Julies Dagbog - 10

Du i sin Tid lod Erik rejse, og hvorfor Du nu er saa bedrøvet.«
Men jeg bad hende ikke forlange nogen Forklaring nu. Hun skulde nok
siden faa alt at vide.
Da tog Moder mig med begge Hænder om Hovedet, drejede mit Ansigt om
mod sig og saá mig fast i Øjnene, idet hun sagde: »Der er kun én
Ting, Du _skal_ og _maa_ sige mig, Julie. Du er vel ikke --?« Jeg
standsede hende ved at lægge min Haand paa hendes Mund. »Nej, Moder«
-- jeg smilede bedrøvet --, »det, Du tænker paa, skal Du ikke være
bange for.«
»Saa Gudskelov da. For Du véd ikke, hvor jeg har været bange i de
sidste Dage. Og at der var noget, Du holdt hemmeligt for os, har jeg
jo længe mærket. Men jeg tænkte, der var En, Du traf hos Christiane,
og at Du nok en Dag kom og fortalte os om Forlovelsen.«
»Nej, Moder, ogsaa dér har Du gættet fejl. Jeg har ingen Forlovelse
at mælde Jer.«


9. August, Aften, Kjøbenhavn.

Atter er jeg i min gamle Rede. Her er grimt og mørkt. Men hvad gør
det? Jeg er jo dog i den samme Luft, som han aander. Jeg kan møde ham
paa Gaden, og naar jeg imorgen har hentet hans Brev, kan jeg paa ti
Minutter naa op til ham.
Jeg er glad over, at Moder og jeg foreløbig er ene, saa jeg ikke
behøver evigt at lægge Baand paa mig. Først om en halv Snes Dage
kommer Fader og Frantz hjem fra Jylland.


11. August.

Han vil ikke, at jeg maa komme til ham, ialfald ikke foreløbig. Han
tør ikke se mig endnu, skriver han; han trænger til at være lidt i
Ro. Men han lover snart at sende Bud efter mig.


20. August.

Hver Morgen, naar jeg vaagner, tænker jeg: Idag maa Brevet komme. Men
Dagene rinder, tunge og lange og graa, og de bringer intet fra ham:
ej Hilsen, ej Bud, ej et eneste fattigt Ord.
At han kan nænne at være saa grusom. Han er ondere imod mig, end han
kan forsvare.


22. August.

Er han forsvunden fra Jordens Overflade? Hvor gemmer han sig, hvad
tager han sig for?
Jeg søger ham forgæves paa Gaden de Tider og de Steder, han plejer at
færdes. Jeg har Timer i Træk været udenfor hans Hus, og jeg har ikke
sét et Glimt af ham.


25. August.

Nu véd jeg det: han vil aldrig se mig mere.
Gang efter Gang har jeg været paa hans Trapper, og jeg vovede ikke at
ringe paa. Endelig idag gjorde jeg det, og hans Pige kom ud og
sagde, at han ikke var hjemme. Det var ikke sandt. Jeg kunde se paa
hende, at hun havde Ordre til at afvise mig. Hun var forlegen, og hun
saá medlidende paa mig.
At han vil byde mig en saadan Ydmygelse.
* * * * *
Men jeg _vil_ se ham. Jeg _vil_ tale med ham. Han har ikke Lov at
handle med mig, som han gør.
Skønt, det er jo netop Sagen: han maa handle med mig akkurat, som han
vil. Han maa ydmyge mig og mishandle mig, -- jeg vil føle det som en
Fryd at blive pint af ham. Som en Hund vil jeg krybe for ham, lad ham
blot sparke mig bort -- jeg vender tilbage til ham og jeg giver ham
ikke Fred, før jeg faar Lov at blive hos ham.
* * * * *
Jeg har tænkt, at der maaske var en Anden, han holdt af og som kom
hos ham, og at det maaske var derfor, han ikke vilde se mig mere.
Jeg vil skrive til ham:
Tag hvem andre, Du vil. Hvis jeg ikke er Dig nok, hvis Du trænger
til Forandring -- saa i Guds Navn. Jeg forstaar det. Du er
Kunstner. Du behøver nye Indtryk, nye Paavirkninger. Jeg er en
dum og ubetydelig lille Pige, jeg er intet udover det, at jeg
elsker Dig. Men Du skal altsaa vide, at jeg uden Vrede sér Dig
tage en Medhustru.
Det eneste, jeg forlanger, er, at Du ikke derfor slipper mig. Jeg
vil -- trods alt og alle -- blive ved ogsaa at have Dig. Og jeg
vil være den, der er hos Dig, naar alle Andre har forladt Dig.


1. September.
Han svarer mig:
»Nej, Julie. Du maa ikke sende mig saadanne Breve. Som jeg lærte
Dig at kende, som jeg mindes Dig og tænker paa Dig, staar Du for
mig i et Skær af ubevidst Sjælsadel: en fin og udsøgt Natur, der
ikke spurgte om Borgerskabets Vedtægter og Fordomme; et fint
lille Menneske, der ikke blev simpel ved at handle paa Trods af
det pæne Selskab, men tværtimod derved udvikledes til en
ejendommelig Overlegenhed.
Nej, Julie, det kan ikke være Dig, som har sendt mig det
Sypige-Brev, der tog dit Navn forfængeligt. Hvor skulde Du
stolte, rene, søde Pige have lært de hektisk forhippede Ord?
Jeg har -- jeg véd det -- handlet blodig ondt imod Dig. Men det,
Du nu gør mod Dig selv, er tusind Fold ondere.
Min egen Ven, min Sjæls yndigste Minde og Veninde, jeg sørger
over dit Brev som over en Vandalisme, som over et af unænsomme
Hænder skændet Kunstværk. Mere end det: Jeg føler Skam paa dine
Vegne. Og jeg synes, at _det_ er det sørgeligste, jeg har
oplevet.«
* * * * *
Jeg har skrevet for sidste Gang til ham.
»Tak for dit Brev. Det gjorde ondt, saa jeg segnede under det;
men jeg fortjente Slaget, og det har gjort sin Nytte. Tro ikke,
at jeg føler det som en Nedværdigelse, at jeg har lagt mig i
Støvet for Dig. Men det var tarveligt af mig at ville paatrænge
mig Dig, da jeg dog burde have forstaaet, at Du ikke for nogen
Pris vilde have mig længer.
Jeg beder Dig af mit ganske Hjærte om Tilgivelse. Jeg har jo
vidst det hele Tiden: jeg havde intet at fordre af Dig. Selv kom
jeg til Dig, selv gav jeg mig til Dig; Du bandt Dig ikke ved
Forpligtelser og Løfter. Men Du var usigelig god imod mig. Du var
altfor god og kær. Dette er min eneste Undskyldning for, at jeg
ikke nu kunde slippe Dig.
Men inden vi skilles, skal Du vide helt ud, hvor taabelig og hvor
ufin jeg har været i mit Forhold til Dig. Lige fra den første Dag
har jeg ment, at det skulde ende med Giftermaal. Naar jeg sagde
til Dig, at jeg intet Ønske havde om, at vi skulde gifte os; naar
jeg ovenikøbet forsikrede, at jeg vilde ansé det for Galskab --
da løj jeg. Al min Higen og Tragten var kun rettet mod dette ene:
at binde mig saa inderligt til Dig, at Du en skønne Dag bad mig
om at blive din Kone.
Jeg er ikke den fornemme, overlegne Pige, Du har digtet mig til.
Bag al min dristige Handlen har først ubevidst, siden ganske
bevidst, ligget den fejge borgerlige Hensigt at opnaa legitim og
præstelig Velsignelse af vor Forbindelse.
Min Beregning mislykkedes ynkeligt. Jeg har i disse Dage spurgt
mig selv, om jeg ikke netop valgte den forkerteste Vej, om jeg
ikke ved en mere tilbageholdende Kærlighed kunde naaet mit Maal.
Men jeg tror, at jeg valgte den eneste Vej, jeg kunde vælge,
fordi jeg alligevel elskede Dig saa højt, at jeg ikke kunde have
sjakret mig bort til Dig i smaa Stykker paa det dyreste Bud.
Mit Spil er tabt, men jeg angrer det ikke. Hvor fattigt end mit
Liv i Fremtiden vil rinde, den Indsats, jeg har givet Dig, er
ikke mistet. Fattig vil jeg sidde i rigere Minder, end nogen
Anden i Verden ejer, og altid, hvordan det saa gaar, vil jeg
velsigne den Dag, jeg blev Din.
I Letsind kom jeg til Dig. Tungsindig er jeg nu, Du lader mig
tilbage. Meget tog Du, men meget gav Du, Du min mægtige og
elskede Herre, Du min hvide Scheik, min Ungdoms Drøm og dens
smærtefyldte Lykke.
For Alt takker jeg Dig, for din rige Naade og din strænge Straf.
Højt stræber Du og dristigt rider Du. Ej ænser Du, om Du paa din
Vej træder Sand eller Blomster. Gud gøre din Sejrsgang let og
lys.
_Julie.«_


12. September.

Jeg fryser. Dagene bliver korte, og Aftenen sænker sig tung og mørk
over mig. Jeg sidder ved Vinduet, mens Lyset svinder, og stirrer tomt
hen for mig, stirrer over paa Huset, hvor fordum mine Tanker gik paa
Æventyr. Og Huset er nu trist og hverdagsligt som vort eget, og dér,
hvor før han, min Æventyrprins, færdedes, dér sidder nu en fed og
dvask Matrone og fylder, i søvnige Sting, et Stykke Kanevas med
Livets brogede Farver.
* * * * *
Det hedder sig, at Erik er kommen til Byen. Emmy fortalte forleden,
at hun havde sét ham.
Jeg er glad over, at han ikke har været herude. Jeg vil ikke, han
skal mærke, hvor ilde det er gaaet mig.
* * * * *
Jeg fryser, og det er, som om hele Huset frøs. Aldrig har her været
saa koldt og øde og tungt og trist. Vi lister om hinanden som
Skygger. Ingen taler højt, og vi mødes som til en Begravelse.
Og naar Moder og jeg sidder alene om Aftenen, taler vi ikke. Vi
sidder hver i sine Tanker, men jeg véd, at hendes Tanker kredser om
mig.


Slutningen af September.

Bedst har jeg det hos Bedstemoder. Saa ofte jeg kan, gaar jeg derop
om Formiddagen.
Gennem de larmende Gader, hvor Mennesker trænges og brydes og løber
om Kap for at naa først til Maalet -- gennem dette febrilske Liv, der
synes mig raat og hæsligt, og hvis Summen i min Sjæl lyder som en
øredøvende Kamp med hadefulde Skrig og fortvivlet Stønnen, flygter
jeg hen til den lille Sidegade, hvor Bedstemoder bor. Allerede hører
jeg Larmen som et dæmpet Virvar; men naar jeg sidder i Bedstemoders
Dagligstue, føler jeg mig til Mode, som om jeg var undsluppen en stor
Fare, der nu kun fornemmes som en fjærn Brusen.
Her er Lunhed og Stilhed, Fred for al Smærte, Lise for al Kval. Her
falder hver oprørsk Tanke til Føje, her svales og dulmes alt hidsigt
Begær og alle syge Længsler.
Her sidder Bedstemoder, gammel og mæt af Dage, som den store
Livsvisdom, der ikke spørger og ikke dadler, men forstaar alt,
tilgiver alt og véd Trøst for alt.
Og jeg bliver som Barn igen i Bedstemoders Stue. Sidder, som da jeg
var lille Pige, paa en Skammel ved hendes Fødder og blader i de gamle
Mapper med falmede Kobbere: Struense og hans smukke kongelige
Synderinde, Frederik d. 6te som en stakkels tyndbenet Dreng i
martialsk Generalsuniform, inspicerende Tropperne; Kristiansborg
Slots Brand 1794; »Robbes Pierre«, der paa samme Billede fremstilles
styrtende ud af Raadhusets Vinduer og baaren til Guillotinen »med
sønderbrukne Arme og Ben«; Fru Heiberg først som en koket, ubevidst
Ungmø og siden som en sværmerisk Berømthed i Langsjal og med
ætheriske Blikke.
Eller jeg faar et Haandarbejde og gør mig nyttig for Huset, eller jeg
læser op af Avisen for Bedstemoder, der med Interesse følger de
udenlandske Begivenheder og nikker højtideligt, hver Gang der mældes
om nye Arbejderuroligheder.
Ja, hos Bedstemoder har jeg det godt. Og hun og gamle Marie kappes om
at forkæle mig. Saasnart jeg blødt og godt er bragt til Sæde, siger
Bedstemoder med en lille fiffig Hovedrysten hen til sin gamle Pige:
»Naa Marie, idag har vi vel ikke noget at byde Frøknen?« -- hvorpaa
Marie, ligesaa underfundigt, svarer: »Jeg véd det sandelig ikke,
Frue, men jeg kan jo se ad.« Til almindelig Overraskelse indbringer
hun saa lidt efter enten en Appelsin eller hjemmebagte Kager eller et
Stykke Budding eller en Assiet med Syltetøj. Altid er der et lille
Traktement, og altid smager det barnlig godt, fordi de to gamle
Mennesker er saa glade ved at byde mig det og forstaar, at jeg
trænger til at behandles som et bedrøvet Barn.


Oktober.

Hvem der kunde rejse. Langt bort fra det altsammen. Jeg gyser for den
lange Vinter, jeg gaar i Møde i Omgivelser, som hvert Minut paa Dagen
minder mig om alt det, der er dødt og burde være begravet og glemt,
men endnu svider i mig som levende Saar.
Men hvorhen og hvordan?
Det, jeg trængte til, var at komme ud paa egen Haand, arbejde haardt,
selv tjene mit Ophold, bryde mig en Vej. Men jeg kan jo intet uden
den Smule Porcellænsmaling, der hverken er til at leve eller dø af.
Jeg har sagt til mig selv: Den eneste Udvej er, at Du rejser til
Amerika og tager Plads som Bonne, Butiksjomfru, ligegyldigt hvad.
Men dertil er jeg for fejg. Jeg har ikke det hensynsløse Mod, der
fordres til at tage ethvert Vilkaar. Min Krop er forkælet og tør ikke
binde an med grovt Arbejde; og jeg véd, at jeg vilde lide ved at
behandles som et Tyende.
Jeg vilde end ikke have den Energi, der behøvedes for at tiltvinge
mig Rejsetilladelse. Jeg følte det forleden, da jeg prøvende sagde
til Moder, at jeg tænkte paa at rejse. Hun blot saá forfærdet paa mig
og sagde: »Og det kunde Du nænne mod mig!« I det samme var al min
Vilje smæltet, og jeg sank sammen i Erkendelse af min Afmagt.
Nej, jeg har ikke Kraft og ikke Mod til at bryde ud. Men bliver jeg
herhjemme, gaar jeg til Grunde. Jeg synes, at saadan som jeg har det,
maa en Fugl føle det, der har siddet fangen i Bur, har været fri et
Par dejlige Sommerdage og atter er bleven sat i Buret.
Der er noget i mig, der er knækket. Jeg har Trangen til at flyve
bort, men alt det jeg basker med Vingerne, kan jeg ikke hæve mig til
en ny Flugt.


13. Oktober.

Endelig er _det_ sket, som jeg har haabet og frygtet og skælvet for
som for noget skæbnesvangert. Jeg har mødt _ham_.
Jeg gik ind til Byen for at besøge Bedstemoder. Han kom, sammen med
en anden Herre, imod mig. Paa lang Afstand saá vi hinanden. Af og til
var der Folk imellem os, saa vi skjultes for hinanden; saa mødtes
vore Blikke igen. Min første Tilskyndelse var at vende om. Men jeg
tvang mig frem. Jeg følte, at der var noget, som nu maatte afgøres.
Og fast og roligt -- med en yderste Viljeanspændelse -- holdt jeg mit
Blik rettet mod hans. Vi var nu hinanden paa faa Skridt nær. Jeg saá
en nervøs Flakken i hans Øjne -- jeg vendte ikke mine bort -- og idet
vi passerede hinanden, greb han hastigt til Hatten og hilste.
Det var første Gang, han havde hilst mig paa offenligt Sted.
Jeg følte, at jeg i det Øjeblik havde været den Stærke. Men i samme
Nu, han var gledet forbi mig, var min Kraft brudt. Mine Ben rystede
under mig, og jeg maatte ty ind i en Port og støtte mig.
Hvis han havde vendt om og var fulgt efter mig -- det svimler for mig
ved Tanken.
Men han kom ikke. Og mens jeg gik videre og jeg lidt efter lidt blev
sikker paa, at han ikke kom, syntes jeg, at det baade var en ny
bitter Skuffelse, og at der dog endnu var Haab for mig om Befrielse.


De sidste Dage i Oktober.

Jeg har i den senere Tid ofte været i Frederiksberg Have. Der er saa
smukt i disse Dage, mens Bladene dør i de skønneste Farver og gyldne
bæres til Jorden af syngende Solstraaler.
Jeg forstaar, at denne Have søges af gamle Mennesker og ensomme
Sjæle. Foran dens Gitter standser Byens Larm: den aabner sig som et
Asyl for stille Tanker og stille Sorg. Den er som en Kirkegaard for
forborgne Minder og bristede Forhaabninger.
Hver Dag møder jeg de samme Mennesker; jeg synes, jeg kender dem
alle, og jeg tror at kende den Livshistorie, der fører hver af dem
hid. Der er den gamle, sirligt klædte Herre, hvis Mund altid mimrer i
det vrede, hvide Ansigt og som ustandseligt slaar om sig med sin
Stok. Hvad kan han vel være andet end en fordums Embedsmand, der
stadig harmes over sin formentlig uretfærdige Afskedigelse? Og
behøver man at spørge om, hvad hun tænker paa, den høje, slanke,
sortklædte Dame, der kommer dér med sin halvvoksne, ligeledes
sørgeklædte Datter, og som smiler mat og aandsfraværende, naar det
muntre Pigebarn taler til hende? Eller hun da, den unge Krøbling, der
rulles gennem Havens Gange af en træt og udslidt Morlille?
Eller jeg selv? Mon ikke alle de Andre aner den Skæbne, der har gjort
mig til Medlem af deres lille Menighed?
* * * * *
Erik var for nogle Dage siden paa Besøg hos os. Men jeg saá ham ikke.
Da jeg hørte hans Stemme i Entréen, skyndte jeg mig ind i mit
Værelse, og da Moder lidt efter kom ind til mig og spurgte, om jeg
ikke vilde hilse paa ham, bad jeg hende sige, at jeg ikke var rask.


1. November.

Var det en Indbildning eller Virkelighed? Da jeg idag gik ud af
Frederiksberg Have, syntes jeg henne mellem Vognene at se en
Skikkelse forsvinde, som lignede Erik.
Skulde han have fulgt efter mig? Men hvis det var ham, hvorfor kom
han da ikke hen til mig? _Han_ har jo ingen Grund til at ville undgaa
et Møde.
+ + + + +


30. December.

To Maaneder er gaaet, siden jeg skrev i min Dagbog. Jeg syntes, jeg
intet oplevede, der var værd at optegne. Jeg syntes, mit Liv var til
Ende, og at det, der herefter kom, vilde kun være vissent Løv over
det svundne og døde.
Men idet jeg syntes og mente saa, løj jeg for mig selv. Medens de
sorgfulde og bitre Dage dryssede ned over mig, spirede i Stilhed, og
uden at jeg turde vide af det, en ny spæd Vækst under det visne Løv.
Jeg mærkede -- og jeg skammede mig derved --, at jeg var for ung til
at være færdig med Livet. Jeg greb mig i at fantasere om en Fremtid,
der ikke blot var Minder. Jeg søgte at trænge disse Anfægtelser
tilbage -- de var jo Helligbrøde mod min Sorg. Jeg klamrede mig til
Sorgen, jeg søgte Ly og Beskyttelse under dens store, tunge Vinger
som en Nonne i sin Klostercelle; men just som jeg troede mig
allersikrest, følte jeg en Dag min Sjæl springe ud i tusinde nye
Anelser, Haab og Løfter, og jeg forstod, at jeg var overvunden.
Men jeg er intet fordringsfuldt Barn længer. Jeg venter ingen
Æventyrprins, jeg tror ikke, Livet byder mig til et evigt Festbord.
Jeg véd, at jeg vil faa baade godt og ondt, flest Hverdage og kun en
Gang imellem Fest; jeg véd, at det, der kommer, bliver hverken stort
eller mærkeligt, men jeg véd ogsaa, at jeg maa være glad endda, og at
det ialfald bliver Liv. Og leve maa jeg, ud i Lys og Luft, siden jeg
ikke kan dø med det Døde, og siden jeg er for ung til at finde Fred i
Sorgens Kloster.
Og siden Erik, min trofaste Ven, vil tage mig som den, jeg er -- uden
Forargelse og uden Bebrejdelser, fin og mandig uden at forlange nogen
Ydmygelse af mig.
Det _var_ ham, jeg saá hin Dag udenfor Frederiksberg Have. Faa Dage
efter mødte jeg ham i Haven, og da vi siden fulgtes ad, fortalte han,
at han mange Gange havde sét mig derude, men havde holdt sig skjult,
fordi han troede, jeg helst vilde være alene. Jeg svarede, at jeg
ingen Grund havde til at søge Ensomhed, og han tav, uden at tro mig.
I den følgende Tid mødte jeg ham af og til, og undertiden talte vi
lidt sammen. Saa begyndte han igen at komme herhjemme, men naar han
havde været her, greb Anfægtelserne min Sjæl.
Endelig en Aften, for en Uges Tid siden, traf han mig alene hjemme,
og da var det, han lod mig forstaa, at han vidste det altsammen. Han
sagde mig det ikke ligefrem. Han fortalte en Historie. Den lød:
En Ven af ham nede i Tyskland elskede en ung Dame. Han var en dygtig
Købmand, brav og god, men hverken meget vittig eller interessant, --
et jævnt Hverdagsmenneske af samme Kaliber som jeg selv omtrent,
sagde han med et Smil. _Hun_ var -- nu kom en Mængde blomstrende
Betegnelser. Foruden alt dette yndige var hun et lille romantisk
Menneske med højtflyvende Fordringer til Livet. Intet Under derfor,
at hun lod sin Fætter Købmanden forstaa, at hans Kærlighed var
haabløs. Hun fløj bort fra ham, og hun fløj højt. Men en skønne Dag
traf han hende vingeskudt og bedrøvet. Hendes høje Flugt havde kun
skaffet hende en stakket Lykke. Hendes Smærte gjorde ham mere ondt,
end om det havde været hans egen, for han elskede hende stadig og
havde aldrig elsket nogen anden. Han bad hende ikke om at blive hans;
han nænnede ikke at røre ved det syge Hjærte; men han forsøgte at
vise hende, at hun ikke havde bedre Ven i Verden end ham, og at han
ingen større Lykke vidste end at være god imod hende. Hun forstod ham
ogsaa, og da nogen Tid var gaaet, kom hun en Dag til ham og sagde, at
hun holdt af ham. Og nu er de lykkelige Ægtefolk og Købmandsfolk i en
lille tysk By.
-- -- Da Erik havde fortalt denne Historie, var vi begge lige
forlegne, og ingen af os sagde længe noget. Vi sad og saá paa
hinanden, og jeg tænkte, at han alligevel ikke vidste Alt. Derfor
spurgte jeg omsider: »Den unge tyske Dame havde altsaa været forlovet
med en anden?« »Nej« -- svarede Erik og saá paa mig med et fast Blik:
»Hun havde været en Andens Elskerinde.«
»Og alligevel ...«
»I hans Øjne havde hun ingen Brøde begaaet. Hun havde elsket den
anden. Og han følte Glæde, fordi han nu kunde være en Hjælp for hende
og fordi han vidste, at hun ikke blev hans Kone for at bedrage ham.«
-- -- Saa talte vi om andre Ting; men da Erik gik, sagde jeg til ham:
»Gør mig en Glæde. Kom til os Nytaarsaften og lad det være ligesom i
gamle Dage.« Hans Øjne var fugtige, og hans Stemme skælvede, da han
svarede: »Tak, Julie.«
Men da siden Forældrene kom hjem, og jeg fortalte Moder, at jeg havde
bedt Erik være hos os Nytaarsaften, blev hun saa glad, den søde lille
Mo'r, som jeg i lange Tider ikke mindes at have sét hende. Og vi blev
siddende længe oppe sammen, som vi plejede før, og vi talte
fortroligt sammen, og vi græd sammen, men vi lo ogsaa, og Moder
vidste ikke alt det gode, hun vilde gøre mig.
Saa er det da besluttet. Imorgen kommer Erik, og naar Nytaarstimen
slaar paa det gamle Ur, vil ingen knaldende Champagnepropper
akkompagnere dets festlige Klokkespil, men stille vil jeg trykke
Eriks Haand og bede ham hjælpe mig med at gøre det nye Aar lykkeligt.
Forinden har jeg beskikket mit Hus. Jeg har iaften taget Afsked med
alle mine smaa Erindringer om _ham_. Jeg har brændt hans Breve, for
sidste Gang har jeg kysset dem, for sidste Gang har mine Taarer
vædet dem. Jeg har ogsaa brændt hans Billeder; værst var det at
slippe det, hvor han var en lille Dreng. Nu er det altsammen borte.
Dog Sløret, som laa i Skuffen mellem alt det andet, kunde jeg ikke
brænde. Moders og mit Slør. Jeg begravede mit Ansigt i det, og jeg
syntes, det var et levende Væsen, en trofast Veninde, tavs overfor
alle Andre, men hviskende til mig en mild og daarende Duft af dejlige
Minder. Jeg kunde ikke dræbe det. Det klappede bedende min Kind,
syntes jeg, jeg gav det Kys og Kærtegn; jeg græd i dets bløde Skød og
jeg lovede det, at det og jeg alle Dage skulde blive sammen. Jeg
svøber det om min Dagbog og gemmer dem, saa Ingen skal kunne finde
dem. Men kommer der ensomme Stunder, hvor jeg synes, Livet er altfor
graat og fattigt og ingenting, da søger jeg til mine to gamle
Fortrolige og mindes med dem den flygtige Tid, da Livets brogede
Mangfoldighed som en vidunderlig Aabenbaring benaadede min fattige
Ungdom.
Min Dagbog er endt. Og Aaret, jeg gik saa usikker ind i, er endt. Min
Skæbnes Aar blev det. Rigt paa Lykke og rigt paa Smærte. Var Lykken
eller Smærten størst? Jeg kan og vil ikke maale det. Jeg véd kun, at
jeg intet ønsker uskét.
Dejlige og forfærdelige Aar, med Tak skilles jeg fra Dig. Du har
skrevet mig mit Livs uforglemmelige Æventyr.