Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 8

Husvarme. Det kender vi jo nok, det er for Resten noget, man skal
tage sig i Agt for."
"Nej hør nu, Onkel Kihler," sagde Anna med funklende Øjne. Hun
rødmede om Kap med Hansen-Maagerup.
"Hvad Fanden -- det behøver Du da ikke at tage Dig af, min Pige. Du
kunde jo ikke gøre for det. Og nu, da Du er en forlovet Pige, kan Du
vel nok taale, at man skæmter en lille Smule med Dig ... Vi havde det
for Resten rart sammen den Dag hos Dyrene. Hvad var det nu, han hed,
der var med -- det lille Menneske?"
"Det er vist Viggo Bøg, Onkel mener," sagde Anna. Hendes Rødme vilde
slet ikke fortage sig.
"Ja, det er rigtigt -- saadan var det nok, han hed. Hvad var det, jeg
saa om ham for nylig? Det var nok noget med en Opfindelse, han skulde
have gjort. Men saa bagefter saa kom det for en Dag, at den var nok
ikke af ham selv. Han havde li'saa stille hugget hele Kodillen et
eller andet Sted, tror jeg ..."
"Der tager De aldeles fejl, Hr. Kihler," sagde Hansen-Maagerup med
fast Stemme. "Bøg har aldeles ikke givet sig ud for at have gjort en
Opfindelse, som ikke han i Virkeligheden har gjort -- saadan noget
_kunde_ han aldrig gøre! Han er Hæderligheden og Retskaffenheden selv
-- det vil jeg bare lade Dem vide!"
"Hov -- hov -- bid mig ikke! Jeg siger jo ikke andet end som hvad jeg
har læst om i Bladene. Man har jo da en Presse til det samme."
"Jamen noget af den Slags har der aldrig staaet i Bladene. Der stod
..."
"Ja mig er det sgu for saa vidt lige revnende, hvad der stod eller
ikke stod. Jeg erindrer bare, at der var nogen Muggendom ved
Historien."
"Jamen det var der slet ikke. Bøg har ingenting at bebrejde sig --
ikke det mindste!"
Og nu fortalte han det hele saadan som det var gaaet til. Med Ord,
der snublede over hverandre af Iver, skildrede han Bøgs Kamp for at
naa frem, hans Dygtighed, hans Uplettethed, hans Beskedenhed -- hans
Harme over at være bleven dragen offentlig frem. Og tilsidst beskrev
han, hvordan han hver Dag arbejdede for at den Opmærksomhed, der var
bleven vakt om hans Navn, ikke for stedse skulde hvile paa ham som en
uafrystelig Vægt, der vilde kunne trykke ham til Jorden -- hvordan
han nægtede sig al Adspredelse, bare stræbte og sled for det, der nu
syntes ham at være en Æressag.
Han havde rejst sig op og understregede sine Ord med store,
indtrængende Haandbevægelser. I flere Dage havde han gaaet og tænkt
over, hvordan han skulde forme dette Forsvar for sin Ven, naar
Lejlighed gaves. Derfor var det efterhaanden blevet til et helt
sammenhængende Foredrag, og han afleverede det med et Fynd og en
Varme, der ellers var hans forlegne og frygtsomme Natur fremmed.
Han kunde ogsaa godt mærke, at hans Ord gjorde stærkt Indtryk paa
Anna. Hele Tiden havde hendes Blik hængt ved ham -- han havde en
Fornemmelse, som om hun rent fysisk sugede til sig alt, hvad han
sagde. Men da han tav, sad hun og saa ud ad Vinduet. Og der var
ganske stille i Stuen.
"Ja det var jo naturligvis en anden Sludder," sagde Kihler. "Fanden
kan ogsaa hitte ud af alt det Avispjadderi. Disse Journalister gaar
jo og lyver En Bukserne fulde hver eneste Dag -- undskyld jeg siger
det. -- Naa, nu maa jeg for Resten stikke af. Venter vi Kæresten
idag?"
"Vi ved ikke, om Flyge kommer," sagde Fru Herding. "Det er for Resten
underligt af ham -- han har slet ikke været her i den sidste Uge."
"Ja saadan gaar det," sagde Kihler. "Varmen den fordamper jo så
småningom ... Har han ikke talt om Bryllup endnu?"
"Nej" -- Fru Herdings Ansigt strammedes -- "det har han ikke."
"Vi har jo da ogsaa Tiden for os endnu," sagde Anna. "Begge to."
Tonen var næsten harmfuld.
Kihler gik. Hansen-Maagerup vilde tage Afsked med det samme. Men Fru
Herding vilde paa ingen Maade tillade ham det. Nu da han endelig var
der, maatte de have en Passiar sammen om de gamle Dage, de gamle
Minder.
Og Hansen-Maagerup blev ved at tale. Ikke om den sidste Tid, han
havde boet hos Fru Herding -- den var i dette Øjeblik ikke mere til
for ham. Men om alle de Aftener da de havde siddet sammen og
passiaret -- kun de tre, som nu igen var her i hinandens Selskab. Det
havde været Hjem -- Hjem for ham, der aldrig selv vilde faa noget --
Lunhed og blød, kærtegnende Hygge.
... Hvor han godt huskede den første Aften, han kom der -- den Aften,
da han flyttede ind. Frøken Anna var den Gang lige bleven
konfirmeret. Den lange Kjole havde været hende saa ubekvem -- det saa
ud, som om hun hele Tiden vilde sparke den af sig. Da han kom ind i
Stuen, havde hun siddet henne i en Krog af Værelset ved et lille Bord
og spillet Skrabnæse med sig selv, og han var ganske uvilkaarlig
kommen til at sige Du til hende. Men det varede jo ikke længe, før
han opdagede, at hun var en voksen Pige ...
Der gik for Resten nogen Tid, inden de rigtig blev bekendt med
hinanden. I Begyndelsen flygtede hun gerne ud af Stuen, saa saare han
viste sig derinde.
Saa kom de mange Aar, da han havde siddet og herset med Teologien,
stønnet under en Byrde, der tvang ham stedse dybere i Knæ. Det var
saa lang og graa en Tid for ham, naar han nu tænkte tilbage derpaa --
saa ensformig som Regn, der drypper og drypper. Men frem af alt det
graa dukkede den ene Aften efter den anden -- alle de Timer, da han
havde siddet inde i denne Stue og mærket, at der dog var Nogen, der
havde noget til overs for ham. For det var jo i Grunden slet ikke for
at spille Kort, han var kommen derind. Det var for at være hos
Mennesker. Og hver Søndag Aften syntes han, han havde saa meget at
tale med dem om. Han vidste somme Tider slet ikke, hvordan han skulde
faa det sagt altsammen.
Flyges Navn nævnede han slet ikke -- talte ikke om de Aftener, da han
havde været Fjerdemand ved Whistbordet. Men saa var det, Bøg var
begyndt at komme der. Hvor han havde været ung, hvor han havde været
glad! Han sprang altid op fra Stolen og gav sig til at gaa frem og
tilbage, naar han blev ivrig -- og ivrig det blev han i næsten enhver
Samtale, han førte. Men der var ikke ærligere Menneske til end han,
og han gik aldrig med forud fattede Meninger til noget. Ak ja! nu gik
han jo der og halvvejs sled sig sin friske Ungdom ud af Sjælen. Og
saa var han saa alene -- for en gammel Vens Selskab kunde jo ikke
være noget virkeligt for ham. Han var netop af den Slags, som skulde
have Mennesker om sig -- Mennesker, han kunde være god imod. Han
havde saa varmt et Hjerte, saa rig en Kærlighedstrang!
Hele Tiden havde han rettet sine Ord til Fru Herding. Anna sad endnu
henne ved Vinduet -- tavs. Men han følte, at de ogsaa naaede til
hende. Han havde en Fornemmelse, som om han talte fra en Prækestol.
Fru Herding vilde, at han skulde drikke en Kop Kaffe med dem. Og
trods hans Indsigelser gik hun ud for at besørge det dertil fornødne.
Saaledes blev han ene med Anna.
Da saa han hen paa hende. Hendes Udtryk var bedende, næsten angst.
Pludselig skjulte hun sit Ansigt i sine Hænder. Og mellem hendes
Øjenvipper piplede de blanke Taarer frem.
Han blev paa en Gang glad bevæget og ulykkelig forlegen. Han kunde
ikke finde Ord, vilde ikke saare, kunde ikke trøste. Halvt uden at
vide, hvad han gjorde, gik han hen til hende og strøg hende med sin
store Haand varsomt, varsomt over det bløde Haar.
Hun satte sig ikke imod det. Mere og mere knugedes hun af Graad. Hun
søgte at staa imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var over
hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, bøjede det sammen som i
Krampe. Hansen-Maagerup forstod, at hun _maatte_ græde, at det var
bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes hans Hjerte af en uendelig
Medfølelse. Han var lige ved at græde selv.
Men da Moderens Skridt hørtes, rejste Anna sig og gik ind i Værelset
ved Siden af, pludselig og uden et Ord.
"Hvor er Anna?" spurgte Fru Herding, da hun fandt Hansen-Maagerup ene
i Stuen.
"Hun gik," svarede han, opreven og skælvende af daarlig Samvittighed.
"Hun var bleven noget nervøs."
"Ja, det kommer jo saadan af og til. Men det gaar vel over med
Tiden."
Og hun gav sig til at skænke Kaffe.


Fru Herding kunde ikke lade være at beklage sig saa smaat over Flyge.
Gud, han havde jo saa mange gode Sider -- det skulde hun aldrig
nægte. Han var virkelig saadan et solidt Menneske -- og saa opmærksom
ogsaa. Men hun kunde ikke lade være at finde det mærkeligt, at han
slet ikke syntes at tænke paa Bryllup. Ja, hver Gang hun drejede
Samtalen hen derpaa, var det ligesom han gerne vilde bort fra Emnet.
Han var dog saadan stillet -- det vidste hun -- at han kunde stifte
Hjem naarsomhelst. Ved Biblioteket kunde han ikke vente Forfremmelse
de første Aar, saa i den Retning var der heller ikke noget at vente
efter. Desuden maatte han være fuldkommen paa det rene med, at hans
Svigermoder sad i smaa Kaar og at det faldt haardt for hende at
forsørge den voksne Datter. Men hvorfor tøvede han saa? Straks da han
var bleven forlovet, havde han erklæret, at han ikke holdt af lange
Forlovelser. Nu syntes han fuldstændig at have forsonet sig dermed.
Det var virkelig saa kedeligt med ham. Nu var Udstyret næsten ganske
færdigt -- det laa og fyldte op i alle Gemmer. Hun vidste slet ikke,
hvad hun skulde stille op ...
Det var for Hansen-Maagerup, hun aabnede sit Hjerte. Han var
efterhaanden atter bleven en hyppig Gæst i hendes Hjem. Ikke sjældent
gik han derhen i Mørkningen for at faa sig en Passiar. Han havde vakt
stor Deltagelse hos de to Damer for sit Arbejde for Velgørenheden, ja
undertiden fulgte Anna med ham paa hans Undersøgelses-Ture. Fru
Herding var glad derover: hun fandt det saa kvindeligt, at en ung
Pige stillede sig Opgaver i Barmhjertighedens Tjeneste. Og naar han
gik med hende ved sin Side, følte han sig gennemskinnet af en stille
Glæde, som han aldrig før havde kendt.
Om Bøg talte de nu kun sjældent. Hansen-Maagerup havde selv en
Fornemmelse af, at han en Gang for alle havde forsvaret hans Sag saa
godt, han formaaede, og at alt, hvad han kunde føje til, snarest
vilde svække det Indtryk, han havde fremkaldt. Og Anna nævnede aldrig
af sig selv hans Navn.
Men for Fru Herding var det en stor Lise, at hun havde fundet En,
til hvem hun kunde betro sine Bekymringer angaaende Flyge.
Han søgte i Begyndelsen at slaa dem hen og at trøste hende med, hvad
han kunde finde paa. Men da han i nogen Tid havde tænkt over Sagen,
kom han til det Resultat, at han gjorde Uret deri. Det var sikkert
bedst baade for Anna og Flyge, om de blev drevne frem til et
afgørende Valg. Kun derigennem vilde de faa fuld Klarhed over,
hvordan de stod til hinanden. Naar det kom til Stykket, vilde de
maaske begge vige tilbage for at binde sig til hinanden. Og Bruddet
vilde være der.
Han opmuntrede da af al Kraft Fru Herding til at holde Flyge til
Ilden. Og hun lovede ham, at om det blev nødvendigt, vilde hun rentud
kræve, at han skulde give klar Besked.
Flyge selv traf han kun sjældent der i Huset. Og han havde paa
Fornemmelsen, at han med Flid undgik at blive alene med ham.
Men en Aften kunde det ikke undgaas, at de kom til at følges ned ad
Gaden, da de skulde hjem.
De var længe uden Ord. Flyge gik og nynnede. Hansen-Maagerup tænkte
et Øjeblik paa, om han skulde gaa lige løs paa det, der dog laa dem
begge paa Hjerte, og spørge ham, hvad i Grunden hans Mening var med
Anna. Men han vovede det ikke. Det var ikke sagt, at Tiden var moden
dertil.
Men omsider fandt han dog, at han burde gøre Begyndelsen til at bryde
Tavsheden.
"Ja," sagde han, "det er længe siden, at vi to rigtig har faaet talt
sammen, Flyge."
Han kunde ikke gøre for, at hans Stemme fik en egen bedrøvet, næsten
bebrejdende Klang. Og Flyge standsede med et Ryk.
"Jeg vil sige Dig paa Forhaand: jeg afskyr Opgør," sagde han hæftigt.
"Jeg har nok set, at Du har gaaet om og set engleligt forarget paa
mig -- Du og min Svigermo'er ..."
"Men kære Ven -- kære Flyge ..."
"Jo -- jeg ved det. Naa ja -- jeg indrømmer ogsaa, at Du har nogen
Grund til at udspy mig af Din teologiske Agtelse. Jeg optraadte som
Din Ven -- Du skænkede mig Din Fortrolighed -- og samme Dag forlovede
jeg mig med den Pige, Du holdt af. Men nu kan Du tro mig eller lade
være, ligesom Du vil: i det Øjeblik, jeg talte med Dig, vidste jeg
ikke, at jeg selv nogensinde kunde komme til at holde af Anna. Du ved
jo, hvordan jeg tænker og føler: jeg tror, at alting her i Livet
beror paa Tilfældigheder. Det _var_ en Tilfældighed, at jeg blev
forlovet med hende, Ingen af os havde før det Øjeblik tænkt paa noget
saadant. Men naar først Afgørelsen er der, saa nær, at den kan
gribes, saa viser man den ikke fra sig. I mange Tilfælde _kan_ man
det ikke."
"Du skal heller ikke bryde Dig det mindste om mig mere," sagde
Hansen-Maagerup sagtmodigt. "Bare Du nu selv er rigtig lykkelig."
De gav sig igen til at gaa.
"Lykkelig," sagde Flyge roligere "-- ja paa en Maade er jeg
naturligvis lykkelig. Jeg har truffet et Valg -- jeg nyder min egen
mandige Beslutsomhed. Saa snart man bare gaar og venter paa noget,
der skal ske, selv om det i Grunden slet ikke er noget, man ønsker,
saa er Nerverne i Uro. Man føler sig revet ud af de daglige Fuger, af
alle sine Vaner rent ud sagt. Naar saa Afgørelsen er truffen,
ligegyldigt hvordan, saa faar man Fred. Det maa vel være det, man
kalder Lykke."
"En fattig Lykke, synes jeg."
"Mon Livet har den rigere?"
"Ja men saa hun -- Din Forlovede?"
"Hun! Jeg tror ikke, hun beklager sig. Hun længtes efter Lys og Luft,
men hun turde ikke selv kæmpe sig frem til det. Saa kom jeg og tvang
hende dertil. Nu har hun faaet Ro."
"Og hendes Kærlighed -- den er Du sikker paa?"
"Sikker -- nej. Jeg ved ikke, om hun føler noget af den Slags. Ikke
en Gang, om hun overhovedet magter den Følelse."
"Men om der nu ..."
"Om der kom en Anden, hun holdt af, vilde Du sige. Men det gør der
ikke. Du skal lægge Mærke til, at der er meget faa Mennesker, der har
Evner til de saakaldte store Følelser. De elsker den Religion, det
Land, de Forældre, Søskende, Tanter og Kusiner, den Mad og de Digtere
og det Væsen af det andet Køn, som man har vænnet dem til at dyrke.
Andet falder dem slet ikke ind, med mindre da Maden er rent uspiselig
og Digterne fuldkommen idiotiske og Væsenet af det andet Køn river
Øjnene ud af Hovedet paa dem. Anna svigter ikke, og hun vilde ogsaa
blot blive ulykkelig, hvis hun gjorde det."
"Jeg kan ikke lide saadan Tale, Flyge. Det vil jeg sige Dig, det kan
jeg ikke. Jeg synes ligefrem, Livet ikke var værd at leve, hvis Du
havde Ret."
"Hvem siger ogsaa, at det er det?"
"Og hvis Du nu tager fejl -- hvis der nu alligevel havde været en
anden Lykke for hende -- hvordan vil Du saa kunne bære Ansvaret for,
at Du har draget hende bort fra den?"
"Jeg faar jo i saa Fald min Straf. Jeg skal jo giftes med hende."
Hansen-Maagerup var lige ved at forsøge paa at udforske ham om hans
Bryllupsplaner. Men han vovede det ikke. Han var bange for at give
Anledning til, at Flyge skulde bryde overtvært og tage sin
Beslutning. Og han følte sig ikke mere sikker paa, at dette vilde
blive Signalet til, at den skæbnesvangre Forbindelse hævedes.
Det var med tungt Hjerte, at han lidt efter tog Afsked med ham.
Men Flyge drev ind ad Byen til. Skønt han overfor Hansen-Maagerup
havde ladet ganske ubekymret, havde dog dennes Ord vakt en Række
urolige Tanker hos ham, som i den sidste Tid havde forfulgt ham som
onde Drømme. Siden Sommeren paa Landet havde han vænnet sig til at
døse alle Bekymringer ind i en doven Sorgløshed, der til Tider hartad
imponerede ham selv. Men under denne havde en hel Skala af ubesvarede
Spørgsmaal trængt paa. Voldelig holdt nede var de men ikke døde. Og
der behøvedes blot det, at en Anden gav dem Ord, for at de skulde
bryde de Fortøjninger, der holdt dem tilbage.
Uden at han havde gjort sig Grunden klar, var Brylluppet efterhaanden
kommet til at staa som en Skræmsel for ham. Han havde søgt at bilde
sig selv ind, at det, han frygtede, blot var de ydre Forberedelser.
Det var Opgivelsen af Ungkarlehjemmet, Indretningen af en ny
Lejlighed, Indkøbene af Møbler, alle Formaliteterne med gejstlige og
verdslige Embedsmænd -- tilsidst selve Bryllupsdagen med dens
Udfoldelse af Familiefølelser, dens Opmærksomheder, for hvilke man
skulde krumbugte sig og være taknemmelig, Visiterne og Vennernes
Flovser og Hvedebrødsdagenes Sentimentalitet. Men nu gjorde han sig
det mere og mere klart, at alt dette var Smaating i Sammenligning med
det, at han vilde blive bunden til en fremmed Kvinde. Hun skulde
trænge sig ind i alle hans Livs Timer. Aldrig vilde han kunne fordre
at have noget for sig selv. En Umyndig vilde han blive, fik ikke mere
Lov at vælge den Mad, han vilde spise, de Nydelser, hvori han vilde
søge Hvile, de Tanker, han vilde tænke. Thi han vidste med sig selv,
at han ikke ejede den Herskervillie, der faar alle sine Omgivelser
til at tjene sig.
Han kunde ikke længere skjule det: han turde i Grunden ikke gifte sig
med Anna.
Og alligevel holdt han af hende -- saa meget, at han ikke kunde tænke
sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme
Kærtegn var blevne ham en kær Vane, som han ikke vilde kunne rive ud
af sin Tilværelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende,
og han følte intet Savn. Men han trængte til at eje Bevidstheden om,
at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.
Jo dybere han tænkte over det hele Forhold, des mere ophidset blev
han. Saa dumt og ufint det var -- dette at man for at være sikker paa
at eje en Kvinde skulde have hende gaaende Dag ud og Dag ind i sin
Stue. Talen var jo dog ikke om et vildt Dyr, der kunde befrygtes at
ville løbe sin Vej. Hvorfor kunde man ikke beholde sin Frihed og
Uafhængighed, naar man vilde være tryg for, at hun ikke forlod En?
Var det Forsørgelsesspørgsmaalet, der var det afgørende, saa skulde
han gerne forpligte sig til at yde hende et passende Underhold. Hun
skulde aldrig komme til at lide nogen Mangel.
Naar alt kom til alt, saa var det jo kun nogle af Ægteskabets
saakaldte Fordele, han vilde give Afkald paa. Det var den daglige
Gniden sig op ad hinanden, som man plejede at kalde Hjemmets Lykke.
Hun skulde tilhøre ham og være ham tro -- andet forlangte han ikke:
sin Personlighed fik de begge to Lov til at beholde. Saaledes vilde
de kunne bevare Forholdet finere og kyskere end de Fleste formaaede
det.
Men det var umuligt at sætte noget saadant igennem -- det var han
ganske paa det rene med. Om han saa ti Gange kunde overbevise Anna
om, at det var rettest saaledes, hun vilde dog aldrig vove det. Og
dristede hun sig alligevel til at tænke derpaa, saa skulde Moderen
nok vide at tage Modet fra hende.
... Han var uden at tænke derpaa kommen midt ind i Byen og gik nu ned
ad Østergade. Der færdedes smaa Klynger af Folk, som kom fra Teatre
og Selskaber. Nogle vandrede afsted i træt Familielykke, slæbende paa
halvsovende Børn, hastende mod Hvile. For Andre begyndte nu først
Aftenen. De strøg gennem Gaden som Rovfugle, der spejdende hviler paa
de udspilede Vinger. Der var Kvinder med begærligt lurende Øjne,
Mænd, der drev afsted paa maa og faa uden Maal og uden at kunne
beslutte sig til at gaa hjem, smaa støjende Flokke, der valsede hen
ad Fortovet, leende og snakkende, snart delende sig parvis, snart
samlende sig til en fælles Raadslagning om, hvilke Glæder man skulde
søge for Resten af Aftenen og Natten ...
Det var et saadant Selskab, Flyge pludselig saa sig omringet af. Og
ud af Kresen skingrede imod ham en høj Kvindestemme.
"Hr. Flyge -- halløj -- godaften Hr. Flyge ..."
Han standsede og saa i Skæret af en elektrisk Gadelygte Fru Ellis
Birgers Katteøjne flimre sig i Møde. Hun var i en højrød Aftenkaabe,
og hendes Ansigt var blegt.
Det øvrige Selskab larmede op. Fru Ellis præsenterede. Der var en
Maler, en Journalist og en Grosserer og endelig Hr. Birger. Men
Sidstnævntes Genkendelsesevne var sløret af en Rus.
"Undskyld," sagde han og trykkede noget klamt Flyges Haand, "jeg
kunde sgu ikke kende Dem."
"Gaar De med, Hr. Flyge?" sagde Fru Ellis. "Vi skal op et Sted og
have os noget vaadt."
Og hun stak sin Arm ind under hans.
Flyge lod sig drage med. Han vilde i dette Øjeblik have fulgt med
hvem det skulde være, blot han slap for at være alene. Men iøvrigt
kunde han ikke nægte, at Gensynet med Fru Ellis voldte ham et eget
Behag. Der var en saa velgørende Tomhed hos hende. Derfor kunde man
være sammen med hende uden at blive træt.
Selskabet gik hele Strøget igennem. Fru Ellis næsten dansede hen ad
Fliserne. Hun blev ved at holde Flyge under Armen og nødte ham
undertiden til halvt om halvt at sætte i Løb.
Foran paa Vesterbro gik de ind paa en Restaurant. Det store Lokale
var overfyldt. Som et Vand med talrige Svømmere laa det elektriske
Lys, blaanende i Tobakstaagen. Hver eneste Plads var optagen -- af
Mennesker, der spiste og drak, Mennesker, der anstrengte sig for at
komme i Stemning, Mennesker, der i Ensomhed søgte at slide Timerne.
Og stedse kom der andre Mennesker ind ad Indgangsdøren, saa sig om
efter et Bord, hvor de kunde slaa sig ned, og gik deres Vej, naar det
viste sig, at intet saadant var ledigt.
Birger greb en Opvarter, der kom svirrende med nogle Fade, i Kraven,
saa han standsede.
"Hansen," sagde han, "lad os faa et Bord for Satan!"
"Der er skam ikke i Øjeblikket, Hr. Birger," sagde Opvarteren. "Men
det der ovre i Hjørnet bliver straks ledigt."
Og han forsvandt igen.
Men Selskabet gik hen til det Bord, hvortil det var blevet henvist,
og stillede sig paa Vagt ved det, indtil de, der havde optaget det,
rejste sig.
"Saa snupper vi det," sagde Fru Ellis. "Kom her, Drenge! Hvad skal vi
nu ha'e? Skum? ... Næ -- først maa vi ha'e noget at spise ... Hvad
skal vi tage?"
"Jeg har spist," sagde Flyge.
"Sludder -- man kan altid spise ... En lille Fugl -- hva'? Skal vi
tage en Fugl? ... De der! Opvartermand! Alvorsmand! Pip over det
hele!"
Opvarteren nærmede sig med et velvillig-bekymret Ansigt.
"Vi vil ha'e Pip, forstaar De -- Pipfugl ..."
"Vi har en udmærket Hjerpe."
"Ja -- lad os bare tage Hjerpe -- og hvad? Øl? ... Nej Vin ... De kan
give os, hvad De vil -- bare den bliver go' ... Og saa noget Smør og
Ost -- og Dessert -- foreløbig ... Er Du gal -- jeg tror min Sandten,
Du sover!"
Birger havde sænket sit Hoved ned mod Bordet, lig en altfor safttung
Blomst.
"Det gaar ikke," sagde hans Kone. "Saa maa Du gaa ud og faa noget
Vand over Hovedet. Hører Du -- ud med Dig!"
Birger rejste sig og gik med tunge, vaklende Skridt ud af Lokalet.
"Han kan heller aldrig taale noget," vrissede Fru Ellis. "Han er en
kedelig En ... Kom her -- jeg maa ha'e En ind i Sofaen til mig. Nej
ikke Dem" -- Grossereren vilde rykke ind ved Siden af hende -- "det
skal være Hr. Flyge -- han skal være min Kavaller for i Aften."
Flyge satte sig i Sofaen, tæt op ad hende. Men han følte ikke mere
nogen Glæde ved hendes Nærhed. Vel vilde han sidde ved hendes Side,
men de to skulde være alene, og hendes Pludren skulde blot fylde
Stilheden om ham. Nu sad hun der og larmede uskønt bakkantisk. Og
rundt om hende disse Mænd, der gloede paa hende med paatrængende
Fortrolighed og som ikke gjorde nogen Indsigelse mod, at en Fremmed
trængte sig ind i Kresen, fordi de betragtede hende som en Art
Fælleseje, som ingen Mand vilde tænke paa at hævde for sig alene.
Han saa ind i hendes spillende Øjne -- Pupillerne var som svigefulde
Svælg ned til Afgrunde, hvor der ikke var Fæste. Han fulgte hendes
smidige Hænders Leg -- de var som to graadige Væseler, der snoede sig
efter Bytte. Hans Øje dvælede ved hendes fine, vævre Skikkelse -- den
syntes som skabt til at omslynges, men altid vilde den frigøre sig og
synes lige uberørt og barnlig. Og han gjorde sig det klart, at hos
hende var der kun usikre Eventyr at finde.
Men pludselig var det netop Eventyret og det usikre, der drog ham.
Var det maaske ikke hans Livs store Fordærv, at han altid lod sig
vugge i smult Vande? Han bevægede sig mellem lutter trygge
Ankerpladser, og den ene syntes ham ligesaa god som den anden. Var
det da ikke bedre, at der et Steds der ude -- der hvor Søen taarnede
sig mørkegrøn og skumkammet -- fandtes en Ø med rankere Træer og
rødere Blomster end dem, han hidtil havde kendt? Der vilde han gaa i
Land, og han vilde for bestandig dvæle der, og uden Frygt skulde han
se Bølgerne brydes rundt om sig ...
Der var kommet Vin paa Bordet. Han fyldte sit Glas og hævede det mod
Fru Ellis. Og hendes Øjne glimtede ham i Møde.
Omkring dem boblede Larmen op. Maleren sagde nærgaaende Vittigheder
til Fru Ellis, Grossereren krympede sig i Latter, og Journalisten
smilede beskyttende. Men Flyge havde ikke Øje for Nogen af dem. Han
sad blot og saa paa Fru Ellis, og det syntes ham, at han tvang hendes
Blik stadig mere og mere ind i sit.
Hr. Birger kom tilbage. Han bævede af undertrykt Beruselse og flød
tavs ud paa en Stol. Ingen af de Andre ænsede ham. Og i Lokalet
syntes man at anse hans Tilstand for en Selvfølgelighed. Der var
indadvendt Fuldskab baade her og der.
Maden kom paa Bordet. Fru Ellis tog sit Glas og hævede det højt over
sit Hoved. For Flyge var det, som om Vinens Rødme lagde et Solskær
over hende.
"Skaal Allesammen!" sagde hun. "Skaal, mine Trofaste! Kan I se, hvor
det skinner rødt! Det er ligesom jeg havde Ild i Haanden! Det har
jeg ogsaa -- jeg har Ild, og den skal rense, siger man. Nu vil vi
glemme alt det, som vi gaar og grunder paa til daglig: vi har jo
Allesammen vores. Jeg har ingen Roller, og Du, Maler, faar ikke noget
solgt. Du arme Pressedjævel er ved at gaa i Hundene, Grossereren har
Podraga, Birger er saa fuld som et Marsvin og Hr. Flyge er forlovet!
Men det bryder vi os ikke om! Det blæser vi et Stykke! For i Aften
vil vi være glade og tilbede Ilden! Kom her alle fem -- frem med
Ho'derne -- nej kom her med dem -- frem over Bordet -- saa skal jeg
indvie Jer ...!"
De bøjede Alle Hovederne frem. Fru Ellis dyppede Fingerspidserne i
sit fyldte Glas og stænkede hver af Herrerne et Par Draaber i
Hovedet. Saa kastede hun Glasset med Resten af dets Indhold mod
Gulvet, saa det splintredes i mange Stumper.
"Hansen -- et nyt!" raabte hun. "Skidt hvad det koster! Bagefter skal
vi have Skum!"
Alle Herrerne lo. Grossereren klappede. Han havde runde, udstaaende
Øjne, der helst dvælede ved Udskæringen i Fru Ellis' Kjole.
"Skal vi ikke ha'e Østers?" snøvlede han. "De er go'e for Tiden.
Østers om Vinteren og Kærlighed om Sommeren ..."
"Nej, vi skal hverken ha'e Østers om Vinteren eller Kærlighed om
Sommeren ... Pas paa Deres Øjne, Iversen, De spilder dem paa Dugen
... Birgermand, Du skal vist udenfor ..."
Birger stønnede saare. Og han rejste sig vaklende og gik ud.
Fru Ellis var denne Aften ganske ellevild. Hun udbragte Skaaler og
uddelte smaa, behændige Naalestik til hver især. Men alt, hvad hun
sagde, tjente kun til at hidse dem. De rykkede hende bestandig
nærmere. Grossereren var halvt om halvt inde i Sofaen ved Siden af
hende, de Andre bøjede sig idelig frem imod hende. Kun Birger syntes
ganske sløv. Han var bleg og bevægede sig hyppigt ud og ind.
Men Flyge sad med en tydelig Fornemmelse af, at det hele var en
Forestilling, som hun arrangerede for ham alene. Han saa disse Mænd
bøje sig under hendes Dressur, og han syntes, at hun paakaldte hans
Bifald. Undertiden trykkede hun hans Haand under Bordet, og hun
blinkede til ham og drak ...
Da følte han det, som om den Ild, hun havde indviet ham med, glødede
gennem alle hans Lemmer. Alt, hvad der i hans Sind havde stemt sig
imod hende, det slappedes og gled til Side. Han havde for et Par
Timer siden fornægtet Lykken -- nu blev han atter En af dens
Troende. Kun var denne Lykke ikke noget, der maaltes ud i Alenvis,
ikke en Sum af stille dvælende Tilfredshed, knap en smuk Drøm. Den
var et Glimt, et Sus, et Jag af Ild. Men kun den kunde gribe den, der
ikke kendte Frygt, ingen muldne Betænkeligheder, ingen klamme
Skrupler ...
... Forlængst var det adstadige Publikum forsvundet fra Kaféen.