Hyld og Humle: Fortællinger - 7

vel, at hun lønligt sukkede tungt; da havde han fortalt om Inger,
der spændte hans Harnisk og rakte ham Tøjlen, og hvis Øjne var saa
sorgfulde.
Da de naaede frem mod Borgen, og Germa mødte det første Stod Foler og
saa' de første Glimt af Barndomshjemmets røde Mure og deres Billede
i Voldgraven, gled hun af Hesten, vendte dens Hovede mod den store
Ridders Stald og lod den græsse bort fra hende.
Hun svang sig op bag Sivard, og hun støttede sin Pande mod hans Ryg,
og da hørte han hende græde, som om Gud aldrig kunde løse hende ud af
Angst og Kvide.
* * * * *
Da den første sorgfyldte Glæde er omme, vil Inger igen falde til Ro i
det tilvante Hjemmeliv, hvor Sivard som hendes Hjærtenskær skal være
med.
Men Germa er en anden end før.
Vel kan hun nu som i svundne Dage høre paa Eventyr og Sang og gaa
ved Ingers Side og plukke Roser og Gyldenlak, men naar den lyse Dags
vanlige Hændelser ikke mere støtter hendes syge Sind, da brister
hendes Ro, og Sorgen kommer med Natten og sætter sig tungt paa hendes
Sind og skygger for al Tro og al Glæde. --
Ternerne ere gaaede fra Sovestuen, hvor Inger og Germa sove hinanden
nær.
Germa sidder paa Sengestokken, og Inger reder hendes Haar; men Germa
tænker ikke paa, hvor det vælder sort og bølget, hun taler med Ord
saa milde og sagtelig faldende om den Germa, der fri og glad steg op
ad den snevre Trappe til det blændende Solskin paa Taarnets Tind, og
om den Lykke, der fra Barndomsaar til Dødsenstid kunde have groet,
hvis det vrede Lyn ikke blindt havde ramt og slaaet et Saar, hvorfra
Livet rinder ud. -- --
Fra Skabesengens Mørke ser Inger mod det fattige Skær af Dag, der
driver ind gennem Vinduets Ramme.
Der trænger sig over Søsterens Læber andre og haardere Ord, og af dem
staar der som en Dødskulde, der bringer Inger til at skælve.
Søsterkærlighedens Varme ejer Germa ubeskaaret, og derfor gemmer hun
trøstende hendes Haand i sin.
Inger sukker tungt, fordi det kommer over hende som en ængstende
Alvor, at der er den Vaande, som kan skille fra al Glæde, og den Nød,
som aldrig kan forvindes. --
Og Germa døde den Dag, da den første Sne dalede let over de hærgede
Skove og over de ensomme Veje.
* * * * *
I Kirkens Halvmørke har Inger ligget knælende paa Flisen, som dækker
Søsterens Grav.
Og hun har -- medens Tankerne flagrer i dybe vildsomme Dale -- læst
og læst de fromme, kosteligt hugne Ord om den, hvis Legeme hviler
her, men hvis Sjæl er hos Gud.
Hendes Hjærte er tungt af en Sorg, som man ikke drømmer sig til og
fra, men som er der altid, og som altid er der lige knugende, fordi
det er den, der har løftet bort fra den jævne Vej, hvor Fødderne gik
deres vante Gang. --
Langsomt vandrer hun hjem ad den ensomme Sti.
I Borgportens dybe Skygge staar hun stille. Hendes Bryst gaar mod det
strammede Klæde og den hvide Halsdug, og hendes Blik glider uroligt,
som vidste hun ikke det Sted, hvor Hvilen er.
Da ser hun en Ternes Ansigt i en Vinduesglug, og rank gaar hun ind i
Gaardens Solskin og hen mod den lille Dør i Taarnet.
Her er Stilhed og Halvmørke.
Men det tvinger hende kun dybere ned i den Sorgfuldhed, der ligger
som en mægtig Orm og ruger over hendes Ungdoms Skatte.
Hun hører raske Mandstrin, og hun ved, hvem det er.
En Kilde af Jubel springer op i hendes Sind og skyller funklende og
friskende gennem hver lønlig Krog.
Der er jo den Svend, som hun har valgt, fordi han ung og modig og af
Kærlighed til hende stred for at bringe Søsteren tilbage; det er jo
hendes Herre, som hun vil give sin Tro og have kær i Glæde og i Sorg.
Og han magter vel at tage Byrden fra hende.
Hun rejser sig og skyder Døren op, saa Solen vælder ind i en bred,
støvfyldt Stribe. --
Sivard gaar mod Borgporten.
Hans Læber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til
at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Kærlighedslængsel, som
tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som
har lovet at være hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem.
Det er ikke Sørgen og Minder, han har higet imod.
Hans Vilje har været til at drikke et glad Bryllup og føre en stolt
og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side
som Herre ved sit eget Bord blandt ædle Gæster og, naar Tid er, hejse
Sejl i Raa og styre frem over dybe Strømme til Kampe, hvor ingen vil
vige.
Kampe, hvor ingen vil vige!
Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger
han ikke stilfærdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun
gennem dem vinder hendes nølende Kærtegn, som han længes imod ....
Da ser han hende staa i Døren, og han mindes hendes bløde Haands
Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun sætter sig paa
Trappen, og han slænger sig paa det nederste Trin.
Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i
Sind, men der fødes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes
Nød og stille hendes Sorg.
Inger ser ned paa dette bøjede Hovede og denne dunede Kind, der
sænker sig dybere, som begærede den Hvilen mod hendes Knæ.
Det er, som Taarer stiger højere og højere i hende og slæber efter
sig en mørk Angst.
Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgæves; og han sidder
tavs, medens Minut drypper til Minut og øger den skillende Strøm.
Hvorfor er hun ikke glad, naar hendes Hjærtenskær dog er hos hende?
Er han da ikke den Mand, som kan tæmme hendes Sorg?
Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Knæ, der
runder sig under Kjolens Folder.
Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun
aldrig har nævnt Kærlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med
eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lægge sit
Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil læge alle
Saar og blænde for alt Savn.
Og hun rejser sig, og paa ærlig Vis siger hun ham dette.
Han føler et Øjeblik, som al hans spændte Kraft langsomt slappes,
men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig
ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bøjer sig mod hans,
da flammer det op i ham med en vred Glæde som hos den, der kaster en
Lænke.
Han gaar mod Døren.
Der standser han.
Men da Sporens Klirren tier, hører han hendes Kjoles Strygen mod
Murværket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da løfter han
Benet, sparker Døren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ...
Inger staar ved Borgetind og ser langt ud over den flade, solnydende
Mark.
Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger
blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af
Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene.
Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i
hendes Sjæl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de
leged, er ude.
Nu hører hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af
Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Sænkning. Han rider
frem igen ovre ved Skovens blaanende Væg; ... der rejser han sig i
Sadlen, sætter Horn for Mund og blæser stærkt og uden Melodi.
Saa vender han sin Hest og rider ind i Skyggen.
* * * * *
Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjærtes
Tavshed og Tomhed kan brænde som Baal og lægge al Fryd øde, kommer
den Mørkningstime ikke mere, hvor hun skyder Døren op og søger hen
til Moderen, der sidder ene paa Vægbænken og drømmer Slotte af Lys og
Lykke for sit eneste Barn ...
Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er
rolig og ikke slider sin Slægts Silke og Skind med stolt Glæde, men
med Længsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig
bliver mere.
* * * * *
Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres
søde Duft. Hun saa paa Træerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud
løftende sig frem paa de krogede, graa Grene.
Men Inger syntes, det var tungt at leve ...
Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vævede
og sang og talte om Troldskabsfærd, om raske Svende og mandelig Strid
og om Elskovs stærke Baand.
Og Inger satte sig tavs ved Væven, og Skytten gik sin Gang.
Og Hjorten sprang i Skoven, og Dronningen gik alene ind mellem
Stammerne.
Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders
Lande til Hr. Riboldt, tænkte Inger paa, at hun véd, at der drager
den Svend gennem Verden, hvis Hjærte vil le i hans Bryst, om hun
sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tænker den Tanke,
driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det
er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Sørgmods Trolddom
viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ...
Længe var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde høre
Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv.
Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt
i med Omkvædet.
Vilmund og hans væne Brud
-- Strengen er af Guld --
de legte Tavl i hendes Bur.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.
De legte Tavl med Guld saa rød,
og se da græd den væne Mø.
Hvergang Guldterning randt paa Bord,
den Jomfru fælded saa modig Taar'.
»Hvad heller for Guld I græde?
eller for gode Klæde?
Græde I Guld, eller græde I Jord?
Hvad heller den Svend I har givet Tro?
Græde I Saddel, eller græde I Hest?
eller den Svend, der Eder haver fæst?«
»Ikke for Guld jeg græder,
og ej for gode Klæder.
Jeg græder ikke Guld, jeg græder ikke Jord,
saa gerne da gav jeg Eder min Tro.
Jeg græder ikke Saddel, jeg græder ikke Hest,
alt med min Vilje haver I mig fæst.
Mere græder jeg for mit gule Haar,
at det skal raadne i Vendelsaa.
Mere græder jeg for Blide,
som jeg skal over ride.
Jeg maa vel græde for Blidebro,
der sunke ned mine Søstre to.
Der sunke ned mine Søstre to,
den Tid de lod deres Bryllup bo.
Og det var mig spaaet, medens jeg var Barn,
at jeg skulde drukne min Bryllupsdag.«
»I skulle ikke græde for Blidebro,
den lader jeg alt med Jærne slaa!
Jeg lader bygge den Bro saa bred,
hun koster mig tusend Gylden i Fæ.
I skulle ikke græde for Blide:
mine Svende skulle med Eder ride.
Tolv ved hver Eders Side,
selv holder jeg Bidsel og Mile.«
Han lod lægge under Gangeren røde Guldsko,
og saa rider hun til Blidebro.
Men der hun kom der midt paa Bro,
da snaved hendes Ganger i fire Guldsko.
Hendes Ganger skrænted paa femten Guldsøm,
neder sank den Jomfru for striden Strøm.
Jomfruen rakte op sin hvide Hand:
»Vilmund! Vilmund! Hjælp mig til Land.«
»Hjælp Dig saa sandt nu den Hellig-Aand,
som jeg Dig ikke nu hjælpe kan.«
Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin:
»Du hent mig flux Guldharpe min!«
Vilmund tager Harpe i Hænde,
han ganger for Strømmen at stande.
Han slog Harpen saa saare,
det hørtes over alle de Gaarde.
Han slog Harpen over den By,
og Fuglen af den høje Sky.
Han slog Løv af Lindetræ
og Hornen af det levende Fæ.
Han slog Bark af Birke
og Knappen af Mari-Kirke.
Han slog mer end han skulde:
han slog de Lig af Mulde.
Han slog Harpen af ret Harm:
han slog sin Brud af Troldens Arm.
Op kom den Trold fra Bunde
med Hr. Vilmunds Mø ved Haande.
Og ikke hans Brud alene,
men baade hendes Søstre væne.
»Vilmund! Vilmund! stil din Ljud!
Her haver Du igen din unge Brud!
Vilmund! Du stil din Runeslæt!
Baade nu hver som han haver Ret!
Vilmund! Vilmund! Tag din Mø.
Du lad mig volde mit Vand under Ø!«
»For vist skal jeg vinde min væne Mø,
men aldrig skal Du volde Vand under Ø.«
Vilmund, han legte den Trold til Men:
han sprak i de haarde Flintesten.
Hr. Vilmund han red sig op under Ø
-- Strengen er af Guld --
saa drak han Bryllup med sin Mø.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.
Der var stille.
Den Terne, som havde sunget for om den mægtige Vilmund, der friede
sin væne Mø fra Trolddom og Fare, sad med Hænderne hvilende og saa
frem for sig med et lyst og yndigt Blik.
En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til
Fangetaarnet og bad Holger om Hjælp mod den lede Burmand og siden
løste hans Brynje og tog ham i sin Arm.
Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind,
at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lægge sit
gyldentrøde Lys over den graa Tid.
Da hvilede hendes Hænder, hun bøjede Hovedet mod Væven, og Taarerne
randt stille ...
Men alle de smaa Terner sang sagtere.
* * * * *
Glæden har brede Vinger, og den stærkeste Bølge kan brydes. --
Der kom en Dag, da ædle Gæster holdt for Gaarden.
Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend
meldte om det sjældne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og
Fruer.
Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet
logrende og set paa hende, glammede højt ...
Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter
og Mindet om en høvisk Ridder at værne om og saa ...
hun tørrede langsomt en Taare bort, der gled ned over Kinden ...
saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i
den lune og lystige Fryd, som al hendes Kærlighed ikke havde evnet at
skabe.
Og Mjød og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for
stolte Mænd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det
Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu
bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes.
* * * * *
Og som Foraaret blev til Sommer og grønne Spirer til vuggende, gult
Korn, strømmede Gæster til. Og med lige Glæde tog Borgfruen imod dem
alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og
Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Støv paa den
simple Vams ...
Men Ingers Hjærte er som lagt i Tvang, skønt hendes Læbe har baade
Smil og muntre Ord.
Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers
Væld, for neppe tier de klingende Jægerhorn, før Piber og Giger falde
ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest.
Dødt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den bølgende,
vekslende Skare af Mænd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa
en bred Strøm, hvorover muntre Ord og kække Øjekast farer som Blink
i Skjold og Sværd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag.
Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved
Taarnets Tind og bød det et jublende Velkommen. --
Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og
mangen ædel Ridder, der vil fæste hende med Tugt og Ære.
Men der er kun én ... han ejer baade Riddersværd og Sangens Gave ...
der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide
Hede, fordi hellere vil han være borte fra hende end lide den Kval,
han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde græde.
Kærlighed er stærk; den kan vel fælde den stejleste Mur.
Og han faar vel de Ord -- om blide eller ramme, -- der kan vinde ham
Jomfruen.
Saaledes tænker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er
igen paa Borgen.
* * * * *
Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes
hele Hu vender sig mod ham. --
Gigers og Fløjters lystige Lyd dør hen. Ridderne slippe den, de i
Dansen fører ved Haand. Omkring paa Bænkene rejser man sig for at
se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hører to Unges tyste
Hvisken, som straks tier.
Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt
for den brede Dør. Hans Legeme vidner om ædel Byrd, og hans Blik er
fast og hærdet i Vilje, og det er skønt af Kærlighed; og der er over
ham den Tankens rene, kraftige Højhed, som drager dem alle i lyttende
Kreds om ham.
Og han synger.
Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af
den ubesmittelige Ild.
Inger følte sig sælsomt greben, som var det for _hendes_ Freds Skyld,
at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik
nærmere.
Da sænkede hans Blik sig og fæstede sig ved hende, og Stemmen bøjede
sig til milde Ord om Solopgangstimens Kærlighedsbud, naar de spæde
Sædspirer og Pilens smaa rødlige, sammenkrympede nye Blade staar og
gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og
fløjte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag.
Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en
eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne
Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa
sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af _hans_ Trin,
der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste.
Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han
løftede den brede viëlle mod sin Kind og spillede over dens Strenge
med den lydige Bue.
Og det klang saadan, at to barske Mænd, mellem hvem Fjendskabet havde
skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. -- Kvindeøjne,
der altid havde været sørgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden.
Og Inger vidste, at hvis hun ikke havde været, havde Strengene ikke
tonet.
Og da tænkte hun: »Nu har vi to, han og jeg, sammen løftet en Byrde,
og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hænder om mit Hovede
og bøje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag
eller Nat.«
Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store
Skove, de ikke kende og aldrig vil naa.
Men Ingers Hjærte er ved at sprænges af en frodig, rodfast Lykke, for
det véd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans.
Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Dødens Alvor
og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv,
traadte ud af Kredsen, nærmede sig mere og mere, og da de sidste
Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bøjede sit Hovede mod
_ham_. --
Saaledes vandt han Jomfruen.
Og nu kan det siges med Sandhed, at Glæden er kommen i Gaarde.
De, hvis Tanker har været ude paa en ond Færd, følte, at det lede
Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Længsler
hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjærter løstes af Pine,
løb jublende imod ham.
Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde
sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over,
og de klappede dem paa Ryggen, som Fædrenes Skik var, og fra det var
sket, regnedes Sangeren og Inger for Fæstemand og Fæstemø at være.
Og de blanke Sølvbægre klang, og Ord fløj til den, de maatte. Gamle
barske Mænd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med
spæde Stemmer nynnede med.
Det var fagert at lytte til Bruset af Glæden.
I den høje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem
Timerne, til det begyndte at lysne i Øst. -- --
Naar Solen stiger, smelter Rimen af Skoven.
* * * * *
Inger og Sangeren gik under Lindene i den blide Sommernat.
Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde værnet i sit
Hjærte gennem onde Aar.
Som Minut dryppede til Minut, fæstede Kærlighedens stærke Rødder
sig fastere om hver Tanke, hver Længsel og hvert spirerigt Haab, og
i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var
ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som
hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og dø, og ham
vilde hun følge, om saa Jorden skulde briste under dem.
For han var den Mand, som hun elskede. --
Og alle Jordens Urter stod i Blomst.
* * * * *
Og Tiden kom, da Inger spændte Brudesko om sin hvide Fod.
Men hendes Vej til Kirkens Brudebænk gik hen over Søsterens Grav, og
hendes Blik sænkede sig og læste den prydede Flises stive Bogstaver:
»Her bor Germas Legeme, men hendes Sjæl er hos Gud«. --
Og alle de dybe Vande og alle de vundne Riger!


REKREATION.

Paa en af de mere afsides Bænke i Provinsbyens Lystskov sad en
Sommeraften et gammelt Par.
_Han_ havde lænet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og
betragtede opmærksomt de Spadserende og holdt Øje med de Herrer
Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor
de snart skulde begynde at musicere.
_Hun_ sad yderligt, omtrent uden at røre sig; hendes lille, magre
Skikkelse skjultes næsten helt af et stort, sort Sjal, og lige
fra den furede Pande og til Nakken dækkedes hendes Hovede af en
vindrueprydet, mørk Tøjhat.
Af og til knipsede han med mange Omstændigheder Asken af sin
Cigarstump og lagde, lidt besværligt, det ene Ben over det andet, saa
at de snævre Benklæder trak sig et Stykke op over Vandstøvlerne.
De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemærkning, smilede
hun lidt og svarede ja eller nej ...
En tyk Madam med rappe Bevægelser og et Par Børn efter sig gik flere
Gange forbi og saa opmærksomt paa Manden og Konen.
Saa blev hun staaende foran dem og sagde:
»Go' Da'! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?«
Manden rørte sin Hat med Pegefingeren og svarede:
»Jo, det er saamænd.«
»Ka' De ikke kende mig?«
»Ja, det er jo saadan, vi ser jo ikke saa maj' u'mærket, ska' jeg si'
Dem!«
»Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De
boede i Ba'gaarden!«
»Herregu' er det det. Hva' he' De? -- Ja, de er dø'e nu, hele
Familien, Herregu' ja.«
Man gav hinanden Haanden og Skomageren vedblev:
»Vil De ikke sitte ne'? Værsgo', Madam.«
»Aa, la' gaa da.«
»Det er vel Deres?« Han pegede med sin Stok efter Børnene, der
øjeblikkelig var løbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at
klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer.
Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte
Kjoleskørt svingede over den brede Bag.
»Hans Petter, Thea, læg Hattene herhen.«
Hans Peter og Thea smed hellere end gerne Hovedtøjet og sprang af
Sted igen.
Manden spurgte:
»Er De gift?«
»Ja, jeg er,« svarede hun roligt.
Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vægtigt;
hans Ægtehalvdel og sædvanlige Tilhører plejede ikke at mangle
hverken Tid eller Taalmodighed.
»Me' Forlov, Madam, hva' er Deres Mand?«
»Ja, vi er jo Værtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der
har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!«
Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks
igen sin Stilling yderligt paa Bænken; de andre talte bag hendes Ryg.
»Det er s'men helt rart at komme lidt u',« konverserede Madammen.
»Er det første Gang, De er i Skoven!«
»Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Sønda'en har vi jo
travlt, og nu paa Søndag kommer der Særkus, det gi'r jo altid no'en
Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente
jeg, at nu sku' det vær'.«
»Ja, vi har jo osse sku' været a' Ste' hele Somren; men Mutter har
ikke ment, hun ku' være fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu
ligefrem befale hende at trække i Strøtøjet.«
De to gamle lo fornøjet.
Manden fortsætter, henvendt til Madammen.
»Saa har De det vel helt godt?«
»Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka'
de to ældste Pi'er da hjælpe te i Geskæften.«
»Naa, De har fler' end de to der?«
»Vi har havt femten.«
»Det var manne Børn,« siger den gamle Kone stilfærdigt.
Madammen tilføjer:
»Men de fem er da dø'e.«
»Saa er de bevaret!« siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et
noget vanskeligt Regnestykke.
»Den sidste ha'e vi paa Sy'ehus i fem Aar.«
»Hvor maje maatte De betale dér?«
»Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste
Aar nøjedes vi da med en Krone.«
»Ja, det løver sgu op, gør'et.«
»Min Mand er jo ellers hos Boubinder Knap.«
»Hva' ka' det nu saadan smi'e a' sig, særka?«
»Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe',
og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er
travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke
komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjælper ha' te' hjemme.«
»Ja, der ka' jo være nok.«
»Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende
ind, som De sku'te tænke det!«
»Saa, ka' der det?«
De gamle vendte sig spørgende mod Madammen, som beredvillig fortsatte:
»Jo, forle'en kommer s'men denne her Greve, hva' det nu er ha'
he'er.«
»Uh ha,« siger den gamle Kone i en blid Tone og med et Smil.
»Ha' vilde jo ha' en Ølbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var
s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da
hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo
nok se, det var i lidt fint!«
»Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning!« sagde den gamle
Mand sindigt og vægtigt. »Kommer de ind i en Botek, saa si'er de
bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Væsgo'. Vupti.
-- Basta.«
»Naar d'itte har for langt te Kontanterne!«
De lo alle tre.
Madammen vedblev:
»Ha' kom jo u'e fra Eksercissen.«
»Je' har osse været Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke
Mutter?« Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der
hænger slapt om det indfaldne Bryst. »Nu har je' tidt lidt Hoste, men
saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.«
»Det er'et vel,« svarede Madammen ligegyldigt. »Vi faar nu sommeti'er
Fribillæt til Særkus. Lidt Fornøjelse ska' man jo unde sig.«
»Ja, lidt Fornøjelse skal man unde sig,« gentog den gamle Kone med
sin trætte Stemme.
»Ja, Mutter gaar nu paa Kirkegaarden en Gang imellem.«
Konen saa mildt op.
»Je' har jo gamle Bekendtere deru'e.«
»Saa vasker hun deres Ligsten,« fortæller Manden.
»Det var da et farligt Mas! Slæver De Remedjerne me' deru'?« spørger
Madammen.
»Det er jo bare en bitte Sæve og en Børste i en tom Spand,« svarer
den gamle Kone.
»Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10
Aar, før vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.«
»Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for
Laagen,« oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun:
»Jeg kender jo osse gamle Fru Møller og Julie Lind, de ligger ne'
etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.«
»Er De ellers rask, Madam Frandsen?«
»Vi maa'tte klave. -- Rosken aa Bry'en i Lemmerne. -- Herregu' ja.«
»Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen,« siger Manden
i en opmuntrende Tone. »Christian, vores Søn, han er nu Mursvend, og
han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.«
Den gamle Kone fortsætter paa sin rolige, blide Maade: »Saa ska' jeg
jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en
bitte Middesma', til Christian kommer hjem. -- Saa kan jeg s'men være
saa træt, saa træt,« siger hun som til sig selv.
»Du har nu slidt al din Ti', Mutter!« Manden klapper hende muntert
paa Ryggen.
Hun smiler. »Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min
Strikkestrømpe, saa er jeg li'som helt rask igen.«