Julies Dagbog - 3

Total number of words is 4777
Total number of unique words is 1414
48.6 of words are in the 2000 most common words
63.2 of words are in the 5000 most common words
71.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Da Ballet var forbi, vilde Erik partout følge med i min Droske. Jeg
hviskede til ham: »Du gør det ikke!« -- og han forstod, at det var
Alvor. Men hele Vejen græd jeg, som jeg var pisket, og da jeg kom ind
i mit Værelse, rev jeg mine gode Klæder af mig, saa det formelig var
syndigt.
Saa pæn som jeg virkelig var og saa glad, da jeg tog afsted og Moder
puttede mig ind i Drosken. I lyseblaa Tylls-Nederdel og langt spidst
Silkeliv med Tyllspuffer paa Skuldrene. Jeg kan godt lide at se mig
selv, naar jeg er nedringet -- med en lille fin Strimmel hvidt
Broderi kiggende frem mellem den blanke bløde Hud og det kulørte
Silketøj. Selv Fader -- kunde jeg mærke -- var tilfreds med mig, da
jeg var inde at sige Farvel til ham. Han nikkede anerkendende og
sagde: Blaa Krokus.
-- -- Idag har jeg været saa nervøs og pirrelig, at man ikke har
kunnet komme mig nær. Jeg har nægtet at gaa Spadseretur med Moder;
istedetfor har jeg siddet og mulet inde i min Karnap. Det var
Ruskregn og Sølevejr, graat, tungt, knugende Sindet til Fortvivlelse.
Saa koldt og grimt der var i Stuen. Saa slidt og falmet, saa fattigt
og glædeløst det altsammen saá ud, de sorte Damaskes Stole, det gamle
røde Bordtæppe og den afskyelige Bronce-Hængelampe i tynde
Messingkæder. Og jeg selv: forvaaget og forgrædt, stram i Ansigtet og
valen om Hænderne, saa ufrisk, saa usoigneret. Blaa Krokus, aa ja. En
uappetitlig vissen Blomst til at smide bort.
Jeg saá op, mit Blik faldt paa min Genbo's Vinduer. Dér stod han,
selskabspyntet, i sort Kjole med hvid Blomst i Knaphullet, stod og
saá over paa mig, med et svagt Smil paa Læberne.
Jeg véd ikke, hvad der gik af mig. Jeg rejste mig pludselig, gik ind
i mit Værelse, tog Papir og Pen frem og skrev med fordrejet Skrift:
»Hr. Skuespiller Alfr. Mørch! En ung Dame har noget at spørge
Dem om. Hun venter Dem Lørdag den 13de Kl. 7 Aften udenfor
Nordbanestationen.« Lagde saa Brevet i Konvolut, adresserede det til
Teatret, tog Overtøj paa og bragte Brevet til en Postkasse.
Forklare, hvorfor jeg gjorde dette, kan jeg ikke. Egenlig ræsonnerede
jeg ikke, før det Hele var besørget og jeg atter stod i mit Værelse.
Saa kom jeg til at le himmelhøjt. Du gode Gud, det var virkelig ingen
Drøm. _Jeg_ havde begaaet en Letsindighed, skrevet til en fremmed
Herre, ovenikøbet en Skuespiller og renommeret Don Juan, og sat ham
Stævne! Irbe, mirbe, dirbe -- kort sagt, Vanvid over hele Linjen.
Lige til at putte i Daarekisten. Ja, og Du kom der saamæn ogsaa, min
rare Pige, hvis dine kære Forældre anede, hvad Du har bedrevet.
Naa, ligemeget, det er forresten ganske morsomt at have gjort noget
splittergalt. Navnlig naar det, som i dette Tilfælde, er uden Følger.


12. Februar.

Imorgen var det, jeg skulde møde Hr. M. udenfor Nordbanestationen.
Jeg maa dog til Ære for mig selv bemærke, at det ikke et eneste
Øjeblik er faldet mig ind at gaa til Stævnemødet.
Han kommer naturligvis heller ikke. Erik sagde jo, at han aldrig
reflekterede paa de anonyme Breve, han fik.
Sæt nu alligevel han kom. Det vilde være forfærdelig morsomt bare at
se ham spankulere om paa Mødestedet. Den Vigtigpraas med sine
indbildske sorte Øjne. Jeg ser ham i Tankerne, med Pelskraven op om
Ørene og Stokken under Armen.
Ak, gid han kom, og jeg, selv usét, kunde se ham.
Jeg tror, jeg lokker Erik til at spadsere en Tur med mig imorgen
Eftermiddag. Hvis M. saa er der, dyer jeg mig ikke for at fortælle
Erik, at det er mig, som han venter paa.


13. Februar.

Alle I smaa Billeder, vend Jer omkring! Og Du, min kyske Pen, sæt en
vældig Klat over det Hele!
Jeg har gjort noget forfærdeligt. Jeg er sunken saa dybt omtrent, som
en ærbar Pige kan synke. Og det allersørgeligste er, at jeg er i
straalende Humør.
Jeg skrider til Aflæggelse af min syndige Rapport.
Altsaa, imorges, da jeg vaagnede, skinnede Solen ind i mit Værelse.
Jeg sprang rask ud af Sengen og tog mig en iskold Douche. Jeg var saa
glad i mit Hjærte, saa let i mit Sind, som om det var en Festdag, jeg
beredte mig til.
Jeg husker den Tale, jeg holdt til mig selv, mens jeg gjorde mig fin
i Klæder. Jeg sagde: Iaften Kl. 7 foregaar udenfor Nordbanestationen
et Æventyr, hvis Prinsesse hedder Julie. Julie har i sin fjærne Bolig
-- ude i en stor Vidunderskov -- hørt Tale om en fælt indbildsk
Mandsperson, der praler af hver Dag at erobre et uskyldigt lille
Pigehjærte. Da Julie hører dette, bliver hun paa sit Køns Vegne dybt
oprørt, og hun sværger en dyr Ed paa, at hun skal tugte den lede
Forfører og gøre ham myg. Hvorpaa Julie gennem sin snu Terne sender
sin Fjende Bud, at en dydig og dejlig Jomfru, ganske betagen af hans
skønne sorte Øjne, venter ham Lørdag Aften udenfor Nordbanestationen.
Den indbildske Nar møder til den opgivne Tid, sikker paa et let
Bytte. Da ser han en tæt tilsløret Prinsesse -- i sin Moders
Dragkiste har Julie fundet et af gode Feer vævet uigennemsigtigt Slør
-- og da han nærmer sig hende, opslaar Prinsessen en spodsk, men
sølverne Latter og forsvinder. Derefter ... ja derefter var der ikke
mere af det Æventyr. Hvad der videre skete, kunde jeg ikke faa fat
paa.
Men jeg var paa det Rene med, at til Stævnemøde vilde jeg. Ukendt,
ukendelig vilde jeg komme, more mig over Hr. Mørchs Nysgærrighed,
lytte til hans besnærende Flovser og forsvinde med en spodsk
Prinsesselatter.
Efter Middag sagde jeg til Moder, at jeg havde Lyst at besøge Emmy.
Hun undredes over, men bifaldt denne Trang, og jeg begav mig straks
afsted. Klokken var da 5½. I Forvejen havde jeg i Pulterkamret
hentet Æventyr-Sløret, som jeg nu medførte i min Kaabelomme. Jeg
kørte med Omnibussen til Tivoli, gik derfra til Nørrevold, hvor Emmy
bor, aflagde hende en kort Visit -- saa _havde_ jeg været der --
indhyllede mig paa Trappen i Sløret og skyndte mig -- med bankende
Hjærte -- til Stævnemødet.
I Afstand saá jeg, at Uret var fem Minutter over Syv. Det glædede
mig, at jeg ikke kom for tidligt. Jeg spejdede til alle Sider -- han
var der ikke. Paa den tomme hvide Plads udenfor den ligesom uddøde
Station holdt en enlig Droske. Ikke et Menneske -- uden Droskekusken
-- var at se. Det var, som om der blev hældt en Spand koldt Vand over
mit Æventyr. Her stod den stolte Prinsesse til Spot og Spe; hun havde
rent glemt at beregne, at Æventyret sandsynligvis ikke kom istand
formedelst Modpartens Udeblivelse.
Allerede var jeg paa Veje til at vende om. Da -- mit Hjærtes Slag
standsede -- gled en Skikkelse frem bag Drosken, en høj pelsklædt
Skikkelse. Det var ham. I næste Nu var han henne ved mig. Jeg saá
ikke paa ham, jeg følte hans Skygge foran mig, og jeg hørte hans
Stemme: »Frøken, Vognen venter.« Denne rutineret fremsagte
Uforskammethed gav mig min Selvbeherskelse tilbage. Jeg løftede
Hovedet og svarede: »De tager Fejl. De kan godt lade Vognen køre.« --
Gud velsigne Dig, søde Mo'r, for dit Slør. Jeg kunde iagttage ham,
han saá intet uden en sort Hjælm. Med nogen Usikkerhed i Blikket
søgte han forgæves at gennemskue min Maske. Saa sagde han prøvende:
»Er det værd at sende Vognen bort straks? ... Jeg mener, man er dog
altid mere ugenért ...« Jeg befalede: »Send den bort!« -- og jeg
glædede mig over min Koldblodighed. Han bukkede let, gik hen til
Drosken, betalte og gav en Besked, hvorpaa Vognen hastigt rullede ind
mod Vesterbro.
Vi stod alene. Jeg sagde: »Lad os gaa!« Og jeg gik hen mod
Klampenborgstationen, han ved Siden af mig. Efter en lille Pavse
sagde han:
»Og saa?«
»Og saa?« Jeg gentog hans Ord.
»Ja, Frøken, hvad var det saa, De vilde spørge mig om?«
Oprigtig talt, jeg havde rent glemt at have et Spørgsmaal parat. For
at vinde Tid svarede jeg:
»Det er et Væddemaal. Mellem en Herre og mig. Det drejer sig om seks
Flasker fransk Parfume.«
»Og det er mig, der skal afgøre Væddemaalet?«
»Ja -- hvis De vilde være saa elskværdig. Det er mig meget om at
gøre.«
»Seks Flasker fransk Parfume! Lad mig da høre.«
»Jeg vilde gærne vide ... siig mig: er Mørch Deres rigtige Navn eller
blot et Teaternavn?«
Han svarede ikke straks. Vi passerede en Lygte, og jeg kunde mærke,
at han i Lysskæret søgte at faa mit Ansigt at se gennem Sløret.
Endelig sagde han, og hans Stemme lød koldt og spydigt:
»Det er altsaa for at spørge mig, om jeg hedder Mørch, at De har sat
mig Stævne?«
Han var aabenbart godt gal i Hovedet. Det morede mig. Latteren
kriblede i mig, men ganske alvorligt fik jeg dog sagt:
»Ja, Hr. Mørch. Hvis De vilde gøre mig den store Tjeneste. Jeg skal
da ikke opholde Dem længer. Der er maaske Nogen, som venter Dem.«
Jeg kiggede hen paa ham. Han saá nogenlunde behersket ud. Men Stemmen
dirrede, da han svarede:
»Enten, Frøken, er De meget spøgefuld eller, undskyld, dum.«
Jeg, engleblidt:
»Hvor uvenligt De taler til mig. Har jeg fornærmet Dem?«
Han, med værdig Kulde:
»Fornærmet mig? Nej. Men jeg finder det, ærlig talt, en Smule
overflødigt at stævne mig en kold Vinteraften til et fjærnt Sted for
at spørge mig om, hvad jeg hedder.«
Jeg, stille og beskedent:
»Jeg troede saamæn heller ikke, De var kommen. De faar, fortæller
man, saamange anonyme Breve.«
Han, lidt mildere:
»Jeg kom ogsaa kun, fordi Deres Haandskrift interesserede mig. Den
var -- skønt fordrejet -- saa dameagtig, saa fin og ejendommelig.«
»Nu smigrer De mig, Hr. Mørch. Der er virkelig intet interessant ved
mig ... end ikke det, at jeg er forelsket i Dem. Det havde De maaske
troet?« Han saá ud, som om han havde Lyst til at æde mig, men svarede
ikke. Vi var naaet hen til Ørstedsparken. Ved Hjørnet af Nørrevold
standsede jeg.
»Jeg maa hjem nu, Hr. Mørch. Vilde De saa besvare mit Spørgsmaal?«
»Kun paa én Betingelse.«
»Og det er?«
»At jeg faar Deres Ansigt at se, og at De siger mig Deres Navn.«
»Men hvorfor dog? Hvad Fornøjelse kan De have af det?«
»Synes De egenlig, at mit Forlangende er saa urimeligt? -- Maa jeg
saa, Frøken ...?« Han rakte Haanden frem efter mit Slør.
»Nej, nej, ikke nærgaaende.« Og jeg benede af langs Ørstedsparken.
Han efter mig. Ingen af os talte længe. Endelig sagde jeg (vi gik nu
igen pænt ved Siden af hinanden): »Se, hvor dejligt Parken tager sig
ud med alle de rimdækkede Træer. Det er som en hel Æventyrhave.«
»Aa ja.«
Rimfrost, Æventyrhave og alle andre poetiske Ting var ham aabenbart
revnende ligegyldige, og jeg tænkte: Situationen bliver umulig. Han
er ligesaa dum og utaalelig som Erik.
Da pludselig standsede han og sagde:
»Nu skal De have Tak for iaften, Frøken. Farvel.«
»De vil altsaa ikke opfylde mit Ønske?«
Han stillede sig foran mig og saá paa mig, uendelig længe syntes jeg,
saá paa mig med et underlig koldt bedrøvet Blik, der baade gjorde mig
bange og drog mig. Saa sagde han, stille og høfligt, men med en
dejligt isnende Fornemhed:
»Jeg hedder det, jeg kaldes for. Jeg haaber, at De har holdt paa det
og at De altsaa har haft det ønskede Udbytte af vor Samtale.«
Han tog Hatten af og var allerede paa Vej bort. Da -- jeg véd ikke
hvorfor; men jeg vilde ikke, jeg kunde ikke slippe ham paa den Maade
... jeg rev Sløret til Side, kaldte »Hr. Mørch!« -- og da han vendte
sig om, stod jeg smilende foran ham med fremstrakt Haand og sagde:
»Vær ikke vred, lad os skilles som gode Venner.«
Jeg har aldrig set et Menneske undergaa en saadan Forvandling. Der
gik som en Sol op over hans Ansigt; hans Øjne straalede mildt og
muntert, og hans Stemme klang blødt og indsmigrende.
Vi talte som to Kammerater, der længe havde kendt hinanden. Han sagde
ogsaa, at han godt kendte mig -- han vidste ikke hvorfra, men han
huskede, han havde sét mit Ansigt.
Han bad mig igen fortælle, hvad jeg hed. »Nej« -- svarede jeg -- »det
kan De ikke faa at vide idag.«
»En anden Dag altsaa? De vil altsaa møde mig en anden Dag?«
Jeg vidste hverken, hvad jeg vilde eller ikke vilde. Men jeg sagde:
»Maaske.« Og jeg spurgte straks efter: »Fortæl mig nu, hvor De
egenlig havde tænkt at føre mig hen i den Droske?«
»Til en Restauration eller hjem til mig, ligesom De selv havde
villet. Et Sted, hvor vi kunde have siddet hyggeligt og drukket et
Glas Champagne sammen.«
»De havde altsaa troet, at jeg var en Dame af den Slags?«
»Hvilken Slags? Jeg forsikrer Dem for, at alle Slags Damer kan drikke
et Glas Champagne.«
»Jamen ikke sammen med Dem.«
»Er det for Alvor Deres Mening? Synes De virkelig, at der vilde være
noget ondt i, at vi to f. Eks. tilbragte en morsom Aften sammen?«
»Nej, maaske ikke, hvis De opførte Dem ligesaa pænt som nu, mens vi
spadserer her.«
»Jeg opfører mig ganske, som De selv vil have. Det kan De stole paa.
Skal vi saa spise til Aften sammen paa Torsdag? Saa er jeg fri.«
-- -- -- Kort sagt, det endte med, at jeg _næsten_ lovede at møde ham
Torsdag Kl. 7 paa Kongens Nytorv. Han talte mig saa tryg, at jeg
syntes, det Hele var den naturligste Sag. Men hvordan jeg, naar jeg
først faar sovet paa det, klarer det med min Samvittighed og med at
slippe hjemmefra, aner jeg ikke.
Dog, den Tid den Sorg. I værste -- eller lad os sige: i bedste --
Tilfælde bliver jeg borte.
Saa kan Hr. Mørch Torsdag Aften staa paa Kongens Nytorv og kigge
Stjærner. Hvad Glæde kan han vel ogsaa have af at møde mig?
Han sagde, at jeg var smuk. Den Lyveprins.


14. Februar.

Gaarsdagens Hændelser staar for mig som en Drøm. Men min Dagbog
afslører mig Drømmen som Virkelighed. Jeg synes, det er saa rent
fantastisk meningsløst, hvad jeg har gjort. Alligevel synes jeg, det
er det hidtil eneste i mit Liv, som er værd at optegne. Men atter
siger jeg til mig selv: Du sølle Person, Du latterlige Heltinde, der
har udført akkurat det, som Tusinder af tarvelige Smaapiger ganske
uden Heltemæssighed gør hver Dag.
Ja, om Du elskede ham, og han elskede Dig. Men hvad er det nu? Fra
min Side kun et Indfald, en Grille; fra hans Side vel højst et
Øjebliks Pirring, et pikant Tilfælde, der dumper ned til ham, og som
han ofrer et Par allernaadigste Timer.
* * * * *
Paa Forhaand hadede jeg ham. Han var kommen til at spille en Rolle i
mit Liv; han -- et fremmed Menneske, et Menneske, for hvem jeg intet
var -- havde gjort sig til Herre over mine Tanker, mine Drømme. Hans
Øjne befalede over mig, jeg vilde gøre mig fri for dem, for ham.
Ja, saadan var det. Jeg _maatte_ en Gang møde det Menneske for at faa
Hold i ham, for at kunne tage Kampen op med ham som med et rigtigt
Menneske, ikke et Drømmebillede. Jeg _maatte_ have Scheiken fra
_Suleima_ omsat til Skuespilleren Mørch.
Dette er Forklaringen af, Undskyldningen for, at jeg satte ham
Stævne.
Jeg vilde være fri for ham. Og jeg endte med at love ham nyt Møde.
* * * * *
Jeg vilde føle mig som den stærke overfor ham. Og jeg var det straks.
Jeg nød hans Usikkerhed, hans flove Fornærmethed og hans
Nysgærrighed. Jeg legede med ham, jeg pinte ham, jeg drillede ham.
Men just som jeg troede mig sikker paa Sejren, smed han mig overende.
Jeg sér ham endnu staa foran mig og med høfligt spodske Ord byde mig
Farvel. Jeg følte hans Blik slaa mig i Ansigtet -- og da han vendte
sig om og gik, blev jeg angst for at miste ham. Jeg kaldte ham
tilbage. Jeg følte mig saa svag, og jeg følte mig lykkelig ved det.
* * * * *
Det fremmede Menneske. Ja, vist er han mig fremmed. Dog véd jeg
aldrig, at jeg har følt mig saa gode Venner med Nogen som med ham.
Der kunde slet ikke være Tale om at være _fornem_ og _Dame_ overfor
ham. Hans Ord, hans Stemme ligesom tog mig ind til sig, saa
selvfølgeligt og dog saa ærbødigt. Der var noget vidunderlig
musikalsk i den Maade, hvorpaa han afstemte sit Væsen efter mit. Jeg
har kun haft en lignende Fornemmelse, naar jeg dansede med en Herre,
der fast og sikkert bar mig ind i Musikens Rytme. Naar jeg lukker
Øjnene, kan jeg endnu høre hans Stemme. Ja, der er Rytme i den, og
jeg er tilmode, som jeg danser -- en blød, langsomt vuggende Dans.
Jeg hører hans Afskedsord, mens han tog begge mine Hænder og saá mig
smilende, saa mildt, og slet ikke paatrængende, ind i Øjnene:
»Farvel, De meget søde, ubekendte Pige, som jeg er forfærdelig glad
over at have truffet.«
Underligt, at Øjne kan være saa forskellige. For Fremtiden vil hans
Øjne ikke gøre mig bange.
* * * * *
Jeg vilde heller ikke være bange for at møde ham igen. Jeg vilde
ovenikøbet være glad ved det, det vilde more mig. Naar blot det ikke
var saa ganske uden al fornuftig Mening. Naar blot det ikke var saa
grænseløst letsindigt.
Forresten, er det saa ufornuftigt at være letsindig? Hvem takker En
for, at man aldrig gør andet, end hvad der er dydigt og kedeligt?
Hvorfor skal man være saa ængstelig for at stjæle en og anden smuk
Blomst fra en Have ved den støvede Landevej, hvor man vandrer? Jeg
sprang gærne gennem Gærdet, tror jeg, selv om Kjolen fik en Rift,
hvis ikke min bekymrede Moders Blik skræmmede mig. Dine bedrøvede
Øjne er det, som jeg frygter, Moder. Hvis Du opdagede noget, Du vilde
jo slet ikke kunne forstaa mig, Du vilde anse mig for et fortabt
Menneske. Og dog -- Sløret! Hvordan er det kommet i dit Eje? Naar i
dit Liv har Du haft Brug for det?
Dette Slør, der fortæller om hemmelighedsfulde Vandringer og endnu
gemmer en Duft som af forbudte Blomster.


15. Februar.

Erik var her i Eftermiddag. Vi talte ikke om andet end Mørch. Erik
spurgte, om jeg ikke havde Lyst til en Gang at træffe sammen med ham.
Jeg svarede Nej. Og jeg fingerede en Historie om en Dame, der kendte
ham og som havde fortalt mig, at han var en kedelig Praas.
Erik maatte nu i Marken med en ny Lovtale over sin Ven. Han var fuld
af Haan over den Dame, der havde givet mig Oplysninger om Mørch. Han
levnede hende ikke Forstand for to Skilling. Hun var naturligvis en
Gaas, som Mørch ikke havde gidet spilde sit Vid paa.
Jeg førte dog min Klientindes Sag med Dygtighed. Jeg opfandt
utrætteligt nye Anklager og Anker, som jeg saa havde den Fornøjelse
at høre Erik gendrive. Sandelig, Hr. Mørch, det maa iaften have
ringet Landestorm for Deres Øren.
Men arme Erik! Han skulde bare vide.
Ved Godnat-Passiaren stor Grædescene mellem Moder og mig. Først græd
jeg, fordi hun igen plagede mig med Erik. Saa græd hun, fordi jeg
sagde, at hun kun tænkte paa at faa mig ud af Huset og var ligeglad,
enten jeg blev lykkelig eller ulykkelig. Tilsidst græd vi begge i
fælles Erkendelse af, at Livet ikke er andet end den bare Travrighed,
og i gensidig Anger over de onde Ting, vi havde sagt hinanden.
Dette Hus udmærker sig absolut ved sin Regnmængde. Jeg skulde næsten
tro, at det endogsaa overgaar Bergen.


16. Februar.

For det Tilfældes Skyld, at jeg gaar til Stævnemødet iovermorgen, maa
jeg i Tide forsyne mig med et Skærmbrædt. Jeg har i saa Henseende
tænkt paa Christiane, det eneste mig fuldtro Menneske i Verden.
Veninder har jeg aldrig haft. Christiane kaldes min Veninde, men hun
er nærmest min Slavinde. Hun er Datter af en tarvelig, men velhavende
Mand; hun blev sat i samme Skole som jeg, men hun følte sig som et
Væsen af lavere Race. I et Anfald af Ædelhed tog jeg mig af hende, og
da jeg nød Ry for min rappe Tunge, vovede Ingen at fornærme min
Protegée. Christiane har siden dyrket mig med en urokkelig
Hengivenhed. Det er dog Synd at sige, at jeg har forkælet hende. Der
er intet Menneske, som jeg kan være saa utaalelig imod; hun oprører
mig ved sit ydmyge Væsen og sit forskræmte Udseende; hendes Blods
hundske Respekt for mig fattige Professordatter vækker min Foragt.
Men paa den anden Side kan jeg vanskeligt undvære hende. Jeg kan
lide at herske saa uindskrænket over en Menneskesjæl. Uden at knurre
lader hun mig udøse alt mit gnavne Humør over hende. Fuldkommen
lykkelig indsuger hun min Naades Solstraaler.
Min tro Christiane ligner en blond Æbleskive. Hun har et kuglerundt
Hoved, tyndt hvidgult, glansløst Haar, ingen Øjenbryn, en
fregneomkranset Stumpnæse og Knaphul-Øjne. Af Figur er hun en Prop.
Egenlig det man kalder styg, er hun dog ikke. Hun er bare slet
ingenting. Der mangler hende alt det, som gør et Egenvæsen ud af det
Fællesmenneskelige. Men som hun er, er hun lykkelig. Hun kender ikke
til Ærgærrighed eller blot Ønsker paa egne Vegne; hun ønsker og
haaber kun for og sammen med mig.
Nu har hun det sidste Aar været fuldstændig optaget af Erik. Hver Dag
sidder hun og venter paa, at han skal fri, og er ligefrem benauet ved
Tanken om, at nu kommer det.
Alligevel, naar jeg i Morgen gaar ud til hende og siger: »Christiane,
jeg skal til Stævnemøde med en Herre, og Du maa hjælpe mig« -- saa
vil hun ganske vist lige i Øjeblikket se en Smule forvirret ud, men
hun vil ikke prøve paa at ræsonnere eller gøre Indvendinger. Hun vil
simpelthen tage til Efterretning, at nu er det ikke Erik og
Forlovelse, der staar paa Dagsordenen, men Letsindighed og
Stævnemøde, og hun vil, naar Stævnemødets Time oprinder, sidde hjemme
og have Hjærtebanken, ligesom jeg, og hun vil, det syndefulde Asen, i
sine Tanker svælge i min gode Mad og min Champagne.


17. Februar.

Jeg gaar formodenlig til Stævnemødet imorgen. Naar jeg saa har
oplevet det, vil jeg slaa mig til Ro. Jeg vil atter blive en dydig
Pige, og jeg vil, inden jeg forlover mig med Erik, ligesom Dronning
Dagmar paa Dødslejet bekende min svare Brøde.
Jeg var hos Christiane i Formiddag. Hun blev helt oplivet ved Tanken
om, at vi skulde til Stævnemøde. Jeg instruerede hende i hendes
Rolle. Hun kommer imorgen ud til os og beder mig til Middag. Hun
lover tillige Moder, at jeg nok skal blive fulgt hjem om Aftenen.
Da mine og Christianes Forældre ikke omgaas -- næppe nok kender
hinanden -- er der ingen Mulighed for Opdagelse.
Christiane fandt det Hele umaadelig spændende og æventyrligt.
Tilsidst maatte jeg ligefrem minde hende om, at det klæder en ung
Pige ilde at være saa forhippet.


18. Februar.

Da Klokken iaften slog syv fra Sankt Nikolaj, gled en høj tilsløret
Dameskikkelse fra Lille Kongensgade ud paa Kongens Nytorv. En høj
Herreskikkelse, med Pelskraven op om Ørene, styrede i samme Nu imod
hende. En Vogn var lige efter Herren. Kusken smækkede Døren op. Det
formummede Par forsvandt ind i Vognen, der derefter ilsomt bortførte
det.
Faa Minutter efter holder en Vogn inde i en mørk Port. Kusken er
sprungen ned og trykker paa en Klokkeknap ved en Dør. En Slaa skydes
fra indvendig. Døren aabnes, og i hvidt elektrisk Lys viser en
kjoleklædt Kavallér sig, bukkende. Han lukker Vogndøren op, en
pelsklædt Herre hjælper en tilsløret Dame ud. Den kjoleklædte iler i
Forvejen op ad nogle Trapper: »Denne Vej, om Herskabet behager. Jeg
har reserveret det røde Kabinet.«
-- -- -- Saadan var den lovende, nogenlunde romantiske Begyndelse paa
en Aften, der væsenligst blev en Skuffelse.
Jeg undser mig næsten ved at bekende det: jeg var ikke langt fra at
kede mig. I tre lange Timer varede Festen. Vi spiste -- en Mængde
gode Sager, men jeg havde ingen Appetit. Vi drak -- naturligvis
Champagne, men jeg maatte være svært forsigtig for at kunne komme
»pæn« hjem. Saa sad vi forresten og konverserede saa dannet og saa
artigt, som om vi var til Konfirmations-Familiemiddag hos Professor
Magens.
Men det, der ærgrede mig allermest, var, at min Don Juan
tilsyneladende fandt Aftenen særdeles vellykket. Han satte sig, efter
at vi havde spist, mageligt tilrette i en Lænestol, nippede
velbehageligt til sin Likør og nød sin Cigar i dovne, soignerede
Drag, betragtende mig velvilligt og talende til mig i en godmodig
onkelagtig Tone, som om jeg var et Pattebarn.
Midt under det Hele spurgte han: »Naa, er det saa saa farligt at
drikke Champagne sammen med mig?«
Nej, det ved Gud, _farligt_ var det saamæn ikke. Men hellerikke
morsomt, min Herre.
Jeg spekulerer paa, om det var en Komedie, han spillede med mig,
eller om han af Naturen er saa henkogt.
Der var et Øjeblik, straks vi kom ind i Restaurationskabinettet og
Opvarteren havde trukket sig tilbage, hvor jeg syntes, han var en
helt anden. Jeg stod foran et Spejl og tog Overtøjet af. Han stod
bagved mig og hjalp mig galant. Da jeg tilsidst med min Lommekam
havde givet Pandefrisuren en lille Overhaling og vendte mig om, greb
han min Haand og sagde: »Maa jeg saa se rigtigt paa Dem!«
Jeg sagde: »Naa, er det en Skuffelse? Fortryder De, at De skal ofre
en Aften paa mig grimme Pige?«
»Grim!« -- svarede han. »Nej tværtimod.« Han stod lidt og betænkte
sig. Saa sagde han: »Jeg haaber ikke, De forlanger Komplimenter.
_Smuk_ er De ikke. Men De er aldeles nydelig. De er saa fin og ung
som et Majløv. De har en Teint som Frugtblomster, og jeg har aldrig
set en Mund, der ligner et Kirsebær til den Grad som Deres.«
Han sagde disse Ord ganske jævnt, ligesom om han med Vilje vilde
afdæmpe dem. Men Klangen var saa blød og sandfærdig; hans Blik
straalede saa varmt og saa lykkeligt. Det var en vidunderlig Følelse,
der i det Øjeblik gennemstrømmede mig, en Følelse af svimmel
Salighed, af Triumf og Svaghed.
Jeg kom til Besindelse ved, at han med dagligdags Stemme fortsatte:
»Jeg vilde gærne have Lov at kysse Dem.«
Hvor grimt, hvor dumt. Akkurat som da han forleden begyndte med at
meddele mig, at Drosken ventede.
Jeg svarede ham strængt og alvorligt: »Nu skal jeg sige Dem noget,
Hr. Mørch, og Forord bryder ingen Trætte. Jeg vil gærne være sammen
med Dem iaften, den Letsindighed har jeg nu engang besluttet mig til.
Men De skal værs'god opføre Dem saadan, at jeg ikke altfor meget skal
angre denne Aften. Husk, hvad De har lovet mig.«
»Ja,« sagde han, »netop derfor var det, jeg spurgte, om jeg maatte
kysse Dem. Havde vi ikke haft den Aftale fra forleden, havde jeg
kysset Dem uden Forlov. Men jeg staar ved mit Ord: jeg er overfor Dem
ganske, som De selv vil have mig. Og saa taler vi ikke mere om det.«
Han sagde det høfligt og smilende, uden synligt Spor af Skuffelse
eller Fornærmethed. Og Resten af Aftenen var han stadig lige høflig,
veltilfreds og smilende. Dog, hvor forandret!
At den uforstyrrelige Bonvivant, der ved Souper'en og bagefter med
overbærende Velvilje underholdt sig med en naturligvis altfor dum og
ubetydelig lille Pige, var den Romeo, der lige i Forvejen havde gjort
samme lille Julie hed i Kinderne -- nej, det var endnu mere
ufatteligt end den pludselige Forvandling, der forleden skete med
ham. Hvordan mon han _egenlig_ er? Han gør i Grunden slet ikke
Indtryk af at være Skuespiller; tværtimod, der er saa lidt Positur
ved ham. Alligevel har jeg en Fornemmelse af, at han hele Tiden
spiller Komedie, og at det morer ham at forvirre mig ved at give nu
en, nu en anden Rolle.
-- -- Han fik da at vide, hvem jeg var. Jeg maatte jo holde mit
Løfte. Jeg tror nok, han blev _i høj Grad_ overrasket, skønt han ikke
vilde lade sig mærke med det. Han sagde blot: »Ja, saa!« og kiggede
saa underligt hen paa mig. Han havde vist alligevel ikke troet, at
jeg var af _saa_ pæn Familie. Men i det Hele taget gav min
Demaskering ham vist meget at tænke paa.
Lidt efter sagde han: »Saa kender De Arkitekt Glerup?«
»Jo Tak, rigtig godt. Det gør De nok ogsaa?«
»Det véd De?«
»Ja, Erik Glerup har saamæn ofte talt om Dem. De har en god Ven i ham
-- og en Beundrer.«
»Ja, Glerup er en Entusiast.«
Her kom jeg til at le.
Han: »Hvad ler De af? Af Glerups Entusiasme for mig?«
Jeg: »Ærlig talt, ja. Jeg vil tilstaa Dem, at jeg er lidt skuffet.«
Man maa dog ikke tro, at denne Ondskabsfuldhed i mindste Maade
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Julies Dagbog - 4
  • Parts
  • Julies Dagbog - 1
    Total number of words is 4756
    Total number of unique words is 1617
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 2
    Total number of words is 4884
    Total number of unique words is 1527
    48.0 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 3
    Total number of words is 4777
    Total number of unique words is 1414
    48.6 of words are in the 2000 most common words
    63.2 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 4
    Total number of words is 4872
    Total number of unique words is 1399
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    75.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 5
    Total number of words is 5017
    Total number of unique words is 1304
    53.8 of words are in the 2000 most common words
    71.2 of words are in the 5000 most common words
    79.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 6
    Total number of words is 4958
    Total number of unique words is 1382
    51.3 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    73.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 7
    Total number of words is 4794
    Total number of unique words is 1463
    50.4 of words are in the 2000 most common words
    65.9 of words are in the 5000 most common words
    73.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 8
    Total number of words is 4812
    Total number of unique words is 1409
    50.8 of words are in the 2000 most common words
    68.2 of words are in the 5000 most common words
    75.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 9
    Total number of words is 4824
    Total number of unique words is 1427
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    65.4 of words are in the 5000 most common words
    73.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Julies Dagbog - 10
    Total number of words is 4053
    Total number of unique words is 1205
    53.5 of words are in the 2000 most common words
    70.1 of words are in the 5000 most common words
    79.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.