Hyld og Humle: Fortællinger - 9

arrigt over Knæene. Men pludselig sagde han energisk til sig selv:
»Nu holder Du Kæft, Per Hansen, ellers saa gaar den -- fan'eme --
aff!« --
Stemningen var ligesom sunken et Par Grader.
Marie sad og saa tankefuld fra Per til Line.
Kaj forlangte nedladende at føres afsides.
Line sprang ilsomt op.
Da hun kom tilbage, sagde hun:
»Hva' si'er Perpendiklen, Per Hansen? Vi ska' vel af Ste'?«
»Ja, vi maa vel -- for Børnenes Skyld. Aark, hvis det nu var vores,
og vi sku' hjem te' saadan et pænt, grundmuret Hus med Veranda og
Glaskugle midt paa Græsplænen. Aark -- fan'eme,« sukkede Per dybt.
Men Line sagde bestemt:
»Nu ska' De la' vær' og skave Dem, Per Hansen, vil De mig no'et
rijælt, eller vil D'itte? Jeg er for gammel te' at la' mig ta' ve'
Næsen. Ja, jeg er!«
Per saa forbløffet paa hende og gned sig raadvild paa Issen. Men da
sagde Marie:
»Det er ligesom, vi var Far og Mor og Børn! Ikke Kaj. Hvad?«
»Jo,« svarede Kaj afgørende og stak for første Gang frivilligt sin
Haand i Pers.
»Fan'eme!« udbrød han, »jeg givter Dem, Line!«
»Herregu' Per, det ska' Du'te komme te' at fortry'e,« svarede Line og
viskede sig over Øjnene. -- --
Da Per den Aften skulde skilles fra sine Rejsefæller, trak han Line
afsides, gav hende det første Smækkys, slog med Haanden hen efter
Marie og sagde: »Hun er et af de mest klovviseste Børn, _jeg_ har
set. Bare Vorherre ikke ta'er hende.«
Let krænket saa Line efter Kaj og svarede: »Han er nu mer' saadan me'
at tænke indvendig.«
»Ja, der ska' no'en te' det værste, -- Madam Hansen,« lo Per; Line lo
med og gik saa efter Børnene.