Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 5

var, som havde hun altid været vant dertil og aldrig tænkt sig, at
det kunde være anderledes.
Men det hændte ikke, at hun selv søgte hans Ømhed. Og aldrig fornam
han sit Herredømme over hendes Villie saadan som den første Dag.
Elskede hun ham? Han stillede aldrig det Spørgsmaal aabent til sig
selv. I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde det ligget i hans
Sind som en sagte bankende Uro. Siden tænkte han ikke en Gang paa, at
det en skønne Dag _kunde_ stilles ...
... Da det var blevet Foraar, kom Flyge en Dag og indbød Anna og
hendes Moder til et Landophold, saasnart der kom Varme i Luften. Ude
ved Kysten skulde det være -- der fandt de vel et Sted en Lejlighed,
hvor de alle tre kunde bo. Om Fru Herding saa vilde holde Hus og bare
sige ham, hvad der skulde til? Han fandt det heldigt, at Anna og han
i nogen Tid kunde være uforstyrrede af Fremmede og saaledes lære
hinandens inderste Væsen at kende.
Fru Herding rejste nogle sagtmodige Indvendinger. Det var maaske ikke
just saa ganske passende, mente hun, at to unge forlovede Mennesker
boede under Tag sammen en hel Sommer. Men naturligvis kunde Anna, der
havde lidt Blegsot, have godt af Landluften ... Og efterat Flyge
stærkt havde støttet dette sidste Hensyn, gav hun efter.
De kom til at bo i et lille gulmalet Hus lige nede ved Stranden. Der
var to Værelser i Stuen til Damerne, og Flyge rykkede ind i
Kvistværelset ovenpaa. Fiskerfamilien, hvem Huset tilhørte, havde
sammenstuvet sig i et trangt og ildelugtende Rum lige op ad Køkkenet.
Til Huset hørte der en Have, og i den var der et Lysthus,
sammentømret af halvraadne, skrøbelige Brædder. Ellers overskyggedes
det meste af Urtegaarden af en Syrenbusk, og midt i var der et Bed
med en kødfuld Bonderose, omgiven af Tusindfryd. Men op ad Muren paa
Huset klatrede en tungsindig og spæd Rosenbusk, der aldrig kom i
Blomst.
I denne Have kunde man sidde og se ud over Søen, der ved Fiskerlejet
skar sig ind i en Vig. Stranden skraanede her ganske fladt ud, og
naar det var stille Vejr, laa alskens Affald og vuggedes blidt af de
kraftløse Bølger, saa en stærk, raadden Duft nu og da bares ind i
Haven.
Paa Pladsen mellem Huset og Stranden tumlede sig Dagen igennem
Børnene fra Fiskerlejet, Landliggernes saavelsom Fiskernes. Af det
vaade Sand i Strandkanten byggede de stolte Fæstninger, eller de trak
Strømper og Sko af, kiltrede op og soppede ud i det lave Vand. Men
paa varme Dage forslog det ikke. Saa gik Drengene ud paa Molen, der
skød sin graa Stenryg langt ud i Vandet. Der klædte de sig af, og
under høje Raab plaskede den ene blegrøde Krop efter den anden ud i
Bølgerne. Hele og halve Timer ad Gangen kunde de tumle sig, snart i
Vandet, snart oppe igen for endnu en Gang at springe ud, føle Legemet
suse gennem Luften og Skvættet af Vandet, der lukkede sig over
Hovedet. Indtil de blegblaa og dirrende af Kulde maatte op og gav sig
til at løbe med den stumpede Skjorte flagrende om sig, frem og
tilbage paa Molen for at faa en Kende Varme i Kroppen.
Men inde i Nabohusets Have sad det meste af Dagen en lille bleg
Dreng. Han gik ikke i Vandet, soppede ikke, deltog ikke i de Andres
Lege. Han sad bare og blæste paa Mundharmonika, øvede sig taalmodigt
atter og atter, til han af det simple og tungsindige Instrument fik
frempint en Melodi, hvis tomme Lystighed hans Spil syntes at
forvandle til Jammer ...
Ofte spillede han til sent paa Aftenen. Da lød Mundharmonikaens
dirrende Toner næsten som en Graad. Den lod sig ikke overdøve af den
højrøstede Passiar i Villahaverne, af de unge Fiskeres Latter, naar
de holdt deres Fyraften sammen med Pigerne henne paa Baadpladsen --
ikke af Larmen fra de hjemvendende Skovgæster eller af de hæse Brøl
fra Sunddamperne, der som svømmende Sagndyr med røde og grønne
Ildøjne skød sig frem gennem Sundet ...
Om Dagen gik Anna og Flyge jævnlig op i Skoven sammen.
De første Dage havde Fru Herding gjort dem Følgeskab. Men længe
varede det ikke, før hun opgav det, for hun _døjede_ ikke Varme. Den
mindste Anstrengelse bevirkede, at hun _flød_, erklærede hun, og ved
saadanne Lejligheder varslede hun altid Torden i Luften. Hun blev da
hjemme, satte sig gerne med sit Haandarbejde i Lysthuset og gav sig
til at smaasove.
Saa gik de to Forlovede ene. De havde fundet et Sted, hvor der kun
sjældent kom Skovgæster men hvor der i Skyggen af fuldtløvede Bøge
var en jævn Skraaning med blødt Græs. Der strakte de sig saa, og de
kunde ligge og sige ganske ligegyldige Ord til hinanden -- Ord, der
jog Tankerne bort snarere end at vække dem. Indtil de ogsaa blev
trætte af det og nøjedes med at lytte til det evige Sus af Vinden i
det store Træs sagte gyngende Grene.
I saadanne Timer dalede der ned over Flyges Sjæl en stille og mæt
Tilfredshed. Han syntes, at en saadan mild og sval Forlovelse uden
Attraa var Kærlighedens eneste gyldige Maade. Den var som en
sagtmodig Plantevækst under en blaa Himmel. Dagene kunde glide hen
over den med Sol og Regn -- den vilde blive ved at gro saa grønt,
suge sin Næring og skyde sine Skud, sunde og uden overflødige
Længsler som den selv var.
Naar de skulde hjem, kunde han da fuld af Taknemmelighed lægge sin
Arm om Livet paa den unge Kvinde, der skænkede ham denne trygge
Lykke. Saadan gik de sammen henad Vejen, der mellem modnende
Kornmarker førte til de lave Hjem under Straa og under Tegl, til
Vigen med det grundede Vand, til Stranden, hvor Børnene legede Dagen
lang ...


Da Preben Flyge havde boet i Fiskerhuset en Maaneds Tid, var han
ganske gleden ind i Forlovelsens Smulvande. Endnu Vinteren igennem
havde af og til en Iling af Attraa, et Sus af hede Ønsker kunnet jage
gennem hans Sjæl, naar han var sammen med Anna. Nu var alt sligt
forbi. Her ude var han helt i Ligevægt og uden Længsler af
nogensomhelst Art.
Og med en vis Glæde mærkede han selv, at han begyndte at blive fed og
magelig. Naar han om Morgenen tog med Damperen ind til Byen, kunde
han sidde sløvt hen paa Dækket og lade Solen skinne paa sig, til
Hjernen døvedes og Lemmerne blev tunge. Det var da altid med
betydelig Overvindelse, at han gik i Land og vandrede ad de solhede
Gader op i Biblioteket.
"Der er," havde han en Dag sagt til Anna, "ikke noget lykkeligere Ord
i Sproget end det ikke at gide. Den, der ikke gider, han kommer ikke
i Fortræd og han gør ikke Fortræd. Det er anstrengende at være ond,
og det tager paa Kræfterne at være ulykkelig. Naar man ikke gider,
saa svæver man over Vandene, og man bliver et godt Menneske."
Og Anna havde smilet til ham, som om hun ganske delte hans Tanker. I
det hele taget gik hun i den sidste Tid smilende om og med store,
lykkelige Øjne. Hun saa ud, som om hun bestandig var til Fest.
Og Flyge øvede sig hver Dag i ikke at gide. Han holdt med Flid alle
Tanker nede, hvoraf der kunde spire en Attraa eller blot et Ønske
frem.
Efterhaanden blev det ham ogsaa mindre om at gøre at have Anna ved
sin Side. Det var ham nok, at hun var i hans Nærhed, at han kunde
søge hendes Selskab naar han vilde. Ja, hun kunde for den Sags Skyld
godt have rejst fra ham. Han vilde dog fremdeles være glad, saa længe
han blot følte sig tryg paa hendes rolige Hengivenhed.
Sjældnere end før gik han op i Skoven sammen med hende. Naar han om
Eftermiddagen var kommen hjem fra Byen, søgte han nu ofte ud paa
Molen. Der indrettede han sig et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke
af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i
Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa
Himmel. Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham som med bløde,
kølige Kæmpehænder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod
Bolværket nedenfor Molen. Og en uhyre, vellystig Døsighed krøb
igennem hele hans Legeme.
... Det var en Dag, da han havde fri fra Biblioteket og saaledes
kunde nyde sin Hvile i endnu flere Timer end ellers. Det var
gnistrende solvarmt, og Himmel og Sø svømmede i en Overflod af
lyseblaa Lyksalighed.
Han havde netop indrettet sit Leje og skulde nu til at strække sig
paa det. Men først sad han lidt over Ende og saa sig om. Hans Blik
strejfede det lille gule Hus, fra hvis Skorsten Røgen stod lige til
Vejrs som en strittende Ravnefjer, Haven, hvor en lys Kjole skimtedes
mellem grønne Buske, de optrukne Baade, hvis uvirksomme Skrog
gennembagtes af Solen ... Ogsaa han havde jo trukket sin Baad paa
Land, og Verden var for ham et gulmalet Hus og en Have med Lysthus.
Var den tillige Lykke? Vist saa: i al Lykke var der Dovenskab. Kanske
vilde han en Gang naa saa vidt, at han heller ikke behøvede disse
Ting for at være tilfreds -- ja at overhovedet intet i den vide
Verden var uundværligt til hans Lykke. Da vilde han sejle som en smuk
Luftballon gennem den rene, saliggørende Lediggangs Æter, stolt,
fri, hævet over Jorderig ...
Men pludselig var der en Stemme, der tæt ved Siden af ham sagde "Sov
vel". En Kvindestemme var det, og den lød, som sitrede der en
undertrykt Latter gennem den.
Han rørte sig ikke. Men da det klingende "Sov vel" blev gentaget,
overvandt han sin Magelighed og væltede sig paa Siden hen til Randen
af Molens Stensætning. Derfra kunde han se ned paa det lave Bolværk
nedenunder.
Der sad en Dame dernede. Men det meste af hendes Person skjultes for
hans Blik af en uhyre Havehat med en stor rød Sløjfe. Hendes Fødder
var nøgne, og hun sad og dinglede med dem i Vandet. De lignede to
smaa hvide Kaniner, der kom frem fra Kjolens Skjul, saa sig
nysgerrigt om og løb tilbage igen.
"Goddag," sagde han og lo ned til hende.
"Goddag, goddag." Hun nikkede op.
"Maa jeg komme ned til Dem?"
"Nej, De maa ikke. De maa ikke saa meget som se paa mig."
Et Øjeblik efter sad han ved Siden af hende nede paa Bolværket.
"Jeg sagde jo, De maatte ikke."
"Nej, jeg hørte det," svarede han tørt.
Hun havde trukket Fødderne op under Kjolen og sad og skottede hen
til ham med et Blik, der halvt var udfordrende, halvt duggedes af en
vaneagtig Blyhed. Hendes Øjne var mørkeblaa og spillede i et lille
kækt, næsten fripostigt Ansigt. Hele Skikkelsen var spinkel som et
halvvoksent Barns. Men hendes Holdning røbede, at hun var vant til
Beskuelse og gerne udsatte sig derfor.
"Nu har jeg nok af det!" sagde hun, da hun havde set lidt paa ham.
"Af hvad?"
"Af Dem naturligvis. Men gener Dem bare ikke, min Herre."
"Det gør jeg heller ikke. Vi er jo paa Landet."
De sad lidt og saa paa hinanden.
"De tillader maaske, at jeg trækker mine Strømper paa?"
"Værs'god."
"Jamen saa maa De vende Ryggen til."
"Hvorfor maa jeg det?"
"Det kan De da nok begribe. -- Naa, hvad bliver det saa til?"
Han gjorde, som hun bad ham. Men mens hun iførte sig Strømper og Sko,
forsøgte han et Par Gange at vende sig om. Hver Gang udstødte hun et
lille Hvin.
"Nu er man Dame til Fingerspidserne -- forstaar De."
"Skal vi sige til Taaspidserne?"
"De er vist en væmmelig En."
"Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller mig for Dem?"
"Ja. Fru Ellis Birger -- det er mit Navn."
"Tak, det ved jeg. Herude kender man jo hinanden. Mit Navn er Preben
Flyge."
"Det er Dem, der boer der ovre i det lille Hus?"
"Ja."
"Keder De Dem ikke morderlig her ude?"
"Jo -- Gudskelov. Det er derfor, jeg er her."
"Det var en rar Fornøjelse. Jeg keder mig, saa Vandet løber mig ned
ad Kinderne."
"Saa kan vi jo kede os sammen."
"Det kan vi. Men hvad tror De, Deres Kone vil sige til det?"
"Jeg har skam ingen Kone."
"Ikke det? Sikken et lyksaligt Menneske! Jeg troede for Resten, at
den lille Dame, De boer sammen med oppe i Huset ..."
"Det er min Kæreste!"
"Av! det var næsten endnu værre. Saa er det nok bedst, vi dyer os
lidt."
"Aa -- det er en fornuftig Pige, min Kæreste."
"Der er ingen fornuftige Piger til. De maa da endelig ikke opfatte
mig som en fornuftig Pige."
"Det kunde heller aldrig falde mig ind."
"Naa -- men hvad vil De mig saa? Nu skal jeg hjem -- hører De det."
"Allerede?"
"Ja. Hvad vil De saa? Vil De se min Have?"
"Jeg takker."
"Ikke noget at takke for. Den ligner en Mødding. Men De skal faa Lov
alligevel. Naar det saa er bestilt, kan De gaa hjem og kysse i
Maaneskin."
Med et Sæt var hun paa Benene og entrede op ad Stensætningen. Han
fulgte efter. Og sammen gik de ind ad Havelaagen.
Haven var ret stor og gik lige ud til Søen. Men den var yderlig
forsømt. Der groede Nelder og Tidsler i frodig Samdrægtighed med
Blomsterne i Bedene, og Plænens grønne Græstæppe spættedes af hvid
Tusindfryd og af gul Løvetand.
I den halvt tilgroede Gang laa en lille Purk paa Jorden og legede.
Han var iført en brun Fløjls Dragt og Lakstøvler, men Tøjet var
forrevet og smudsigt og hans Ansigt og Hænder tilklæbede med Snavs.
"Nej, ligger Truttemand der?" sagde Fru Ellis og bøjede sig ned over
ham. "Sikken en Svend, sikke han kan svine sig til! Er Marie gaaet
bort med Kæresten, hva' -- og har ladet Truttemand ligge? Det skal
Truttemand ikke bryde sig om -- naar han bliver stor, skal han ogsaa
faa en Kæreste -- han skal faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej,
Mama vil ikke nysse ham -- Mama kan ikke li'e Kys, der smager af
Snavs -- rod han bare videre i Jorden, den er til det samme ..."
Hun vendte sig til Flyge:
"Ja, her kan De se vores Have. Den er ganske sød -- ikke? Men der
gror saa meget Ukrudt i den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved
det."
"De skulde luge det bort."
"Jamen Gud -- det kan man da ikke selv gøre. Min Mand er i Byen hele
Dagen, det Skind. Og Fiskerne er saa tvære. Der gaar En her med en
stor Lap paa -- bagpaa. Han har ikke andet end at passe en Gris. Ham
har jeg budt en Krone for det; men tror De, han svarede? Han gryntede
bare -- ligesom Grisen. Men det er jo noget Svineri, dette her --
det ved jeg saa godt. Jeg skulde slet ikke have vist Dem det."
"Aa ..."
"Nej, det skulde jeg ikke. Man kan ikke være det bekendt i Grunden.
De faar heller ikke Lov at komme ind i Lejligheden: der er ikke pænt.
Det er ogsaa uheldigt med den Pige, vi har. Den forrige løb fra os
til den første -- nu har vi faaet en ny her ude, men hun er lige
bleven forlovet med En af Opvarterne nede paa Strandhotellet. Saa hun
holder Hvedebrødsdage -- naturligvis."
"Ja ja -- naar De ikke vil have mig ind, saa ..."
"En anden Gang maaske -- naar Birger er hjemme -- han er saa rar --
han er hos en Sagfører ... Vil De ikke ha'e noget -- vil De ikke ha'e
Øl?"
"Nej Tak."
"Vi har heller ikke noget ... Det er skrækkeligt her paa Landet --
man skal gaa saa langt efter alting. Og saa synes jeg, her er endnu
varmere end inde i Byen. Der er ikke andet at gøre end at drikke Øl.
Og det kan man ikke faa."
"Man kan jo gaa i Vandet."
"I Vandet? Gaar De i Vandet? Er det godt?"
"Ja naturligvis er det godt. De gaar altsaa ikke?"
"Nej. Jeg har ingen Badedragt. Og man kan vel ikke gaa uden? Tror
De?"
"Kære Frue -- _det_ Spørgsmaal har jeg virkelig ikke sat mig ind i."
"Nu tænker De paa noget uartigt. Fy Dem an, jeg vil ikke se Dem for
mine Øjne mere."
"Aldrig mere?"
"Nej aldrig mere. Nu kan De gaa hjem til Deres lille Kæreste. Det er
saadan en lille blond En -- ikke? -- jeg har set hende, naar jeg er
gaaet forbi ... Hun er for Resten sød -- hun er altfor god til Dem
..."
Flyge gik. Da han kom udenfor Laagen, hørte han hende synge for
Drengen:
Kender Du Katinka, hun var Peters Sukkergris --
paa den gode gamle Vis.
Hun var sød, og hun var dydig
men mod Peter var hun lydig
og hun smeltede som Is --
paa den gode gamle Vis ...
Flyge stod og lyttede. Saa frimodig lød hendes Stemme, saa barnligt
uskyldig, at han for Alvor spurgte sig selv, om ikke hele hendes
Væsen skulde være Naivitet.
Men pludselig rev han sig løs og gik hjem.
Han slog ind paa den smale Smøge mellem Fiskerhusene. Naar han gik
denne Vej, kunde man ikke fra hans egen Have se, hvor han kom fra. Og
ganske uvilkaarligt valgte han da denne Vej fremfor at skraa over den
aabne Plads mellem Haven og Stranden.
Hele Aftenen igennem var han livlig. Det faldt ham ikke ind at søge
Hvile paa sin sædvanlige Plads ude paa Molen. Han bad Anna gaa en Tur
med ham ned gennem Fiskerlejet. Og villig som altid fulgte hun.
Maanen stod blank og rund paa Himlen. Fiskerne kom ud fra Husene og
stillede sig med Ryggen op ad Baadeskurene og med Hænderne dybt
begravne i Lommerne og udsendte fra de korte Snadder tunge Røgskyer,
der lugtede som Baal af visne Blade. Og der kom unge Folk vandrende
ned ad Landevejen, og de tog hverandre i Hænderne og gik syngende
frem, mens en Harmonika ledsagede dem med slæbende og sørgmodige
Toner.
Flyge lagde sin Arm om Annas Liv. Han følte hendes Hoved mod sin
Skulder. Og han syntes, at Livet paa en Gang rakte ham en styrkende
og sødt dyssende Drik, fuld af god Glemsel.
Han _vilde_ ikke leve det anderledes. _Vilde_ ikke lokkes ud i
æggende og urolige Eventyr.
Men alligevel klang stadig i hans Øre en Stemme, enkel og spæd men
sitrende af en undertrykt, kaad Latter ...


En Dag, da Flyge sad i Lysthuset sammen med Fru Herding og Anna,
traadte Fru Ellis ind ad Laagen.
"Goddag," sagde hun, "jeg fik Lyst at se, hvordan De boer."
Flyge forestillede hende for sin Forlovede og hendes Moder.
"Hr. Flyge kender min Mand," sagde Fru Ellis til Forklaring af det
noget overraskende Besøg. Det var paa en Maade sandt, eftersom hun et
Par Dage i Forvejen havde forestillet ham for Birger, da han
tilfældig havde mødt dem sammen.
"Hvor De har det yndigt her, Fru Herding," blev hun ved. "Vi ligger
nu blot paa Landet, fordi vi alligevel skulde flytte. Saa har vi
ingen Lejlighed i Byen i Sommer. Ellers havde vi ikke Raad: vi maa jo
leve meget økonomisk ... Hvad er det, De syer der, Frøken?" Hun
bøjede sig ned over Annas Haandarbejde. "Hedebosyning -- hvad? Hvem
der bare kunde det! Men det er ikke saa let, naar man er saa uheldig
at være ved Teatret -- og man saa oven i Købet har en lille Dreng,
som trænger til Ens hele Omhu."
Fru Ellis saa hen for sig med et forsagende Blik. Hun havde iført sig
en tarvelig, mørkeblaa Vaskekjole og en hvid Blondekrave. Haaret var
skilt i Midten og strøget glat og puritansk til Siderne.
"Har De Børn?" sagde Fru Herding næsten bebrejdende. "De er jo næsten
selv et Barn. -- Hvor gammel kan han være?"
"Han bliver saamænd tre Aar til Efteraaret."
"Det er da ikke muligt! Hvor kan De have været gift saa længe?"
"Ork, vi har været gift i tre Aar nu -- nej tre og et halvt er det da
-- næsten fire." Hun slog Øjnene ned og syntes fuld af sød
Forvirring.
Men da hun atter hævede Blikket, var det for at bede Fru Herding
laane hende noget Smør. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, at hun
havde glemt at faa Penge af sin Mand, før han tog til Byen. Og her
ude holdt man jo ikke af at bede de Handlende om Kredit.
Hun fik Smørret og gik.
"Det var da en sød lille Dame," sagde Fru Herding. "Saadan Nogen som
dem, der er ved Teatret, dem er der ellers ikke noget ved -- mange
Gange. Det er jo ogsaa et _Liv_, de fører! Man maa jo takke til, at
ikke En af Ens Egne er gaaet _den_ Vej. Men naar de har den rette
Aand, saa kan de jo gaa det igennem. Og hende kunde man da straks se
paa, at hun er anderledes end de fleste de er."
"Hun spiller ogsaa i Ingenufaget," sagde Flyge.
"Jeg troede i Grunden snarere, det var Operetten."
"Operette-Ingenuer -- det kan gerne være."
Anna forholdt sig tavs. Men det syntes Flyge, at hun saa forskende
paa ham og at der i hendes Blik var et lille Stænk af Ironi.
... Et Par Dage senere kom Fru Ellis igen. Denne Gang var det Søndag,
og som Følge af Butikslukningen var hun kommen i en stærk Forlegenhed
for Øl. Der var netop kommet Fremmede fra Byen -- ganske uventet. Fru
Herding var henrykt over at kunne hjælpe hende.
Næste Gang, hun kom, var Manden med. Hr. Birger var høj, mager og
sortsmudset forsoren, klædt i en flunkende, lys Sommerdragt, der
gjorde et færdigkøbt Indtryk, og bar Turistsko og Gamascher. Fruen
var denne Gang i mørkegrønt Fløjl.
De vilde hilse paa Familien, da de jo nu en Gang var blevne dens
Naboer -- og saa takke for de smaa udviste Tjenester.
"Rørt paa Konens Vegne," sagde Hr. Birger og slog Hælene sammen. "Hun
er vel ikke for slem ved Dem?"
"Det er jo aldeles ikke noget at tale om," sagde Fru Herding.
"Nej -- ikke hvis De fik igen, hvad hun saa hæderligt laaner af Dem."
"Jamen det haster da aldeles ikke."
"De faar det heller ikke. Det bruger hun ikke. Det vilde forfærde
mig, hvis hun pludselig en Dag fandt paa det."
"Aa Du!" Fru Ellis tjattede ham koket over Fingrene. "De skal slet
ikke tro, hvad han siger. Han er altid saa nederdrægtig imod mig."
"Hun er nemlig," blev Hr. Birger uanfægtet ved, "ligesaa fingernem
til at have med Penge at gøre som en Vaskebjørn til Sukker. Jeg tror,
de virker paa hendes Portemonnæ som Kløpulver. Derfor _maa_ hun af
med dem. Der har faktisk ikke været et Tikrusdyr i hendes agtede
Besiddelse i den historiske Tid. Det finder jeg det retsindigt at
sige forud."
"Aa, De hører da ikke paa hans Snak," sagde Fru Ellis.
"Nej, det _var_ da ikke godt," svarede Fru Herding.
Birger opsøgte efter denne Dag af og til Flyge. Lidt efter lidt
begyndte han endogsaa at skænke ham en vis Fortrolighed.
"Ellis er en god lille Pige," sagde han. "Men hun er for kilden i
Fantasikirtlerne."
"Hvordan forstaar jeg det?"
"Jo -- hun er urolig. Man kan ikke dirigere hende."
"Saa det kan De ikke?"
"Nej det kan man ikke. Hun elsker mig -- det ved Gud hun gør, det
lille Lam. Men hun kan ikke fatte, at jeg vil have, en Kvinde skal
være sagtmodig. Hun tror, hun skal more mig -- jeg siger: lad os bare
være fri. Vil hun more sig selv -- det er noget andet. Men maa jeg
saa bede om, hun gør det, naar jeg ikke er til Stede."
"De er meget liberal."
"Det er jeg. Men man gifter sig jo ikke for at faa sine Nerver
ødelagt. Gør mig den Tjeneste at holde hende lidt med Munterhed. Jeg
kan sgu ikke."
Flyge turde ikke love ham nogen virksom Hjælp. Men naar Birger var i
Byen, faldt hans Veje ikke desto mindre jævnlig sammen med Fru
Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i Haven, naar han kom forbi.
Der satte han sig saa ved hendes Side paa en Bænk, mens Barnet fik
Lov til at rode i Jorden.
I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig ikke have ham ind. Der
var slet ikke pænt, blev hun ved at sige.
Men en Dag, da hun ikke var i Haven, betraadte han uden videre de
forbudne Enemærker.
Iført en Frisertrøje laa hun paa en Chaiselongue og læste i en gammel
Roman med fedtet Bind. Paa Chaiselongens Hovedgærde flød hendes
opløste, havannabrune Haar. Rundt om paa Borde og Stole svømmede det
med Bøger, Papirer og Rollehæfter, og midt paa Gulvet sad Drengen og
forsøgte at synge "O Dagmar", mens han fægtede i Luften med et
gammelt ituslaaet Barometer.
Hun foer op med et lille Skrig.
"Gud, er det Dem! Hvad vil De her! Har jeg ikke sagt Dem, at jeg ikke
vilde ha'e det?"
"Jo, det har De. De har Deres Ryg fri. Men Herregud, hvorfor maa jeg
ikke se, hvordan De boer? Ens Hjem er dog gerne som En selv. Hvorfor
skal man saa skamme sig over det?"
"Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne Røverrede -- skulde jeg
være som den?"
"Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, oprørske Tanker. Et
klædeligt Negligée. Læsning flydende om i broget Uorden ... er _det_
maaske ikke Dem? De er selv en Røverrede, meget ærede Frue."
"Men det klæder mig, vilde De sige. Ikke?"
"Jo netop. Og hvorfor skulde det ikke det? Jeg ved i Grunden ikke,
hvorfor en Kvinde skal være ordentlig. Det er dog ellers Manden, der
i Tilværelsen betyder Reglen, Loven. Kvinden det er Kærligheden. Men
Kærlighed er aldrig regelmæssig, aldrig efter en Snor, end sige
pedantisk. Kærlighed er lunefuld, vilkaarlig, op og ned -- _skal_
være det. -- Frue, dersom De vidste ..."
"Jo Tak, jeg ved det saamænd storartet. Men nu maa De tillade mig at
tage en Smule ordentligt Tøj paa."
"Værs'god."
"Jamen -- naa for Resten: har De set det ene, kan De jo ligesaa godt
se det andet med."
Hun tog Frisertrøjen af og iførte sig meget koldblodigt sit Kjoleliv.
"Nu kan Truttemand gaa ud i Haven og lege," sagde hun. Hun tog
Drengen om Livet og satte ham udenfor, skønt han brølte i vilden Sky
af Arrigskab og sprællede i Luften med sine korte, tykke Ben.
Fru Ellis knappede sit Kjoleliv. Derpaa satte hun Haaret op i en løs
Knude og stænkede sig med Parfume.
"Se saa," sagde hun, da hun var færdig, "er jeg nu smuk?"
Hun havde nærmet sit Ansigt tæt ind til hans. Og halvt uden at gøre
sig Rede derfor trykkede han et let Kys paa hendes Kind.
"Fy, hvor De er uartig," sagde hun og slog efter ham. "Hvad tror De,
min Birgermand vilde sige om det, hvis han havde været hjemme? Jo, De
er sandelig en net Herre!"
Flyge sagde intet. Han gentog med kold og klar Bevidsthed i sit
stille Sind de Ord: "Det var dumt, det var dumt!" Og imens dirrede
hans Nerver som en Fortøjning, naar der kastes los.
Men Fru Ellis gik med smaa vævre Trin hen imod Døren. Han fulgte
langsomt efter. I den snævre Entré stillede hun sig i Vejen for ham,
saa han maatte smyge sig tæt op ad hende for at naa ud i det fri.
Saa gik de sammen ud paa Molen ...
Men næste Dag kom Hr. Birger over til Flyge. Hans Ærind var at søge
en Vennehaand i et pinligt Øjeblik. Nogle Penge, som han havde gjort
aldeles sikker Regning paa, var ved et uforklarligt Uheld udeblevne.
Og nu stod han der og skulde absolut bruge halvhundrede Kroner,
skulde det for al sin timelige og evige Velfærds Skyld. Og da han her
ude paa Landet jo ikke kendte Andre end Hr. Flyge, saa _maatte_ han
henvende sig til ham trods det, at Bekendtskabet kun var saa løst.
Pengene skulde -- her svor han dyre Eder -- blive betalt tilbage med
den mest nøjeregnende Punktlighed.
Og saa skulde han for Resten hilse fra sin Kone ...
Han _fik_ Pengene. Om Aftenen fik Flyge at vide, at Ægteparret Birger
var kørt til Byen i lejet Landauer.
Den næste Formiddag gik han og drev ene om nede ved Stranden.
Birgers var øjensynlig ikke kommen hjem endnu. Der var rullet ned hos
dem, skønt det var højt op ad Formiddagen. Altsaa maatte de være
blevne i Byen om Natten.
I Grunden kom det jo ikke ham ved. Men det kunde dog have adspredt
ham en Smule at passiare med Fru Ellis.
... Det var en mild, blaahimlet Sommerdag. Der strøg kun en sagte
Luftning let og lindt hen over det slumrende, solstænkede Vand. Men
om Natten havde det regnet. Og den rene, friske Luft var krydret af
al Aromaen fra Havens Blomster og de viftende Træer.
Flyge følte sig til overs og ene. Han havde Ingen at tale med. Thi i
den sidste Tid havde han kun søgt Annas Selskab et Par Timer om
Eftermiddagen. Og saa regelmæssig var denne Sædvane bleven ham, at
det nu næsten vilde være paafaldende, om han gik ind og satte sig ved
Siden af hende paa Bænken i Lysthuset, hvor hun sad og syede.
Han fandt Sæde paa en landtrukken Baad og gav sig til at betragte
hende. Over hendes Skød laa bredt et skinnende hvidt Stykke Linned,
og han saa hendes Haand føre Naalen frem og tilbage igennem det --
frem og tilbage.
Det var Brudeudstyret, hun syede paa -- hendes og hans ...
Og pludselig blev han greben af en stærk Higen imod hende, som hun
sad der, halvt skjult af dette bølgende hvide Lin, med de blaa,
alvorlige Øjne sænkede mod Arbejdet. At dvæle hos hende vilde være
som at sidde ved Bredden af en dyb og sivkranset Sø, under hvis
spejlblanke Overflade rene og læskende Kilder altid fornyede Vandet.
Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang skulde kalde hende, brusede
frem fra hans Sjæls Dyb. Hans Hustru -- Kvinden, der skulde føde hans
Børn -- hun, hvis bløde, varsomme Hænder skulde lægge sig dulmende