Hyld og Humle: Fortællinger - 8

»Ja, hænge i maa vi sgu!« udbryder den tykke Madam pludselig paa sin
raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene.
»Ja, det er ikke saadan at komme frem,« siger Manden, og langsomt
fortsætter han: »Er man saa i Stilling, saa er det svært at holde
sig. Min Søn, han ku' nu ikke.« Han hæver Stemmen: »Men jeg kan; jeg
holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e.
Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa,
og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine
gamle Kunder glemmer mig ikke -- nej, mine gamle Kunder glemmer mig
ikke.«
De faldt i Tanker alle tre.
Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende
Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen.
Det kommer nærmere og nærmere. Til sidst hører man enkelte Stemmer,
der om og om igen synge: nu dages det Brødre, det lysner i Øst.
Toget gaar forbi.
Det er de to Rækker, der ere Orkestret nærmest, som synge. De andre,
Mænd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Børn paa
Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse
paa Skomageren.
»Det er dem, der strikker!« hvisker han til Madammen, der ser med et
underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge.
Da den er borte, siger Manden vemodigt:
»Der gaar nu de og driver.«
»Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu
Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e
ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skørt --
Undertøjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til
Dags!«
»Saa gør je'te maje Honnør for de Pi'er!« kom det i en usædvanlig
bestemt Tone fra den gamle Kone.
Manden siger med et Suk:
»Ja, hva' ska' der blive a'?«
»Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka'
fløje i Flint over ingenting.«
»Hvis de nu taver?«
De sidde lidt tavse alle tre.
Madammen spørger haardt:
»Hvis de nu taver ... alle de Roljer. Hvodden gaar'et saa?«
»Hvordan det gaar? Jeg skal sige Dem, Madam, hvordan det gaar.«
Skomageren sætter sig til Rette. Hans Kone vender sig lyttende imod
ham.
»Hvis De nu vil følge me'. Ser De ... naar nu alle Mestrene,
Skoma'erne, Skræ'erne, Malerne, hvem De nu ka' nævne, si'er: nu
lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?«
»Ja, hva' saa?«
»Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spør' je': hva'
bli'r saa Enden paa det?«
Madammen ser betænksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine
Kunders og sin egen Ruin.
Manden vedbliver forklarende:
»Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af
saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.«
»Saadan no'en sku' skamme sig og blive kiv i'et over den Slavs.«
»Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller køve Malerier og Bøjer
og Støvler og Klæ'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det,
at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu
min Forklaring, Madam. Det ka' osse vær', at de sætter det hele paa
Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen,
der vil begynde paa noget. -- Det er nu min Mening!«
»Ja, trist er'et li'e godt!«
»Men saa er vi vel Gu'skelov dø'e. -- Ikke Mutter?«
Konen svarede mildt: »Ja, bare vi var vel i Jor'en.«
Manden sukkede og tændte sin Cigarstump igen ...
Hans Peter kommer styrtende imod dem.
Moderen raaber: »Se dig for Dreng, sikken du skøvler a'!«
Hans Peter snubler over sine alt for store Snørestøvler, men er
straks paa Benene igen og udbryder hæsblæsende:
»De ska' spelle nu. De kom me' den store Tromme!«
»Saa bliver vi og hører et Stykke ... Pas nu paa dine ny Bukser, Hans
Petter!«
»Ska' vi osse høre et Stykke, inden vi rokker hjema', Mutter?«
»Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op.« Den gamle
Kone trak Sjalet tættere om sig.
»Vi ska' bare høre et Stykke ... Naar nu bare det bliver et af de
go'e gamle.«
Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme
sætter i med de første Akkorder af Elverhøjsouverturen.
Værtshusholdermadammen forsøgte at fortsætte Samtalen, men de to
gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at høre efter
Musikken.
Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornøjet til
sin Kone og hvisker:
»Den kender du, Mutter!«
Hun nikker smilende.


DEN HØJE MAND.

Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag
og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men
Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode
Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som
sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg
Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys.
Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra
de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte,
rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er
den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. --
Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i
lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der
var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden.
Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl.
Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen
dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og
Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem
Køkken og Stuer.
Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og
drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte
forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig
og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen.
Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt
de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som
sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer
kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer.
Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation,
ud over Skinnerne og drejede om til Kroen.
Henimod den drev den glade Skare.
Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og
tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og
beundrende.
Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets
Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig
forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks.
Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og
Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen.
Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra
Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og
sagde med indtrængende, klingende Stemme:
»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i
denne Nat forgaar Jorden!«
»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du
for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.«
Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige,
gode Øjne, men veg ikke fra Døren.
En af Skaren sagde udjævnende:
»Det er bare den gale Student fra Fattighuset.«
Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse
den lystige Typograf.
»Han skriver af for Skolelæreren og Præsten. Han er sgu Student.«
»Student -- jo vel!«
»Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.«
»Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.«
»Og den blev fæl til at rende efter Mandfolk og Brændevin.«
»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille
Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.«
»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu -- ellers faar
Du Prygl af blinde Søren.«
Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar
faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side,
pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg
har Brevskab derpaa. I denne Nat!«
Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner
med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene.
Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre
Bønder gik smaasnakkende bag ved dem.
Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo
støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede,
kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende.
Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt
Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns
Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som
ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det
var digtet i deres Kærligheds lifligste Time.
Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til
Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter.
Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han
lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig
saa raadvild til Hjærtet. --
Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen,
begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde
ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager.
Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer
kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter,
og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han
uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse,
kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive
blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give
deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En
Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors
Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel
havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager
om hans Haand, der griber efter Giften; -- og hele Sognet hører hans
vrede Ord.
En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin
Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde
skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. --
Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen
brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam
hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor
Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner,
lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende
Musik.
En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede
Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker
sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. --
Men Høkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden:
»Man maa more sig, medens man er ung og fri.«
Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vægtigt:
»Vist saa; blot med Maade.« --
I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende,
hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede
Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans
blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene
Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, _vilde_ hun dynge mørke, fremmede
Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før.
Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede
af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder
mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han
løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender.
Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og
begyndte at slaas.
I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa
Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og
raabte:
»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige
Løjer.«
»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det
halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen.
Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind
paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog
heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg.
Derpaa fortalte han -- stadig afbrudt af Typografen, som var i
febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig.
»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa
Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det?
Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han
rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte,
som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed --«
»Ulykkelig Kærlighed!« Dundrende Latter.
»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan
noget lignende højtravende Sludder.«
»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt,
Stationsforstander?«
Skraldende Latter.
»Havde det endda været hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?«
Dyrlægen svarede tvært spøgende:
»Han fik sgutte første Klasses Stempel, det magre Spektakkel!«
Stationsforstanderen kom igen til Orde:
»Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de høre.«
»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede
Typografen.
Stationsforstanderen læste ironisk-højtidelig:
»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad
ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de
varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og
Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og
Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer
hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod
alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes.
Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan
naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke
Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i
de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg
giver dig mit Liv!«
»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne,
der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand,
og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.«
Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være
paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med
hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt
Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud.
Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled
for -- efter Typografens Kommando -- »at repræsentere Sognet for de
ærede Rejsende.«
Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa
den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med
Armene strakt mod Himlen.
»Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med
ham.«
En ældre Bonde svarede:
»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa
ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det
maa Du forstaa.«
Typografen tog Lommetørklædet af Hovedet og svarede godmodigt:
»Javel, jeg snakker godt for ham.«
Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne
Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser
I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig
Modtagelighed, og --«
»Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.«
Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ
med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede.
Toget brusede ind.
Den høje Mand væltede sig ud foran Lokomotivet og knustes.
Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de
og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne
søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med
Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende
paa Konduktør og Stationsforstander.
Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var
blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne,
raadløse Skare.


EN KÆRLIGHEDSHISTORIE.

Per i Kælderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som
altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hænderne i Lommen
stod paa Trappen, der førte ned til hans Beværtning.
Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over
den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrømper, som stak i
blanke Træsko, saa snart han gik uden for sin Stuedør. Det gjorde han
mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages,
cementforsirede, røde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden.
Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans
Ejendom, nærede Per en uangribelig Kærlighed.
Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle
de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerækker, som han selv
havde gaaet og lempet i Stand; ja -- og saa var der jo Marie, en
lille Pige, hvis Forældre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for
de blidere Følelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, -- om de
end ikke udtrykte sig særlig tydeligt i hans runde, røde Ansigt med
den gnavne, skæve Mund og de smaa Øjne, der ikke rigtig vilde være
ved, hvor iagttagende de var.
Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund
at gro i, for Per var -- fra den første Dag Maries Forældre flyttede
ind -- velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og
Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle
Ungkarl var en meget behagelig Vært, der var saa langt fra at være
krakilsk, at han næsten var _for_ rar.
Ja, for Per _var_ rar, saa rar, at han ikke nænnede at sige imod,
naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imødekommende sagde han
ja til ethvert Forlangende, -- men indvendig svor han paa, at saadan
et godt, grundmuret Hus sku' -- fan'eme -- ikke ha' nogen Slavs
Hundekunster med Panel eller saadan noget. --
Det hændte en Dag, at Per vandt Maries Hjærte helt ved at lette paa
Kasketten og raabe: »Goddag, lille Jomfru!« netop som Marie nød den
Ære at følges fra Skole med en ældre Kammerat, der altid pralede af,
at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende.
Da Marie var kommen hjem, udsøgte hun sit bedste Glansbillede,
tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive
rigtig flot uden paa: Per i Kælderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa;
derpaa gik hun ned og overrakte ham det.
Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og
arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre Øre lagdes op over
Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at
finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde:
»De maa da klinke med Frøkenen paa nærmere Bekendtskab, Hansen!«
»Sku' Barnet ha' Spærituosa! Ja, De er -- fan'eme -- hæ -- hva' De
er, Jomfru. -- La's af Ste' etter for -- la' mig se -- ja, tag Du
kuns for 25 Øre af de Toøres.«
Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Døren op, saa det lille røde
Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op
til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Knæ og Hage
kom i nærmeste Berøring. --
Efterhaanden blev Per i Kælderen og hans Territorium et Slags Fristed
for Marie, naar hun trængte til at hyldes efter at have været
tilsidesat i Barnekammeret.
Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrænket, protegeret af
Barnepigen, der havde været hans Amme, og som henfaldt i den dybeste
Melankoli og ubehageligste Fornærmelsestilstand, naar højere Magter
tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre
Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham,
naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud
til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Søn, der nu var Tjenestedreng,
havde tilbragt sin spæde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde
Line øjeblikkelig sin Strikkestrømpe, agerede Hest, »kørte i Futtog«
eller klippede de vidunderligste Rækker af dansende Koner, hvis
stive Arme hængte sammen; -- men Marie, der efter Lines Mening
favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgæves tigge hende i Timevis om
den Slags Gunstbevisninger.
Nej -- saa blev Marie rigtignok anderledes behandlet hos Per i
Kælderen!
Var der Gæster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen,
men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse.
»Jomfru, ind og tag Tøjet og Gamasserne af vores Frøken! La's, af
Ste' me' Dig etter Botterdejger.«
Marie følte sig fuldstændig hjemme i den hyggelige Kælderstue; hun
fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede
Vinduer sad højt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbeklædte
Borde omkring paa det sandstrøede Gulv.
Det var saa morsomt, at det var netop det Bøgebrænde, som Per under
hendes Tilsyn havde kløvet, der blussede og buldrede i den store,
gammeldags Kakkelovn.
Og megen Skæmt havde Per og Barnet for, især da »Gækkeneljerne«
begyndte at komme.
Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en
Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, »den mest dørkdrevneste
Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!«
Dog -- en Dag, da Marie tog sin traditionelle »Snitte«, gik den midt
over, og inde i den laa den famøse Blomst.
Da lo Per, saa hans svære Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen
formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spændt havde luret
paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit
bevægelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Skønt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter,
opstod der dog mellem dem et Slags nærmere Bekendtskab og en vis
hemmelighedsfuld Samfølelse i Anledning af Børnene.
Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi
Kælderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte:
»Hun er da vel skikkelig, naar hun er nere hos dem, Per Hansen?«
Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries
Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto
mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige
flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa »Sukkela'e« nede i Kælderen,
hvad Line dog ikke mente at kunne modtage.
Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis
Rolle; der var noget »rijælt« ved saadan et Tilbud af Traktement.
Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften,
voksede. --
Da Storken gik i Enge, og Gøgen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines,
Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit
Herskab, at Per maatte inviteres med. --
Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Følge-Lig-Hat,
-- men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan »none
visnæsede Kæfter.«
Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad
Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklærede Marie, at det var den
bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med!
Det satte ham straks i godt Humør. Endnu bedre blev det, da de efter
Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrød,
gik ud og saa paa Besætningen.
Per var bondefødt, og her i den græsgroede Gaard mellem de lave,
hyggende Længer levede hans Ungdomsfølelser delvist op igen.
Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til
Line, -- Svogeren havde demonstrativt ladet dem være ene, -- og sagde
med et Smil og et Suk, der saa udmærket forenedes om hans gnavne Mund:
»Ja, dengang var man ret en lieber Gut!«
Line, der ogsaa paa en Maade var betaget, svarede ud af _sin_
Tankegang:
»Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. -- Vores
Familie har nu alleti'er været te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da
je' var ti Aar, Per Hansen!«
Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved
Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone:
»Vi har nu været store og stærke, mine Foræl're, de var nu osse
saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har
de givet vos Løst te' Arbe'!«
»Ja, det er sgu Kapital, der ka' flaske sig!« udbrød Per.
»Vi var jo manne Børn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu
min Søster her, og én blev sgu Jordemor. -- Det er jo kuns egentlig
mig, der er saadan lidt strandet; men saa længe je' ka' arbe', saa
har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humøret oppe.«
Per stod tavs og betragtede opmærksomt Vandtruget. Saa satte han
Hatten paa, slog Hænderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og
sagde letsindigt og flot:
»Dø' og Kritte, sikken en Vær'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a'
Dem, Line!«
»La' De nu bare vær', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver
je' bare krakilsk aa halvtovlig.«
»Gu' gør De ikke nikke nej! De er soli' -- fan'eme -- det har jeg
alti'er sagt. -- -- Men det ka' være maje rigtig, man ska'te si'e
mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.«
Og saa gik Per ind i Kostalden. --
Aftenen kom, og Per, Line og Børnene begav sig efter et solidt
Maaltid paa Vej til Stationen.
Line bar sin Kaj paa Ryggen et langt Stykke; Marie travede af Sted
ved Pers Haand.
Ingen af dem talte.
Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dæmpedes mere og mere, indtil
de smeltede sammen med Kvækket af Frøerne i de gyldentblanke Kær,
den svage Surren i Telegrafstængerne, et lille Vandløbs vedholdende,
næsten uhørlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl -- til en sagte,
stilfærdig Musik, der -- Per og Line ubevidst -- lokkede deres træge
Tanker til uvant Svirren og satte deres jævne Følelser i en særegen
Bevægelse. --
Ved en Sidevej, der førte ned til en lille Skov, satte de sig paa
Gærdet.
Kaj blev anbragt paa Lines Sjal, og han og Marie lavede i Tavshed
Livbaand og Kranse af Blade, som de heftede sammen med smaa Pinde.
Pers Mund var usædvanlig skæv, som han sad der og saa' ud i
Solnedgangens Guld og Ild; tilsidst tog han sig helt blændet over
Øjnene. Gav sig saa til at snitte Pinde til Børnene.
Hen ad den haarde Vej lød taktfaste Trin og Hestetrampen.
En ung Karl kom hjem fra Marken med et Par kraftige Arbejdsheste.
»Go' Avten!« hilste han muntert og tog Piben ud af Munden.
Per, der følte sit Ansvar, benyttede Lejligheden til for yderligere
Sikkerheds Skyld at spørge, om han vidste, hvor længe der var, indtil
Toget gik.
»Prr, ka' I sto'!« sagde Karlen og standsede Hestene, tog sit Uhr
frem, lukkede Celluloidkassen op og svarede:
»Stationen er jævne herve', bliv Du kuns sittende me' Mutter og det
unge Danmark en hal' Time te'. I er kanske fra O'ense?«
»Ja, det er vi da.«
Hestene begyndte at gaa. »Ja, Farvel,« hilste Karlen og gik raskt
videre.
Per henfaldt atter i Grublerier.
Efter en lang Tavshed udbrød han melankolsk og stemningsbetaget:
»Saadan gamle Mandfolk, naar vi bliver gamle, saa duer vi sgu'te te'
andet end te' og smi'e paa Møtningen!«
Line svarede:
»Nej, -- I ka' ju'tte saadan rederere jer selv; er det nu nove at
sitte der me' bart Ho'e og forkøle Dem, Per Hansen?«
Og Line rakte ham den høje.
Denne kvindelige Omhu var mere end Per i dette Øjeblik kunde staa
for; den vakte den Længsel efter noget -- ud over Skænkepigens
Stoppen hans Strømper og Reden hans Seng, -- som ikke var helt
udslukt hos den gamle Ungkarl.
Han rømmede sig, tog utallige Gange Hatten af Hovedet og ordnede
sin eneste Haarlok, gned sin røde Kind heftigt, sukkede og slog sig