Julies Dagbog - 7

Herregud, Postbudet har haft travlt og i Farten rykket lidt stærkt
til. Fra hvem mon forresten Brevet var, jeg kendte ikke Skriften. Jeg
rejste mig og tog det. Det var en gammeldags, lang og smal Konvolut,
og Skriften vaklede ubehjælpsomt frem og tilbage med store klodsede
Bogstaver. Der var ogsaa Fejl i Bogstaveringen. Hvem kunde det dog
være fra? Jeg kendte ellers altid Skriften paa de faa Breve, Moder
fik.
Skulde det være fra Bedstemoders gamle Pige med Meddelelse om, at
Bedstemoder var bleven farlig syg? Nej, det var ikke rimeligt. Vi
havde faaet Bud og ikke Brev.
Men fra hvem da? Pludselig gav det et Angstskrig inde i mig. »Brevet
angaar Dig! Det er et anonymt Brev om Dig!« Jeg kom igen til at
ryste, saa jeg næppe kunde holde Brevet i mine iskolde Hænder. Ja,
naturligvis var det saadan. Skriften var fordrejet, det var tydeligt,
og Afsenderen havde med Flid gjort Stavefejl. Skulde det være fra
_hende_? Hun havde jo sét mig gaa op til ham. Nej, nej, hun var god
og fin, havde han sagt. Men alligevel, naar Folk er skinsyge, begaar
de Handlinger, de ellers vilde foragte. Forresten, det kunde være
mange Andre. Hvad vidste jeg, om jeg ikke var bleven set og genkendt
utallige Gange, naar jeg besøgte ham.
Saa var jeg fortabt. Om lidt kom Moder hjem, hun vilde finde Brevet
og bryde det ... jeg saá hendes fortvivlede Blik, saá hende vakle og
falde.
Nej, jeg _maatte_ vide, hvad det Brev indeholdt. Op for Lyset med
det. Der var intet at se. Med en Naal prøvede jeg at faa det listet
op. Det var altfor fast lukket. Jeg havde ikke længer Sans og
Samling. Med rystende Hænder rev jeg Konvolutten itu -- og med et
Befrielsens Suk, udmattet af Spændingen, lykkelig, men flov sank jeg
ned i en Stol med det frygtelige Brev i Haanden. Det var -- en
Anbefaling fra et nyt Vaskeri paa Gl. Kongevej.
Ja, nu bagefter smiler jeg ad det. Men alligevel. -- _Han_ skulde
blot ane, med hvilke Rædsler jeg maa betale min Lykke.


1. Maj. (Søndag).

Den forfærdeligste Dag i mit Liv.
Skulde have været i Kirke med Moder, fik det ordnet saadan, at jeg
gik til Bedstemoder istedetfor. Paa Vejen kiggede jeg op til hans
Vinduer. Han var nok ikke staaet op endnu. Der var ikke aabnet
Vinduer i Soveværelset, og kun for det ene Vindue var Gardinet
trukket fra. Hvor jeg havde Lyst til at smutte et Øjeblik op til ham,
ruske ham og drille ham, saa han blev lysvaagen.
Det var det hæsligste kolde Foraarsvejr med Taage og Tjatregn. Folk
skyndte sig med gnavne Ansigter og grimme Regnslag til Kirke.
Sandelig, de trængte til at opbygges. I mit Hjærte var der uden
Kirkegang Helligdag.
Bedstemoder sad allerede stiv og strunk mellem sine Puder med
Søndagskappe paa. Paa Vinduesforhøjningen sad gamle Marie med sit
Strikketøj og læste Avisen. Hvor der var fredeligt her! En stille lun
Klosterkirke med Potpourriduft som Røgelse.
Bedstemoder klappede min Haand med sine tørre, rynkede
Gammelkone-Hænder. Jeg kunde se paa hendes Øjne, at der laa en Gave i
dem. Men Bedstemoder hører ikke til dem, der buser lige paa.
Hun begyndte: »Vejret er nok ikke det bedste idag.« Saa lidt efter:
»Der er vist ikke mange, der vil i Skoven idag.« Omsider: »Monstro
Julie skulde have Lyst til at komme paa Komedie iaften?« Det havde
Julie i høj Grad. Hun vidste ogsaa, i hvilket Teater hun vilde. For
_mit_ Stykke skulde gaa.
»Jeg synes forresten, Du har set det Stykke én Gang før?« spurgte
Bedstemoder.
»Jamen jeg vil saa gruelig gærne se det om igen.«
»Der er nok ogsaa en anden En, der spiller i det iaften,« sagde
pludselig Marie oppe fra Forhøjningen. »Der staar i Avisen, at han,
Mørch, er bleven saa syg.«
Jeg tror ikke, jeg skreg. Jeg husker kun, at jeg stod med Bladet
henne ved Vinduet; at Marie rejste sig med Udbruddet: »Men Gud dog,
Frøken!«; at Stuen løb rundt for mig; at jeg ligesom langt borte
hørte Bedstemoder sige: »Barn, Barn!« og at jeg, da jeg slog Øjnene
op, fandt mig liggende i en Lænestol, mens Marie holdt noget stærkt
lugtende op for mig og der paa Bordet stod et Vandfad. Jeg stirrede
med forundrede Blikke fra Marie til Bedstemoder: »Hvad er der dog
hændet?« Men i det samme var hele Erindringen og Forfærdelsen i min
Sjæl, og hvis Marie ikke havde grebet stærkt fat i min Arm, saa det
gjorde ondt, var jeg igen falden hen.
Min første Tanke var: hvordan jeg skal forklare mig overfor
Bedstemoder? Med Vilje lod jeg, som om jeg først lidt efter lidt fik
min Bevidsthed tilbage, for at vinde Tid til at udgrunde noget.
Men Bedstemoder kom mig selv til Hjælp.
»Har Du nydt noget til Morgen?« spurgte hun.
»Nej, Bedstemo'r.«
»Det tænkte jeg. Men det er forkert af Dig, Julie. Unge Piger taaler
ikke at være fastende. -- Hent et Glas Vin, Marie.«
Da vi var blevne alene, kaldte Bedstemoder mig hen til sig. Jeg lagde
mig paa Knæ foran hende, gemte mit Hoved i hendes Skød og brast i
Graad. Jeg græd, saa jeg syntes, mit Hjærte maatte briste. Jeg kunde
slet ikke holde op, saamegen Umage jeg end gjorde mig. Marie kom ind
med Vinen, jeg hørte hende komme og gaa igen, og jeg hulkede stadigt,
mens Bedstemoder blot blødt og langsomt strøg mig over Haaret. Det
var alligevel godt at faa Lov at græde ud og saa velsignet dulmende
at føle Bedstemoders rolige Haand paa mit Hoved.
»Se saa, Barn! Se saa, Barn!« gentog hun mange Gange, mens Graaden
stilnede. Men jeg blev liggende, jeg turde ikke møde hendes Blik. Og
dog pinte den Tanke mig nu: »Du maa afsted. Du maa op til ham og have
Klarhed.«
Saa sagde Bedstemoder, og aldrig skal jeg glemme den usigelige
Mildhed, der klang i hendes Røst: »Du skal ikke være bange for, at
jeg skal spørge. Jeg er en gammel En, men jeg husker Ungdommens Tid,
og jeg véd, at unge Hjærter har Glæder og Sorger, som gamle klodsede
Hænder ikke tør røre ved. Men skulde Livet -- hvad Gud forbyde --
bringe min lille Pige noget, hun ikke selv kan klare, saa kom kun,
hvis jeg da lever, trygt til mig. -- Og nu skal Du rejse Dig, Barn,
og gaa, for at de ikke skal vente paa Dig til Frokost. Men om det her
idag taler vi ikke til Fader og Moder. Og Komediebilletten faar vi
vel gemme til en anden Dag, for iaften gør Du vist bedst i at putte
Dig tidligt til Køjs.«
* * * * *
-- -- -- Jeg stod udenfor hans Dør. Jeg var styrtet afsted gennem
Gaderne. Men nu -- jeg turde ikke ringe paa. Straks jeg kom ind i
Huset, syntes jeg at mærke en tung Sygestueluft, og her ved Døren var
det, som om Luften, sødlig og kvalm, kvælende trængte sig ind i mig.
Naar jeg ringede, vilde Døren blive lukket op, og Pigen vilde staa
bleg og grædende foran mig, og jeg vilde ikke behøve at spørge. Nej,
nej -- det var umuligt. Saa haard kunde Gud ikke være mod mig. Jeg
begyndte at bede: »Fader vor, Du som er i Himlen ...« Nej, ikke nu.
Gud vilde kun fortørnes og straffe mig, fordi jeg, som ellers aldrig
tænkte paa ham, af Fejghed kom til ham. Saa trak jeg i Klokken, og
jeg fo'r sammen ved dens dumpe, klangløse Lyd. Naturligvis -- sagde
jeg til mig selv og jeg tror, jeg smilede -- naturligvis er der
bundet noget om den, for at den ikke skal forstyrre ham.
Der lød sagte Trin indenfor, og en fremmed Person, en stor, myndigt
udseende Dame, aabnede Døren. Hun sagde -- vist uden at jeg havde
spurgt, men hun forstod sagtens let mit Ærinde --: »Hr. Mørch har det
meget daarligt.« Gud være lovet, han levede altsaa. Det var
Difteritis, forklarede Damen videre, og han var bleven syg i Forgaars
Aftes -- Dagen før havde jeg været hos ham. Lægen troede dog ikke,
der var alvorlig Fare paa Færde.
Damen saá ud, som om hun mente, at jeg nu burde gaa.
Jeg spurgte, skønt jeg indsaa det Haabløse i det: »Kunde jeg ikke
komme ind til ham?«
»Nej, Frøken, det er aldeles umuligt. Lægen har forbudt ethvert
Besøg. Desuden er det jo smitsomt.«
»Det bryder jeg mig ikke om. Aa, giv mig Lov -- blot lige se ham!«
Damen mønstrede mig med et velvilligt Blik.
»Det lader sig desværre ikke gøre. Frøknen er maaske Hr. Mørchs
Forlovede?«
Blodet steg mig til Hovedet: »Nej.«
Hun saá forundret paa mig: »Hvem tør jeg da hilse fra?«
»Fra den unge Dame.«
»En ung Dame?«
»Nej, _den unge Dame_.«
-- Sagtens tror hun nu det værste om mig. Men hvad gør det, blot han
faar en Hilsen fra mig!
* * * * *
Hvordan jeg har faaet Ende paa denne Dag, hvordan jeg har kunnet
beherske mig, saa at Ingen har mærket noget, forstaar jeg ikke.
Jeg véd, at da Klokken blev 5-6, kunde jeg ikke holde ud at sidde
hjemme og ikke vide Besked. Jeg gik ud -- Gud véd under hvilket
Paaskud! -- var udenfor Huset, men turde ikke igen gaa op, fik saa
fat i et Bybud og sendte ham. Tilstanden uforandret, maaske en Smule
bedre.
* * * * *
Den fremmede Dame sagde, at jeg ikke kunde komme ind til ham. Hun,
for hvem han er et ligegyldigt Menneske, en Patient som enhver anden
Patient, hun faar Lov at gaa om ham; hun hjælper ham og plejer ham;
hun véd hvert Minut af Dagen, hvordan han har det, om der er Haab og
Fremgang.
Men jeg, som elsker ham; jeg, som ikke vilde betænke mig et Sekund
paa at ofre mit Liv for ham -- jeg maa som en Uvedkommende staa ved
hans Dør og modtage de Oplysninger, hun, et Menneske, hvis Hjælp han
køber, naadigst vil give mig. _Hun_ spærrer Døren for mig, hun giver
mig ikke saameget som Lov at tilsende ham, mit Kæreste, mit Eneste,
et Blik!
Og saa magtesløs er jeg, at jeg maa lystre denne Person. Jeg maa
ovenikøbet gøre mig elskværdig for at faa ordenlig Besked af hende.
Jeg løb jo gærne fra det Altsammen herhjemme, tog Skammen og
Forbandelsen for at være hos ham, sidde ved hans Seng og slaas med
Døden om ham. Jeg har ransaget mit Hjærte og jeg véd, at jeg gjorde
det uden Betænkning.
Men jeg véd ogsaa, at han ikke vilde have det. Thi han elsker mig
ikke, som jeg elsker ham. Hans Kærlighed er klog og forsigtig, den
tænker paa Følgerne, den véd, hvor langt den tør vove sig, og den
kender den Grænse, udover hvilken den ikke vil. Men min Kærlighed,
den kender intet andet Maal i Nutid og i Fremtid end ham.
* * * * *
Saa maa jeg da pænt blive her -- her, hvor jeg intet har at gøre,
hvor jeg gisper som en Fisk paa Strandbredden, fordi Luften ikke har
et Atom af ham. Ikke nævnes hans Navn, og ikke kan jeg nævne det.
Ingen har jeg at betro min Angst til, min Angst, der sprænger mig,
fordi jeg ikke tør give den Luft.
Blive her -- tale med Fader og Moder om ligegyldige Ting, mens jeg
kun har én Tanke i min Sjæl: ham, ét Ord paa mine Læber: ham.
Blive her -- sidde pænt og stille ved Maaltider og Arbejde, mens alle
Længsler slider i mig og drager mig til hans Sygeleje.
* * * * *
At tænke sig, at han kunde ligget syg og være død, uden jeg havde
anet noget derom før af en Notits i et Blad. Være død, uden at jeg
havde faaet sagt ham Farvel, uden at han havde givet mig et sidste
Ord og Blik.
Saa fattig, saa retløs er min Kærlighed. Saa usle dens Vilkaar. I
Smug og Mørke maa den liste sig frem. Aldrig tør den træde ud i
Dagens Lys og gøre sine Krav gældende.
* * * * *
-- -- -- Hvis Du tages fra mig i denne Nat, min Elskede, da saa sandt
min fattige Kærlighed er min eneste Rigdom, følger jeg Dig.
Men vaagner Du imorgen til Liv og Sundhed, og jeg atter sidder hos
Dig, og Du siger til mig, at Du elsker mig, da vil jeg le ad alle
Sorger og jeg vil betro Dig, at jeg er rigere end noget andet
Menneske i Verden.
Gud lade mig beholde Dig.


2. Maj.

Christiane bragte mig i Formiddag følgende til hende adresserede
Brev:
»Min søde lille Pige! Blev Du saa forskrækket over at læse, at
jeg var syg? Men hvad skulde jeg gøre? Jeg kunde jo ikke skrive
direkte til Dig, og din Venindes Adresse kendte jeg ikke før nu
af dit Brev. Du kære Barn, der blev saa bedrøvet ved Tanken om,
at jeg kunde dø bort fra Dig. Du har saamæn slet ingen Grund til
at være bange: for det første, fordi Ukrudt ikke saa let forgaar;
for det andet, fordi jeg absolut ikke er til Sinds endnu at
forlade Livet.
Det er forfærdelig sødt af Dig, at Du -- trods Smitte,
Familievrøvl m. m. -- vil komme til mig. Men _saa_ dum har Feberen
dog endnu ikke gjort mig, at jeg vil tage imod dit Tilbud. Jeg
frembyder nemlig p. t. et alt andet end tækkeligt Skue. Dertil
kommer, at jeg er den gnavneste og uelskværdigste Patient, man
kan tænke sig. Hvis Du saá mig i disse Dage, vilde jeg ganske
forskertse den Smule godt Indtryk, jeg hidtil har gjort paa Dig.
Overhovedet har jeg den Mening, at syge Mennesker ikke har Lov at
forulæmpe raske. De bør gemme sig bort med deres Grimhed og
Uappetitlighed.
Saasnart jeg igen føler mig værdig til at komme i godt Selskab,
sender jeg Ilbud efter Dig. Og vi skal da tage Revanche for den
lange Adskillelse.
Jeg lover Dig, at Lysten til at gensé Dig hurtig skal gøre mig
karsk, og at jeg, selv i de lidt ustyrlige Feberdrømme, der
hjemsøger mig, ikke skal være Dig utro. Jeg tvinger alle
Feberstygheder bort ved at tænke paa Dig, og jeg føler Dig om
Natten staa ved min Seng med din yndige svale Haand paa min
brændende Pande. Saadan er Du -- skønt fraværende -- min
Sygeplejerske, min Helbrederske.
Tag nu til Takke med disse Linjer. Enhver Smule Anspændelse faar
mit sørgeligt svækkede Hoved til at klynke.
Jeg sender Dig ingen Kys; thi min Aande tør ikke, selv ikke i
mine Tanker, røre din unge Skønhed og Sundhed. Jeg forstaar den
Spedalske, der med Undren saá en dejlig Kvinde skride sig forbi
og med ydmyg Tilbedelse kyssede de Spor, hendes Fødder havde sat
i Jorden.
Din
_A._«
* * * * *
Han elsker Blomster. Desværre tillader min økonomiske Status mig
ingen større Ødselhed. Om jeg saa skal grave Pengene op af Stenbroen,
skal han dog hver Dag, til vi atter sés, modtage nogle faa udsøgte
Blomster fra mig.
* * * * *
Idag en sortrød Rose mellem hvide Krokus. Hvilket er udlagt: Se, alle
mine Tanker kredser -- som Brus af hvide Duer -- om Dig, Du min
straalende, sortøjede Scheik!


3. Maj.

En Haandfuld Kæmpe-Resedaer og nogle Forglemmigejer.
Jeg kommer til Dig uden Prunk. Men jeg giver Dig som en Resedas Duft,
min stærke og hede Elskov; jeg giver Dig, som en Forglemmigejs
Barneøje-Blomst, min tillidsfulde Trofasthed.


4. Maj.

Violer og hvide Mosroser.
Min Kærlighed vokser i Løn. Dog er den blaa som Sommerens Himmel, dog
er den hvid som Vinterens Sne.


5. Maj.

Orkidé og unge Bøgeblade.
I Hjemmets Skyggeluft, fjærnt fra Virkeligheden og Solen, formede min
Sjæl sig til en sært fantastisk, farvebleg Blomst. Da kom Du, og op
over alle Skovens andre Urter og Træer steg min frydefulde Sjæl med
Vaarens sollysgrønne Forkyndelse.


6. Maj.

En røggul Rose, en Gyldenlak og gule Anemoner.
Bebrejder Du mig, at jeg er skinsyg? Ser Du da ikke, at Skinsygen er
den hede Flamme, der kranser min Kærlighed som en straalende Glorie?


7. Maj.

To lyserøde Roser og (paa denne Tid en stor Sjældenhed) to lyserøde
Nelliker.
Lige dejlige, jævnbyrdige i Farve og Duft, lignende hinanden og dog
saa forskellige, flyder I sammen i et uforligneligt Kærlighedsmøde.
Min Elskede! som Rosen og Nelliken her mødes i et berusende Kys --
saadan -- blot Tanken bringer mig til at skælve -- skal jeg imorgen
atter hvile i dine Arme.


8. Maj.

Jeg har været ond og styg; jeg fortjener, at han skulde være rasende
paa mig. Og gid han havde været det. Hellere maatte han have slaaet
mig end set paa mig med sit trætte, overbærende Smil.
Jeg véd ikke -- men Tonen blev straks galt anslaaet, og siden kom vi
dybere og dybere ind i det falske Spil. Det var vist, fordi jeg i
Forvejen havde glædet mig for meget til Mødet, jeg havde fantaseret
det op til at skulle blive noget aldeles vidunderlig dejligt. Og saa
straks, da jeg kom op ad Køkkenvejen -- for at Sygeplejersken ikke
skulde se mig -- blev lodset ind i hans Soveværelse og saá hans Blik,
der var venligt, men mat og slet ikke straalende glad, som jeg havde
forberedt mig paa -- ja, saa var det, at jeg blev saa barnagtig
skuffet, at jeg ikke kunde sige de Ord, mit Hjærte var fuldt af, men
tvang Ord frem, der var saa fremmede og uægte, at de skurrede mig
selv i Øret. Det kom ikke til nogen »Scene« mellem os. Han saá blot
lidt forundret paa mig, og, mens vi vedblev at konversere og
Stemningen flygtede længer og længer bort, fik hans Ansigt et
nervøst, forpint og anstrængt Udtryk. Tilsidst laa han med
halvlukkede Øjne og førte hvert Øjeblik sit Lommetørklæde hen over
Panden.
At jeg ikke da faldt paa Knæ ved hans Seng og bad ham om Tilgivelse.
Istedetfor sagde jeg med krænket Stemme: »Du længes nok efter, at jeg
skal gaa. Jeg skal heller ikke trætte Dig længer.«
Han laa lidt uden at svare. Saa sagde han i sin høflige og korrekte
Tone, den »fornemme« Tone, der ligesom puffer mig hundrede Mile bort:
»Ja, Du undskylder mig nok, at jeg idag ikke er galant; jeg er jo
endnu ikke fuldkommen salonfähig. Og jeg trænger virkelig nu til at
hvile mig.«
-- For første Gang skiltes vi uden at aftale et nyt Møde. Jeg
ligefrem hadede ham i det Øjeblik, han smilende gav mig Haanden til
Farvel -- og lod mig gaa uden at sige til mig, at jeg var den
dummeste, den uartigste og mest forkælede Pige i hele Verden, og at
jeg havde fortjent Smæk som en lille uvorn Unge.
Nu sidder jeg jo alligevel med Smærterne. Ødelagt er denne Dag, jeg
havde glædet mig til som til ingen anden. Og hvad maa han dog tro om
mig? En utaalelig Pige maa han anse mig for, der bliver krænket og
uartig, fordi han ikke er saa rask, som jeg havde ventet.


9. Maj.

Hvor god han er, og hvor klog.
Et Brev fra ham har krydset det Brev, jeg straks sendte ham.
Han skriver: »Jeg havde det ikke saa godt, da Du kom til mig. Derfor,
min egen lille Pige, fik Du ikke den Modtagelse, Du burde haft, og
derfor var jeg ude af Stand til at sige Dig Tak for din Kærlighed
imod mig i denne Tid og altid. Jeg er, som jeg før har sagt Dig, en
rigtig ubehagelig Patient. Mon Du alligevel gider se til mig? Kom da,
om Du kan, imorgen, og vær overbærende imod mig, selv om jeg endnu
til den Tid ikke helt har overvundet min Utaalelighed.«


14. Maj.

Han er nu omtrent ganske rask. Han har været oppe i de sidste Dage,
og igaar var han for første Gang i Luften.
Jeg er hos ham hver Dag, enten om Formiddagen eller om Aftenen. For
at kunne det har jeg fabrikeret en Historie om en ung Pige, jeg har
truffet hos Christiane og som vil lære Porcellænsmaling af mig. Jeg
undres hver Dag over, at min Løgn ikke opdages; men jeg nærer ingen
Frygt længer. Jeg gaar nu ogsaa uden Betænkning op til ham ved højlys
Dag.
Jeg véd blot, at den Dag, det opdages, og man vil forbyde mig at se
ham, gaar jeg hjemmefra. Det er en Sag, jeg har afgjort med mig selv
og som ikke kan være anderledes. Lad saa komme, hvad der komme vil!
Til ham har jeg intet sagt om dette. Dog er det ham, der har givet
mig Mod til at træffe en saadan klar Beslutning. Jeg har nemlig i
disse Dage følt, at jeg var mere end en flygtig Adspredelse for ham.
Jeg forsøger at være ham til Nytte, og jeg tror, at det er lykkedes
mig, saadan at han begynder at savne mig, naar jeg ikke er om ham.
Jeg besørger Ærinder for ham, jeg læser op for ham, og efter hans
Diktat har jeg skrevet Breve for ham. Han kalder mig sin
Privatsekretær, og han taler med mig om alle sine Anliggender.
I Grunden har vi det ganske som Mand og Kone. Jeg gaar ud og ind hos
ham, som om det ogsaa var mit Hus; jeg passer hans Blomster; naar jeg
ikke læser for ham eller har andet Arbejde, broderer jeg Navn paa
hans Dækketøj, og selv hans gamle Pige har vænnet sig til at spørge
mig til Raads om, hvad hun skal give Herren til Middag -- for Herren
er i den Retning meget vanskelig.
Han er vistnok i det Hele taget det, man kalder en Egoist. Han er som
Ungkarl vant til, at alt i Huset skal rette sig efter ham, og han
synes, det er den naturligste Ting, at nu ogsaa jeg, ligesom Pigen,
kun tænker paa at opvarte ham og gøre ham til Behag. Men det klæder
ham at være Tyrk, han er den elskværdigste Tyran. Naar jeg bringer
min paa Chaiselonguen velbehageligt dasende Rekonvalescent et og
andet, og han i taknemmeligt Velvære nikker til mig og kysser min
Haand, kunde han give mig Ordre om, hvad det skulde være, og jeg
vilde uden Tøven adlyde.


20. Maj.

Jeg har været ude at rejse med ham til Æventyrets Land, der ligger to
Timers Vej fra Hesten paa Kongens Nytorv. Hvad Stedet hedder i daglig
Tale, véd jeg ikke, og angaaende dets Beliggenhed kan jeg ikke oplyse
mere end dette, at man begynder med at køre ud ad Kongevejen, og at
man et Par Timer efter er der. Hvordan der sér ud i Æventyrets Land,
véd jeg derimod præcist. Et lille, hvidt Hus med Straatag ligger i
Udkanten af en Skov og ved Bredden af en Sø. Indgangen til Huset er
fra Skovvejen gennem en med vild Vin bevokset aaben Veranda, og i
Gavlen, der vender ud mod Søen, er der et Vindue og en grønmalet
Træaltan. Paa Verandaen staar en gammel Bondekone og nejer. Om Dagen
straaler Solen fra en skyfri Himmel, og om Natten er det Fuldmaane.
Og ude paa Søen glider i Maaneskinnet en hvid Baad, hvorfra der lyder
dæmpet Sang af unge Stemmer.
Jeg har været med ham i Æventyrets Land og set Solen gaa ned og
Maanen staa op; jeg har været der med ham, fra Solen atter stod op
og til den sank ned i Skoven og tændte Ild i det lille Hus' Ruder.
Men jeg synes, at de fireogtyve Timer er et helt Liv, jeg har levet
med ham i en Verden udstyret for os to alene med alle Naturens
yndigste Gaver og en venlig gammel Bondekone-Fe til vor Opvartning.
Jeg kniber mig i Armen for at være sikker paa, at jeg ikke drømmer.
Nej, det er ingen Drøm. Foran mig paa Bordet dufter den Buket
Skovblomster, den gamle Kone gav mig til Afsked, og ved min Seng
staar mine Støvler med Mærker af Land og Skov.
-- -- Det gik saaledes til: Fader og Moder rejste i Forgaars Morges
til Sorø for at besøge en gammel Tante, der igaar fyldte 80 Aar, og
hendes Søn, der er Adjunkt ved Akademiet. De kommer tilbage imorgen.
Da _han_ fik Nys om dette, sagde han: »Saa rejser vi ogsaa.« Og skønt
jeg straks syntes, det var umuligt, og desuden troede det kun var
hans Spøg, saa blev det til Alvor alligevel. Ud fra den filosofiske
Betragtning, at det i værste Tilfælde kun kunde gaa galt, ordnede jeg
hastigt Slagplanen. Jeg lod mig af Christiane invitere til Skovtur
idag, med foregaaende Nattelogis hos hende, for at vi, som raske
Ungmøer, kunde starte med Solen. Til dette Arrangement gav Forældrene
villigt deres Tilladelse og rejste til Fødselsdagen i Sorø.
Men igaar Eftermiddags Kl. 6 vandrede to unge Damer ud ad Kongevejen.
Ved Lundehuskroen blev de indhentede af en lukket Landauer.
Landaueren holdt, Døren aabnedes, og den ene af de unge Damer
forsvandt ind i den, hvorpaa den hastigt rullede videre.
Mens Christiane gik hjem for at belave sig paa Stuearrest -- thi jeg
forbød hende idag at vise sit smukke Ansigt paa Kjøbenhavns Gader --
kørte han og jeg til Æventyrets Land.
Han havde paa mine Spørgsmaal om, hvordan og hvorhen, svaret: »Bryd
Dig om intet, mød kun, som Du staar og gaar, ved Lundehuskroen. Jeg
kommer da med Vogn og alt, hvad videre er fornødent, og fører Dig til
et afsides beliggende og om Hverdagen aldrig besøgt Traktørsted, hvor
en gammel Kone leverer Skovgæster Vand paa Maskine og, om det skal
være, for gode Ord og Betaling en landlig Bespisning og et propert
Nattelogis.«
Da jeg nu vel var sluppen ind i Vognen og havde sundet mig en Smule,
maatte jeg le ved at se den Oppakning, vi drog ud med. Han
forklarede: »Der er ikke mere, end vi akkurat behøver. I den ene
Haandkuffert er dine Sager, i den anden mine. I Kurven er der Vin, og
i Remmen er der, foruden en Hovedpude til Dig, Lagener for det
Tilfælde, at de, vi faar serverede, ikke er afdampede. -- Jeg haaber,
der i din Kuffert maa være, hvad der skal være.« -- Det var der i
Sandhed og mere til.
For en Sikkerheds Skyld trak vi Gardinerne for Vognruderne. Jeg
syntes, det var dejligt at sidde saaledes uden at ane, hvorhen vi
kørte, drømmende, at nu rejste han og jeg paa Æventyr i den vide
Verden.
Og saa var vi i Æventyrlandet.
... Den gamle Kone stod paa Verandaen og bød nejende Velkommen. Hun
bar Gyldenstykshue og var iført et struttende grønt Hvergarnsskørt.
Hun var en rigtig trivelig og hyggelig Morlille og kaldte mig »Frue«.
Vor Bagage blev baaren ind og Kusken dimitteret med Ordre om at
stille næste Aften Kl. 8. Og vi gik ned ved Søen for at vente paa,
at Maden blev færdig.
Solen var lige i sin Nedgang. Vi saá dens Ildkugle synke til Jorden
mellem Træerne, under bengalsk Belysning af den halve Himmel. Bøgenes
Blade skinnede som nyslagne Dukater, og hen over Søen rislede
Solnedgangslyset i glinsende Perlemorsfarver. Vi stod og saá
afvekslende ind mod den glødende Skov og ud over den blinkende Sø.
Fra Søens anden, ligeledes skovkransede, Bred lød, forunderligt nært
og dog saa højtideligt fjærnt, afmaalte Kirkeklokkeslag. Fra
Underskoven søvnige Fuglepip. Ellers ikke en Lyd. Vi stod,
omslyngende hinanden, Kind mod Kind, tavse, betagne, lykkelige.
Solkuglen forsvandt. Himlens Brand døde hen, en bleg Skumring
slettede Farverne af Søen.
Da lød en kaldende Stemme fra det lille Hus, og vi gik ind ... gik
ind for at fortsætte Æventyret i den gamle Fés Skovhytte.
Jeg mindes kun, at Stuen var betrukken med blaat Tapet og bestrøet
med Sand; at der midt i Stuen stod et Bord med en grov, men
skinnende hvid Dug, og paa Bordet to trearmede Sølvlysestager, der
gav den tarvelige Stue et Præg af hemmelighedsfuld Rigdom og
Fornemhed.
Og Maden. Hvor den lugtede godt og smagte lifligt, og hvor vi spiste
mægtigt af den! Alt var som lige hentet fra Naturens Køkken, baade
den lyserøde Skinke og den petersillestoppede Kylling og den gule
Omelet med sukkerpudret brun Skorpe.
Vi var saa glade og ubekymrede som Børn, og den gamle Kone nuslede om
os og passiarede med os og sagde, at hun var saa fornøjet over at se
saadanne unge, lykkelige Mennesker hos sig.
Da vi skulde have Kaffe, bad Konen, om ikke »Fruen« selv vilde lave
den. Jeg gik med hende ud i Køkkenet, men maatte straks kalde ogsaa
ham derud, for at han kunde beundre alt det dejlige gamle Kobbertøj.
Paa en Hylde stod et helt Regiment glinsende røde Maskiner, nogle
tykmavede og smaa, andre slanke og elegante, med en Skorsten som en
høj Hat.
-- -- -- Saa var Klokken bleven ti, og det var Landtid at gaa til
Ro.
Mens han blev siddende for at ryge sin Cigar ud, førte den Gamle mig
ad en knirkende Trappe op til »Gæsteværelset«. Det var lavloftet, men
rummeligt, duftende af Renskurethed og Violer. Af Møbler havde det
kun en Servante, nogle Stole, et lille Bord og en Seng. Men Sengen
var et Pragtstykke. Tykt mørkt Mahogni med Messingkugler og -Sirater
-- tung, stor, monumental. En Baldakin med falmede blomstrede