Hyld og Humle: Fortællinger - 6

Tømmermanden lagde Værktøjet og gik ned mod Malerrummet ...
Og Hans, der stod med Ryggen til, vendte sig og gav sig sindigt til
at hejse Flaget.
Dette Billede sænkede sig vældigt og egenraadigt ned i Marie og
mødtes med det Minde, som havde gnavet og pint i stormfulde Nætter,
og naar tjenstagtige Venner havde refereret Rhedernes uvenlige
Bemærkninger om hendes Fader, -- Mindet om, da Flagstangen knækkede,
da han vilde svare de Hilsende i Land.
Men Uhyggen ved det Varsel svandt hen, da hun saa Hans, der støt
og rolig stod der og gjorde Flaglinen fast; Hans, som havde fulgt
»Neptun« saa trofast i alle disse Aar. Og som ikke betragtede hende
som en Fremmed, der var ham og Skibet uvedkommende. Det forstod hun
med stille, lykkelig Jubel, da han opdagede hende og hilste hende.
I den milde, stærke Stemning -- lige vidt fra hin Dags festlige Lys
og fra dennes klamme, skjulende Taage -- fulgte hun med ham ned i
hans Lukaf.
Idet han aabnede Kisten for at fremtage Portrætterne, saa' hun, at
hendes Billede var opklæbet indvendig i Laaget.
Da han mærkede, at hun havde set det, rejste han sig og tog om hendes
Hænder.
De var begge af samme Højde, stod og saa' hinanden fast ind i Øjnene.
Naar Hans paa de ensomme Vagter eller paa slentrende Vandringer i
store fremmede Byer havde tænkt paa Fremtiden, saa var Marie det
Kærnepunkt, hvorom hans Lykketrang dannede en lysende Taage af
Haab og Ønsker. Saa sikkert som noget var hun med, hvergang han
spekulerede over noget særligt, -- -- -- dengang, da han sparede for
at tage Eksamen, og ved Sømandspræstens Juletræ i Hull, da det traf
sig, at han fik et Halstørklæde med Juleønsker fra En hjemme i Byen;
og da han laa paa Hospitalet i New York, efterat han var forlist og
havde mistet alt; og Natten efter den Sommerdag ovre under England,
da hun pludselig røg ud i en Nordvest, og Jungmanden gik over Bord
og druknede lige for Øjnene af ham; -- -- altid var Marie med i hans
Tanker. Hun var jo ogsaa for ham bestandig omgiven af det Mod og det
Haab, som havde været over det hele hin Sommerdag i Sundet. Hvor
akavet det end var gaaet for »Neptun«, saa havde den Skude dog siden
den Dag noget mere over sig end andre Fartøjer, og hvad han saa end
skulde faa at kæmpe med, saa skulde hendes Kærlighed hjælpe ham at
klare det strængeste. --
Han vilde sige hende noget om dette; men en pludselig Jublen over
endelig at skulle dele dette stærke, forhaabningsfulde med hende
fyldte ham med en uvant, forvirrende Magt, der dirrede helt ud i hans
forslidte Hænder, saa at hun uvilkaarlig tog med øm Fasthed om dem.
Han var ikke vant til at forme sine Tanker i Ord, da han ingen havde
havt at skrive til, siden hans Moder døde, og ikke havde læst stort
andet ude i Søen, end hvad han havde Brug for til Eksamen.
Det faldt da saa helt anderledes, end han havde tænkt det.
Men Lykken over ømme Længsler og stærke Følelser, som ikke skyggedes
af nogen Tvivl eller Usikkerhed, Lykken over det nye, mærkelige,
straalende, der foldede sig ud i hendes Sind, da hun saa ham ved
Flaget agter, bringer hende til at fornemme den Glans og Varme,
som er skjult i hans jævne Ord om, at han har Udsigt til at blive
»Neptuns« Fører, da Kaptajnen lægger op efter denne Rejse, og at han
saa kan gifte sig, men at han ikke vil have nogen anden Pige i hele
Verden end hende. --
Da Marie sad hos sin Ven i den snevre, fattige Kahyt, tænkte hun,
greben ind til Roden af sit Væsen, at det var en _Styrelse_, at
Lauritzen havde listet sig saa lumskt ind den Aften, saa at hun var
bleven saa forfærdelig vred og lige med et havde givet ham Afsked;
sæt, hun var gleden dybere ind i det; ja, saa havde hun aldrig
oplevet en Stund som denne sammen med ham, der nu sad og holdt saa
trofast om hende og hviskede om Fremtiden og om den Dag for længe
siden; den Dag, da hendes Sjæl havde optaget et Billede, der -- disse
Aar igennem -- havde været som en Ankergrund, der var Skyld i, at
hendes Tro paa ham og Mindet om ham aldrig helt var skyllet bort fra
hende.


TO SØSTRE.

I den blaa Sommerluft rejste der sig et Sted i Norden en stærk Borg.
Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for
Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun ét: det
Barn, hun havde født Maanedsdagen efter sin Husbonds Død.
Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende
betaget til dets sagte Aandedrag.
Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urørte, i
Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu
var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde
Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender
end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grænse, hun drog
mellem Verden og sig selv og sit. -- --
Der flyver Fugle, der vælder Roser. --
En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som
han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber
og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod
Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i
Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem;
men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt.
Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse
Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns
Søster.
* * * * *
Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i
en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Kærlighed
og Ømhed. --
En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden,
hvor de to Børn kom gaaende.
Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin
Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang.
Men længe gik de ikke saadan.
Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret,
saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart
borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den
rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens
Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvælving.
Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der
raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til
Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom.
Borgfruen vendte sig med et Suk.
Skæbnen raader underligt!
Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen,
stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og
brusende Lykke.
Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun
vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg.
Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun
havde lunet i sin ensomme Rede, -- og den flagrede ud, og den kom
hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om
Muld, der var rede til Frøkornet, -- da veg Glemselen og Stilheden af
hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde
Herre. -- --
Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue.
Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes
Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens
Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire,
der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin
Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive
stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der
berettedes om Fædrenes daadrige Levned, _lyttede_ ingen som hun --
saa favnende det alt, tagende og ejende det.
Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i
Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter
blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og
søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig,
at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget
smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe
sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa
en saa urolig Maade.
* * * * *
Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet
Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes
Skød.
Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige
Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende.
Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken
i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften,
medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig
Søvn.
Længe var der stille.
Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers
spinkle Haand.
Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet
strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den
gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde
Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet.
Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt
og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide
Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede
Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. --
Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage
sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa,
taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt.
Saa drog hun hende tættere ind til sig.
Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, -- hvor Lystighed og Kulde
var Herre, -- gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse
det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! --
Der lød Sang udenfor, Klinken paa Døren løftedes, og Germa traadte
ind.
Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende
i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene
sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og
tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder ...
Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende
Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at
de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor
mangen En bar Kvide i Hjærtet.
Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten
det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed.
* * * * *
En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk
Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin,
kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold,
vinkede hun kaldende paa Søsteren.
Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke
fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende.
Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden,
ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før
havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere
afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de
stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de
staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke
straks kan se ud i det klare Sollys.
Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt,
langt ud -- -- grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa
blinkende Søer, mørke Skove og længst ude -- Havet. Over alt dette et
straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel.
-- Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets
Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, -- og alle Vegne det
samme -- en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og
ventede i Tavshed.
At eje saa meget vidt og fagert!
Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med
Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne
en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst
Ungdomslykke.
Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste
Taarnværelse.
Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog
i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud.
Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt
af et stærkt Kryds.
Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet?
Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget
betog hende.
Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme
Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede
Nøglen om og aabnede for Kisten.
Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom
frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der
stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. --
Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak
for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn.
Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun
harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de
Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange
Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt
om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger.
Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde været øde.
To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret
udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud,
og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne,
flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold
den Dag, han faldt mod Rigets Fjender.
De to Jomfruer saa paa hinanden.
Germas Læber bævede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter
Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og
en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes
Hjærteblod.
Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om
Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede
og bølgede over hende.
... Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind
fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo.
* * * * *
Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget
sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede,
dæmpede Strømme.
Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord;
kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne
Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og
flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave
Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor
Plads er i den brogede Dynge.
Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som
sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder
under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart
glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge.
Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes
Herres og hans Fædres Arme.
Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke
Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem,
som Borgfruen løfter saa varsomt, -- det er et beskrevet, stivt
Pergament, der rasler, da hun tager det frem.
Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes
Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at
Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid.
Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der
bøjer Hovedet dybere.
»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i
Bodfærdighed.«
Og hun læser halvsagte videre. --
Germa staar med Ryggen til henne ved Vinduet.
Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa
Halvbuer i den røde Mur derovre under Taget.
Bagved sig hører hun Borgfruens sagte dæmpede Stemme, der staver sig
frem gennem Dokumentets Sætninger om de Messer, der skal læses: alle
christne Sjæle til Ro, Lindring og Salighed.
»Ro og Lindring,« gentager Borgfruen tungt.
»Liv og Vildskab,« siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kæreste
paa Jorden, lad dem knæle for den tavse Moder, der bøjer Hovedet mod
den kronede Søn, hun bærer paa Armen, lad dem vandre sødt omslyngede
og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil
gøre trælsomt Arbejde for dem og bære det strideste og haardeste dem
til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted,
skønt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten
Himlen er høj, blaa og sommerskøn, eller Taagerne graaner, eller
Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver førere i sin
Dragt og maa bøje sig, naar hun gaar gennem Taarndøren, men Dag gaar
som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive.
Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for
hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes
Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kød og
Blod af den gode Frue og hendes ætstore, modige Herre.
Og hun ligner heller ikke Søsteren. Germa er rank og høj, mørk og
brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at være kærlig
eller vred, alt som Tid er.
Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klæder og gaar ud i
Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Lød er lys, hendes Øjne
ere rolige og blaa. Hun kan tæmme sine Ord, og man ved ikke ret,
om hendes Sjæl kan bølge i Vrede og heftig Kærlighed. Græder hun,
er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end
som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader
Kammen glide gennem det lange, gule Haar, løfter hun Haanden ganske
som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne
til hinanden uløseligt, men hun er det fundne Barn ... den Herre
Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i
onde Menneskers Vold! --
Fra det øverste af Gavlens Takker fløj en Due op mod den blaa Himmel.
Germa saa langt efter den.
Men saa vendte hun sig og gik forbi Borgfruen og Inger. Deres Blikke
fulgte hende, til Døren lukkedes; to Par Øjne mødtes et Øjeblik ...
Germa er en anden siden hin Dag paa Taarnets Tind; hun tager deres
Kærtegn som en Gave og ikke mere som sin Ret; og hendes mørke Øjne
kan spørge, saa der er kun det at gøre at lægge hendes Hovede mod sit
Bryst og bøje sin Mund mod hendes Pande. --
Men Germa sprang ned ad Trappen, hun stemte sig haardere mod den
tunge Dør end nødigt gjordes.
Da hun stod i den snevre Borggaard, gav hun sig til at løbe ... bort
derfra ... over den gyngende Vindebro -- ad vildsomme Stier langt ind
i Skoven, og der kastede hun sig ned ...
Vage Drømme, der briste, førend de naa ud af Taagen, stryge gennem
hendes Sind, medens Skovens Storhed, -- den, der spirer, og den, der
hvælver sig højt, -- tager hendes smertelige Uro og fylder hende med
en gryende, stærk Livsglæde. --
Saadan er det gaaet mange Gange siden hin Foraarsdag.
Det kan ske for hende, at tunge Anelser med ét kan faa hende til at
løfte Hovedet fra det bløde Mos og stirre ængsteligt frem for sig;
det er, som noget nærmer sig, der kan nedtræde den dybe Glæde, som er
ved at gro op i hendes Sind.
Da kan hun ikke se en Fugl flyve fra Reden, uden at hun synes, den
forvildet _tyer_ til en sikker Kvist, og at dens lille, fjedrede
Moderbryst skælver. Og det er for hende, som de fine, svævende Spind
blive tunge og graa, og som den bløde, blaalige Luft, der legede i
yndig Lethed, bliver tung og kvælende.
Hvorfor blev hun ikke hos de to bag Borgens sikre Mure! Hvorfor var
hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Længsler ikke vilde
gro som deres, -- de to hun elskede og længtes bort fra, som om hun
skulde sørge sig død.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Germa sad ensom langt inde i Skoven og saa paa en Ulveunge, i hvis
Hjærte hendes Kniv havde siddet.
Hun blussede efter Jagtens Fryd og sugede af og til de røde
Bloddraaber bort, som piblede frem af en Rift i Haanden.
Hun var saa stærk og lykkelig i den Stund.
Da knagede Grene inde i Krattet.
Germa sprang op med Kniven i Haand og funklende Øjne.
Var det Ulvehunnen?
Men snart hørte hun en Hest snøfte; Jernklæder raslede, og en stor
Rytter holdt foran hende. En Svend red frem ved hans Side.
Ridderen gloede dumt paa hende gennem Hullerne i Visiret; saa skød
han det op og lo raat.
»En smuk Terne til at feje Asken af Arnen!«
»Og til at sørge for Ganen og anden Glæde,« smiskede Svenden og red
bag hende.
Germas Øjne løb fulde af Vredestaarer. Der var en Ridse ved
Halsringen. Om hun kunde sætte sin Kniv i der! Men saa skulde hun
slippe Ridderen af Syne.
Svenden red tæt til hende.
I samme Nu satte hun i Løb ind i Skoven.
Bag hende knasede de tørre Blade under Ridderens tunge Hest; lidt
borte knækkede Grene: Svenden red uden om hende. Hendes Kinder
glødede, men hendes Sind var koldt og beslutsomt .... fremad endnu
et Stykke, saa naaede hun Kløften; hun vidste et Sted, hvor Brinken
var stejl og overgroet med sejge Ranker, derhen løb hun, der var hun
stærkere end en Rytter i Jernklæder.
Hendes Hjærte hamrede, hendes Kind piskedes af Kvistene, -- men blot
frem. Han kunde bruge hende til at fede Ulve med, om han fik hende
fat! Anderledes blev hun aldrig i Evighed en Mand til Vilje, som
vilde tvinge hende, en Mand med grove Smil om lystne Læber.
I susende Fart fór det unge, stærke Legeme af Sted, bøjende sig for
Grenene og springende over Bækkene.
Svendens Hest prustede der ved Egen bag Krattet ... saa til den anden
Side ind mellem Træerne. Der laa Svenden lumskeligt skjult; han
sprang ind paa hende, de brødes længe; da Ridderen kom, var hendes
Kræfter ødet, og blodig og forreven sank hun sammen, bedende sagte og
mindeligt om Naade og Frihed.
Men han tog hende hoverende i sine jærnklædte, plumpe Arme, løftede
hende op foran sig paa Saddelen og red bort med hende.
Germa spændte endnu engang sin slanke Krop for at styrte sig fra ham
ned mod Jordens barmhjærtigt knusende Sten; men han holdt hende fast
fængslet i sine grove Arme og førte hende til sin fjerne Borg.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Og hvor han rider frem, knuses Blomsterne, de løfte sig ikke mere,
drikke ikke mere Duggen, som de gode Nætter skænke.
* * * * *
Der red en Ungersvend i vild Galop, saa stærkt, som Fuglene flyve.
Han jog fremad over bløde Enge og ind gennem tætte Skove, hvor
Grenene strøg hans hede Kind, og visne Blade sparkedes op af deres
aargamle Fred.
Han huggede Sporen i Hestens Side og knugede haardt om den brede
Tøjle, for han var vred af Sorg.
Saa ringe, saa lille var da hans Hjærtenskærs Elskov, at den ikke
kunde hindre hende i at følge den fremmede Ridder til Dansen og lytte
til hans Tale, der var sirlig og kruset som Fjedrene i hans Hat. --
Men _hans_ Ord, hendes tro Bejlers Ord gaar hendes Øre forbi, som var
det blot en Vind, der blæste.
Værd var det for en Svend, der brændte af Harm, at ride som en Nar ad
ukendte Veje.
Da standsede Ungersvenden sin Ganger; den stemte Benene fast mod
Jorden og huggede med Hovedet -- utaalmodig over den strammende
Tøjle, -- saa at den lange Manke faldt ud over Bidslet, og Skumflager
fór tilbage paa den svedblanke Krop.
Ungersvenden blev holdende og stirrede frem for sig, for der, hvor
Taarnet rejste sig bag Krattet, der vajede over den takkede, røde
Murrand det blaa Banner med den gyldne, flyvende Glente, som i mange
Aar havde været skjult.
Hallo! Han rev sin Hue af og svingede den. Nu havde han det at melde
om, som vel kunde fange hans Dames Øre.
Og han kastede sin Hest omkring og jog muntert af Sted.
* * * * *
Det Budskab sprang vidt over Lande, at Flaget var hejst paa den
ensomme Borg, hvor ingen Fremmed havde været siden Ridderens Død.
Der taltes om det i Færgemandens Hytte og paa Kongens Slot, og det
drøftedes ved Krus og ved Messe, og snart stundede raske Svende og
alvorlige Mænd til Borgen.
De modtoges høvisk med Vin og Mad og den Besked, at naar Germa var
funden og frelst, da var her et Hjem for Glæde og Lykke, hvortil det
vel nok var værd at drage igen.
Og mangen Svend besluttede at fare viden om for at finde Germa; men
saa gik det dog oftest saadan, at i det første gode Staldbroderlag,
der glemtes det ...
Men der var én, Sivard var hans Navn, og han mødte Inger den Dag, han
holdt i Borggaarden.
Saadan et Løfte om at finde og frelse Germa gav han hende, at hun
strøg sine Hansker af og rakte hans Hest Fodret, og -- paa hans
ridderlige Bøn -- spændte hun hans Harnisk og lagde Tøjlen i hans
Haand.
Og Sivard lod sig kun opholde af de Mødende, naar der var noget at
fritte og spørge, og han fór viden om.
* * * * *
Den store Ridder laa dorskt sovende i Højsædet. Ølkanden foran ham
var tømt, og han havde lagt det ene Ben op paa Bordet.
Germa stod ved Vinduet. Hendes Sjæl krympede sig saa smerteligt i
Haabløshed og Væmmelse, at hun ingen anden Lindring vidste end at
drømme sig til Barn paa Borgfruens Skød. Men det var som at drikke
en lokkende Gift, der var dejlig at se, men brændte som Luer, naar
den var nedsvælget. --
Døren gik, og Sivard traadte ind.
»Er I Germa?«
»Ja.«
»Er det ham, som forødte Eders Lykke?«
»Ja.«
»I gaa nu til søndre Led og bier ved min Hest, til jeg kommer.«
Germa gik. Gud i Himlen! At opleve Gengældelsens Stund! I Døren
vendte hun sig og sagde barskt:
»Stød dybt!«
Op ad Trappen steg hun til et ensomt Kammer. Hun strøg hans gyldne
Ringe af sin Arm og sine Fingre, rev hans skinnende Kæder af sit
Bryst og slængte dem hen, flængede den stive Gyldenstykkes Kjortel og
den bløde Underdragt af sig, til hun stod nøgen.
Da brast hun i bitter Graad, slog Vindueslugen op og lod den kolde
Vind vælde ind om sig.
Saa kastede hun sine egne Klæder over sig og gik.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Sivard vækkede den Sovende.
»Ryk Brynjen fra Bjælken. Nu skal Jomfruranet hævnes.«
Den store Ridder lo og væbnede sig.
De sloges længe drabeligt. Sivards Sværdsod sad i Ridderens Side,
men han huggede endnu vældigt. Da tænkte Sivard paa, at Ingers Øjne
var trætte af Taarer, da hun saa paa ham, og han fór mandeligt frem,
og denne Gang hug han Jomfruskænderens Hovede af, saa det drev hen
over Gulvet. --
Ved Leddet holdt Germa paa en stor, graa Hest.
Sivard svang sig paa sin, og de fór afsted over Grønsværet.
Paa en Vej over Heden hørte de bag sig Dønet af den store Ridders
Mænd.
Germa vendte sig. Svenden, som lumskeligt havde fanget hende, red
forrest.
Da bøjede hun sig frem, tog Sivards Hest ved Bidslet og drog den med
sig ind til en Grav, og -- som hun bød -- skjulte Sivard sig bag
Stenene.
Han drog sit Sværd. Germa steg af Hesten.
Da Svenden var ud for dem, gik Germa frem med sin Kniv i Haand.
Hun sigtede roligt, skønt hendes Læber krummede sig i bitter Harm,
og da hun slyngede Kniven fór den ind i hans Strube og sad fast. Med
et Brøl faldt han bagover, gled af Saddelen ned paa Vejen, hvor hans
Hoved slog tungt mod en Sten, saa Skallen brast.
Sivard red frem med Germas Hest; hun svang sig op, og de fór atter
afsted.
Der susede et Par Bolte fra de andre Svendes Armbrøst forbi dem,
men ingen forfulgte dem, thi Vægteren mente, de burde ej raste, men
drage til Gaarden og brygge til sømmeligt Gravøl for deres døde
Herre. --
Siden da talte Germa ikke meget og klagede ikke.
En Nat, da Sivard laa ved hendes Fødder i en stor Skov, mærkede han