Hyld og Humle: Fortællinger - 2

»Je' ska nok ha' Øje me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale
me'?« ...
Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt,
den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar.
Fruen hægtede Pelsen op.
Den anden rejste sig med lidt Besvær for at hjælpe hende den af.
»Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tænke
det.«
»Ikke saa ganske nylig,« svarer Fruen med et lille Smil.
»Saadan en ung, køn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt,« siger den
Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte
i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel
heller ikke alt det igennem. De ka' tro, -- det er et stort Øjeblik,
naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos,
aah saa fast, saa fast ..«
Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den
gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at
banke af en dyb og hemmelig Lykke.
»Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu'
blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu'
te' Bønderne. -- Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,«
tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi
da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je'
spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem.
Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist
alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.«
Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun
gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du
spist alt det! Ja saamænd.«
Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette
var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det
saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin
Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv.
Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved.
»De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet.
Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa
var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de'
va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du
dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror
du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa
det igennem; ja, je maatte ... Men Jøsses je snakker, og nu piver
Toget. Saa kommer Heralde straks.«
Lidt efter saa de den høje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne.
Den Gamle rejste sig for at se efter hende.
»Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.«
»Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa
gerne forstyrre lige straks.«
»Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den
stakkels Tøs ...«
Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den
lille Forhave.
»De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat ... Ja, Farvel
lille Frue ... Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka'
De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor
der er smaa Børn og saadan ... Det er ikke saa redt, naar Manden
ta'er sig en Taar. Nej det er ikke ... og kivsomt er det for Konen.«
Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den
Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt
efter hende ...
Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige
Frue kom ind.
Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned
over Drengen og sagde:
»Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille
Gut.«
Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der
vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det
forsømte, lille Legeme.
»Aah Frue ... kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte
Badeværelset hos Dem hver Lørdag ... Og nu skal det lille Skind være
i saadan et Griseri.«
Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet, som hun tog efterhaanden, som
Fruen lagde det til Rette for hende.
Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne
talte til hende.
Barnet drejede sit lille Hovede nærmere ind til hende.
Da brast hun i Graad.
»Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du
fik din Mad hos mig den første Tid! -- Jamen, jeg maa jo ikke, jeg
tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er
der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.«
Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for
at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun
havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende
Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en
Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja,
ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa
Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra,
saa meget det skal være.«
Det var en underlig tom og flov Følelse at mindes dette, her, i denne
Stue.
Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, -- hvad var dog
al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker
mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn -- nyt Liv,
rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt.
Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, -- saa var hendes Hjærte
ikke fordærvet -- Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit
Barn i sine Arme. --
Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har
respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden
sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden
for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at
ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen,
dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede
Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, -- det
_er_ det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. --
Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde
lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine
mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem
over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen
til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. --
Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue
og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme,
gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte
med sig, og hun var kun _Moderen_, der tænkte paa det Samfund, som
engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn.
Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod
hende, mod den unge Moder der og mod _Barnet_. -- Alle Børn skylder
ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive
voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som
Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger
en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i
deres paavirkelige Sind .... At man vovede at friste paa saa mange
Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig
i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa
tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed
nok til at forædle de Længsler, de vakte, -- ikke kunde holde, hvad
deres Ydre lovede! -- Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor
fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes
Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om
Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen.
Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede
kun dunkelt, at noget galt var der ... hun havde ikke før tænkt nok
over det, det som gjaldt _hendes eget Barns Sjæl_.
Hun havde været med til -- tankeløs og med æstetisk Ubehag -- at
vende sig bort fra den alvorlige, fraseløse Henpegen paa Tidens
Saar og Usselheder. Hun havde været med til leende at fortabe sig
i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Kærlighed til deres
Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres
hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog
idetmindste _forsøgte_ Kampen. --
Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og
fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men _Livet_ gemte og
fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske _sit_ Ansvar
og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og _der_ skulde det
for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng;
og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig
Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham!
Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; -- aah ja -- vist var de
lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette,
legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som
var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor.
I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende
om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men
han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen
i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden _havde_ hun jo ikke
Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner.
Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag
skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin
Fortrolighed med hende.
-- De smaa dagligdags Bemærkninger, -- hvor det gør lidt ondt ikke at
faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed,
hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. -- Tankerne
vældede ind paa hende. -- --
Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn,
men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede
-- paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes
sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de
tilstøvede Planter, -- at sætte alt ind paa at vinde den Styrke,
som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som
overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde
opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun
vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning!
Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært
dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed
at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. -- --
Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin
Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa
Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til
Stationsbygningen.
Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis
.... det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit
lille Barn ude blandt Fremmede ... og .. Synd for Barnet var det
selvfølgelig ogsaa ... men det hele var jo fra den anden Side set
ogsaa saa forkert ... og man maatte jo ikke glemme, at det var en
stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn
i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til
hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille
Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, -- det var dog det
eneste naturlige! ...
Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne,
bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og
passe et andet, hvis Forældre _betalte_ hendes moderlige Omsorg ...
Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke
sammen, medens Toget fór af Sted.
Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som
Tusmørket slørede og gemte; kun engang -- da Fruen trøstende lagde
sin Haand paa hendes --, saa hun taknemmelig op. --
Da de igen stod i Byen, sagde Heralda:
»Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen;
Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa
glat paa Gaden.«
Saa gik de to bort sammen. --
»Sig mig nu ærligt Heralda. Hvor kunde det dog være --?«
»Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. -- Men man hørte jo saa
meget om alt det.«
»I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at
sige!«
»Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det
var det eneste, at det _maatte_ komme dertil, for saadan gik det med
de fleste.«
»Sagde Maren det!«
Fruen blev tavs; hun tænkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til
Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de
kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud
af ham.
Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa
sig forklaret.
»Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine
var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men
Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa
underholdende, og saa ... saa troede han vel, at han kunde byde mig
alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.«
»Men Heralda ... hvor kunde De ogsaa ... sammen med Deres Forlovede?«
»Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men
saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, -- og han er jo
vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov;
og han er jo saa mageløs vittig selv.«
I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende
Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og
hviskede til hende.
»Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og
haabløs udbrød hun:
»Det er da ogsaa, som Folk ikke tænker paa andet!«
»Heralda dog!«
»Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen
kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.«
De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en
ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem.
Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt.
Heralda begyndte igen:
»Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde
jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var
til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde
en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og
tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og
det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag
Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og
han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt.
Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg
troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse
og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for
Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa
helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet
godt, sagde han, og han blev saa underlig ... og jeg ved ikke, hvad
der gik af mig ...«
Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen
til Fruen ...
Men _hun_ hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var
paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand
og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse ... hun kunde ikke bære
mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modsætninger ... Aah,
hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og
hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle
triste Tanker ...
Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda,
der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede
Dreng græd efter hende ...
Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede
op og ned paa hendes Skød.
Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng;
hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde:
»Jeg skal nok selv lægge ham i Seng i Aften.«
»Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u'
me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos
Matrialhandleri.«
* * * * *
»Du ..«
Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru,
der saa frisk og munter ud.
»Ja, kære.«
»Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du
hvad .. jeg .. jeg ..«
»Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige
Stammen.
Saa kom hun hen til ham, stod og støttede sig mod hans Stols Ryg.
Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne,
bøjede hun sig ned til ham.
»Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. --
Vejret var saa klart, -- jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse
over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. -- Saa er
der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort --
-- det hele, -- Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har
været --«
Hun rejste sig fra hans Knæ og sagde alvorligt:
»Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig -- saa mange ere
saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden;
men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig.
Jeg _vil_ ikke give efter for min Svaghed. Vi _vil_ ikke mere have en
Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?«
»Mange er jo nødt til det, og hvis --«
»Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe.
Jeg ved naturligvis nok, jeg er --«
»Forkælet, min egen Ven.«
»Hvem er det, der har forkælet mig allermest?« Hun lo til ham.
Saa drog noget større og alvorligere hen over dette blide, gratiøse.
Og hun løftede Hovedet og saa' stolt og ømt hen for sig:
»Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde
opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine
Kræfter.«


DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN.

Sneen falder og falder som i én Uendelighed. Den gemmer snart
Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu
bærer paa sit rødlige, sammenkrympede Løv, den hviler tungt og bredt,
i Flager paa de smaa Grantræer -- den falder roligt, som det aldrig
vilde høre op.
Brændehuggeren kløver Blok efter Blok, kvister de unge, fældede
Træer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene.
Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem
Tørklædet og den runkne, røde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare
en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede.
Store Fnug lægge sig paa hans Øjenlaag, han ser tungt op og blinker
træt til de smelte.
Sindigt og vanemæssigt lægger han Gren paa Gren til Dragten, som han
skal bære hjem til sin gamle Kone.
Han retter sig langsomt.
En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hænderne i de
stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder
Sneens ensformige Blødhed.
Saa giver han sig til at snøre Brændet sammen og slænger det op paa
Nakken.
Stien er næsten sneet til.
Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans
Støvler, og Byrden tynger, saa det værker og smerter saa pinefuldt,
at han ikke kan tænke paa andet.
Med ét kaster han Dragten paa Jorden, lægger sig ned derover og
klynker Gang efter Gang:
»Gid jeg var død!«
»Gid jeg var død, saa elendig jeg er!«
Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder
paa Døden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken:
Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mænds Nakker og Kvinders
Hovedsæt, udskaarne nøgne Engle, et rødt Skær fra Lysene op paa den
forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer -- -- øverst oppe ved
Hvælvingen et strengt, koldt Øje.
Det Øje!
Han begynder at rejse sig, men hans tunge Støvler glide i den bløde
Sne, og han bliver liggende.
Ikke det Øje; nej, det vil han ikke tænke paa; han vil have i sit
Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som bærer Lazarus ind til
Himlens Hvile og Varme.
»Gid jeg var død!«
Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trælsomme Arbejde i
den lammende Kulde.
»Gid jeg var død!«
Sneen daler i store Flokke som i én Uendelighed. Brændehuggeren ser
sløvt og blændet ind i det. Pludselig slaar han sig for Panden, saa
Huen falder af, vil rejse sig, forvildet og knuget af Rædsel, men
bliver liggende paa Knæ med Hænderne foldede haardt mod Brystet.
Sneen kommer ikke mere som paa en lang, lang Rejse, falder ikke mere
med sagte Lyd paa de visne Blade, men staar stille og fylder Luften
med hvidt.
Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse
fra denne forfærdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte.
Ogsaa der denne øde, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han
og hans Ønske og Kalden er det eneste.
Han vil berolige sig ved at tænke paa, at om en Stund kommer han hjem
... men hans Tanker flakke vildsomt og hjælpeløst, for han husker
ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue.
Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige
ventende med det store, alvorlige Spørgsmaal, for hvilket han ikke
kan døve sig med den vante Verdens smaa Hændelser.
Og dette har han selv kaldt paa i Trods mod Dødens og Livets Giver!
Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv,
saalænge Gud vil det; men saa bliver han med ét vild af Rædsel, og
Rædslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og
hugger sin slidblanke Øxe ind i et levende Træ.
Men der er ingen Modstand og ingen Lyd.
Da synker han sammen med Hænderne for Øjnene og klynker saa usselt
som før:
»Aah, lad mig leve!«
-- -- -- -- -- -- -- -- --
Det lyder saa let, det er Snefnug, der falde paa Egepurlets Blade.
Med et hæst Raab, der klinger højt i al denne Sne, folder
Brændehuggeren de stive Hænder i én strømmende, svulmende
Taknemmelighed; og mumlende og takkende, endnu stønnende af Rædsel,
slænger han sin Dragt paa Nakken og stavrer afsted, saa han puster
tungt derved.
Hvert Øjeblik er han ved at falde, men ilfærdigt søger han atter
Fodfæste og skynder sig videre ad den snevre Sti, medens Fnuggene
blænde hans Øjne og Byrden tynger den krogede Ryg.
Da han er ude af Skoven, følger han ikke Vejen, som krummer sig
henimod Landsbyen, men han løber tvers over de tilsneede Marker ...
hjem, hjem!
Kun naa sit Hus, sætte sig til Ro paa Bænken ved Bordet, medens
hans Kone taler og med haarde Hænder løfter Gryden af Ilden, saa
den klirrer, og det høje Ur i Hjørnet dikker roligt og taktfast, og
Viseren gaar hen over Staalskiven. ... Brændehuggeren var nær falden
i en lille Bæk, som styrtede raskt og muntert af Sted. Isen havde
ikke kunnet dække og tæmme den, hvor ihærdigt den end Nat efter Nat
havde skudt sine naalespidse Krystaller ud fra begge Bredder.
Den gamle Mand steg over den og gik videre henimod det svage, rødlige
Skær, som kom fra hans Hus; Konen havde taget Gardinet bort, for at
han kunde have det hjemlige Lysskær at styre efter. -- -- -- --
De to Gamle spiste af det dampende Fad i Tavshed.
Brændehuggeren lyttede med hemmelig Fryd til Skeernes jævne Musik,
naar de strøges mod Fadet, og han saa glad og beroliget paa Ilden,
der flammede og slikkede i munter Uro om Træknuderne.
Da de gamle Folk laa i den brede Alkoveseng, sagde Konen, hvem
Mandens gode, milde Stemning havde gjort lykkelig og højtidelig:
»Naar nu Vorherre løser op for os to gamle. -- Til al sin Salighed!«
føjede hun til med bævende Stemme.
Og Manden foldede sine Hænder i stille Andagt.
-- -- -- -- -- -- -- -- --
Sneen falder som i én Uendelighed. Og mod Nattefrosten fører den
lille Bæk sin Kamp; den risler og mumler, medens den styrter af Sted
langs de isklædte Bredder, hvor om en Tid de blide Forglemmigejer
skal staa og se til den kraftige Kløver.


KAMMERJUNKEREN.

Der var et byggelystent Konsortium, som havde faaet Kig paa gamle
Kammerjunker von Bangs Ejndom, Carolinelyst, i Udkanten af Byen.
Der var Grund!
Selve Bygningen var rummelig og gammel, over hundrede Aar, der
var ikke saa lidt Gaardsplads og flere Udbygninger, og mellem
Vejen og Boligen laa en stor Have, der hidtil havde skjult alle
Herlighederne. Paa den anden Side af den private Vej, der førte op
til Stuehuset, laa en lang Strimmel Køkkenhave; i et Hjørne bag
Udhusene var der en upaaagtet Trekant Jord, som slet ikke var til
at kimse ad, naar den blev ryddet for al den Hyld og de forvildede
Rosen- og Stikkelsbærbuske, som groede filtret mellem hverandre. --
Hvor nu Gitterporten og en Afviser med »privat Vej« fredede, kunde
der lægges Gade, Jorden kunde stykkes ud, femetages Bygninger med
mange Smaalejligheder rejses -- der var bygget flere Fabrikker i
Nærheden, -- Bang var over syv og firs, Formue var der nok ikke mere,
Frøkenen var paa Døtreskolen hele Formiddagen, den gifte Datter
var Præstekone paa Jyllands Hede, -- -- det arbejdede i Konsortiets
ledende Hjærne, den gamle Kammerjunker havde søvnløse Nætter, og
omsider meldte Byens to Aviser da, at Carolinelyst var af Ejeren,
Kammerjunker v. Bang, solgt til et Konsortium bestaaende af osv.
Kammerjunkeren skulde være ude af Lejligheden inden Flyttedag.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
En lys, solrig Morgen, lige i Begyndelsen af Oktober, stod Kirsten
i Carolinelysts store Køkken med en Kobbertemaskine i den ene Haand
og en Klud i den anden. Der var en fra Konsortiet inde hos hendes
Herskab i Forretninger, og det var Aarsag til, at hun var falden i
dybe Tanker, saa dybe, at en Kasserolle, der stod paa Skorstenen med
den rødstribede, smalle Sirtseskappe om, fik Lov at koge over.
»Jøsses! --« Kirsten fór til.
»Ja, vi ska' te arbe' me' et og tænke paa et a'et.«
En Dør gik ude i Entreen. Kirsten var straks til Stede og gjorde en
kølig Honnør for Konsortiets Repræsentant, en yngre, adræt Sagfører
med Cyclehue, halvrøget Cigar i Munden og Benklæderne spændt ind om
Anklerne.
Den gamle Herre fulgte ham helt ud paa Stentrappen, der med Opgang
fra begge Sider laa midt for Indgangsdøren; han bukkede høfligt,
Sagføreren lettede skødesløst paa Kasketten og sprang saa ned til
sin Cycle, som han ilsomt trak hen over de toppede Brosten til den
lukkede store Port.
»Spring ned, lille, og luk Porten op!« sagde Kammerjunkeren til
Kirsten.
»Der sku' vær' en Stads me' det Læs Tørv!« mumlede Kirsten; inden
hun havde naaet at parere Ordre, havde Sagføreren faaet Laagen i
Porten op, -- han skubbede Cyclen ud foran sig -- Kammerjunkeren saa
vedblivende høflig-oprømt ud, og Kirsten tænkte stolt og henrevet:
»Se til Knaabi[1], Ho'et op og ingen skæve Ben lige til det sidste!«
[1] Knoppen.
Porten faldt haardt i, og saa var de to igen alene.
Kammerjunkeren gik ind i Entreen og tog sin Hat, Kirsten hjalp ham
Frakken paa.
»Frokosten er straks sæveret!«
»Tak Kirsten, jeg ska'nte ha.«
»Je' ku' ta' og lave Kammerjaankeri en Bi' Frekkedellehistaarie.«
»Tak, lille go'e, jeg ska'nte ha.«
»Det ka' Kammerjaankeri da tøgge me' en Solbærrom te'.«
»Jeg ska'nte ha', min rare Pige, tak. -- Jeg bliver her ved Huset?«
Kirsten stod og saa efter Kammerjunkeren, da han gik ned ad
Stentrappen, støttet til Jernrækværket med Aarstal 1805 og Navnetræk
H. F. S. og L. F. S. indrammet af Cirkler mellem de tynde, glatte
Stænger.
»Der er ikke maj rasia[2] mere i ham, det gamle Skind!«
[2] Courage.
Saa gik Kirsten til sit Arbejde, og Kammerjunkeren vandrede rundt paa
Ejndommen.