Julies Dagbog - 5

mine Øren. Naar han ser paa mig, forsvinder alle skræmmende Billeder
for mit Syn, og jeg ser kun Blomster og Sol og alt, hvad skønnest er
i Verden. Naar han holder mig i Haanden, véd jeg, at hvor Vejen saa
gaar, fører den til Lykken. I hans Arme er alt, som ikke er ham,
borte og dødt og glemt for mig. Han stopper mine Øren, han stopper
min Mund, og han, min Havmand, bærer mig til Havsens Bund.


22. Marts.

Der er kommet Uro i Lejren ovre hos min Genbo. Igaar blev hans Flygel
transporteret bort, og idag har Haandværkere taget Tæpperne af
Gulvene i hans Lejlighed.
Mon han er ifærd med at bryde op? Jeg vil dog savne ham lidt. Det
var, ligesom jeg kendte ham saa godt, og naar vi saá over paa
hinanden, var det, som om vi havde Hemmeligheder indbyrdes.
Underligt nok, at jeg aldrig har skaffet mig at vide, hvem han er og
hvad han hedder. Jeg véd ikke ... jeg har aldrig villet spørge
hverken vor Pige eller Postbudet, som dog sikkert begge kunde give
Besked. Jeg har kunnet lide at bevare ham i et vist mystisk Skær. Jeg
har ligefrem været bange for en Dag at faa at vide, at han f. Eks.
hed Petersen og var Grosserer, eller noget andet ganske dagligdags.
Jeg maa smile, naar jeg tænker paa, at jeg endogsaa har gjort ham til
Prins. Jeg var et Barn den Gang, kendte intet til Livet, forstod kun
at drømme. Smukt og dejligt var det at drømme, men tusindfold
dejligere og smukkere er Livet.
Naar man elsker, vel at mærke. Og naar den, man elsker, er finere og
smukkere end selv en Prins af Ilyrien.
Imorgen skal jeg til min Prins ... skal til ham i min pæneste Kjole,
skal være saa pæn jeg kan gøre mig, for det hedder sig, at jeg skal
til ungt Selskab med Dans hos Christiane.
Ikke havde jeg mere Feber, da jeg skulde til mit første Bal i lang
Kjole. Mit Sind er som en Foraarshimmel: snart jublende, dansende
Solskin, snart skytungt, knugende sig sammen i mørk, kold Angst.


23-24. Marts, Kl. 1½ Nat.

Det gik. Hvordan, maa Guderne vide. Havde slet intet parat at sige,
men fortalte i en lynende Fart løst og fast, om Maden, hvem der
havde været o. s. v. Sagde forresten, at jeg havde Hovedpine og slap
hurtig fra det moderlige Krydsforhør.
Og nu paa Hovedet i Seng, ned under Tæpperne, gæmme mig bort og ikke
tænke. Sove fra alle Tanker. Skønt forresten, hvorfor ikke tænke?
Hvorfor ikke tænke den eneste Tanke, som fylder mig: Jeg er din, din!
_Din_ er jeg, af fri Vilje, fordi Du er mig mere end Fader og Moder
og alt andet i Verden. Fordi alt er mig ligegyldigt, blot jeg maa
være med i dit Liv, blot jeg maa faa Lov at elske Dig og Du vil være
god imod mig.
Du mit eneste Ene, Godnat. Mine Tanker gaar til Dig med tusinde Kys.
Ak, maatte de møde dine!


24. Marts.

Da jeg vaagnede sent imorges -- for jeg faldt først i Søvn hen mod
Morgenstunden -- sagde jeg til mig selv, inden jeg endnu havde aabnet
Øjnene: »Dette vil blive Dig en Sorgens Dag.« Men i samme Nu, mine
Øjne havde skimtet Dagens lyse Solskær, i samme Nu steg der som en
Lærketrille indeni mig: »Godmorgen, Skønjomfru, Godmorgen til Livets
Dejlighed!«
Og ud sprang jeg af Sengen, og jeg saá mig selv i Spejlet med
lysklare Øjne, med friske rødmende Kinder og med et Smilehul som et
Kys.
Saadan har hele Dagen været mig én stor Forbavselse. En Forbavselse
over, at jeg ikke er ulykkelig, men mest dog en Forbavselse over, at
Ingen synes at have opdaget nogen Forandring hos mig.
Altsaa er jeg tilsyneladende den samme som før. Intet rødt Kors i
Panden, ingen sort Streg paa Næsen. For alle Andre den samme, kun
ikke for mig selv. Thi for mig selv er det, som om jeg fra et trangt
Puppedække, der skjulte Livets vidunderlige Mening for mig, er fløjet
ud i al Aabenbaringens Herlighed som en lykkefortumlet Sommerfugl.
Tung var min Gang før. Nu er det, som svævede jeg let hen over Livets
Bekymringer, som om jeg havde Vinger, der bar mig over alle
Vanskeligheder. Jeg staar paa en Jord, der hæver sig under mig, og
jeg favner en Himmel, der sænker sig ned over mig. Der er jublende
Musik rundt om mig, og jeg selv er som en Sang, der stiger og
stiger ...
Hvad vil det sige at lyve? At have en Hemmelighed saa bedaarende og
sød, at man ikke vil dele den med Nogen! Det er let at lyve ... Lyve
er et grimt Ord, men Meningen er smuk. Hvad andet er det Solen gør,
naar den, gemt bag en Sky, lister en enlig Straale ned til Violen ved
Markvejen? Hvad andet er det, naar to Fugle leger Skjul bag Træernes
Blade?
Jeg spadserede gennem Byen i Formiddag. Tusinder af Mennesker mødte
jeg. Hvad saá de i mig? En ung Pige som Tusinder andre unge Piger, en
ung Pige, der gik sig en Tur, beskyttet, bevogtet af sin Moder. Men
hvad de ikke saá, og hvad de ikke maatte se, fordi det var hendes
livsalige Hemmelighed, det var det Blik, den unge Pige vekslede med
en ung Mand paa den anden Side Gaden ... det var, at hun hos
Blomsterpigen paa Hjørnet tog to Violbundter, førte dem begge til sin
Mund, og at hun saa købte det ene, mens han straks efter købte det
andet og kyssede det.
Hvor dejligt det er at leve, hvor dejligt at være ung. Lad nu komme,
hvad der komme vil; lad Fremtiden blive end aldrig saa sort. Den
Lykke, der nu rejser sit Guldtempel i mit Hjærte, vil kaste Genskin
gennem alle Tiders Nat.
Og saa, min Elskede, bøj dit Hoved ned til mig og lad mig fylde dit
Øre, saa det aldrig glemmer det, med min frydefulde Bekendelse: »Jeg
er lykkelig, lykkeligere end Sproget, som er skabt for Handel og
Vandel og ikke for Elskende, kan udtrykke det -- lykkelig ved at være
Din, lykkelig ved, at Du vil eje mig ... Godnat.«


25. Marts.

Da jeg i Formiddag sad ved det aabne Vindue for at nyde den solvarme
Foraarsluft, saá jeg min Genbo i travl Beskæftigelse. I en stor Kasse
pakkede han Bøger og Skilderier. Mens han var saaledes beskæftiget,
kom »Favoritindens« Vogn kørende. Han hørte Vognen komme, han kastede
et hastigt Blik ned paa Vejen, skyndte sig saa at trække Gardinerne
for Vinduet. Damen steg ud, og Vognen kørte bort, som sædvanlig. Jeg
tænkte ikke mere over den Ting, havde allerede glemt min Genbo og
hans Veninde. Jeg sad og stirrede ud i den muntre Foraarsdag, og
mine Tanker vandrede til ganske andre og mig mere magtpaaliggende
Sager. Da -- der kunde vel højst være gaaet fem Minutter -- ser jeg
»Favoritinden« træde ud af Porten. Hun var stadig tilsløret, hun
holdt Haanden presset mod Brystet, og hun ligesom havde Vanskelighed
ved at gaa. Hun stod et Øjeblik lænet op mod Porten, saa rettede hun
sig rankt op, slog hæftigt Sløret tilside fra det uhyggeligt hvide
Ansigt, gik tværs over Vejen -- jeg maatte nu rejse mig for at se
hende -- og saá op mod min Genbos Vinduer.
Var det virkeligt eller en Indbildning? Jeg syntes at høre en haansk,
truende Latter. Saa forsvandt Skikkelsen ned ad Vejen.
Men mit lyse Foraarshumør var spoleret. Jeg kunde ikke faa ud af min
Erindring det forvredne, blege Ansigt med den afmægtige, næsten
latterlige Trods, og i mine Øren har hele Dagen skurret den
Ydmygelsens bitre Latter, som jeg hørte ... for jeg _maa_ jo have
hørt den.
Han maa være en raa, en brutal Person, min Genbo. Men alligevel, nej
... _saa_ uværdigt havde jeg i hendes Sted ikke kunnet bære mig ad.
Hvis hans Forelskelse er forbi, saa maatte hun dog have mærket det.
Har han ikke villet sige hende det, saa kunde hun have tvunget ham
til det.
_Det_ véd jeg, at den Dag, _han_ ikke bryder sig længer om mig, den
Dag, jeg blot mærker Træthed hos ham, i samme Øjeblik gaar jeg fra
ham. Han skal ingensinde faa den Fornemmelse, at vort Forhold er ham
til Byrde. Jeg vil være for stolt til at leve paa Naade og
Medlidenhed hos ham. Han skal end ikke høre nogen Klage fra mig ....
Jeg skal forsvinde fra hans Vej, og Intet skal nogensinde senere
minde ham om mig.
... Godt, at det ikke var iaften, jeg skulde til ham. Jeg har været
saa forpint hele Dagen, og jeg véd, at jeg vilde have lavet en
Grædescene, hvis jeg havde været sammen med ham.
Og jeg, som netop skulde overraske ham med at være en flink og
lykkelig Pige! Maa se at sove mig væk fra alle de grimme Tanker.


26. Marts.

To Flyttelæs og en Droske førte idag min Genbo bort. Lige inden han
skulde køre, kom han hen til Vinduet og saá over til mig. Han søgte
aabenbart at fange mit Blik for at sende mig et stumt Farvel. Men jeg
lod, som om jeg ikke saá ham.
Nu er han borte og Lejligheden foreløbig tom. Jeg er glad over det.
Det er, som en Mare er væltet mig fra Brystet. Jeg aander atter frit.
Og iaften genvinder jeg ganske Lykken i _hans_ Arme.


1. April.

Min elskede Ven! Dette Brev, som Du aldrig skal læse, skal sige Dig
alle de Ord, der dør paa mine Læber, naar jeg er sammen med Dig,
fordi de er for barnagtige og dumme til Dig, Du kloge og forsigtige
Mand.
Her, hvor jeg har Dig nærværende kun i min Sjæl, her kan jeg tale
frit og dristigt til Dig uden Frygt for at møde det ironiske Smil i
din Mundkrog, som Du sagtens er stolt af og som hæver Dig saa højt
over en lille uvidende, forelsket Pige.
Jeg vil først fortælle Dig, hvordan og hvorfor jeg blev Din.
Du kender mig jo egenlig slet ikke. Du havde Grund til at tro slemt
om mig, for saadan som jeg kom til Dig, kom jeg som En, der sagde:
»Her er jeg. Tag mig.«
Jeg blev Din, fordi Du instinktmæssigt forstod mig. Du forstod i alt
Fald saameget, at Du her havde mødt et lille Væsen, som det gjaldt om
ikke at skræmme; som Du maatte behandle som skøre Sager. Naar jeg sad
hos Dig de første Gange, sad jeg altid paa Springet til at løbe min
Vej. Et forhastet Ord, et overilet Kærtegn, og jeg var flygtet. De
Ord, Du _ikke_ sagde, det var dem, der erobrede mig.
Du kender mig vist slet ikke. Nu er jeg Din, og jeg vil vedblive at
være det, saalænge Du vil have mig. Men hvis Du tror, at det er dine
Kys, dine Kærtegn, dine Favntag, som gør mig til Din, da tager Du
Fejl. Jeg er ingen Snærpedorthe, jeg er ingen serafisk Jomfru
Spidsnæse. Jeg er lykkelig hver Gang Du tager mig i dine Arme. Jeg
drikker dine Kys saa gærne, som Blomsten aabner sig for Sommerens
Dugg. Jeg er jo Din, af Lyst, med Glæde. Jeg er Din for at _være_
Din. Du skal ikke have mig som et Kviksølv, der løber bort mellem
dine Hænder. Min Herre og Mester -- se, alt hvad mit er, det giver
jeg Dig uden Spidsfindighed og Forbehold.
Men hvad jeg saa gærne vilde, at Du skulde forstaa, det er dette: Jeg
kan saa godt undvære Kyssene og Kærtegnene, jeg vil elske Dig lige
højt uden dem. -- Det vilde gøre mig saa ondt, om Du, naar jeg er
gaaet fra Dig, tænkte: Hun er en Frøken Let-paa-Traad, en Frøken
Kys-i-Kroge, der kommer til mig med sit hidsige Blod og sine
letsindige Lyster.
Kan Du mon forstaa dette, vil Du mon tro det? Jeg forlanger intet
andet end at være hos Dig, se Dig, høre Dig tale. Ja, jeg vilde endda
være lykkelig ved mindre. Du siger, at Du ofte er uoplagt til at
tale: at Du trænger til at være i Ro med dine Tanker. Véd Du, hvad
der er mit højeste Ønske? At jeg en saadan Dag, hvor Du lukker Dig
inde med din Kunst, maatte faa Lov at sidde i en Krog af din Stue.
Jeg skulde være saa musestille, Du skulde ikke føle Dig forpligtet
til at tage nogetsomhelst Hensyn til mig, Du skulde blot lade mig
nyde den Lykke, at jeg, _jeg_ var den eneste, som Du taalte om Dig i
dine ensomme Øjeblikke.
En saadan Time nyder jeg ofte i min Fantasi. Jeg prøver da paa at
gætte, hvad der bevæger sig inde i Dig. Jeg ser Dig sidde med halvt
lukkede Øjne, med nervøst dirrende Øjenlaag og Haanden støttet mod
Panden. Men naar jeg saa sér, at Du pludselig hæver Hovedet og
stirrer frem med et stort skinnende Blik, da véd jeg, at Du har faaet
den klare, lykkelige Tanke, Du ledte efter, og mit Hjærte frydes i
Takt med dit. Og saa sér jeg Dig omsider med en triumferende Mine
strække Armen i Vejret; der er Sejrssmil over dit Ansigt; Du tænder
glad og tilfreds din Cigaret, der er gaaet ud, mens Du tænkte, og
idet Du mindes, at din Veninde sidder i din Stue, gaar Du hen til
hende, tager hendes Haand og siger, at Du er glad over, at hun er hos
Dig, og at hun har været forfærdelig artig og sød og slet ikke har
forstyrret Dig.
Falder det Dig aldrig ind, at det er saadan, jeg elsker Dig? Eller
vil Du ikke vide det? Er Du bange for, at jeg skal holde _for_ meget
af Dig?
Aner Du heller ikke, hvor drøjt det er for mig at skilles fra Dig de
Aftener, jeg har været hos Dig? Du _maa_ ikke tænke om mig: Hun er et
drevent lille Pigebarn, vant til at spille sine Forældre paa deres
agtværdige Næser. Nu har hun hemmeligt været ude at more sig, og nu
er det en ny Fornøjelse for hende at opspinde en Fabel for at narre
sin Moder.
Nej, Du, saadan _maa_ Du ikke tænke. Vel véd jeg ikke det i Verden,
som jeg ikke vilde gøre for at kunne komme til Dig. Jeg beklager mig
ikke, jeg vil paa ingen Maade, at Du skulde mene, jeg fandt min Lykke
_for_ dyrt købt. Men jeg vilde saa nødig, at Du skulde tro, det
altsammen var mig saa let som Ingenting.
Og saa de Dage, der gaar imellem vore Møder? Du kan naturligvis slet
ikke fatte, at tre eller fire Dage kan være en Evighed. Du har altid
nye Ting, der optager Dig. Du arbejder, Du morer Dig, Du lever i en
Verden, som hver Time paa Dagen bringer Dig ny Næring, nyt Stof. Men
naar jeg ikke er hos Dig, saa lukker Tilværelsen sig om mig som fire
kolde Fængselsvægge, der kun varmes af min Længsel efter Dig, kun
farves af Erindringerne fra din Rigdom.
Hvor skulde Du ogsaa kunne vide noget om alt dette? Du sér et glad
Ansigt komme og gaa, men Du kender intet til det Liv, det glade
Ansigt fører fra det Øjeblik, det sender Dig sit smilende Afskedsnik,
og til det Øjeblik, det næste Gang lér Goddag til Dig.
Men hvis dine Tanker nogensinde, naar jeg er borte fra Dig,
falder paa at opsøge mig, og hvis de havde Ævne til at se gennem
Dør og Væg, da vilde de, om de en Eftermiddag gik ud til Huset i
Forhaabningsholms Allé, risikere at se det glade Ansigt forvandlet
til et afskrækkende Jammersminde. Jeg véd ikke, hvordan det kan være;
det er stygt, urimeligt og utaknemmeligt af mig; men de første Dages
straalende Jubel, der bar mig oppe over alle Bekymringer og som
kastede gyldent Skær over alt omkring mig -- den er forsvunden og er
bleven afløst af en knugende Tungsindighed, en pinefuld Angst, der
kun en Gang imellem viger for en kaad Lystighed, en overstadig Trang
til at le højt og høre Støj om mig. Aldrig har mit Hjem forekommet
mig saa fattigt og graat, saa koldt og uhyggeligt, som efter at jeg
har leget Frue i dine Stuer.
Sidder vi ved Middagsbordet og spiser vor Mad i vore Ansigters
Begrædelighed, stiger undertiden pludselig Længslen op i mig som en
Følelse af Forladthed, og jeg maa bide Læberne sammen for ikke at
briste i Graad.
Men i Skumringen plejer det at være værst -- naar jeg sidder og
kryber sammen i min Vindueskrog. Saa kommer Spørgsmaalene mylrende og
stikker deres klamme Rottesnuder op i mit Sind: Hvor er nu _han_?
Hvem er han sammen med? Er han i Selskab med smukke elegante Damer?
Hvordan er han overfor dem, hvad siger han til dem? Ser hans Blik
ligesaa varmt paa dem, som naar han bøjer sig over mig? Er hans
Stemme ligesaa blidt kærtegnende, som naar han hvisker til mig? Og
hvad er jeg nu for ham? Har han blot en Tanke tilovers for mig, eller
glemmer han i andre Arme, at der er et Navn, som hedder Julie?
Jeg véd, min egen Ven, at jeg har ingen Ret til at kræve Dig til
Regnskab. Du har aldrig lovet mig Troskab, og jeg elsker Dig for højt
til at fordre Dig helt. Der var ingen Kontrakt, ingen Betingelser den
Gang, jeg gav mig til Dig, og naturligvis burde jeg have været paa
det Rene med, at jeg ikke var den eneste.
Jeg forlanger jo heller intet nu. Kun vilde jeg, Du skulde forstaa,
at jeg trænger til, at Du er meget god imod mig. Jeg lever jo Dage
igennem af de faa Timers Lykke hos Dig. Og hænder det, som sidst, at
Du siger et eller andet, der lyder koldt eller blot drillende, saa
fryser de Ord sig fast i mig, og der er intet Haab i mit Hjærte, før
jeg atter er hos Dig.
Hvis jeg sendte Dig dette Brev, vilde Du ikke kunne skjule dit
ironiske Smil. Du vilde sige, at jeg var en Nar, og i Øjeblikket --
fordi jeg altid i Øjeblikket mener som Du -- vilde jeg selv føle, at
mit Brev kun var til at smile ad. Men bagefter vilde dit Smil gøre
mig fortvivlet til Døden.
Thi Du vil kun have mig som et glad Ansigt, en Adspredelse i Ny og
Næ. Men jeg er saa ganske uden Hensigt med Dig. For jeg kan intet,
véd intet, er intet uden Dig.
Og derfor bliver dette Brev i min Dagbog.
_Julie._


3. April.

Saa er det da kommet, som det maatte komme. Erik og jeg har sagt
hinanden Farvel.
Jeg er glad over, at det er overstaaet, og at det gik saa stille og
pænt. Jeg føler det som en velsignet Lettelse, at jeg ikke længere
skal møde Eriks forundret spørgende, tungt bebrejdende Blik.
Han havde godt mærket, at der var foregaaet en Forandring med mig.
Han mærkede, at jeg gled længer og længer bort fra ham -- uden dog at
ane hvorhen.
Jeg er glad over, at det er forbi. Det var saa stygt, og det gjorde
mig ond. Det hidsede mig til uretfærdigt Had og det tvang mig til at
handle lavt og uværdigt.
Jeg havde som halvvoksen Pige en Hund. Jeg var lunefuld og ikke altid
god imod den; dog elskede den mig over al Maade. Det hændte, at jeg,
naar den ifølge gammel Vane plantede sig op ad mig, jagede den bort
med ublide Ord. Den luskede da hen i Kakkelovnskrogen og lagde sig
med Hovedet mellem Forpoterne. Men hvert Øjeblik kiggede den hen til
mig, og pludselig stod den igen foran mig, stirrende paa mig med
Øjne, der spurgte: »Hvorfor er Du ond imod mig?« Jeg husker, at der
var Dage, hvor disse stumt anklagende Øjne vakte et instinktmæssigt
Raseri i mig. Jeg kunde have slaaet Dyret ihjæl.
Den samme Følelse har jeg i den sidste Tid haft overfor Erik. Med
hvad Ret krævede hans Øjne mig til Regnskab? Hvad Ret havde de til at
stille sig i Vejen for mit Liv som en anklagende Samvittighed?
Men det værste, det pinagtigste var, at jeg og Erik, naar vi i den
sidste Tid saas, ligesom af en magnetisk Magt førtes til at tale om
»ham«. Ligemeget hvad vi begyndte med, altid endte vi med ham. Hver
Gang Erik traadte ind i Stuen, foresatte jeg mig: »Idag skal _hans_
Navn ikke nævnes«. Saa begyndte vi at tale, tungt og trevent eller
forceret livligt; vi talte om Vejr og Vind, om Venner og Bekendte ...
_Hans_ Navn summede i mit Øre, _hans_ Navn stod i Eriks Øjne, laa
paa hans Læber ... det var haabløst at svirre længer rundt: pludselig
var det nævnt, vi var i Flammen. -- Og saa stadig den samme
foragtelige Komedie om igen, at Erik, som intet forstod, men handlede
som i Blinde, forsvarede sin _Ven_, mens jeg angreb ham.
Nej, det var ikke til at holde ud. Godt, at det er forbi.
Det var i Formiddags. Erik vidste, at Moder idag skulde i Kirke
alene. Saa ringede det. Det var ham.
Han var bleg, men alligevel meget varm. Han sad og tørrede
Sveddraaber af sin Pande. Vi havde vekslet nogle almindelige Ord om
ligegyldige Æmner, saa sagde han -- jeg sad ved Vinduet, han ved det
runde Bord midt i Stuen --: »Gør mig den Tjeneste, Julie, at flytte
Dig herhen. Jeg har noget at tale med Dig om.«
»Og det kan ikke besørges paa Afstand?«
»Nej. Vær nu god og gør, som jeg beder Dig om.«
Jeg satte mig ligeoverfor ham, og der blev en Pavse. Vi var vist
begge lige forlegne og lige ilde til Mode.
Han tog min Haand. Den var iskold, hans varm og fugtig og skælvende.
Han saá alvorligt og kærligt paa mig og sagde roligt:
»Jeg kommer, Julie, for at spørge Dig, om Du vil blive min Kone?«
Spørgsmaalet kom saa pludseligt og saa bestemt formet, at jeg ikke
straks kunde finde Svar.
Han vedblev da:
»Ser Du, jeg kan ikke længer holde dette ud. Jeg har ventet og
ventet, fordi jeg ikke turde spørge. Jeg syntes, der var dog Haab,
saalænge der intet Svar var. Nu maa jeg have Vished. Hvad Svaret saa
bliver, vil det være bedre for mig end de sidste Tiders Angst og Uro.
Du skal svare mig helt ærligt, Julie -- det er det eneste, jeg
forlanger af Dig. Vil Du blive min Kone?«
Jeg havde genvundet min Fatning og jeg svarede, svarede saa venligt
jeg kunde, men sikkert og fast:
»Havde Du behøvet at spørge Erik? Jeg synes det ikke. Nej, Erik, jeg
_kan_ ikke blive din Kone!«
Han slap min Haand og sad nogle Øjeblikke som i Overvejelse, inden
han spurgte:
»Men i Vinter, Julie, da jeg skrev, at jeg kom hjem?«
»Ja, Erik. Den Gang var det anderledes end nu!«
Han havde rejst sig:
»Saa er det, som jeg tænkte. Jeg skal ikke spørge. Du skylder mig
intet Regnskab. Jeg vil ovenikøbet foreløbig helst intet vide. Og nu
levvel, min lille Plejesøster, og gid Du maa blive lykkelig.«
Han bøjede sig ned over mig, jeg følte hans Læber paa min Pande, og
mens jeg endnu sad i min Stol, hørte jeg Entrédøren slaa i efter ham.
Siden har jeg naturligvis grædt mine modige Taarer, men siden igen
har jeg følt mig saa let og befriet. Som om en sort Sky var
forsvunden fra min Himmel, som om en Tynge var væltet fra mit Sind.
Erik er borte. Jeg skal ikke længer møde hans sørgmodige Øjne som en
ond Samvittighed.
Og jeg kan igen tænke med Godhed og Kærlighed paa ham. Aldrig har jeg
set ham saa smuk og mandig, som da han rejste sig for at gaa efter at
have faaet mit Svar. Ingen Taarer, ingen Bebrejdelse eller Vrede i
hans Øjne; kun et mildt og bedrøvet og forstaaende Smil.
Hvor Mænd dog er langt stoltere og bedre end vi Kvindemennesker.


4. April.

Der staar et Billede -- mellem mange andre -- paa hans Skrivebord.
Det Billede hader jeg. Det forestiller en ung Dame med store mørke
Øjne, der ser ud, som om de afspejlede en Drøm om Elskov og Kys. De
er sikkert meget smukke, men paa mig gør de et ligefrem ækelt
Indtryk.
Hver Gang jeg har været hos ham, har jeg haft paa Læben at spørge om,
hvem hun er. Men det blev stadig ikke til noget.
Saa iaften fik jeg det alligevel at vide. Han var gaaet ud af
Dagligstuen, og jeg stod foran Skrivebordet og saá paa Damen. Jeg
vidste ikke, at han var kommen tilbage, før jeg pludselig hørte hans
Stemme lige bagved mig:
»Ja, hun er smuk, synes Du ikke?«
»Det er hun vist.«
»Kender Du hende ikke? Det er den bekendte Fru Paula Hansen.«
Og saa fik jeg en lang Lektie om Fru Paula. Det syntes ham næsten en
Trang at fortælle mig om hende. Han var en intim Ven af hende og
hendes Mand; navnlig før var han kommen overordenlig meget i deres
Hus. Hun var saa sød og nydelig, saa begavet og morsom ... Jeg har
aldrig hørt ham være saa begejstret for Nogen. Og hvert Øjeblik
forsikrede han: »Jeg holder forfærdelig meget af hende.«
Pludselig midt i sin Veltalenhed spurgte han smilende:
»Du bliver da ikke jaloux paa Fru Hansen?«
»Hvor falder Du paa det?«
»Aa, jeg syntes, Du blev saa tavs.«
... Jaloux, nej, jeg er ikke jaloux, og jeg vil ikke være det. Men
hvis han tror, det morer mig at høre ham en hel Aften fortælle om Fru
Paula Hansen, tager han unægtelig fejl.
Efter min Mening ser hun ikke fin ud. Og det Udtryk i Øjnene giver
hende noget vist ... ja, noget vist demimondeagtigt.


7. April.

Idag kom jeg i en slem Forlegenhed. Det store Slør, som jeg ellers
forsigtigt gemmer inde i mit Værelse, havde jeg igaar Aftes glemt i
min Kaabe ude i Entréen.
Da jeg kom ind i Spisestuen imorges, saá jeg det ligge paa en Stol.
Moder pegede paa det og spurgte: »Hvad har Du brugt det til? Og hvor
har Du fundet det?«
Jeg blev blussende rød i Ansigtet, mærkede jeg, men svarede i en
ligegyldig Tone: »Aa Du, jeg havde en Dag sét det ude i Pulterkamret,
og da det saa regnede saa stærkt iaftes ...« »Men« -- fortsatte jeg
med en pludselig Indskydelse, inden Moder havde faaet Tid at svare --
»hvis det er en Helligdom, der ikke maatte røres, beder jeg mange
Gange om Forladelse.«
Moder saá hastigt hen paa mig, rejste sig saa og svarede, mens hun
gik ud af Stuen: »Nej, værsgod, Du maa saamæn gærne bruge det.«
Men jeg synes, hun har været saa forstemt siden.


8. April.

Enten er det Foraaret, der gør Herrerne dumme, eller ogsaa er det
Lykken, der gør mig til en anden, end jeg før har været.
Idag var der ikke mindre end elleve -- 11 -- Herrer, der sendte mig
Blikke. Igaar var der fem, hvilket jeg anser for et hæderligt
Resultat i Betragtning af, at det var Regnvejr.
Aldrig i mit Liv har jeg før faaet Blik, det, man kalder at »faa
Blik«. Det er noget, der er kommet sammen med alt det andet
mærkværdige.
Jeg tilstaar ærligt, at det fryder mig. Hver Herre, der ser en Smule
forlibt paa mig, er mig et Vidnesbyrd om, at _han_ (Han den eneste,
den store) dog muligvis ikke lyver, naar han siger, at han finder mig
smuk.
Det morer ham aabenbart ogsaa at høre om de smaa Sukces'er, jeg har
haft. Dog, da jeg sidst fortalte ham om »saadan en yndig Herre«, der
fire Dage i Træk havde smægtet til mig paa Gl. Kongevej, sagde han i
en misfornøjet Tone: »Det kan jeg ikke lide. Du skal love mig, at Du
aldrig mere ser til den Herres Side.«
Jeg gad vide, om det virkelig var alvorligt ment. Skulde _han_ kunne
falde paa at blive jaloux? Hvor ganske sindssvagt urimeligt, men hvor
dejligt!


9. April.

Ja, jeg er lykkelig, saa lykkelig, at jeg bliver unøjsom. Siden
endogsaa Solen maa finde sig i at have Pletter, er der jo egenlig
ingen Grund for mig til at græde, fordi der drager en og anden Sky
over min Lykke.
Saa fornuftigt taler jeg til mig selv, naar det vel er forbi og Solen
igen skinner. Men saalænge det staar paa, er jeg mindre heltemodig.
Det, som volder mig de fleste bedrøvede Øjeblikke, er hans
snegleagtige Forsvindingsvæsen. Det er, som om han altid var bange
for at strække sig for langt frem, at komme mig for nær paa Livet --
aandelig talt. Pludselig, allerbedst og allerhyggeligst som vi
sidder, er han borte. Og tilbage bliver kun en forsigtigt tilknappet
Sneglehus-Herre. I samme Nu er det, som om Hundreder af Mile lægger
sig imellem os. Vore Hænder, der har hvilet fast og varmt i hinanden,
glider slapt ned, og jeg kender hverken hans Stemme eller Ansigt
længer. Jeg har drømt at jeg var sammen med _ham_, min Elskede, jeg
vaagner og finder mig sammen med en fremmed Herre, der konverserer
mig med anstrængt Høflighed.
Om jeg blot turde spørge ham, hvorfor han er saadan. Frygter han, at
jeg har Planer med ham? Hvis det ikke var, fordi jeg overhovedet ikke
vil lade ham vide, at den Tanke beskæftiger mig, saa sagde jeg en Dag
til ham: »Du skal ikke være bange. Jeg aspirerer ikke til at blive
gift med Dig.«
Nej, han kan forsaavidt være tryg. Jeg har tænkt meget over det, og
jeg er paa det Rene med, at jeg, selv om han foreslog det, ikke vilde
gifte mig med ham. Det vilde være Synd for os begge. For ham er det
en Livsbetingelse at være fri og ubunden, og jeg vilde lide altfor
meget ved at føle mig som den Klods, han havde om Benet. Jeg taaler
ikke at tænke paa den Tid, dette er forbi. Naar jeg tænker paa, at
hver lykkelig Dag, der forundes mig, er et Skridt henimod det store,
mørke Intet, synker min Sjæl sammen i fortvivlet Rædsel. Og dog har
han Ret. Vor Kærlighed er ingen Køkkenurt, der kan gemmes hen til en
Husholdnings Behov. Den er en Blomst, som dufter sødt og straaler
skønt og dør hurtigt, fordi dens Liv har været saa stærkt.