Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 7

Oppe paa Bøgs Værelse kunde de da sidde sammen i Timevis, samtalende
og rygende.
Hansen-Maagerup skænkede Bøg hele sin Fortrolighed. Han forklarede
ham, hvordan han var kørt fast i sit Studium, saa han ikke mere
øjnede nogen Udvej. Kanske var det en Formastelse af ham, at han
nogensinde havde tænkt paa at blive Præst, for han vidste saa
inderlig godt, at hans Gaver kun var ringe, og det var sagtens ogsaa
derfor, at Vorherre ikke mente at have nogen Brug for ham. Men lige
fra han var lille havde den Gerning staaet for ham som den eneste,
der nogensinde vilde kunne mætte hans Sjæls Behov. Og hjemme i
Landsbyen havde han fra sin tidligste Barndom hørt, at han da nok en
Gang blev Præst, saa meget som han hang over Bøgerne ...
Han huskede saa tydelig den første Gang, han hørte en Forelæsning i
det teologiske Fakultet. Det havde sunget i hans Sjæl, og i et
Øjebliks Svimmelhed havde det grebet ham, at han var kaldet til at
være En af Ordets store Forkyndere, En af dem, der skulde være med at
bygge Kirken op paany i en vantro Slægt. Men skaanselløst havde Livet
plukket Bladene et for et af hans Forhaabningers grønne Træ, til der
nu næsten ikke var flere tilbage. Nu -- ak nu vilde det mindste og
mest ubemærkede Hedekald synes ham en overvældende Lykke ...
Bøg havde søgt at genrejse hans Selvtillid. Den maatte jo dog være
til at tage, denne Eksamen. Der var saa Mange, der kom igennem den,
og sandelig langtfra altid af de mest Evnerige. Saa blot han tog det
hele ganske roligt og skødesløst og var lige glad, om ogsaa et eller
andet Fag gik i Skuddermudder, saa vilde og maatte det gaa ...
Han fik da ogsaa Hansen-Maagerup saa vidt, at han indmeldte sig og
gik op til den skriftlige Prøve. Men straks under det første Fag
flygtede han -- ligefrem reddede sig bort fra Valpladsen over Hals og
Hoved. Der var kommet en uimodstaaelig Rædsel over ham, mens han sad
og stirrede sig ør paa Opgaven. Og pludselig havde han rejst sig --
og var undveget som en Forbryder ...
Saa indsaa Bøg, at ethvert yderligere Forsøg paa at spore ham gennem
Eksamens-Ilden vilde være ørkesløst. Men fra nu af blev han ikke træt
af at indskærpe ham, at han maatte kaste sit Studium helt over Bord.
Saa længe han blev ved at holde fast paa det, var der intet Haab for
ham. Teologien vilde stadig ligge som en overmægtig Byrde over ham --
han maatte en Gang se den Sandhed lige i Øjnene. Men Livet maatte da
ogsaa sagtens have en anden Plads til overs for ham. Endnu var han
ung, og der var nok at tage fat paa. Blot maatte han handle, ikke
grave sig ned i Selvopgivelse og umandig Forsagthed.
Og Hansen-Maagerup havde tilsidst med blødende Hjerte givet efter for
hans Grunde. I et Hjørne af sit Værelse havde han en stor Kuffert. I
den havde Bøg gemt hans teologiske Bøger og taget Nøglen til sig. Og
højtidelig lovede han, at han ikke vilde udlevere den igen, før
Vennen en Gang var falden til Ro i en praktisk Livsstilling.
Langt om længe var en saadan ogsaa bleven funden. Hansen-Maagerup var
bleven Lærer ved en Skole for forsømte Børn. Her krævedes ikke store
Kundskaber, kun en høj Grad af Taalmodighed. Netop en saadan besad
han. Han anvendte kun nødig Straf, og da pinte det ham altid saadan,
at han i flere Dage derefter kunde være greben af den dybeste
Modløshed. Derimod kunde han blive ved atter og atter at indskærpe de
samme Grundsætninger, at paavise Velsignelsen ved at gøre det gode og
Betydningen af, at man tilegnede sig Kundskaber.
Han følte sig i denne Stilling fuldkommen lykkelig. Hvad gjorde det,
at Lønnen kun var liden? De Tilskud, han fik fra Hjemmet, satte ham
jo fuldtud i Stand til at tilfredsstille de beskedne Fordringer, han
stillede til Livet.
En ny Lykke var det for ham, da han gennem det godgørende
Selskab, som havde oprettet Skolen, kom ind i det københavnske
Velgørenhedsarbejde. Dag for Dag gik han rundt i Fattiggader og op ad
Bagtrapper. Han lempede sig ind i de Fattiges Fortrolighed, hørte
med ubrydeligt Taalmod paa deres Klager, deres sørgmodige eller
indsmigrende, bitre eller sleske Ord. Kunde han saa give en Familie
Udsigt til Hjælp, saa stormede han glad som et Barn op paa Kontoret.
Men det hændte jo ogsaa, at det ikke var muligt at faa Familiens
Forhold til at stemme med, hvad Selskabet satte som Betingelse for
Hjælpen. I saadanne Tilfælde følte han en dyb personlig Skuffelse.
Han kunde sidde i Timevis og forklare den uheldige Ansøger, hvorfor
Selskabet umuligt kunde imødekomme ham. Han udviklede omhyggeligt
alle Synspunkter, baade de moralske og de sociale -- han vilde saa
inderlig gerne, at Afslaget ikke skulde efterlade nogen Bitterhed.
Alligevel hørte han ofte onde Ord. Han tog imod dem med lysende Øjne.
Undertiden gled jo ogsaa ved saadanne Lejligheder et Par Kroner af
hans egen Lomme ned i den hjælpsøgende Haand. Bagefter følte han
gerne Samvittighedsnag. For det var jo paa en Maade at modarbejde
Foreningens Grundsætninger -- og det bag dens Ryg.
I saadanne Tilfælde kunde han faa Tilbagefald til sin tidligere
Modløshed og synes sig selv ganske unyttig. Men ellers følte han sig
som efter et langvarigt Sygeleje -- fornam Glæden ved atter at
færdes mellem Mennesker og at kunne leve Livet paa lige Fod med dem.
Ogsaa i hans Ydre prægede sig den ny Retning, hans Tilværelse havde
taget. Han klædte sig ikke mere saa ufravigelig i sort som før men
holdt af at boltre sig i en graa Dragt af ungdommeligere Snit.
Overfor Viggo Bøg nærede han en ubegrænset Taknemmelighed. Det gjorde
ham saa bitterlig ondt at se, at han vistnok ikke var ganske
lykkelig. Han vilde saa inderlig gerne kunne være noget for ham. Men
han vovede ikke at spørge ham om, hvad der tyngede hans Sind.
En Dag kom imidlertid Bøg til ham og foreslog, at de skulde leje et
Par Værelser i Forening. Det var ham en stor Glæde. Naar de saadan
kom til at leve sammen Dag ud Dag ind, maatte vel før eller senere
Tilbageholdenheden briste.
De fik da to Værelser i en af Sidegaderne paa Nørrebro. Her slog de
sig ned med egen Husholdning, spiste til Middag sammen paa et
Spisekvarter og holdt sig selv med Tørkost, som Hansen-Maagerup
besørgede købt og anrettet.
Familien, de boede hos, havde ialt fire Værelser. De to til Gaden
lejede den ud, mens den selv var sammentrængt i to smaa, mørke
Gaardværelser. Manden havde en lille Kontorplads, og saa drak han
desværre. Konen havde en Gang tjent i større Herskabshuse. Hun var
altid saa optagen af Rengøring i Huset, at hun ikke havde Stunder at
renholde sig selv. I de to Logerendes Værelser skinnede det af
Properhed. Paa alle Møblerne lyste renvaskede hvide Haandarbejder, og
den Messing Spyttebakke, der hver Dag blev forsynet med nyt Sand,
luede som en Sol.
Længe gik de to Venner udenom alt, hvad der kunde dreje Samtalen hen
paa Fru Herding og Anna. Men alligevel laa Emnet Gang paa Gang paa
Bunden af deres Samtaler -- det sitrede i deres Ord og gav dem en
Betydning, som de ellers ikke vilde have. En skønne Dag lod det sig
ikke længere holde nede. Og da Annas Navn først var nævnt imellem
dem, fandt de begge to en smerteblandet Glæde i hyppigere og
hyppigere at bringe det paa Bane. De talte imidlertid om hende som om
en Afdød, de begge havde haft kær. De sænkede Stemmerne og ligesom
tilslørede hendes Skikkelse med deres Ord. Og Ingen af dem nævnede
sine egne Følelser for hende.
Men den Dag, da de tilfældig havde truffet hende ved Brydekampen, fik
hendes Person nyt Liv for dem. Det var dem ikke mere muligt at lade
hende hvile i en Skygge af halv Glemsel. Og paa en Gang forstod de,
at de maatte betro sig helt til hinanden.
De var blevne enige om at gaa hjem ad Strandvejen. Og der, mens Livet
susede dem forbi, mens der rundt om dem støvedes og larmedes og
hujedes af den søndagsglade Hob, mens Vogne og Cykler strøg forbi i
et evindeligt Tog, gik de to unge Mænd og talte om den Lykke, Ingen
af dem nogensinde skulde naa.
Hansen-Maagerup fortalte om sin langsomt fremgroede Tilbøjelighed.
Kanske var Sædekornet til den blevet nedlagt den Dag, han var kommen
til at bo hos Fru Herding. Men han havde længe standhaftig kæmpet
imod den. Han vidste jo godt, at han kun var lidet egnet til at
paavirke en ung Kvindes Fantasi, og selv om Anna alligevel kunde
holde af ham, saa vilde det være uforsvarligt af ham at knytte hende
til sig, saa længe han ikke havde nogen Udsigt til en ordentlig
Livsstilling.
Det havde imidlertid været forgæves, alt det han strittede imod. Naar
han om Aftenen sad ved sine Bøger, kunde han ikke lade være at lytte
til Klangen af hendes Stemme inde fra Værelset ved Siden af. Den
kunde lægge sig saa varmt om hans Hjerte, at han ikke kunde beskrive
det, og han kunde blive siddende helt fortabt i det og glemme, at han
havde andre Ting for. Aldrig kunde han nogen Aften bekvemme sig til
at gaa i Seng, før han havde hørt Lyden af hendes smaa hastige Skridt
i Entréen, naar hun gik ud for at sætte Sikkerhedskæden for, inden
hun søgte Hvile.
Han skulde gerne bekende sin Svaghed: tidt og ofte havde han været
lige ved at sige hende, hvor usigelig meget han holdt af hende. Men
naar det kom til Stykket, havde han ikke dristet sig dertil. Thi han
frygtede for, at et saadant Skridt for bestandig skulde berøve ham
den Lykke at være i hendes Nærhed.
... For Viggo Bøg derimod havde Anna været sammenlevet med
Drengeaarenes forsorne Ridderlighedstrang, med den pure Ungdoms vage,
sølvglinsende Drømme, med Tyveaarenes fordringsfulde Lykkekrav. I
Konfirmationsalderen havde han skrevet lyriske Vers til hende, og han
var vokset op i en halvt ubevidst Tillid til, at hun en Gang vilde
blive hans. Hans Følelse for hende havde skudt sin stille Vækst
Aarene igennem, havde suget Næring af alt det Liv, han levede --
groet i Skygge fra den Dag, hun efter Faderens Død rejste bort fra
den lille By, og atter følt Solens Blus, modnende og vækkende, da han
paany traf hende i København ... Han havde dvælet i denne Følelse
uden nogen hidsig Længsel efter at faa en fuld Afgørelse, fordi han
havde ment at kunne vente og føle sig tryg ...
Og nu, da hun kaldte sig en Andens, _kunde_ han ikke slaa sig til
Taals dermed. Han strittede imod Tanken derom med al den Energi,
hvormed den, der føler sig sund, vægrer sig ved at dø. Han maatte
sige sig selv, at hun havde valgt frit -- han havde ingen Ret til
at bebrejde hende noget, ingen Kendsgerninger at støtte sine
Forhaabninger paa. Og alligevel -- alligevel levede de, fyldte ham,
bestemte hele hans Liv. Han kunde ikke frigøre sig for Troen paa, at
hun dog en Gang maatte blive hans ...
Han havde forklaret Hansen-Maagerup alt dette hæftigt, indtrængende,
næsten fanatisk, som den gør det, der søger at hverve Tilhængere for
at styrke sin egen Overbevisning. Men paa en Gang tog han sig i det.
Han var kommen i Tanker om, at den, han talte til, jo selv holdt af
Anna. I sin Iver havde han glemt, at hvis det nogensinde skulde times
ham at vinde hende tilbage fra Flyge, vilde ogsaa alt Haab for
Hansen-Maagerups ydmyge og beskedne Tilbøjelighed være slukt.
Han blev et Øjeblik helt ulykkelig over sin Mangel paa Finfølelse.
Men Hansen-Maagerup bøjede sit Hoved og erklærede, at han havde
forlængst opgivet Tanken om nogen Besiddelses-Lykke. Han indsaa, at
den Slags Tanker vilde være Daarskab fra hans Side. Kun følte han sig
ganske overtydet om, at Anna havde skuffet sig selv, da hun troede at
holde af Flyge. Og Gud vilde nok en Dag lade det gaa op for hende, at
det var et uværdigt Forhold, hun var kommen ind i ...
Han var bleven ganske højrød i Hovedet, da han sagde det, og som
sædvanlig glinsede hans Næse. Det følte han selv, og han var glad
ved, at det var begyndt at skumre, saa Bøg maaske ikke havde opdaget
det. Det var ogsaa en Ulykke for ham, at han aldrig kunde beherske
sit Ansigt ...
... Længe gik de to Venner tavse -- ind gennem Byens Gader, mellem
Flokke af hjemvendende Skovgæster, som hastede hjem med store grønne
Grene i Hænderne, øre af den friske Luft, der var dem uvant. Og
efterat de var komne hjem, blev de siddende oppe, til det blev sent.
De talte sammen om Anna, og de talte sammen om Livet -- dette
sælsomme Liv, der var saa let at komme igennem for den, der ejede
Nøglen til dets Hemmelighed, men som lagde tusinde Hindringer i
Vejen, naar blot en enkelt lille Del af dets Maskineri var kommen i
Uorden. De følte Trang til at lade deres Ord svæve saa højt over
Jordens Runding som muligt, og de lod gyldne Drømme taarne sig,
højere og højere, til de halvvejs glemte sig bort fra den
Virkelighed, der krævede Kamp.
Da Bøg var gaaet til Ro, blev Hansen-Maagerup endnu i nogen Tid
siddende ved det aabne Vindue. Der boblede Latter og Tale op til ham
fra sene Aftenvandrere. Og det var ham, som om Sommeren drog forbi
dernede og lod sin Hilsen stige op til ham ...
I den Tid, der fulgte efter, talte de hver Dag sammen om Anna. Det
var stiltiende slaaet fast imellem dem, at Bøg maatte og skulde vinde
hende. Hansen-Maagerup levede sig saa stærkt ind i den Tanke, at den
ogsaa for ham syntes at rumme fuld, personlig Lykke ... ja, han
længtes i higende Uro efter den Dag, da den skulde blive Virkelighed.
Og i Fællesskab dyrkede de da Minderne om den Tid, de begge havde
kendt Anna. De viede hende en sværmerisk, from Tilbedelse -- som
lyste hendes Skikkelse stedse gloriekranset over deres Liv langt,
langt borte fra. Det eneste synlige Minde, de havde om hende, var et
Askebæger, som hun en Gang havde foræret Hansen-Maagerup. Det blev
nu ophøjet til Blomstervase og stillet paa Bøgs Skrivebord.
Og Hansen-Maagerup sørgede for, at det hver Dag var fyldt med friske
Blomster ...


En Dag kom der til Bøg et Blad i Korsbaand. Han aabnede det -- lidt
forbavset. Hans eget Billede stirrede ham i Møde fra dets Spalter.
Han gav sig til at læse -- fløj igennem Artiklen. Saa slog han en høj
Latter op.
"Nej det er dog for morsomt! Læs det, Maagerup! De har sat mig i
Avisen, de har sat mig i Avisen. Og saa er det jo Løgn og Sludder til
Hobe ...!"
"Er det -- Opfindelsen?" sagde Hansen-Maagerup og greb efter Bladet.
Han kunde mærke, hvordan hans Hænder rystede, og han turde slet ikke
se paa Bøg.
"Naturligvis er det Opfindelsen -- men jeg har jo slet ikke gjort
nogen Opfindelse. Jeg eksperimenterer ganske vist hver Dag -- det ved
Du nok -- og jeg tror, jeg er inde paa et ganske godt Spor -- men
saadan noget som det, de her beskylder mig for, det vilde jo være nok
til at faa mig paa en Daarekiste! Han har hørt lidt om, at det er
Brødfabrikationen, jeg bakser med -- og saa har han lavet hele Resten
selv! Det er dog en skabet Knægt!"
Hansen-Maagerup bøjede sig dybt ned over Bladet.
"Jamen," sagde han, "det kan da egentlig ikke genere Dig, selv om nu
ogsaa det er noget overdrevent. For det kan jo kun gøre saa meget, at
Du bliver bekendt ved det. Og Du ved aldrig, hvem der kan faa dette
her Referat eller hvad det er at læse -- og hvad Slags Tanker det kan
vække ..."
"Ja, og hvad saa? Naar saa de opdager, at det hele er Løgn og Humbug,
saa bliver jeg jo simpelthen til Grin ... Jeg ved ikke, hvad jeg skal
gøre. Jeg tør knap give Møde paa Fabrikken idag -- der vil jo staa en
Latter om mig -- og naturligvis tror de allesammen, at det er mig
selv, der har sørget for at faa det dumme Vrøvl i Bladet ... Der er
kun en Ting, jeg ikke kan begribe. Det er, hvordan de Asener har
faaet fat i mit Portræt. Det er jo det sidste, der blev taget af mig
-- det har jeg ellers ikke givet til Andre end Dig og saa ..."
Hansen-Maagerup saa bedende paa ham.
"Bøg, Du maa ikke være vred, det er mig, der ..."
"Har _Du_ givet ham det?"
"Ja -- jeg -- han kom jo her op, da Du ikke var hjemme -- han bad mig
saa meget om det -- det vilde være saa nyttigt for Dig, sagde han, om
Bladet skrev lidt om Dig. For Du var En af vore dygtigste unge
Kemikere -- og saa tænkte jeg ..."
"Hvad tænkte Du?"
"Ja, jeg tænkte som sagt, at det kunde da ikke andet end gavne Dig.
Og der var især En, jeg tænkte paa -- som muligvis kunde faa det at
læse ..."
"Anna?"
Hansen-Maagerup nikkede. Han havde Taarer i Øjnene. Men Bøg sagde
kort:
"Ja, Du har naturligvis gjort det i den bedste Mening. Men fjollet er
det alligevel."
Han greb atter Bladet.
"Men hvad er saa dette her om mine Anskuelser? Jeg er en Tilhænger af
den stille Revolution, staar der. Hvad vil det sige? Det griner jo
Folk ogsaa af!"
Hansen-Maagerup aandede atter op.
"Ja -- det har jeg ikke haft noget med at gøre. Men han mener vel, at
Du bare vil det, som godt er."
"Jamen 'den stille Revolution' -- hvad er det for noget? Vil det bare
sige, at jeg gaar om og har set mig gal paa det hele men at jeg
aldrig vilde vove min Trøje for at faa det forandret? At jeg er af
dem, der gaar og skvaldrer op og som alligevel ikke vil røre en
Finger, hvor det gælder om at handle ...? Ja, jeg ser jo tydelig,
hvad jeg har at gøre. Jeg maa straks op paa Fabrikken."
"Hvad vil Du der?"
"Jeg maa have talt med Direktøren. Jeg maa da forklare ham, at jeg
ikke har Spor af Lod eller Del i dette her. Hvad maa han ellers tro!
Det kan jo skade min Stilling i allerhøjeste Grad!"
Han gik. Hansen-Maagerup sad tilbage, dybt nedbøjet. Han saa tydelig
for sig den Ulykkes-Aften, da Journalisten havde været der for at
laane Billedet. Han havde været saa begejstret, havde talt saa varmt
og smukt om Viggo Bøg, at man kunde blive helt bevæget derved. Selv
forstod Hansen-Maagerup sig jo ikke paa sin Vens Forsøg, og han havde
aldrig anet, at de var af en saa uhyre Betydning. Men Journalisten
havde gjort saa redeligt et Indtryk, at det var umuligt at nære nogen
Mistillid til hans Ord.
Siden den Dag havde han gaaet om og glædet sig som et Barn til den
Overraskelse, der ventede Bøg ...
Og nu -- nu forekom det ham, at han kun var sat i Verden for at gøre
Fortræd mod dem, han undte det bedst. Selv havde han aldrig opnaaet
noget, men han havde fundet Trøst i, at han dog muligvis kunde være
noget for Andre. Nu viste det sig, at hans Iver for at fremme sin
bedste Vens Vel kun havde gjort Skade. Han maatte være født med en
eller anden Naturfejl, saadan en Slags aandelig Vanførhed, der
gjorde, at han altid kom trillende og stavrende ind i Forhold, hvor
han blot traadte ned og ødelagde.
Var han blot død! Hvorfor maatte man ikke have Lov at gøre Ende paa
et Liv, hvoraf der kun spirede Sorg?
... Om Eftermiddagen kom Bøg hjem. Han var forstemt og vred. Som han
havde tænkt sig det havde han været til Latter paa Fabrikken. Og det
havde kostet ham store Anstrengelser at faa Direktøren bort fra, at
det var ham selv, der havde fremkaldt Artiklen for at gøre Reklame. I
al Fald maatte han være fremkommen med Udtalelser, der kunde have
givet Anledning dertil, havde man sagt. Ogsaa fandt man det
mærkeligt, at der kunde tillægges ham revolutionære Anskuelser ...
han maatte dog i det mindste være fremkommen med uforsigtige Ytringer
... den Slags Ting fandt et Blad vanskeligt paa af sig selv ... Og
man havde meget bestemt ladet ham vide, at for Revolution var der
ingen Brug paa Fabrikken ...
Hansen-Maagerup turde slet ikke tale til ham mere. Han havde aldrig
før set saa harmfuldt og bekymret et Udtryk i hans Ansigt.
I Løbet af Dagen kom der flere Journalister fra andre Blade, der
ønskede Oplysninger om den store Opfindelse. Bøg svarede dem alle, at
han slet ingen Opfindelse havde gjort. Dagen efter blev der i de
forskellige Blade spaset lystigt med Sagen.
-- -- I den nærmest følgende Tid var Bøg ude det meste af Dagen. Naar
han ikke var paa Fabrikken, arbejdede han paa et Laboratorium, hvor
han havde faaet Lov at foretage sine Eksperimenter. Han tog sin Mad
med: Hansen-Maagerup smurte den til ham. Og han kom aldrig hjem før
ud paa Aftenen. Men selv da fik de to Venner ikke talt meget sammen,
for Bøg sad endnu oppe i flere Timer, bøjet over Tal og Tegninger.
Hansen-Maagerup spurgte ikke. Men han forstod af sig selv Grunden til
al denne anstrengte Flid -- forstod, hvor dybt Bøgs Æresfølelse var
bleven saaret ved den Latter, den usalige Artikel havde bragt over
ham. Nu vilde han have Oprejsning. Han _vilde_ gøre en Opfindelse.
Hansen-Maagerup følte sig i sin bestandig prikkende Anger greben af
en uimodstaaelig Trang til at gøre Bod. Da han ikke kunde yde Bøg
nogen Hjælp, vilde han i det mindste lide med ham. Og skønt han
langtfra var nogen Aftenhelt, tvang han sig hver Aften til at blive
siddende oppe, til hans Offer -- som et saadant betragtede han ham --
gik i Seng. Han tog en Bog for sig men læste ikke, sad blot med
glippende Øjelaag og vaagede som over en Syg. Naar han da saa ham
bleg og overanstrengt sidde ved Skrivebordet, kæmpende for at holde
sine Tanker samlede om Arbejdet, følte han Smerten og Selvanklagen
bore i sin Sjæl -- og fornam en vis blodig Vellyst derved.
Værst var det næsten at komme over de Timer paa Dagen, da han var
alene. Saa sad han og arbejdede sig ind i de mørkeste Fantasier om
Fremtiden, saa hans Hjerte var nær ved at briste.
Inde fra Værelset ved Siden af hørte han undertiden den fordrukne
Mands Stemme. Hr. Jensen var til daglig from som et Lam, men naar han
havde været ude og drikke sig fuld, blev han ond og raa, og saa gik
det ud over Konen. Man kunde høre ham komme buldrende og trampende
ind i Stuen, saa Møblerne raslede over ham.
En Dag var det særlig slemt. Han var kommen hjem op ad Formiddagen,
og det lod til, at han var overstadig drukken.
"Svinebæst!" kunde Hansen-Maagerup høre ham raabe til Konen,
"Svinebæst! Er det et Hjem, spør' jeg, er det et Hjem? Eller er 'et
en Kvægstald? Hva'? Kan Du ikke svare? Er det ægteskabelig Lykke? Jeg
gi'er Fa'en i saadan et Ægteskab!"
Fru Jensens Stemme hørtes, frygtsom og slæbende:
"Herregud, lille Jensen -- Herregud, lille Jensen -- tag nu dog inte
saadan paa Vej. Vil Du int' ha'e Kaffe -- hva' -- en lille Slant
Kaffe?"
Men Jensen vilde ikke have Kaffe.
"Hold Kæft!" brølte han op. "Hold Kæft! Hvem er det, der er inde i
Sovekammeret? Hvem er det, der er inde i Sovekammeret, siger jeg!"
"Der er Ingen i Sovekammeret, lille Jensen -- der er Ingen i
Sovekammeret!"
"Det er Løgn! ... Jeg vil ikke ha'e Rodemesteren i Sovekammeret ...
jeg vil ikke ... Han skal blive i Entréen ... Nu skal jeg ..."
Han larmede hen over Gulvet, og der hørtes Lyd af Porcelæn, som gik
itu ... Derpaa Fru Jensens graadkvalte Stønnen:
"Aa Herregud da ... aa Herregud da ... aa Herre -- Herregud da ..."
Hansen-Maagerup følte Blodet strømme sig til Hjertet. Her var dog
muligvis en Opgave for ham: han maatte se at skaffe den stakkels Kone
derinde Fred. Naar han optraadte med venlig og deltagende Bestemthed,
vilde det dog maaske kunne lykkes ham at tale den ulykkelige Jensen
til Rette.
Han bankede paa og traadte ind i Stuen. Jensen sad stolt, med en Mine
som en Fyrste, midt i Sofaen. Hans Kone laa paa Gulvet og opsamlede
Skaarene af en ituslaaet Blomsterskaal.
Jensen slog ud med Haanden.
"Goddag, min Herre," sagde han nedladende. "Her ser De Kvinden i sin
Fornedrelsestilstand. Men træd kun nærmere ..." Og til sin Kone
udslyngede han endnu et foragteligt: "Svinebæst!"
Hansen-Maagerup vilde begynde at tale godt for den fulde Mand. Men i
det samme rejste Fru Jensen sig op i sin fulde Højde. Hendes Øjne var
onde, og hun var ganske bleg.
Hvad han vilde? Om han ikke kunde lade dem være i Fred? Fordi de var
nødt til at leje de to bedste Værelser af Lejligheden ud, havde de
vel nok Lov til at være i deres eget Hjem! Og hvordan hendes Mand
havde det og hvad han lavede -- det kom vel Ingen ved. En anden En
var vel ogsaa et Menneske -- eller var man det ikke?
Hansen-Maagerup blev saa betuttet, at han følte sig ganske svimmel.
"Men lille Fru Jensen," mumlede han, "lille Fru Jensen dog ..."
Men Fru Jensen vilde intet høre. Hun blev mere og mere ubændig. Under
Graad og tænderskærende Raseri lagde hun hele sit Livs Ulykke blot,
slyngede med næsten kynisk Aabenhed dette fremmede Menneske i
Ansigtet, hvor nedværdiget og ussel hendes Tilværelse var. Hun var
lige glad, hvad der blev af hende -- der var ikke andet til for hende
end Ulykke. Men hun vilde ikke lade sig fornærme -- og saa kunde han
for Resten gøre og sige, hvad han vilde -- og han kunde sige op og
flytte lige paa Minuten -- og om Værelset saa skulde staa tomt -- det
var hende lige kært. Men komme her og genere Folk -- føj -- føj!
Hun spyttede. Men henne i Sofaen sad Jensen og sang "Den tapre
Landsoldat".
... Da Hansen-Maagerup igen sad inde hos sig selv, var han endnu
længe efter ganske fortumlet.
Om Eftermiddagen holdt der en Hospitalsvogn udenfor Huset. Han saa
fra Vinduet, at Jensen blev ført ned i den og kørte bort.
Hvor Livet dog var en uendelig Sorg -- og hvor haabløst at kæmpe imod
den! Og alligevel kunde han ikke forholde sig rolig, hvor der syntes
ham at være noget godt at udrette.


Nogle Dage senere stod Hansen-Maagerup udenfor Fru Herdings Dør.
Der var kommet en besynderlig Uro over ham. Han _maatte_ tale med
Anna -- se at faa Rede paa, hvordan hendes Sindsstemning overfor
Flyge i Grunden var, og maaske faa Lejlighed til at bringe Bøg og
hans Forhold paa Bane. Hvad han vilde opnaa dermed stod ham ikke
ganske klart. Men da Tanken en Gang var kommen op i ham, lod den ham
ikke have Fred, før han bragte den til Udførelse.
Med bankende Hjerte gik han op ad de kendte Trapper. Han tænkte paa,
om der mon nu boede Nogen i hans gamle Værelse. Maaske stod det tomt
-- det var i Grunden højst sandsynligt. Hvor glad vilde han ikke have
været, om han nu selv havde kunnet flytte ind i det -- og om saa alt
det, der var sket i Mellemtiden, kunde gøres usket. Ingen, ingen
taabelige Ønsker om at vinde Anna for sig selv skulde da nogensinde
plumre hans fredelige Venskab med hende.
... Der lyste Navnet Herding ham i Møde fra Dørpladen. Hans Ben kom
til at ryste under ham. Det varede længe, inden han fik samlet sit
Mod saa vidt, at han kunde strække Haanden ud og trykke svagt og
frygtsomt paa det elektriske Ringeapparats Knap.
Lidt efter stod Anna foran ham.
"Nej, Hansen-Maagerup!" sagde hun og gav ham Haanden, "det var da
morsomt, at De endelig en Gang vilde se op til os!"
Det forekom ham, at hun saa ned ad Trappen som for at se, om der ikke
var Nogen med ham, og at hendes Tone var en Smule skuffet, da hun
gentog:
"Nej, det var da morsomt!"
Han blev ført ind i Stuen. Der sad Fru Herding ved Vinduet, og i den
amerikanske Gyngestol laa Klavs Kihler i Overtøj og med Hatten paa
Hovedet, fægtende med Stokken i Luften.
Fru Herding rejste sig og hilste. I en lidt fornærmet Tone spurgte
hun, hvorfor han saa længe ikke havde set op til dem.
Kihler derimod blev liggende.
"'Da, meget ærede," sagde han. "Undskyld, at jeg bibeholder min
Stilling. Længe siden, vi har krydset hinandens Baner -- ikke sandt?
Jeg tror ikke, jeg har haft Æren siden den Dag, De ved -- i Abehuset
-- da den gik af mellem min Nièce og Biblioteksraaden."
"Du ved jo godt, at det ikke var i Abehuset, Onkel," sagde Anna.
"Naa ja -- det er sgu lige meget -- saa var det hos Rovdyrene
-- eller Pelikanerne. Der var i al Fald hvad man kalder
Forlovelsesstemning i Luften."
"Klavs!" Fru Herding søgte at spidde ham med sit Blik. Men Kihler saa
lige ud i Luften og lod sig ikke anfægte.
"Ja hvad Fa'en," sagde han, "et Dyr kan sgu være ligesaa godt som et
Menneske. De skaber sig bare ikke. Hvad siger De, Ærede?" -- han
vendte sig til Hansen-Maagerup -- "De har nok ikke faaet Guld om
Kloen endnu, hva'? De lever fremdeles i enlig Stand, forsaavidt det
nu en Gang staar til et Mandfolk?"
Hansen-Maagerup sad højst ulykkelig paa Kanten af en Stol. Han var
blussende rød og vidste ikke, hvad han skulde svare.
"Jeg troede sgu for Resten en Gang," blev Kihler ved, "at De gik paa
Frierpoter her i Huset. De saa sgu saa brandfarlig ud, naar De her
kom gaaende ind i Stuen om Aftenen med Hodet paa Siden og
Konfirmationsbukserne paa. Men det var naturligvis ikke andet end