Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 1

DET STILLE VAND


ALBERT GNUDTZMANN
DET STILLE VAND
EN FORTÆLLING OM UNGDOM

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1901


Stille, stille stod Luften over Furesøens dovent-blanke Vandflade,
sommertung og stille. Nu og da strøg der et Vindpust ind mellem
Bøgeskovens Træer, og det var som et afmægtigt Gisp fra et træt
Bryst. Hivende nødte det sig frem, og det hørtes næppe. Ubevægeligt
hang de grønne, tætte Løvmasser, skærmende som sænkede Alkovegardiner
ludede de sig ud over Søen. Under dem var der lønlige Kroge, skjulte
Smuthuller, hvor forelskede Solsort-Par strøg ind og ud.
Der var Fred over Landet. Sommerfred, dansk Fred.
Men inde mellem Sivene der summede og surrede det af lodne Insekter,
der tumlede sig i den bagende Sol. Og nu og da slog en Karuds i
Vandskorpen med et fedt Skvæt. Vandet boblede, og der dannede sig
Ringe. Og saa blev alt igen stille, stille ...
Men i Skoven var der Mennesker. De var søgt derud for at holde
Søndag. Familievis kom de traskende med trætte og slæbende Skridt
hen ad Vejen, der lysnede mellem de mørkløvede Træer. Arbejdet, de
seks Dages Tynge, sad endnu i Kroppen paa dem. Og desuden havde de
læsset sig med Madkurve af brutalt Omfang og med overflødigt Overtøj
og grønne Grene. De lange Døgns Slid havde mærket dem -- bøjet en
Ryg, krøget et Lem -- som Arbejdsredskaber langsomt formes efter det
Brug, der daglig gøres af dem ...
Ganske tavse kunde de gaa der, bare strækkende Lemmerne i den
skyggefulde, friske Luft.
Men pludselig kunde den briste ud af dem, voldsomt, næsten trodsigt,
den indelukte Tørst efter frit Liv. Saa gav de sig til at løbe. De
dansede tungt over Vejen og klappede i Hænderne. Eller de sang med
grove, usikkert-drævende Stemmer: Der er et yndigt Land ... Og naar
de saa blev trætte, lagde de sig ned paa Jorden, klæbede deres
Legemer som døde Klumper til Skovbunden og indsugede den ramme,
vejrede Lugt af Jord og af vissent Løv.
Andre havde slaaet sig ned ved Bordene udenfor Sommerhotellet. Der
sad de, fordybede i forbitret Venten. Opvarterne dryppede af
Overanstrengelse; alligevel tilfredsstillede de ingen. Og undertiden
rejste sig et Selskab og gik med harmfuldt dirrende Skridt og med
Ansigter, der tindrede af Forurettelse ...
Men oppe paa Hotellets Altan drak de faste Sommergæster Middagskaffe.
De sad og stirrede sløvt ned paa Søndagsmængden, der syntes dem at
vanhellige Stedet. Selv gennemgik de ganske stille Fordøjelsens
Mysterium, mens den solvarme Luft sivede ind gennem deres Hudporer.
Kun Hobens utilfredse Larm forstyrrede idag den Taknemmelighed mod
Livet, som ellers daglig fyldte deres Sind i disse Timer. Man spiste
saare godt paa Hotellet, og Gæsterne blev fede og frodige som stærkt
gødede Planter.
Dog det kunde hænde, at den fredsommelige Søndagspludren
gennemboredes af et højt og gjaldende Mandsraab -- eller af en
kvidrende, vældende Kvindelatter -- eller af flere Stemmer, der
pludselig sprudlede højt til Vejrs som en Springkilde af Latter. Det
kom fra unge Folk, som bruste gennem Skoven, overmodige af Sundhed og
Styrke. De følte, hvordan Blodet dansede i Aarerne paa dem, og de
kunde gribes af en Fornemmelse, som bar de paa for meget Liv. Somme
Tider satte de i susende Løb, saa Vejret var lige ved at forgaa dem
-- og saa kastede de sig pludselig ned paa Jorden og aandede
Skovluften ind af alle Kræfter. De kunde have rykket Træer op med
Rode ...
Inde i Skoven, tæt ved Vejen, sad Biblioteksassistent Preben Flyge.
Sin Cykle havde han stillet ved Siden af sig. Selv havde han gjort
sig det mageligt med Ryggen støttet op mod et Træ.
Han var søgt herud i en pludselig Tørst efter at fornemme sin egen
Personlighed. Han syntes, den ligesom brystede sig og blev sig mere
bevidst, bare han kunde faa Lov at blive ene med fri Luft og
uforfalsket Natur. Det var saa en Trang, der undertiden ganske
uvarslet brød ind over ham som en borende Uro. Saa blev Bøgerne lagt
til Side. Og baaren af Cyklen kunde han jage milelangt ud i Landet,
spile sine Næsebor op og aande Luften som den vejredes ham i Møde,
fyldt af al Jordens Krydder og Dunst. Han følte et eget stærkt Behag
ved at blive svedig, tilstøvet, gennemblæst. Og han fyldtes af en
Styrkens og Livets Glæde som et Markens Dyr.
I denne Fornemmelse var der en Flugt. Men for Mennesker flygtede han
ikke. Tvært imod: han holdt af at høre deres Stemmer om sig, fremmede
Stemmer, der for ham blot var Lyd. De nynnede Stilhed ind i hans
Sind.
Denne Stilhed var det, han trængte til.
Thi naar han var ene, kunde han sidde og stirre sig ind i et Liv af
bølgende og skiftende Tankerækker, hvori han ikke fandt Fæste. Han
kunde lade sig gribe af en tilfældig Stemning, der efterhaanden helt
beherskede ham. Lidet kunde vække den: en ringe Oplevelse, en Bog
eller bare en Avisartikel. Men bedst som han hengav sig til den og
lod den indgaa Forbund med nye Tankeforbindelser i voksende
Rækkefølge, kunde et helt andet Følelsessæt fra en skjult Afgrund i
hans Sjæl trænge sig frem -- en Ødelæggelsesdrift, der stadig var i
Bevægelse for at udslette Virkningen af, hvad der for et Øjeblik
formaaede at optage ham. Det var som et Haglvejr af spottende og
vrængende Tvivl, der nedslog hans Sjæls friske Blomsterflor, og det
kunde komme, naar hans Sind var fuldt af Højtid, og lægge hans
Stemning øde.
Men rundt om sig i Verden saa han sikre Mennesker. Smaa de fleste men
belæssede med store Meninger, struttende og strittende som Pindsvin
af allandsens fastspigrede Overbevisninger og brægende Fordomme.
Smaa agtede Mennesker med dresserede Sjæle, som de fremførte i alle
den højere Skoles Gangarter og som de lod springe gennem de
partiprivilegerede Anskuelsers Tøndebaand ... Smaa velstriglede og
skinnende Mennesker, der travede rundt i Manègen og som vrinskede
forarget, naar de saa, at andre var dresserede i en anden Skole end
deres egen ...
Der kunde komme Øjeblikke, da Preben Flyge spurgte sig selv, om ikke
Menneskeslægtens evige Forbandelse var den, at den havde lært at
stræbe efter Sandhed. Thi Sandhederne spægedes i Tidens Løb til
Dumheder og laa saa og spærrede for nye Sandheder, der vilde frem. Og
i mulden og bedærvet Tilstand slugtes de netop allergladeligst af
Folk, hvem de siden forvoldte en moralsk Diarrhoe.
Men naar han var sammen med andre Mennesker, holdt han oftest disse
Tanker for sig selv. I det højeste lod han dem skimte frem gennem en
vis lun og godlidende Skepsis. Han skyede at stille sig blot for den
haandgribelige Alvor. Derfor var han i Grunden velset, hvor han kom
frem.
-- -- Det begyndte at blive Aften. Hen over Søens Flade drog
Skumringen sig som en uhyre matgraa Presenning. Og i Tusmørket gled
alle Fjernsyn ud. Den blaagrønne Mur af Skov, der hegnede Søen, saas
som en fjern, dybsort Skygge.
Nu blev der sat en Baad i Vandet. Et Selskab af unge Kvinder og Mænd
tog Plads i den. Lidt efter saa man den vippe og gynge rundt paa
samme Plet, mens et Aarepar, der ikke kunde komme i Takt, skiftedes
til at falde med et tungt Plask i Vandet. En stod op i Baaden og
kommanderede. Han svingede frem og tilbage og fægtede med Armene.
Hvert Øjeblik maatte han sætte sig ned. De andre vred sig paa
Tofterne af Latter.
Preben Flyge laa nogen Tid og saa paa det. Baaden kom ikke videre:
den syntes fordømt til stadig at snurre rundt om sit eget Midtpunkt.
Tilsidst tog Mandskabet ombord Aarerne ind. Og efterhaanden blev de
stille -- ogsaa de.
Thi frem mellem Træernes mørke Stammer groede Lydløsheden med stedse
større Magt. Kun en forsigtig og dulgt Hvisken spændte sit Spindelvæv
imellem dem. Og nu og da knistrede en lille kælen Latter frem -- og
døde atter ganske pludselig bort ...
Flyge rejste sig med et Ryk og fik Cyklelygten tændt. Lidt efter
flimrede den som et lille lyst Punkt hen ad Skovvejen. Han næsten
trampede paa Pedalerne. Det gjorde ham godt at mærke Lufttrækket af
Aftenvinden slaa sig ind i Ansigtet, at suse hensynsløst ind mellem
Fodgængernes Klynger, se Folk springe til Side og høre deres
harmfulde Udraab dø bag sig.
Da han kom til Østerbro, kørte han om ad en af Rosenvængets
Sidegader. Han sprang af Cyklen, stod saa lidt og saa op mod to
Vinduer paa en Førstesal. Rullegardinerne var sænkede. Bag dem
skinnede Lampelyset mat og roligt.
Flyge syntes tvivlraadig. Han gik lidt frem og tilbage hen ad
Fortovsflisen og skottede stadig op til de to Vinduer. Med et syntes
han at have taget sin Beslutning. Han sprang op paa Cyklen og satte
den i Gang. Men næppe var han naaet til det nærmeste Gadehjørne, før
han igen vendte om. Han steg paany af Cyklen, stillede den ind paa
Trappegangen og slukkede Lygten.
Og ilsomt, som for at overdøve en sidste Betænkelighed, løb han op ad
Trappen.


Oppe bag Førstesalens nedrullede Gardiner faldt en Hængelampes
dæmpede Skær over en Stue.
Der levede Enkefru Herding og hendes Datter Anna.
Stuen var ikke stor, og den bar Præg af renvasket og gennemskuret
Nødtørftighed. Møblerne var gamle og en Del slidte -- og saa fyldte
de altfor meget i Rummet. Man kunde se, at de en Gang havde kendt
bedre Dage og haft til Huse i et større Hjem. Nu stod de der og krøb
sammen med deres anløbne Politur og deres sammensunkne Polstring,
over hvilken det falmede Betræk slog Rynker og Folder -- stod og
vaklede paa deres brøstfældige Ben -- som Lemmer i en Stiftelse,
stuvede sammen paa en Belægningsstue.
Over dem paa Væggen hang der Billeder, samlede sammen gennem et
Samliv -- tilfældigt som de Minder, der knyttede sig dertil. I Midten
var anbragt i Glas og Ramme et kalligraferet Mindevers over Fruens
afdøde Mand. Han havde været Toldkasserer i en Købstad, og det
formodedes i Verset, at han nu inkasserede de himmelske Toldintrader.
Fru Herding var en rummelig Dame med skælvende Former og
betydningsfulde Anlæg til Dobbelthage. Hun var nærsynet og bar
Næseklemmer. Paa hver Side af Næsen, der havde Form som et bredt og
stærkt Næb, havde den gravet en dyb Fure. Naar hun vilde give sine
Ord Eftertryk, tog hun Næseklemmeren af og fæstede Blikket skarpt og
eftertrykkeligt paa den, hun talte med. Øjnene var kuglerunde og
matte: de var uudgrundelige for den, der gennem dem søgte at læse i
hendes Sjæls Dybder.
Det kunde hænde Fremmede, der traadte ind ad Døren, at de ligestraks
ikke lagde Mærke til, at der var endnu en Person til Stede i Stuen.
Thi Datteren syntes undertiden at blive helt opslugt af Moderens
Skygge. Alt paa hende var spædt og en Smule blegsottigt. Hendes Lød
var skær og hvid, og i de blege Kinder jog Blodet op, saa saare blot
nogen lagde Mærke til hende. Med de store undrende Øjne, der blaanede
frem under et stærkt purret Haar og som beherskede hele Ansigtet,
lignede hun en nysudklækket, skræmt og hjælpeløs Fugleunge.
Fru Herding havde formet et trangt og indviklet Begreb om en ung
Pige, hvorefter hun ubønhørligt fordrede, at Datteren skulde danne
sig. Naar det blev presset ned om hende, følte Anna det, som skruedes
hun tom for al personlig Villie og Følelse. Gennem mange Aars
Indøvelse var den Sindets Trods, som maaske en Gang havde boet i
hende, forkrøblet og visnet. Blot Moderen begyndte at rømme sig
advarende, saadan som hun havde for Skik, naar noget mishagede hende,
faldt enhver gryende Uafhængigheds-Fornemmelse slapt sammen. Og i
Tidens Løb var der over hendes Væsen kommet en underlig forsagt
Aarvaagenhed. Hun syntes altid at være paa sin Post mod mulige
Irettesættelser fra Moderen.
Indenfor den stille Stues fire Vægge levede de to Kvinder deres sagte
rindende Liv, ensformigt, stilfærdigt, næsten uden Berøring med
Omverdenen. Vinduskarmene var tæt besat med Potteplanter, der under
Annas varsomme Pleje groede saa frodigt, at det næsten var umuligt at
komme til at se ned paa Gaden. Naar den unge Pige om Formiddagen
besørgede de mindre Indkøb for Moderen -- til de store blev hun ikke
betroet -- var det hende, som gik hun gennem en fremmed Bys Gader.
Fremmede var Menneskene hun mødte, fremmed klang deres Tale i hendes
Øren.
En sjælden Gang modtog de Besøg af Fru Herdings Broder, Onkel Klavs
Kihler. Det var en lille spraglet og tummelumsk Herre, hvis
Specialitet det var at gaa fallit. Han havde i sine unge Dage i kort
Tid rejst med et Skuespillerselskab, derefter havde han i Rækkefølge
været Impresario, Fuglehandler, Artistagent, Bladudgiver og
Korsetfabrikant. For Tiden havde han en Musikskole, der paatog sig
efter et amerikansk System at udvikle fuld Færdighed i Klaverspil i
Løbet af en Maaned. Desuden var han Agent i Flygler og tilbød sig med
Undervisning i levende Sprog og Handelskorrespondance. Han opholdt
sig gerne et Kvarter ad Gangen i sin Søsters Dagligstue, vippende paa
Kanten af en Stol, med Hatten paa Hovedet og fægtende med sin Stok i
Luften. I den Tid kunde han udkaste ti Planer til en fremtidig
Løbebane for Anna, der opskræmt og rød i Hovedet søgte at skærme
Etagèrens Nips mod at blive ramt af hans Stok.
"Hvordan har Kæresten det idag?" plejede hans første Spørgsmaal at
være, naar han var kommen indenfor Døren. Og naar Anna harmfuldt
benægtede, at hun havde nogen Kæreste, sagde han:
"Ja Tak -- den kender vi nok -- den er bare lidt for tyk. Et
konfirmeret Pigebarn har altid en Kæreste. Har hun ham ikke om
Dagen, saa drømmer hun sig sgu til ham om Natten."
Anna kunde længe i Forvejen grue for disse Bemærkninger, som hun
vidste var ligesaa uundgaaelige som Onkelens Besøg.
Endnu et fremmed Ansigt viste sig dog af og til i Fru Herdings
Dagligstue. Det var Kandidat Hansen-Maagerups.
Han havde lejet det ene af Lejlighedens tre Værelser og havde nu
beboet det i fem Aar. Hans Kandidattitel var ikke beseglet med nogen
Embedseksamen, thi Hansen-Maagerup studerede endnu stadig Teologi,
saadan som han havde gjort det i den sidste halve Snes Aar. Hvert
Halvaar hed det sig, at han nu omsider vilde underkaste sig den
endelige Prøve. Men bestandig gyste han tilbage for at vove det
afgørende Skridt. Naar han saa Eksamen for sig, fik han en
Fornemmelse, som om alle hans møjsommelig sammenskrabede Kundskaber
pludselig gled ud og faldt fra hinanden. De blev til løse Brokker
uden Sammenhæng, og det var ham ikke muligt at bringe noget ordnet
Hele ud deraf. Skønt han læste med stedse voksende Iver, syntes han,
at det for hver Gang blev mere forvirret og mere brudstykkeagtigt.
Fru Herding gjorde intet for at spore hans Beslutning frem, thi med
hemmelig Skræk imødesaa hun den Mulighed, at han en Gang virkelig
kunde naa sit Maal. Ikke blot skulde hun saa have en fremmed
Mandsperson i Huset -- thi et Værelse til den Pris fandt vanskelig en
kvindelig Lejer -- men hun vilde ogsaa iøvrigt komme til haardt at
savne Hansen-Maagerup. Han var saa hyggelig og næsten barnligt
beskeden -- han ordentlig lunede i Stuen, naar han var der inde.
Og han kom der hver Søndag Aften. Saa fik man sig et Slag Whist. Hele
Ugen igennem kunde hun gaa og glæde sig dertil.
Altid forløb disse Spilleaftener paa samme rolige Vis.
Paa Slaget halv otte blev Spillebordet gjort i Stand. Tæppet blev
taget af det aflange Divanbord, Hængelampen tændt, en Pude anbragt
midt i den lave Sofa for at højne Sædet for den, der her skulde have
sin Plads. Paa Bordet blev der lagt to Spil Kort, Papir og et spidst
Blyant til Regnskabet, og en Underkop blev stillet frem, for at
Kandidaten kunde bruge den som Askebæger. Thi der tilstodes ham den
Gunst at ryge en lille Cigar i Damernes Selskab. Han røg saa
fintfølende, sagde Fru Herding -- pustede Røgen fra sig i ganske
spæde og belevne smaa Skyer, der kun frembragte en behagelig Duft af
Mandfolk i Værelset.
Naar saa disse Forberedelser var trufne, traadte Hansen-Maagerup ind
-- nøjagtig Klokken tre Kvarter paa otte. Han var iført en stoisk
sort Frakke, bar skinnende hvid løs Krave og graa uldne Muffediser
under de snævre Manchetter. Dertil sirlige Lædermorgensko, for hvilke
han hver Søndag gjorde Undskyldning.
Mens man fordelte Pladserne og blandede Kortene, vekslede Fru Herding
og Hansen-Maagerup Indtryk fra Formiddagens Prædiken. De hørte til
Stadighed hver sin Prædikant, og hver især ansaa de det for en
Æressag at stille sin i saa blændende et Lys som muligt. Undertiden
kunde de begge to blive ganske hede, og det var næppe nok, at de
vilde lade hinanden komme til Orde. Ja, de kunde være saa optagne af
det gejstlige Emne, at deres Sans for Spillet føleligt svækkedes
under en stor Del af den første Rubber.
Naar denne Rubber var forbi, spiste man til Aften. Derefter spilledes
endnu to -- aldrig mere -- og under den sidste bød Fru Herding gerne
paa en lille bly Forfriskning, der hver Søndag syntes at overraske
Hansen-Maagerup stærkt og som altid aflokkede ham den Ytring, at det
virkelig var en stor Skam.
Men naar den tredie Rubber var endt, rejste han sig og fremtog af sin
Lomme en liden hæklet Pung for at udbetale Aftenens Tab eller
nedlægge den vundne Sum. Stor var Omsætningen aldrig, thi man
spillede om en Ottendedel Øre Pointet og gjorde det kun, fordi
Spillet manglede Spænding, naar man spillede om intet.
"Det er rigtig et behageligt Menneske," sagde Fru Herding gerne til
sin Datter, naar Hansen-Maagerup havde trukket sig tilbage. Og Anna
bøjede samtykkende sit Hoved. Men hun sagde intet.
Thi for hende var disse Whist-Aftener fulde af bange Spænding. Hun
saa i Spillet en indviklet Labyrint, i hvis vildsomme Snirkler der
skjulte sig allehaande uberegnelige Snarer og Faldgruber. Al sin
Aandsnærværelse maatte hun anspænde for ikke at falde i dem. Og
efterhaanden var der groet op i hende et stille lidenskabeligt Had
imod det. Lignende Følelser havde i hendes Barndom besjælet hende
overfor den lille Tabel.
Dertil kom, at hun hele Tiden følte sig som Skive for
Hansen-Maagerups søgende og bedende Sideblikke. Hun vidste godt, at
han bar paa en lille forknyt Forelskelse i hende. Og skønt han aldrig
havde forsøgt den mindste Tilnærmelse, dirrede hun af Beklemthed,
naar Moderen en Gang imellem lod hende være alene i Stuen med ham.
For sæt han nu virkelig en Gang tog Mod til sig og _sagde_ noget ...
Der kunde jo slet ikke være Tale om at imødekomme hans Ønsker.
Og paa den anden Side vilde hun saa nødig bedrøve ham. Han var dog i
Grunden saa skikkelig med sin langsomme, trohjertet drævende Tale,
med sit rare, runde Ansigt og sin høje, blanke Pande, over hvilken
det allerede tyndede, askefarvede Haar lidt ængsteligt var redt hen.
Hun havde en Gang hjulpet Moderen med at pleje ham, da han var syg,
havde bragt ham Kamilleté og tilberedt varme Omslag, mens han
feberhed og smilende laa i Sengen og saa paa hende med store, fugtige
Øjne. Det havde den Gang faldet hende ganske naturligt, og skulde han
nogensinde atter trænge til hendes Hjælp, vilde hun gøre alt for ham,
hvad hun formaaede. Men det andet -- Blodet steg hende til Hovedet,
naar hun blot tænkte derpaa!
Kunde det dog blot en Gang gaa op for ham, hvor han pinte hende ved
at se paa hende med dette ynkværdige og saa underlig svømmende Blik!
... Længe havde de tre Mennesker forslaaet hver eneste Søndag Aften i
hverandres Selskab. Ingen af dem havde noget andet Sted at gaa hen,
og efterhaanden havde ved Vanens Magt Whisten faaet noget af Pligtens
Hellighed og turde ikke forsømmes. Men i den sidste Tid havde de
undertiden haft en Fjerdemand.
Det var Preben Flyge.
Han og Hansen-Maagerup var gamle Skolekammerater. I flere Aar havde
de ikke talt sammen, men saa en skønne Dag havde de mødt hinanden paa
Gaden. De havde givet sig til at opfriske gamle Fællesminder, og
tilsidst var Flyge fulgt med Hansen-Maagerup hjem. Siden var han af
og til kommet igen, og en Søndag Aften, da han tilfældigvis var der,
havde Fru Herding spurgt, om han ikke havde Lyst til at deltage i
Whisten. Han havde taget mod Indbydelsen, var senere kommet igen --
og nu faldt det af sig selv, at han indfandt sig, naar han havde
Lyst.
Naar han var til Stede, var det mest ham, der førte Ordet. Han
spillede meget slet, men hvilket Emne han saa berørte, glimtede det
frem i hans Ord med Synspunkter, som for de to Kvinder var ganske
nye, Kendsgerninger og Navne, som de aldrig før havde hørt. Fru
Herding og han var langt fra altid enige -- han _havde_ jo nogle
Anskuelser somme Tider! Men han trængte maaske bare til at have et
Hjem at komme i -- Familie havde han nok ikke -- og saa var det jo
godt, om han kunde finde det her hos hende. Hun behøvede sandelig
ikke at stikke op for ham, for vel havde han Kundskaber, men hun
mærkede jo nok, at han manglede Modenhed og at han ikke kendte Livet.
Anna kunde ogsaa have godt af at høre til. Fru Herding fik overfor
Flyge Lejlighed til at anbringe mangen en Livssandhed, som i Grunden
var møntet paa hende, men som det daglige Liv vanskeligt vilde have
givet hende passende Anledning til at indprænte.
Hun havde heller ikke Grund til at klage over Mangel paa Opmærksomhed
fra Datterens Side. Det hændte, at Anna helt glemte Spillet for at
lytte til. Men selv blandede hun sig aldrig i Samtalen. Og dog havde
hun undertiden en Fornemmelse af, at alt, hvad Flyge sagde, var
henvendt til hende alene, og at de to andre slet ikke var til Stede.
Ofte forstod hun ikke helt Meningen af hans Ord. Men altid vakte de
hos hende en sitrende Længsel efter noget, som hun ikke en Gang
formaaede at give Navn. Og naar han for længe siden var gaaet og hun
og Moderen var komne i Seng, kunde hun ligge længe og stirre ud i
Sovekamrets Mørke og tænke, tænke ...
... indtil Tankerne tilsidst gled ud i vage, brogede Billeder og blev
til rastløse, forvirrede Drømme ...


Denne Aften gik Samtalens Bølger højt. Man var kommen til at tale om
Moralen, og Flyge havde baade Fru Herding og Hansen-Maagerup imod
sig.
Han havde faaet Plads i Gyngestolen. Fru Herding vippede iltert paa
Puden midt i Sofaen. Hansen-Maagerup havde lagt Cigaren fra sig og
famlede nervøst ved Kortene, hver Gang han skulde spille ud.
Alene Anna lod ganske rolig og syntes at passe Spillet med den
redeligste Opmærksomhed.
"Moral," sagde Flyge, "er overhovedet et meget aristokratisk Begreb.
Der skal Finhed til for at omgaas den paa rette Maade. Men Du gode
Gud! hvor tager man ikke plumpt og groft paa den til Hverdagsbrug!
Hvilke ubarberede Personer er det ikke, der paatager sig at sørge for
vor sædelige Naturalforplejning! Indremissionærer i Religion og
Indremissionærer i Radikalisme -- allesammen af samme Sort
Svinelæder -- hellige Grever og hellige Skraldemænd, politiske
Indterpere med folkelig Flomme og demokratisk Frase-Fusel ud af
Halsen, Digtere med erotisk Mavekatarh og Snue i Taarekertlerne ...
Jeg synes altid, jeg ser dem til Hobe for mig med en opløftet snavset
Finger. Den snavsede Finger -- den er for mig Symbolet paa den Slags
Moral, som saadan er beregnet paa Husholdningsbrug."
"Du er en Spotter, Flyge," sagde Hansen-Maagerup forarget. "Der er
naturligvis menneskelig Ufuldkommenhed i alle den Slags Bevægelser.
Men man kan dog altid -- Sandhedsmomentet -- det kan man dog altid
finde deri. Og jeg for min Part vilde ikke bryde mig om at leve,
undtagen de sædelige Livsværdier de stod fast."
"Nej, det var da heller ikke godt andet," indskød Fru Herding.
"Ja, hvad forstaar Du saa egentlig ved sædelige Livsværdier? Der er
saa mange Slags, synes jeg."
"Hvad jeg forstaar derved? Jeg forstaar naturligvis det, som
Menneskene de til alle Tider har set op til -- og levet paa. Jeg
tænker, det er mere værd end al denne saakaldede moderne Oplysning."
"Med Oplysningen er det noget helt andet. Den er et Onde maaske, men
et nødvendigt Onde. Kundskaber har samme Betydning for det aandelige
Livs Maskineri som Kullene for det fysiske: de er Drivkraften,
Varmen, Bevægelsen ..."
"Og de fortæres af Ild -- ligesom Kullene."
"Ganske sandt -- ja. Men hvad bedre kan man give Menneskene?"
"Føde -- Føde for Sjælen -- de sædelige Livsværdier kan man give
dem."
"Føden den fortæres altsaa ikke, mener Du?"
"De sædelige Livsværdier ikke." Hansen-Maagerup skuede paa ham med et
urokkeligt Blik.
"Kære Ven, hvor jeg elsker Dig for Din Naivitet! De sædelige Værdier
skulde ikke fortæres, siger Du! Herrejemini! har da Menneskeslægten
siden sin første Oprindelse bestilt andet end at opæde dem?
Moralister og Religionsstiftere har udklækket dem -- det store
slugvorne Dyr, som kaldes Folket, har gladelig ladet sig fodre med
dem, og naar det igen har givet dem fra sig, har det været i en
ynkelig fordøjet Tilstand. Føj for en Ulykke -- en sædelig Værdi, som
er gaaet gennem et Slægtleds aandelige Tarmkanal! Hvad der var
livsfriskt og sundt og ungt for vore Bedsteforældre, det har vi nu
osende os ud af Halsen."
"Du bruger ellers nogle smagfulde Sammenligninger."
"Jeg bruger dem, som de nu en Gang tvinger sig ind paa mig ... Du
taler om sædelige Værdier, som ikke fortæres. Tør Du indestaa for, at
Du ikke selv har sat Din Beholdning til Livs? Ved Du, hvordan Du
tænker eller føler imorgen -- eller bare om en Time? ... Nej!"
"Aa jo, ved De hvad?" sagde Fru Herding, "det ved vi da rigtig
allesammen -- ellers kunde man jo ikke -- ingenting kunde man ... Har
De ikke Esset?"
Hun syntes, at Opmærksomheden efterhaanden svævede lovlig langt bort
fra Spillet.
"Nej, jeg maa bekende ..."
"Sikke noget! Har De det virkelig ikke? Det maa da sidde et Sted."
"Ja naturligvis ... Jeg vilde sige, Frue, at dette med at ..."
"Ja men saa faar vi jo kun fire Stik ..."
"Ja -- naa ja ... Nej ser Du, Maagerup, dette med at have Ansvar, det
er nok i Grunden ikke stort andet end en Talemaade. Vi har allesammen
et stort dresseret Dyr i os. Bevares! man holder jo til daglig de
bestialske Fornemmelser nede. Men selv i de bedste Menagerier kan
der ske, hvad man kalder et Uheld -- det vil sige, at Dressuren
pludselig brister ..."
Fru Herding rykkede igen i Ilden:
"Der er da virkelig Forskel -- paa Mennesker og saa paa Dyr."
"Hm -- jo. Dyrene er klogere. De prøver slet ikke paa at bekæmpe
deres naturlige Tilbøjeligheder. Menneskene derimod gør det
undertiden."
"Det er jo nogle ganske forargelige Anskuelser," sagde
Hansen-Maagerup. "Man skulde bare lade staa til og gøre og lade,
akkurat som man havde Lyst til! Jeg skal sige Dig en Ting: Du mener
det ikke!"
"Hvad gør jeg ikke? ... Om Forladelse: jeg saa ikke, at jeg havde
Ruder Knægt ... mener jeg ikke, hvad jeg siger?"
"Nej, Du gør saamænd ikke."
"Det var da heller ikke godt," tonede det fra Fru Herding.
"Jeg forsikrer Dem for -- jeg mener det. Og hvorfor skulde jeg ikke
det? Menneskenes Børn er virkelig nogenlunde utilregnelige i, hvad de
foretager sig. Hvem kan f. Eks. indestaa for, at Hansen-Maagerup ikke
en skønne Dag gør Alvor af at gaa op til Eksamen?"
"Du kunde ellers gerne holde det Anliggende udenfor."
"Ja ja -- saa skal jeg tage et andet Tilfælde. Jeg har en Ven -- en
udmærket Karakter, brav, trofast -- han gaar en Gang om Aaret rundt
og laaner Penge af alle os, der kender ham fra gammel Tid. Vi giver
ham gerne lidt -- alle -- vi kan jo allesammen godt lide ham. Han maa
have dem, siger han bare -- og saa lægger han Hovedet paa Siden og
ler ... Ved De, hvad han bruger dem til?"
"Nej ... Han drikker dem kanske op?"
"Nej fy! Han er det pæneste og ædrueligste Menneske paa Jorden. Han
ødelægger dem blot. Han kan gaa ind i Butiker og købe Ting, han ikke
har Spor af Brug for. Eller han kaster Skillinger i Grams til Drenge
paa Gaden. Eller han gaar ned til Havnen og slaar Smut med
Femogtyveører ... Han vil bare have den Fornemmelse, at der ingen
Grænser er for, hvad han kan tillade sig -- de Par Gange om Aaret."
"Saa synes jeg virkelig, Pengene de kunde være bedre anvendte."
"Ja -- hvordan f. Eks.?"
"Aa -- der er da altid et fattigt Menneske ..."
"Ja vel -- Brød mener Du. Jo, Du er mig en net Teolog ..."
"Hvad mener Du med det?"
"... som ikke ved, at Mennesket ikke lever af Brød alene."
"Tilvisse ved jeg, at ..."