
Ægteskabet er godt for Nerverne: det vilde give Dig Ro, saa Du kunde
samle Dig. Det er det, Du trænger til for at faa Eksamen."
Men Hansen-Maagerup rystede bedrøvet paa Hovedet.
"Hvor skulde Nogen ville have mig? Jeg har jo været forlovet en Gang
-- men det gik da saa uheldigt som det kunde gaa."
"Har Du det? Det har jeg aldrig før hørt."
"Jo -- det var lige ved den Tid, da jeg første Gang skulde op til
Eksamen -- ja Herregud, nu er det jo allerede snart syv Aar siden ...
Vi vilde ikke have noget ud om det, saa længe jeg ikke var noget. Men
det blev jo ikke til noget med Eksamen den Gang -- og heller ikke
senere -- og da saa der var gaaet tre Aar, saa gjorde hun det forbi
med mig. Jeg siger ikke noget til hende for det -- hun var fire Aar
ældre end jeg, saa hun kunde daarlig vente -- og nu er hun gift med
en Dyrlæge ..."
Han gik hen til Vinduet og gav sig til at se ned paa Gaden. Der gik
Folk, pyntede og tilfredse -- Ægtefæller omgivne af deres Børneflok,
Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet og som syntes at have
glemt hele den øvrige Verden -- -- eller unge Kvinder og Mænd, der
svælgede Livet som en brusende og fyrig Drik uden Bitterhed, uden
Bærme ... Alle var de glade, fordi Solen skinnede og det var Søndag
og de kunde gaa med dem, de holdt mest af i Verden. Han alene stod
her, forgræmt, upaaagtet og unyttig og saa de Andre gaa forbi, som
han nu havde gjort det i saa mange Aar og som han altid vilde blive
ved at gøre det.
Disse Søndage var ogsaa de værste for ham at komme over, især naar
Vejret som idag var højt og soltindrende. Han følte sig saa alene,
saa knugende alene. Alle hans Studenterkammerater var forlængst borte
fra Byen: som Embedsmænd, Præster og Læger sad nu allerede Flere af
dem rundt om i Landet. Og naar han nu mødte til Forelæsninger paa
Universitetet, følte han, hvordan de unge Studenters medynkblandede
Lattermildhed boblede om ham. Af Slægtninge havde han kun en Onkel,
der sad i den fædrene Gaard ovre i Jylland og som forvaltede hans
lille Kapital. Men det var flere Aar siden han havde været derovre.
Han vilde ikke høre Onkelens Bebrejdelser, fordi hans Studier endnu
ikke havde baaret nogen Frugt trods alle de mange gode Penge, der var
stukket i dem, ikke møde de halvt skadefro halvt medlidende Blikke