Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 7

Paa Hjemvejen kom han forbi den samme Gaard. Han tykte, at det var
bedst at hvile sig lidt, og tænkte ogsaa paa at blive der om Natten.
Konen kom nok saa sleg imod ham og sagde: »A tykker, du kommer med et
sort Faar, har du faaet det for Dugen.«
»Ja, a har.«
»Det var da sært, du vilde gjøre den Handel.«
»Jo, det var ikke sært, for det Faar kan gjøre Penge, og den bliver
ved det, saa længe en vrider den i Halen.«
»Aa, det bliver for sildig for dig at komme hjem i Aften, du kan godt
ligge i vort Gjæstekammer i Nat.«
Ja, det var saa meget godt, og da han gik i Seng, bandt han Faaret
ved Sengestolpen og bestemte sig til, at han vilde passe ret godt
paa det. Men han var træt og faldt snart i Søvn. Værtinden kom saa
listende ind paa Hosefødder med et andet sort Faar og byttede dem om.
Da han kom op om Morgenen, fik han noget at leve af, og saa drog han
af hjem ad med hans Faar. Da han var kommen et Stykke hen, vilde han
til at prøve Faaret. Han begyndte at vride i Halen, men det blev med
hende som med andre Faar og ikke et Haar bedre.
Det kunde ikke hjælpe at komme hjem med det, kunde han nok forstaa,
og saa giver han sig paa Vej tilbage til Helvede. Da han nu kommer
til Manden, siger han: »Naa, du har nok ladet dig narre igjen.«
Ja, han havde prøvet det, og det kunde ikke gjøre Penge.
»Naar du nu kommer ned til Ham selv, og han spørger som sædvanlig,
hvad du skal have for det Faar, saa skal du sige, at det har du ikke
tænkt at faa noget for, men du vil gjærne have den _Kølle_, der staar
i en Krog der inde. Naar du siger: Spring, Kølle! saa slaar den
alle dine Uvenner ihjel, og den hjælper dig til at faa de andre Ting
igjen.«
Naa, saa kommer han ind og tilbyder Faaret. Ham selv spørger om, hvad
han skal have for det.
»Ja, a har ikke tænkt paa at faa noget for det, men a vilde gjærne
have den Kølle, der staar henne i den Krog.«
»Den kan du godt faa, men den har ikke slaaet dig paa Munden, der har
givet dig det ind.«
Han faar Køllen og rejser af. Paa Hjemvejen kommer han til Gaarden og
gaar ind. »Hvad, a tykkes, du har faaet en Kølle«, siger hun, »hvad
vil du have den til?«
»Ja, den er vel til at slaa med som andre Køller«, siger han, for han
var jo bleven klogere nu.
Saa snakkede hun jo om, at han kunde godt blive der og ligge i
deres Gjæstekammer. Det var han ogsaa godt tilfreds med. Da han var
kommen i Seng, lod han til at være trængende til at sove, og han laa
stille hen, som om han sov fast. Da kommer Konen listende og vil
tage den. Men saa siger han: »Spring, Kølle!« og nu begynder den at
gjennemtærske hende saa forfærdelig. Hun jamrer sig og siger, te hvis
han vilde holde op med det, vilde hun give ham baade Faar og Dug
igjen, som hun havde taget, og aldrig narre ham mere. Ja, saa sagde
han: »Stat, Kølle!« og nu holdt den op.
Han fik nu alle hans tre Ting og drager af med dem. Da han var kommen
til de pæne grønne Agre, satte han sig og lagde Dugen ned i Græsset.
Aldrig saa snart han nu sagde: »Bred Dug«, saa stod der de dejligste
Retter, og han sad som ved et kongeligt Taffel.
I det samme kom der nogle fine nogle kjørende. »Nej, sikken Bonde der
sidder«, siger de, »og sikken Levemaade han sidder med.« Der staar én
af Vognen og gaar hen til ham. »Da sidder du og har det godt«, siger
han, »det var dog en dejlig Mad.«
Ja, da kunde han vise ham mere endnu, og saa begynder han at vride
Faaret i Halen. Den gjør nu Penge alt det den kan, og dem, der sad i
Vognen, de blev saa begjærlige, at de sprang ned og begyndte at samle
i Vognen. Saa siger han til Køllen: »Spring, Kølle!« og nu begyndte
den at slaa løs paa dem. Den slog først den ene og saa den anden
ihjel, og de havde jo faaet Pengene læsset op, saa han behøvede blot
at tage Faaret og Dugen med, og saa kjørte han hjem med Heste og Vogn
til hans fattige Kone.
Da hun og Børnene saa ham, blev de svært glade. De kom ind og fik
Dugen bredt, og saa spiste de; ja, Børnene havde aldrig faaet saadan
Levemaade, de var som fødte paany.
Konen spurgte saa, om det Faar ogsaa var deres.
Ja, det var, og nu vilde han vise dem, hvad det duede til. Et af
Børnene skulde løbe over til den rige Broder og laane en Skjæppe. Han
kom med den, og den var noget aaben i Lugerne. Saa vred han Faaret i
Halen, og Skjæppen blev fuld af Guldpenge. Da de hældte dem af, var
der kommet en Skilling til at sidde inde imellem Staverne, men han
vilde ikke pilke efter den, og saa bar de Skjæppen hjem.
Da den rige Mand saa den, sagde han: »Har I nu saa mange Penge, at I
maaler dem i en Skjæppe?«
Ja, de gjorde.
»Hvor har I faaet dem fra?«
»I Helvede«, svarte Drengen.
Den rige Mand vilde nu over at se, om det var sandt. Han spørger om
de havde faaet alt det for Svinehovedet.
Ja, de havde.
Da havde han lige slagtet en gammel Galt, og saa vilde han afsted
med det Hoved derned. Han kommer ogsaa til Gang og træffer godt nok
Manden, der stod og savede Brænde.
»Hvor vil du hen?« siger han.
»Det har a ikke glemt«, siger den rige Mand, han gav et kort Svar.
Da han nu kommer ind til den Slemme med Hovedet, spørger han ham,
hvad han skal have for det. Ja, han vilde have en Dug, der kunde
dække sig selv, og saa et Faar, der kunde gjøre Penge, og saa en
Kølle.
»Naa, det er dig, der har narret mig mine Sager fra, saa skal du da
og ske en Ulykke.« Han tog ham med ind i et Kammer, og der stod en
blodig Hugknot og et Kar Blod. Nu hug han Hovedet af ham, og saadan
Ende tog det med den rige Mand. Men de andre fattige Folk de lever
fremdeles godt der hjemme.
Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.


21. Kjællingens gode Raad.

En svær fornem Herre var gift, men saa døde Konen fra ham, og han
sad Enkemand en Tid. Saa friede han til en anden stor Herremands
Datter, men hun vilde ikke have ham og sagde nej. Faderen vilde, at
hun skulde have ham, for det han var saa rig, og han truede med, at
hun skulde ingen Ting arve efter ham, hvis hun ikke vilde have ham.
Saa siger hun: »Ja man gjør meget for Mads Skyld, sagde Jomfruen, hun
skulde sove hos Herremanden«, og saa blev hun jo tvungen til det, og
fik saa Gilde med ham.
Men hun skulde altid høre det Sprog: Ja, man maa gjøre meget for
Mads Skyld, og slem var han ved hende. Saa træffer det en Dag, der
var Selskab, at han siger det flere Gange, og alle Gjæsterne hørte
det: »Ja, man maa gjøre meget for Mads Skyld«, sagde Jomfruen, hun
skulde sove hos Herremanden. Hun tog sig det saa nær, at hun gik ud
i Kjøkkenet og stod og græd.
Saa kommer der en gammel Kjælling ind i det samme og vil tigge.
»Herregud, Madam, hvant er det, hun saadan græder for, hun er saa rig
og har nok, og saadan gammel Stakkel som mig har ingen Ting andt end
det, a kan tigge.«
»Jammen du kan have meget bedre end jeg«, siger Herremandens Kone.
»Maa a da spørge om Aarsagen til, at I saadan sørger.«
»Det kan du ingen Ting gjøre ved«, siger hun igjen.
»Ja, en kan jo aldrig vide, hvad saadan en gammel Kjælling kan
udrette. Sig mig det.«
Ja, saa fortalte hun, hvordan hun skulde høre det alle Tider.
»Aa, det har ingen Nød«, siger Kjællingen, »det er der gode Raad for,
giv dig kuns tilfreds.«
Saa var Herremanden og hans Gjæster taget ud paa Jagt, og det blev
taaget og Aften. Han kom helt fra de andre, og som han har redet et
stort Stykke, bliver han et Lys vaer. Han rider efter det og kommer
til et bitte Hus. Der spørger han, om de kunde ikke vise ham Vej.
»Nej«, siger der en gammel Kjælling, »a kan lidt gaa og slet ikke
rende. Men han kan blive her, til det bliver Dag, og han kan se.«
Ja, det var han nok nødt til, siger han, han kunde ingen Steder
finde. Hun var saa fedtet og saa beskidt, denher gamle Kjælling, te
han holdt ikke af at blive, og han var rigtig saa led ved hende. Men
som sagt, han var nødt til at give sig til Taals.
Som han nu sidder der, bliver han saa meget pinendes tørstig. Saa
siger han, om hun kunde ikke give ham en Taar at drikke, blot en Taar
Vand.
»Jo, du kan saamænd«, siger hun, og hun gaar hen og kommer tilbage
med et bitte Krus, der var saadan et Skaad i den ene Side af. Han
tænker saa ved sig selv, han vil drikke af det Skaad, for paa det
Sted drak Kjællingen vel ikke af Kruset.
Men da han saa havde drukket, siger hun: »Aa Herregud, Sønlil, tu du
kunde nu endda passe at drikke af det Skaad, som a har alle Tider
drukket af. Derfor er Skaaret netop blevet der. Det er saa min
Sandten baade mit Drikkekrus og mit Pissekrus.«
Det var en rar Forklaring den at høre paa.
Da det blev hen imod Dag, saadan han kunde komme derfra, saa han
efter at komme afsted, og glad var han ved at komme fra den gamle
slemme fedtede Kjælling.
Da han var henfaer, rejser Kjællingen ogsaa af, og hun kommer hen til
Herregaarden igjen og beder Goddag, for det var jo netop hende, der
havde været der før. »Hør nu, Madam«, siger hun, »naar jer Mand nu
lader jer høre det igjen, saa skal I svare og sige: Ja, man maa gjøre
meget for Tørsts Skyld, sagde Herremanden, han drak af Kjællingen
hendes Drikkekrus og Pissekrus.«
Madammen takker Kjællingen for det, og hun gaar.
Saa staar det hen, til der bliver Selskab igjen, da kommer
Herremanden som sædvanlig med sit: Man gjør meget for Mads Skyld,
sagde Jomfruen, hun skulde sove hos Herremanden. Saa tager hun Ordet
og siger: »Ja saa mænd, man gjør ogsaa meget for Tørsts Skyld, sagde
Herremanden, han drak af Kjællingen hendes Drikkekrus og Pissekrus«,
og saa gik hun ud i Kjøkkenet.
Han sad og lydde noget paa dether, og saa gaar han ud i Kjøkkenet til
hende og siger: »Hvad var det te du sagde?«
»Det véd du vel bedst selv, for du har vel erfaret det.«
Med det samme siger han: »Vil du love mig aldrig at lade mig det
høre mere, saa skal a heller aldrig lade dig det høre mere.« Siden
levede de ordentlig sammen.
Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


22. Ræven, der blev narret.

Gaarden _Hjortnæs_, der nu er Fæste til Børglum, har i sin Tid kun
været et lille Hus. Der boede for mange Aar siden i Fristrup en
Arbejdsmand, der hed _Kristen Helledi_. En Dag gik han ned for at
fiske i Aaen der sønden for, og saa fangede han en _Sølvfisk_. Den
tager han med sig hjem. I det han nu gaar forbi en lille Hytte, som
Hyrderne brugte at sidde i om Sommeren, naar det var godt Vejr, eller
naar de vilde være Skygge -- de havde nemlig mange Stude paa Gaarden
den Gang, og dem skulde han jo passe -- da kommer der en Trold ud af
Hytten, og han ser Sølvfisken og spørger ham, om han vil sælge den.
Ja, det kunde han godt; »hvad vil du give?« siger han.
»A vil give dig en _Høne_, der lægger et Æg for hvert Skridt, den
tager.«
»Det var ikke saa gal en Handel«, tykte Kræn Helledi, og han faar
Hønen, og den anden faar Fisken.
Det var nu om Søndagen, dether passerede, og om Mandagen, da Kristen
skulde til Hove paa Børglum, fik han saa meget Æggemad med sig,
baade kogte Æg og Æggekage, for Hønen havde lagt en dygtig Mængde Æg
allerede, og Kristens Børn havde ogsaa faaet dem, de kunde æde. Der
boede en Ræv i Bakken ovenfor Fristrup og østen for Klosteret, og han
sad i hans Dør og saa, hvordan deher Børn de løb uden for og var saa
fornøjede. Saa gik han ned til Konen og sagde: »Hvordan kan det være,
dine Børn er saa godt tilpas i Dag?«
»Jo«, siger hun, »det er ikke saa sært, for vor Faaer han var i Gaar
ude paa Fiskefangst, og saa fangede han en Sølvfisk; den byt han
væk og fik en Høne for, der lægger et Æg for hvert Trin, den tager,
derfor har vi faaet saa mange Æg, og dem kan Børnene godt lide.«
»Det var rart«, siger Ræven, »kunde jeg ikke laane den Høne lidt, jeg
skulde have Fremmede én af Dagene.«
»Jo, det kan du godt«, siger hun, »nu har vi allerede en hel Del Æg,
men du maa bringe os den snart igjen.«
Det lovede han, og saa rejste han af med Hønen.
Da Manden kom hjem om Aftenen, skjændte han paa Konen, for det hun
saadan havde skilt sig ved den. Søndagen efter vil han atter ud paa
Fangst i Klostergrøft, og da er han saa heldig at fange en _Fisk med
Guldhale_. I det han nu gaar tilbage og kommer forbi den bitte Hytte,
saa kommer Trolden ud igjen og vil bytte med ham. Nu vil han give ham
en _Gris_, for hvert Trin den tog, faldt der en Side Flæsk fra den,
og den Handel vilde Kristen nok gjøre.
Nu fik de Flæsk nok der hjemme, og Dagen efter fik han dygtig med
Flæsk med sig paa Kloster til Hove. Ræven laa udenfor sin Dør og
saa, hvordan Kristen Helledis Børn løb uden for Huset og var saa
fornøjede og muntre. Saa gik han ned til Konen og spurgte hende om,
hvordan det havde sig. Hun fortæller ham, hvordan en Gris de havde
faaet, og han vil gjærne laane den af hende, saa skulde han nok snart
komme tilbage med det hele.
Da Kræn Helledi kommer hjem og savner Grisen, maa Konen jo fortælle
ham, hvordan det er gaaet, og han gaar saa og spekulerer lidt paa,
hvordan han skal nu bære sig ad med Ræven. Der var ikke andet at
gjøre, tykte han, end at gaa op og grave Ræven ud, og det kunde han
jo og sagtens gjøre, men saa var han bange for, den skulde bide Hønen
og Grisen ihjel, inden han fik Hold i det. Saa en Søndag Morgen tager
han Spaden paa Nakken, og gaar øster ud igjennem Fristrup By op østen
for Bakken, som Klosteret ligger paa, og saa gjennem Børglum By, til
han staar lige nord for Rævens Bolig. Da lister han sig stille op
over Bakken og kommer lige oven for Rævens Dør. Den laa lige uden for
og slikkede Solskin, og saa jager Kristen Helledi til med Spaden og
stikker den ned mellem Døren og Ræven, saa den kan ikke smutte ind
igjen, men maa løbe sin Vej. Nu giver han sig til at grave sig ind i
Bakken og finder Sagerne. Han tager baade Hønen og Grisen med hjem og
har det nu godt.
Ejeren paa Klosteret fandt paa en Tid efter, at han skulde til
Hjortnæs at bo, og saa byggede han sig der et Hus, for i de Tider
kunde Herren jo jage Hovbønderne, hvorhen de vilde. Han begyndte at
dyrke op af Heden, og der var nok af den, saa det til sidst blev til
en stor Gaard. Det er fra den Mand, jeg stammer.
Lærer Hjortnæs, Brensted.


23. Det fundne Barn.

Der var en Præst, som havde meget for Vane at gaa ud paa Kirkegaarden
om Aftenen, og Præstegaarden laa tæt ved Kirken, som den gjør saa
mange Steder. Men hans Kone var ikke saa meget godt fornøjet med
dette her, de levede ellers rart sammen og havde det saa godt, men
den Nattegang var hun ikke glad ved. Saa træffer det en Aften, da
han atter er paa Vej til Kirkegaarden, at han hører én staa og kaste
med en Spade der ude. »Hvad mon det skal betyde?« tænkte han ved sig
selv, og gaar saa hen for at se efter, hvordan det forholder sig, og
hvem det er; men Personen mærker, at der kommer én, og saa render den
sin Vej.
Præsten gaar hen til Stedet og finder, at der er kastet et lille Hul,
og der staar en lille bitte Ligkiste ved Hullet. Han bliver saa sær
ved det Syn, men bliver endnu mere forundret, da han faar Laaget op,
for det var ikke smækket anderledes paa, end at det magelig kunde
tages af. Der laa nemlig et levende Barn i Kisten. Præsten grunder
over, hvordan det skal forstaaes, og tænker, at det maa være en
Fejltagelse; men her var ikke Tid til lang Grunden, altsaa tager han
Barnet med sig hjem for det første. Nu holdt han ikke af at aabenbare
det for hans Kone, da han nok skjønnede, det var bedst, at den Sag
gik af i Stilhed, og saa kom han heldigvis i Tanker om, at der boede
en Kone ude paa Heden, som havde tjent ham, og hendes Mand var for
nylig død, men hun havde et lille spædt Barn, der laa ved Brystet,
og saa kunde han maaske faa hende til at føde dether op ogsaa. Han
gaar saa derud den samme Nat, banker paa Døren og faar Konen i Tale.
Ja, saadan og saadan forhavde det sig, her var et lille Barn, som han
havde fundet ude paa Kirkegaarden, og nu havde han tænkt sig, at hun
kunde tage imod det for gode Ord og Betaling. Men det gjaldt jo om
at holde det hemmelig, og derfor maatte hun helst sige, at der var
kommet en Pige fra en Kjøbstad til hende med det. Pigen var kommen
galt afsted og skulde nok betale for Barnets Opdragelse, men det
skulde være dulgt.
Konen lovede at tage sig af Barnet, og det blev Præsten glad over,
han tog ned i hans Lomme og flyede hende nogle Penge, og saa var den
Sag afgjort. Men Barnet havde saadan nogle kostbare Klæder paa sig,
og dem beslutter de, at hun skal tage af og gjemme, og saa klæde det
op som et fattigt Barn. Da den Aftale var gjort, og alting var til
Side, gik Præsten hjem, og nu var det blevet Dag.
Da han kom ind, sad Konen og drak Kaffe og spiste Frokost. »Men hvor
har du dog været den heleste Nat?« Ja, han vidste det snart ikke, han
var gaaet ud i Marken i Aftes og var gaaet omkring saadan i Tanker,
og saa var Tiden svunden hen for ham, saa han snart ikke vidste, hvor
den var bleven af. Saa fik han en Kop Kaffe at varme sig paa, for han
var baade forfrøssen og sølle og søvnig, og da Konen var saa venlig
imod ham, vilde han ogsaa lyde hende i at gaa hen at sove.
Nu gik Præsten tit ud til det Kvindfolk paa Heden for at fly hende
Penge og se til Barnet og høre til, hvad Folk sagde, og saadan, og de
Besøg kunde hans Kone ikke ret forstaa sig paa, hun var ikke saa fri
for at være noget sørgende over det, men turde heller ikke spørge ham
om noget. Da en Tid faar gaaet, og Drengen er bleven stor, fortæller
han hende noget om denher Pige fra Kjøbstaden, der havde sat et Barn
af ved Konen paa Heden, og de havde jo selv kun en lille Pige, saa
han vilde, at de skulde tage Drengen til dem, det kunde ikke gjøre
dem det mindste, og det var en stor Almisse at gjøre imod Barnet.
Konen sagde ja, og saa kom Drengen i Præstegaarden, men Præsten
gjemte det Tøj af Barnets.
Drengen blev lært godt op og kom som voksen til en Herregaard der i
Sognet for at være Skytte. En Dag sagde Præstekonen, at hun syntes,
det var sært, der kom ikke nogen Frier til deres Datter.
»Aa«, siger Præsten, »det kan ogsaa være det samme, for hun er
forlovet.«
»Er hun forlovet?« siger Konen, »da har jeg aldrig mærket til noget,
sig mig endelig, hvem det er.«
Ja, det var den lille Fyr, der nu var Skytte.
»Aa, hvad kan det hjælpe, vi kan ikke give vor Datter noget, og han
har heller ikke noget.«
»Det skal du aldrig bekymre dig om«, siger han, »vi havde jo heller
ikke noget, da vi kom sammen.«
En Dag kom Forvalteren paa Herregaarden kjørende til Præstegaarden
med Herremandsenken i Besøg. Som de nu sad og snakkede, sagde hun, at
hendes Ærende da egentlig var at faa Præsten til at hjælpe sig med at
sætte nogle Papirer op. Nu var hun hen paa Alderen og havde haft saa
megen Sorg, derfor mente hun, det var paa Tiden at faa bestemt, hvem
der skulde arve hende, og nu vilde hun da have Forvalteren det hele
tilskrevet, for han var hendes Mands Broder og havde været hos hende
i mange Aar.
Saa vilde Præsten vide, hvad særdeles Sorg hun da havde haft.
Ja, han vidste jo nok, at hendes Mand var død, og saa en Maaned efter
fødte hun noget til Verden, som var saadan en Waanfar, det havde
Forvalteren sagt, og han havde sørget for at faa det af Vejen.
»Da har jeg intet saadant Barn kastet Muld paa«, siger Præsten.
Nej, det vidste hun nok, Forvalteren havde sagt, at hun kunde ikke
taale at faa det at se, og derfor havde han kastet det hen i al
Stilhed paa Kirkegaarden, og hun troede ham jo godt nok, for det var
hendes Mands Broder.
»Ja, det var ingen Waanfar«, siger Præsten, og saa render han ind
efter hans Kirkebog og slaar op i den; der kunde hun se, at det var
et levende Barn, der var født paa den Tid og fundet paa Kirkegaarden.
Om han kunde gjøre noget Bevis for, at det var hendes? siger hun.
»Ja, det tænker jeg«, og saa springer han ind efter det kostbare Tøj,
som Barnet havde paa sig: om hun kunde kjende det?
»Ja«, siger hun, »det kan jeg kjende, for jeg har vædt det med mine
grædende Taarer, ilav min Mand døde, da sad jeg og syede paa det. Men
hvor er Barnet?«
Ja, for Øjeblikket vidste han det ikke, det kunde være muligt, han
kunde være i Præstegaarden, for det var ikke saa sjælden, han kom
der. Præsten render nu ud i Haven og træffer ham godt nok der ude,
han og Datteren gik og spaserede med hinanden. Saa kommer han ind med
ham og siger, at her var hendes Søn. De farer i hinandens Favn, og
hendes Kinder, der før var bleghvide, blev nu blusrøde, og der blev
stor Glæde. Saa blev Forvalteren kaldt ind, og Enken sagde, at han
skulde pakke sig øjeblikkelig, hun vilde ikke mere se ham for sine
Øjne, for hun kunde jo godt forstaa, hvifor han havde saadan baaret
sig ad.
Den Gang alt det var nu gaaet for sig, fik Præstekonen først Sagens
Sammenhæng at vide. Hun tager da Ordet og fortæller om, hvor tit hun
havde været sørgmodig og nedslagen, for det hendes Mand havde gaaet
ud til den Kone, og nu vilde hun ikke længere dølge den Sorg, hun
saadan havde haft, for nu var det hele jo blevet vendt om til Glæde.
Da Besøget var endt, kjørte Sønnen hjem med Moderen i Steden for
Forvalteren, og nu skulde han ikke være Skytte længere. Om en Tid
bliver han saa gift med Præstens Datter, og paa den Maade fik hun et
bedre Gifte, end Præstekonen havde tænkt, for de blev straks Ejere af
Herregaarden og levede godt med hinanden.
Ane Sofie Lavridsdatter, Øster-Bording.


24. Det glemte Løsen.

En Mand gik inde i Skoven med en Sæk og vilde samle Spaan. Da
han havde faaet nogle i den, hørte han under Jorden i en Høj tæt
ved Siden af sig en Stemme, der sagde: »Bjærgehimmel, luk op!«
Saa aabnede Højen sig, og en lille skjægget Pusling kom ud og
gik længere ind i Skoven. Lidt efter gik Manden hen til Højen og
sagde lige saadan, som han havde hørt: »Bjærgehimmel, luk op!« Jo,
ganske rigtig, saa aabnede Højen sig, og han gik ind og fandt saa
mange Guld- og Sølvgjenstande. Saa gaar han ud igjen, hælder den
Smule Spaaner af Sækken, som han har samlet, og kommer saa meget
Guld og Sølv i den, han kan bære. Dernæst gaar han ud og siger:
»Bjærgehimmel, luk i!« Da lukkede Højen sig, og han gik ud.
Saa kunde han ikke bare sig for at fortælle en anden fattig Mand,
hvordan han var kommen afsted, og han vilde da prøve, om han kunde
gjøre lige saa god en Træfning. Altsaa tager han en Sæk og gaar ud
til den samme Høj. Da han har ventet noget, er han ogsaa heldig nok
til at høre Bjærgmanden inde i Højen sige: »Bjærgehimmel, luk op!« og
da han nu er gaaet ud, kommer Manden med sin Sæk, men for at ingen
skulde overraske ham, mens han var der inde, saa var det første, han
gjorde, at sige: »Bjærgehimmel, luk i!« Nu fyldte han saa meget i
Sækken, som han kunde omtrent bære, og saa skulde han jo til at ud
igjen, men han havde glemt, hvad han skulde sige, og da Bjærgmanden
kom tilbage igjen, stod han bag ved Døren og sagde: »Bjærge, bjærge,
bjærge!« mere kunde han ikke huske.
Saa sagde Bjærgmanden: »Naa, det er dig, der har været her og har
stjaalet mit Guld og mit Sølv, da skal du aldrig komme til at stjæle
hverken fra mig eller nogen mere.« Saa slog han ham ihjel.
P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup.


25. De tre Ønsker.

Den Gang Vorherre og Sankt Peder de vandrede paa Jorden, da var
de en Gang blevne baade sultne og tørstige. Saa kom de ind til en
gammel Kone og bad om en Krumme at æde og drikke; og hun gav dem
ogsaa det bedste, hun havde, det var jo ikke saa meget, for hun havde
det fattigt og tarveligt. Da de skulde saa gaa igjen, siger de, at
de havde ikke noget at give hende for det, men hun maatte faa tre
Ønsker. De tænkte nu, hun vilde bede om Guds Rige for det første, men
det tænkte Konen ikke paa.
Hun vidste nu aldrig, hvad hun skulde finde paa at bede om. Endelig
kom hun i Tanker om, at hun havde noget Hør, der var saa stakket at
spinde, og saa ønsker hun, at det maa blive langt. Dernæst havde hun
noget Brændsel, der var saa slemt at faa i Stykker, og saa ønsker
hun, at hvad hun slog paa, det maatte straks gaa i Sønder. Endelig
mindedes hun, at hun havde saa langt at gaa efter Vand, og saa
ønskede hun, at de to sorte Kander, hun havde at hente Vand i, de
maatte selv kunne daske til Kjelden efter Vand og blive fyldt, naar
hun sagde til dem, at de skulde gaa.
Naa, saa havde hun jo hendes tre Ønsker. Saa vilde hun til at prøve
dem, og først skulde det saa prøves med Kanderne. Deher to sorte
nogle pikkede ogsaa af, og hun tykte jo, det saa saa morsomt, og
i det samme rækker hun Hænderne i Vejret, saadan i hendes Glæde,
og slaar saa ned med dem paa hendes Laar. De gaar øjeblikkelig i
Stykker, og hun falder om paa Stedet, hvor hun staar, og kan hverken
støde eller gaa. Som hun nu laa der, blev hun saa elendig i Sind, og
hendes Næse blev snattet. Saa vilde hun snyde den med Fingrene og
tørre det af paa hendes Skjørt, men da bliver Næsen saa lang, og hun
rykker den helt derom. Saadan gik det hende med hendes Ønsker, og hun
ligger der nok den Dag i Dag.
Byriel Jensen, Grynderup.


26. Det stærke Øl.

To fattige Folk kom sammen og fik en Hedeparcel ind til en Landevej.
Saa siger Konen til Manden: »Skulde vi ikke have lidt Øludsalg,
saadan vi kunde tjene et Par Skilling?«
Jo, han tykte godt nok om det, og saa kjøbte han tre Oksehoveder,
og hun bryggede tre Slags Øl af én Skjæppe Malt. Den ene kaldte hun
Rusendal, den anden Mellemspir og den tredje Slyk-atter.
Saa en Dag kommer der en Rejsendes ad Vejen og kommer ind og vil
kjøbe et Glas Øl. Da var Konen ene inde, og hun siger jo, hvad for Øl
han vil have.
Ja, saa forlanger han et Glas Mellemspir. Det smagte jo ikke af andet
end Vand, og han bliver saa gal, te han slaar Glasset imod Gulvet og
render ud af Døren uden at betale. Konen gaar saa ud til Manden og
siger, te deres Øl var meget for stærk, for der var kommen én ind og
havde faaet af Mellemspir, og han blev saa rusendes, at han løb ud af
Døren og slog Glasset i Gulvet; de kom til at have noget mere Vand i
Øllet.
Saa kjøbte han tre Oksehoveder til, og saa fik de seks Tønder Øl. Men
nu vilde ingen kjøbe det, og de havde da nok deres hele Levetid.
Niels Kr. Graversen, Karsbæk, Lem.


27. Syner i Spejlet.

Der var en forfærdelig klog Mand en Gang, og han kunde spaa noget
ogsaa. Saa boede der en anden gammel Mand en lang Vej derfra, og
alle hans Søskende var døde, han var endda den ældste af dem. Han
beslutter sig da til at ville rejse hen til den kloge Mand for at faa
at vide af ham, hvorfor han var bleven saa gammel mere end alle hans
Brødre og Søstre, de havde endda været saa mange.
Da han nu gaar hen ad Landevejen, faar han Øje paa en Bivej, der
kom og stak til, og der kommer et Fruentimmer gaaende med den. Hun
kommer ind paa Landevejen og gaar ved den ene Side af den, men han
gaar ved den anden Side. Saa gaar han over til hende og siger: »Hvor
vil du hen, min Pige?«
»Hvad kommer det jer ved«, siger hun saa spids.
»Aa nej, saa mænd gjør det ikke«, siger han, »men da vi gaar ad én
Vej, tykkes a, vi kunde gaa og snakke.«
Ja, hun brød sig ikke meget om Snak, siger hun.
Saa kunde det ogsaa være, mente han. De gaar en lidt, derher to, og
siger aldrig et Ord. Saa kommer der en Stikvej igjen, og der skrider
et Menneske hen ad den, han var en af de sorte. Da han naaer dem,
siger han: »Hvor vil I to hen?«
»Ja«, siger Manden, »a vilde hen til en klog Mand, der bor her i
Nærheden, og have at vide, hvorfor a er bleven saa gammel, nu er alle
mine Søskende døde, og a var endda den ældste af dem. Hvor vil du
hen?« siger den gamle til den sorte.
Ja, han vilde ogsaa hen til den Mand og have at vide, hvorfor han var
bleven saa sort mere end andre Folk.
Saa kommer Pigen til Mælet og siger: »Ja tu, da vilde a og hen til
den samme Mand og have at vide, hvorfor a er bleven saa tyk mere end
andre Fruentimmer.« ~(Dette siges meget knibsk).~
Naa, ja saa fulgtes de ad, men de naaede ikke dertil inden om
Aftenen, og da kunde de ingen Ting faa at vide af Manden, de maatte
blive der til næste Morgen. Saa da det blev Dag, taler han til den