Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 2

Total number of words is 5041
Total number of unique words is 1282
53.0 of words are in the 2000 most common words
67.9 of words are in the 5000 most common words
75.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
"Du ved ikke, at der er anden Ulykke til end den, som skriger ud af
et Par slunkne Tarme og anden Lykke end at faa Maven fyldt ... Se nu
min Ven, ham jeg talte om. Han elskede at føle sig som en Fyrste --
at kunne strø Penge ud -- ganske hensynsløst. Maa han ikke have Lov
til det? Og er det ikke ligesaa berettiget at sætte sin Glæde i det
som i at æde og drikke og sætte Børn i Verden? Enhver har jo sin
Lyst. Nogle finder deres Morskab i at spise Østers, Andre i at samle
paa Frimærker, atter Andre i at holde Moralprækener. Hvorfor saa ikke
lade dem hver følge sin?"
"Du taler, som om der kun var Spørgsmaal om Lyst."
"Ja, vi kan jo godt give det et andet Navn. Derpaa kommer det ikke
an."
"Jeg mener, at det, som er det ædleste og bedste i En ..." Det bævede
om Hansen-Maagerups Mundvige, saadan som det gerne gjorde, naar et
eller andet satte ham i Sindsbevægelse.
"Det ædleste og bedste -- ja, er det ikke det, som ligger dybest i
vor Natur? Hvorimod det ringe og daarlige -- det er det, som er den
fremmed. For Dig, Hansen-Maagerup, er Teologien utvivlsomt det
ædleste og bedste. Du er, om jeg saa maa sige, Teolog fra Mo'ers Liv
..."
"Aa -- det ved jeg dog ikke." Hansen-Maagerup rødmede beskedent.
"Ja, Du tænker maaske paa, at Du ikke har faaet den Eksamen --
undskyld, at jeg igen berører dette smertelige -- men er det ikke
netop et Udslag af det evig teologiske? Hvor kan man nogensinde
afslutte sin religiøse Forstaaelse med en Eksamen? Din Teologi er
uendelig som selve Himmeldybet."
"Ja, det er jo en let Sag at gøre Nar."
"Paa Ære -- jeg mener det. Men hvad Dit Studium er for Dig, det er f.
Eks. Svineopdrætning for en Landmand. Ja, det skal ikke være nogen
Kynisme -- er det ikke en stor og rig Kærlighed til Livet, dets
Frugtbarhed, dets Grøde, der er Kærnen i saadan et Menneske? Han ser
det svulme i Modersoen, myldre i det ene Kuld Grise efter det andet
-- omskabes gennem Flæskets Anvendelse som Næringsmiddel -- tror Du
ikke, at han i sin Sjæl har et Alter for Frugtbarhedens Guddomme
...?"
"Svineopdrætning maa vel siges at henhøre til Adiafora -- til de
Ting, der er neutrale lige overfor det sædelige Begreb. Men lad os nu
sætte, at Talen er om ligefrem Ryggesløshed ..."
"Ja hvad saa? Utallige Folkeslag har dyrket Vinens Gud -- ikke at
tale om Kærlighedens -- og Digterne har besunget baade Rusen og ..."
"Ja, Digterne de ..."
"Er nogle uteologiske Lødekøer -- naa ja -- men se saa til vore gamle
brave nordiske Forfædre -- de dyrkede da baade det ene og det andet.
De drak, saa det drev dem ud af Brynjeringene -- de overtraadte
henrykt alle Straffelovens Paragraffer og drak Guderne paa Pelsen af
Glæde, naar de havde gjort det -- de ..."
"Ja, man kan vel ikke gaa saa langt tilbage, naar man skal bevise
noget. Hedningernes Forhold til Loven er jo overhovedet et af de
vanskeligste Spørgsmaal ... Men nu er Du og saa Fruen ligegodt blevne
lilleslem."
Han tog sejrsæl det sidste Stik hjem. Fru Herding kastede et lynsnart
Blik paa det Kort, Flyge endnu havde i Haanden.
"Men Hr. Flyge dog!" sagde hun, og hendes Ansigt strammedes til en
stor Bebrejdelse, "nu har jeg aldrig kendt Mage! De sidder jo med
Kongen! Og jeg, som saa sikkert troede ..."
"Ja, jeg maa meget bede undskylde. Jeg sad i Tanker."
"Det kan jeg sandelig mærke."
Fru Herding var vred. Hun svulmede. Naar hendes Harme tændtes, saa
hun ud, som om hun blev pustet op indvendig fra. Og hendes Øjne blev
endnu rundere end ellers.
Det var et Par Gange hændet, at det ved Spillebordet kom til
ligefremme Scener.
Anna afværgede det imidlertid denne Gang. Hun begyndte at tale om, at
det vistnok var paa Tide at sørge for Aftensmaden. Vandet skulde
sættes over nu til Te -- ellers blev det for sent. Den første Rubber
var jo desuden forbi.
Og Fru Herding rejste sig og gik med hende ud i Køkkenet.
Flyge blev alene med Hansen-Maagerup. Men han havde ikke Lyst til at
genoptage Samtalen. Hansen-Maagerup sad og saa paa ham med sine
skikkelige, bedrøvede Øjne, mens hans brede, kluntede Hænder
ubehjælpsomt famlede ved Bordtæppets ene Hjørne. Og Flyge fik næsten
Medlidenhed med ham. Han vidste, at han følte ligefrem Smerte, naar
der med unænsom Haand blev grebet ind i den Forestillingskres, han
levede sin beskedne Tilværelse paa. Og han bestemte sig til at lade
ham have Fred -- i hvert Fald for Resten af Aftenen.
"Ja," sagde han med et Smil, "vi to bliver nok aldrig enige i denne
Verden."
"Nej," sagde Hansen-Maagerup, og det bævede paany om hans Mundvige,
"og jeg vilde dog saa inderlig ønske, at Du kunde ... Det gør mig saa
ondt at høre Dig staa paa det Standpunkt."
Anna kom ind og begyndte at dække Bord. Flyge følte en stedse mildere
og fredsommeligere Stemning dale ned over sig. Den lune Stue med dens
vage Duft af Blomster, dens renlige Fordringsløshed og sirlige Orden
-- den hvide Dug og den pyntelige Opdækning med det gamle Spisestel
og de smaa Frynseservietter -- alt dette fik i det dæmpede Lampelys
et Skær af naiv Hygge, der dulmende trængte sig ind i hans Sind. Og
han lovede sig selv, at han vilde være skikkelig og ikke yppe nogen
ny Strid.
Anna vimsede ud og ind -- fra Køkkenet ind i Stuen og tilbage igen.
Hun havde taget et hvidt Forklæde paa -- det gjorde, at hendes Buste
tog sig rankere og mere spændstig ud i den tarvelige, mørkeblaa
Kjole. Nu, da hun var optagen af sit Arbejde, var det ogsaa, som om
hendes sædvanlige Forsagthed var strøgen af hende. Hendes Hænder greb
saa sikkert og rapt, var de end smaa og svage at se til ...
Flyge kunde ikke lade være at gøre hende en Slags Undskyldning for
Striden før. Han vidste ikke hvorfor, men han syntes pludselig, det
var hende, han først og fremmest skyldte en saadan.
"Hvad mon De egentlig mener om os to?" sagde han. "De synes vist, at
vi er et Par rigtig rødkammede Hanekyllinger, at vi ikke kan gemme
vore Disputer til vi er alene?"
Hun smilede.
"Aa," sagde hun, "De mente det vel ikke saa farligt."
"Ikke saa farligt? Hvorfor ikke det?"
"Nej -- det tror jeg virkelig ikke, De gjorde. Saa vilde De have talt
paa en anden Maade. Jeg var saamænd lige ved at sige det til Dem før,
da De var midt i det. For det kunde jeg tydelig mærke paa Dem ...
Men saa vilde jeg alligevel ikke. For De kan naturligvis have Ret i
noget af det ..."
Hun var igen ude af Stuen. Men Flyge syntes, at hendes Stemme havde
sitret en Smule som af Latter, der holdes nede.
Skulde hun virkelig ikke tage ham højtidelig?
Det krænkede ham saa smaat. Ikke for det: hun havde jo i Grunden Ret.
Han mente det virkelig ikke saa farligt -- i alt Fald mente han det
ikke nu mere. Det var jo i det hele taget hans store Ulykke: han
mente egentlig aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog vant til,
at man lagde en vis, passende Vægt paa, hvad han sagde. Og saa havde
denne lille, stilfærdige Pige siddet der saa ganske uimponeret.
Han saa hen paa Hansen-Maagerup. Ogsaa paa hans Ansigt syntes han at
kunne skimte et noksaa lunt lille Smil. Det ærgrede ham. Hans
teologiske Ven havde saa sandelig ikke nogensomhelst Aarsag til at
føle sig overlegen.
Det var ham næsten som en Smule Oprejsning, at Fru Herding endnu, da
hun kom ind, syntes ikke at være uden Beskhed.
Men ved Aftensbordet var han Medgørligheden selv. Han gav sig til at
fortælle Historier. Ganske uskyldige og uanstødelige Smaatræk --
saadant som man hører hvor man færdes paa Gader og Stræder -- i det
højeste med et lille Stænk af blid Ondskab mod en eller anden kendt
Personlighed. Han fortalte godt og vakte altid Moro dermed. Og han
hørte ogsaa nu smaa Latterknist, bredt fra Hansen-Maagerup, dybt
stønnende fra Fruen, næsten barnligt lyst fra Frøken Anna.
Alligevel kunde han ikke frigøre sig for en Fornemmelse af, at den
sidste betragtede ham med et Stænk af Ironi ... Han begyndte at faa
Interesse for hende: skulde virkelig dette lille Stykke Kvindekøn
sidde der og have ham ganske lunt til bedste? Sidde og skinne af
frejdig Kritik bag disse bly sænkede Øjenlaag? Det kunde sandelig
more ham en Gang at komme nærmere i Lag med hende. Egentlig havde
hendes Skjulthed altid pirret hans Nyfigenhed -- nu følte han det
næsten som et Behov at komme til at se om bag hendes sagtmodige
Væremaade -- se, om der kanske skulde findes en lille spillende og
spydig Pigesjæl, som ikke hendes Nærmeste kendte ...
-- -- Under de to sidste Rubbere sad han hele Tiden og tænkte paa,
hvordan han skulde finde Paaskud til at besøge de to Damer udenfor de
sædvanlige Whistaftener. Hansen-Maagerups retskafne Nærværelse vilde
nemlig være ham en Hindring i mulige Eksperimenter.
Og da han ikke fandt noget bedre, drejede han Samtalen saadan, at han
kunde tilbyde Frøken Anna at laane hende Bøger fra Biblioteket.
Hun blev rød i Hovedet af Glæde derover. Men det var Fru Herding,
der tog imod Tilbudet paa hendes Vegne.
Da han var ved at gaa, kom imidlertid Anna hen til ham ude i Entréen.
"De skal have Tak for det med Bøgerne," sagde hun. "Jeg vil saa uhyre
gerne læse. Men nu glemmer De det ikke."
Han lovede højt og dyrt, at han skulde huske det.
Og da han lidt efter gik ned ad Trappen, følte han en glad
Forventning stige op i sig. Han syntes pludselig, at et uanet Haab
var tindret frem for hans Blik.
Men hvori det i Grunden bestod -- det vidste han ikke selv.


Preben Flyge havde sin Ungkarlelejlighed paa en af Sidevejene paa
Frederiksberg.
Huset var nyt. Facaden prydedes af afskaarne Englehoveder og indlagte
Ornamenter af himmelblaa og hvide Glasursten, og ganske vilkaarligt
hang hist og her en Karnap med store Spejlglasruder som et Flueskab
paa Murfladen. Stedet ejedes af en Murmester, der selv havde udført
Tegningen og som havde gjort det til et broget Prøvekort paa alle
mulige Stilarter.
"Det ordentlig skratter," sagde Flyge. "Man kan blive helt ophidset
af at se paa det. Og det kan man ogsaa have godt af en Gang imellem."
Men i sit eget Værelse vilde han have det dæmpet. Væggene var næsten
ganske dækkede af Reoler, Gulvet skjultes af et tykt Tæppe. Og der
var gamle, blide og stilfærdige Møbler.
Flyge havde samlet dem møjsommelig gennem flere Aar. Men han gik som
Samler frem uden nogen bestemt Plan. Han holdt af, at Stuen skulde
være som en blødt glidende Skala af forskellige Tiders Smag, saa at
hvert Møbel gav sin Tone. I Timevis kunde han sidde og lade Blikket
glide fra det tykke, massive Kuglebord til Empire-Lænestolens
Sprinkelværk, fra det gamle Stueurs troskyldige Kluntethed til
Rokoko-Kommoden, der lignede en pyntet ældre Levemand med en
velfodret Mave, baaren af et Par tynde, krumme Podagra-Ben ... Hvert
af disse Møbler talte sin Tids Sprog til ham, og alle stod de der til
enhver Tid taalmodigt rede til at afløse hverandre i hans
Opmærksomhed.
Paa samme Maade gik det ham med Mennesker. Han holdt af at skifte.
Naar han i nogen Tid havde dyrket et Bekendtskab, fyldtes han af en
Følelse af Tomhed og Kedsomhed ved bestandig at møde samme
uforanderlig fastslaaede Synsmaader, samme Vaner og Tilbøjeligheder.
Han kunde da pludselig bryde af og opsøge halvglemte og fjerne
Omgangsfæller, som han saa holdt sig til en kort Tid. Saadan var det
gaaet til, at han var begyndt at omgaas Hansen-Maagerup.
Nu var der for Resten gaaet nogen Tid, siden han sidst var hos Fru
Herding. De sidste Søndage havde han ikke følt sig oplagt til at gaa
derhen. Frøken Anna tænkte han kun flygtig paa, og den Stemning, hun
hin Aften havde vakt hos ham, var ganske bleget. Hvad havde han i
Grunden ogsaa med hende at skaffe? Hvorfor overhovedet lære flere
Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist
aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde
spise til Middag sammen.
Men en Formiddag, kort før han skulde gaa paa Biblioteket, stod
Frøken Anna pludselig i hans Værelse. Han havde hørt, at det havde
ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken ... Og nu var hun
der.
Han vidste ikke ret, om han skulde være tilfreds eller misfornøjet.
Foreløbig var han kun forbavset.
"Frøken Herding!" sagde han, "det maa jeg sige: det var en
Overraskelse ... Ja, en behagelig Overraskelse naturligvis," føjede
han til, da han mente at se et ængsteligt Udtryk i hendes Ansigt.
"Men vil De ikke sidde ned?"
"Jeg kommer blot for at bede Dem om noget," svarede hun og blev
staaende.
"Ja -- naar det er noget, jeg _kan_ opfylde, saa ..."
"Aa, det er bare ... jeg maatte maaske hellere have gaaet op til Dem
paa Biblioteket ... men jeg ved jo slet ikke ... De havde lovet mig
nogle Bøger ..."
"Ja -- men det er da ogsaa en Skam, at jeg kunde glemme ... Saa De
holder saa meget af at læse? Men saa sæt Dem dog ned, Frøken -- jeg
maa jo da have Lov til at høre, hvad det er for en Slags Bøger, De
nærmest havde tænkt Dem ..."
Hun satte sig paa en Stol. Men han fik hende hen i Chaiselongen, tog
Parasollen fra hende og anbragte den i en Krog. Selv stillede han sig
lige overfor hende med Ryggen op mod Bordet.
"Altsaa Bøger", sagde han. "Men der er mange Slags Bøger, Frøken
Herding."
"Jeg troede, De kunde tænke Dem ... Jeg læser gerne alt muligt."
"Alt muligt!" Han smilede. "Ja, det gør det naturligvis lettere for
mig at træffe Valget. Eller sværere -- ligesom man vil tage det. Se
nu her" -- han gik hen til Reolen og tog en Bog frem -- "synes De om
noget af den Slags?"
Anna saa ikke en Gang paa Titlen.
"For mig er det vist godt altsammen," sagde hun. "Jeg kender jo slet
ingenting. Ikke Navnene en Gang paa dem, der skriver. Saa hvis jeg
maa laane denne her, saa takker jeg ..."
Hun gjorde Mine til at ville gaa. Men Flyge holdt hende tilbage.
"Tror De nu, Menneskene bliver bedre -- eller blot klogere -- af det,
de læser?" sagde han.
Hun svarede ikke men saa uforstaaende paa ham.
"Ja, for jeg tror det ikke. Folk, der ikke har læst noget, har i
Reglen en meget bedre Forstand end vi andre."
"Tror De det?"
"Ja, det kan jeg forsikre Dem. De Mennesker, man kalder dannede -- de
er det ikke, fordi de har læst og lært noget, men fordi de har faaet
Lov at leve i et vist Velvære. De har ikke været nødt til at krympe
sig for alle mulige aandsfortærende Hensyn -- det er det hele. Men
Gudbevares! jeg har naturligvis den største Ærbødighed for den
herskende Oplysningsidioti."
"Ja men den Aften, De var hos os -- da sagde De jo netop ..."
"Ja, jeg sagde lige netop det stik modsatte. Jeg priste Oplysningen.
Men det var til Hansen-Maagerup. Og overfor ham var det Sandhed."
"Kan da noget være sandt for Nogle og ikke for Andre?"
"Ja, det kan det saa udmærket. For et Barn er saa meget Sandhed, som
ikke er det for os Voksne. Man maa ikke gaa ud fra sine egne
Begreber, naar man taler med Børn; for de taaler i det højeste
Sandheden i opspædt Form."
"Ja men Hansen-Maagerup er da ikke noget Barn."
"Han er ligesom et Barn. Han tror paa Storken. Forstaar De: en
moralsk Stork, en Oplysningsstork osv., der bringer os alt, hvad vi
har Brug for, fikst og færdigt. Det kan slet ikke nytte at sige til
ham, at Oplysning er noget Bras. Man maa nemlig selv have noget af
den for at forstaa, at den ikke er noget værd."
"Saa kan det da heller ikke nytte, at De siger det til mig."
"Jo, det kan det godt. For en Dame har altid den Oplysning hun har
Brug for."
"Det forstaar jeg ikke. Men nu maa jeg hjem."
"Skal De ind ad Alleen?"
"Ja ..."
"Har De noget imod at følges med mig?"
"Nej -- hvad skulde jeg have imod det?"
De blev ved at passiare sammen, mens han tog sit Overtøj paa. Anna
havde faaet Tungen paa Gled og pludrede løs om, hvad der faldt hende
ind. Mest var det nok om Vejret og sligt. Men det var iøvrigt Flyge
ganske ligegyldigt. Han stod blot og saa paa hende og lyttede til
hendes Stemmes lyse Klang.
Det var mærkeligt med hendes Ansigt. Naar man saa det i Profil, var
det, som blev det et ganske andet. Alt det bløde og barnlige, som
ellers prægede det, veg bort, og i Stedet for fik man Øje paa en
stærk og fast Linie, der fra Næsens fine Fløje drog sig ned mod Hagen
og ligesom pressede sig sammen om Munden. Det var, som bævede der bag
den et Spil af haarde og energiske Muskler. Og det faldt Flyge ind,
at den Forsagthed, der ellers saa ofte laa næsten lammende over
hendes Væsen, den gemte sig mest i de dybe blaa Øjne. Saa snart de
ikke saa paa En, saa røbede den sig ikke.
Han blev ved at iagttage hende, da de lidt efter gik ned ad Gaden
sammen. Han havde en Fornemmelse, som om han idag saa hende for
første Gang, og hans Sind fyldtes af en lys Opdagerglæde. Denne baade
spæde og ranke Skikkelse, der i korte Sæt bares frem paa de smaa,
sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse Haar, der var strøget op
over den ret store Nakke, disse smale, lige Skuldre føjede sig
sammen til et Indtryk af Støthed, som han aldrig før havde fundet
hos hende. Han syntes, hun saa ud, som gik hun bare og samlede paa
Styrke for en skønne Dag at bryde igennem alt det, der nu stængende
skød sig mellem hende og Livet.
Han var med et bleven tavs. Han følte sig greben af en Forlegenhed,
der saa ofte paakom ham overfor Kvinder, der vakte hans Behag og som
han selv havde ondt ved at forklare sig. Den var som en ulden Dunst,
der lagde sig over hans Hjerne og gjorde hans Tanker døde og flove.
Hvad maatte hun tro om ham -- ham, der ellers havde saa stor Overflod
af Ord ...?
De var drejet om Hjørnet af den Sidevej, hvor han boede, og gik nu
ned ad Alleen. Der kom en frisk og munter Blæst bag paa dem. Den
tvang ham til at holde paa sin Hat og løsnede en Lok af hendes Haar.
Begge to hældede de sig forover og løb nogle Skridt, inden de atter
fandt fuld Ligevægt.
Den løsrevne Haarlok flagrede lystigt i Vinden som en lang, smidig
Vimpel. Og der undslap Anna et lille, leende og forskrækket Udbrud.
"Det er en ordentlig Blæst!" sagde han. Noget _maatte_ han jo sige.
"Aa, Herrerne kan da sagtens," svarede Anna og saa paa ham.
Hendes Blik bar ham over Forlegenheden.
"Kan vi sagtens?" sagde han. "Vi bliver jo simpelthen latterlige i
Blæst. Man gaar og holder paa sin Hat, saa det ser ud, som om man
holdt paa sit eget Hoved. Eller man holder ikke paa den, men lader
den blæse af. Saa løber man efter den, mens Haaret rejser sig som
Marehalmstotter paa Ens Hoved -- eller man fremviser sin skaldede
Isse, der skinner som en blank Skilling -- og man skridter ud,
pustende og stønnende, mens Hatten danser afsted i Snavset ... Nej,
man er latterlig, hvordan man saa vender og drejer det."
Hun lo. "Det har jeg saamænd aldrig tænkt over," sagde hun. "Jeg
synes bare, det er Synd for Herrerne. Og saa giver jeg mig somme
Tider ogsaa til at løbe efter Hatten. Det var da en Skam andet end at
hjælpe dem, hvis man kan -- og saa løber vi om Kap -- alle tre -- ja,
for Hatten løber jo ogsaa ... Men det er maaske ikke passende ...
Forleden Dag var der en Herre, der begyndte at spørge mig ud."
"Spurgte han Dem ud?"
"Ja -- men han spurgte for Resten blot, hvor jeg boede. Det var en
ældre En -- naturligvis. Ellers havde jeg vist heller ikke løbet
efter Hatten. For han var meget nærmere ved den selv."
"Sagde De ham saa det?"
"Hvilket?"
"Hvor De boede."
"Jeg sagde bare, at jeg boede i Rosenvænget. Mere syntes jeg ikke kom
ham ved. Det var kedeligt, at det ikke var paa Kristianshavn, sagde
han bare. Hvad tror De i Grunden, han mente med det?"
"Han skulde vel den Vej."
"Tror De? Aa ja. Han _var_ nu ældre."
... Der var kun faa Mennesker i Alleen. Mest gamle Folk, der stred
sig frem mod Blæsten. Undertiden tvang den dem næsten til at staa
stille.
"Jeg gaar og tænker paa," sagde Anna videre, "hvor det i Grunden er
underligt at leve."
"Aa ja -- mere underligt end egentlig behageligt."
"Behageligheden er jo forskellig. Men det er underligt, at man saa
tidt ikke kan gøre Folk Tjenester, fordi de vilde blive fornærmede,
hvis man prøvede paa det. Jeg saa forleden Dag en Herre i en
Sporvogn. Det var en meget pæn Herre, men han havde saadan en
frygtelig Vorte paa Kinden. Jeg ved godt, hvordan man kan blive af
med saadan en, og jeg kunde jo altsaa godt have sagt det til ham. Men
havde jeg gjort det, saa var han naturligvis bare bleven vred."
"Det var han rimeligvis."
"Ja men det er jo netop det underlige. Hvis jeg nu havde været hans
Søster, saa vilde der ikke være noget i det. Men hvorfor skal man
absolut kende hinanden i Forvejen for at gøre hinanden Nytte? Der er
nu det med Hattene -- _De_ synes maaske ikke en Gang, at det er
rigtigt?"
"Jeg tror helst, De skulde lade være."
"Ja, det _er_ ogsaa rædsomt med mig. Hjemme der passer jeg virkelig
saa nøje paa, at jeg ikke gør noget galt. Men saa snart jeg kommer
udenfor en Dør, saa synes jeg, det er saa ligegyldigt, hvordan jeg
er. For der er dog aldrig Nogen, der kender mig."
"Saa skulde De se at komme lidt mere ud."
"Mo'er synes ikke om det."
"Har De forsøgt?"
"Nej -- men jeg ved det jo."
"Ved De hvad, Frøken Herding" -- han standsede et Øjeblik og slog
Dupskoen af Stokken mod Stenbroen -- "var jeg i Deres Sted, saa
gjorde jeg sandt for Dyden Oprør."
Hun blev ved at gaa men bøjede Hovedet, som om hun overvejede denne
Mulighed.
"Nej," sagde hun saa, "det gør jeg nu ikke. For det er Synd for
Mo'er."
"Mener De det?"
"Ja, det ved jeg, det vilde være. Hun vilde ikke kunne forstaa det.
Og hun er jo saa sikker paa, at saadan som det er, saadan er det det
bedste for mig."
"Ja, det tror de jo allesammen -- alle de Ældre. Saadan som de gør
det, saadan er det naturligvis det ene saliggørende. Men jeg mener
netop, det er Synd for dem selv, at de faar Lov til at tro det."
"Hvad Synd skulde der kunne være i det?"
"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver endnu ældre af det. Saa
æld-ældgamle. De faar Lov til at stænge sig af. Naar man har Børn,
saa er det gennem dem, man skal holde sig Døren aaben til Fremtiden.
De er inde i Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer stadig
noget nyt og friskt med der ude fra. Gennem dem faar Forældrene Lov
til at leve med i den næste Slægt ogsaa: de staar endnu midt ude i
det hele og kan mærke, hvordan det lufter ind imod dem ... Men naar
Børnene gemmer sig ind til En og med Villie gør sig gamle ligesom En
selv, saa er der jo slet ikke mere. Saa synes man, at hele Verden
udenom En er bleven ond, og saa er der ikke mere tilbage -- uden at
dø."
Han havde talt sig varm. Men Anna rystede bedrøvet paa Hovedet.
"Mo'er vilde slet ikke kunne forstaa saadan noget som det, De der
siger. Hun vilde bare synes, jeg svigtede hende. Nu har hun det godt:
hun bryder sig ikke om noget udenfor, bare hun har mig. Jeg turde
saamænd ikke en Gang fortælle hende, at jeg vilde op til Dem idag."
Hun lo -- en Smule forlegent.
"Hvad tror hun da?"
"Hun tror, jeg er hos Onkel Kihler. Det var jeg ogsaa: jeg plejer at
se op til ham en Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. Og saa
fik jeg saadan en pludselig Lyst til at ..."
"Til at faa noget at læse i?"
"Ja."
"Det var letsindigt af Dem, Frøken. For nu slipper jeg Dem ikke igen
saadan uden videre."
"Hvad vil De da gøre ved mig?" Hun saa saa hjælpeløst forskrækket
ud, at han kom til at le.
"Jeg vil saamænd have Dem med ind paa en Kafé."
"Der har jeg aldrig været før." Hun blev rød af Glæde. "Og saa kan
jeg ogsaa meget bedre fortælle Mo'er, at jeg har været sammen med
Dem."
"Mener De det?"
"Ja -- for saa er det jo Dem, der har inviteret mig og ikke mig, der
..."
"Er gaaet op til en fremmed Herre -- nej. Med andre Ord: vi lyver
lidt -- ikke sandt?"
"Ja, det gør vi vel," sagde hun og saa angerfuldt paa ham.
-- -- De var naaet ned til Vesterbros Passage og vilde gaa tværs over
Gaden. Fra den ene Side kom der en Række Arbejdsvogne, fra den anden
susede en elektrisk Sporvogn frem. Anna saa ikke Sporvognen og vilde
gaa frem lige foran den.
Flyge stak uden at tænke over det sin Arm ind under hendes og holdt
hende saaledes tilbage. Den blev ved at hvile der, til de var naaet
over Gaden. Anna gjorde intet for at gøre sig fri. Og han kunde mærke
hendes Arms Varme gennem sit Frakkeærme.
Det blev ham, der af egen Drift gav slip. Hun syntes ikke et Øjeblik
at have tænkt over, at de havde gaaet der Arm i Arm.
"Men jeg kan jo ikke blive længe hjemme fra," sagde hun pludselig --
hun var endnu inde i Samtalen fra før. "For saa troer Mo'er straks,
at jeg er kommen noget til."
-- -- De tog Plads udenfor en af Kaféerne i Nærheden af Tivoli. Flyge
vilde helst gaa ind i Kaféen, han vilde ikke gerne udsætte sig for
senere at blive beskudt med Spørgsmaal om, hvem den Dame var, han
havde haft med. Men Anna holdt paa, at de skulde sidde udenfor. Der
kunde de have det nok saa lunt, og der var Læ for Vinden.
Anna skulde have Chokolade, naturligvis. Flyge vilde, at der ogsaa
skulde være Vin.
Men da de havde faaet det, blev han paany tavs og vidste ikke ret,
hvad han skulde sige til hende.
Anna lod ikke til at mærke det. Hun var i ypperligt Humør og lo og
pludrede løs med Munden fuld af Kage.
"Tror De, saadan en Kafé betaler sig?" sagde hun. "Det tror jeg, den
gør. Her sidder altid saa mange, naar man gaar forbi. Især Herrer.
Jeg har for Resten somme Tider saa ondt af dem."
"Hvorfor det?"
"Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud -- de kan sidde og se helt
fortabt paa deres Smørrebrød. De har naturligvis ikke noget andet
Sted -- jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag ind at sidde og spise
ganske alene ved et lille Bord -- Tak! det skulde jeg dog ikke have
noget af. De er vist ogsaa sære, mange af dem -- jeg synes, de, som
varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem ... Kan De se den
tykke Opvarter der -- sikke han ligefrem slænger Maden ned paa Bordet
foran dem ... Se, der kommer en Hund -- aa, det er Synd: den faar
vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, at Nogen kan nænne at tage en
Hund med paa saadan et Sted og saa lade den staa og se med tør Mund
paa, at man selv spiser ... Ja, kom Du bare her hen, min Ven, saa
skal Du faa Sukker ... Monstro den holder af Sukker? ... Saa -- sitze
-- god Hund ... Nej, hvad er nu det?"
Hunden havde meget behændigt grebet det Stykke Sukker, hun kastede
ind i Gabet paa den. Men opmuntret herved havde den med et Sæt sat
sine Forpoter op i hendes Skød. Og i sin Overraskelse havde Anna
ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden
Haand.
"Nej stop, det var ikke Meningen -- fy, skamme sig ..."
Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nærhed. Og han sagde
til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det
med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. Bare have dem om sig som
en sagte Musik.
Han hævede sit Glas og drak med hende.
"Skaal, Frøken!" sagde han. "Paa et langt, langt Bekendtskab!"
"Tak" -- hun lo -- "jeg bliver saa fuld som en Allike, naar jeg har
drukket dette her."
... Paa en Gang var der en ung Mand, der inde fra Kaféen stilede hen
mod Bordet, hvor de sad. Han var høj med lyst krøllet Haar og et
svagt Fuldskæg. Gangen var en Smule slentrende, og to store Hænder
med stærkt fremtrædende Sener dinglede frem og tilbage ved hans
Sider. I den ene holdt han en lille Haandkuffert, og for Resten havde
han intet Overtøj men var klædt i en grov blaa Jakke, der var knappet
helt op i Halsen.
Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges Nærværelse gik han lige hen
til Anna, glædestraalende og svingende med Haandkufferten.
"Frøken Herding!" raabte han, "Frøken Herding! Nej, det var da
morsomt, det var da forfærdelig morsomt!"
Anna var lige bleven forsonet med Hunden. Hun havde taget en Lommekam
frem, og bøjet ned over den var hun i Færd med at frisere dens Øren.
Men ved Lyden af denne Stemme saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder
skød der en varm Strøm af Blod.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 3
  • Parts
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 1
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1627
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    58.7 of words are in the 5000 most common words
    65.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 2
    Total number of words is 5041
    Total number of unique words is 1282
    53.0 of words are in the 2000 most common words
    67.9 of words are in the 5000 most common words
    75.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 3
    Total number of words is 5014
    Total number of unique words is 1348
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    65.3 of words are in the 5000 most common words
    72.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 4
    Total number of words is 5112
    Total number of unique words is 1297
    53.2 of words are in the 2000 most common words
    67.6 of words are in the 5000 most common words
    75.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 5
    Total number of words is 5009
    Total number of unique words is 1418
    47.3 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 6
    Total number of words is 4915
    Total number of unique words is 1403
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    72.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 7
    Total number of words is 4984
    Total number of unique words is 1360
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    67.5 of words are in the 5000 most common words
    75.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 8
    Total number of words is 5045
    Total number of unique words is 1337
    51.8 of words are in the 2000 most common words
    67.2 of words are in the 5000 most common words
    76.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 9
    Total number of words is 4923
    Total number of unique words is 1384
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    65.7 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom - 10
    Total number of words is 4066
    Total number of unique words is 1249
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    67.4 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.