Hyld og Humle: Fortællinger - 3

Han var høj, tynd og rank; men af den gamle Kyrasserofficers
Spænstighed var der intet tilbage. De smaa Fødder i skinnende blanke,
lappede Sko syntes ligesom at søge Fodfæste, før de hvilede mod
Jorden; de smalle, rødlige Hænder støttede fast om Stokken. Frakken
var knappet lige op til det sorte Halstørklæde, som var vunden flere
Gange om Halsen og kun lod en smal Linje hvid Flip til Syne for
oven. Ansigtet var magert, velformet og rødligt. Det hvide Haar var
redt frem i Tindingerne, og Moustachen hang i en Bue ned om hans
Gammelmandsmund. --
Nu gik han sin sædvanlige Formiddagsrunde paa Ejndommen med den
overflødige Plads og de mange hyggelige Smaakroge; -- om en Maaned
var de ikke længere hans.
Den stille Gaard med de ujævne Brosten var omgiven af rødkalkede
Bindingsværksudhuse, hvor Vildvinen groede op over de røde
Teglstenstage. Ved Muren ind til Haven voksede et stort Kastanietræ;
mange brune, tørre Blade laa paa Jorden og rørte sig raslende, naar
et af de svage Vindpust naaede dem.
Der var en Mellemport, der stod aaben i Bygningen overfor Stuehuset;
den førte ind til en anden lille Gaard, hvor Stalden havde været.
Men det var mange Aar siden, at Kammerjunkerens Vogn havde rumlet
igennem den; den sidste halve Snes Aar havde han og Datteren levet
yderligt nøjsomt. Han opgav at ride og at holde Kusk, da han blev
nødt til at begynde at tage op af sin lille Kapital.
Nu var den næsten opbrugt, -- den gamle Herre havde ikke beregnet, at
han skulde blive saa gammel, derfor havde han solgt, -- og saa for
Børnenes Skyld, at de ikke skulde have det Bryderi, naar han var død.
--
Kammerjunkeren kom igen op ad Stentrappen.
Kirsten lyttede ude i Køkkenet: -- mon han vilde have Frakken af nu!
Nej, nu gik han ind i Stuen -- saa vilde han den Vej ud i Haven. --
Kammerjunkeren blev staaende og tog sig over Øjnene -- de hvidskurede
Gulve skinnede stærkt. Solen kom saa uhindret ind gennem de høje,
smaarudede Vinduer og blinkede som Glanslys paa buede Flader paa de
mørke, blanke Mahognimøbler med de mange fine, gule Indlægninger fra
hans Forældres Tid.
Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte
al den Sol!
Det var vist bedst, han bad Kirsten rulle ned; -- han glemte det
straks igen; -- siden han havde anstrengt sig med at se Papirerne
saa nøjagtigt igennem, før han satte sit Navn under, løb Tankerne
underligt fra ham.
Han lukkede Havedøren i Gavlen op og traadte ud paa den store
Terrasse, der var saa bred som hele Huset, og hvor et Bord med Bænke
kun indtog en Krog.
Kammerjunkeren stod og saa udover Haven; Tujaer og Cypresser,
oprindelig sat som smaa Buske i Bede, ragede nu i Vejret som mørke
Pyramider om knudrede Stammer. En tavs, vims Fugl hoppede om i
Gangen, der bugtede sig ned i det tætte Buskads. I Plænen, hvor der
var mange smaa, hvide, uvedkommende Bellis, stod en Sandstensvase med
knækket Hank.
Kammerjunkeren gik nedad Trinene; Vedbenden havde trængt sig frem og
laa i lange Skud over de graa Sten.
Han gik forbi den straatækte Volière, der var tom, hen til det gamle,
forfaldne Lysthus, hvor Ranker og halvvilde Planter i én frodig
Fylde, som Efteraaret havde mærket, væltede sig ud over de Stænger,
der dannede Veranda foran Døren.
Gu' Fader i Himlen -- og alt dette skulde ryddes!
De kunde gerne have ladet ham dø først!
Kammerjunkeren vilde slippe for den Følelse, som nagede ham, og greb
derfor en flygtig Tanke, der ved Synet af Lysthuset gled igennem hans
Hjerne.
Det var her, de havde overrasket dem med at staa og synge --
Løjtnanterne og de nydelige Frøkner Krog -- den Aften -- ved
Assembleen, da Generalinden havde bedt ham føre Selskabet en
Promenade ned forbi Lysthuset.
Hvor længe kunde det vel være siden?
Generalinde Krog var død i to og treds og den Aften -- hvad Aar var
nu det? Det var et Par Dage efter Klubballet, da de havde maattet
give efter for Tiden og det ny og optage Byens største Skibsrheder
med Familie.
Da de valsede, havde Generalinden sagt paa sin uforlignelige Maade:
»Kammerjunker von Bang, i Aften er jeg med til Klubbens Begravelse.«
»Min Naadige mener?«
»De opfører sig jo meget net, disse Skipperdøtre, men -- det er dog
Skipperdøtre.« --
Kammerjunkeren gik videre.
Hvordan mon han var kommen til at tænke paa det nu?
Det var jo saa mange, mange Aar siden, dengang alt var helt
anderledes end senere. --
Da von Bang var ude af Tjeneste og boede i Ro paa Carolinelyst, havde
han af et godt Gemyt og med et praktisk militært Greb taget fat paa
Velgørenheden, sammensmeltet forskellige Foreninger og bragt System
i dem. Han arbejdede selv meget, undersøgte med minutiøs Omhu, førte
omfangsrige Regnskaber med mange Bilag og kunde til enhver Tid bringe
paalidelige Oplysninger.
Kammerjunkeren færdedes i den Anledning ofte paa Gaden og havde mange
at hilse. Og ingen hilste saa ærbødigt og fuldendt smukt som den
gamle Kavaller.
Velgørenhedsværket, der hver Dag førte Kammerjunkeren ind til Byen,
gav om Aftenen ham og Datteren Stof til lange, jævnt glidende
Samtaler.
Datteren, -- hvem Troen paa, at Lykkens lunefulde Spil ikke leger
med Sjæle, havde gjort blid og taalmodig, -- var i nær og hjærtelig
Forbindelse med de smaa i Søndagsskolen, og den særegne Evne hun
havde til overalt at finde formildende Omstændigheder, hjalp over de
Gærder af Ærgelse og Haabløshed, som enkelte Klienters Drukkenskab og
Løgnagtighed højnede for Kammerjunkerens Fod. --
Men det var ikke nogle af den Slags Sorger, som i denne Morgen
slappede den gamle Herres Træk, medens han trippede rundt i sin
Have, hvor Vedbenden kravlede i de høje, gamle Træers øverste Grene,
hvor Buskadserne var brede og tætte som Underskov, og hvor Mosset i
Gangene kun i Midten var delvist afslidt.
Der var kommen en underlig Lammelse over ham, og dog drev en indre
Uro ham rundt overalt paa hele Ejendommen.
Af og til lukkedes et af Vinduerne i den høje Stueetage paa Klem, og
Kirsten kigede ud efter den gamle Herre, der gik saa ilsomt, men saa
besværligt.
»Der er Slu'er i Valsen i Dau! Bare Frøkenen snart kommer a' Skole!«
tænkte hun og sukkede, saa det knagede i Hægterne paa den brune
Hvergarnskjole.
Kammerjunkeren kom ind i Stuen. Hvor han var træt!
Uvilkaarligt gik han den vante Vej hen til Lænestolen bag
Blomsterbordet.
Han satte sig, fik Benet lagt op paa Gyngeskamlen, Tæppet, der laa
parat, bredt over Benene, Armen støttet mod Vindueskarmen. Den gamle
Herre aandede dybt. Det gjorde godt at komme til Ro paa den vante
Plads.
Næsten straks rejste han sig uroligt igen.
Der var saa meget, han skulde have udrettet. Først og fremmest maatte
han nu begynde at tænke paa, hvilke af Møblerne han bedst kunde
skille sig af med .... dem alle fik de jo ikke Plads til, naar de nu
flyttede ind i en ny Lejlighed.
Han gik rundt i Stuen, men syntes ikke, han kunde bestemme sig.
Den Stol havde hans Fader selv sat frem til ham den ene Gang, han kom
hjem -- træt af den lange Køretur -- i Besøg fra Landkadetakademiet.
I den Sofa sad hans Hustru, da de, ved Juleselskabet hos hans
Forældre, blev forlovede.
Nej, det var bedst at begynde inde i Havestuen.
Kammerjunkeren standsede ved et lille, tyndbenet Bord, hvor der stod
en indrammet Blyantsskitse, som højsalig Kong Frederik den Syvende
havde tegnet og foræret hans Kone. Paa Væggen over det hang et
Billede af Kongen i rød Fez, blaa Vaabenfrakke og hvide Benklæder.
-- Farverne løb i et for Kammerjunkerens Øjne.
Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betød, -- i Nat havde
hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn døde ovre
i Jylland.
Ja, ja, ja -- Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget
Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke.
Saa havde _han_ ogsaa været en ensom, gammel Mand i alle disse Aar.
Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddelløse
Messingdørhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det
riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig
lidt bort for at se efter Kammerjunkeren.
Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens
Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let
kom til at klirre.
»Hva' lysser Kamerjaankeri etter?« Kirsten mente, det var paa Tide at
faa en Ende paa denne urolige Vandren om.
»Jeg rører mig kun en Smule, Kirsten, en Smule.«
»Ve' Kamerjaankeri ikke ha' Kaffen herind? Je' har den te'reds.«
»Tak Go'e, jeg ska'nte ha' noget.«
Kirsten stod lidt. Det gik vel ikke an længere at sysle med
Dørlaasene.
»Ja--a, -- saa maa je' vel se at faa mig flyttet te' mit.«
Kirsten gik.
Kammerjunkeren satte sig i Lænestolen ved det midterste Vindue og saa
ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og
gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevægelse,
naar et løsnede sig og langsomt dalede nedad.
Med tynd Klang slog Uhret henne paa Konsollen ti.
Kammerjunkeren lukkede Vinduet paa Klem.
Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme
sejlende med deres store, skønne Alvor og fylde Stuen med Vemod og
Højtid.
Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise
laa Lig paa Bernstorff.
Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og
uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden.
Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Sølvbryllupet kom vandrende
gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af
Slægten. Kammerjunkeren havde dengang et Øjeblik glemt Dronningen for
at se paa Kvinden -- hendes Bevægelsers Skønhed, hendes Øjes Liv og
Munds Smil.
Og nu laa hun saa urørlig stille blandt alle Blomsterne paa
Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard
rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort.
Tiden, alles strenge Herre.
Tiden -- gaar --. Ti--den -- gaar. -- -- Kammerjunkeren havde blundet
lidt.
Nu vaagnede han og lyttede forundret til de dybe, rungende Klokkeslag.
Han var iskold, men tænkte ikke videre paa det, for -- hvor de
Klokker ringede!
Marie Frederikke skulde dog ogsaa høre dem. Nu ringede de sagtere og
sagtere og steg højere og højere op i Luften.
Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad
hende. Han løftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly.
Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte
hun komme, ellers fik hun dem ikke at høre, -- de var saa højt oppe.
Besværligt drejede han Hovedet ind mod Stuen.
Rummet var skinnende lyst, og det lille Tæppe inde under Midterbordet
var langt, langt borte.
Men nu sank han dybt i lune, bløde Dun; det blev saa mørkt, som om en
lagde sin Haand over hans Øjne; han forsøgte at løfte Hovedet for at
lytte -- Klokkerne -- de ringede dejligt, men saa svagt.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Senere drejedes Laasen, Døren lindedes forsigtigt paa Klem, og
Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for.
Saa slap hun Døren og løb hen til sin gamle Herre, der sad i sin
Lænestol og var død.
Andægtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de
runde, røde Kinder, og Snøft efter Snøft brød Stilheden.
Omsider sagde hun langsomt og inderligt:
»Herregu', det var da ny'eligt, han ku' dejse af inden Flyttedau!«
Hun tørrede sin Haand i Forklædet og trykkede med kærlig Omhu
Kammerjunkerens Øjne til.


DEN DRISTIGE.

Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed.
Inden Døre søgte Menneskene sammen -- Frænder og Venner, Husbondsfolk
og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer.
Men en var alene inden for Stadens brede Mure.
Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det
røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde.
Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at
vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen
frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken.
--
Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje
højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag.
Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem
Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink.
Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske
Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat.
Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger
med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes
Trin.
Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue
mundede ud paa Torvet.
Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af
Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra
Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under
den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede
Jernarm.
Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen
steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med
lygtebærende Tjenere.
Alle var inden Døre med dem, som Livet havde stillet dem nær.
Ingen sov den Nat.
Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale
med Klokkeklangen ned over deres gamle By.
Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje
og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte
Sindene, saasnart der blev stille. --
Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i
Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af
ærværdige Rømere.
Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som
maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær.
Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos
Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder
Byen over.
Ventet længselsfuldt.
Audacias Øjne funklede!
_Kunde_ hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun
drog forbi som store, fjerne Skyer!
Kunde hun give sit Brysts Varme til Ly for al Kulde og Kval! --
De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den
dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det
kommende Aar.
Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i
Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa
Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og
lystige Plyndringstog.
Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for
at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den
store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden.
Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde
drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede
paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte,
lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde
Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med
sygere Haab!
Audacias Medfølelse slog ud i Lue.
Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den
Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar
Midnatsklokken slog.
Hendes Blod brændte.
Knugende Syner stod for hendes Blik:
Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste
Kraft higede efter et læskende Haab.
Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den
Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om
deres tyngede Sind.
Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden!
Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids
Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende.
Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker!
Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat!
Vriste Visheden fra _Tiden_ selv!
Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre
Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa,
til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede,
tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn.
Hvidt og øde laa Landet foran hende.
Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv
derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne
Sols Guld.
Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes
Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele
hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde
stirrede ind i den kommende Tid.
Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes
Legeme -- hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke
Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu
havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, _Tiden_, der ene kunde
bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den
Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar.
-- Før Midnat stod Audacia ved Tidens Borg.
Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og
løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der
havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med
Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt.
Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og
ventede. Paa fjerde Aar -- ensom mellem Værktøj og halvfærdige
Helgenbilleder og indtørrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv,
der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge
Lykke ind i sin tunge Kunstnersjæl.
Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og
vaagede; med Ære vilde hun tage mod den Gæst, som maaske skulde
bringe den lykkelige Gensynstime.
Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt
søgte hun tilbage til Tidens Borg.
Over en svajende Bro, gennem den lange mørke Port, hvor Lyden af
hendes lette Trin slog hult og forstærket mod Hvælvingen, naaede hun
ind i Borgen.
Usynlige Rædsler holdt Vagt i hver Krog. Skræmmende Stemmer truede
bag hver Dør. Klam og solforladt strøg Luften over hendes Ansigt og
Hænder.
Audacia tænkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig
modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad
i knugende Mørke.
Tilsidst stødte hendes fremstrakte Hænder mod en Dør, der gav efter
for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte
sig som et Straalebundt ud mod hende.
Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvælving
hængte mærkelige Dyr i svære Tov, og Dunkelheden i Krogene dækkede
over hemmelighedsfulde Instrumenter og lænkede, tykke Bøger.
Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa møjsomt havde
søgt, -- _Tiden_ selv. Bøjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og
Digler og alskens sært skinnende og boblende Væsker.
Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia
skød Døren til.
Han vendte sig fra Ilden.
Det ældste, det uudgrundeligste, som ej nævnes kan, aabenbaredes i
disse tankehærdede Træk, i dette hvasse Blik under den mægtige Pandes
hvide Kant.
Audacia lukkede sine Øjne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom,
som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende.
Men hun æggede sit Mod ved at tænke sig staaende ved Bybrønden,
skænkende modige Mænd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle,
løgnagtige Forventning.
Og hun spurgte med al den Kraft, som hendes hede, barmhjærtige Vilje
skabte.
Han løftede Haanden, saa det sorte Ærme faldt tilbage. Myndigt pegede
han mod en lav Dør inderst i Hvælvingen:
»Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over
al Verden i Midnatstimen!«
Audacia traadte ind i et mørkt Rum.
Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et
Hjørne ind i en Vinduesfordybning.
Det puslede og lo, stønnede og raslede i alle Stuens Kroge.
Der var ingen snelys Mark at skimte gennem Ruden.
Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme
Læber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen
Lysning i dette tætte Mørke.
Da aabnede _Tiden_ Døren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar
holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skær
op om hans hvide Skæg og stærke Aasyn.
Audacia spurgte atter modigt.
Den ældgamle svarede:
»Vent, til min Herre byder mig at tale.«
Og han satte Lygten, gik bort og lukkede Døren.
Det gule, dunkle Skær gled videre og videre ud, blev klarere og
klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Kærter.
Hallen var fuld af sælsomme Skikkelser, _Tidens Svende_ og _Terner_.
En bredskuldret, muskelstærk Mand nærmede sig hende.
Med kloge, rolige Ord fortalte han Navnene paa Tidens Budbringere.
Selv hed han _Erfaring_.
Audacia saa ikke længe paa den lyse _Lykke_, det vidunderskønne
_Haab_, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide
_Taalmod_ med de ædle, kraftige Skuldre og de favnende, støttende
Arme.
Det var de rædselsfulde, gruopvækkende Skikkelser, som mest drog
hendes Blik.
Bag _Misundelses_ gustne, onde Fjæs øjnede hun _Pestens_ sorte,
stinkende, blinde Hoved. _Mordbrands_ hadefulde Øjne flakkede
usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og
ideligt klemte han Læben sammen om de brede Tænder, der gned mod
hverandre.
Det ubarmhjærtige _Uvejr_ støttede sin stærke Krop mod den
haardhændede, knoglede _Sult_. _Skuffelsens_ visne, sammenkrogede
Skikkelse sneg sig om ved Siden af _Ligegyldighedens_ fede, oppustede
Krop, der trampede frem uden at se, hvor den ødelæggende satte sine
brede Fødder.
Audacia bævede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene
skulde bevare deres Sjæle i en Verden, hvor der truede saadanne
Farer. Hun krympede sig i den mørkeste Haabløshed; Fortvivlelsen
flængede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes
Afmagt og Forsvarsløshed. --
Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at
udslette sin egen Sjæl, tvinge den til at briste som en Boble, der
intet Spor efterlader sig.
I denne Nød skete det, at hun modstandsløst maatte se op! Den skønne,
værdige Kvinde, hvis Navn var _Taalmod_, stod foran hende og sænkede
lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed
var borte.
Audacia saa op i den Mægtiges Øjne; der luede kraftfuld, kærlig Alvor
og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et Øjeblik for at
slippes i det næste, men vunden i haarde Stormløb og baaren frelst ud
af svidende Smerter.
Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de
frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes
hende. --
_Selvforgudelsen_ knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave,
vraltende, snaksomme _Dumhed_.
_Ukærligheden_ havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skøn Dreng,
_Glæden_, der, lykkelig ved Kamp, spændte sit unge, ædle Legeme under
den raa Byrde.
Som et lurende, begærligt Dyr stod _Ondskabens_ behændige Skikkelse
paa Spring, rede til at fare løs paa enhver, som den kunde naa.
Bagved -- bange for sit Skind -- gemte den gustne, vanskabte
_Bagtalelse_ med de flakkende Øjne sig.
En mæsket, lavpandet Skikkelse, _Dovenskaben_, gik rundt og havde
venlige Ord til alle. Men med Rædsel saa Audacia, at hvor han nærmede
sig, smuldredes Træet og søndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse
_Ihærdighed_ og den tavse, stærke _Hjælpsomhed_ arbejdede med Hast i
hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle.
_Mistænksomhed_ krøb sammen i en ensom Krog og rugede beængstet over
sin Giftflaske.
Med sammenbidte Læber og blodunderløbne Øjne sad _Vold_ hos den
vindtørre _Gerrighed_, der fredløs og ængstelig holdt med sine lange,
knoglede Fingre om sin Broder _Volds_ blodplettede Arme.
Men opad Væggen og henunder Hvælvingen lysnede et Genskin af
_Dødens_, _Sandhedens_ og _Kærlighedens_ mægtige Herskerskikkelser,
der svævede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde _Tidens_ Bud.
Og _Indignationen_, en ungdomsfrisk, skøn Mand med varme, faste Øjne
og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtløs Helt
midt inde blandt alle de onde Skikkelser.
_Løgnagtigheden_ sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende
Kvindeskikkelse, _Sledskeriet_; de sluttede Venskab med hver som gad;
deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtryksløse, og deres syge,
væmmelige Hænder besudlede, hvad de rørte ved. Med løgnagtig venlige
Lader nærmede de sig Audacia; hendes Hjærte nagedes af Smerte over
dette Misbrug af ædelt jordisk Væsen; nu stod de hende nær, og Flokke
af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem.
Da flygtede Audacia sjæleangst ind til den Ældgamle, som Gud havde
sat til Hersker over disse forfærdelige Budbringere.
Stor og ubevægelig stod han foran Baalet paa Ildstedet. Han sagde:
»Hør da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal
drage, i hvilke Hjærter de skal trænge ind, i hvilke Hjem de skal
tage Hæderspladsen!«
Bønfaldende strakte Audacia Armene ud:
»Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Spørgen. Jeg
beder Dig af hele mit Hjærte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du
vil sende ind i vor By i det ny Aars Følge. Straf ikke min Oprørskhed
mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!«
Og i dybeste Bevægelse sank hun ned foran den Ældgamle.
Da aabnede han Døren, kaldte paa _Taalmod_ og pegede paa Audacia.
Den skønne, mægtige Kvinde løftede hende i sine Arme og gik ud af
Døren. Langsomt gik hun frem, Mørket kløvede sig som to vigende
Bølgerækker for den dæmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige
Pande.
Hen under Stjernehimlen bar hun det trætte Menneske mod Hjemmet.
Audacias Hjærte slog stille mod _Taalmods_ roligt aandende Bryst; der
dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt
glade Øjne, der snart saa vidt og ømt ud over Jorden, snart fæstede
sig i stille, længselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den
fjerne, mørke Himmel. -- -- --
Det gamle Aars sidste Øjeblik veg bort.
En bølgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud
over Staden fra alle dens høje Taarne.
_Taalmod_ skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden
flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sødt og stærkt.
Klokkeringningen hørte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der
bævede sagte og tonende.
Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og
Fortrøstning, som var givet hende som en kostelig Gave.
Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de døde,
kolde Snesletter, kunde beskærme mod alt det, som ødelæggende sneg
sig ind paa Menneskene, løb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal
lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad:
»Kom til mig, naar min Sjæl knuges af Mørket, saa den fattig og
afmægtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er størst af alle Tidens
Sendebud!«
Taalmod svarede:
»Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjærter for dem, som
er større end jeg, og som evner at skænke det Højeste.«
Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Døraabningen. Saa
ædelt, saa mildt som dæmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste
Ord:
»Kald paa mig, og jeg kommer!«


KAPTAJNENS DATTER.

Solskin over toppede, smaa Bølger, over den nybyggede, hvidmalede
Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske
Søkøbstad med det ene Kirketaarn og de mange røde Tage; Solskin, der
faar selve Røgen fra den lille Damper, der slæber Skonnerten ud, til