Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 6

paa hans Pande, stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende
Tanker!
Han gik hen imod hende og bredte Armene ud. Han vilde sidde hos
hende -- sidde der hver Dag -- ikke vide af nogen Anden end hende,
var det end nok saa flygtigt!
Men da han saa hendes Blik rettet paa sig, lod han atter sine Arme
synke. Og med en ligegyldig Bemærkning gik han ud ad Laagen, ned til
Stranden.
Der blev han ved at gaa frem og tilbage. Den Ro, han en Gang havde
fundet der nede, var vegen fra ham.


"Fru Birger er her for at spørge, om vi ikke kunde have Lyst til at
se Atletkampen imorgen. Hendes Mand har Billetter."
Anna havde hentet Flyge ind fra Haven. Fru Ellis sad i Sofaen,
smilende elskeligt og jomfrueligt.
"Tak -- jeg ved ikke -- det er elskværdigt af Fruen." Flyges Tone var
koldt høflig. "Hvad mener Du, Anna? Har Du Lyst?"
"Jeg vil, hvis Du vil."
"Det vil I naturligvis med Fornøjelse," sagde Fru Herding afgørende.
"Det var saa opmærksomt af den lille Frue."
Og hun gik hen til Fru Ellis, der slog Øjnene ned, kyssede hende paa
Panden og sagde:
"Er hun nu ikke kær?"
"Gudbevares ..." Flyge vidste ikke ret, hvad han skulde sige.
"Ja forlovede Herrer kan det nok ikke nytte at komme til ... Min
Svigersøn er ogsaa saa forfærdelig optagen af sin Kæreste,"
henvendte hun sig paany til Fru Ellis.
"Det er Ungdommen, Fru Herding. Vi to gamle Koner er nok færdige med
at gøre vores Lykke. Men det maa vi tilgive ham."
"Ja, vi maa nok saa. Vi to holder sammen, lille Fru Ellis ..."
Flyge fik pludselig Interesse for noget, han havde for ude i Haven.
Men Indbydelsen var altsaa modtagen.
-- -- Udenfor Sportspladsen, hvor Atletkampen skulde foregaa, var der
den næste Dag et Mylder af Mennesker. Der kom rullende Vogn paa Vogn,
prunkende Landauere, slanke Sulkyer, tungt raslende Charabancer,
Drosker, der luntede frem som en jævn Passiar. Tidt maatte de holde
stille i lange Rækker, og der var Folk, som rejste sig op fra
Sæderne, ubændige af Utaalmodighed, og lod det skylle med Anklager
mod Kuskene, der indbyrdes skændtes og som lod Piskene smælde over
Hovederne paa de snøftende og stampende Heste. Ind imellem Vognene
snoede sig Cyklister som Aal mellem Sildestimer, klemtende, spejdende
med vagtsomme Øjne, snart hastende frem foran et skummende Hestepar,
snart holdende sig varsomt tilbage.
Med korte Mellemrum kom der nede fra Jernbanestationen en hel
Karavane af Mennesker. Undertiden satte de i Løb for at komme ind og
erobre sig de bedste Pladser -- uordnet, væltende sig frem som
skræmte Faar. Og Træerne udenfor Indhegningen var tæt behængte med
Drenge, der var klatrede op for fra dette høje Stade at kunne se over
Plankeværket ind paa Sportspladsen.
Herinde saa det endnu mere broget ud. Det skvulpede med Mennesker i
Tusindvis, der snart trængtes frem og tilbage og snart blev klemt
fast i en tæt Masse af andre Mennesker, saa man knap kunde røre sig.
Men over alt dette mørke skinnede de lyse Sommerhatte og Damernes
Parasoller som brogede Blomster i alle Farver, og under dem tonede
atter Menneskeansigter frem, harmfulde, sløve, taalmodig ligeglade
eller begejstrede -- et Liv af Ansigter, der spillede i Tusinder af
Afskygninger. Uafbrudt summede og surrede Latter og Tale, stemmede
sig op til en brusende Larm, brast og begyndte igen som en uhyre,
mangestemmet Hvisken, der steg og sank. Undertiden blev der næsten
helt stille: nede ved Indgangen arbejdede nogle Efternølere sig
igennem Mængden. Man troede, det var Atleterne, som skulde optræde,
trængte sig frem for bedre at kunne se og tav af Forventning. Naar
man saa opdagede, at man havde taget fejl, tog Larmen af Stemmerne
fat med fornyet Styrke.
Fru Ellis kedede sig.
"Her er virkelig ikke rart," sagde hun. "Skal vi ikke hellere gaa hen
og faa os noget Øl?"
"Saa faar vi ikke noget at se," sagde hendes Mand. "Du er ogsaa saa
Satans lidenskabelig. Du skal altid ha'e noget, enten af den ene
eller af den anden Slags."
"Der er jo Ingen, der beder Dig om at gaa med. Har _Du_ Lyst til at
blive her og omkomme af Tørst og Varme, saa værs'god. Det er mig saa
raslende ligegyldigt."
Flyge sagde intet, skønt hun øjensynligt ventede, at han skulde
tilbyde hende Ledsagelse. Han havde taget Anna under Armen. Og skønt
det voldte dem Besvær at komme frem i Mængden saaledes, blev han ved
at holde hende fast. Han havde paa en Gang faaet en underlig Angst
for at slippe hende.
"Gud, hvor De er skrupforlovet," sagde Fru Ellis spydigt og med en
noget tvungen Latter. "Det er ordentlig rørende -- man skulde tro,
Kærligheden var frisk fra Fad ... Johan, skal vi to ikke ogsaa give
de Elskende med Hank?"
"Smaa Piger maa være artige, naar de er ude at spasere med fremmede
Folk," sagde Birger tørt.
Anna havde intet hørt af, hvad der blev sagt. Thi paa en Gang var
hendes Opmærksomhed bleven optagen af et Punkt midt i Mylderet.
"Se," brød hun ud og rykkede Flyge i Armen, "er det ikke -- jo -- er
det ikke Bøg?"
"Hvor?" Flyges Stemme lød uvillig. "Nej, det tror jeg ikke."
"Jo -- jo vist er det saa -- kan Du da ikke se ham? ... Lad os vifte
til ham -- saa maaske han faar Øje paa os."
Og hun gav sig til at vifte. Først med Parasollen, saa, da det ikke
hjalp, med Lommetørklædet.
"Jo -- nu har han faaet Øje paa os -- nu vifter han igen ... Nu
kommer han hen til os -- bare han dog kan komme frem ... Nej hvad er
det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup er med -- kan Du se --
Hansen-Maagerup ..."
Virkelig banede i dette Øjeblik Viggo Bøg sig Vej i Stimmelen -- med
Hansen-Maagerup i sit Kølvand. Han brød hensynsløst paa, skød til
Side, vilde bare frem. Hans graa Sommerdragt ætsede sig gennem
Menneskemassen. Og i det tomme Rum, der dannedes bag ham, gled
Hansen-Maagerup efter, blank af Sved, sortklædt, med en skyggestærk
Straahat skærmende over sig som et mægtigt Tag.
"Frøken Herding!" sagde Bøg, da han var naaet helt hen til hende,
"Frøken Herding! Nej, at jeg virkelig skulde træffe Dem her!"
Han greb hendes Haand og trykkede den. Først saa besindede han sig
paa, at der var Andre til Stede, og hilste paa Flyge. Hansen-Maagerup
gav dem Haanden, tavst, med bøjet Hoved, som vilde han bevidne dem
sin Deltagelse i en eller anden sørgelig Anledning.
Flyge forestillede de to Nyankomne for Birgers. Fru Ellis smilede, da
Bøg trykkede hendes Haand.
"Det kan man da kalde et Haandtryk," sagde hun.
"Om Forladelse, Frue. Jeg tog maaske for haardt?"
"Nej tværtimod. Jeg kan netop ikke lide at faa fat i en sjasket Pote.
Det er ligesom man fik en Klump Fars i Haanden."
"Den Herre er maaske selv Atlet?" sagde Birger.
"Det just ikke. Men Idrætsmand er jeg rigtignok."
"Ja, det kan man jo næsten se paa Dem," sagde Fru Ellis. "De holder
af Muskler."
"Nej, det var da en forfærdelig Opfattelse af Idræt, Frue. Ja
undskyld, men Idræt er jo slet ikke Muskler. Det er bare Villie. Det
kan ikke nytte, at man har aldrig saa mange Kræfter, naar man ikke er
fuldkommen Herre over dem."
"Om Forladelse, Hr. Idrætsmand." Fru Ellis gjorde et lille Kniks. "Om
Forladelse."
Oppe paa Tilskuertribunen begyndte man at trampe i Gulvet. Man raabte
højt Atleternes Navne. Det var trukket ud over den Tid, da
Forestillingen skulde begynde. Og man _krævede_, at de skulde møde
frem.
Der var de -- man bøjede sig frem over hverandres Skuldre for bedre
at se -- der -- der -- nej, det var alligevel ikke dem -- jo der --
der ...
Nu kom de. Der blev en smal Rende i Menneskemængden. Et Par
ubedækkede Hoveder bevægede sig frem gennem Stimmelen. De svømmede
som Korkpropper paa Vandene. Og nu gik der to Mænd op ad Trappen til
Forhøjningen, hvor de skulde optræde.
Der stod de i deres lyse, forskelligt farvede Trikot med nøgne,
senesvulmende Arme og kraftige, solbrændte Nakker. Jubelen fra
Publikum bruste op imod dem.
"Det er sgu Mørbrad," sagde Birger.
Bryderne gav hinanden Haanden. Saa stillede de sig Ansigt til Ansigt
som to Tyre, der fælder Hornene til Angreb. Deres Blik borede sig i
hinanden. Og mens de snart vigende snart gaaende rundt om hinanden
hver især vogtede paa den mindste Blottelse fra Modpartens Side,
søgte de af og til at faa fat paa hinanden.
Undertiden krummede de sig sammen, syntes at samle al deres Styrke
til et Angreb. Men atter gled de til Side, og Lemmerne slappedes,
mens Øjnene beholdt deres spejdende, gennemtrængende Udtryk.
Paa en Gang tørnede de to store Legemer sammen. Den ene af Bryderne
slyngede sine Arme om Modpartens Liv. Han søgte at løfte ham op fra
Jorden og saaledes kaste ham omkuld. Benene strammedes og spændtes,
som skulde de stemme imod en uhyre Vægt, og to store Hænder greb
krampagtigt i Modstanderens Kød som to Rovdyr, der bed sig fast. Og
pludselig vaklede begge de to overstærke Mænd. De svajede et Øjeblik
frem og tilbage -- saa laa de paa Jorden, rullende deres Kødmasser
sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, af Tyrenakker og
sitrende Muskler og strittende Ben ...
Fru Ellis tindrede af Optagethed. Hun klappede og raabte.
"Nej se dog, se dog! Bravo, Bravo -- nu falder han -- han er underst
-- han _er_ underst -- nej ..."
Kæmperne var igen komne paa Benene og trak i en sekundlang Pavse
Vejret, mens Øjnene stirrede fjendsk ud af de røde, svedglinsende
Ansigter.
"Synes De om det, Frøken Anna?" sagde Bøg.
"Nej -- jeg synes, de ser saa onde ud."
"Det gør de ogsaa. Det er fordi der er Penge under det. Penge gør
altid Folk onde og smaa. De skulde blot have set, om der ikke var
noget af den Slags. Saa vilde de have haft et ganske andet Udtryk."
"Hvor kan De nu sige det?" Fru Ellis vendte sig om mod ham. "Penge --
det er jo netop storartet. Alt det andet er bare dumt. De kan maaske
lide Gymnastik og den Slags -- hvor man ser nogle fjottede Fyre
springe om i Jerseyliv og Underpermissioner -- hva'?"
"Ja, det kan jeg netop."
"Det er sgu ogsaa morsomt! Anstrenge sig uden at faa noget for det --
det vil jeg nok sige! Nej dette her -- det er noget. De ser saa yndig
ædende, gloende gale ud -- og sikke nogle Muskler, sikke nogle
Mandfolk!"
"Ja det er jo noget for -- for dem, der ikke forstaar sig paa
Idræt," sagde Bøg. "Men det er nu alligevel at tage Sporten
forfængelig."
Fru Ellis lo.
"Man skulde tro, De var Præst."
"Det vilde jeg ogsaa ønske, jeg var, selv om jeg ikke vilde være af
dem med Pibekrave. Men man kan jo præke paa mange forskellige Maader.
Jeg vilde nu bare præke om, at man skal _ville_ noget. Og det skal
ikke bare være saadan noget som at tjene Penge eller blive berømt
eller at faa den, man holder af. Det skal ligge helt udenfor alt det.
Det er derfor, jeg holder af Idræt, for den vænner Folk til at ville.
Jeg har selv træneret til Kaproning -- jeg kan forsikre Dem for, jeg
tænkte ikke paa Præmierne -- og jeg fik for Resten heller ingen --
jeg tænkte bare paa at _ville_, ville ... Og saa føle, at alt det,
som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber
sammen -- til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det
-- De er jo ved Teatret, Frue -- er De ikke?"
"Haha -- nej han er sød -- han spørger, om Ellis Birger er ved
Teatret -- det skulde De ha'e et Kys for ... Ja gu' er Ellis Birger
ved Teatret -- og det er godt for Teatret, det samme -- i disse sløje
Tider ..."
"Naa ja -- saa maa De vel have følt det samme -- paa en anden Maade.
For Kunst forlanger jo ogsaa, at man _vil_ -- uden at man tænker paa
noget andet -- paa Pengene eller Æren -- naar det da er god Kunst
..."
"Ja, De er fremdeles sød ... De burde udstilles. -- Burde han ikke,
Flyge?"
Flyge havde ladet, som om han ikke hørte Samtalen. Men i Smug havde
han set, hvordan Anna var helt optagen af Bøgs Ord. Hun lyttede til
hvad han sagde, som om det var hendes Sag, han forsvarede. Og nu, da
man appellerede direkte til hendes Forlovede, rettede hun sit Blik
fuldt af Forventning mod ham.
Han vilde have svaret undvigende. Men det opirrede ham, at Anna
næsten bydende syntes at ville lægge Beslag paa hans Mening. Og
derfor slog han sig paa Fru Ellis' Parti.
"Ja," sagde han, "Hr. Bøg er jo unægtelig lidt for god til denne
Verden. Hvis der overhovedet er Tale om at ville nogetsomhelst, saa
har Villien i al Fald ingen Værdi i sig selv. Det eneste, det kommer
an paa, er _hvad_ man vil. Jeg gad vide, hvordan det skulde være
anderledes. For ellers vil man jo ikke andet end at ville. Og naar
man i Forvejen vil, behøver man ikke at ville ville, for saa kan man
det. Saa i Grunden er det en Selvmodsigelse at ville styrke sin
Villie. Man kunde snarere sætte sit Maal i at se at blive af med
den. Jo mindre Villie man har, des færre Fornødenheder har man
ogsaa."
... Mens han talte, saa han Skuffelsen som en Maske glide ned for
Annas Ansigt og gøre det fremmed. Han havde en ubehagelig Fornemmelse
af, at hun ligesom stivnede imod ham. Men det var ham ikke muligt at
modstaa Fristelsen til at forfølge sin Tankegang.
Og han blev ved at udvikle sit Evangelium om Villiens Svækkelse som
det højeste Gode. Blot se at tæmme dette rebelske Dyr, der arbejdede
indeni En og som ikke gjorde anden Nytte end at sætte Menneskenes
Tilfredshed med Livet paa Spil.
Viggo Bøg vilde svare. Men i det samme rejste der sig i Mængden
en uhyre Larm. Fra alle Kanter slyngedes der høje Raab mod
Brydertribunen. Tusinder af glødende, ophidsede Ansigter var vendt
mod de to Mænd deroppe. Og rundt omkring Forhøjningen opstod der en
stærk Bølgegang. Man trængtes, man skubbedes -- Kvinder skreg og Mænd
bandede og skældte -- det saa ud, som vilde man løbe Storm. Og et Par
guldtressede Kasketter viste sig oppe mellem Bryderne.
"Fy! fy!" raabte en tyk Mand, der stod lige ved Siden af
Hansen-Maagerup. "Føj for Satan! sikken en Sjover! Sikken en Løjser!
Han kværker ham -- kan De se, min Herre" -- han greb ildfuldt
Hansen-Maagerup i Armen -- "han kværker ham, den nederdrægtige
Møghund! Føj da, føj da, føj da for Satan!"
Og han raabte af al sin Evne op mod Bryderne:
"Slip ham, slip ham, Din Bandittermikkel! Slip ham for Sat'n i hede
Helvede! ... Raav med, min Herre, vi maa raave allesammel -- ellers
sla'r han ham gustraffeme' ihjel!"
Hansen-Maagerup søgte lempelig at gøre sig fri. Men da det ikke
lykkedes, raabte ogsaa han et spagfærdigt "Fy, fy!"
Oppe paa Tribunen havde den ene af Bryderne lagt sig fladt paa Maven
med Lemmerne strakt fra sig som en død Tudse. Den, der var øverst,
havde plantet sin flade Næve over hans Næse og Mund og søgte paa
samme Tid at bryde Modstanden i hans Nakke. Dens Sener svulmede, saa
de traadte frem som spændte Tove. Mandens Ansigt var blevet blaarødt,
og Øjnene syntes at skulle træde ud af deres Huler.
Fru Ellis klappede.
"Kvæl ham bare! kvæl ham bare!" raabte hun. "Hvor det er dejligt at
se paa! Se, hvor han gi'er sig -- klem til, klem til!"
Men nu skred Kampdommeren og de Guldtressede oppe paa Tribunen ind.
Og begge Bryderne rejste sig.
"Jeg vil sige den lille Dame," sagde den tykke Mand og vendte sig til
Fru Ellis, "at den Slags Ting skulde den Dame ikke sige. Det kunde
være, at Vorherre han tog den Dame paa Ordet og gjorde hende selv
ulykkelig for det en Gang i Tiden."
Mandens Stemme bævede, og han aandede dybt af Ophidselse. Fru Ellis
lo. Men hun veg alligevel nogle Skridt tilbage.
Lidt efter var Brydekampen forbi. Den ene af Kæmperne havde trykket
sin Modstanders Skuldre ned mod Madrassen, og nu rejste de sig begge
og gav hinanden Haanden. Saa traadte Sejrherren frem for at modtage
sin Hyldest. Den skyllede op imod ham i et Brøl af Stemmer, et
rasende Skrig af Begejstring, af udløst Spænding, af brutal Glæde
over Styrken. Og Lommetørklæder og Hatte svingedes, mens Manden
deroppe, forpustet og udmattet, blev ved at smile og bukke ...
Saa strømmede Alle mod Udgangen. Fod for Fod naaede man frem under
Puf og bidske Ord.
Da man langt om længe var naaet ud i Skoven, vilde Bøg og
Hansen-Maagerup straks tage Afsked. Men Anna søgte at holde dem
tilbage.
"Gaar De ikke med os hjem?" sagde hun. "Mo'er vilde blive saa glad
ved at se Dem."
"Jeg vil helst være fri, Frøken," sagde Bøg ligefremt. "Men jeg
tænker, vi mødes en anden Gang. Det gør vi ogsaa, det kan slet ikke
være anderledes."
Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod bare med dirrende Mundvige
og fugtige Øjne og saa paa Anna.
Ved den nærmeste Omdrejning af Skovvejen vendte Bøg sig om og
svingede med Hatten. Anna stod og saa efter dem, til Træerne havde
skjult dem for hende.
Saa gik hun langsomt efter de Andre.
"Sikke to sære Fyre," sagde Fru Ellis til Flyge. "Den ene var nok
Præst og den anden Degn."
Og Flyge istemmede hendes Latter.


Ægteparret Birger havde pludselig en Dag forladt Fiskerlejet. En
Morgen var Huset, de havde lejet, tomt. Og næsten alle de stedlige
Handlende sad tilbage i Vaande: overalt havde Birgers faaet Kredit.
Der var endogsaa Tale om, at man vilde sammenkalde et Møde for at
forhandle om en mulig fælles Optræden mod de Bortdragne.
Fru Herding gik hver Dag ud for at spørge nyt i denne ophidsende Sag.
Hun struttede nu af løftet Harme mod "det Fruentimmer", som hun saa
godtroende havde budt velkommen hos sig.
Men Flyge gik om i en Kedsomhedens Døs. Han savnede oprigtigt Fru
Ellis. Hendes sorgløse Kynisme havde nu i et Par Maaneder strøget
blødt hen over hans Væsen. Nu hun var borte, syntes han pludselig, at
en Mængde Indtryk, som han hidtil havde holdt borte, trængte sig ind
paa ham med en fordringsfuld og brutal Virkelighed. Aldrig havde han
som nu haft Øje for, hvor ensformigt her var med denne flade Strand,
denne evige Tanglugt, disse tvære Fiskere, der drev om med Hænderne i
Lommerne og saa uvilligt til Landliggerne -- aldrig havde Stuerne
forekommet ham saa trange og saa hyggeløse, Haven saa ynkelig og
forpjusket ... Og inde i Nabohaven sad Drengen med Mundharmonikaen,
hvis Toner lød som Graad af smaa Børn, og spillede, spillede --
spillede hans Nerver sønder ...
Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind med Regn. Om Morgenen var
det Opholdsvejr, men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, og Regnen
begyndte at drysse, fin og tæt som et ensformigt, graat Slør. Naar
han om Eftermiddagen kom fra Byen, var han halvvaad. Og hele Resten
af Dagen maatte han saa sidde med de to Damer i den trange og
lavloftede Stue -- sidde og spejde ud i det trøstesløse graa -- efter
en Lysning af Sol, som aldrig viste sig ... Mange Ord skiftede de
ikke, og mest var det om Vejret.
Og efterhaanden som Sommeren led, viste det sig, at Anna mod
Forventning ikke havde godt af Landluften. Hun blev atter tavs, som
hun havde været det før sin Forlovelse, og som oftest saa hun ud, som
om hun frøs. Hendes Øjne blev paany forskræmte og forknytte. Og det
lod til, at hendes Iver for at sy paa Udstyr havde tabt sig.
Fru Herding var utrættelig i at forsikre Flyge, at alt, hvad der
fejlede hende, var en Smule Blegsot.
"Hun er jo i saadan en vrippe-værkelig Alder," sagde hun. "Det er
Blodet, det er galt med -- hun skyder for stærkt i Vejret, saa vil
det ikke rigtig. Man skal bare ikke tage sig noget af det."
Men da man var naaet ind i August uden at Forholdene forandrede sig,
foreslog Flyge sin Svigermoder og Kæreste, at de skulde opgive deres
Sommerlejlighed og flytte ind til Byen. Damerne gik med Glæde ind
derpaa. Og faa Dage efter var Beslutningen sat i Værk.
Sjældnere end før kom Flyge efter den Tid i sin Svigermoders Hjem.
Han genoptog det Kaféliv, han tidligere havde dyrket. Mest holdt han
af at komme paa Kaféen hen imod Aften, naar der var færrest Folk i
Lokalet. Saa fik han hele Bunken af Aviser lagt foran sig og læste
dem alle. Han gennemgik dem med stor Omhu, men det var uden
Lidenskab, at han lod deres Meddelelser og Betragtninger togte gennem
sine Tanker.
En Dag, da han som saa ofte sad hen uden at kunne overvinde sig til
at rejse sig og gaa, kom der en ung Mand hen til ham.
Flyge kendte ham: han var Medarbejder ved et udbredt folkeligt Blad.
Hans journalistiske Særomraade var Beundring. Han hyldede store Mænd
og opdagede unge, frembrydende Talenter. Af og til udgød han ogsaa
selv en lille fugtig Digtsamling, som hans Blad priste i svømmende
Henrykkelse. Han havde vandblaa Øjne og Lokkehaar og gik om i en
stadig forbavset Løftelse.
"Undskyld," sagde han, "er det ikke Hr. cand. mag. Flyge?"
"Jo." Flyge saa træt paa ham.
"Ja undskyld, Hr. Flyge," sagde han, "det er en Sag af nogen
Vigtighed, jeg vilde tale med Dem om. Det er en ung Videnskabsmand,
Hr. Bøg -- Viggo Bøg -- jeg saa Dem sammen med ham for nogen Tid
siden ved en Brydekamp ..."
"Ja, jeg kender ham kun meget lidt."
"Det gør heller ikke noget -- vi vilde gerne have saa upartiske
Oplysninger om ham som muligt ... De ved maaske, han har gjort en
Opfindelse?"
"Nej. Som sagt: jeg kender ham kun meget lidt."
"Jo" -- Journalisten tog Plads ved Flyges Bord -- "det skal oven i
Købet være en meget opsigtsvækkende Opfindelse. Den gaar ud paa at
fremstille Brød af Straa -- eller Græs ... men De maa endelig ikke
tale om det, før vi har haft det i Bladet."
"Jeg skal holde tæt."
"Ja for De forstaar, hvor mægtigt det er -- man kan knap fatte det,
synes jeg."
"Det er jo heller ikke saa lidt."
"Nej, det er det sandelig ikke ... Og nu var det, jeg vilde bede Dem,
Hr. Flyge: vil De give mig lidt om den unge Opfinder -- lidt
Biografi, nogle Træk af hans Liv? Vi skulde jo ogsaa have hans
Portræt ..."
Flyge begyndte at more sig over hans Iver.
"Ja, hvis jeg kan saa ... Men oprigtig talt: han er et ganske
almindeligt ungt Menneske. Han gør nærmest et lidt ubetydeligt
Indtryk."
"Det gør aldeles ingenting -- jeg havde netop tænkt mig ham saadan
... Han er ikke nogen lærd Mand -- vel?"
"Nej jeg tror ikke Lærdommen trykker ham. Han har vist knap nok taget
sin Eksamen."
"Det er udmærket -- jeg kan næsten sige, jeg havde ønsket mig ham
saadan. Havde han levet sit Liv i Laboratorier mellem Retorter og
Digler -- saa vilde det blive noget helt andet: et Sprængstof --
eller et nyt Belysningsmiddel ... Den, der giver Brød, han maa have
gjort sin Opfindelse ude under aaben Himmel -- paa en Solskinsdag,
tænker jeg mig. Der er han gaaet, og han har følt sig saadan til
Mode, at han kunde omfavne alle dem, han mødte. Men allevegne, hvor
han er kommet frem, har det skreget imod ham, at der var Mennesker,
som var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang er det slaaet ned i
ham, at ude paa Markerne der var der Guld -- ja mere end Guld: der
var det Brød, de skreg imod. Og nu vil han tage deraf og give til
dem, der sulter ..."
"Det er smukt."
Journalistens Øjne lyste:
"Ja er det ikke? Jeg gaar altid og siger til dem, jeg træffer, og jeg
kan ikke lade være at sige det til Dem: jeg er saa stolt af at leve
netop nu, netop nu i vor Tid. Jeg kan ikke forstaa, at der er Folk,
som har saa mange politiske Bekymringer -- Herregud, Frisindet maa da
sejre en Gang, og saa synes jeg ikke, det er saa magtpaaliggende, om
det sker nu eller vi skal vente nogle Aar. Men se, det at Mennesket
nu endelig er bleven Herre over Jorden, bliver det i højere Grad for
hver Dag, der gaar -- det er det store. At leve nu -- det er jo som
at være med i en Hær, der rykker frem ustandseligt, ubetvingeligt, og
erobrer den ene Stilling efter den anden. Og De kan tro, Hr. Flyge,
endnu inden vi dør, vil vi se en lykkelig Slægt vokse op om os. Det
ene af Fortidens Spøgelser efter det andet forsvinder jo -- de, der
er døde, de døde Profeter og døde Idealer -- dem frygter vi allerede
ikke mere. Men nu kommer Turen ogsaa til de levende Spøgelser: de
store sociale Onder: Prostitutionen, Drikfældigheden, Fattigdommen
..."
"Og det skal Hr. Bøg bidrage til?"
"Ja -- De tror det kanske ikke, og det lyder jo ogsaa sælsomt,
sælsomt. Men De skal se alligevel -- min Kilde er tilsyneladende
ganske paalidelig ... Sig mig nu bare: hvordan er han? Kender De hans
Forhold?"
Flyge begyndte at fortælle, hvad han vidste om Bøg, hans
Familieforhold, hans Alder og Fødested, hans Ydre og Sædvaner.
Journalisten noterede. Men pludselig afbrød han ham:
"Jamen hans Anskuelser, hans Anskuelser, Hr. Flyge? Forstaar De: det
er saa nødvendigt for mig at lære den Sjæl at kende, som hans store
Opfindelse er groet frem af. Hvordan tror De, han selv maa se paa den
-- i Sammenhæng med hele Udviklingen, med Religionen, det sociale
Spørgsmaal, den politiske Situation? Hvis Talen var om en Sportsmand,
saa vilde Folk have at vide, hvordan hans Legeme var beskaffent. Nu
er han Videnskabsmand -- saa er det Sjælen, de ønsker at se."
Flyge lo:
"Hans Sjæl -- jeg har paa Ære ikke noget nærmere Bekendtskab til den.
Jeg skal ikke en Gang kunne sige, om han overhovedet har nogen."
"Hvordan mener De? Om han har nogen? Det er da indlysende!"
"Han skjuler den i hvert Fald for det meste. Han er overhovedet ikke
en Mand af mange Ord."
"Det stille Vand! Det stille Vand!" Journalisten virrede begejstret
med Hovedet. "Har De ikke lagt Mærke til, at Flertallet af dansk
Ungdom nu om Stunder er et stille Vand? Men De kan tro, den ejer
Kræfter. Det vil vise sig en skønne Dag. Der kan endnu i vor Levetid
ske Omvæltninger, som Verden aldrig har set Mage til. Da skal De se
det stille Vand røre sig. Jeg spørger Dem: hvor tror De da, man vil
finde Viggo Bøg? Mellem de Unge naturligvis -- mellem dem, der
stormer frem! Ikke sandt -- det tror De da?"
"Jo, det tror jeg temmelig sikkert. Bestandig mellem de ubeskrevne
Blade!"
"Ja ikke sandt -- det maa jeg have Lov til at skrive. Jeg er selv --
jeg kan godt sige revolutionær -- ja paa ingen Maade intolerant --
jeg har Agtelse for enhver Overbevisning -- selvfølgelig ... Men han
_maa_ være med i Fremskridtet -- ikke sandt -- det er han ... De har
maaske endogsaa hørt ham udtale det?"
"I hvert Fald har han Anskuelser, som han er temmelig ene om."
"Virkelig? Det er meget interessant. Saa har jeg ham -- fuldstændig.
Jeg har netop i Sinde at skrive en Serie Artikler med Fællestitlen
'Det stille Vand'. Det skal være om alt det, som gror op fra neden,
fra de Unge -- i disse Aar, da det kunde se ud, som om der var saa
stille her hjemme. Det skal være om Arbejde først og fremmest -- og
om Tanker -- om en ny Sædelighed og et nyt Samfund -- forstaar De: i
dette stille Vand skal Fremtiden spejle sig som en ny By -- et nyt
Jerusalem kan man kalde det -- med Taarn og Tind. Nu har De givet mig
Stof, for Viggo Bøg skal naturligvis være den første, der omtales
deri, fordi Brødet er det første af al Ting ... Bare jeg nu kan faa
Lov at skrive meget, rigtig meget -- to Spalter, det er det mindste
... Maa jeg takke Dem for Deres værdifulde Oplysninger og for den
store Elskværdighed, hvormed De har givet mig dem ..."
"Aa, jeg be'er ..."
Journalisten rejste sig. Men da han var ved at gaa, sagde Flyge:
"Sig mig nu: hvorfor er De ikke gaaet til Hr. Bøg selv om disse
Oplysninger?"
"Jeg har været der. Men han vilde ingenting sige. Han vilde gøre det
hele til slet ingenting. Det er hans uhyre Beskedenhed.
Men saadan maatte han jo være. Ellers vilde han ikke være det stille
Vand."
Han var ude af Døren. Paa Bordet foran Flyge laa hans Optegnelser,
som han havde glemt.


Fra den Dag, da Anna Herdings Forlovelse med Flyge var bleven
bekendt, havde Viggo Bøg og Hansen-Maagerup sluttet sig stedse
nærmere sammen.
Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men de havde
stadig truffet sammen, paa Gaden og i offentlige Lokaler. Og
ganske umærkeligt havde de fattet Venskab for hinanden. Fra vidt
forskellige Udgangspunkter var de naaet frem til megen Samstemthed.
Hansen-Maagerups blide Enfold gled svalende og beroligende hen over
Bøgs varme Ungdommelighed, og selv syntes han, at Tilværelsen ligesom
blev en Smule rigere og lysere, naar han lyttede til sin Vens iltre
Ord.