Hyld og Humle: Fortællinger - 5

Total number of words is 4921
Total number of unique words is 1418
47.6 of words are in the 2000 most common words
63.5 of words are in the 5000 most common words
71.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa
Komedie, især naar de spillede rørende Stykker.
Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklærede, at næste
Søndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade
sig at sidde ved Siden af dem.
Søndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han
snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og
om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session.
Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam
Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og læste:
»I Continuation af mit tiligere og af Dags Dato har jeg
forglemt at erindre den tiligere Begyndelse af den paa Theatret
stedfindende Forestilling, som undtagelsesvis er Kl. 7. Min
ærbødigste Hilsen til Deres Frøken Datter. Deres med megen
Agtelse F. L. M. Lauritzen.«
Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun været
det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan
havde boret sig ind i deres daglige Færden og dermed i deres daglige
Tanker. -- --
Da det første rørende Stykke, hvor Marie kun havde Øje og Øre for
Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget
halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden;
-- desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede
Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt
Humør.
Efter Forestillingen vilde hun helst have været hjem, men Lauritzen
vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie
maatte føje ham og Moderen.
Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ældre, pæne
Kommisser, som Lauritzen paatrængende og flot hilste paa, knap
gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede
med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte
Opmærksomheden paa sig ved støjende og familiært at hilse til højre
og venstre.
Da han gik hen til Buffetten, spærrede en Kammerat Vejen for ham ved
at strække et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Spørgen:
»Gelinde, gelinde, jeg er diskræ!«
»Fanden tro Dig, din Bondedreng!«
De to Herrer lo raat. -- --
-- Marie laa længe vaagen den Nat.
Hun tænkte paa det første Stykke.
Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet
Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pæne Stue hun kunde sidde
hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortælle ham, hvordan
det altsammen var og bede ham hjælpe med et godt Raad.
Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad
bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen?
Marie smaagræd.
De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var
kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var
saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med
deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen --
blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa
ensformigt.
Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og
længtes efter lidt udover det sædvanlige -- noget som Londonnerturene
eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid,
Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen.
Var det Fornøjelser hun trængte til? -- Saa kunde hun jo blot tage
mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; -- -- naa ja, saa
kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter
og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen
Friheder tog sig. At han saa væmmelig ud tidt, naar han gloede
paa hende, det var Sludder af hende at tænke paa; Mandfolk var jo
nu Mandfolk. -- -- Men det var ikke væmmeligt, da Hans den sidste
Eftermiddag sad og saa paa hende.
Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun følte sig angst og
hjælpeløs, som noget truede hende.
Madam Frederiksen snorkede.
Et Øjeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie
imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade ækel og skruptosset.
Det var nok Tid at tage Reb i Sejlene, ellers gik da al sund Fornuft
rabundus.
Og Marie tvang sig til at gennemgaa det første Stykke, Scene for
Scene; ingen Springen over, ingen Svinkeærinder, ingen unødvendig
Flæben over sig selv og Laven Grevindenykker; -- -- hun sov, før hun
naaede til Frierscenen. -- -- --
Naar Lauritzen ikke kom, spurgte Madammen efter ham.
»Du skulde ikke støde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar
jeg er død, og Du sidder alene med Redeligheden.«
»Der er da andre til end ham.«
»Jamen Du vil jo ikke gøre noget for at faa Bekendtere.«
-- Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trængte ikke ind paa
Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem
Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var
det Lauritzens fremtidige Boutik -- Duge og Lagen, Stole og Borde,
Køkkensager og Gardiner, der spillede glædeligt op i hendes Stump
Fantasi, medens Hænderne skrubbede op og ned ad Vaskebrædtet.
Ogsaa for Marie var der -- ved denne Indretten Hjem i Tankerne --
noget lokkende, som satte hendes Drømmeevne i en behagelig Svingning
og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. --
Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter
saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige.
Hun satte sig ind i Stuen og læste:
Elskede Missemor.
Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit
tidligere udtalte og Hjærtes Kærlighed.
Jeg kan sige, vær ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord
lad Lykken komme ind, hvis Du vil være min maa Du ikke gaa og
spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg sætte Dig paa en Throne.
Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have
Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lægge mit flotte
Ungkarleliv af. Og hør nu, har jeg digtet et Vers til Dig.
Du har et Ansigt meget fint
Du speller i Vaskeriet første Fiolin
ligesom Stjerner er dine Øjne klare
du er en første Klasses Vare.
Hvor højt jeg end fløj Du naaede mig dog
dine Øjne mig ej bedrog
Du har rigtig kunnet mig forhekse
vær ej mer af de strekse.
Dette er skreven til din Ære min dyrebare Pige. Jeg maa medele
Dig, at det har alletider været min Mening, at jeg vilde have en
rigtig sød og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv
om Du ikke er øverst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige,
er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar
vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skød og skal det være
mig en Fornøjelse at trykke det første Elskovskys paa din Mund.
Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke
saadan i kulør, som jeg er nu, jeg tænker paa, at Du nu skal
blive min Kæreste rigtig med Ring. Nu glæder jeg mig til at se
Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi
rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Kærestefolk. Og tegner
jeg idet jeg er din, til Døden skilder os ad igen
F. L. M. Lauritzen.
Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrøvle. Marie
lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke
have noget af at være alene med _ham_.
Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. -- Aah, hvor var her dog
grimt i Aften.
Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt,
Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi,
nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole flød Dynger af
Fremmedes smudsige Tøj, som Marie skulde tælle. Døren ud til Gangen
var ikke rigtig lukket, og Støjen af et Skænderi lød helt ind til den
unge Pige.
Hun satte sig træt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor
alt dette dog var forskelligt fra »Neptuns« Udfart, da Sommervinden
løftede Flag og Vimpler, og Festtalerne berømmede hendes Fader ...
Det var forbi for længe, længe siden ... men hvor havde hun tænkt og
tænkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige
som den.
Men det var der altsaa ikke kommet. Hvorledes skulde det ogsaa gaa
til?
Marie løftede Hovedet og saa ud i Stuen.
Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at
holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden -- det med Hans
var jo alligevel ikke andet end Indbildning.
Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden
at opleve noget særlig kønt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og
sige Tak til.
Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamænd nok trænge
til en rigtig Hjærtensglæde engang igen.
Hurtigt -- for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give
Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans
paatrængende Plagerier, gik hun ud i Køkkenet.
»Lauritzen vil forloves med mig, Mor.«
»Jahne dog! Hvad er det Du siger!«
Madammen saa ængstelig paa hende. »Du tager ham vel, Marie?«
»Det gør jeg vel Mor, -- -- saa kan jeg maaske gøre det lidt bedre
for Dig, saadan Du altid slider.«
»Herregu' lille Marie, det er jo nu det, som passer for mig. Men Du
skulde jo da have det lidt finere. Og saa kan jeg da rolig lukke
mine Øjne, naar Du er forsørget. -- Hvis nu Fatter havde levet,
Herregu'.«
Men der blev ikke Tid til Rørelse. Tøjet skulde ryddes til Side,
Stuen opvarmes, og andre Forberedelser gøres. --
Lauritzen stillede Klokken ni med en Azalia i silkepapirspyntet
Potte, den holdt sig bedre end en Buket, som jo egentlig hørte til
ved en saadan Lejlighed.
Moderen blev lidt ude i Køkkenet, og Lauritzen begyndte uforstyrret
et langt mundtligt Frieri. Marie tabte hurtig Traaden, for hun havde
grebet den Sætning, at det ligefrem var hendes _Pligt_ at forlove sig
med ham, da hun havde Magt til at frelse ham fra daarligt Levned.
Det forekom hende saa uendelig latterligt, at det skulde tages saa
alvorligt med saadan en forbumlet, rødøjet Handelsbetjent; -- hun
havde den Pligt at gifte sig med ham, for at han skulde holde op
at svire, sagde han; det var jo ogsaa nemmere end at gøre sig den
Ulejlighed selv at sige stop! Hvor var det i Grunden grinagtigt --
skønt det gjaldt hele hendes Fremtid; -- hun smilede, Smilet blev
til Latter; med Vilje blev hun ved at le, -- det nyttede jo ikke at
græde, man skulde jo gaa paa Jorden, selv om den var gloende, og
_hun_ var vel ikke mere højfornem og sippet end andre Piger.
For Resten fik hun sig vel nok en meget rar Mand, han saa jo da til
sin Moder hver Aften.
Madammen kom ind. Lauritzen, der just ikke fandt Maries Latter
afvisende, selv om den forekom ham mindre romantisk i et saadan
Øjeblik, begyndte at kysse Marie med en Ugenerthed, som om de havde
været forlovet i Aarevis.
Hun stødte ham vredt fra sig.
»Ja, Lauritzen, hun har jo ikke været forlovet før,« jævnede Madammen.
»Er med paa Noderne, Svigermama! En sart _Kvinde_. _Gelinde_.
Forstaar!« -- Lauritzen udviklede sin Menneskekundskab ved Hjælp af
alle de Føljetoner, han kunde faa fat i.
Aftenen sneg sig langsomt hen for Marie.
Lauritzen var overbærende med hendes Koldsindighed, som han egentlig
fandt ganske fornem, og han prædikede med al sin Tungefærdighed
og Selvsikkerhed om det tilkommende Hjem og sin egen fremtidige
Stilling. --
Da han skulde til at gaa, og Marie pligtopfyldende, men koldt, tog
mod hans Kys, sagde han ærgelig:
»Du skal værsgo' at tage Dig i Situationen, Marie, og være min
Kæreste rigtig.«
Marie følte det som en Lettelse, da hun drejede Nøglen om i Døren
efter ham.
Naa, hun vænnede sig vel til det Slikkeri. Nu var hun jo bunden til
ham, og han blev vel nok god imod hende, naar han syntes, hun var saa
dejlig, som han sagde.
Men Højtid og Glæde, det var der ikke over hende, som hun gik der
og ryddede til Side og af og til talte ind til Moderen, som træt
skyndte sig i Seng.
Marie skyndte sig ogsaa og lagde sig snart i Dobbeltsengen ved Siden
af Moderen.
De laa lidt stille i Mørket.
Derpaa sagde Moderen:
»Herregu' lille Marie, saa skal vi skilles.«
»Han skal da have Forretning først.«
»Det bliver da før eller senere. Saa bliver her stille.«
»Du skal bo i Nærheden af os Moder; saa kan vi gaa sammen, og Du
bliver ikke helt alene.«
»Om Natten bliver jeg da. Du kan ellers tro, jeg har tidt havt Plasér
af at ligge og lytte til, hvor Du dog kunde trække Vejret dybt, naar
Du sov.«
Det, som hele Aftenen stille havde gnavet i Maries Sind, fik nu Magt,
og hun brast i Graad.
»Saa saa lille Marie. Saa saa. Græd dog ikke saadan; det javer helt
igennem mig at høre det. Du kan jo gøre det om, hvis det skal være.
Du skal jo da ikke giftes lige med det samme. Og han siger, at han
skal være saa mageløs mod Dig. Du skal bare ikke spekulere. Put Du
Dig nu godt ned og læs din Aftenbøn, saa linder det.« -- --
Næste Formiddag laa der et Brev til Marie i det aabne Køkkenvindue.
-- Marie læste det; det var Skolebestyrerinden i Baghuset, Lauritzens
Moder, der henvendte sig til Frederiksens med Bøn om et Laan paa 15
Kr. til Hjælp til Husleje; hun havde betænkt sig længe, men vidste
ikke andet Raad, og nu da hun af Rullekonen havde hørt, at Ferdinand
havde kysset Marie ude i Gangen, og de sagtens var forlovede, mente
hun, at hun i sin Nød turde henvende sig til dem. Det var jo kun et
Laan. --
Hvad var nu dette?
Uden at sige noget til Moderen tog Marie sin Sparekassebog og gik hen
og hævede Pengene.
Om Eftermiddagen gik hun over til Baghuset.
Ad en smudsig, stejl Trappe kom hun til en Dør, hvor der hængte en
Tavle med Svamp og Griffel lige under Navnepladen. --
DOROTHEA LAURITZEN
Skolebestyrerinde
læste Marie og bankede flere Gange paa. Da ingen svarede, gik hun ind
i Stuen.
Der syntes at være gjort ihærdige Forsøg paa at dække, at alt var
i Forfald. Gulvbrædderne var slidte og graa; et af dem vippede, da
Marie traadte paa det, og der laa mange smaa og uens Tæppelapper.
Stoppede Gardiner hang for de lave Vinduer, hvor den blaahvide Maling
paa mange Steder var skallet af Træet. Om Bordet stod forskellige
Slags Stole. Hæklede hvide Stykker dækkede over det ituslidte
Betræk. Langs den ene Væg hældede under en Del blegnede Fotografier
et taffelformet Klaver; Pedalen var brudt af, og Laaget havde en
Revne. Paa en Konsol stod mange Billeder af Hr. F. L. M. Lauritzen i
forskellige Stillinger. Det dunkle Spejl over dem gengav udvisket et
Hjørne af det triste Interiør.
Marie stod lidt.
Saa kom Fru Lauritzen ind. Hun var graa og mager; over Øjnene
hvælvede Pandebenet sig kantet og skarpt, Munden faldt ind om nogle
grimme Tandstumper. Hendes Væsen var nervøst og uroligt.
Marie sagde:
»Det var om Brevet.«
Skolebestyrerinden tav afventende. Marie fortsatte:
»Moder kunde jo komme til at trænge, hvis vi blev syge eller saadan.
Jeg mener, De kan jo blot sige det til Deres Søn.«
»Min Søn! -- Det er ikke saa let at bede sine egne, skal jeg sige
Dem, Frøken. Desuden, han har frabedt sig, at jeg beder ham om mere
end de 5 Kroner, han giver mig hver Termin. Og han kunde jo blive
vred og tage dem fra mig ogsaa. Det er jo kun et Laan, De kan være
saa sikker paa, at De faar dem igen. Alle Børnene har endnu ikke
betalt Brændepengene.«
»Ja, værsgo, her er Pengene.«,
Skolebestyrerindens Haand, der nervøst havde glattet frem og tilbage
paa Bordkanten, blev stille.
»Tak. Men De skal nok faa dem igen. Det kan De være vis paa.«
Hendes Ydre gik Marie til Hjærte; hun vilde gerne vise lidt
Venlighed, men den anden stod og tav saa tillukket; Marie brød Pavsen
ved at spørge:
»Hvor har De Skolestuerne?«
»Den er her; saa har jeg nogle Bænke om Bordet; jeg rydder dem ud til
om Eftermiddagen, for jeg vil jo gerne have det lidt pænt.«
»Hvor mange Elever har De?«
»Ja, nu er et Par bleven konfirmerede. Jeg havde ellers atten.«
»Hvor meget faar De saa i Skolepenge?«
»Ja, -- det er forskelligt; de større giver da som oftest 1 Krone 75.«
»Om Maaneden?«
»Ja; det er jo ikke meget, -- men naar jeg endda blot fik nye
ind. Men det er ikke saadan. Jeg kan jo da nok naa at sy lidt for
Forretninger om Eftermiddagen. Men« -- det kom næsten ufrivilligt --
»sommetider har jeg alligevel knap Brød i Huset!«
»Men sig det dog til Deres Søn. Vi maa tale med ham om det!«
»Det maa De ikke! Og De vil endelig nok være saa god ikke at sige om
Laanet. Han bliver saa vred og kunde let tage de 5 Kroner fra mig ved
Terminen. Men hvad skulde jeg gøre?«
»De kan tro, naar han rigtig ved, hvordan det er, vil han nok ordne
det noget bedre for Dem. Han faar jo god Løn og --«
»Han bruger ogsaa meget til sine fine Klæder! Ja, han maa jo nu ogsaa
være pænt klædt i Forretningen, det maa han jo. Og engang maa det
vel blive til noget, at han gør Alvor af at faa lidt lært; ellers
kommer de jo ingen Vegne rigtig nu til Dags. Men _jeg_ kan ikke give
mere til ham, jeg har saamænd gjort, hvad jeg kunde, da han lærte og
saadan. -- Men saa mange Tak for Laanet; De skal faa dem igen, men De
maa endelig ikke sige noget til Ferdinand og heller ikke, at jeg véd,
De er forlovede, for han bliver saa vred, naar jeg blander mig i hans
-- som med den forrige Forlovede. Han fortæller mig det nok.« --
Med tungt Hjærte gik Marie ned ad Trappen.
Hvad vilde Hans, som havde været saa god ved sin Moder, sige, hvis
han vidste, _hun_ havde saadan en Kæreste.
I en dump, trist Stemning kom hun ind og gav sig straks til at
arbejde med Regnskabet; alt det, som havde paavirket hende til at
tage Lauritzen, laa som Taager over hendes Beslutsomhed.
En Buket, som Lauritzen sendte, lod hun ligge uden at sætte den i
Vand.
Moderen stod med den ude i Køkkenet, da Lauritzen, uden at banke paa,
overraskede Marie i Stuen.
Han trak hende ned paa sit Skød og kærtegnede hende paa en temmelig
nærgaaende Maade.
Marie rev sit Hoved fra hans kognaksduftende Mund og gav ham en
smeldende Lussing.
»Marie! Er Du tosset?«
»Jeg er til Sinds at give Dem en til. Det kunde maaske lette, for jeg
er saa lynende gal i Hovedet paa Dem og paa mig selv, som har været
ussel nok til at betro mig til saadan en Herre som Dem. Vi passer
ikke sammen. Nu ved jeg det. De maa undskylde, jeg ikke fik det sagt
i Aftes. Nu er det bedst, De gaar.«
»Men Tøs dog, hvad Fanden stikker der Dig!«
»Værsgo'. Skæld bare ud. Det er ikke mer, end jeg har fortjent, naar
jeg forlover mig med én, jeg ikke rigtig har kær af Hjærtet. Gaa nu!
-- De maa ikke være vred. Men jeg kan ikke lide Dem. Det ved jeg nu.
Dem! Og Deres »Redden« og Deres kunstige Breve. -- Men kan De da nu
ikke gaa, Menneske!«
»Hæ, Du er sgu godt tovli'. Men jeg er for Resten ligeglad. Bild Dem
bare ikke ind, jeg bliver ved at gaa og sukke for Dem.«
Han satte Hatten paa. Saa stod han lidt og blev rørt.
»Farvel Frøken Frederiksen. Gud, hvor er De dejlig. -- De kunde gerne
give mig et Søsterkys til Afsked!«
»Gaa nu!«
»Naa, naa lille Missemor; ikke saa stor; det var da ikke første
Gang.« Han slog Armen om hende. Marie tog ham i Skulderen, slængte
ham væk og gik sin Vej.
Lauritzen stod lidt.
»Satans ogsaa. Satans ogsaa. Saadan en dejlig Pige.«
Han tog Hatten af og strøg den blank med Ærmet.
»Naa nu nix verknoten Ferdinand Lauritzen. Du gi'r hende Fanden gør
Du -- den Vasketøs!«
Lauritzen saa sig i Spejlet, trak sit Slips til rette, satte Hatten
flot paa og gik. -- -- --
Efter den Tid holdt Marie sig helst hjemme. Hun var bleven sky for
at komme i Lag med Fremmede. Af og til sendte hun Middagsmad over
til Skolebestyrerinden i Baghuset. Denne takkede pr. Bud, men undgik
Marie, da Laanet endnu ikke var tilbagebetalt.
Det var blevet Maries Livsvisdom, at skulde man gifte sig, skulde man
holde af, saa der var Forslag i det, ellers maatte man helst blæse
alt Kæresteri en lang Marsch og finde sig til Rette i sine Kaar uden
alt for mange Spekulationer; og da hun betragtede det som givet, at
hun ikke kom til at bryde sig noget om Bylapsene, saa behandlede
hun de Herrer, som hun traf i Vaskeriet eller hos Naboens, med en
munter Ro, som virkede afkølende. I Almindelighed troede man hende
forskanset bag en hemmelig Forlovelse.
Naboerne søgte hende meget; hun rakte gerne en hjælpende Haand og var
ikke bange for at sige sin Mening, naar det gjaldt om et godt Raad.
Navnlig tog hun sig af et Pigebarn paa femten Aar, som hun lærte op
til Vask og Strygning og anden huslig Dygtighed, og hvis Tendens til
»Renderi« hun søgte at dæmpe.
Madam Frederiksen sagde rigtignok om Pigebarnet og hendes Søstre:
»De vil til den Side, Marie, og saa kan ti Par Vognmandsheste ikke
slæbe dem til den anden.«
»Det kan da ikke nytte at opgive det ligestraks. De to ældre ... naa
ja, for min Skyld ingen Allarm, naar bare Katinka bliver en ordentlig
Pige; det har jeg nu sat mig i Hovedet, jeg gerne vil have. Hun kan
blive Jomfru hos Konsulinden hjemme; der faar hun det som Blommen i
et Æg, og saa gaar hun da ikke i Hundene som Høkerens Carla.« --
Da Katinka var atten Aar, meldte hendes Moder en Dag Marie, at nu var
det galt fat med Pigebarnet.
Moderen sagde med forarget Mine:
»Jeg gjorde mig jo gal, da jeg saa', hvad der var i Vejen. Men saa
fik jeg jo at vide, at der ikke var noget for Tøsen at stille op;
Kæresten task hende jo, det Bæst.«
Marie tog sig det meget nær og havde en Følelse af Skam, -- havde hun
ikke engang kunnet gøre saadan et stakkels Pigebarn begribeligt, at
hun bare kom ned i Skidtet paa den Maner. --
Hun arbejdede haardt Dagen igennem, men havde dog en ubehagelig
Følelse af, at der var mere endnu, hun burde udrette.
Hvad havde det saa nyttet, da hun søgte at stive en anden af! Katinka
var dog nu alligevel kommen ind i Hvirvlen; nu rendte hun med
Alverdens Mandfolk og saa farlig ud.
Det var dog bedst at leve rolig og tro Menneskene gode og skikkelige,
passe sit Arbejde og af og til at gaa i Theatret og se noget rigtig
kønt. -- Naar Bifaldet rungede op mod Skuespillerne, naar hun paa
Byens Musæum saa Malerier, eller naar hun i Avisen læste om et eller
andet dygtigt Foretagende, var det, som om en Slags piblende, stolt
Glæde gjorde hende varm: der var dog altsaa alligevel nogen, der
kunde udrette noget, overvinde Modstand og naa Maalet, saaledes
som de havde talt og sunget den Dag, da alt samlede sig om at gøre
»Neptuns« Udfart dejlig og uforglemmelig. --
Hun havde faaet indført, at de i Mørkningen hvilede sig et Kvarters
Tid.
Da saa hun helst, at ingen Fremmede forstyrrede dem.
Moderen halvsov i Sofahjørnet. Marie sad tavs med Hænderne foldede
under Nakken, Benene strakt ud og hele det trediveaarige stærke,
kønne Legeme mageligt hvilende, medens Tankerne fløj rundt, eller en
Drøm fangede hende.
Hun var igen kommen til ofte at tænke paa hin Solskinsdag, som bragte
saa mangfoldige og saa festlige Skønheder over det hvide Skib, der
droges langsomt gennem de klukkende, friske Smaabølger.
Med rigtig sikker Glæde mindedes hun ikke al den Festen; der var
som noget uholdbart ved al den Fornøjelse og Stads, selv om det
alligevel var dejligt at se for sig: Søen, Solskinnet, Baadene, hvor
fremmede Mennesker svingede med Hattene, og alle Havnens Skibe, der
var flagsmykkede fra Vandgangen til Flagknappen.
Pludselig kunde hele det flagrende Indtryk af leende, oprømte
Mennesker, smeldende Flag og Søens og Himlens straalende Farver
vige tilbage for et fast Billede: en ung bedrøvet Sømand, der sagde
Farvel til sin Moder. Det gjorde godt at genkalde sig det, -- der var
noget virkeligt og tilforladeligt i det, noget, som ikke helt kunde
forsvinde og blive til ingen Ting.
Mon Hans aldrig tænkte paa den Dag? Hvor mon han var henne i Verden?
* * * * *
En Januardag var det efter flere Dages stærkt Snefald begyndt at tø.
Sneen, der var falden saa munter og let, laa nu tung og halvsmudsig;
de vaade Brosten var begyndt at vise sig, Spadseregangenes Træer var
næsten sorte af klam Væde, og Skyerne drev lavt.
Det var Søndag, saa der var ikke mange Folk nede ved Havnen,
hvor Marie langsomt kom gaaende mellem store Stenbunker og mørke
Tømmerstabler.
Yderst ved det store, røde Pakhus laa »Neptun«, hjemkaldt fra England
for at komme under Reparation.
Hans, der endnu var Styrmand ombord, havde fra London skrevet, at
de Portrætter, som de jo nok vidste, at han havde i sin Varetægt
og efter Kaptajnens Ordre kun maatte aflevere personligt, nu snart
skulde komme dem i Hænde.
Det var dem Marie vilde ned at hente.
Hans havde skrevet to Gange, og hun havde svaret; det var falden
hende saa let at fylde Papirets fire Sider, for hun vidste, at hun
gjorde ham godt ved at fortælle om deres Hjem, og hvad der ellers
angik dem. Ogsaa at hun af en Fejltagelse havde været forlovet i 24
Timer. Der var noget af en Bods smertelige Sødme i at bekende dette
for Hans, og det var aabent Spil, han skulde ikke komme hjem og tro,
at hun havde siddet og ventet paa, at han skulde komme og forlove
sig med hende. Hun var ikke af dem, der ikke kunde kende lidt til et
Mandfolk uden straks at tænke sig Forlovelse og den Slags. --
Det skulde blive sært at se »Neptun«, hvor Fader var død, og
underligt at tale med Hans, som havde kendt hende dengang, da hun
endnu ikke vidste, hvad Livet gav.
Saa tog hun et forsvarligt Tag i sine egne Tanker. Hun havde at være
rolig og ikke at faa alt for mange Fornemmelser. Den Ro, som hun
havde væbnet sig med hjemmefra, vilde hun ikke miste.
Men da hun staar her og ser ud i den snevre Kanal, hvor graa Isflager
grøde sig sammen, mindes hun igen hin Udfartsdag, og hun hører
Flagene smelde og ser den unge Sømands taarefyldte, trofaste Øjne.
Og da føler hun med urolig Sorg, at naar hun nu skal se Hans som en
Fremmed og for sidste Gang have noget med Skuden at gøre, saa vil det
være, som det jævnt kedsommelige skrider ned og begraver den lønlige
Sti, der har ført til en aldrig helt glemt Drøm om Kærlighed og Lykke.
For Mindet om Hans, ung og betaget af en ren Sorg, der hævede ham
over Omgivelsernes jævne Lystighed, og Mindet om Skibet, der i
Festdragt, med Forventningens Glans over sig styrede gennem de
solbeskinnede Bølger, -- er dog det, der har vakt det blødeste,
kønneste og det mærkeligste i hendes Sind. -- Sæt, det var en
Ondskab, en grim Handling, der havde været hendes Ungdoms første
stærke Indtryk!
Hun var reven ud af sin sædvanlige Ro, og stærkt og bittert tænkte
hun: »Jeg glemmer Herligheden med »Neptun«, men jeg finder mig ikke
i at glemme Hans, og jeg kan ikke lade være at holde af ham, selv om
han aldrig skal faa det at vide!«
Taarerne begyndte at trænge sig frem, -- hendes Hjærte var saa fuldt
og saa bevæget.
Da samlede hun resolut den sorte Kjole, løftede den omhyggeligt og
gik raskt hen mod Skibet: ingen Scener, ingen Flæben for Folks Øjne!
Det havde Fader ogsaa sagt hin Festdag, da »Neptun«, pudset og
hvidmalet, gled som en stolt Svane ud mellem de grønne Øer.
Der laa Skuden.
Nu var den sortmalet; det rustne Anker var halet op og havde skrabet
den udenbords og afsat røde Streger.
Ved Rælingen stod Mægleren og Kaptajnen, der havde lodden Hue ned
over Ørene og i Munden en kort Pibe, som han gumlede hen i den ene
Mundvig, da han sagde:
»Ja, naar de kommer lidt nærmere Solen og faar mere Tørring, skal hun
ha' en Omgang Pensel; hun er svært forkrabbet.«
Det var rigtignok sandt!
Hvor saa' dog Skibet ud!
Marie gik videre langs Bolværket for at se paa Navnepladen agter.
Standsede pludselig. Hendes Øjne fyldtes af Taarer, og Hjærtet
begyndte at banke.
Oppe ved Rattet stod Hans Holgersen med Tømmermanden, der klarede
Flagstangen, som var knækket i en Storm i Nordsøen.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Hyld og Humle: Fortællinger - 6
  • Parts
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 1
    Total number of words is 4752
    Total number of unique words is 1525
    44.2 of words are in the 2000 most common words
    58.4 of words are in the 5000 most common words
    65.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 2
    Total number of words is 4900
    Total number of unique words is 1512
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    71.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 3
    Total number of words is 4568
    Total number of unique words is 1683
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    57.1 of words are in the 5000 most common words
    65.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 4
    Total number of words is 4925
    Total number of unique words is 1489
    48.7 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 5
    Total number of words is 4921
    Total number of unique words is 1418
    47.6 of words are in the 2000 most common words
    63.5 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 6
    Total number of words is 4898
    Total number of unique words is 1575
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    70.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 7
    Total number of words is 4833
    Total number of unique words is 1520
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    61.2 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 8
    Total number of words is 4722
    Total number of unique words is 1661
    41.6 of words are in the 2000 most common words
    57.7 of words are in the 5000 most common words
    65.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Hyld og Humle: Fortællinger - 9
    Total number of words is 287
    Total number of unique words is 161
    62.7 of words are in the 2000 most common words
    75.0 of words are in the 5000 most common words
    80.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.