Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 9

Total number of words is 4923
Total number of unique words is 1384
50.1 of words are in the 2000 most common words
65.7 of words are in the 5000 most common words
74.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Dørene var lukkede: ingen nye Gæster kunde komme ind. De, der nu sad,
fornam sig mere og mere som et sluttet Selskab. Man følte ikke
længere nogen Undseelse for hinanden men lagde højlydt sine Følelser
for Dagen. Opvarterne gled om og betjente Gæsterne med urokkelig
Overbærenhed, som fodrede de Dyr.
Paa Bordet foran Fru Ellis og hendes Selskab var det ene Sæt Flasker
efter det andet tonet frem. Champagnen havde bruset, Whiskyen havde
bredt sin tøre Frækheds Aande. Saa havde man ladet sig hidse af Kaffe
og inddovne af Likører. Og nu var Herrerne blevne trætte. Birger sov
ganske aabenlyst, og de Andre døsede over Cigarerne, hvis hvide Aske
fredeligt dryssede ned ad dem. Kun Fru Ellis og Flyge var fordybede i
Samtale.
Og Fru Ellis syntes pludselig at være bleven en Anden end den, han
før havde kendt. Hendes Øjne glimtede ikke som for lidt siden, de var
blevne dybere og havde faaet en fugtig og varm Glans, og de lange,
mørke Vipper skyggede for dem som en blid Sorg. Hendes Stemme var
dæmpet og blød, og Ordene, som hun fandt, var fine og vemodige ...
Hun fortalte ham om sig selv, om sin Kunst, der var hende en stadig
Søgen, om Sorger, hun larmede bort, om hvordan hun stedse søgte
Mennesker og kun fandt Mandfolk -- for Kvinderne dem var hun jo
forlængst færdig med, saadan som hun var. Og Flyge sad og lyttede.
Han greb hendes Haand og beholdt den, og han tænkte ikke over det. Og
han saa hende ind i Øjnene og syntes, at han sank ned i saa stærk og
dyb en Sjæl, hvor han kunde finde Hvile. Men det var ikke en tam
Tilfredshed som den, han følte sammen med Anna -- det var en Følelse,
der helt omsluttede hans Væsen og som gennemglødede det med en Varme,
han aldrig før havde fornummet.
... Langt om længe enedes man om Opbrud. Birger ruskedes vaagen, og
Regningen forlangtes. Flyge og Grossereren delte Udgifterne. Det
øvrige Selskab syntes ikke at skænke dette Spørgsmaal en Tanke.
Da man kom ud paa Gaden, havde en tæt Taage lagt sig over Byen.
Husene paa den anden Side af Gaden skimtedes kun utydeligt som døde,
sorte Masser. Og enkelte Lygter stirrede mat frem, ude af Stand til
at gennemtrænge Skydampene, røde og afmægtige som betændte,
halvblinde Øjne.
Man blev enig om at tage Droske. Birger blev anbragt paa Bagsædet i
en af Vognene. Fru Ellis greb Flyges Arm og smuttede ind med ham. Hun
smækkede Døren i, inden Grossereren, der med vaklende Skridt nærmede
sig, var naaet hen til den.
Flyge raabte ud ad Vinduet Ægteparret Birgers Adresse til Kusken.
Birger var allerede sunken ganske livløs sammen.
Og mens Vognen gled gennem Taagesøen, mærkede Flyge, at et Pur af
Haar strøg sagte hen over hans Kind ...


Det Øjeblik stod for Døren, da Viggo Bøgs Opfindelse skulde prøves af
de Sagkyndige. Gennem Modløshed og idelige Tvivl, gennem Fejltagelser
og mislykkede Forsøg var han naaet frem til et Resultat, et
Fremskridt i Brødfabrikationen, som han følte sig sikker paa.
Hvad han havde fundet var, sagde han selv, meget beskedent. Men hans
Opfindelse vilde dog betyde en lille Besparelse for hele Samfundet.
Han havde regnet ud, at hvis den trængte igennem og blev indført i
alle Fabrikker, maatte Brødet kunne sælges nogle Øre billigere end i
Øjeblikket. Og sammen med Hansen-Maagerup morede han sig med at regne
ud, hvor stort et aarligt Beløb der derved kunde indvindes for
fattige Familier, eftersom deres Børneantal var til.
"Meget bliver det maaske ikke," sagde han. "Det kan være, der er dem,
som knap nok vil kunne mærke det. Men det er altid et Fremskridt. Og
jeg synes dog, jeg har Lov til at være glad over det."
"Det har Du," sagde Hansen-Maagerup løftet, "og Du har fortjent alt,
hvad Du kan faa ud af det."
"Ja ser Du, jeg har jo ikke selv Kapital, saa jeg kan udnytte
Patentet. Men jeg vil tilbyde Opfindelsen til Fabrikken. Der vil
naturligvis gaa ikke saa kort Tid, inden den faar sin Anlægskapital
ind igen. Men jeg tror, Sagen er saa sikker, at der ikke er noget at
betænke sig paa."
"Er det da Din Mening, at Fabrikken skal have hele Fordelen?"
Bøg smilte.
"Nej, det er det sandelig ikke," sagde han. "Naturligvis skal den
have sine Udgifter dækkede. Og en Godtgørelse for Risikoen maa den
ogsaa have. Men hvad der ellers kan spares ved Opfindelsen, skal
komme Forbrugerne til gode. Det vil jeg betinge mig i Kontrakten."
"Og Du tror, Direktionen gaar ind paa det?"
"Ja naturligvis -- hvorfor skulde den ikke det? Skaffe de Fattige
billigere Brød -- det er jo noget, som vi Allesammen gerne vil.
Desuden bliver det Fabrikken, der faar hele Æren. Hvad jeg har gjort,
er det mindste af det den er det, der skal føre hele Sagen frem i
Livet."
"Har Du talt med Direktøren om det?"
"Nej, det har jeg ikke. Jeg kan jo ikke give mig til at forhandle,
synes jeg, før Opfindelsen er prøvet og funden god. Men jeg er sikker
i min Sag. Jeg har undersøgt alting saa nøje: jeg _kan_ ikke have
taget fejl. Det værste er, at min Metode maaske gør nogen
Arbejdskraft overflødig. Men ogsaa den Side af Sagen har jeg
tænkt paa. Tabet bliver mange Gange mindre end Fordelene. Og saa
maa Offeret jo bringes. Desuden vil Opfindelsen trænge saa
langsomt igennem, at Folk faar rigelig Tid til at træffe deres
Forholdsregler."
... Bøg havde henvendt sig til en anset Videnskabsmand og bedet ham i
Forening med Fabrikkens Direktør bedømme Opfindelsen. Han havde sendt
ham sine Planer og Tegninger, fra ham skulde de gaa videre til
Direktøren. Bøg gik nu og ventede paa at blive tilsagt til et Møde,
hvor han saa vilde faa deres Mening at vide.
Selv var han overmaade rolig. Men Hansen-Maagerup var syg af
Utaalmodighed. Hver Dag ventede han, at Svaret maatte komme. Naar det
ringede paa Dørklokken, isnede Lyden igennem ham, og han styrtede
febrilsk ud for at se, om det ikke skulde være Brev. Saa kunde det
hænde, at det virkelig var Postbudet, der havde ringet, og han kom
stormende ind med Brevet, sikker paa, at det maatte være det rette.
Og naar det saa viste sig, at det var et andet, ligegyldigt, kunde
han næsten harmes over Bøgs Ro.
Han kendte ham ikke igen: han, som ellers kunde være saa ilter ...
Men Tiden trak ud, og der kom ingen Besked. Bøg besørgede hver Dag
sit vante Arbejde paa Fabrikken, men Direktøren var tavs. Og Bøg
kunde ikke overvinde sig til at spørge.
Tilsidst blev Ventetiden ham dog for lang. Han mindede Direktøren
om Sagen. Og Direktøren lovede at bringe den i den ansete
Videnskabsmands Erindring.
Et Par Dage efter havde han Besked. Professoren havde endnu ikke haft
Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen. Men nu lovede han, at den
skulde blive fremmet saa hurtigt som muligt.
Saa ventede Bøg og Hansen-Maagerup paany.
Men omsider kom da Dagen, da det afgørende Møde skulde finde Sted.
Hansen-Maagerup stod i Brand fra om Morgenen, han glinsede og
glødede, og han flakkede bestandig om i Værelset, satte sig hist,
rejste sig atter op, drønede med tunge Skridt hen ad Gulvet, greb en
Bog og slap den efter faa Minuters Forløb. Ind imellem fortabte han
sig i alle de Muligheder, der vilde aabne sig, naar Opfindelsen nu
var bleven godkendt og skulde gaa sin Gang gennem Verden. Hvordan
Bøgs Navn vilde flyve rundt og blive nævnet med Ære -- hvordan man
vilde fejre ham paa Fabrikken -- hvordan maaske en skønne Dag en
højtstaaende Person vilde lade ham tilsige, fordi han var bleven
greben af Beundring for hans Snille og ønskede at støtte ham paa hans
fremtidige Løbebane ...
Men da Bøg var gaaet, grebes Hansen-Maagerup af Gru. Om der nu blot
var en lille Fejl i de Beregninger, Opfindelsen hvilede paa, saa
vilde den maaske helt styrte sammen. En saadan lille Fejl var det,
han selv stadig havde bævet for, da han forberedte sig til Eksamen,
og Skrækken sad ham endnu i Blodet.
Den lille Fejl -- den lille Fejl! Oprindelig havde Muligheden derfor
staaet for ham som et ubetydeligt Kryb, et lille ondt og giftigt
Bestie kanske men alligevel et, som kunde overvindes og udryddes. Men
i Tidens Løb havde den skudt Vækst. Den var bleven til et stort,
klamt Uhyre med ubarmhjertige, forstenende Øjne -- et mystisk Væsen,
som virkede lammende paa den, der kom det nær. Den var intetsteds og
allevegne, denne Fejl. Den kunde ligge saa lige for, og alligevel
kunde det være umuligt at faa Øje paa den. Naar galt skulde være,
kunde Bøg have begaaet en Fejl i den lille Tabel, og alle hans
Beregninger kunde snuble derover.
Efterhaanden som Timerne gik, blev han mere og mere hjertegreben af
Angst for, at noget saadant virkelig skulde være sket. Ja han følte
sig næstendels sikker paa, at det maatte være Tilfældet. Han var i
sit Liv saa vant til at møde Uheld, saa han næsten forudsatte, at det
til Stadighed laa og lurede ikke blot paa ham selv men ogsaa paa de
Mennesker, han holdt af.
Havde han blot tænkt paa alt det, inden Bøg gik: han vilde have
tvunget ham til endnu en Gang at se sine Beregninger igennem. Et
Øjeblik foer den Tanke ham gennem Hovedet, at der endnu var Tid. Han
maatte sporenstregs se at faa sendt Bud hen paa Fabrikkens Kontor,
hvor Samtalen skulde finde Sted. Under et hvilketsomhelst Paaskud
maatte han se at faa Bøg til afbryde den straks og faa den videre
Forhandling opsat til en anden Dag. Var der virkelig en Fejl, vilde
han da have Tid til at rette den ...
Men en Smule Eftertanke sagde ham, at han intet vilde kunne udrette.
Han vilde blot blive let ud og maaske volde Bøg en Ærgrelse.
Saa foldede han sine Hænder og bad til Gud, at Fejlen ikke maatte
være der men at Velsignelse maatte gro op af det Menneskeværk, der
idag skulde staa sin Prøve. Og da han havde gjort det, følte han sig
roligere til Mode.
Nede fra Etagen nedenunder lød der Klaverspil op til ham. Der var
Nogen, der øvede sig paa en Melodi. Naar den Spillende var naaet til
et bestemt Sted, gik Melodien i Stykker ... Det var ganske
interessant at følge med og se, hvor ofte det vilde gentage sig,
inden Vanskelighederne var overvundne. Han indgik i Tankerne
Væddemaal med sig selv og gav sig samvittighedsfuldt til at tælle.
Det adspredte ham for en Tid.
Siden kom Anfaldene af Angst af og til igen. Men han var utrættelig i
at finde paa ørkesløse Sysler for at holde dem nede ...
Omsider kom da Bøg hjem. Der var et underlig slapt Smil om hans Mund,
da han traadte ind ad Døren.
Hansen-Maagerup trippede om ham. Han havde en Fornemmelse, som malede
en stor Kværn i hans Indre. Han formaaede ikke at tyde Udtrykket i
sin Vens Ansigt, og han turde knap spørge.
"Naa?" sagde han da omsider.
"Ja," sagde Bøg i en træt Tone, "med Opfindelsen er der ikke noget i
Vejen. Det vidste jeg ogsaa nok. Mine Beregninger var rigtige. Det
_kunde_ ikke slaa fejl."
"Jamen hvad sagde de da?"
"Professoren var meget venlig. Det var virkelig et betydningsfuldt
Fremskridt, sagde han. Og Ideen tydede paa ualmindelige Evner ... Ja
han sagde saamænd, at den vilde kaste Glans over dansk Videnskab ..."
Hansen-Maagerup bøjede Hovedet. Nu da den store Glæde var der, følte
han sig næsten overvældet deraf. Han formaaede ikke ret at rumme den.
"Det var da en Glæde," sagde han kun.
"Direktøren var ogsaa meget anerkendende. Men han nævnede jo straks
den store Anlægskapital."
"Han mente da ikke, at det kunde være nogen Hindring?"
"Nej -- det gjorde han ikke. Han turde love mig, sagde han, at
Selskabet nok skulde overtage Risikoen. Der er i Virkeligheden
ingen, skønt der kræves straks Maskiner for over hundred Tusinde
Kroner."
"Det var meget!"
"Ikke for meget. Gevinsten vil jeg anslaa til 60-70,000 om Aaret. Saa
Du ser, det vil ikke vare saa farlig længe, før det er fuldstændig
dækket."
"Bøg -- jeg kan ikke sige Dig, hvor jeg er glad."
"Aa -- lad os nu først se, om der er Grund til det. For nu kommer det
an paa, om jeg kan faa en Kontrakt med Selskabet som jeg vil have
den."
"Det maa Du da sagtens kunne."
"Det skal Du ikke sige. Jeg bragte det jo straks paa Bane ..."
"Og hvad sagde han saa?"
"Han slog det hen. Han klappede mig paa Skulderen og sagde, at jeg
var en stor Idealist, men jeg lærte vel at se mere praktisk paa
Tingene. Han skulde nok sørge for, at jeg blev tilfreds."
"Havde han da noget andet at foreslaa?"
"Ja. Han nævnede, at Selskabet maaske vilde give mig en større Sum
straks for Opfindelsen og saa en passende Tantième ..." "Men det tog
Du da imod?"
"Tog imod? Jeg har jo sagt Dig, at jeg vil have, min Opfindelse skal
komme Forbrugerne til gode. Jeg vil have mit Arbejde betalt, og
Fabrikken skal have en rimelig Fortjeneste. Lad den beregne sig sin
Anlægskapital og en halv Snes Procent, saa mener jeg, den kan staa
sig ved Forretningen. Men hvorfor skulde disse Aktionærer høste saa
at sige hele Fordelen? Eller jeg? Hvad er mit Arbejde i Grunden
værd?"
"Jeg synes dog ..."
"Maagerup -- Du maa ikke sige mig imod. Og jeg skal sige Dig en Ting:
jeg synes ikke rigtig, jeg kunde faa Mod til at tage mod alle de
Penge -- nu, i min Alder. Det vilde ligesom blive saa tomt for mig,
naar jeg ikke mere havde noget at arbejde hen til for mig selv -- jeg
er bange for, at Pengene vilde tage min Villie fra mig ... Nej, nu
taler vi ikke mere om det. Nu kunde jeg godt lide, at vi gik ud
sammen -- det er saa længe siden ..."
Lidt efter sad de to Venner sammen paa en Restaurant. Maaltidet var
ikke overdaadigt, men blot det ikke at søge til det sædvanlige
Spisekvarter var dem en Fest. Hansen-Maagerup sad hensunken i en
sagte snurrende Lyksalighed og drak bestandig paa sin Vens
Velgaaende, mens denne udviklede sin Fremtids Planer. Hvordan det saa
gik, maatte vel nu Fabrikken holde paa ham og maaske forbedre hans
Stilling -- og han kunde faa Tid at dyrke sine Studier -- og gøre nye
Opfindelser naturligvis ... Det kunde nu more ham at finde paa noget
Djævelskab af en eller anden Slags, som blot skulde være til at more
Folk. Allerede dæmrede der noget for ham om en ny Art Lysvirkninger,
som særlig kunde anvendes ved Illuminationer og som havde den Fordel,
at de var langt billigere end noget af, hvad man hidtil havde kendt.
Det skulde tindre og gløde og skinne, saa Folk blev glade af det og
lette i Sindet og holdt op med at gaa og tænke surt ... Men det vilde
han have Penge for -- ikke saa faa Penge endda ...
Men naar han talte om, hvad Livet endnu kunde tiltænke ham, var der
Øjeblikke, hvor han blev tavs. Og Hansen-Maagerup saa forknyt og
raadvildt paa ham -- som en Hund, der føler, at dens Herre er
forstemt og som saa inderlig gerne vilde hjælpe, naar blot den vidste
sine levende Raad.
Og da Aftenen kom og de sad sammen i et Koncertlokale, hvor de havde
søgt hen for at lade Lyden af Orkestermusikken og af mange
Menneskers Summen stemme sig til Fest -- da krævede Dagens Spænding
sin Ret. Rundt om dem rørte Livet sig -- men de havde en Følelse af
selv at være udenfor, at sidde langt borte og se det hele gennem et
Slør af Taage.


I en Maaneds Tid forhandlede Bøg næsten hver Dag med Fabrikken. Først
var det med Direktøren alene, saa med Aktieselskabets Bestyrelse. Der
blev holdt lange Møder, men man naaede ikke frem til Enighed.
Aktieselskabet var villigt til at byde ham personligt saa gode
Vilkaar som han kunde ønske sig det, men man vilde ikke gaa ind paa
at lade sig foreskrive, hvor meget af den Fordel, Opfindelsen vilde
kunne yde, der skulde komme Forbrugerne til gode. Og Bøg stod paa
sit: han vilde ikke sælge sin Opfindelse paa andre Betingelser end
dem, han først havde stillet.
Imidlertid var Rygtet om Opfindelsen kommet ud. I Pressen begyndte
man med at omtale den med patriotisk Rørelse som en brav Sønnedaad
til Landets Velfærd. Derpaa glemte man den igen. Indtil det en Dag
kom frem, at Opfinderen havde vist sig utilbøjelig til at sælge den
paa hæderlige Vilkaar. Saa lod man ham faderligt vide, at han vistnok
vilde gøre bedst i at slaa ind paa en mindre balstyrig Gangart og at
Hensynet til Almenvellet var vigtigere end hans private Nykker.
Mellem Fabrikkens Arbejdere vakte Sagen ganske naturligt særlig
Opsigt. Og en Dag mærkede Bøg, at de var komne under Vejr med, at
Opfindelsen betød Indskrænkning af Arbejdsstyrken. Der rejste sig som
en kold Mur af Uvillie mellem ham og dem. Og naar han færdedes i de
store, øde Arbejdsrum, følte han Stinget af deres mistroiske Blikke.
Saa indbød han alle Arbejdere i Faget til et Møde. Han vilde forklare
dem, hvori hans Opfindelse bestod og hvad han haabede at udrette med
den. Bagefter kunde de komme med deres Indvendinger, og han vilde
give dem Svar derpaa, saa godt han formaaede.
... Salen, hvor Mødet skulde holdes, brugtes Aar ud og Aar ind til
allehaande. En klam, uren Lugt af gammelt Snavs slog ud fra dens Gulv
og Vægge. Gaskronen, der hang midt under Loftet, formaaede kun halvt
at oplyse den. Paa hver Side af Talerstolen viftede Flammen af et
Stearinlys.
Da Viggo Bøg stod deroppe, syntes han, at en fjendtlig Skummelhed
slog ham i Møde. Han kendte mange af de nærmeste Ansigter: der var
Arbejderne fra Fabrikken, og paa første Række lyste Hansen-Maagerups
bekymrede Venskab. Men de, der sad bagerst i Salen, kunde kun
utydeligt skælnes. Han saa Ansigterne tone blegt frem af Halvmørket,
og det var som stirrede der Kulde og Spot ud af dem.
Der havde været livlig Samtale, da han traadte ind, og han havde hørt
en Latter, som skraldede op fra en af Rækkerne. Nu, da han viste sig
paa Talerstolen, blev der tysset paa de Højrøstede. Det lød, syntes
han, som naar en vaad Svamp gaar hen over en Tavle.
Men saa blev der ganske stille.
Han begyndte at tale. Hans Stemme dirrede lidt -- og dog var han
ganske rolig. Saa rolig, at han kunde staa og beregne de rent ydre
Virkninger af sin Tale, lytte til sin Stemmes Klang, som var det en
fremmed.
Først og fremmest udviklede han sin Opfindelses rent tekniske Side.
Hjemme havde han anvendt megen Omhu paa at forme det hele saa simpelt
og tydeligt, at det maatte kunne nemmes af den mest knudrede Hjerne.
Og han mærkede, at han blev forstaaet. Undertiden kom der endogsaa
nede fra Salens nederste Ende en svag Bifaldsmumlen.
Og som han nu stod der og talte for disse Arbejdere, syntes han, at
han paany gennemlevede hele sin Opfindelses Tilblivelse. Han følte,
hvordan den første Tanke derom slog ned i ham og siden ikke vilde
unde ham Ro. Han syslede med den i sine Tanker i alle de ledige
Timer, han havde. Der var Øjeblikke, hvor han næsten fordømte den som
Galmandsværk og følte Undseelse overfor sig selv, fordi han i Alvor
havde givet sig af med den. Men saa kom den igen med større og større
Styrke: den vilde ikke slippe ham, den aad sig ind i hans Liv.
Vanskelighederne syntes mindre og mindre uoverstigelige, og den Dag
kom, da han kunde begynde paa den praktiske Udformning i
Laboratoriet. Dag efter Dag stred han, arbejdede, haabede,
fortvivlede, følte Sejrsvisheden risle varmt igennem sig og Frygten
for Nederlaget gribe sig om Hjertet med kold Haand. Men endelig var
da alle Vanskeligheder overvundne. Sejren kunde ikke længere vristes
fra ham -- og nu stod han her, bød sin Gave frem, rede til at modtage
sin Dom ...
Han var bleven varm. Store Sveddraaber stod paa hans Pande. Han
syntes, at en Bølge af hed og tung Luft væltede sig op imod ham. Men
han ænsede det knap. Han talte ikke mere alene til dem, der sad nede
i Salen. Talen var bleven ham et Liv, som han _maatte_ igennem.
Og han gik over til at forklare, hvad han nu haabede at kunne virke
med sin Opfindelse. Brødet var Livet for Menneskene. Gennem det diede
de daglig Moder Jord.
En Gang havde det været saadan, at de tog af Jorden, hvad de havde
behov -- tog det som det var og aad det. Men den Tid var kommen, da
Moder Jord ikke af sig selv gav sine Børn, hvad de behøvede for at
leve. De maatte vriste det fra hende, og de maatte kæmpe om det med
Hverandre indbyrdes. Barneforholdet var blevet krænket.
Men Kærligheden til Jorden havde de ikke mistet, og de kunde ikke
undvære det Brød, den skænkede dem. De havde taget Land, hver sit
Stykke, for at dyrke det. Intet af, hvad Mennesker ejede, følte de
sig saa inderligt knyttede til som til det. Deraf opstod Kærligheden
til Fædrelandet, til Hjemmet, til den Ejendom, der var nedarvet
gennem Slægterne ...
Og af denne Kærlighed var Kulturen født. Kulturen var Bestræbelserne
for at give Menneskene igen, hvad de en Gang havde mistet: Sansen for
det gode, det skønne og sande -- og saa Brødet.
Saa kom han ind paa sin egen Opfindelse. Maaske betød den kun
uendelig lidt, maaske vilde den om faa Aar være overfløjet af andre,
vigtigere. Men ogsaa den arbejdede dog for Kulturen, fordi den vilde
gøre det en Smule lettere for Mennesker at faa Brød. Skulde det vise
sig, at den ikke evnede det, da vilde den dø af sig selv.
Men om den havde den Betydning, som han saa sikkert troede, da havde
intet Menneske Lov til at stritte imod den, og Enhver skulde være
villig til at bringe Ofre for, at den kunde vinde frem. De, som
handlede anderledes, de arbejdede imod Kulturen. Og det var
Helligbrøde.
Han havde under de sidste Ord hørt nogle Udbrud af Misfornøjelse. Der
var bleven slynget et ironisk Spørgsmaal op til ham, og man havde
leet.
Men alt dette var ham ligegyldigt nu. Om han saa ikke vilde kunne
overbevise en Eneste af dem, der sad og hørte paa ham: han maatte dog
tale.
Og han gik over til at omtale, hvordan nu Opfindelsen vilde virke
indenfor Fabrikken. Han forklarede det hele ganske tørt og nøgternt
med Tal og uigendrivelige Kendsgerninger. Han vilde intet dølge: der
vilde blive nogen Indskrænkning i Tallet af de Arbejdere, som
herefter kunde anvendes. Men han vidste ogsaa, at Arbejderhæren følte
sig som et Hele. Den var et uhyre Broderskab, som der knap havde
været Mage til i Historien. Alle maatte de være villige til at ofre
sig for det fælles Bedste. Og det vilde de ogsaa gøre nu. Arbejderne
skulde nok selv sørge for, at Ingen blev brødløs, fordi Brødet blev
billigere for dem alle.
Han havde søgt Kapitalens Hjælp til at føre sin Opfindelse ud i
Livet. Om den vilde blive ham ydet, vidste han ikke. Det, han havde
virket, det lagde han nu frem for Arbejdernes Dom. Og han var vis
paa, at der ikke var en eneste, som vilde vise ham tilbage ...
Uroen nede i Salen var tagen til. Tilraabene blev stedse hyppigere:
man brød ud i ironiske Bifaldsraab, og man afbrød ham med allehaande
Spørgsmaal. Men han hørte det næppe. Han fornam blot det hele som en
ubestemt Larm. Om den betød Bifald eller Mishag, det gjorde han sig
ikke klart.
Men nu, da han steg ned, brød der en forvirret Støj løs. Der var ikke
Faa, der klappede, men Størstedelen af Forsamlingen blot larmede. Og
han fornam, at Stemningens Vindretning bar imod ham.
Midt i Salen rejste en arbejdsklædt Mand sig op. Han gik med tunge
Skridt gennem Sværmen op paa Talerstolen. Da han stod deroppe,
forvandledes Larmen til udelt Bifald.
Han saa med et selvsikkert Smil ud over Forsamlingen og slog ud med
Haanden. Saa blev alt stille.
Med en Stemme, der mest slæbte sig afsted men som undertiden dirrede
af Lidenskab, begyndte han at advare mod Kapitalismen. Arbejderne
havde lært at vare sig for den, naar den optraadte i sin sande,
krasbørstige og brutale Skikkelse. Men langt farligere var den, naar
den kom med de søde og fede Ord. Det var det, den havde gjort i dette
Tilfælde. Her var Tale om et rent og skært Kapital-Foretagende, der
efterhaanden vilde tage Brødet fra Tusinder af Arbejdere. Og nu vilde
man give det Udseende af, at det skulde være i Arbejdernes Interesse.
Men de var ikke saa dumme, at man kunde binde dem den Slags paa
Ærmet. De var oplyste og selvstændige Mænd. Og de skulde vel vide at
lyse enhver Art af Lumskerier hjem.
Da han tav, brød der Bifald løs fra alle Sider af Salen. Bøg vidste
nu, at han havde tabt sit Slag. Han følte hverken Vrede eller Sorg
derover, havde kun en slap og kold Fornemmelse af Tomhed.
Der kom flere Talere op imod ham. Nogle holdt vidtsvævende politiske
Foredrag, Andre talte ud fra rent faglige Synspunkter. De kom med
Tal, der beviste, hvordan de blev sultede. Og Stemningen i
Forsamlingen steg stadig. Trangen til at udtale sig svulmede i de
Fleste. Men de, som ikke havde Mod til at staa op paa Talerstolen,
nøjedes med at sidde paa deres Plads og raabe deres Anskuelser op mod
Talerne. Man ventede øjensynlig, at Bøg endnu en Gang vilde tage
Ordet. Og da han tøvede dermed, søgte man at hidse ham dertil.
"Op med Opfindelsen!" lød det, "op med Mekanikken! Lad os faa
Spilleværket at se! ... Han tør nok ikke! Han er bange for, at
Urværket ikke vil gaa!"
Men pludselig tav disse Raab og afløstes af en nysgerrig Mumlen. Der
var kommen en ny Taler op. Det var Hansen-Maagerup.
Hans store Ansigt var af Ophidselse endnu rødere end ellers. Og alle
dets Muskler dirrede. Han stod et Øjeblik og bøjede sig frem over
Talerstolens Rand. Hænderne havde han foldet.
"Det er en Præst!" var der saa En, der raabte. "Han skal kaste Jord
paa." Nogle lo, men der blev straks igen stille. Man vidste jo ikke,
om det var en Modstander eller en Meningsfælle, man havde for sig.
Han begyndte at tale. Han havde sin Nød med at faa Stemmen til at
lystre, og Sætningsbygningen gik hvert Øjeblik itu for ham.
"Kære Arbejdere!" sagde han, "jeg tør sige, at den Sag -- at Jeres
Sag, den kan ogsaa jeg -- ganske slutte mig til -- eller føle Sympati
for ... Jeg ved, hvor haardt det -- hvor haardt det er at kæmpe for
Udkommet -- jeg har maaske set mere deraf end Nogen af dem, der er
her til Stede. Men I maa være retfærdige -- og det her i Aften -- den
Maade, I har stillet Jer paa -- den er ukærlig -- den er nederdrægtig
..."
Der brød en forbitret, glammende Larm løs nede i Salen. For hans Øjne
glimtede det hadefuldt frem af et Par Hundrede Ansigter. Det saa ud,
som om de fleste Mennesker dernede var Vilddyr, der kunde styrte frem
og sønderrive ham. Men de raabte bare. "Ned med ham," "Vi vil ikke
høre ham," "Smid ham ud" raabte de.
Men Hansen-Maagerup blev staaende. Han var slet ikke bange --
tværtimod følte han nu, at al den Ængstelse, der før havde faaet hans
Røst til at skælve, var forsvunden. Nu vilde han kunne sige Sandheden
-- ganske jævnt og ligefrem, saa de Alle vilde kunne forstaa ham. Han
var ganske sikker paa, at naar han først kom til Orde, vilde han
kunne overbevise dem. Og han vilde ikke vige. Taalmodigt vilde han
blive staaende og vente, til der var kommet Ro i Sindene.
Men Støjen vilde ikke høre op. Den tog til i Styrke. De fleste havde
nu rejst sig fra deres Pladser, og de strakte truende Hænderne op mod
Talerstolen og raabte, at de ikke vilde høre noget mere.
Da stod den Mand, der først havde talt efter Bøg, op paa en Stol. Han
slog paany ud med Haanden, og lidt efter lidt blev der stille.
"Jeg vil blot sige," sagde han, "at vi staar uden Magtmidler mod dem,
der har lejet Salen. Der er ikke valgt nogen Ordstyrer, og derfor kan
Ordet ikke fratages den Mand, der har haanet Arbejderne. Lad ham bare
tale videre -- der er jo alligevel Ingen af os, der tager Skade
deraf. Men vi kan dog vise ham, at Arbejderne de ikke lader sig
spytte i Ansigtet. Derfor foreslaar jeg, at alle vi Arbejdere efter
den Fornærmelse, der er tilføjet os, øjeblikkelig forlader Salen. Saa
kan han jo snakke for dem, der bliver tilbage."
Et Skrig af Jubel fulgte paa disse Ord: man lo, man raabte, man
klappede. Et Øjeblik efter var hele Forsamlingen i Opbrud. Alle
styrtede mod Udgangen, trængte paa, brød frem, som kunde man ikke
hurtig nok komme ud. Men de, der var bagerst, blev ved at raabe
Vittigheder op mod Bøg og Hansen-Maagerup.
Hansen-Maagerup stod fremdeles paa Talerstolen. Det var, som han
stadig ventede, at man alligevel vilde betænke sig og vende tilbage
for at høre, hvad han havde at sige. Men han var bleven ligbleg, og
han kunde mærke, hvordan hans Ben rystede under ham.
Først da den sidste Arbejder var forsvunden og han og Bøg var ganske
alene i Salen, gik han ned af Talerstolen. Uden at sige et Ord til
hinanden fik de to Venner udleveret deres Overtøj i Garderoben og
gik.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 10
  • Parts
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 1
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1627
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    58.7 of words are in the 5000 most common words
    65.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 2
    Total number of words is 5041
    Total number of unique words is 1282
    53.0 of words are in the 2000 most common words
    67.9 of words are in the 5000 most common words
    75.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 3
    Total number of words is 5014
    Total number of unique words is 1348
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    65.3 of words are in the 5000 most common words
    72.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 4
    Total number of words is 5112
    Total number of unique words is 1297
    53.2 of words are in the 2000 most common words
    67.6 of words are in the 5000 most common words
    75.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 5
    Total number of words is 5009
    Total number of unique words is 1418
    47.3 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 6
    Total number of words is 4915
    Total number of unique words is 1403
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    72.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 7
    Total number of words is 4984
    Total number of unique words is 1360
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    67.5 of words are in the 5000 most common words
    75.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 8
    Total number of words is 5045
    Total number of unique words is 1337
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    67.2 of words are in the 5000 most common words
    76.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 9
    Total number of words is 4923
    Total number of unique words is 1384
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    65.7 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 10
    Total number of words is 4066
    Total number of unique words is 1249
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    67.4 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.