Julies Dagbog - 4

anfægtede Hr. Mørch. Han smilede tværtimod ekstra velfornøjet,
løftede sit Glas, blinkede til mig og sagde: »Glerups Velgaaende,
Frøken! _Jeg_ er ikke bleven skuffet ved at møde Genstanden for hans
Lovprisninger overfor mig.«
Hvor denne Sindsro irriterede mig. Alt -- alt er ham sikkert saa
fuldkommen ligegyldigt. Som han sad dér i Lænestolen, saá han ud, som
om intet i Verden skulde kunne flytte ham ud af hans dovne Velvære.
Jeg tror, at, om Himlen var revnet og et Par Engle var plumpede ned i
Skødet paa ham, vilde han, uden at fortrække en Mine, have sagt
»Velgaaende« til dem. Og hvorvidt jeg synes om ham eller ikke,
skænker han sikkerligt ikke saameget som en Antydning af en Tanke.
Jeg fik et udmærket Bevis derpaa, da vi tog bort fra Restaurationen.
Ved min Kuvert havde der ligget en smuk Buket. Jeg havde egenlig haft
Lyst til at tage den med som en »Souvenir« om mit eneste Æventyr, men
først sagde jeg prøvende: »Det er Synd for de dejlige Blomster; men
jeg tør vist ikke komme hjem med dem.« Herpaa svarede han ganske
tørt: »De er s'gu hellerikke værd at gemme. De er allerede
halvvisne.« I Sandhed, en fyrig og poetisk Kavallér!
Han fulgte mig i Droske til Hjørnet af Forhaabningsholms Allé. Da vi
nærmede os vort Maal, spurgte han, naar og hvor vi saas igen. Jeg
svarede, at vi saas ikke mere.
»Herregud,« sagde han, »nu maa De ikke være saa stræng. Jeg havde
glædet mig saa meget til, at De en Gang vilde besøge mig i mit Hjem.
Dér vilde vi ogsaa have det langt hyggeligere end paa en
Restauration.«
»Nej, det gaar ikke an. Og jeg vil heller ikke.«
»Ja, ja.«
Og han faldt hen i Tanker. Men da Vognen holdt, sagde han, og hans
Stemme havde igen den dæmpede, smukke Klang:
»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig. Men jeg har aldrig set
en ung Pige saa yndig som De. Og jeg er _meget_ bedrøvet over, at De
ikke oftere vil se mig. Farvel og Tak for iaften.« Han aabnede
Drosken, og, idet jeg gav ham Haanden til Farvel, bøjede han sit
Hoved ned og kyssede den.
»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig ...« Ja, om jeg vidste,
hvad jeg kunde. Om jeg vidste, naar han er ærlig og naar han spiller
Komedie. Men forresten, nu er det jo forbi, og det er godt det samme.
Uigenkaldeligt forbi. For han foreslog jo ikke en Gang en ny Mødetid.
Tyder det egenlig paa, at han er saa ivrig efter at se mig igen?
Forbi er Æventyret. Og godt, at det ikke gik mere æventyrligt. Uden
at rødme altfor meget -- i Bevidstheden om, at forbi var det, --
fortalte jeg Moder, der ventede paa mig, en lang Historie om Middagen
og Aftenen hos Christiane.
Men sæt, at han ikke havde _bedt_ mig om det Kys ... sæt, at han
havde fortsat den besnærende Melodi ... sæt, at han havde benyttet
sig af min Svaghed!
Skulde De være en honnet Mandsperson, Hr. Mørch, eller blot en lille
Smule -- dum?


19. Februar.

Christiane stillede i Eftermiddag for at høre, hvordan det var gaaet
med Stævnemødet. For ikke at bedrøve hende -- og for ikke at gøre mig
selv latterlig -- gav jeg hende en blændende Fremstilling af
Aftenens letsindige Glæder. Og da Christiane er et romantisk Gemyt, i
Lejebibliotek-Udgave, fortalte jeg hende, at min Kavallér havde
medbragt en rosenrød Silkemaske, som jeg tog paa, hver Gang
Opvarteren efter 3 diskrete Slag paa Døren traadte ind.
Christiane blev varmere og varmere i sit runde Hoved for hver Flaske
Vin, jeg trak op, og tilsidst spurgte hun ganske ør og forvildet:
»Men saa, Julie ... naar kyssede han Dig saa?«
Jeg kunde have lidt at se mig selv, da jeg med krænket Grevinde-Mine
svarede: »Maa jeg bede mig fritagen for dine Simpelheder, Jane. Tror
Du, det er _bon ton_ at kysse ved Stævnemøder?«
Skamfuld indvendte Christiane: »Jeg troede dog, at saadan noget ogsaa
hørte med.«
»Ja,« -- oplyste jeg med min overlegne Erfaring -- »men ved fine
Stævnemøder kommer Kysset paa et meget sent Stadium. Først skal
Kavalleren længe have gjort en ærbødig Kur, saa en Dag falder han paa
Knæ for sin Dame, og hvis hun da ansér ham for værdig til
Belønningen, rækker hun ham først sin Haand og derpaa sin Kind til
en sirlig Berøring af hans Læber.«
Christiane saá, overvældet af Beundring, paa mig og sukkede: »Jamen,
for at blive gjort Kur til paa den Maade, maa man være meget fin og
meget begavet.«
Tilsidst holdt jeg et lille Foredrag om, at naar alt kommer til alt,
er den eneste paalidelige Lykke dog den at overvinde Fristelser.
Skønt altsaa mit Stævnemøde havde været umaadelig vellykket og min
Kavallér fuld af Galanteri og Forelskelse, havde jeg besluttet mig
til aldrig at se ham mere.
Christiane bifaldt min heroiske Beslutning, men græd af Medlidenhed
med min forgæves smægtende Hyrde.
Hun skulde bare vide, at Hyrden hedder Alfred Mørch, der beder sin
Hyrdinde om et Kys i samme Tone, som om han bad hende om et Stykke
Rejemad.


21. Februar.

Imorges -- Gudskelov tog jeg selv mod Posten -- Rykkerbrev fra min
Skomager. Seksten Kr. skylder jeg ham for de Laksko, jeg købte til
Ballet hos Eriks Onkel og som Moder troede jeg betalte med de Penge,
jeg den første Februar fik af Grevinde Bjørneklo.
Desværre nej. Thi jeg er i Pengesager Verdens letsindigste Menneske.
Pengene fra Grevinden skyldte jeg min Syjomfru, og det Skrog
erklærede, at hun ikke kunde vente længer.
Nu sidder jeg net i det. Jeg har opgjort min Status, og den udviser
følgende Passiver: 16 Kr. til Skomageren (_maa_ betales meget snart),
5 Kr. til Handskemageren (taaler ejheller lang Henstand) og 5 Kr. til
Christiane -- ialt 26 Kr. Af Aktiver har jeg i kontant Beholdning 1
Kr. 50 Øre, og forresten intet. Med Grevinden er jeg færdig, og
foreløbig har jeg ingen ny Bestilling. De ti Kroner, jeg hver Maaned
faar af Forældrene, forsvinder som Dugg for Solen.
Hvad skal jeg dog gøre? Moder _kan_ ikke hjælpe mig, og desuden tør
jeg ikke tilstaa, at jeg har ført hende bag Lyset. Skulde jeg
forsøge Bedstemoder? Men det er saa vanskeligt at forklare sig
overfor hende; jeg er bange for, at jeg vilde blive stikkende i det.
Jeg véd jo nok, hvor jeg kunde faa Pengene. Erik vilde saamæn
ligefrem blive glad, hvis jeg bad ham hjælpe mig. Men jeg skammer mig
ved at komme til ham. Og vilde han ikke misforstaa det? Ja, _hvis_
jeg var forlovet med ham. Men nu! Nej, nej, for min egen Skyld gaar
det ikke an.
Det er ogsaa utaaleligt at være ung Pige. Til alle Sider og paa alle
Maader er man afhængig -- socialt, moralsk og økonomisk. Havde man
bare Penge nok, saa forresten pyt med det andet. Saa kunde man gøre,
hvad man vilde. Tænk, hvor dejligt at være fri for Gæld og ikke
behøve at nægte sig noget! Ikke behøve, hver Gang man trænger til et
nyt Stykke, at skulle gaa til Moder, som saa atter maa gaa til Fader,
som brummer og giver Ondt af sig og siger Nej ti Gange, inden han
rykker ud med Pengene. Hvor ækle saadanne Penge er, som man
bogstavelig maa tigge sig til, og som kastes til En med vripne
Miner.
Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle
Vanskeligheder. Erik vilde ikke nægte mig noget. Han vilde med Glæde
opfylde mine smaa Ønsker; han vilde gærne se mig saa fin og smuk som
muligt.
For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig
med Erik. Jeg synes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke
kunde ændres.
Men da han saa kom, tøvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent
umuligt. Ligesom at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al
større Lykke -- blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa
Ubehageligheder.
Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af
anden, større Lykke? Men dog, jeg _kan_ ikke. Saa faar det gaa, som
det vil.


22. Februar.

Livet er alligevel ikke saa rent trist. Og der er et venligt Forsyn,
som vaager over Smaapiger i Vaande. Mit Forsyn sidder som en
kappeklædt gammel Kone i en Sofa og hedder Bedstemoder.
Med bævende Hjærte ringede jeg i Formiddags paa hos hende. Gamle
Marie lukkede op og sagde: »Nej, at Frk. Julie virkelig kommer idag.
Fruen har saamæn længtes saameget efter Frøkenen.«
Jeg sad inde hos Bedstemoder -- paa den sædvanlige Visitplads, i
Lænestolen lige foran Sofaen. Paa Bordet var, som sædvanlig, anbragt
et lille Traktement: et Glas Jordbærlikør og en Assiet med Biskuits.
Bedstemoder sad og saá paa mig med sine store rolige Øjne. Jeg
fortalte -- lidt nervøst -- om mine Oplevelser, siden jeg sidst
besøgte hende. »Spis, Barn,« sagde hun. »Og drik Dig et Glas, det
gi'er Kulør i Kinderne.« Jeg tømte Glasset i ét Drag, for at faa Mod,
og jeg begyndte at tygge paa en Biskuit, men den blev mig siddende i
Halsen. Imens snakkede jeg løs, men jeg vidste knapt, hvad jeg sagde.
Bedstemoders Blik veg ikke fra mig, og hun nikkede af og til
betænksomt. Pludselig sagde hun: »Naa, Barn, hvad er der saa med
Dig?« »Der er saamæn ikke noget, Bedstemo'r ...« Men i det samme
havde jeg Øjnene fulde af Taarer.
Bedstemoder nikkede igen, og i en næsten underfundig Tone sagde hun:
»Rejs Dig, Barn, og gaa hen til Kommoden.« »Ja, Bedstemo'r.« »Aabn
saa den øverste Skuffe og tag den graa Bog med Tal udenpaa.« »Ja,
Bedstemo'r, jeg har fundet den.« »Inde i den Bog ligger nogle blaa
Stykker Papir. To af dem er til Dig ...«
»Du søde, velsignede Bedstemoder, Du klogeste og bedste af alle
Mennesker ...«
-- -- Nu er jeg ovenpaa. Skomageren har faaet sine Penge og
Handskemageren kan vente til den 1ste. Han skulde egenlig haft 3 Kr.,
men da jeg kom hjem, slog Frantz mig for dem. Den arme Fyr, han er
ogsaa altid i Bekneb, og idag kunde jeg ikke nænne at se ham
bedrøvet.
Det har været en god Dag for mig.
Erik kom iaften. Han var ogsaa i udmærket Humør. Vi havde følgende
Samtale:
»Véd Du, Julie, at Du begynder at gøre Lykke. Man lægger Mærke til
Dig og finder Dig smuk.«
»Saa? Gør »man« det? Hvem er man?«
»Alfred Mørch.«
Jeg, indvendig rædselslagen, tilsyneladende ligegyldig:
»Han kender mig jo aldeles ikke.«
»Han har set Dig paa Gaden. Han gik med en Ven, der vidste, hvem Du
var. Og jeg vil sige Dig, at han var formelig begejstret over Dig.
Jeg har aldrig hørt ham bruge saa stærke Ord om nogen Dame.«
»Jeg burde naturligvis føle mig smigret. Men undskyld: Jeg er det
ikke. Jeg sætter ikke Pris paa Hr. Mørchs Dom.«
-- -- --
Jo, minsandten sætter jeg Pris paa hans Dom. D. v. s. det morer mig,
at jeg dog altsaa har gjort et Slags Indtryk paa den Træfigur. Og han
har altsaa ikke ganske glemt mig. Ej, ej, min Herre, jeg finder
derudi et sært Behag.
Nu gad jeg blot vide, om han med Flid har fyldt Eriks Øren med min
Ros, for at den skulde gaa videre til mig. Skulde Erik, uden at vide
det, gøre Tjeneste som Postillon d'amour? Ideen er ikke ilde, men
heller ikke ganske fin. Naa, har Hr. M. nogen saadan Beregning,
glæder det mig ialfald, at det Svar, jeg har givet ham gennem hans
Postillon, ikke er absolut opmuntrende.


25. Februar.

I Eftermiddag kom Erik. Da vi blev ene, trak han halvt flov et Brev
frem og gav mig det. Jeg kendte ikke Haandskriften og spurgte: »Fra
hvem?« »Se selv,« sagde han. »Det er forresten kun en Spøg.«
Det var et Brev fra Alfr. Mørch med Indbydelse til sammen med Erik at
spise til Aften hos ham. Min første Følelse var Fornærmelse. Jeg
fandt Spøgen lige smagløs af Erik og Mørch. Da, ligesom jeg, med
Brevet opslaaet foran mig, er ifærd med at bebrejde Erik hans
Opførsel, falder mit Blik paa Begyndelsesbogstaverne af de første
Linjer og jeg læser et Ord -- jeg standser i min Tale, rødmer, bliver
forvirret, rejser mig og gaar ind i mit Værelse. Her lægger jeg
Brevet foran mig:
»Kald det frækt, Frøken, af en Herre,
om hvis Tilværelse De intet véd.
Men, støttende mig til en fælles Vens
Alliance, vover jeg at spørge Dem:
Lod det sig ikke gøre, at De og
Erik og jeg spiste til Aften sammen
næste Torsdag Aften Kl. 7½ i min
Eremitbolig, Halmtorvet Nr. 38?
Tilgiv mig, Frøken, min Dristighed.
Idel Beundring for Dem har for-
ledet mig til at forsøge mig med
denne vistnok løjerlige Invitation.
Erik forsikrer desuden, at hans
nydelige Veninde besidder et fint
og muntert Snille, der vil tyde min E-
pistel i den rette Aand og Mening.
Gud give, at han har talt sandt!
I lige Maade, at mit Brev traf Dem
ved saa godt Lune, at De mildt og
naadigt sagde Ja.
Erik har lovet at bringe mig Svaret.
Tro mig, jeg venter med Længsel og
i bange Uro.
Deres ærbødige Beundrer paa Afstand
_Alfr. Mørch._«
Tilsyneladende er der intet mystisk eller aparte ved dette Brev.
Men læser man, ledet af et hjælpsomt Instinkt, Linjernes
Begyndelsesbogstaver ovenfra nedefter, fremkommer et Brev i Brevet,
en geheime lille Billet, saalydende: »Kom alene til den opgivne Tid.«
Nej, det kunde ingen Tilfældighed være. Det maatte være et snildt
beregnet Spil, hvorom min dristige Kurmager ovenikøbet i det rigtige
Brev gav mig et Vink i Ordene: »Erik forsikrer desuden, at hans
nydelige Veninde har et fint og muntert Snille, der vil tyde min
Epistel i den rette Aand og Mening.«
Hvorfor nægte det? Jeg syntes, Spasen var kostelig. Jeg syntes, det
var helt romanagtigt, ja æventyrlig forvovent, saadan at føre en
dobbelbundet Korrespondance, ligegyldig og uskyldig for Uindviede,
bringende hemmeligt Bud for de Indviede.
I en Fart nedskrev jeg et Svar og bragte det til Erik. Med stræng
Værdighed bad jeg ham læse det, idet jeg udtalte Haabet om, at jeg
for Fremtiden maatte blive forskaanet for hans og hans Vens
Narrestreger.
Mit Svar lød:
»Min Herre!
Alene mit Humør kan De takke for,
at jeg ikke vredes paa Dem.
Snarest er det vel ogsaa Deres
Kammerat, den letsindige Spøgefugl
Erik, jeg bør være vred paa.
_J. M._«
Erik var aabenbart ikke fornøjet med dette Svar. Lad os haabe, at Hr.
M. vil skønne mere paa det, han, der deri vil finde det »maaske«, som
paa sine to Vægtskaale afvejer i farlig Styrkeprøve Julies Dyd og
Letsindighed.


3. Marts.

En vidunderlig, en uforglemmelig Aften. Aldrig har jeg haft det saa
godt. Nu véd jeg, hvad det vil sige at være lykkelig.
Det er saa smukt som en Drøm, og det staar for mig i Drømmes vage
Omrids.
Jeg har været i en lys, straalende Verden, hvor Alt var festligt og
festligt for min Skyld; hvor Alt var ordnet for at glæde mig, og
hvor mine Ønsker var gættede og opfyldte, inden de var fuldbaarne i
mit Hjærte; hvor der kun taltes behagelige og utvungent udvalgte Ord;
hvor Alt syntes indrettet kun paa at nyde ... og nyde fint og uden
Voldsomhed, netop tilpas til at føle et usigeligt Velvære; hvor der
var Fred og Tryghed og slet ikke noget for en bange lille Pige at
skræmmes af.
-- -- --
Jeg husker det Hele kun som en Drøm, en Drøm i lyseblaa Soltaage.
-- -- --
Op ad knirkende Trapper en listende Vandring, med frygtsomme Blik til
alle Dørplader. Saa pludselig en kvælende Hjærteangst ved at se
_hans_ Navn. Men i det samme er Døren aabnet, og en ledende Haand
drager mig varsomt ind.
Inde fra en Stue falder et dæmpet Lys; længere inde, mellem
Portièrer, er der en stærk, festlig Belysning. Saa staar jeg midt i
den og ser mig om i et stort Værelse med mange Møbler. Og en Stemme
siger Velkommen til mig, et Ansigt smiler mig imøde, og Stemmen
fortsætter: »Tak, fordi De kom. Jeg har længtes efter Dem. Vær nu sød
og læg alt det Overtøj, saa skal vi have en _rigtig_ hyggelig Aften.«
Min Angst er med ét borte, jeg er helt sikker og tryg, jeg rækker ham
Haanden, og vi lér til hinanden som gode gamle Venner, der er glade
over at gensés.
Saa er jeg med det samme inde i Fortryllelsen. Føler mig saa ganske
hjemme i disse Stuer, som vistnok har dyre og sjældne Møbler, men som
er uden noget Slags Praleri, bydende kun Hvile og Behag for Legeme og
Sind. Føler mig og behandles som Herskerinde her, som Husets Frue;
synes, jeg hører til her og intet andet Sted.
Jeg føres til Bords. En stilfærdig ældre Pige bringer Maden ind og
ud, skifter Tallerkener, sætter Vin frem, alt uden at der gives nogen
Ordre. Hun synes at betragte det som en selvfølgelig Sag, at jeg
præsiderer ved hendes Herres Bord; hun sér venligt paa mig, og jeg
nikker til hende.
Vi spiser, drikker og passiarer; hans Ansigt straaler af
Elskværdighed og Glæde -- som jeg aldrig havde troet, at det Ansigt
kunde straale --; vi ler og klinker, og da vi er færdige med at
spise, kysser han min Haand, byder mig Armen og fører mig ind i
Dagligstuen, hvor der er tændt en Mængde Lys og Lamper og dog intet
skarpt Lys er; hvor der er varmt og en sød Duft af Hyacinther, og
hvor jeg finder saa bedaarende en Hvile i en mægtig Lænestol, som han
skyder en Skammel hen for og udpolstrer med Puder og Nakkepøller. Saa
gaar han stille omkring mig, giver mig Cigaret, skænker gul Likør for
mig og sætter sig først efter at have spurgt mig, om jeg har det
rigtig godt og ikke trænger til nogetsomhelst.
Og nu er det, jeg helst blev siddende saadan til evig Tid ... her i
hans smukke lyse Stue, mens han taler til mig saa muntert og dæmpet,
saa klogt og ligesom finere end andre Mennesker, og ser saa glad
smilende paa mig med Øjne, der slet ikke er sorte og farlige, men
barnlige og gode. Jeg synes, ja jeg maa give mig selv Lov til at være
saa taabelig, jeg synes, jeg bliver som et lille Barn i hans Stue, og
at han er om mig som de allerbedste Forældre i Verden.
Og hvad nytter det saa, jeg siger til mig selv, at jeg er dum, og at
han maaske i sit stille Sind lér af mig og har mig til Bedste?
Saadan som han har været imod mig iaften, er der Ingen, der
nogensinde har været, saa storartet, saa fuldendt. Har han nogen ond
eller listig Tanke bagved, jeg spørger ikke derom; jeg vil ikke vide
det. Jeg véd kun, at nu slipper jeg ham ikke; jeg véd, at han havde
ikke behøvet at bede mig komme igen, for jeg var alligevel kommen ...
... Jeg véd, at jeg elsker ham, og at jeg er usigelig lykkelig, og at
jeg vil tilbringe Natten med at græde.


4. Marts.

Jeg har gaaet i Søvne hele Dagen. Véd næppe, hvad jeg har sagt og
gjort. Mindes blot, at jeg har været saa sært og sødt vemodig, har
fundet Alt smukt og alle Mennesker gode. Synes, jeg selv har været
saa mild og god, og at jeg maatte vise dem Alle herhjemme, at jeg
holdt af dem.
Gik en dejlig Tur med Moder i det milde Foraarsvejr, den første
Foraarsdag igaar. Er saa yndig træt i hele Legemet, længes efter at
sove godt, sove og drømme.


10. Marts.

En evig Uro er over mig. Hver Dag jager afsted med mig i et Virvar af
Angst og Dødsforagt, himmelblaa Jubel og sort Fortvivlelse. Hvor
bærer det hen? Hvad vil jeg, og hvad vil han med mig?
Men gennem det Altsammen skriger evigt tilbagevendende det angstfulde
Raab: Elsker han Dig? Er han blot forelsket i Dig en Smule mere end i
hvilkensomhelst anden ung Dame, han møder paa sin Vej?
Jeg var hos ham igen igaar. Jeg havde haabet, at han vilde sige
noget, som kunde give mig Klarhed. Men han var stadig den samme: god,
kær, bedaarende sød, men saa uendelig passiv, saa vigende og
tilbageholdende.
Jeg prøvede mig dog frem. Jeg spurgte: »Hvad troede De egenlig, da De
i sin Tid fik det Brev fra mig?« »Jeg troede, det var en Dame, der
var forelsket i mig!« svarede han roligt. »Men da De saa fik at vide,
at det kun var et Væddemaal, hvad saa?« Han kiggede smilende paa mig,
inden han svarede: »Naar jeg skal være ærlig, troede jeg ikke et
Øjeblik paa det Væddemaal.« »De troede altsaa alligevel, at jeg var
forelsket i Dem?« -- »Nej, men da jeg havde set Dem, ønskede jeg, at
De maatte blive det.«
Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med følgende Spørgsmaal: »Og
hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem ... (løgnagtigt) jeg _er_
det ikke, det beder jeg Dem tro ... men _hvis_ --« »Saa vilde jeg
være forfærdelig glad.« »Men det vilde være Synd for mig, for De ...
De ...« Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og
venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den
Diskussion: »Kære De, Spørgsmaalet foreligger jo desværre ikke. Men
jeg indskærper Dem atter, hvad jeg fra første Færd har sagt Dem: De
risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv
frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere
vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besøger
mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine
Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg
være _meget_ lykkelig.«
Paa en vis Maade er det naturligvis pænt og korrekt af ham, at han
intet _forlanger_ af mig. Alligevel, hvis han for Alvor var forelsket
i mig, vilde han saa være saa »hensynsfuld«? Og er Hensynsfuldheden
andet end Forsigtighed, Angst for Ansvar og Ubehageligheder?
Undertiden, naar jeg tænker paa ham, føler jeg en rasende Lyst til at
gøre ham noget ondt, sætte Neglene i hans Ansigt og flaa Masken af
ham ... rive, slide ham i Stykker for at se, om der ingen Lidenskab
er bagved. Mon han kan le rigtig højt, mon han kan græde, mon han
overhovedet kan føle stærkt som andre Mennesker? Jeg kan i mine
Tanker hade ham -- hans evindelig smilende Elskværdighed, hans
uforstyrrelige Overlegenhed, hans uantastelige Korrekthed. Han er en
Mekanik, intet Menneske med Blod, Hjærte og Nerver.
Men jeg véd det: naar jeg ser ham, naar jeg sidder hos ham, saa
synker alt mit Oprør viljeløst ned for ham, han stirrer mig al
Modstandskraft ud af Sjælen med sit sikre, smilende Blik, og hans
milde, faste Ro behersker mig, saa jeg ikke har anden Tanke end at
gøre ham til Behag, ikke anden Lyst end at bøje mig under ham og
lyde ham.
Han siger, at jeg skal dirigere vort Forhold. Véd han da ikke, at han
har mig i sin Haand og kan gøre ved mig, hvad han vil?


12. Marts.

Jeg er forfærdet over mig selv. Jeg, som før intetsomhelst har
foretaget mig uden at betro mig til og raadspørge Moder, jeg lyver nu
for hende værre end en Kineser. Hvor det er lavt, modbydeligt og
ydmygende at skulle lyve saadan. I Grunden skammer jeg mig jo slet
ikke over, at jeg elsker ham og at jeg besøger ham. Det er det eneste
i mit Liv, som har noget Værd. Jeg føler, at jeg vokser ved min
Kærlighed. Det er, som om jeg før vantrivedes i Skygge og nu først
folder mig ud, faar Fylde og Farve i Solen. Hvorfor skal jeg da saa
lumpent behøve at besudle, forsimple min Lykke ved Fornægtelser og
Løgne?
Men hvis jeg var ærlig, hvis jeg sagde Sandheden, et af to skete da:
Enten maatte jeg i samme Nu give Afkald paa ham, eller jeg maatte
forlade mit Hjem og flygte -- hvorhen? Det første _kan_ jeg ikke, og
det andet vover jeg ikke. Ja, om _han_ sagde: »Kom til mig!« Men nej,
nej, det gør han ikke, og jeg vil end ikke forlange det Offer af ham.
Saa er der altsaa ingen anden Redning: Jeg _maa_ lyve, lyve atter og
atter, snige mig til min Lykke, luske mig hjem fra den med Dødsens
Angst i mit Hjærte, altid forberedt paa at blive modtaget med den
dræbende Dom: Du er opdaget.
Jeg lyver, saa Blodet er færdigt at springe mig ud af Neglene af
Skam. Jeg lyver sindssvagt, for jeg kan ikke finde fornuftige og
rimelige Paaskud til, at jeg nu stadigt er ude. Jeg fatter blot ikke,
at Moder endnu intet har mærket.
Det mest oprørende er at skulle skjule min Kærlighed til ham under
Venskab til Christiane. At skulle fornægte ham, som er min Stolthed,
og sværge til hende! At være nødt til at gøre mig behagelig for
Christiane for at sikre mig hendes Hjælp. Allerede nu har hun, i
Følelsen af sin Uundværlighed, antaget en næsten fræk Tone og et
paatrængende intimt Væsen overfor mig. Hun kommer med Spørgsmaal,
der fornærmer mig som en Profanation af det Helligste, og med raa
Plebejer-Graadighed overgramser hun min Sjæls fineste Hemmeligheder,
som jeg end ikke vover at røbe for mig selv.
Jeg kan se mig saa desperat paa hende, at jeg kunde slaa hende i det
runde Ansigt. Min alt andet end elskelige Papa, jeg kunde have kysset
Dig, da Du igaar ved Middagsbordet sagde til mig: »Hvad Fanden er det
for en sygelig Passion, Du har faaet for Christiane? Hun ligner jo,
Herren hjælpe mig, ikke andet end en Klump Hyldemarv med Arme og Ben
af Tændstikker.«


16. Marts.

Han spurgte mig iaften, om jeg skulde giftes med Erik. Jeg svarede,
med Vilje, undvigende og ubestemt. Jeg vilde se, hvad Indtryk det
gjorde paa ham.
Han sagde da: »Ja, Erik vil blive en god Ægtemand. Det er mere, end
jeg kan sige om mig selv. Jeg hører til de Mennesker, som det kan
være behageligt at træffe en Gang imellem, men som det er utaaleligt
at omgaas til daglig. Jeg er baade sær og gnaven, og naar jeg har en
Rolle i Hovedet, er jeg ikke til at komme nær. De tror det maaske
ikke, men der er Dage, hvor det er mig en ren Lidelse at tale med
noget Menneske. Min Kone vilde ikke faa det muntert.«
Hertil bemærkede jeg: »Tak for Advarslen. De skal dog ikke være
bange. Jeg nærer intet Ønske om at blive gift med Dem. Jeg har aldrig
opfattet Dem som Ægteskabskandidat.«
Siden vendte han tilbage til Æmnet.
»Erik altsaa,« sagde han, »kunde De tænke Dem at gifte Dem med?«
Han sad ved Siden af mig i Sofaen; min højre Haand hvilede paa Bordet
foran. Da jeg ikke straks svarede, tog han min Haand og gentog sit
Spørgsmaal, næsten hviskende. Saa sagde jeg, eller tror jeg sagde, at
der var vist en Tid, hvor jeg mente, at jeg burde gifte mig med Erik,
men at nu ... »Hvad nu?« hørte jeg ham hviske. »Nu véd jeg, at det er
umuligt.« »Og hvorfor?« Hans Ansigt var helt henne ved mit, hans Øjne
saá saa bedende, saa varmt ind i mine, jeg følte Blodet stige i mig,
det flimrede og susede om mig, jeg blev saa svimmel ... og saa ...
Ja, saa var det, at han havde kysset mig eller jeg ham, og at jeg
hørte ham kalde mig Du, og fandt, det var den naturligste Ting, at
jeg ogsaa sagde Du til ham. Og saa husker jeg forresten ikke andet,
end at han holdt mig i sine Arme og blev ved at sige med en Stemme,
der endnu skælver i mine Øren og faar mit Hjærte til at banke højt af
Lykke: »Min egen søde, lille Pige, min yndige lille Pige.«
Jo, ét husker jeg endnu. At jeg sagde: »Men jeg er jo slet ikke
yndig!« og at han svarede: »Du er yndigere end nogen Anden. Du er det
skæreste og blødeste og fineste i Verden. Du er netop det, de gamle
Digtere kaldte en yndig Jomfrugestalt.«
Jeg maatte se mig i Spejlet, da jeg kom hjem. Og, min Tro, om jeg
ikke fandt, jeg var ligefrem pæn. Det er vist det, man kalder
Suggestion. _Han_ digter mig smuk, og saa bliver jeg smuk.


20. Marts.

Jeg er bange for min Dagbog. Flere Gange har jeg haft den fremme, men
lagt den fra mig igen uden at skrive i den. For overfor den maa jeg
jo se Sandheden i Øjnene, gøre Rede for mig og gøre mig klart, hvad
det er, der sker med mig. Og jeg tør ikke se hverken i Nutiden eller
i Fremtiden.
Jeg véd, at jeg er paa en Skrænt, og at min Vej uhjælpeligt gaar
nedefter. Jeg aner alle Rædsler, alle Ulykker dernede i Dybet, og dog
drager det mig uimodstaaeligt til sig. For hvert Skridt, jeg tvinger
mig tilbage, glider jeg to frem. Jeg hører allerede Bruset dernede
fra, jeg mærker Bølgernes kolde Skumstænk ... Gud i Himlen, Du kan jo
ikke hjælpe mig, for jeg _vil_ jo, jeg _maa_ jo derned.
Jeg tør ikke tænke, tør ikke sanse. Kun naar jeg er hos ham, har jeg
Fred. Naar han taler til mig, forstummer Hjemmets manende Klokker i