Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 1

FRA MINDEBO.
Jyske Folkeæventyr
samlede og optegnede
af
EVALD TANG KRISTENSEN.



Aarhus.
Forfatterens Forlag.
1898.


Da Forlæggeren af de tre forudgaaende Samlinger af lignende
Størrelse, bestemte til at være Julebøger for Store og Smaa,
ikke længere vilde fortsætte, har jeg selv maattet paatage mig
Omkostningerne ved denne fjerde Samlings Udgivelse.
September 1898.
E. T. K.
Jacob Zeuners Bogtrykkeri. Aarhus.


1. Per Vinters Skjorte.

Der var en Karl, der var i Tjeneste i Kjøbenhavn, han hed Per Vinter.
Da han havde udtjent og blev permitteret, var han ikke Ejer af mere
end tre Skilling, det var alle de Penge, han havde. Alligevel var han
saa fornøjet med at slippe ud af det Fængsel, at han gjorde en Vise
og gik og sang, og den begyndte saadan:
»Jeg er Ejer af trende Skilling
og kommer aldrig til at trænge.«
Naa, han gik frem ad Vejen og kom ind ad en Skov. Der møder han en
gammel Mand, og han hører den Sang.
Saa siger han: »Eftersom du er Ejer af saa mange Penge, vil du da
ikke give mig en Skilling?«
»Jo,« siger Per, »den kan du missel gjærne faa, a har nok i de to.«
Han giver ham denher Skilling og bliver ved hen ad Vejen. Den gamle
Mand gaar omkring i Skoven og møder ham igjen, og saa forlanger han
atter en Skilling og faar den.
Naa, Manden gaar nok en Gang omkring og møder Per for tredje Gang.
Han gaar og synger: »Jeg er Ejer af en enlig Skilling og kommer
aldrig til at trænge.«
»Saa kunde du gjærne give mig den Skilling.«
»Ja, den kan du godt faa,« og den gamle Mand faar den sidste Skilling.
Saa siger han: »Ja, nu har du vistnok givet mig alle dine Penge, nu
skal a gjøre dig noget godt igjen, og a kan gjøre dig ligesaa meget
godt, som du har gjort mig. Du kan følges med mig hjem. A har et
gammelt graat Øg, a vil give dig, at du skal ikke gaa imellem Huse
som hidtil, og a har en gammel Sabel, a har brugt i min Ungdom, den
vil a ogsaa give dig, og saa vil a lære dig et godt Raad. Nu er der
saadan Krig i England, for den tyrkiske Prins vil have den engelske
Konges Datter, og han vil ikke af med hende. Saa er de kommen til
at slaas om det, og Tyrkerne er saa nær, at de har belejret London.
Nu vil a, du skal tage derover og komme til at tage Del i Krigen. A
har ogsaa en gammel Sejersskjorte, som a vil give dig, den skal du
trække i, for saa længe du er i den, kan der ingen gjøre dig nogen
Fortræd. Alt det, du slaar efter med Sabelen, det slaar du ihjel, men
du skal passe, te du slaar ikke efter andet end det, du vil dræbe.
Du skal lade det gamle graa Øg raade sig selv og gaa, hvor det vil,
saa kommer du til England og mælder dig, at du er nys kommen af
den danske Konges Tjeneste, saa bliver du nok antagen. Men du maa
ikke glemme at forlange, at du vil passe dit Øg selv. Skulde det nu
træffe, at du skal komme af Sejersskjorten, saa der ingen Redning er
for dig, og du kan se, du skal slaas ihjel, saa skal du forlange,
naar de har faaet Livet af dig, at blive hakket i Finker, og dem skal
de komme i en Mantelsæk og hænge den paa det gamle graa Øg og saa
lade den gaa, som den vil. Saa kommer den tilbage til mig igjen.«
Nu havde han sat ham godt i Rette med det hele, og Per Vinter følger
saa med og faar Sagerne. Han ud og faar sadlet Øget og hænger
Mantelsækken bag ved Sadlen, og saa lader han hende daske af. Omsider
kommer han til London, og han mælder sig ved Kongen og vil da høre
til Hjælpetropperne.
Ja, Per Vinter skulde være velkommen, og han fik Staldplads til den
gamle graa og faar ogsaa Lov til selv at passe den.
Andendagen skal de ud imod Fjenderne. Tyrkerne var saa nær ved
London, at der kun var en Dags Rejse til dem. Saa siger Per til
Overgeneralen: »Nu maa vi herhen, for her er de fleste Folk.«
»Nej, det kan ikke gaa an,« siger han, »dem kan vi ikke binde an med.«
»Jo, vi maa herhen,« og han sætter den graa i Galop og hugger
løs. For hvert Hug faldt der en 3, 4 ad Gangen, og endelig maatte
Fjenderne paa Flugt. De retirerede en 2, 3 Mil den Dag, og Per Vinter
kommer hjem til Kongen. Saa siger Generalen til ham, at det kunde
ikke gaa an at faa Per Vinter ud i Morgen igjen, for han gjorde
saadan Uorden, at de ikke fik Armeen samlet de første Par Dage.
Sagen var, at han var bleven ræd for, at Per Vinter skulde blive
Overgeneral og han selv faa hans Afsked, det var han jo fortrødt ved.
Kongen tykte, det var noget sært Snak, at én Mand skulde kunne gjøre
saadan Uorden, og saa vilde han Andendags Morgen selv ud at se, om
det virkelig kunde være Tilfældet.
Siden de kommer udenfor, saa siger Per Vinter: »Ja, vi maa herhen,
hvor de fleste er.«
Nej, det kunde ikke gaa an, sagde Generalen. Men Per farer jo løs og
hugger ned. Kongen staar og ser paa det, og Fjenderne flygter. Ja,
den Mand var ikke til at kassere, og Kongen sætter ham til General
med det samme.
Nu bliver han ved at ture saa længe, til de faar drevet Tyrkerne
langt hen, og saa var de i Sikkerhed for dem. Da der er gaaet nogle
Dage, saa siger Kongen: »Du vil vel ikke have min Datter?«
»Jo,« siger han, »men hun vil vel ikke have mig.«
Kongen syntes jo, at Per Vinter kunde nok bestyre Riget, og saa vilde
han da hellere give Datteren til ham end til den tyrkiske Prins. Naa,
saa vil han hen og høre hans Datter ad, og han spørger om det.
Jo, det vilde hun nok, og saa skal de da have hinanden. Nok er det,
de bliver ogsaa gift.
Da de saa om Bryllupsaftenen skal i Seng, saa siger hun til ham: »Det
er dog en forfærdelig skiden Skjorte, du er i,« og hun vil ikke ligge
ved ham i saadan en Skjorte.
»Ja, den maa a ikke komme af,« siger han, »for hvis a faar den af,
saa er det forbi med mig,« og saa fortæller han hende, at det er en
Sejersskjorte, og saa længe han var i den, saa var der ingen, der
kunde gjøre ham noget.
»Ja pyt,« siger hun, »her er da ingen, der kommer og tager den fra
dig eller gjør dig Fortræd. Nu kan du trække af den i Nat, og saa
skal a give dig en anden, saa kan du endda trække i den i Morgen
igjen, om du vil.«
Ja ja, det kunde han da ogsaa. Hun henter en fin Skjorte, og han
trækker den anden af og lægger paa Stolen ved Siden af Sengen. Nu
trækker hun ogsaa af Klæderne og vil da forestille at i Sengen til
ham, men i det samme springer der en Lem op i Gulvet, og den tyrkiske
Prins kommer op. Han var godt kjendt med hende, kan vi forstaa, og
kunde saadan komme ind til hende om Natten. Prinsen snapper Skjorten
og jager sig i den, og saa tager han Sabelen. »Kjender du mig nu, Per
Vinter?« siger han.
»Ja, a gjør, men vil du nu ikke love mig, inden du slaar mig ihjel,
for det bliver nok Enden paa det, kan a tænke, te du hakker mig i
Finker, naar du har faaet Livet af mig, og saa kommer dem i den gamle
Mantelsæk, der hænger der ude i Stalden. Den hænger du paa det gamle
graa Øg, der staar der inde, og saa lader du det gaa, hvorhen det
vil. Det kan da ikke gjøre noget, du lover mig det.«
Nej, han skulde ogsaa nok gjøre det. Saa bliver Enden af det, at han
hugger Hovedet af Per og giver dernæst Befaling til at hakke ham i
Finker og komme dem i Mantelsækken og saa lade det gamle Øg gaa med
det, hvorhen det lystede.
Da de havde gjort det og ladet Øget gaa, saa gifter han sig med
Prinsessen og sætter den gamle Konge og Dronning i et Fangetaarn, for
det de havde været saa meget imod Giftermaalet, og saa er han nu
Konge i England.
Det var saadan om Vinteren, dether gik for sig. Saa en Aften rimmer
Øget uden for den gamle Mands Vinduer. »Naa,« siger han, »nu er det
graa Øg herude, saa er Per nok kommen af Skjorten,« siger han til
Konen. Han hen og lukker Døren op, og da staar Øget godt nok uden for.
Naa, saa tager han Sækken og smider den paa Gulvet, og Øget trækker
han ind. Han ryster Sækken ud paa Gulvet. »Er du her, Per Vinter?«
»Ja, misæl er a saa.«
»Nu er du nok kommen af Skjorten.«
»Ja, a er.«
Da stod Per Vinter der splitternøgen paa Gulvet, siden han fik det
sagt til ham. »Ja, a lod mig da narre,« siger han.
»Ja, det kan a skjønne paa. Men a faar at hjælpe dig endnu en Gang.
Nu vil a give dig det Ønske, at du kan skabe dig til hons Dyr du vil,
saa faar du se, om du kan faa Skjorten igjen.«
Han skabte sig saa til en Fugl og fløj strags til London. Der skabte
han sig om igjen til et Menneske og gik ind til en Værtshusholder og
bestilte Kvarter. »A skal nok betale dig, men a har ingen Penge lige
for Tiden,« siger han.
Saa hører han, der skulde være Hestemarked i London Andendagen, og
saa siger han til Værten: »Nu vil a skabe mig til en Hest, saa kan du
ride til Marked og sælge mig. Men du maa forlange saa meget for mig,
at ikke enhver render til og kjøber mig. Du skal bie, til Kongen
kommer, for han spørger nok, at der er kommen saadan en stor Hest til
Marked, og saa kommer han og vil se den.«
Da Værten hører, hvad Karl det er, han har for sig, saa faar han
Kvarter, og Andendags Morgen sætter han sig paa Hesten og rider en
Tur gjennem Markedet. Alle Folk vil se den Hest, for ingen havde set
én saa stor og svær før, og det kommer i Bladene den samme Dag. Saa
rider han hjem igjen og stalder ind, for de kongelige var endnu ikke
kommen.
Længere hen paa Dagen rider han atter en Tur over Markedet. Nu
var det strags kommen for Kongen, at ingen havde set Mage til
den Hest, og saa vil han ned og have den kjøbt til en Ridehest.
Værtshusholderen rider omkring, og det varer nu ikke længe, inden han
kommer for det kongelige. Han forlanger saa meget for den, at ingen
anden end Kongen kan give det, og han vil ogsaa have den. Siden han
saa kommer hjem, vil han have Dronningen ud at se den svære Hest, han
har kjøbt. Hun følger ogsaa ud med ad Stalden.
»Naa,« siger hun, »det er Per Vinter, du har kjøbt.«
»Per Vinter! ham der blev hakket i Finker.«
»Ja, det er det samme, det er Per Vinter. Gaa du nu hen og hent en
Slagter, at vi kan faa ham undlivet, ellers vorder det nok skidt.«
Nu gik der megen Snak i Kongens Gaard om den store Hest, han havde
kjøbt, og som han vilde have slagtet, og saa var der en gammel Amme,
som ogsaa hørte det. Hun havde været der, imens Per Vinter havde
Bryllup med Prinsessen, og hun var jo nysgjerrig og gik ned ad
Stalden.
»Er det dig, Per Vinter?« siger hun.
»Ja, det er.«
»Ja, nu skal du jo slagtes.«
»Ja, a skal saa, men du kan nok frelse mig, om du vil.«
»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.
»Jo, idet Slagteren slaar mig for Panden, saa skal du være til Stede.
Der vil saa stritte noget Blod hen paa dit Forklæde, og det skal du
lade til, du bliver fortrødt over, og saa skal du rive Forklædet fra
dig og hytte det udenfor Kongens Sovekammervindue. Saa er a frelst
den Gang.«
Slagteren kommer, og den gamle Amme kommer, og der var jo mange, der
vilde se, hvordan det gik til med at slagte den store Hest. Idet han
nu slaar Hesten for Panden, stritter der noget Blod fra Ussen hen
paa hendes Forklæde, og hun river det fra og hytter det hen udenfor
Kongens Sovekammervindue.
Andendags Morgen stod der saa meget et stads Pæretræ udenfor Vinduet
og var groet op der om Natten, og det var fuldt af Pærer. »Aa,« siger
Kongen, siden han kom op, »sikket nydeligt Træ her er groet op i Nat.«
Han lukker Slagvinduet op og vil tage en af deher Pærer. Men
Dronningen raaber Allarm og siger: »Vaer dig, for det er Per Vinter,
der er kommen der at staa.«
»Per Vinter, der er slaaet ihjel!«
»Ja, men faa du Bud efter en Gartner, at vi kan faa det Træ fældet og
brændt, saadan at vi kan faa en Ende paa den Per Vinter.«
Den gamle Amme hører nu, at det skal gaa for sig med at hugge det Træ
om, der er kommet op, hvor hendes Forklæde laa, og hun lister sig ud
og hen til Træet. »Er det dig, Per Vinter?« siger hun.
»Ja, det er.«
»Ja, nu skal du jo skoves og hugges op.«
»Ja, a skal, men du kan nok frelse mig endnu en Gang, om Du vil.«
»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.
»Jo, naar du vil komme ud og se paa, hvordan han fælder Træet. Saa
vil der springe en Gren hen paa dig, og den skal du tage og gaa hen
og hytte i Parken i Kongens Have, saa er a frelst den Gang.«
Andendags Morgen kommer Gartneren med Øgse og Sav og Sager og skal
til at fælde dether Træ, og denher gamle Amme er da ogsaa kommen ud
for at se, hvordan det skal gaa til. Idet Gartneren nu fælder Træet,
-- der springer jo altid nogle Grene af ved saadan en Lejlighed --
saa springer der én hen paa hende, og hun var helt fortrødt over det,
lod hun, og rejser af ned til Parken og kyler den der. Det blev der
jo ingen klog paa, og saa fik de Træet brændt op.
Andendags Morgen gaar Kongen ned i Parken, og da sidder der saa meget
en yndig Vildand dernede. »Havde en endda haft den,« siger han, »den
var endda rar at have til sin Frokost.« Den var ikke svar vild, lod
det, og han siger: »Naar jeg kommer af Klæderne og ud at svømme, saa
tror jeg, jeg kan sejle ud og tage hende.« Siden han kommer af alle
Klæderne og vil til at svømme i Vandet, og griber efter Anden, saa
smutter den fra ham og i Land. Skjorten laa der jo paa det andet Tøj,
for Kongen var naturligvis trukken af den ogsaa, og Anden griber i
Skjorten, og saa skaber den sig om til Per Vinter, og han trækker i
Skjorten.
»Kjender du mig nu?« siger han til Kongen, »nu er a kommen i Skjorten
igjen.«
Kongen bad ham da om at skaane hans Liv, for han vilde ikke svar
gjærne slaaes ihjel.
»Ja, men saa vil a have min gamle Sabel.«
Ja, den skulde han nok faa, siger Kongen, men den var jo inde paa
Slottet. De følges saa ad der ind, og han faar Sabelen. Saa tager Per
Vinter den gamle Konge og Dronning ud af Fangetaarnet og sætter den
unge Konge og Dronning derind i Stedet paa den samme Plads, hvor de
andre havde siddet. Derefter giftede han sig med den gamle Amme, der
havde hjulpet ham saa godt, og saa blev han Konge i England, og den
gamle Konge og Dronning blev ved at gaa ved ham og havde det godt
ogsaa.
Kristen Hovstrup, Taars.


2. Prinsessen i Arabien.

Der var en Konge i England, han havde tre Sønner: Frederik, Kristian
og Vilhelm. Han var en svag Mand, og da han saa en Dag kom til at se
nogle Dokumenter igjennem, der var gjemte i hans Palads, fik han fat
i ét, hvorpaa der stod at læse, at der var en Slags Vand i et vist
Land, og det Vand kunde kurere for alle Slags Sygdomme, det var ogsaa
godt for Kjønhed. Saa sender han strags Frederik og Kristian ud at
rejse efter det. Han paalægger dem at hente det og være hjemme igjen,
inden to Aar var til Ende.
Men de to Aar gik, og der hørtes ingen Ting fra dem. Kongen var endnu
lige svag, og saa spørger Vilhelm en Dag: »Maa jeg ikke rejse efter
Vandet?«
»Nej, min kjære Søn,« siger Kongen, »du skal blive hjemme, nu har jeg
ikke andre end dig.«
Men han blev ved og fik endelig Lov. Nu rejser han fra et Landskab
til et andet, og endelig kommer han til Arabien. »Her vil jeg i
Land,« siger han til hans Følge, »og op i Skoven at se mig om, og jeg
kommer tilbage til Skibet inden 24 Timer. Men skulde jeg komme imod
noget, saa jeg ikke kan komme til den Tid, saa tænder jeg et Blus op
af Grene, der kan være jer til et Kjendetegn.«
Han kom saa i Land og red op gjennem Skoven. Der var kun Skov og
Ørken til alle Sider. Endelig kommer han til en Eremit.
»Hvor vil du hen?« siger Eremiten, »du er jo en Prins fra England.«
Ja, han vilde hen at søge om noget Vand, der kunde kurere for alle
Svagheder.
»Nu følger du den Sti der, og saa giver du Hesten af Sporene og lader
den rende til. Henne paa Stien staar der to Kjæmper og slaar paa en
Ambolt, dem skal du lige ride forbi, der staar én ved hver sin Side,
og du skal ind imellem dem. Saa bliver du ved at ride og kommer til
en stor Kjøbstad med Jærnport for. Naar du kommer igjennem den, er du
for et stort Bjærg, og der skal du ogsaa igjennem. Saa kommer du til
Stedet, hvor Vandet findes.«
Han takker Eremiten for Underretningen og rider. Det gaar, ligesom
han havde sagt, men da han var kommen igjennem Bjærget, var Hesten
saa udmattet, at han maatte staa af og give den noget Brød af hans
Mantelsæk. Det var paa en stor grøn Plads, og da han nu kommer til
at se sig om, opdager han tre Sten, som ligger der. Paa den ene Sten
stod der med hebraiske Bogstaver: Hvem der tapper af den Sten, han
faar ganske frisk og godt Vand. Paa den anden Sten stod der: Hvem der
tapper af denne Sten, og drikker af det Vand, den skal blive frisk
og sund i alle Retninger. Saa paa den tredje Sten stod: Hvem der
tapper og drikker af denne Sten, den skal blive smuk og kjøn. Da han
nu har set det, saa tapper han af den Sten og vasker hans Hest og
sig selv, og saa blev han saa kjøn, som noget Menneske kunde være.
Dernæst tappede han af den anden Sten og tog noget Vand med sig i
hans Flaske. Nu vidste han jo ikke, hvor han skulde hen, og hvordan
han skulde komme tilbage, men saa rider han helt stille og kommer da
til et stort Slot, der ligger paa højre Haand.
»Der maa jeg ned og se, hvad der er,« siger han til sig selv. Men
der var ingen Ting at finde foreløbig. Endelig kommer han ind i et
Værelse, hvor der staar et Bord dækket, og saa tager han sig noget at
leve af, for han var jo sulten. Derefter kommer han ind i et Kammer,
hvor der ligger en Prinsesse og sover. Men hun var ikke til at komme
til for ene Klokker, alting var helt tilbunden med dem. Han turde jo
ikke næsten røre ved nogen af dem, for at de ikke skulde give Lyd, og
hun var da ikke til at komme nær. Endelig finder han paa at trække af
hele hans Tøj, og saa optrævler han hans Skjorte i ene smaa Trævler
og omsvøber saa hver Klokke med en Trævl. Nu gik han i Seng og lagde
sig ved Prinsessen, for han var meget træt. Hun sov og blev ved at
sove. Da han havde hvilt sig noget, rejste han sig og gik igjen. Da
han kaster Øjet hen paa Væggen, faar han at se, at der hængte et
Sværd, og der stod skrevet paa det, at det var et Sværd, der kunde
vinde i enhver Strid, naar en blot svang det, og der var en Flaske
ved Siden af Sværdet, som en skulde drikke af for at faa Kræfter nok.
Han tager begge Dele med sig.
Saa siger han til sig selv: »Jeg maa helst faa Brød og Vin med mig
for ikke at omkomme under Vejs. Hvem véd, hvordan det kan gaa«. Han
tager saa et Brød og en Flaske Vin, da han kom ud i det Værelse, hvor
han havde spist, og endelig rejser han af ned til Stranden. Der nede
var de allerede under Sejl, for de havde ventet den Tid, der var
fastsat. Han gjorde Tegn til dem, og Matroserne kom saa i Land for at
tage imod ham. Men da han var bleven saa kjøn, kjendte de ham ikke nu
og vilde ikke tage ham med.
Da de kom ud til Kapitainen, sagde de: Det var ikke ham.
Jo, det maatte det nok være, mente han.
Aldrig saa snart de var sejlet ud til Skibet, tændte han Ilden, og
saa tog Kapitainen i Land.
»I maa tage mig med,« siger Prinsen, »for det er Prins Vilhelm.«
Naa, saa kom han om Bord, og de sejler af og kommer til _Frankrig_.
Der sender de Bud op til Kongen, at der laa en engelsk Prins paa
Reden, om det var tilladt at komme til Taffels.
Jo, det kunde nok tillades, han skulde være velkommen.
Saa kommer der jo ogsaa Brød paa Bordet, og de skar af det og spiste.
Saa siger den engelske Prins: »Vi har noget Brød her, vi kan skjære
saa meget vi vil af det, der er endda lige meget; saadant Brød har I
ikke her.«
»Nej,« siger de, »har I det?«
»Ja, det har vi rigtig nok.«
»Vil I ikke sælge det?« siger den franske Konge, da han saa, hvordan
de skar af det.
»Nej, vi vil ikke, men vi vil forære jer det. Men dersom der kommer
nogen og vil kjendes ved det, saa maa I udlevere det, og saa skal der
udleveres 10,000 Mand med det.«
Det gaar Kongen ind paa, og saa rejser de derfra og til
_Konstantinopel_. Der sender de ogsaa Bud om, at der laa en engelsk
Prins paa Reden, og han vilde nok tage Del med dem i Taflet, om det
kunde tillades.
»Jo, værsaagod,« siger Kejseren, og de kom ind og kom til at spise og
drikke.
Saa tager Prins Vilhelm en Flaske Vin, der stod paa Bordet, og
skjænkede og drak. »Det er lige godt god Vin, I har her i Anopel,
men det er dog ikke saadan Vin, som vi har i England. Der har vi det
saadan, at vi kan drikke af en Flaske, saa længe vi vil, og der er
dog lige meget Vin i Flasken.«
»Det var dog mærkeligt,« siger Kejseren.
»Ja, da kan vi godt faa saadan en Flaske Vin herop,« siger Prinsen,
og han hentede den, og de drak, og der var lige meget.
»Vil I ikke sælge den Flaske?« siger Kejseren.
»Jeg vil ikke sælge den, men forære den hen. Men det skal være
paa den Maade, at kommer der nogen og kjendes ved den, saa skal I
udlevere den og 10,000 Mand til Hest med fuld Oppakning.«
Saa rejser de videre og sejler ind til _Spanien_. Der beder Prinsen
ogsaa om at komme til Taffels.
Ja, det var der ikke noget i Vejen for.
Der var saadan Ufred i Landet; det var Frankrig, de havde Krig med,
og de laa saadan og døjede med det, for de kunde jo ikke slaa dem.
Saa siger Prinsen: »Ak, det er dog ikke noget at klage sig for. Jeg
har et Sværd, en kan vinde Sejr med, naar blot en kan svinge det.
Naar bare I har en Officer, der kan bruge Sværdet, saa kan I let
vinde Sejr med det.« Der bliver kaldt én Officer frem og en anden, og
de drak af Flasken, den ene lidt og den anden mere og den tredje saa
meget, at han kunde tage Sværdet og svinge det runden omkring. Han
ud i Striden, og det varede ikke mange Dage, inden han havde slaaet
Franskmændene ned allesammen. Saa vilde Kongen kjøbe det Sværd.
Nej, Prinsen vilde ikke have noget for det og forlangte det samme her
som de andre Steder. Derfra rejste han saa til _Polen_. Han mælder
sig og vil da nok have Lov til at komme til Taffels.
Ja, det var der ikke noget i Vejen for.
Som de nu sidder og spiser, siger Kongen af Polen: »Var det ikke en
Prins fra England, der sidder til Bords med os?«
»Jo, det er.«
»Ja, da har vi to Prinser her, som har siddet i Fangenskab i otte
Aar.«
»Har I det,« siger Prins Vilhelm, »saa er det vel mine Brødre. De har
været sendt ud for at skulle finde noget Vand til min Fader, for at
han kunde komme sig, men hvorfor sidder de her?«
»De er sat for Gjæld,« siger Kongen.
Naa, saa betaler han deres Gjæld og løser dem ud. De kommer med ham
ud paa Flaaden, og saa skal den til at sejle hjem ad til England. Han
fortæller dem nu, hvordan hans Rejse er gaaet, og at han har faaet
fat i Vandet. Saa bliver de fortrydelige paa ham og lister dem til at
faa Flaskerne fra ham og kommer Møg og Skidt i dem, men Vandet tager
de og kommer i andre Flasker.
Da de saa kommer til England, bliver der jo stor Glæde paa Faderen.
»Nu har jeg Vandet, Fader,« siger Vilhelm, »og jeg har ogsaa løst
mine Brødre. Tag nu og vask dig i det.«
Naa, han vaskede, men jo længere han toede sig, jo mere beskidt blev
han, og han sprudede og spragede. Han drak af det, men det var ene
Skidt. Saa siger de andre to: »Nej, han har altid holdt dig for Nar,
her har vi det rigtige Vand, nu skal du vaske dig i det.«
Naa, han vaskede, og han drak, og det gik helt fortræffeligt, kort
efter var han helt kommen sig.
»Ved I hvad, Fader,« siger Kristian og Frederik, »den Vilhelm er et
Skarn imod jer, han skulde lægges øde.«
Det var Faderen enig med dem i, og han kommanderer hans Jæger til
at tage ham med ud i Skoven og skyde ham og saa komme hjem med hans
Hjærte, for Faderen vilde jo ikke selv gjøre det.
De gaar saa med hinanden, Skytten og saa Vilhelm. Da skyder Skytten
et Skud. »Saa du noget?«
»Nej,« siger Skytten.
»Ja, jeg syntes, jeg saa en Hare.«
Lidt efter skød han igjen. »Saa du noget?« siger Vilhelm.
»Ja, jeg saa et lille Dyr, der løb.«
»Naa, gjorde du det. Ja, jeg véd nok, du er udsendt for at skyde mig,
men det kan du alligevel ikke bære dig til at gjøre. Men nu følges
vi ad hen i Faders Dyreskov, og der skyder vi et Raadyr. Saa tager
vi Hjærtet af den, det ligner et Menneskehjærte, og det rejser du
hjem med til Kongen, men jeg rejser bort herfra og kommer ikke mere
tilbage.«
Det gik Skytten ind paa, og de tog Hjærtet ud af Raadyret, og han kom
hjem med det. Prinsen rejste nu omkring i Landet og kom til sidst
ind paa Vestkysten af England. Der kom han til at tjene hos en stor
Grosserer og tjente hos ham i mange Aar.
Nu skal vi høre lidt om Prinsessen, der laa og sov. Hun vaagnede op
om Morgenen, og da saa hun, hvordan alle hele hendes Klokker var
bespændt med Regler, og hun kunde da ikke forstaa, hvordan det var
gaaet til. Slottet havde før været forønsket, og derfor var det, hun
laa og sov, men nu stod det i sin fulde Glands, som det før havde
været. Hun kunde altsaa skjønne, at der var én Ting særdeles, der
havde været der. Nu styrer hun sit Rige en Tid lang, som før det blev
forønsket, men saa kommer Tiden, da hun føder en Søn. Ham lader hun
oplære i det kongelige Væsen, og han bliver en 13, 14 Aar.
Saa tykte han, det var sært, han havde ingen Fader, og talte med
hende om det flere Gange.
Ja, hun kjendte ikke hans Fader, siger hun.
I Skolen lod de ham det ogsaa høre saadan af og til, at han var uægte
født. Endelig beslutter han sig til, han vil have hans Fader opsøgt.
Han faar hans Moder til at udruste en Flaade, og nu vil han om at se,
at han kan finde ham. De sejler saa og kommer til Frankrig, lægger
sig ind der paa Reden og sender Bud op, at hun var Arabiens Dronning,
der ønskede at komme til Taffels.
Saa laa dether Brød paa Bordet, og de skar allesammen af det, og der
var endda lige meget igjen. Da siger Dronningen: »Det sidste jeg saa
dether Brød, var det mit.«
»Ja, det er foræret os af en Prins i England,« siger Kongen, »men
vi er pligtige at udlevere det, naar nogen kjendes ved det, og saa
10,000 Mand.«
Ja, Brødet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have. Saa
kom de sejlende til Konstantinopel, der lagde de sig paa Reden og
sendte Bud op, og saa kom de til Taffels.
De skjænkede Vin af en Flaske, og der var endda lige meget i den. Saa
sagde Dronningen: »Det sidste jeg saa den Flaske, var den min.«
»Ja, den er foræret os af en Prins fra England,« sagde Kongen, »men
paa den Maade, at hvis nogen kjendes ved den, saa skulde vi udlevere
den og desuden 10,000 Mand til Hest.«
»Flasken maa I godt beholde,« sagde hun, »den bryder jeg mig ikke om,
men Soldaterne vil jeg nok have.«
Hun fik dem, og saa sejlede hun videre, til de kom til Spanien. Der
lægger de sig inde paa Reden, og saa sender de Bud op, at Dronningen
i Arabien laa der ude og ønskede at blive budt til Taffels, om det
kunde passe dem.
Ja, det var ikke sært, hun skulde være velkommen.
Saa blev hun og hendes Søn og Følge sat til Bords. Der hængte flere
Sværd der inde paa Væggene, og hun saa paa dem. Saa siger hun: »Der
hænger et Sværd, det sidste jeg saa det, var det mit.«
»Var det det?« siger Kongen, »ja, det er bleven mig foræret af en
engelsk Prins, men paa det Vilkaar, at hvis der skulde komme nogen og
kjendes ved det, saa skulde jeg udlevere det og saa desuden give ham
10,000 Mand.«
Ja, Sværdet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have, og
saa fik hun dem jo og rejste videre.
Saa kom hun til Polen. Der kom hun ogsaa til Taffels, og saa fortalte
Kongen om den engelske Prins, der havde været der, og om hans Brødre,
som han havde udløst af Fangenskabet. Endelig spørger han, om hun
ikke forlangte noget.
Jo, hun vilde nok have en Krigshær, og saa fik hun ogsaa der 10,000
Mand.
Endelig sejler hun til England. Hun gaar i Land og opslaar hendes
Telt i Nærheden af Hovedstaden. Saa sender hun Bud ind til Kongen, om
han havde ikke nogle Sønner, der havde rejst efter Livsens Vand til
ham, for saa skulde de komme ud til hende.
Jo, der blev svaret jo, han havde to Sønner, Kristian og Frederik,
og saa skal de jo ud og vise sig for hende. Først kommer Frederik.