Hyld og Humle: Fortællinger - 4

at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rødt og hvidt, over de
feststemte Mennesker ombord og de skovklædte Kyster og de grønne Øer.
Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskægget Mand med
skarpe, blaa Øjne og en vældig Latter, der i Dag hvert Øjeblik faar
Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel
i sin Rolle som Vært for Rhedere med Familie og Venner, der følge
Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slæber.
Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han
er den dristigste af alle Byens og Øernes Kaptajner; han forstaar
lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjælpe
med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene
ombord.
Og saa er der det ... han kniber det ene Øje lidt sammen, medens det
blinker lunt i det andet ... at Mutter skal med Gæsterne tilbage.
Vist holder han af sin Kone ... men nu har han gaaet hjemme et halvt
Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskændtes med Mester ...
taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at
bøje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor
er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, være fri for
Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant ... ud at besøge hans
sorte Majestæt i Afrika, ud til ensomme, drømmende Timer i Kahytten,
naar Passaten fylder »Neptuns« tyve svulmende Sejl.
Ensomme Timer!
Ja. -- Stemningen slaar med ét om, og Vemoden kruser hans Sinds Glæde
som en Iling en lys, blank Flade.
Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal
Pigebarnet konfirmeres.
Han vilde nok have været hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op
ad Kirkegulvet, hørt hendes Svar til Præsten og senere -- i en
Kreds af Slægt og Venner -- udtalt noget af det, som vilde fylde
hans Hjærte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind
til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine
Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, kærnesund
Sømandsdatter; for det var hun; smuk og høj, lys og kæk, ikke
bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget
af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer ... men god og
hjælpsom, rask paa Hænderne og flink til Læsning. Se, hvor net hun nu
staar og taler med Konsulinden; -- nu lægger hun Shawlet om den gamle
Dames Skuldre, -- Hans Holgersen henter en Pøs, der kan bruges som
Skammel.
Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Knægten har faret til
Søs. Det er ikke blot pæne Manerer, han har lært ham, men ogsaa
Sømandsskab. Og det, saa det kan forslaa: -- den Jungmand kan skære
boven Læsejls Fald bedre end mangen Matros og lægge en Stikbout, der
nok skal dy sig for at glide under Raaen.
Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine
Gutter og Orden i sit Skib. ... Vent nu bare, til han kanske om nogle
Aar faar et større med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer.
Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hænde, at der blandt
dem var en ung, smuk Dame, som særlig blev ham anbefalet; -- hun
vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med
Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig ... Saa giver
hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hænger det paa Væggen i
sin Kahyt, og Toldembedsmænd og Faktoribestyrere sidde og forelske
sig i det, naar de komme ombord hos ham ... Han skal vide at være den
sikre Beskytter, den ærlige, jævne Sømand mod en hvilkensomhelst
ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Bærer han dog ikke
-- trods alle sine mange og store Fejl -- en Stræben i sig mod »det
store Ubekendte«.
Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men
ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. --
Han rives ud af sine Drømmerier, idet én slaar ham klaskende paa
Skulderen:
»Du er da 'tte søsyg, Kaptajn? Du ser saa spekulativ u'!«
»Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen
skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!«
»Ja, det begynder at blive lunkent; jeg sve'er Tran i min
Søndagsjakke.«
»Aah, Du er en født Prosaikker, Jensen, som ikke tænker paa dit
Fødelands Dejlighed mer end som --«
»Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo være lige
go'e Venner for det. Og Du _har_ nu lagt or'entlig i Kakelonen for
vos, Martin Frederiksen,« skæmter den tykke Guldsmed, der er bekendt
for at være en Fa'ens vittig Ra'.
»Ja varmt er det.«
»La' vos nu faa Øller paa Dækket, og kom Du saa hen og gør en bitte
Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af
Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blærer sig af sit ny
Butiksengventarium.«
-- I en munter Kreds henne ved den store Vandtønde begynder
Guldsmeden at fortælle:
»Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig
før Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine
endnu, Du -- Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja,
je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar
I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil
jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad
skal det saa være? Jeg har tænkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger
jeg saa -- for at høre mere, forstaar I, -- skal der saa staa mere?
Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hjæ-ærte og mit Hjæ-ærte.«
Her lagde Jensen skælmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa
det, end han plejede. »Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger
jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads,
sku' der gerne to Duer, der næbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo --
hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.«
Den skraldende Latter, der lønnede Guldsmeden, gjorde ham helt
forhippet; han raabte højt for at overdøve de muntre Herrer.
»Jamen, jamen vær nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige
Theater?«
»Det nunsæns har du fortaalt saa tidt!« kom det gnavent fra Skomager
Jespersen.
»Sikke no'et Slu'er. Op med den Jensen.«
»Ja, det er sgu sandt -- den er passeret« -- og saa fortæller Jensen
ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at
hejse Storsejlet for at hjælpe paa den lille Damper der forude ...
Folkene blive til deres store Morskab puffede væk fra Arbejdet af
Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af Øl og Søluft, og som
nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohøj ... -- --
Kaptajnens Datter, Marie, har listet sig ned i Kahytten.
Hun retter ved Væggens Billeder, føler med Hænderne ind i Faderens
Køje, om Køjeklæderne ere stuvede ordentligt ned; hun løfter
Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen
staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum
Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie
tænker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at
klare Folkene fra Sumpfeberen.
Hvem skal hjælpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er
sikker. -- Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelærer; han er vist
mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det.
Bare Fader slet ikke blev syg.
Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel:
»Ingen Flæben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer.« Og saa
var Taarerne trillet helt ned i hans Skæg.
Desuden var det jo ikke første Gang, at hun tog Afsked. Det var hun
jo vant til fra lille af. -- Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte
sig til Rette.
Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv
og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tænke
paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage
Rhederne, og som kunde holde saa pæne Skaaltaler, hvor han havde sagt
mange kønne Ord ...
I Morges havde han løftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende være
god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling.
Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten ...
forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: »Farvel du kære, unge
Jomfru«. Det lød saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig
Maade ...
Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue.
I London, hvor de undertiden besøgte Faderen og var ombord i nogle
Uger, der var det da meget værre at komme fra hinanden.
Og saa Rejsen hjem.
Turen over Nordsøen, den kunde gaa, men der var ækelt i den tredje
Klasses Jernbanekupé, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve
og Tasker med Tørklæder, Konkylier og Dyr i Spiritus.
Maries Tanker var i det Øjeblik langt borte fra Gæsterne, Folkene og
hele den festlige Udfart.
Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjærne
hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede
i Søen, saa det formelig skar i Øjnene ...
Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo højt ved det Syn. Se nu
til Fuldmægtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stønnede og gik
paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig,
om han vidste, at naar han løftede Armene, saa man Skjorten mellem
Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke!
...
Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, ... forbi
Konsulinden, -- som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne
hende noget ugenerte, -- forbi nogle Damer, der havde indrettet sig
om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone.
Maries Humeur forsvandt pludselig.
Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme
til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra
Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og
anden med rødgrædte Øjne, -- men det lagde Gæsterne nok slet ikke
Mærke til. De kunde da ellers være sikre paa, at det var ikke saa let
at sige Farvel til en Sømand, der skulde være borte i Aarevis. --
Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans Øjenbryn havde
trukket sig smerteligt opad, hans Mund bævede. Det var slet ikke
kønt, men Marie syntes, hun havde aldrig før set, hvad for en pæn Gut
han var, -- og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden,
han kyssede hende flere Gange ... hun sagde noget mellem hvert Kys;
Hans nikkede og græd.
Marie listede stille agter og fik ikke sagt Farvel. --
Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lysklædte
Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der løb ud i Søen.
En Mand kom styrtende op paa den lille Høj til Flaget; han løste
Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste ... de
derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter.
Henne ved Rælingen begyndte man at raabe Hurra og svinge med Hattene.
Skomager Jespersens gnavne Bemærkning om, at Værten »ku' ha'
spanderet et Par Kanonslau« druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind
med et langt, taktfast Hurra.
Maries Øjne lyste ... det var dog en stor og dejlig Dag; hun saa
beundrende efter sin Fader, der sprang hen til Flaget agter ved
Rattet for at gengælde Hilsenen.
Havde han for stærk Fart, eller tog han for haardt fat!
Den smekre Stang brast, Dannebrog segnede langsomt til Siden.
Det varede kun et Øjeblik for de omstaaende at surre Stangen sammen
og rejse den, men Marie havde som ved et Jag gennem Hjærtet faaet et
uudsletteligt Indtryk af dette Minuts pludselige Stilhed og af den
Ansigtstrækning, som Kaptajnen ikke havde kunnet beherske; naar man
saadan skal ud paa det uvisse, er man tilbøjelig til at tage Varsel
af den mindste Hændelse.
* * * * *
Skonnertbriggen »Neptun« var i Aarevis paa de lange Rejser. Men ikke
altid slog det til, hvad der var spaaet i hin Dags mange Festtaler.
Kaptajn Frederiksen beholdt Navnet som den hurtigste Afrikafarer,
men Forhold, som han ikke var Herre over, og som gjorde, at man i de
Aaringer overalt søgte at skille sig af med sine Sejlskibsparter,
var Skyld i, at han stadigt maatte sende daarlige Efterretninger til
Rhederiet.
Heldigvis for ham skulde Skibet ikke Hjemmet nærmere end England; men
selv der følte han sig ikke fri, da hver Dag bragte gnavne Breve med
nærgaaende Spørgsmaal fra Rhederne.
Det var med et Lettelsens Suk, at han, naar han endelig havde
opdrevet et nogenlunde antageligt Tilbud, igen stod til Søs ...
Hans Fremtidsfantasier havde i Aarenes Løb undergaaet en langsom
Forandring, indtil han var naaet til at ønske sig et Embede i Ro
hjemme, i Fyrvæsenets Tjeneste, naar han endelig kunde trække sig
tilbage fra disse Kvaler og disse Kapløb om at faa fat i daarligt
betalte Fragter ...
Men for de to, der sidder derhjemme i det lille Hus med
de elfenbenshvide Gulve, de blanke Dørlaase og skinnende
Porcellainsvaser, staar han og »Neptun« endnu i hin Festdags Glans.
Naar Fatter engang lægger op, saa skal de jo leve af, hvad der
er tjent med »Neptun«; og Skuden, og hvad der kommer den ved, er
Samtaleemnet i de lange Vinteraftener, naar de efter Dagens Arbejde
sætte sig til Ro med Strikkestrømpen og Linnedsyningen.
Skønt det nu er to Aar siden, at de sidst var ombord, det var i
London, saa synes de dog, at de kender Skuden og dens skiftende
Mandskab rigtig godt, for Fatter er saa flink til at sende de
Amatørfotografier, som Agenterne paa Pladsen i Afrika tager.
Paa et af disse Billeder ser man under Solsejlet den høje, brede
Kaptajn i helt hvidt Tøj med broderede Morgensko paa Fødderne og
Kasketten skudt bag i Nakken. Omkring ham staa Folkene, Skibshunden,
hvis Tunge hænger den ud af Halsen, samt flere af de engelske
Herrer, som bo i Faktoriet. Det er slanke, smukke Mænd i flotte
Stanleydragter.
Og dog er det ikke paa dem, at Marie ser, naar hun -- hvad der kan
hænde, naar Moderen er ude -- tørrer sine Hænder og gaar fra sit
Formiddagsarbejde ind i Stuen, hvor der er saa pudset som ombord i en
Orlogsmand; hun tager Billedet i Kommodeskuffen og betragter det --
længe.
Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskæg, som
er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London.
Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og
hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi,
og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde været sammen i
Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker.
Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekræmmersvende og
Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klæder og var saa
vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden
for denne lille By.
Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjøbenhavn og
læser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke
han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet
til manglende Sans for højere Interesser.
»Skidt med det«, farer det pludselig halvhøjt ud af Marie. Hun
mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og
forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store
Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende
i Haanden, ligesaa højtidelig til Mode, som hun selv var ...
Han kunde dog for Resten gerne gøre en lille Afstikker over til dem,
inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer
med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika.
* * * * *
Og Hans kom en Søndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det
træffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med
sin gamle Kaptajn.
Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Følelse, at
Marie lavede Sødsuppen til og stegte Rødspætterne ... det var saa
morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise
den gode Søndagsmad ...
Hans sukkede undertiden, som om han var bedrøvet over noget, og bedre
og finere Eksamen, end han mødte med, kunde der da ikke forlanges!
Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at
bralre op om al mulig Snak, tænkte Marie.
Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet
sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie,
der sad i Halvmørket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham,
trak han Øjnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa
Gaden, for -- kunde det glæde ham at se paa hende -- saa maatte han
saamænd saa inderlig gerne.
Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over
Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og kønnere, end hun
plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tænkte ikke videre
over det, -- men hun nænnede ikke andet for hans Skyld.
Frøknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi
og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygtepælen var bleven
tændt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Døtre til
Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hæklede Tørklæder over de
krøllede Frisurer.
Ovre i Genboens Villa sad Frøkenen ved Klaveret, og hendes Kæreste
stod ved Siden og spillede Violin. Skæret fra et Par smaa Lamper drev
mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den sølede Vej.
Der er kønt derovre, tænkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her
saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at være hos os,
som Hans er.
Men nu var der ikke længe til, han skulde af Sted; Moderen var i
Køkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. -- Det varede nok længe,
inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue.
Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og sætte sig ved
Siden af ham -- sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden,
medens Tiden gik.
Saa var det jo, som de var for Alvor Kærester. Snak. -- Han vilde vel
ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glæde ham, naar han laa
derude paa Søen og døjede ondt, at hun var hans Kæreste, saa bandt
hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa.
Men de kunde vel ogsaa godt være Venner, uden at der straks skulde
tænkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde
have en Kæreste. Det jagede jo ikke. -- --
Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han
havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Døren, vendte han sig
til Madam Frederiksen og sagde:
»Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud
for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine
Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til
Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo kønnere end Folk er flest«.
-- Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt:
»Hun skal vel ikke tage Plads og rejse fra Madammen?«
»Jeg bliver hos Mor, saa længe Far er paa Søen!« siger Marie. »Skønt
jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lære noget og se anden
Folkeskik«, føjer hun til.
»Til næste Aar skal vi besøge Fatter i London«, trøster Moderen og
giver Hans Pakken med Uldtøj og Strømper, som han skal have med til
Kaptajnen.
»Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. -- Mor skal skrives ind som
Kok!« udbryder Marie, pludselig leende.
Hans bliver højrød, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da
endelig af Sted.
-- -- -- -- -- -- -- -- --
Skonnertbriggen »Neptun« gaar igen fra England -- denne Gang med
Fragt til Brasilien ...
Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben
tændt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende
Rheder.
Dernæst begynder han at skrive til sin Kone og Datter.
Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red
af, anbefaler han dem at takke »det store Ubekendte« for, at han
ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare »Neptun« fra truende
Fare.
Han læser denne Sætning igennem engang til, for han véd godt, at hans
Kone ikke kan lide, at han ikke skriver »Vorherre i Himlen«.
Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette
Punkt vilde han nu være sand og oprigtig.
Der var saamænd nok, han maatte skjule og lave om paa.
Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker
Mappen for i Dag ...
Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen
begynder at skrive.
Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888.
Min kære Kone og Datter.
Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu.
Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer
ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem -- kedeligt
-- ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humør. Saa var
Stormene bedre skønt vi havde den ene værre endsom den anden,
ret som om det var onde Furier som var sluppet løs imod mig og
Neptun. Men blæse være med de Storme paa Havet, skønt det har
gjort mig lidt ondt for Skuden, der har øvet sig i akrobatiske
Kunster, snart stod hun paa Næsen og snart paa Spejlet, men de
Storme har jeg været vant til at bekæmpe fra min Ungdom af, jeg
regner dem for Legeværk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke
mere om det. En Nyhed har jeg at fortælle Eder. En mærkelig
Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortælle Eder
om. Da jeg kom paa Dækket kredsede et halvt hundrede Alen fra os
nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget større, 7
Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet
til at have Udkigstørn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende
til Luvart, og Gutternes Tænder løb mere og mere i Vand efter
fersk Kød. Saa tog jeg mit Jagtgevær, gik i Jollen med Hans, han
er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre
kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem
i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem
som Kæledægger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra
flød mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skræmme
de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Følelse af
Øjeblikkets Storhed. Jeg skød 3. Det er min Mening, at Vingerne
skal sendes til zoologisk Have.
Folkene holde stort Festmaaltid.
Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kære
derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tænker paa, hvor
forunderligt det var -- i den skrøbelige Jolle paa det store
Verdenshav -- for et Øjeblik ligesom sat helt udenfor det hele,
alene med den Følelse -- -- -- --
Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin
Kone og Datter.
Et Telegram fra Rio meldte hans pludselige Død.
* * * * *
Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en større By og
begyndte et Stryge- og Vaskeri.
Det kneb, særlig for Marie, at undvære »Stranden«.
Naar de Længsler kom op i hende, gik hun -- hvis der intet
presserende Arbejde var -- en Tur ned til Byens Havn, der ved en
Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav.
Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var
dog ikke i Stand til at mætte Længslen efter den friske Søvind
og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af
sig, -- ingen Flæben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke
give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og
Skipperforeningens Tilskud her, -- altsaa blev de her!
Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa
Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjælpe Moderen med Strygning
eller gav sig til at udfærdige Regninger til Kunderne.
-- Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen træt i Seng.
Marie blev gerne siddende lidt og døsede over Avisen.
Hvor det var trist altsammen.
Hvad brød hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde
de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen
ventedes med spændt Interesse, -- der kunde jo være en eller anden
Efterretning, som kunde have noget at sige for »Neptuns« Kaptajn; og
alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en særegen Betydning,
fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at
naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at møde ham, blev alt helt
anderledes.
Nu var der ikke andet at gøre end at hænge i fra Morgen til Aften.
Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der
ikke Tale om; de maatte nok være glade til, saalænge det gik, som det
gik.
Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fæste en
Jomfru til Hjælp, om det skulde behøves.
Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at
græde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie,
at hun vilde besørge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos
hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne.
Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at
gøre sig haard og udføre den Plan, hun havde lagt. --
Da hun vaagnede næste Morgen, hørte hun, at Moderen arbejdede
forsigtigt ude i Køkkenet for ikke at vække hende. Marie saa paa
Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde
Dagens Arbejde.
Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og
sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak.
Marie forstod godt disse tavse Ømhedserklæringer; de gjorde hende
blød om Hjærtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at
tage Plads ud af Hovedet.
Hendes Moder behøvede hende dog. Det var der jo ellers ingen, der
gjorde.
Hans kunde jo saa udmærket undvære hende, selv om han havde skrevet
rigtig smukt efter Faderens Død, og selv om han havde forhørt sig
meget omstændeligt om deres Kaar.
Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke --
Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Død havde det vel
ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmønstring; men
nej, saa snart han naaede England -- saa ud igen. Han kunde have
taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han
altsaa ikke, -- Sømænd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa
mange og havde Tankerne saa mange Steder.
Naa, Kærestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun
kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at sørge
over. -- En af Vaskeriets regelmæssigste Kunder var en Kommis
Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og
betalte sin Regning.
Han gjorde stormende Kur til Marie og bød hende med i Theatret anden
Gang, han talte med hende.
Marie vilde ikke.
Hans Moder boede paa første Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han
havde »opdaget« Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og
kigede da altid ind til Frederiksens med det samme.
Madam Frederiksen, der var gæstfri, inviterede hans Moder over til
Aftenkaffe, men fik Afslag.
Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han første Gang havde
set hende.
Marie blev ulykkelig, og Lauritzen ærgrede sig over sin ubehændige
Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjærtet og saa
udmærket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke
havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid
endnu.
Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store
Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis
Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste
Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det
Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham.
Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun
rigtig tænkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt
Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrængende som de andre Herrer,
der paa Gaden og i Vaskeriet søgte at gøre hendes Bekendtskab.
Nogen maatte hun da for Resten ogsaa have at tale med.
Lauritzen bad hende halvt spøgende om, at hun -- som Tegn paa, at hun
tillod ham venskabelige, broderlige Følelser, -- vilde gaa med ham i
Theatret næste Søndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilføjede han,
da hun ikke straks svarede.