Julies Dagbog - 2

Total number of words is 4884
Total number of unique words is 1527
48.0 of words are in the 2000 most common words
63.7 of words are in the 5000 most common words
71.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
venter hende. Han er da hvert Øjeblik ved Vinduet, aabner det,
spejder ned ad Vejen, lukker, gaar tilbage i Stuen og kommer straks
efter igen. Naar han endelig har opdaget Vognen, ruller han hurtigt
Persiennegardinet ned. En lille Stund flakker hans Skygge ensomt om;
saa dukker pludselig en Skygge til frem, en Dame-Skygge. Derpaa
glider begge Skyggerne bort, og jeg aner, at min Genbo og hans Dame
har taget Plads i Spisestuen ved det beredte Bord, som jeg har set
blive dækket af den ældre, bondeklædte Kone, der er min Genbos
Husholderske.
En Times Tid senere er der festligt oplyst i Dagligstuen. Jeg kan
gennem Persiennetremmerne skimte den funklende Prismekrone med dens
Ringe af blege Stearinblus og Omridset af en vældig gyldent-lysende
Lampeskærm; et Sted er en Persiennetremme brækket, og gennem dette
Kighul ser jeg paa Værelsets Bagvæg et Stykke af et stærkt belyst
Maleri: et Kvindehoved og en nøgen Arm. Men min Genbo og hans Gæst
ser jeg ikke mere. De har sagtens slaaet sig ned i den høje Vægsofa,
der skjules af store Planter, og hvorfra Værelset maa tage sig meget
smukt ud -- med Perspektiv ind i de andre Stuer, som ogsaa er
oplyste, Soveværelset af en grøn Ampel, der tegner sig som en sløret
Maane paa de hvide Puf-Rullegardiner.
Saa sidder jeg, mens vi holder Skumring hos os, og fantaserer i min
Karnap-Lænestol. Jeg prøver paa at tænke mig derovre hos Genboen --
tænke mig i hendes, den tilslørede Dames Sted. Hvem kan hun være? Er
det tænkeligt, at det er en pæn Dame, en Dame, som jeg kunde have
truffet sammen med, en Dame, der hører til det gode Selskab og som
maaske, saasnart hun forlader min Genbo, optræder som dydig Datter af
agtede Forældre -- ligesom jeg? Men sæt nu, at jeg var hende, var det
da muligt, at jeg, efter at have været derovre, vendte hjem, uden at
Nogen kunde se eller mærke noget paa mig, uden at jeg vilde synke i
Jorden af Skam over mig selv? Nej, nej, umuligt! Det er ingen Dame,
der besøger min Genbo. Det er et foragteligt Væsen, et Fruentimmer
af den laveste Art. Men hvorfor er hun da saa bange for at blive set?
hvorfor kommer hun saa forsigtigt tilsløret? En Demimondedame vilde
ikke behøve at skjule sig. Desuden -- jeg véd ikke, men der er noget
saa ubestemmelig fint og frygtsomt, saa spejdende og saa
sødt-forbryderisk over hende, naar hun, efter først ligesom at have
betænkt sig, raskt aabner Porten. Hun _maa_ være en Dame. Maaske
ovenikøbet en meget fornem Dame.
Og nu flyver min Fantasi i vild Fart afsted med mig.
Det er en fornem Dame, der besøger sin Elsker. Hvem er han og hvorfor
har han skjult sig herude paa den stille Forstadsvej? Det var ved den
sidste store Hoffest, da Fyrster fra alle Lande samledes paa
Kongeborgen. Da traf de hinanden, han en fremmed Fyrstesøn og hun en
dansk Godsbesidders dejlige Datter. Den unge Prins blev saa betagen
af den unge Grevinde, at han ikke kunde glemme hende. Og, mens han
foregav en Rejse til Orientens fjærne Riger, vendte han Kursen
tilbage mod Nord, lejede sig gennem sin gamle tavse og tro Tjener en
afsides beliggende Bolig og sendte hemmeligt Bud til sin Elskede: jeg
er her og venter Dig.
-- -- De sidder derovre, der er fint og lunt, og der lugter godt.
Ilden knitrer i Kaminen, der staar Vin i slebne Karaffer og Frugt i
Krystalkummen paa Bordet. De sidder i Sofaen; saa lægger han sin Arm
om hendes Liv, de løfter deres Glas op i Skæret fra Lysene; de ser
paa den funklende Vin, og de sér smilende og lykkeligt paa hinanden,
idet de støder Glassene sammen. Saa siger han: »Min yndige Grevinde,
Timerne flygter fra os. Mødets Stund er snart forbi. Siig mig, elsker
Du mig som tilforn?« Og hun svarer, mens hun holder Armene om hans
Hals og ser ham dybt i Øjnene: »Du, min Prins, Du straalende og
mægtige, læg din Haand paa mit Hjærte og føl, hvor det banker. Det
banker af en altid stærkere Længsel efter Dig.«
Eller hun ligger knælende, i sin lange hvide Silkekjole foran ham, og
hans Haand stryger gennem hendes opløste brungyldne Haar. Og han
siger: »Mange Kvinder har jeg elsket, men ingensinde har jeg smagt
saa liflig en Vin som den, jeg har drukket af dine Læbers
Koralskaal. Mange Kvinder har sagt, at de elskede mig, men aldrig har
jeg hørt saa daarende Musik, som naar dine Kys tilhviskede mig: jeg
elsker Dig.« .... Men hun ligger ganske stille, sér blot op mod ham,
og i hendes lange Øjenhaar hænger to lykkeskælvende Taarer.
Men naar alle Lys i Gadens Huse er slukkede og der kun hos dem
brænder en Ampel som en sløret Maane, da fører han sin Elskede hen
til Vinduet, slaar Gardinet tilside og, mens de stirrer ud i den
stille, hvide Vinternat, peger han paa Vinduet ligeoverfor, og han
siger: »Sér Du, dér bor en stakkels lille Pige. Dag efter Dag sidder
hun, som en Sisken i Bur, og længes. Længes uden at vide efter hvad.
Føler dog, at Livet er ikke at sidde bag en Rude og male Roser og
Violer paa Porcellæn. Aner, at Elskov er den Maler, som sætter Roser
paa unge Pigers Kinder, Violer i deres Blik. Stakkels blege Pige!« Og
hun, den stolte, smukke Kvinde, hun knuger sig frysende ind til sin
Elsker, og hun græder af Medynk over den ukendte Piges Savn og af
Angst for at miste sin egen Lykke.
-- -- -- Saadan sidder jeg og fantaserer og har selv Taarer i Øjnene,
fordi jeg synes, det er saa usselt og armt det Liv, jeg fører --
indtil en Støj ved Døren og et pludseligt Lys river mig ud af mine
Fantasier. Det er Fader, der gaar gennem Stuen for at se efter i
Entréen, om _Berlingske_ Aftenavis er kommen.
Han gaar tavs gennem Stuen med sit Lys i Haanden; men paa
Tilbagevejen siger han: »Var det nu ikke snart paa Tide, at I fik
tændt?«
Saa retter Moder sig i Sofaen, hvor hun har ligget og halvslumret --
eller maaske fantaseret ligesom jeg -- og jeg gaar ned fra
Vinduesforhøjningen, henter Tændstikker og tænder Hængelampen.
Og i Begyndelsen, uden at være oplagt til at tale, hver i sine
Tanker, sætter Moder og jeg os til vort Arbejde ved den store Sykurv,
der altid er fuld af Strømper, Linned eller Dækketøj, som skal
efterses; thi i vort Hus repareres Tingene ti Gange, før de
kasseres.


16. Januar.

Hvor taabeligt jeg bar mig ad i Formiddags. Moder og jeg var paa vor
sædvanlige Tur. Udenfor en Boghandlerbutik -- det var i Nygade --
stod en pelsklædt Herre. Idet vi passerede ham, vendte han sig om.
Jeg saá kun hans Øjne, de mødte mine med et lynsnart gennemborende
Blik, jeg vidste i det samme, at det var ham, Skuespilleren fra
forleden, Scheiken fra _Suleima_. Det var, som det svimlede for mig,
mit Blod standsede, men straks efter følte jeg, hvordan det foer mig
til Hovedet og gjorde mig purpurrød i Ansigtet. Det Hele varede kun
et Par Sekunder; han var allerede forsvunden, og Moder havde
heldigvis ikke lagt Mærke til min Opførsel. Jeg Fæ. Hvad gik der dog
af mig? En fremmed Herre ser tilfældigt paa mig, tankeløst og
ligegyldigt, og jeg er daanefærdig.
Jeg er rasende paa mig selv, jeg kunde have Lyst til at banke mig
selv. Og jeg er rasende paa ham. Nu tror naturligvis den indbildske
Skuespiller, at han har gjort et overvældende Indtryk paa mig. En ny
Erobring -- og en latterlig let.
... Der er dog sære Træf i Livet. Nu havde den Skuespiller ikke været
i min Tanke siden hin overspændte Suleima-Drøm; jeg havde egenlig
glemt ham. Saa møder jeg ham i Formiddag, og i Eftermiddag hører jeg
ham omtale.
Jeg var til Fødselsdag hos min Kusine, Emmy Lorenzen. Emmy, der er 37
Aar og Enke efter en Vingrosserer, er Verdens største Pjattegaas.
Under en kærligt deltagende Maske og med sukkersøde Ord fortæller hun
de skandaløseste Ting om Albyens Mennesker, baade dem, hun kender, og
dem, hun ikke kender. Jeg tilstaar forresten, at det morer mig at
høre hendes Sladder -- man er ligesom lidt »med«, naar man har
faaet en »Time« hos hende. Men bagefter har jeg en modbydelig
Kvalmefornemmelse ved at tænke paa hendes Oversnagen; det er, ligesom
man var bleven klæbrig baade paa Sjæl og Legeme, og man føler Trang
til en grundig Afskylning ind- og udvendig.
Mens jeg nu sad og legede med hendes to søde Smaapiger, hørte jeg
Emmy, der var i Lag med et Par ligesindede Veninder, nævne Alfred
Mørchs Navn. Jeg nægter ikke, at jeg blev nysgærrig, og at jeg
distraheredes i min Leg med Børnene. Med det ene Øre var jeg henne
ved det hviskende Snadrekompagni, der stak Hovederne sammen og saá
uhyre betaget og indigneret-henrykt ud.
Hvad jeg opsnappede af Samtalen, var følgende: Alfr. M. havde forført
en ung Pige. Nu var den unge Pige bleven sindssyg, og hendes Broder
havde svoret at ville dræbe M. Historien var saa paalidelig, som den
vel kunde være, for min Kusine havde den fra en Dame, hvis
Rengøringskone var Tante til selve Tjenestepigen hos den forførte
unge Piges Forældre.
Men det var ikke nok hermed. Hr. M. havde en Mængde andre
Skændigheder paa sin Samvittighed. »Ingen Dame kan modstaa ham,«
sagde Emmy med en lækkersulten Gysen. Paa dette Tidspunkt blandede
jeg mig i Samtalen og spurgte: »Hvad vil det sige, at ingen Dame kan
modstaa denne Hr. Mørch? Hvilken hemmelighedsfuld Magt besidder han
da?«
»Ja, min søde Pige, tag Du Dig bare iagt,« svarede Emmy. »Jeg skal
sige Dig, hvad man fortæller om Alfr. Mørch. Han hypnotiserer de
Damer, han lægger an paa. Han ser stift paa dem med sine blanke,
sorte Øjne, og væk er de. Han skal ogsaa tage En saa underligt i
Haanden -- det skal være, ligesom der risler en varm Strøm igennem
En, bare han rører En.«
Skønt jeg fandt Emmys Skildring af den slemme Hr. M. usigeligt
latterlig, maatte jeg dog med en vis Ængstelse mindes mit Møde med
ham om Formiddagen. Jeg lod imidlertid som intet og spurgte i en
ligegyldig Tone: »Hvem er han egenlig, denne forfærdelige Don Juan?
Hvorfra stammer han? Jeg synes, man hører saa lidt om ham som
Skuespiller.«
Og nu fik jeg følgende romanagtige Beskrivelse: Mørch gik for at være
Søn af ganske jævne Borgerfolk i en Provinsby. Men i Virkeligheden
var hans Fader en meget fin Mand, og Moderen, som vistnok var død,
skulde have været Guvernante hos en udenlandsk Diplomat. Saameget var
sikkert, at Mørch, lige fra han kom til Kjøbenhavn som ung Student,
havde haft mange Penge at raade over og paa en paafaldende Maade var
bleven protegeret. Han havde først studeret Jura, men var nu for to
Aar siden gaaet til Teatret. Nogle ansaa ham for et stort Talent, men
de Fleste syntes ikke om ham som Skuespiller.
»Jeg finder, han er udmærket i _Suleima_,« var jeg saa uforsigtig at
bemærke.
»Men Gud, min sødeste Pige,« sagde Emmy, »i _Suleima_ har han jo ikke
ti Ord at sige.«
»Nej, men desmere spiller han med Øjnene,« faldt en af de andre
Pjattesøstre ind.
Herover lo de Alle meget, og jeg tvang mig til at le med; jeg syntes,
der var noget, jeg maatte skjule, og jeg var yderlig misfornøjet med
mig selv.
Men Emmy klappede mig paa Kinden med sin fugtige Haand og smiskede:
»Ja, søde Barn, de Øjne, de Øjne ... tag Dig vel iagt for dem.«
-- -- Det var i det Hele taget en rigtig modbydelig Dag. Jeg føler
mig tilmode, som om jeg har været i daarligt Selskab og er bleven
raat behandlet og ikke engang har haft Selvfølelse nok til at værge
mig.
Jeg kunde græde af Harme. Nu vil jeg tvætte mig ved at læse, inden
jeg falder i Søvn, J. P. Jacobsens Digt om Volmer og Tove:
For alle mine Roser har jeg kysset ihjæl,
alt mens jeg tænkte paa Dig.


20. Januar.

Erik kommer hjem om otte Dage. Jeg havde Brev fra ham imorges. Det er
sandelig ogsaa paa Tide, han kommer, for jeg gaar her og bliver
befængt med alle Slags sygelige Tanker.
Men nu skal det være forbi. Erik bringer Fornuften og Sundheden med
sig. Vi vil snakke godt og fortroligt sammen, og jeg vil sige ham
rent ud, at vi helst maa gifte os straks. Det duer ikke for mig at
gaa længere herhjemme og leve paa Virkeligheds-Smalkost og saa tage
en daarlig Revanche i min egen og Moders Drømmeverden.
Ja, det skal blive dejligt at komme ud af alt dette, at blive
omplantet i en stærk og kærlig Jord, at føle man har noget at leve
for, at have sit eget hyggelige Hjem, hvor man kan trække Vejret
frit, hvor Luften ikke er tung af Nag og Græmmelse, brudte
Forhaabninger og hver Dags pinefulde Bekymringer.
Selv det, ikke daglig at skulle se Moders sørgmodige Ansigt, vil
føles som en Husvalelse. Ja, min egen søde Mo'r, det er stygt af mig
at tænke saadan. Men Du vilde tilgive mig, hvis Du rigtig vidste,
hvor ilde det staar til med mig -- at min unge Sjæl slider sig
tildøde som et Dyr i Bur. Paa en eller anden Maade maa jeg ud. Det
ender med, at jeg gør en Dumhed, hvis mit Haab til Erik skuffes. Nej,
nej, det _maa_ ikke ske. Erik, dit Navn er den Talisman, jeg bruger
mod alle onde Fristelser.
Ogsaa mod de sorte Øjne, der nu er over mig i mine Drømme. De sorte
Øjne, som jeg foragter og spotter, men som ikke slipper mig; som
pludselig lyser mig imøde, bedst som jeg tror dem fordrevne, -- fra
Hjørner og Kroge, fra Gardinernes Folder, fra Mørket i mit Værelse,
naar jeg vaagner om Natten. Deres Glans lammer min Vilje, jeg bliver
kold om Hænderne og hed i Hovedet. De er der pludseligt og kommer saa
nærmere og nærmere. De er alvorlige og bydende, de ser paa mig med en
sikker og rolig Vilje. De siger til mig: Følg! De har været mig saa
nær, at jeg har følt deres Blik svidende i mine Øjne, og jeg har
grebet mig i at rejse mig for at følge dem.
Men det er jo Vanvid. Jeg har sagt det atter og atter til mig selv:
Hvad har jeg med de Øjne at gøre? De vil jo heller ikke Dig noget.
Dér møder jeg et Menneske, jeg ikke kender. Han sér paa mig, og jeg
bærer mig ad som en tosset lille Skolepige. Jeg hører siden en
taabelig Snak af pjattede Fruentimmer ..... naa, hvad saa? Dermed
burde den Historie være forbi. Men nej, istedetfor begynder den nu
først ret. Skønt det er ikke sandt. Øjnene har forfulgt mig, lige
siden den Aften, jeg var til _Suleima_. Nu véd jeg det -- det var
Øjnene, der bortførte Suleima. Jeg husker slet ikke, hvordan han
ellers saá ud, jeg mindes end ikke Klangen af hans Stemme.
Ja, ganske sikkert, Du er paa Veje til at blive gal, Julie. Og det er
paa høje Tid, at Erik kommer. Jeg hilser Dig, min kære Ven, jeg
hilser Jer, mine kære, gode, blaa Øjne.


23. Januar.

Jeg var i Formiddags inde i Pulterkamret for at finde noget Lærred i
Dragkisten. Mens jeg rodede rundt i den, fik jeg pludselig fat i et
stort sort Slør. Jeg har aldrig set saa tæt et Slør, og det var til
at tage over Hovedet som en Hætte. Jeg tog det paa og kunde næsten
ikke se igennem det. Og da jeg kiggede i det gamle Spejl paa Væggen,
lignede jeg en formummet Nonne.
Hvorfra mon Moder har det Slør, og hvad mon hun har brugt det til?
Jeg vilde have spurgt hende iaften, men da det kom til Stykket, lod
jeg alligevel være.


26. Januar.

Jeg sad ved Vinduet i Formiddags. Sneen faldt stille og blødt, i
store Flager, rigtig det jeg kalder en Julesne -- hvide Vinterfugles
sagte dalende, sindigt kresende Myriader.
Der kom henad den mennesketomme Vej en Vogn med hvid Kaleche og hvid
Kusk og dragende to sorte Furer i den dunbløde Sne. Vognen holdt
udenfor vort Genbohus. Det var »Favoritindens« Karet. Hun hoppede ud,
var allerede henne ved Porten, og allerede havde Vognen igen sat sig
i Bevægelse. Da vendte hun sig rask om, slog Sløret tilside og kaldte
Kusken an for at give ham en Besked.
Det var kun et flygtigt Syn, men jeg glemmer det ikke. Jeg glemmer
ikke det Skær af -- ja af Sejr og Lykke, der var over hendes
Skikkelse og Ansigt. Den sorte Pels stod aaben, hun bar en Brystbuket
af lyserøde Roser, og Ansigtet var selv en lyserød Rose, tittende
frem af det sorte Kniplingsslør. Med den ene Haand løftede hun Kjolen
graciøst, den anden -- Handsken var straagul -- holdt Sløret tilside.
Snefuglene flagrede ned om hende, hun stod dér som Foraar i Sne, saa
varm og frisk, saa faur og fin.
Saa var det yndige Syn borte. Porten lukkede sig efter det.
Men pludselig faldt det mig ind, at det var første Gang, jeg havde
set hende komme ved højlys Dag, og at jeg i den sidste Uge slet ikke
havde set den anden unge Dame, hende, der plejede at besøge min Genbo
om Formiddagen.
Var hun syg eller bortrejst -- eller skulde det helt være forbi for
hende? Døren ubarmhjærtigt lukket, Rivalinden Eneherskerinde?
Og jeg saá paa de grimme sorte Furer, Vognen havde draget i den hvide
Vej, saá paa dem, mens de langsomt fyldtes af den dulmende, dækkende
Sne, indtil de kun tegnede sig som mindende Ar.


29. Januar.

Erik er kommen. Han var her et Øjeblik igaar Aftes, og idag har han
spist til Middag hos os.
Den gode Dreng, hvor han glædede sig over at se os igen, og hvor
uforandret han var. Han er sandelig ikke bleven »Evropæer« af at leve
i de store Byer. Ligesaa lystig, næsten »drenget«, som i gamle Dage;
ligesaa køn og sund, men ogsaa ligesaa nonchalant med sit ydre
Menneske. Den eneste Forandring, jeg kunde opdage, var, at hans
rødbrune Skæg var blevet studset spidst og begavet til, at Haaret var
klippet paa Maskine, saa det lignede en Stubmark, og at Fippen var
vokset og vikset en halv Tomme længere. Men Jakken sad skævt som
sædvanlig, med den venstre Lomme, som han altid borer Haanden ned i,
udposet og blank, og Slips og Flip var stadig lige konfirmandagtige
-- »nedfalden med sort Humbugsløjfe.«
Han trænger absolut til kvindelig Omsorg. Har Forsynet udset mig til
denne Gærning, skal han minsandten nok blive vellykket. Han har
nemlig gode Betingelser for at kunne stiliseres. Jeg har tænkt mig at
udstyre ham som »det moderne Fremskridt« -- djærv og enkel Elegance:
altid stram sort Redingote, med ventende Knaphul, dertil mørke
fintstribede Benklæder; tillidvækkende Korrekthed: velstrøget
Silkehat, rødbrune engelske Hundeskindshandsker, høje, lukkede
Officersflipper.
Ja, min Ven, Du kan rigtignok forlade Dig paa, at Du skal blive
dejlig. Vent Du bare.
Jeg betænker mig ikke paa at erklære vor Middag idag for belivet.
Selv Hs. Majestæt Gnavpapa behagede allernaadigst at være i
indladende Humør. Han havde ligefrem et Anfald af Ømhed overfor mig
-- hvilket gav sig Udslag i, at han med to lange Fingre prikkede mig
paa Kinden og, med et Glimt af Smil gennem Brillerne, hviskede: »Naa,
er Du saa i bedre Kulør? Behøver Professorens Datter ikke længer at
sidde »alene i Dagligstuen og nynne paa en Vise, hun havde lært
udenad«?«
Vi fik fin Mad og drak en Mængde italiensk Rødvin -- et Minde om
Faders letsindige romerske Nætter. Erik var beundringsværdig. Han
sludrede løs, som om det virkelig var et gemytligt Selskab, han
befandt sig i. Fader formelig lo, saa det klukkede i ham -- det lød,
som naar Vand løber igennem en tilstoppet Hane, -- da Erik fortalte
ham om en »Symbolist-Udstilling« i Wien. Erik er nu lige godt mere
durkdreven, end jeg havde troet. Sad han ikke dér og indyndede sig
hos min vermehrenske Papa ved at bespotte den unge Kunst, der ellers
er ham hellig! I Guds Navn, alle Kneb gælder.
Ved Kaffen drak vi ægte gammel Munke-Likør -- hvilket i vort Hus
betyder, at Stemningen var paa Højdepunktet. Naar Fader skænker sig
en Benediktiner, kan jeg se, at det indeni ham siger Ernst Meyer.
Lidt senere fandt jeg mig siddende alene i Dagligstue-Sofaen med
Erik. Og jeg tænkte: Se saa, nu kommer det. -- Jeg véd ikke, om jeg
var glad eller ked af det -- jeg véd blot, jeg fandt det lidt
taktløst og latterligt, at de Andre saadan havde arrangeret
Situationen for os.
Erik sad nogle Øjeblikke og dampede stærkt paa en Cigar, saa Ilden
glødede frem under den hvide Aske. Jeg kunde se, han var nervøs.
Endelig sagde han: »Jeg er saa glad ved at se Dig igen, Julie.«
»Jeg er ogsaa glad over, at Du er kommen hjem.«
»Jeg har længtes meget efter Dig mellem alle de fremmede Mennesker.«
»Du skrev dog saa sjældent og saa lidt.«
»Du véd, jeg har saa vanskeligt ved at udtrykke mig brevligt.«
»Var der da slet Ingen dérnede, Du var glad ved at være sammen med?«
»Jo, der var En. En Dansk, jeg traf i Pensionatet, hvor jeg boede.
Ham blev jeg Ven med. Og med ham talte jeg ofte -- ogsaa om Dig.«
»Om mig, Erik?«
»Ja, jeg fortalte ham, at jeg havde en lille »Plejesøster«, en Datter
af den Mand, hos hvem jeg i mine Studereaar var i Huset, en ung
Pige, som altid havde været saa sød og god imod mig ...«
»... For hvem Du havde begaaet tusind gale Streger og som Du ofte
reddede fra den mørke Stue eller Faders Spanskrør ved at tage hendes
Synder paa dine Skuldre. -- -- Men denne Ven, hvor er han nu? Stadig
i Wien?«
»Nej, han rejste derfra længe før jeg. Han skulde være hjemme til
Sæsonens Begyndelse.«
»Til Sæsonens Begyndelsen?«
»Ja, han er Skuespiller.«
»Og han hedder?«
»Alfred Mørch. Har Du aldrig set ham?«
-- Jeg tror nok, at det gav et Skrig indeni mig, men jeg bekæmpede
mig. Og jeg sagde i en ligegyldig, næsten foragtelig Tone:
»Alfred Mørch? Aa jo, jeg har en enkelt Gang sét ham. Han spiller
forresten kun Smaaroller og er vist uden Talent. Berømt er han ikke.
Til Gengæld er han i høj Grad berygtet.«
Erik lo lidt irriteret. »Herregud -- sagde han -- vil Du virkelig
bryde dig om Sladder? Jeg troede, Du var for honnet dertil?«
Eriks Reprimande gjorde mig vred, ligefrem løgnagtig. Jeg svarede:
»Jeg bryder mig ikke om Sladder. Jeg holder mig kun til, hvad jeg
véd.«
»Og hvad véd Du da?«
»At din brave Ven paa en skændig Maade har forført en ung Pige og
bagefter sveget hende.«
Erik sad et Øjeblik tavs. Saa sagde han: »Jeg kan ikke tro det. Det
ligner saa lidt Mørch, han er det fineste Menneske, jeg kender. Han
lover sikkert ikke mere, end han holder. Noget andet er, at han har
haft adskillige Kærlighedshistorier. Han gør -- og med Rette -- stor
Lykke hos Damer, og jeg véd, at han ofte faar Breve med Anmodning om
Stævnemøder.«
»Det er han vel forfærdelig stolt af, siden han har fortalt Dig det?«
»Aa nej, men det morer ham, og det finder jeg kun naturligt. Han
reflekterer ikke paa de smigrende Tilbud.«
»Men viser som ægte Gentleman Brevene til sine Venner?«
»Du kan berolige Dig, de er anonyme.«
Jeg var saa ophidset, at jeg gærne kunde have givet mig til at græde.
Af hvilken Grund, det vidste jeg ikke. Jeg syntes, tror jeg, det var
oprørende -- oprørende dumt ogsaa --, at Erik vilde sidde og forsvare
denne Skuespiller overfor mig. Han burde jo tværtimod have hjulpet
mig at trænge ham ud af min Tanke. Nu troede jeg, at jeg havde vundet
Fred for ham, og saa kom Erik og ligefrem væltede ham ind paa mig.
Naturligvis, Erik kunde jo ikke vide .... alligevel, jeg fandt ham
næsten ynkelig, som han sad dér og forsvarede sin Ven med de sorte
Øjne.
Og I, mine omhyggelige Forældre, som blev narrede. Alt havde I ordnet
saa godt for Jeres Datter, god Middag, Vin, gamle Minder og Skumring,
og da saa Mama kom ind med Lampen, fulgt af den nysgærrigt kiggende
Papa, fandt de Parret siddende forstemt, hver i sit Sofahjørne.
Det var baade til at le og græde over.


5. Februar.

Hver Dag brænder Frieriet Erik paa Tungen, men saa snart jeg mærker,
at nu bryder det ud, straks er jeg der med Sprøjten og slukker Ilden.
Hvor skikkelig, hvor godmodig egenlig saadan et Mandfolk er. At Erik
ikke pludselig slaar i Bordet for mig og siger: »Nu kan det være nok,
min gode Pige. Ingen Abekattestreger længer. Vil Du eller vil Du
ikke?« --
Jeg tror, det var klogt af ham, om han engang tog mig saadan i
Kardusen og fik mig til at makke ret. Jeg kunde lide at høre ham
blive rigtig vred; jeg tror, jeg vilde elske ham, hvis jeg en Gang
havde følt mig lille og bange under hans stærke Haand. Men nu sidder
han og glipper af Befippelse for, at jeg skal sætte det trætte og
ligegyldige Ansigt op, som jeg bruger til at slukke ham med.
Hvorfor jeg er saadan? Er det alene Fruentimmer-Djævelskab, Vigtighed
og Plagelyst?
Nej, nej. Det er det ikke. Men jeg kan ikke hitte ud af det. Jeg véd
ikke, om det ikke er Synd baade for ham og mig, at vi gifter os. Du
gode Gud, naar jeg allerede nu er saadan imod ham, hvor ligefrem
infam vil jeg da ikke blive, naar vi først er gifte og jeg har ham
fra Morgen til Aften, og -- fra Aften til Morgen!
Egenlig har jeg altid haft den samme Følelse overfor Erik -- lige fra
jeg var en ti Aars Tøs og han en 17-18 Aars Student. Jeg kunde
forfærdelig godt lide ham, jeg hang evig og altid over ham. Men saa
lille jeg var, tyranniserede jeg ham. Jeg forstod straks, at jeg var
den stærke, og jeg nød min Magt med en Blanding af Velbehag og
ubevidst Foragt. Jeg husker en Dag, jeg havde plaget ham ganske
særligt. Han havde travlt og havde bedt mig om at lade ham i Fred.
Men næppe var jeg ude af hans Stue, før jeg var der igen. Jeg kilrede
ham paa Næsen med et Straa, jeg rev hans Blyant fra ham, jeg trak i
Papiret, saa han tegnede forkert -- jeg var rigtig saa utaalelig, som
et forkælet, uvornt Barn kan være. Tilsidst blev Erik ogsaa for Alvor
vred. Han greb mig i Armen, løftede sin Haand ... Da saá jeg op paa
ham, lo trodsigt og sagde: »Slaa, om Du tør!«
Han lod Haanden falde, fik Taarer i Øjnene og klappede mig paa
Haaret: »Lille Julie maa ikke være vred paa mig. Det var stygt af
mig!«
Aa, Erik, Du oprørende dumme Menneske, hvorfor gav Du mig ikke den
Lussing, jeg saa ærligt havde fortjent! Meget havde da maaske nu
været anderledes.
For hvad nytter det, at Moder med Strænghed taler din Sag. Hun, min
blide Moder, kalder sin højtelskede Datter intet mindre end
»hjærteløs Kokette« og indprænter mig med de kraftigste Ord, at jeg
maa prise mig lykkelig ved at have vundet din Fortræffeligheds
Hjærte.
Ja, men vind _Du_ mit Hjærte, det er Sagen. Tag det med myndig
Erobrerhaand, gør mig en eneste Gang blot en lille Smule bange. Lig
mig ikke altid for Fode, saa skikkelig, saa bedende, saa irriterende
»ganske som Du vil, min Engel«.


10. Febr.

Der var Bal igaar hos Eriks Onkel, Fabrikant Glerup. Jeg havde glædet
mig aldeles barnagtigt til det Bal -- mit første og formodenlig
eneste i Vinter.
Og saa blev det den bare Kedsommelighed og Fortrædelighed.
Hvor jeg er forbitret paa Erik. At han kunde opføre sig saa ufint,
saa taktløst!
Nu bagefter forstaar jeg godt det Hele. Ballet var beregnet paa at
være en Festligholdelse af min og Eriks Forlovelse. For de Andre har
det været en Skuffelse, at de ikke kunde faa den Knallert til
Kransekagen; men for Erik har det været en flov Historie. Og saa har
han troet at kunne redde Situationen ved at trænge sig ind paa mig
med et Væsen og en Opførsel, saa alle maatte tænke: Vist er de
forlovede, de vil bare ikke endnu have det offenligt.
Jeg har aldrig set Erik saadan. Han opførte sig som den værste
Kræmmersvend. Han vimsede om mig med flove Galanterier, ved Gud om
han ikke ogsaa, under Kotillonen, kyssede mig paa Haanden. Han kan
takke min Velopdragenhed for, at jeg ikke gav ham et forsvarligt
Munddask. Men da han tilsidst ude i Entréen vilde hjælpe mig mine
Galochestøvler paa, og, i Overværelse af nogle andre Herrer og
Damer, sagde mig en Kompliment om min yndige lille Fod, gav Foden
ham, meget yndefuldt, men ganske eftertrykkeligt, et Puf, saa han
dejsede bagover og siden entholdt sig fra graciøse Bemærkninger.
Og de Andre -- baade Eriks Familie og de Fremmede! De kom med
skælmske Hentydninger og elskværdige Næsvisheder. Naar en Herre
inklinerede for mig, skéte det med følgende Fiksfakserier: »Hvis
Frøkenen kan _afse_ mig blot et flygtigt Øjeblik!« eller: »_Hvis_ det
er _tilladt_!« Og Erik, der hele Aftenen var klinet op ad mig,
bukkede med et affabelt Smil, som om det var ham, der gav
Tilladelsen.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Julies Dagbog - 3
  • Parts
  • Julies Dagbog - 1
    Total number of words is 4756
    Total number of unique words is 1617
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 2
    Total number of words is 4884
    Total number of unique words is 1527
    48.0 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 3
    Total number of words is 4777
    Total number of unique words is 1414
    48.6 of words are in the 2000 most common words
    63.2 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 4
    Total number of words is 4872
    Total number of unique words is 1399
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    75.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 5
    Total number of words is 5017
    Total number of unique words is 1304
    53.8 of words are in the 2000 most common words
    71.2 of words are in the 5000 most common words
    79.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 6
    Total number of words is 4958
    Total number of unique words is 1382
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    73.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 7
    Total number of words is 4794
    Total number of unique words is 1463
    50.4 of words are in the 2000 most common words
    65.9 of words are in the 5000 most common words
    73.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 8
    Total number of words is 4812
    Total number of unique words is 1409
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    68.2 of words are in the 5000 most common words
    75.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 9
    Total number of words is 4824
    Total number of unique words is 1427
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    73.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 10
    Total number of words is 4053
    Total number of unique words is 1205
    53.5 of words are in the 2000 most common words
    70.1 of words are in the 5000 most common words
    79.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.