Julies Dagbog - 9

»For at besøge mig? Men det gaar jo ikke an, at vi viser os sammen
her.«
»Jeg havde ogsaa tænkt, vi skulde tage et eller andet Sted hen.«
Vi stod og saá lidt paa hinanden. Saa sagde han: »Jeg vil hellere
straks sige Dig, som det er. Du maa ikke blive vred, Du maa tro, at
jeg ogsaa er meget ked af det: jeg kan ikke idag være til din
Disposition. En hel Del af Landliggerne har netop til idag arrangeret
en stor Udflugt, og jeg har bestemt lovet at tage med. Jeg kunde jo
hellerikke vide --«
»Nej« -- afbrød jeg ham. »Du kunde naturligvis ikke vide, at jeg
vilde komme og forstyrre Dig.«
Hans Ansigt fik sit nervøse Udtryk.
»Du tager Sagen lidt urimeligt,« sagde han.
»Ja, det gør jeg vist. Undskyld baade det og at jeg er kommen til
Ulejlighed. Nu gaar jeg med det samme. Farvel og god Fornøjelse.«
»Du behøver da ikke at gaa straks. Vi skal først afsted om en Times
Tid.«
»Aa jo, det er alligevel det bedste. Hvor skulde vi tage hen i den
korte Tid? Og Du kunde jo let kompromittere Dig ved at vise Dig
sammen med mig.«
Han beholdt min Haand længe og saá, hovedrystende, alvorligt paa mig:
»Du er ganske uretfærdig imod mig,« sagde han endelig. »Tror Du, det
er for min Skyld, at jeg ikke vil vise mig sammen med Dig?«
»Nej, Du har Ret. Det er naturligvis for at vaage over mit Rygte. Det
har Du jo altid været saa øm over.«
Han svarede mig ikke; slap min Haand, mumlede et Farvel og gik, uden
at vende sig om.
Jeg kunde have slaaet ham ihjæl. Men da jeg saá ham langsomt
forsvinde, og han stadig ikke vendte sig om -- da maatte jeg med Vold
beherske mig for ikke at kalde ham tilbage.
Og da han helt var forsvunden, sank jeg sammen i Fortvivlelse. Jeg
laa sammenkrøben og hulkende inde mellem Træerne, tryglede ham om
Tilgivelse og sagde, han maatte slaa mig og mishandle mig, blot ikke
gaa fra mig og lade mig være alene.
-- -- Men da jeg atter vilde gaa ned mod Strandvejen, saá Jeg to
Char-à-banc'er komme kørende mig imøde; jeg syntes, jeg paa den
forreste saá ham mellem et Par unge Damer, og jeg skyndte mig ind i
Krattet, for at han ikke skulde faa Øje paa mig.


16. Juli.

Sorgen forsvunden er, Glæden paany oprunden er. Vi har forklaret os
og forsvaret os. Vi har tilsidst sluttet evig Fred og beseglet Freden
ved virkelig uskrømtede Favntag og Kys, der hverken var Broder- eller
Judaskys, men rigtige, oprindelige Kys, dem, Adam og Eva i sin Tid
tog Patent paa.
Det blev mellem vore Festdage en af de smukkeste. Netop den mørke
Baggrund og den alvorlige Begyndelse gav den en særegen Charme. Vi
følte begge ligesom Trang til at bøde paa udstandne Genvordigheder
ved at være ekstra gode mod hinanden. Han var ganske som hin første
Dag, jeg besøgte ham, ligesaa ridderlig og fin, ligesaa vagtsomt og
varsomt ordnende Alt til mit Behag, indsvøbende mig i en Luft af den
ømmeste Hensyntagen.
En mildt vemodig Stemning -- en Solnedgangs-Stemning -- fik Dagen
tillige, fordi det var vort sidste Møde inden min Afrejse til Sorø,
hvor jeg skal være tre Uger sammen med Moder.
Det er tungt at skilles fra ham. Var denne Dag ikke kommen, som den
kom, skulde ingen menneskelig Magt drevet mig bort fra hans Nærhed.
Nu tør jeg rejse. Denne Dags Minder vil lyse over min Ensomhed. Jeg
véd, at hans Kærlighed er uforandret.
Og af min mindre vellykkede Vedbæk-Tur kan jeg nu le. Du gode Gud,
hvilken Martyr jeg den Dag var i mine egne Tanker -- ikke mindst,
fordi jeg, uden Penge i Lommen, maatte vanke sulten om, mens han --
naturligvis! -- fraadsede i de lækreste Sager.


Sorø, 20. Juli.

Tusind Barndomsminder mylrer frem fra hver Plet hernede. Her var det,
at Erik og jeg i Ferierne flakkede om sammen, paa Roture i Søen og
paa Fuglejagter i Skovene.
Det staar der endnu, det gamle Egetræ, der fyldte min Barnefantasi
med den mørkeste Rædsel og alligevel drog mig til sig. Det gamle,
sært forvoksede Træ, hvis Grene vred sig som værkbrudne Kæmpelemmer
og som husede hele Hærskarer af Luftens graadige Proletarer, de
fattigklædte, altid utilfredse og skrigende Raager.
Her ved dette Træ var det, at Erik udførte en Bedrift, som vakte
baade Skræk og Beundring hos mig.
En Dag, vi kom derhen, fandt vi Raagehæren i det vildeste Raseri.
Under raa, hadefuld Skrigen jog den i sorte Skyer frem og tilbage
over Træets Krone. Jeg klyngede mig angst til Eriks Arm og spurgte,
hvad der var paa Færde. Han pegede op og sagde: »Se, Uglen dér! Det
er den, de vil myrde.«
Nu saá jeg den, den tunge, bløde Fugl, der i blind Rædsel -- af og
til udstødende et fortvivlet, skingrende Kampskrig -- baskede frem
og tilbage mellem sine Dødsfjender. Allerede bar den Mærker af deres
Angreb, dens Fjer dryssede gennem Luften.
»Frels den!« raabte jeg til Erik.
Da bøjede han sig ned, greb en skarp Flintesten, tog hastigt Sigte og
slyngede den. Uglen slog et Par Slag med Vingerne, saa foldede de sig
sammen, og tungt sank den død til Jorden, nogle faa Alen fra os. Et
Øjeblik forstummede Raagerne. Saa begyndte de igen, først enkeltvis,
ligesom forundret spørgende, derpaa i truende, forbitret Kor, der
rettedes mod os. Og da Erik tog den døde Ugle, og vi gik bort med
den, fulgte den opbragte Raagehær, hvis Bytte vi havde røvet, os med
hæse Hævnskrig. Med Stenkast, Klappen i Hænderne og Raab skræmmede
Erik den af og til et Øjeblik tilbage. Men straks efter tog den fat
med fornyet Kraft: nærmere og nærmere, lavere og lavere fløj den, og
tilsidst var jeg saa ude af mig selv af Angst, at jeg benede af det
bedste, jeg kunde, og smittede Erik med min Forskrækkelse, saa han
ogsaa i Løb flygtede for de rasende Fugle.
Men fra den Dag af nærmede jeg mig aldrig uden Hjærtebanken det gamle
Raage-Træ.
Og endnu igaar, da jeg var derhenne, syntes jeg i Fuglenes Spektakel
at høre Trusler om Hævn, og jeg ønskede, at jeg havde haft Erik ved
min Side til at beskytte mig.


26. Juli.

Han gør stadig Undskyldninger for sine Breve, at de er saa faa og saa
smaa. Jeg nægter ikke, at de undertiden synes mig lidt fattige. Men
jeg forstaar, at han, der overhovedet har vanskeligt ved at give sine
Følelser Udtryk, ikke egner sig til Brevskrivning.
Nu, da jeg kender ham saa godt, volder hans Breve mig ingen alvorlig
Sorg, kun maaske en øjeblikkelig Skuffelse.
Men jeg trøster mig ved at skrive dobbelt saa langt og dobbelt saa
ofte til ham. To Gange om Dagen skriver jeg til ham; han faar Brev
med hver Post. Naar jeg skriver mit Aftenbrev, véd jeg, at han er
ifærd med at læse mit Morgenbrev, og naar jeg sidder ved mit
Morgenbrev, har han det Brev, jeg skrev forrige Aften. Saadan bygger
jeg en Bro, der aldrig afbrydes mellem ham og mig. Han har mig altid
hos sig. De smaa Vedbæk-Frøkner skal ikke erobre ham fra mig. Jeg er
baade Morgen og Aften hos ham og passer paa ham.
Jeg er fornuftig, og jeg siger: lad ham blot nyde sin Ferie og tage
alle de smaa Fornøjelser, Landopholdet kan bringe ham. Hvad Ulykke er
det, om han gør en Smule Sommerkur og bliver feteret? Han er jo dog
til Syvende og sidst min. Han har sagt mig det, og jeg tror ham. Jeg
tror ham blindt og vil ikke forbitre mit Sind med nogen lav Mistanke.
Men skulde han et Øjeblik føle sig svag, da er jeg der med mine Breve
og kalder ham tilbage til Dydens Vej. Som en trofast Skildvagt møder
jeg Morgen og Aften og bevogter hans Telt mod alle lumske Angreb.


31. Juli.

Han skriver, at han har faaet Ordre at møde til Prøve den 8de Avgust.
Det er Dagen før Moder og jeg rejser fra Sorø.
Jeg har nu faaet en udmærket Idé: Han skal den 7de komme hertil og
tilbringe sin Feries sidste Dag sammen med mig. Det lader sig
brillant gøre. Ingen her kender ham, og vi kunde mødes i Skovene,
hvor jeg ofte spadserer mange Timer alene om. Jeg véd flere
henrivende Steder, hvor der aldrig kommer et Menneske. Saa pakker jeg
mig i Smug en lille Madkurv, køber en Flaske god Vin, og saa skal han
for en Gangs Skyld være min Gæst.
Jeg opgiver ikke den Idé. Den _skal_ realiseres. De Vanskeligheder,
der bliver, skal jeg sagtens overvinde.


3. August.

Naturligvis har han Betænkeligheder. Han skriver: »Er det nu klogt?
Det kunde jo blive meget morsomt, men husk, at vi alligevel snart ses
i Kjøbenhavn. Er det da værd, at Du udsætter Dig for de Farer, der
dog altid er forbundne med et Møde paa Sorø-Skovenes alfare Veje?« Og
han ramser op en Mængde »sæt at«, der uden Tvivl er særdeles
fornuftige, men som jeg blæser et lystigt Stykke.
Nu skal han blive saadan bombarderet med Breve, at han nok tilsidst
giver sig. Herregud, han risikerer da ingenting, og naar jeg nu vil!
Nej, min kloge Hr. Ridder, I sætte Eders allerhøjtideligste
Sæt-et-Ansigt op. Jeg svarer som den forelskede Pige, jeg er: »Om saa
Sorøs Skove var fulde af Fædre, Mødre, Onkler, Tanter og andre vilde
Dyr, vil jeg dog paa Søndag møde min Ridder dér!«
Og lad os saa se, om Ridderen ikke blues ved at være mindre modig end
sin Brud.


5. August.

Viktoria! Han kommer.
»Trods mangehaande Betænkeligheder«, skriver han. Ja værsgod. Nær
ligesaa mange Betænkeligheder, Du vil, naar Du bare kommer. Jeg sér
det betænksomme Ansigt, hvormed han har forfattet sin Kapitulation.
Jeg sér ham virre med Hovedet, halvt gnaven, halvt smilende over sin
Svaghed. »Pokkers Unge,« har han sagt til sig selv. »Hun er saa blid
og saa engleagtig, og saa vikler hun mig alligevel om sin Lille- --
meget lille -- Finger.«
Nej, Du skal saamæn ikke skamme Dig, fordi Du denne Gang føjer mig.
Jeg lover Dig at gøre hundrede Gange Gengæld.
»Jeg kommer altsaa efter al Rimelighed,« ender han. »Dog beder jeg
Dig huske, at der _kan_ komme Hindringer. Jeg siger det ikke, fordi
jeg tror, at der kommer nogen Hindring, men fordi jeg af Erfaring
véd, hvor daarligt forberedt Du er paa at møde et skuffet Haab.«
Jeg takker skyldigst, vise Mand.
Jeg skriver nu atter til ham, og jeg skal ikke glemme at meddele ham,
at jeg betragter f. Eks. Jordskælv som en gyldig Udeblivelses-Grund.


7. August.

(Brev indlagt i Dagbogen.)
Vedbæk, den 6. August.
Kære Julie! Lad mig begynde dette Brev, der vil volde Dig stor
Sorg, med en Forsikring, som jeg beder Dig tro: Da jeg i mit
sidste Brev talte om mulige Hindringer for mit Besøg i Sorø,
anede jeg ikke, at jeg idag vilde skrive det, der nu følger.
Jeg vilde gærne, Du skulde tro -- selv om Du ikke forstaar det --
at dette er noget, der er kommet uden klar og bevidst
Forberedelse som noget nødvendigt, uundgaaeligt, som noget stærkt
og tvingende, noget, der maatte nu saa være. Men naturligvis har
det længe ulmet i mig, stille og langsomt arbejdet sig frem. Der
var Øjeblikke, hvor jeg følte det; men jeg tvang mig til at tro,
at det ikke betød noget, og saa fulgte der igen Tider, hvor jeg
trygt sagde til mig selv: Det var kun en taabelig Indbildning, en
forbigaaende, intetsigende Misstemning -- alt er endnu som før.
Indtil pludselig Sandheden sprang frem som en uafviselig Flamme i
min Sjæl. Det er forbi, det _maa_ være forbi.
Ja, Julie -- det meget slemme og tunge, jeg har at mælde Dig, er,
at det maa være forbi mellem Dig og mig.
Jeg kan og vil ikke lyve for Dig; jeg siger Dig, som det er: Jeg
er saa træt, saa hjælpeløst træt, at jeg ikke kan mere.
Dette kom til klart Udbrud imorges, da jeg fik dit sidste Brev.
Jeg var endnu ikke staaet op, da det blev bragt mig. Jeg ventede
Brevet, jeg vidste jo, at det vilde komme. Hør mig nu roligt, døm
mig ikke straks: Jeg laa og ønskede, at der for en Gangs Skyld
intet Brev maatte være; jeg var ligefrem hjærteangst for at se
min Værtinde træde ind med det tykke Brev, hvis Udskrift,
Overskrift og Underskrift jeg kunde udenad og hvis Indhold -- ak!
-- jeg ogsaa syntes at kende paa Forhaand. Saa laa Brevet paa mit
Sengetæppe; som en Mare tyngede det mit Bryst med tusinde
ubestemte Angster. En graa Knugen lammede min Hjærne og fyldte
min Sjæl med en Fortvivlelsens Lede: Jeg kunde ikke overvinde mig
til at bryde Brevet og læse det.
Hvor længe jeg laa saadan, véd jeg ikke. Der var ikke faste
Tanker i mit Hoved, kun denne tunge graa Knugen, der gjorde mig
saa træt og undertiden dyssede mig i en kort, angstfuld Slummer.
Omsider rev jeg mig med et Ryk ud af min Dvaletilstand. Jeg
sprang op, slog Gardinerne tilside for det fulde Dagslys, og som
en Befrielse, næsten som en Lykke, steg den sikre Bevidsthed
frem: Det er forbi, det maa være forbi.
Jeg vil fremdeles ikke lyve for Dig, jeg vil ikke besmykke mine
Tanker og Følelser. Det _var_ Lykke, jeg straks følte. Jeg følte
mig saa let og fri. Ligesom genfødt, med nye Kræfter og nye
Forhaabninger.
Men da jeg saa for lidt siden tog Papir frem for at skrive til
Dig, forstod jeg, at det tungeste endnu var tilbage.
Thi Sagen er jo den: Jeg har intetsomhelst at bebrejde Dig, jeg
har tværtimod kun Tak og atter Tak at bringe Dig for alt det
dejlige, Du har bragt mig, for al din søde Kærlighed.
Og alligevel kommer jeg nu til Dig og siger: Det er forbi. Jeg er
træt. Du faar slippe mig, hvor haardt, hvor uretfærdigt det end
er.
Men det allermest fortvivlende er, at Du sandsynligvis slet intet
vil forstaa af det altsammen. Du vil kun forstaa, at jeg svigter
Dig, trods al din store Kærlighed, og Du vil enten tro, at jeg
handler i Galskab, eller Du vil tro, at jeg hidtil har løjet som
en Bandit.
Og saa er Sandheden dog den, at jeg hverken er gal eller har
løjet, men at jeg er et frihedssygt Menneske, der lammes paa
Ævner og Humør, saasnart et Forhold begynder at indsnøre mig.
Ser Du, da vi to i sin Tid lærte hinanden at kende, da troede jo
hverken Du eller jeg, at det vilde blive til mere end et flygtigt
Øjebliks uforpligtende Glæde. Det var et Lune, en Stemning hos os
begge, der var ingen Tanke fra nogen af Siderne om et fast og
varigt Forhold, end sige om evig Kærlighed.
Da skete det, at vi virkelig blev forelskede. At jeg elskede Dig,
behøver jeg næppe at forsikre. Selv om jeg ikke ofte -- hvad Du
drillende bebrejdede mig -- har sagt det, vidste Du det af min
Stemmes Klang, af mit Blik, af hele mit Væsen, der ikke lagde
Skjul paa, hvor dyrebar Du var mig. Du kom til mig som noget nyt
og forunderligt, saa uberørt og troende, og Du vakte hos mig
Følelser mere sarte og ømme, end jeg hidtil havde kendt. Jeg
følte mig i vor Kærligheds Morgenrøde som en lykkelig Opdager og
Erobrer, fri, stærk, svulmende af Vilje og Ævne til nye
Bedrifter.
Vi elskede hinanden; men vor Kærlighed var af forskellig Race.
Jeg var forelsket som en ikke uerfaren Mand og som en Mand med
artistisk Frihedstrang. For Dig var Kærligheden dit Livs alt og
eneste, og Du havde intet andet Ønske end at give Dig og eje mig
helt og uden Begrænsning.
Jeg vilde nyde vort Forhold som Oaser i Hverdagslivets Ørken. Du
vilde, at det skulde fylde hele vort Liv.
Og saa kom det ganske naturligt, at din ungt voldsomme og stærke
Kærlighed løb min mindre haardføre Kærlighed træt.
Vort Forhold formede sig til noget større og alvorligere, end jeg
kunde og vilde magte. Og det gjorde mig efterhaanden bange. Jeg
saá, hvordan din Kærlighed voksede Dag for Dag, jeg følte,
hvordan Du bandt Dig fastere og fastere til mig, og Egoist, som
jeg er, reagerede jeg mod denne din stadig inderligere
Sammenleven-Dig med mig. Jeg begyndte at føle Ubehaget ved at
blive ansvarlig for et andet Menneskes Liv, jeg følte mig hæmmet
i mine Bevægelser, fastholdt, ufri. Og det Øjeblik kom, hvor jeg
maatte bryde ud, atter have Plads om mig til alle Sider, atter
være ene og fri.
Desuden, den Vanemæssighed, der efterhaanden kom over vort
Forhold, pinte og forstemte mig. Mennesker som jeg og mine Lige
frygter netop Ægteskabet, fordi det er Kærligheden reguleret og
sat i System. Men vore Møder, der i Begyndelsen havde det
Uventedes, det Tilfældiges og Æventyrliges Ynde, blev snart og
mere og mere et vedtaget, mønsterværdigt ordnet Pligtforhold. Vi
saás de og de Dage til bestemte Tider, efterhaanden saás vi saa
og saamange Timer hver Dag. Der var ingen Overraskelse, intet
uventet, intet tilfældigt længer; kun en daglig Gentagelse af et
og det samme. Før, naar Du skulde komme til mig, var det mig en
Fest at forberede alt til din Modtagelse. Og naar vi skiltes,
spurgte jeg med forventningsfuld Skælven: »Ses vi snart igen?«
Der oprandt siden Dage, hvor jeg maatte tvinge mig til at sige
den staaende Afskedsfrase: »Vi sés vel i morgen?« og til, naar Du
kom, at spørge: »Hvad vil Du drikke? Ønsker Du Cigaret med eller
uden Mundstykke?«
Jeg havde haabet, at det skulde hjælpe, naar jeg flyttede paa
Landet og vi en Tid ikke saás saa ofte. Men desværre er der
noget, der hedder Breve. Ved personligt Samkvem er der dog
_Mulighed_ for Variation. Breve er den mest retliniede
Ensformighed. De begynder og ender med Fraser, som højst kan
veksle i Ordstillingen; de forsendes og ombringes til
regelmæssige Klokkeslet; de møder, som Soldater, i Konvoluternes
altid samme Uniform og med reglementerede Frimærke-Epauletter.
Alt dette betød for Dig intet. For mig blev det Flyvesandet, der
langsomt tyngede min trætte Kærlighed til Jorden.
Thi det er Begyndelsen og Enden paa, hvad jeg har at tilstaa Dig.
Jeg er træt. Jeg kan ikke længer. Jeg maa være fri.
Jeg føler, medens jeg skriver dette, min Træthed til den Grad, at
jeg end ikke kan sige Dig alt det Gode og Varme, mit Hjærte dog
gemmer for Dig.
Ogsaa synes det mig næsten uværdigt at pynte med smukke Ord paa
dette Brev, som bringer Dig et Budskab, Du med Rette vil finde
brutalt og uretfærdigt. Jeg føler det jo selv. Jeg ser det
oprørende i, at vort Forhold brydes, egenlig fordi Du har elsket
mig for højt.
Alligevel, det maa saa være. Alle Indvendinger dræbes af mit
trætte: Jeg kan ikke mere.
Og det er ikke noget, som gaar over i Morgen eller i Overmorgen.
Tro ikke det. Nej, det _er_ forbi, og baade Du og jeg gør bedst
i ikke at forsøge at kalde det til Live igen. Hvad der herefter
fulgte, vilde kun blive grimt.
Du har tit og ofte sagt til mig: »Lov mig altid at være ærlig
imod mig. Den Dag, Du føler Dig træt af vort Forhold, skal Du
straks sige det til mig. Jeg kan taale, at Du bryder med mig. Jeg
kunde aldrig tilgive Dig, hvis jeg opdagede, at jeg havde levet
paa Naade og Medlidenhed hos Dig.«
Den Dag, Du saaledes forudsaá, er nu kommen. Og jeg siger Dig det
ærligt, som Du har forlangt det af mig.
Du vil maaske indvende: Du har dog bedraget mig; thi Du har
allerede længe været træt. -- Dertil svarer jeg: Min Træthed har
ikke før været mig bevidst; jeg har intet haft at tilstaa Dig;
thi jeg havde intet tilstaaet for mig selv.
Naar vi nu skilles, vil vi derfor begge kunne mindes vor
Kærlighed som en skøn og dejlig Oplevelse; ingen Bitterhed vil
blande sig i Erindringen.
Selve Adskillelsens Stund er altid bitter. Jeg tør slet ikke
tænke paa, hvilken Fortræd og Smærte jeg nu volder Dig. Men naar
en Tid er gaaet, og vi atter sés -- mere rolige end vi nu kunde
mødes -- da tror jeg, Du vil sige som jeg, at vi skiltes netop i
det rette Øjeblik, og at vi førte vor Kærligheds Skjold uplettet
ud af Stævnet.
Farvel, og prøv paa at dømme mig ikke altfor strængt.
_A._


8. August.

Dagen gik og Natten gik. Det er blevet en ny Dag; det var _igaar_, at
det skete, og alligevel lever jeg.
Altsaa dræber Sorgen ikke, og jeg dræber mig ikke af Sorg.
Da jeg havde faaet hans Brev, og jeg havde læst det to Gange, før jeg
forstod, at det hverken var en Spøg eller en Misforstaaelse, da græd
jeg ikke og besvimede ikke. Jeg var ganske rolig, saa underlig klart
og koldt reflekterende. »Det er altsaa forbi,« sagde jeg højt hen
for mig. Min Stemme lød tørt, næsten ligegyldigt. Jeg tænkte: »Du
burde vist have sagt det med mere følelsesfuldt Udtryk.« Men der var
ingen Følelse i mig. Alt var som stivnet: mit Hjærte bankede ikke,
mine Nerver dirrede ikke. Selv mit Ansigt, syntes jeg, var blevet
stift, Huden strammede mig, jeg strøg mig over det og jeg fortrak det
til Smil for at faa Bevægelse i det.
Jeg gik ud. Hvorhen vidste jeg ikke. Men en Stemme inden i mig sagde
uophørligt: »Du kan umuligt blive her. Du maa bort herfra, inden
nogen af de andre ser Dig.«
Jeg mødte Folk, jeg kendte; jeg hilste paa dem, og med en gammel
Frøken talte jeg. Hun fortalte mig en lang Historie om en Sygdom, hun
nylig var kommen sig af. Da vi skiltes, sagde hun: »De ser saa
nydelig ud idag.« »Ja, naar man er ung og glad,« føjede hun til.
Saa var jeg ude i Skoven, ved et Udhug ned til Søen. Jeg stod paa den
lille Baadebro og stirrede paa Vandet og tænkte: »Hvis Du nu var
rigtig bedrøvet, saa vilde Du lade Dig glide ned her, og saa om lidt
vilde Du have det godt.«
Inde fra Byen lød Kirkeklokker. De ringede til
Eftermiddags-Gudstjeneste. Jeg saá mig om, og jeg syntes, jeg aldrig
før havde forstaaet, hvor smukt her var. Mit Blik var ligesom
skærpet, jeg saá Ting, jeg aldrig før havde lagt Mærke til. En lille
Holm, f. Eks., hvor Træerne som skønhedssyge Narcisser bøjede deres
Kroner helt ned til Vandet for at spejle sig. Jeg hørte utallige fine
Lyde, i Sivene ved Søen, inde fra Skoven og fra Græsset -- af
Insekter, der sang, af Fugle, der puslede mellem Bladene, af Fisk,
der kogte Bobler paa Vandets Overflade. Jeg henfaldt i Beundring over
Skyernes evigt skiftende Former; de saá saa rolige og uforanderlige
ud i den stille Sommerdag, men naar man nøje fulgte deres langsomme
Gliden gennem Himmelrummet, opdagede man, at de snart var smilende
guldbræmmede Øer, snart store svævende Fugle og tilsidst opløstes i
legende Flokke af smaabitte Skybørn.
Jeg omfattede hele Billedet i ét stort Blik, jeg tænkte: »Hvis Du nu
ikke kommer her mere, vil Du dog aldrig glemme, hvordan her sér ud.«
Jeg vandrede ind i Skovens Tykning. Den samme højtidelige Klarhed var
over mig, den samme reflekterende Modtagelighed. Indtil pludselig jeg
kom til at huske paa, at jeg gik med hans Brev i Lommen. Det gav et
Stik i Brystet, og min Sjæl gennembævedes af en kold Gysen. Mine
Knæer rystede under mig, jeg maatte støtte mig til et Træ for ikke at
falde. Jeg krammede Brevet i min Haand, og, uden at læse det, saá jeg
hvert Ord for mig.
Altsaa var det sandt! Han havde forladt mig, det var forbi!
Jeg havde jo sagt det samme før, jeg havde gaaet med de Ord i mig
hele Tiden; nu først naaede de mit Hjærte og bragte det til at vaande
sig i Smærte.
Forbi! Ikke se ham mere. Hvordan var det nu, han saá ud? Jeg søgte at
fremkalde hans Billede for mig, det flygtede fra mig i Stumper og
Stykker, jeg saá kun for mig et Par store, sorte Øjne, der roligt og
træt og spodsk-smilende stirrede paa mig.
Da skreg jeg til Himlen i Fortvivlelse og Angst. Jeg tryglede og bad
om, at det ikke maatte være sandt: »Jeg forstaar, at det er en
Straf, Gud, men har Du nu ikke pint mig tilstrækkeligt? Nu lukker jeg
Øjnene, og naar jeg om lidt slaar dem op igen, lad det da være en
Drøm, jeg er vaagnet af.«
... Og jeg stod igen nede ved Søen, og jeg syntes, der ikke var anden
Redning for mig end at kaste mig ud i den. Jeg rasede ikke længer,
jeg var kun bedrøvet til Døden. Jeg græd stille og mildt, jeg saá det
dejlige Sommerlandskab ligge udbredt for mig, og jeg, der endnu var
saa ung, havde intet længer at haabe af Livet.
Da sagde Stemmen inde i mig: »Der er Haab endnu. Maaske ligger der
allerede Telegram til Dig, eller der er nyt Brev undervejs.«
Ja, ja, fortsatte jeg, saadan er det, saadan maa det være. Og mens
jeg hastede hjem, byggede Haabet de skønneste Slotte for mig.
Der var intet Telegram, og der var intet Brev imorges.
* * * * *
Men jeg vil ikke opgive Haabet, før jeg har talt med ham.
Han maa allerede være i Kjøbenhavn, og imorgen rejser vi. Jeg har nu
skrevet til ham. Han vil undre sig over mit Brev, og jeg tror, han
vil synes godt om det. Det er ganske frit for det, han kalder
»hysterisk«. Det er roligt og fornuftigt. Jeg skriver, at han maaske
nok har Ret i, at der var kommet noget ufriskt i vort Forhold. Muligt
-- skriver jeg -- er der ingen anden Udvej end den, Du opgiver, at
vi, ialfald en Tid, ikke sés. Men det var jo dog ogsaa muligt, at vi
ved fælles Bestræbelser kunde ordne Sagen paa en Maade, der ikke
vilde gøre slet saa ondt. Lad mig derfor vide en Tid en af de første
Dage, hvor jeg kan komme til Dig. Frygt ikke, at jeg skal møde med
et Jeremiade-Ansigt. Du skal tværtimod se, at jeg er en meget
flink Pige, som ikke er saa helt uforstaaende overfor dine
Trætheds-Stemninger, og som er parat til at være akkurat saadan,
som Du vil have mig.


9. August.

Jeg sad sent i Nat foran Toiletspejlet og gjorde mit Haar istand. Jeg
var dødtræt og dog slet ikke søvnig, sad og faldt i Staver foran mit
eget Spejlbillede, blev pludselig bange for dets blege Ansigt med
opspilede, spøgelseagtigt blanke Øjne, kom til at ryste og vendte
nervøst Hovedet bort for ikke at se.
Mit Blik faldt derved paa Væggen bag Kommoden. Væggen var betrukken
med stribet gult Tapet, der var skjoldet af Fugtighed og hist og her
laset. Paa dette gamle mugne Tapet kravlede et Dyr, et langt, smalt
og fladt, gulligbrunt Insekt med mangfoldige vimse Ben. Det kom
sikkert fra Flængen dér i Hjørnet til Højre. Med Væmmelse fulgte jeg
dets Manøvreren hen ad Væggen; det søgte hen mod Lyset og Varmen paa
Kommoden. Allerede havde jeg rejst mig for at dræbe det med min
Klædebørste. Da saá jeg et andet Insekt stikke Hovedet frem under
Tapetflængen og glide ud paa Væggen. Jeg blev staaende, lammet af en
Uhyggens Rædsel, stirrende med store, stive Øjne paa de modbydelige
Dyr. Og se -- det var, som om hele Væggen begyndte at mylre: et efter
et listede Dyrene sig frem fra Hjørnet, de gik i en lang Karavane hen
mod Kommoden. Og nu opdagede jeg det: de kom ikke blot fra Flængen
til Højre; overalt, hvor der var en Rift i Tapetet, kravlede de
frem, og flokkevis kom de dragende nede fra en Sprække mellem Væggen
og Gulvet.
Jeg turde ikke røre mig, turde ikke begynde at dræbe dem; for hvert,
jeg dræbte, vilde der mylre ti frem. Jeg vovede ikke at dræbe disse
Dyr, der ligesom væltede frem fra en Grav med Lig og Forraadnelse.
Jeg stod kun og ventede paa det forfærdelige Øjeblik, da de vilde naa
over paa Kommoden, over til mig. Allerede strakte de deres fimrende
Ben ud for at faa fat i Toiletspejlets Gardin. Med alle Nerver
spændte iagttog jeg deres Forsøg. Da fo'r jeg sammen ved en kold
Kildren paa min Haand, der hvilede paa Kommoden. Med et Skrig strøg
jeg Krybet bort og saá i det samme, at Dyrene allerede nede fra
Gulvet havde entret Kommoden.
Jeg var i dette Øjeblik vanvittig. Jeg tænkte: »Nu kommer Ligdyrene
for at tage Dig som Bytte!« -- og jeg styrtede ud af Værelset, ned ad
Korridoren og ind til Moder, der forfærdet vaagnede, og hvem jeg kun
kunde forklare: Jeg er saa bange, jeg er saa bange!
Moder tog mig op til sig, kælede for mig som for et lille Barn, og da
jeg var bleven lidt roligere og laa og græd stille, sagde hun:
»Fortæl mig saa alt, hvad der er i Vejen med Dig. Fortæl mig, hvorfor