Julies Dagbog - 1

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. _Understreg_ er
brugt til at gengive kursiveret tekst.


PETER NANSEN
JULIES DAGBOG

Andet Oplag

KJØBENHAVN
P. G. PHILIPSENS FORLAG
Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
1894


JULIES DAGBOG

Denne Bog har jeg faaet til Jul af Moder. Jeg vil her nedskrive
oprigtigt og sandfærdigt alle mine Oplevelser og Tanker. Jeg vil ikke
smigre for mig selv, men tage med baade det gode og det onde. Paa den
Maade vil min Dagbog kunne blive mig som et lærerigt Spejl. Men naar
Bogen er sluttet -- vil den da berette om et lykkeligt eller
sørgeligt Liv, vil den være en Roman med spændende Hændelser eller
vil den være -- ak! -- slet ingenting? Herom spørger jeg med
nysgærrig Uro mig selv, idet jeg skrider til mit Værk.
Saa anbefaler jeg da mig og min Bog til en naadig Skæbne og alle gode
Magter.
Kjøbenhavn, Forhaabningsholms Allé, den 27de December 1891.
_Julie Mathilde Magens_,
født d. 23. April 1872,
Datter af Blomstermaler, Professor
_Holger Magens_.


Nytaarsnat, Kl. 12½.

Hvor højtidelig en Tanke, at det gamle Aar nu er endt og et nyt
rinder frem i Vinternattens Mulm og Mørke. Et Aar er atter svundet --
hvad har det bragt mig? Et nyt begynder -- hvad vil det bringe? Det
første kan jeg besvare. Det gamle Aar har intet bragt. Naar jeg
tænker tilbage paa det, ligger det for mig som en lang lige Landevej,
uden Farver, uden Brydninger, uden Afveksling. En Række af stille
Dagsmarcher, altid lige lange, altid i samme Retning og i samme
tungsindige Omgivelser. Om Formiddagen følgende Billede: min søde
lille Mo'r og jeg spadserer ned ad Gl. Kongevej, ind til Byen for at
besørge Ærinder. Vi gaar hurtigt og glider gennem de mange Mennesker,
ligesom vi ikke hørte til iblandt dem. Vi kender kun faa, og færre
kender os. Alligevel kender vist alle os. Vi hører til Rutens faste
Figurer. »Enken med sin Datter« kaldte engang en Herre os, idet vi
gik forbi. Baade Moder og jeg kom til at smile ad Bemærkningen; den
var virkelig rammende. Moder lille og spinkel, altid sortklædt; jeg
høj og tynd -- vistnok lidt ranglet, -- desværre ikke særlig
velklædt, dog, med faa Midler, net. Vi standser ikke paa vor Vej, vi
gaar ufortrødent, som om det var en Forretning for os at gaa, og vi
ser hverken til Højre eller til Venstre. Det sidste er forresten ikke
fuldkommen sandfærdigt. D. v. s. Mo'r ser ret frem, men jeg kigger
med Øjenkrogene til begge Sider.
... Vi kommer hjem, og Middagen oprinder. Familien samles. Hvor der
er koldt i vor Spisestue -- til Trods for de Rosenguirlander og
Sydfrugter, hvormed Fader har dekoreret Væggene. Først sætter Moder,
Frantz (en lang opløben 16 Aars Dreng) og jeg os tilbords. Saa træder
Fader ind fra sit Atelier. Han er meget høj og mager, er altid i
graat Tøj med langskødet Frakke, han fryser altid og fejler altid et
eller andet. Jeg tror, det er ham, der bringer Kulde med sig ind i
Stuen. Fader ser skarpt paa os gennem sine Guldbriller, nikker og
sætter sig uden at sige et Ord. Og vi spiser vor Mad, som om det var
en tung Pligt, vi opfyldte. Vi spiser det mindst mulige for at blive
færdige i en Fart. Derfor er vi alle saa tynde ligesom Planter, der
vokser i Skygge. Det Billede faldt mig ind en Dag, vi rejste os fra
Bordet. Som vi stod dér, tre lange og en lille, kom jeg pludselig til
at huske paa en Kala, vi en Gang havde. Vi troede, den var gaaet ud,
og havde stillet den til Side i et mørkt Gaardværelse. Saa en
Formiddag kom jeg derind og saá, at den var skudt op igen med fire
spinkle hvidlig-grønne Stilke, der paa Toppen bar smaabitte
gennemsigtige Blade. -- -- Konversationen ved Middagsbordet kan just
ikke kaldes animeret. Den indledes med, at Moder spørger Fader:
»Hvordan har Du det idag, Holger? Har det været slemt med Hovedet?«
Herpaa er Svaret: »Om det ikke var andet end Hovedet. Men de
forbandede Rygsmerter piner Livet af mig.« Næste Dag begynder Moder
med Ryggen, og det slaar da ikke Fejl, at nu er det Hovedet, som er
det mest pinagtige.
Resten af Middags-Underholdningen adresseres til den arme Mosjø
Frantz, som har et righoldigt Synderegister. Frantz, der er i
næstøverste Latinklasse, mistænkes stadig for Dovenskab og letsindigt
Levned, saasom overdreven Nydelse af Tobak, Smug-Toddyer osv. Ogsaa
vækker han min æstetiske Papas Ærgrelse ved et leddeløst labansagtigt
Væsen, en smagløs Behandling af Kniv og Gaffel, Rokken paa Stolen,
usoignerede Negle m. m. Saaledes krydres vor Mad paa den lifligste
Maade.
Aftenen er Døgnets Oase -- naar Frantz er gaaet til sine Lektier
eller sin Smugtoddy og Fader Kl. 10 har sagt Godnat. Da sidder Mo'r
og jeg og taler fortroligt sammen. Vi aabner for Kakkelovnen, saa
Ilden lyser ud gennem Risten, sætter rød Skærm over Lampen og gør os
det mageligt i Sofaen. Hvad vi taler om? Om Alt og Intet, det højeste
og det laveste; om hvad der har staaet i Bladene, om Bøger, vi har
læst, om Livets store Problemer, om Familiebegivenheder baade nu og i
gamle Dage, men mest taler vi om Kærlighed. At høre Mo'r tale om
Kærlighed er saa smukt og rørende, at jeg altid ender med at græde.
Stakkels lille Mo'r, som har et saa stort og varmt Hjærte og som er
skabt til nænsom Behandling af Livet. Sikkert maa hun en Gang i sine
unge Dage have oplevet en Roman. Det kan ikke være Minder fra hendes
Ægteskab, der fylder hendes Sind med saamegen Poesi. Thi Fader tog
hun først, da hun var 27 Aar og hendes Forældre var døde -- uden at
efterlade sig noget. Allerdejligst er det dog, naar Moder fortæller
om sit Hjem, hvor det gik saa fornemt og lystigt til, med musikalske
Soiréer, Baller og Kanefarter. Ak! Bedstefa'r, Bedstefa'r, hvor kunde
Du ogsaa sætte alle dine Penge overstyr, saa der slet ingen
Fornøjelser blev tilovers til din arme Datterdatter! Og Du skønne, Du
vidunderlig dejlige Bedstemo'r, Du, om hvem Sagnet beretter saare
smukke, men ikke ganske artige Æventyr -- hvorfor har jeg dog ikke
kendt Dig, Du brillante Kvindemenneske, der paa din Bryllupsdag lod
Bedstefader bortføre Dig midt under Middagen og kørte med ham i
Firspands Kane ud paa Landet til den festligt beredte Kro, hvor I to
saa fortsatte Gildet, I to alene.
Om I fra Eders sikkert straalende og glade Himmel følger Eders Slægts
jordiske Færd, vil I have følt Sorg og Medynk over den Nytaarsaften,
Moder og jeg har fejret. Nej, i vort Hus er ikke, som Skik var i
Eders, det gamle Aar blevet hædret med rungende Skaaler om et
bugnende Festbord, og ikke er det nye Aar hilst velkommen med
Champagneproppers Salut.
Ganske alene har vi siddet, Moder og jeg, og ventet paa det nye Aar.
Hver i sin Krog af Sofaen sad vi og krøb sammen, sad i to lange
Timer, uden at have Humør til at begynde vor sædvanlige Passiar. Men
da Taffelurets gamle slidte Klokkeværk med spinkle besværlige Toner
begyndte sin Midnatskimen, rettede vi os op og lyttede, og en Angst
paakom mig. Dumt var det, men jeg syntes, at nu slog Afgørelsens
Stund for mig. Hvert af Urets Klokkeslag klang i mine Øren som et »Nu
din Tid! Nu din Tid!« -- indtil Værket endte med en klirrende Raslen,
der lød som Kanebjælder.
Saa tog Mo'r mig i sine Arme, bøjede mit Hoved ned til sit og sagde,
mens hun kyssede mig: »Du, min lange, kære, grimme Unge, Vorherre
gøre det nye Aar lyst og lykkeligt for Dig.« Og da jeg svarede: »Tak
for det gamle, lille Mo'r!« -- klappede hun mig paa Kinden og sagde:
»Du har desværre saa lidt at takke for.« Og lidt efter, med Taarer i
Øjnene: »Min egen Unge, Du har det ikke godt herhjemme, jeg véd det.
En anden Sag er det, naar man som jeg er færdig med Livet; men ungt
Blod trænger til Sol og Lykke.« »Jeg har jo Dig, lille Mo'r,«
hviskede jeg. Hun rejste sig, smilede og sagde saa pudsigt skælmsk,
som hun undertiden kan være: »Er de unge Piger nuomstunder saa
nøjsomme?« Saa sagde vi Godnat og gik hver til Sit.
Hvad hun mente, véd jeg. Hun mente Erik. Ja, Du kære Ven i det
Fjærne, hvis faa og korte Breve har været de flygtige Stjærneskud i
Aarets Mørke, Du skulde bare ane, hvilke farlige Planer der her
lægges mod din Frihed. Monstro Du da nogensinde vendte hjem? Aa jo,
det gjorde Du dog vist. Men om Du anede, hvor stygt, hvor ufint jeg
egenlig spekulerer i Dig, da vilde Du med Rette foragte mig. Spørger
jeg nemlig mig selv, om jeg elsker Dig, bliver Svaret: Nej. -- Og
alligevel, hvis Du i dette Øjeblik traadte ind ad Døren og spurgte,
om jeg vilde gifte mig med Dig, svarede jeg uden Tøven: Ja. -- Thi
Du er den eneste Redningsplanke, jeg øjner -- den eneste, der kan
føre mig bort fra det triste Vrag, som Hjemmet her er. Og jeg skriger
det ud i denne Nytaarsnat: Hjælp, Hjælp! ... Om Du hørte mit Nødraab
og om Du kom til mig, jeg lover Dig, at jeg skulde blive Dig en god
og trofast Hustru, altid holde af Dig og aldrig glemme, hvad jeg
skyldte Dig. Jeg har lært at slaa af paa mine Fordringer til Livet.
Nu er alt det, jeg beder om: Frihed. Ja, Moder, Du havde Ret, jeg har
ikke haft det godt ... Jeg tørster efter at drikke Sol og Varme, jeg
er en stakkels bleg Kalastilk i et koldt Gaardværelse.
-- -- -- Jeg har nu læst igennem det, jeg har skrevet, og jeg skammer
mig over mig selv. Her har jeg, Julie Magens, i Skolen Uglspil
kaldet, siddet og ladet Blækket flyde som Taarer fra min Pen. Skam
Dig, min gode Pige, tør dine Øjne og sæt et venligt Ansigt op til det
nye Aar. Naturligvis har det noget godt med til dig -- naar bare Du
selv rækker Haanden frem. Maaske allerede nu til Morgen det bringer
mig en Hilsen fra Erik. Men faar jeg imorgen -- eller rettere idag
-- en Nytaarshilsen fra Erik ...
... da let paa Taa
I Piger smaa,
for da skal Dansen gaa
og Julies Bryllup staa.
Det Vers er af mig selv.


1ste Januar.

Altsaa har jeg Grund til at være i Perlehumør: der var Brev til mig
fra Erik. Ovenikøbet et langt Brev med forelsket Længsel efter
»Plejesøster« Julie. Erik har omtrent brugt de Penge, hans Fader gav
ham til at studere for i Wien; han har tillige smigrende Tilbud om et
Slags Kompagniskab med en af de mest ansete yngre Arkitekter her.
Hvis nu bare hans Fader vilde forstrække ham med den fornødne
Kapital, vender han hjem allerede om faa Uger, og »jeg har da« --
skriver han -- »noget meget vigtigt at tale med Dig om.«
Med andre Ord: om en Maaned er jeg forlovet med Arkitekt Erik Glerup,
og til April holder vi Bryllup. Vi flytter ind i en 5 Værelsers
Lejlighed, vi faar Møbler efter de Tegninger, Erik lavede sidste Jul,
da vi for Spøg talte om, hvordan vi helst vilde have en Lejlighed
udstyret; vi faar det i alle Retninger smukt og behageligt; vi fører
et maadeholdent selskabeligt Liv, vi gaar en Gang imellem i Teatret
paa gode Pladser, vi bliver agtede og ansete, vi skylder ikke Nogen
noget, vi lægger tværtimod lidt op hvert Aar, og for hvert ti Tusind,
vi lægger op, tillader vi os en ny Komfort. Vi ender som Velhavere og
Etatsraad, R. af D., p. p.
Og naar saa Etatsraadinde Julie Glerup, Formand i Foreningen
»Pattebørns Ernæring«, mæt af Dage og Menneskenes Agtelse indgaar til
en salig Død, da vil hun med sit sidste Blik skue tilbage over et
Liv, som er graat-graat, prosaisk-hæderligt, hæderligt-kedsommeligt,
som er netop det, hun altid har hadet og afskyet mest.
Men skønt hun i dette Øjeblik, endnu hverken prosaisk eller hæderlig
eller Etatsraadinde, véd paa en Prik, hvordan Fremtiden vil blive,
naar hun gifter sig med den gode, den hæderlige og den dygtige Erik,
saa gør hun det alligevel, gør det, fordi hun er en fejg Person, der,
trods al sin kætterske Menen og Villen kryber i et Musehul for Folks
Fordømmelse og kun i sine Tanker og Drømme vover sig væk fra den
Muldklump, hvor hun finder en sikker Føde. Bevistes hendes Fejghed
ikke tydeligt nok for 3 Aar siden, da hun forlod sine Forældres Hus
med en heroisk Erklæring om, at nu holdt hun det ikke ud længer, og
saa fem Timer efter vendte hjem som en uartig lille Pige til Faders
Tugt og Moders Klage?
Naar jeg betænker, at denne latterlige Flugt er mit Livs »Stordaad«,
da erkender jeg rødmende, at jeg ikke er skabt til noget mere
epokegørende end Etatsraadinde; at jeg tværtimod paa mine bare Knæ
bør takke Himlen, om jeg naaer saa vidt.
Altsaa: Hurra for Eriks Brev! Det er mit Jule-Evangelium. Det lover
mig, at jeg inden Sankte Hans skal blive Frue og Genstand for
Kusinernes Misundelse. Hurra! Det er altid noget.
-- -- I Nytaarsdags højtidelige Anledning har vi været til
Gala-Familie-Middag hos Bedstemoder. Af Faders Moder at være er
Bedstemoder en mærkeligt elskelig Kone. I Grunden tror jeg, hun
ærgrer sig lumsk over Fader, forsaavidt man tør bruge et saa stærkt
Ord om Bedstemoders Følelsesliv. Hun sidder ubevægelig, plantet
mellem Puder, i sin stive Mahognitræs Sofa, hvorover salig Farfaders
Billede i Oliemaleri -- Faders Debutarbejde -- hænger, en stram,
mager, asketisk Prælatskikkelse i biskoppeligt Silkeornat og med
Ordensbaand om Halsen. Bedstemoder ligner en Voksfigur, ikke en Fiber
sitrer i hendes store regelmæssige, af en pibet Kappestrimmel
indrammede, hvide Ansigt, og i de sidste Par Aar har hun end ikke
haft et Strikketøj mellem sine Hænder. Hun sidder som et Sindbilled
paa den for al jordisk Bekymring og Uro lutrede Alderdom, og hun
taler med en Stemme, der har akkurat samme højtideligt dybe Klang,
enten den udtrykker Glæde eller Sorg, og saa langsomt, som om hun for
hvert Ord maatte huske sig om for at finde det. Men i det udslukte
Ansigt lyser to store, rare, mørke Øjne med en underlig stærk Glød.
De kan se saa fast og kærligt paa En, saa ransagende og mildt
forstaaende, at man kunde faa Lyst til at kaste sig om Halsen paa
hende og græde alle sine dumme Sorger ud ved hendes gamle rolige
Hjærte.
Spisesedlen ved Bedstemoders Nytaarsmiddag er lige saa uforanderlig
som hun selv: en rigtig Familie-Suppe, stærk, krydret og duftende,
med mange Urter og Kødboller, kogt Rødspætte, en vældig saftig og rød
Oksesteg samt hjemmebagt Æblekage. Dertil en Rødvin, som der ikke
ødsles med, men som det ogsaa næsten er Synd at drikke, saa berusende
dejligt lugter den -- en Efterladenskab fra min for femten Aar siden
afdøde højærværdige Bedstefader -- og ved Desserten et Glas Madeira.
Egenlig morsomme er Bedstemoders Middage ikke. Og dog, hvor lunt,
hvor hyggeligt er der ikke hos hende! Al Mislyd maa forstumme i
hendes stille Gammelkone-Stuer, selv Fader gør sig Umage for at være
i behageligt Humør. Og hvilken velsignet Appetit giver det ikke at se
Bedstemoder med sine milde Øjne vaage over, at vi alle faar noget,
der er rigtig godt og lækkert, og høre hendes gæstfri Opfordringer
til at forsyne os. Jeg maa smile ved Tanken om, hvordan jeg propper
mig ved disse Middage, hvor vi giver os god Tid, og hvor Retterne
frembæres med festlig Værdighed af en gammel Pige med sirligt hvidt
Smækkeforklæde. Jeg vil nu slet ikke tale om Frantz, for han hugger i
sig med en ligefrem upassende Forslugenhed.
Ved Desserten løfter Bedstemoder sit Glas og siger -- hvert Aar de
samme Ord: »Saa drikker vi paa et glædeligt Nytaar for os Alle, men
mest for de Unge.« Da jeg idag klinkede med hende -- jeg sad ved
Siden af hende -- saá hun længe paa mig med sine store Øjne og sagde
saa: »Din Skaal!« »Tak, Bedstemo'r.« Hun saá længe paa mig og sagde
omsider: »Har jeg maaske ikke Ret?« »I hvad, Bedstemo'r?« Hun rystede
paa Hovedet: »Jeg siger ikke mere. Jeg spørger kun.« Jeg blev rød,
men de Andre lo.
Mon Nogen har talt til hende om Erik? Eller hvad mente hun?
Bedstemoder er ikke rig; hun har akkurat saa meget, at hun kan leve
nogenlunde sorgfrit med sine smaa Fornødenheder, men ved at spare til
daglig faar hun Raad til at stikke snart et, snart et andet til os,
et Par Kroner til Teaterbilletter eller et Guldstykke til at købe
noget nyttigt for. Hendes Gaver overrækkes os altid paa en fordulgt,
hemmelighedsfuld Maade, og hun kan ikke lide, at vi taler om, hvad vi
har faaet af hende. Da jeg f. Eks. idag efter Middagen sad i Sofaen
hos hende, mærkede jeg, at hun trak sagte i min Kjole. Jeg kiggede
ned og saá, at hun havde puffet noget hvidt over til mig. Det var 2
Tokronestykker, omhyggelig indsvøbte i Papir, og paa Papiret stod
der: »Til Dig og Frantz, at se det nye Teaterstykke for.«
Paa Onsdag -- hvis vi kan faa Billetter -- skal vi til _Suleima_. Jeg
glæder mig forfærdeligt, Du kære, gode Bedstemoder.


2. Januar.

Stod tidligt op, var flittig indtil Frokost. »Flittig« vil sige, at
jeg malede. Jeg maler nemlig ogsaa -- paa Porcellæn; for Tiden
arbejder jeg, under Faders Tilsyn, paa et Flora Danica-Stel til den
unge Grevinde Bjørneklo. Efter Frokost øvede jeg mig en Times Tid,
gik saa med Moder til Byen, saá ikke en eneste nævneværdig Person.
Hjalp efter Middag Moder med at efterse Linned. Spillede om Aftenen
lidt for Moder. Tidligt i Seng.


3. Januar (Søndag).

I Mathæus-Kirken med Moder. Frokost. Spadserede. Middag. Syede. Ikke
et Besøg hele Dagen. Ikke et Brev. Ret en hyggelig Søndag.


4. og 5. Januar.

Jeg slaar de to Dage sammen. De har samme Tekst og Melodi. Tidligt
op, flittig indtil Frokost. Øvede mig efter Frokost en Time osv. (se
forøvrigt Teksten til 2den Jan.) ... Jeg noterer, for Afvekslings
Skyld, at vi har faaet en ny Genbo: en ung, tilsyneladende velhavende
Herre. Han bebor hele Fjerdesalen overfor os. Naar jeg om Formiddagen
sidder i vort Karnapvindue og arbejder, har jeg den Oplivelse at se
den unge Kavallér fuldende sit Toilette. Med en imponerende
Ugenerthed udfører han sine Forskønnelses-Arbejder, saasom Barbering
og Frisering, henne ved sit Sovekammervindue. Karmen er fyldt med
Krukker, Flasker, Børster og Kamme, og i dette Laboratorium arbejder
min Genbo mindst en Time -- i en stilfuld Natskjorte og med et
Ansigt, der er præget af den andægtigste Alvor. Jeg har prøvet paa at
gøre ham skamfuld ved demonstrativt at rulle Gardinet ned for mit
Vindue. Men det anfægtede ham ikke det bitterste. Da jeg langsomt lod
Gardinet dale, kiggede han forundret op mod Himlen, som for at se,
om Solen kunde genere mig; derpaa arbejdede han uforstyrret videre
paa sin Skilning. Egenlig kan jeg ganske godt lide ham. Der er en
medfødt Storsnudethed over ham, som tiltaler mig, en Selvbevidsthed,
som jeg misunder ham. Han er vist, hvad jeg vilde kalde en vindende
Flab. Jeg skal dog se at faa at vide, hvad og hvem han er.
Imorgen Aften _Suleima_. Hvor dejligt at lægge sig til Sengs med den
Tanke, at man har noget godt i Vente til næste Dag. Suleima! Hvem der
hed Suleima og var en smuk Araberhøvdings Brud! Laa med sin Elskede
ved den rislende Kilde under slanke Palmetræer eller jog med ham over
de høje Sletter, under en straalende Himmel, paa hans fyrige Hest.
Godnat, Suleima! Jeg vil drømme mig i dit Sted.


6. Januar.

_Suleima_ blev en Skuffelse. Dog Musiken var dejlig -- døsigt
vuggende, vildt jublende, saa velsignet fri for moralske Skrupler.
Egenlig var der kun én Scene, som gjorde Indtryk paa mig. Suleima har
lagt sig til Hvile i sin Faders Telt. Da bryder en fjendlig
Araberstamme ind i Lejren, og dens Høvding river Suleima op fra
hendes Leje og bortfører hende. Suleima har ligget og drømt;
Bortførelsen maa tænkes som en Fortsættelse af Drømmen. Hun sér den
prægtigt hvidklædte Scheik bøje sig ned over hende, hun møder hans
beundrende Blik, og endnu næppe vaagen lader hun sig modstandløs tage
af ham, halvt lammet af Rædsel, halvt magtstjaalen af den Tilbedelse,
hun læser i sin Bortførers Blik, og af Situationens æventyrlige
Voldsomhed. Navnlig den unge Scheik virkede betagende. Maaske var det
slet ikke Meningen, at der skulde lægges denne Erotik eller Poesi
over Pigerovet; Scheiken havde kun en lille Rolle i Stykket og
forsvandt i de senere Akter, men ialfald for mig var hans Optræden
Aftenens Glanspunkt.
Jeg har aldrig før set denne unge Skuespiller. Han har sikkert et
stort Talent. Hans Navn har jeg en enkelt Gang læst i Bladene; jeg
mindes dog ikke, at han blev fremhævet i Anmeldelserne af _Suleima_.
Han hedder Alfred Mørch.


7. Januar, Formiddag.

Jeg havde i Nat en underlig Drøm. Jeg var ude i en Ørken. Hvordan jeg
var kommen dér, véd jeg ikke. Drømmen begynder med, at jeg stod midt
paa den store Sandslette. Jeg maa have gaaet længe, for jeg var saa
træt, at jeg næsten ikke kunde flytte Fødderne; de hang fast i
Sandet, som om der var bundet tunge Blylodder ved dem. Ejheller kunde
jeg drage Vejret. En kvælende Varme fyldte min Mund, min Næse og mine
Øren. Og dog brændte Solen ikke min Ørken. Der hvilede over den en
ulden graa Himmel, og Himlen sænkede sig mer og mer ned mod mig. Det
var som et Filttæppe, der skulde kvæle mig. Og Sandet var ikke hvidt,
men gulligbrunt, og der steg op fra det en Dunst som af Svovl. Jeg
følte med mig selv, at jeg om faa Øjeblikke vilde være død. Jeg
klagede ikke. Jeg prøvede end ikke paa at raabe om Hjælp, men jeg
græd stille. Saa gled min Bevidsthed bort, jeg drømte, at jeg faldt i
Søvn. I min Drøms Drøm hørte jeg en sagte vuggende Musik -- jeg
husker, jeg tænkte: nu spiller de til min Begravelse --, men Musiken
steg og steg, Trommer og Pauker faldt ind, jublende Fløjtetoner, jeg
laa som i en Luft af brusende Musik, der vældede ind over mig, og jeg
sagde til mig selv: Du maa skynde Dig at vaagne, ellers kommer Du
ikke med til Festen. Og jeg vaagnede -- i min Drøm -- og stod atter i
Ørkenen, men Musiken spillede stadig, og jeg hørte en Stemme kalde:
Suleima! -- Jeg saá mig om og se: ude i Horisonten skimtedes noget
hvidt, en Prik kun, men nærmere og nærmere kom det med flyvende Hast.
Da svarede jeg: »Min hvide Scheik, min Brudgom og Frelser!« Rundt om
mig lysnede det, Himlen hævede sig og hvælvede sig klar og ren, jeg
fornam den kølige Luft fra et nært Kildespring, og dér fløj han mig
imøde, med flagrende hvid Burnus og ombrust af Musik, min hvide
Scheik paa sin sorte Hingst.
... Saa vaagnede jeg. Ved min Seng stod Moder smilende og sagde: »Du
dovne Pige, som sover til langt op paa Dagen. Forresten saá Du saa
sød ud, mens Du sov, at jeg ikke nænnede at vække Dig. Jeg har staaet
og sét paa Dig i vist over ti Minutter.«


8. Januar.

Hele Dagen igaar var jeg i straalende Humør. Hvorfor egenlig? Der
skete dog intet oplivende, Timerne gik efter den vante Recept, og
Fader var ikke mindre Bedemand end sædvanlig. Alligevel dansede og
sang det hele Dagen inde i mig, Alt syntes mig let og lyst. Jeg
forbavsede dem Alle med min Lystighed. Paa vor Spadseretur maatte
Moder hvert Øjeblik minde mig om, at det ikke var passende at le højt
paa Gaden, og Frantz aflagde jeg om Eftermiddagen et Besøg i hans
Værelse, trakterede ham og mig selv med Cigaretter og lod ham
traktere mig med et Glas Kognak. Drengen blev helt rørt over min
Elskværdighed, det var morsomt at se, hvor han ligefrem var galant
imod mig. Men da jeg gik, sagde han: »Hils _ham_ fra mig.«
Han troede, det var Erik, der var Skyld i mit gode Humør. Nej,
Grunden til min Glæde var saamæn langt fjærnere fra Virkeligheden.
Det var Suleima-Drømmen, der endnu levede i mig. Hvor barnagtigt og
taabeligt!
Endnu taabeligere var det dog, at ogsaa Moders Ord, da jeg vaagnede,
havde Part i min glade Stemning. »Hvor Du saá sød ud, da Du sov!« --
de Ord lød hele Dagen i mine Øren og fyldte mig med kildrende
Velbehag. Altsaa kan Du se sød ud! sagde jeg til mig selv. Altsaa er
Du ikke altid den grimme Unge. Skade blot, hvis det alene er, naar
jeg sover, at jeg har mine nette Øjeblikke. »Frk. Julie Magens havde
igaar en _belle nuit_!« Det lyder ikke ilde, men desværre faar jo
hverken jeg eller Andre Lejlighed til at beundre denne Viol, der kun
udfolder sig om Natten.
Imidlertid, saa latterligt forfængelig havde den moderlige Hyldest
gjort mig, at jeg igaar Aftes, istedetfor at skrive Dagbog, holdt
Revue over mig selv foran Spejlet.
Mit Toiletspejl er ikke kongeligt. Et Halv-Alen højt Gyngespejl i
Nøddetræs Ramme, der staar paa en Kommode. Jeg stillede Spejlet »paa
halv«, saa det mest mulige af Personen kunde overskues, tændte de to
Lys og anbragte Lampen paa Kommoden. I denne magiske Belysning lod
jeg da Frk. Julie præsentere sig i allehaande flatterende Stillinger
og foretage mimiske Øvelser. Jeg forsøger at være upartisk, idet jeg
optegner Resultatet af mine Granskninger:
Julie er en høj, mager Pige uden nogen Slags Frodighed, men ganske
velproportioneret. Hun er smal over Skuldre og Hofter, men til
Gengæld ualmindelig tynd om Livet, saa at hun dog ikke mangler
»Figur«, naar hun bare vilde holde sig lidt bedre, end hun
sædvanligvis gør. Hendes Ansigt er temmelig umuligt, naar det er
alvorligt. Det har nemlig en Næse, som ved sin barokke Konstruktion
forstyrrer ethvert højtideligt Indtryk. Dertil kommer, at hendes Mund
af Naturen er bestemt til at staa en Smule aaben. Naar nu Overlæben i
værdig Alvor stræber ned mod Underlæben, antager hele Ansigtet et
sørgelig faaret Udtryk. -- Julies Ansigt forbedres derimod i høj Grad
ved et Smil. Overlæben kommer da paa sin rette Plads, de pæne store,
hvide Tænder viser sig, og selv Næsen virker ikke saa ilde ind i
Ensemblet. Men først og fremmest er de brune Øjne skabte til at
smile. De kniber sig sammen i en Mængde smilende Rynker og blinker
gemytligt, næsten gaminagtigt, inde fra deres Skjul. Naar Julie
staar med et saadant smilende Ansigt, det krusede mørke Haar ned
over Panden, og kysser paa Fingeren -- hun har nemlig en smuk, smal
og hvid Haand --, er hun ikke fri for at være sød og en lille bitte
Smule -- koket.
»Enkens Datter« koket, den gnavne Professor Magens' »grimme Unge« sød
... nej, min gode Julie, enten lyver dit Spejl eller ogsaa er Du en
bestukken Kritiker.
Alligevel, da Julie gik til Sengs, efter Spejl-Prøven igaar Aftes,
var hun endnu i godt Humør, og som Eftervirkning deraf skrev hun idag
et langt elskværdigt Brev til Erik.
Andet har hun ikke at optegne om Dagen idag.


9-11. Januar.

...... Sand, Sand, intet uden Sand. -- Føre »Dagbog« om Dagenes
altid-et-og-det-samme gider jeg ikke.


12. Januar.

Min Genbo begynder at interessere mig. Alt gaar tilsyneladende saa
afmaalt, saa stille og korrekt ovre hos ham, dog fører han, denne
næsten maskeagtige Kavallér, sikkert et bevæget, et æventyrligt Liv.
Man ser ham saagodtsom ikke gaa ud, men han modtager en Mængde Besøg.
Der kommer ogsaa Damer til ham. En kommer om Formiddagen; men hende
modtager han ikke altid. Igaar f. Eks. gik hun ud fra Huset to
Minutter efter at hun var gaaet ind. Men bag et Gardin stod min Genbo
halv skjult og kiggede ned, for at se, hvor hun blev af.
Stakkels lille smukke Du! Tror Du ikke, jeg kunde se, hvor bedrøvet
og krænket Du var, skønt Du forsøgte at sætte et uforknyt Ansigt op
og med rank værdig Holdning -- uden at vende Dig om -- spadserede ned
til Gl. Kongevej. Aa fy, fy! Slemme Mand paa den anden Side Gaden,
hvor kan man nænne at tage saa haardt paa saadant et lille blødt og
forelsket Barn!
Saa er der den anden -- Favoritinden har jeg døbt hende. Hun besøger
ham om Eftermiddagen og paa en meget forborgen Maade. Hun kommer
altid kørende i en lille Enspænder-Karet, der ser ud som en
Doktorvogn. Hun er tæt tilsløret og i en stor Pelskaabe. Hendes
Skikkelse, høj og fornem, tegner sig nydeligt henne ved Porten i det
gule Lys fra Lygten bagved.
I hende er min Genbo sikkert meget forelsket. Jeg véd altid, naar han