Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 2

Hun havde belagt hele Vejen ind til Byen med rødt Skarlagen; men han
turde ikke ride paa det og red saa ved Siden af. Da staar hun og ser
paa, hvordan han kommer, og Sønnen staar ved Siden af hende.
»Er det min Fader?« siger han.
»Jeg véd det ikke,« svarer hun, »jeg kjender ham ikke.«
Da han nu fremstiller sig, siger hun: »Hvorledes har du været, da du
var hos mig sidst?«
Det kunde han ikke svare til.
»Har du set mig før?« siger hun.
»Nej.«
»Ja, saa er her en Galge, du skal hænges op i, har du en Broder?«
Ja, han havde.
Saa blev der sendt Bud efter ham. Men ham gik det kort sagt lige
saadan, for han vidste heller ingen Ting og kjendte hende ikke. Han
blev altsaa ogsaa ophængt.
Nu blev der atter sendt Bud ind til Kongen, om han havde en Søn til.
Nej, han vidste i alt Fald ikke, hvor han var, og det var ogsaa én,
som ikke var til noget.
Ja, han skulde skaffe ham, ellers lagde hun Staden og Riget øde.
Da hun nu havde saa stor en Krigsmagt med sig, turde han ikke staa
imod, men bad om Henstand i fjorten Dage, og saa blev der sendt Bud
ud efter ham alle Steder og opslaaet Plakater alle Vegne. Saa kommer
Grossererens Husjomfru ind en Aften og siger, om det kunde ikke være
deres Handelsbetjent, der blev lyst efter, for der kom aldrig Brev
til ham, og han holdt sig altid for sig selv. Grossereren kalder ham
ind til sig og spørger, om det er ikke Prins Vilhelm. Saa maatte han
til at bekjende, hvem han var.
»Ja, du maa uopholdelig afsted,« sagde Grossereren, »for der bliver
lyst efter dig.«
Nu troede han jo, hans Liv havde Ende. Men det kom ikke til at gaa
saa galt til. Da han kommer til Hovedstaden, er Kongen saa glad ved
ham, for nu var det jo den eneste, han havde, da de andre var blevne
hængte i Galgen. Saa skal han ud at ride, for han skal jo ned at
fremstille sig for den fremmede Dronning. Men han gjorde sig tradsig
og vilde ikke ride derud. Anden Dagen beder hans Fader ham igjen om
at tage derud. Nej, det gik lige saadan, han vilde ikke. Endelig
tredje Dagen siger han, om de havde ikke hans gamle Mundering, han
var i, da han kom hjem. Jo, den var paa Munderingskammeret. Saa blev
den hentet, og han kom i den og kom op at ride. Saa red han derned,
te Pjalterne af Skarlagenet stod op omkring Fødderne af Hesten.
Dronningen stod uden for sit Telt og betragtede ham, og Drengen stod
ved Siden af hende.
Saa siger han: »Er det ikke min Fader?«
»Jeg haaber det, men véd det ikke,« svarte hun.
Da han nu kom frem for hende, sagde hun: »Hvorledes var du, da du var
hos mig sidst?«
»Ligesom jeg er her med Støvler og Sporer paa.«
»Kjender du mig da?«
»Jo, jeg gjør,« siger han.
»Det er rigtigt,« siger hun, »der er din Fader,« siger hun til
Sønnen. »Du skal med mig hjem, og vi skal have hinanden. Dine Brødre
hænger i Galgen der henne.« Saa fulgtes han med hende til Arabien, og
de blev gift og lever godt der.


3. Per Degn og Præstens Moder.

Der boede en Mand her ude ved _Vind Skov_, og han hed egentlig
_Søren Tandholm_. Af og til fik han en Arvepart, men det blev ikke
kjendt paa ham, og han fik aldrig noget ud af det, for Pengene gik
gjærne overstyr for ham. Endelig havde han igjen faaet en Arvepart,
og den skulde nu anvendes til Handelen, havde han bestemt. Men han
kjendte ikke stort til dether Handelsvæsen, det gjorde derimod en
Svoger, han havde nede paa _Kasted_ Mark, der hed Johan, han kjendte
Handelen til Gavns, og saa skulde de hjælpes ad. De bestemte dem saa
til at være Gaaseprangere, og de begav dem paa Rejse ned norden for
Randers for at kjøbe en Drøft Gjæs op.
Men da de kom til Randers, saa havde Søren Tandholm kast hans Penge
hen. Saa maatte de gaa tilbage igjen og finder dem ogsaa tæt ved
Galten Præstegaard. »Nu vil vi sali ikke længere,« sagde Søren, »vi
har kast Pengene hen én Gang og kan gjøre det igjen.«
De gaar saa ind i _Galten_ Præstegaard for at spise en Bid Brød.
Præsten spørger dem om, hvad de var for nogle Handelsmænd.
»Ja, vi er Gaaseprangere.«
»I véd vel ingen, der har fede Svin at sælge,« siger Præsten. »I
kommer saa meget omkring.«
Jo, de vidste en Kjøbmand i Randers, der havde 24, og de var rigtig
fede.
»Ja, det var jo rart, jeg fik det at vide,« siger Præsten, og han
sender hans Avlskarl afsted til Randers for at kjøbe de 6 bedste,
Kjøbmanden havde.
Dem kommer han saa ogsaa med. Saa var der en gammel Prygl der nede i
Byen, de kaldte _Per Degn_, han ringede Klokken Morgen og Aften, og
ham bliver der sendt Bud efter, han skal komme og hjælpe dem at faa
dem slagtet, for han gik saadan og hjalp ved et og andet baade der og
i Byen.
»Ja,« siger han Præsten, »det er nu godt nok, men naar vi faar nu det
mange Flæsk, hvordan skal vi saa faa det saadan hængt op, at vi kan
have det i Behold.«
»Ja vi kan hænge det i Vavenset,« siger Per Degn, »for saa kan a
passe paa det, og se efter det Morgen og Aften, og saa kan I hente
der oppe ved mig, naar I vil, og har Brug for det.«
Men det ene Svins Flæsk beholdt de hjemme i Præstegaarden, og saa
blev de andre hængt op efter Per Degns Raad. Han var jo ikke saa
tosset, for han tog af og til en god Skank hjem og solgte til andre,
hvem der vilde kjøbe af ham.
Da Præsten var bleven færdig med det Svins Flæsk, saa var Per Degn
ogsaa bleven færdig med de andre fem, og for nu at komme fra det paa
en god Maade saa kravler han en Aften op paa Taget af Vavenset og
river nogle Tagsten ned. Da nu Præsten sender Bud efter det andet
Svin, for de skulde have noget mere Flæsk at bruge, saa foregiver
han, at de er staallenes om Natten.
»Det var rart,« siger Præsten, »ja, vi maa have noget mere,« og saa
sender han hans Karl afsted efter 6 til af de bedste, de havde i
Randers.
De kom ogsaa, og Per Degn blev hent, den Gang de skulde slagtes, for
han skulde jo hjælpe til med dether som sædvanlig. »De Svin skal
ogsaa op i Vavenset og hænge,« siger Præsten, »lad os se, om de kan
gaa den samme Vej.«
Præsten han havde en gammel Moder, og hun var bleven noget barnet,
men havde lige godt faaet Mistanke til Per Degn, te han var noget
Skyld i, de andre var bleven væk, og saa begynder hun at sludre om,
te en kunde jo da nok tænke, det var Per Degn, der havde taget dem.
Saa giver hun Præsten ind, hvordan han har at bære sig ad. »Du skal
sige, at du skal til at gøre en Rejse til Kjøbenhavn. Men saa skal du
stoppe mig i en stor Kiste, du har, og saa skal den ned til Per Degn
og staa, til du kommer hjem igjen fra Rejsen.«
Saa blev det da saadan, te hun kom i Kisten, og Præsten havde givet
hende Brød og Kjød og Flæsk og Ost med, for hun skulde jo ligge og
leve godt. Saa bliver Kisten baaren ned til Per Degns at staa, og Per
Degn han faar noget af det syvende Svin samlet hjem.
Men lige som han kommer med en god Skaldt og smider paa Bænken med
de Ord: »Her er nu et godt Stykke af Præstens det syvende Svin,« saa
begynder den gamle at præke op der inde i Kisten og sige: »Ja, a
kunde jo nok tænke, te a behøvede ikke at ligge her for at faa det at
vide;« hun var som sagt noget barnet.
Men Per Degn stod netop tæt ved, og han hører, det sludrer der inde i
Kisten. Saa tager han en Hammer og Tang og vil brække den for at se,
hvordan det hængte sammen. Da laa denher gamle Kjælling og gabte lige
op opaa ham. Per Degn bliver arrig, og han tager en Kniv og skjærer
Munden ud til begge Ører paa hende, og saa tager han den største
Pølse, der var i Kisten, og stopper ned i Halsen af hende, saa han
kvæler hende med det samme.
Den Gang Præsten han kommer nu hjem fra Kjøbenhavn, saa vil han have
Kisten hent hjem, og det sker ogsaa. Da de lukker Kisten op, og han
ser den Elendighed, saa siger han: »Aa Herregud, nu har det gamle
Skind ikke kunnet se at bjærge sig, den Pølse er skreden for langt
ned i Halsen af hende og har kvold hende.«
Der kommer nu Bud efter Per Degn, om han vilde ikke komme op i
Præstegaarden, Præsten han vilde snakke med ham. »Hør, Peder,« siger
han, »kan du ikke faa min Moder besørget af Vejen en Aftenstund,
saadan og saadan er det gaaet til, og jeg er kjed af at kaste Muld
paa hende.«
»Jo, det kan a vel nok,« siger Per Degn, og han faar hende stoppet i
en Sæk, og saa rejser han af med hende. Sækken kyler han i en Krog
inden Døren ved sig selv, og om Natten tager han hende og bærer hende
op i Præstegaarden igjen. Nu havde de været ved at brygge den Dag,
og saa sætter han hende paa Hovedet i Ukarret (det Kar, hvori Øllet
staar og gjæres), og gaar nok saa frit hjem igjen.
Om Morgenen, da Pigerne de kommer ud og skal se til Øllet, da staar
denher gamle Mo'r der, og Pigerne ind til Præsten og fortæller ham
den Elendighed. Han kommer ud og ser, hvordan hun staar der, og saa
siger han: »Aa Herregud, nu har hun været tørstig, og har ikke kunnet
se at bjærge sig, saa er hun plumpet i Karret. Gaa ned og hent os Per
Degn.«
Han kommer, og Præsten siger til ham, aldrig snarere han ser ham:
»Hun er sku kommen igjen; du kommer til at skille mig ved hende endnu
en Gang.«
»Ja, a kan jo nok faa hende af Vejen,« siger Per Degn, »men der skal
Penge til.«
Dem faar han ogsaa. Saa spænder han for Præstens Vogn og tager hans
bedste Heste, og saa kjører han til Randers med hende. Der kjører
han op ad én Gade og ned ad en anden og kjørte, ligesom han vidste
ikke, hvad han kjørte efter. Imeldergodtid gjør han Hold uden for en
Skomagers Vinderer, og der sidder han paa Vognen og vinker og vinker
ad Skomageren, han skal komme ud.
Ja, han kommer endelig, og saa var det da, te Per vilde have Maal af
hans gamle Moder, hun skulde have et Par nye Sko nu paa hendes gamle
Alder.
»Du kan værsgod og lade hende komme af,« siger Skomageren.
»Nej, det kan hun ikke, du kan nok tage Maal af hende paa Vognen.«
Saa maatte han ind efter hans Maal. Nu faldt det ham lidt ulejlig med
at komme til Foden og faa Maal af den. »Let din Fod,« siger han til
hende.
»Du maa tale lidt højt til hende,« siger Per Degn, der sidder omme
paa Forsmækken, »for hun er noget tunghør.«
Skomageren blev vranten over det, te han kunde ikke ret komme afsted
med at faa Maal opaa Foden, og saa tager han i den og giver et
hurtigt Rip, te hun vælter ned paa Stenbroen.
Saa begynder Per Degn at huje og skrige og tage paa og siger: »Nu kan
det være, hun har brækket baade Arme og Ben, hvordan er det dog, du
staar og bærer dig ad med hende!« og han staar saa af og begynder at
lette ved hende.
»Aa,« siger han, »tu hun er jo død.«
»Hvis, hvis, ti stille,« siger Skomageren.
»Nej, a vil,« som han kunde bande, »ikke tie, du har jo slaaet hende
ihjel her paa Stedet.«
»Ti stille,« siger Skomageren, »a vil give dig 500 Daler, hvis du vil
tie.«
Dem fik han, og saa vender han hjem efter. Der gik jo Kræmmere den
Gang, og saa sidder der en Kræmmer i Vejgrøften og sover. Per Degn
gjør Holdt, staar af og tager Posen fra Kræmmeren, gaar saa et Stykke
hen og tager Krammet ud og vrider Kjællingen i den i Stedet. Posen
stiller han op paa sin Plads igjen og saa kjører han hjem med Heste
og Vogn.
Præsten spørger strags om, hvor hans gamle Moder er bleven af, men
Per Degn svarer blot: »Ja, nu bliver hun nok henne.«
Det træffet nu hverken værre end bedre, te den Kræmmer kom fra
Randers og gik efter Galten, og da han altid plejede at handle i
Præstegaarden, saa vilde han jo ogsaa derind den Gang. Pigerne fik at
se, te Kræmmeren kom ude paa Vejen, og de ind og fortæller Madammen
dether. Nu havde Præsten lovet hende en ny Kjole, saa fage Kræmmeren
kom, og hun blev nu saa lykkelig og glad over den nye Kjole, hun
skulde have.
Aldrig saa saare han kom ind, saa siger hun: »Har du smukt Kjoletøj
i Dag?«
»Udmærket,« siger Kræmmeren.
Saa skal han jo til at løse op for Posen. Nu var Kjællingen spændt
saa haardt ned i den, te da han faar løst op for den, saa rækker
hun op i en Fart med denher store Mund, og Kræmmeren bliver saa
forskrækket, te han render ud fra baade Pose og Kjæp.
Præsten kommer jo strags til Stede, og da han faar Øje paa, hvordan
det har sig, saa siger han: »Da er det ogsaa strængt med det gamle
Skind, nu maa de saa mænd bære hende hertil, for det hun ikke kan
gaa. Rend hen og hent Per Degn!«
»Hun er kommen igjen,« siger Præsten, lige saa snart han kommer.
»Ja, a tvivlte paa det,« siger han, »Pengene de slap for tidligt op.«
»Men véd du, hvad jeg tror,« siger Præsten, »jeg maa hellere tage den
gamle Følhoppe og ride min Vej, det er vist den, hun vil hjem og se
til, for den har været i Gaarden i saa mange Aar, og hun holdt saa
meget af den, saa kan hun da blive fri for at komme tiere.«
»Ja, det kan godt være,« siger Per Degn.
Nu havde hun haft Føl det samme Aar, det havde Følhoppen, og saa
tager Per en gammel Bøsse og fik bunden ved Siden paa Kjællingen,
og saa fik han hende sat op paa Føllet og bunden fast paa den. Den
Gang nu Præsten er kommen op at ride og kommen ud af Gaarden, saa
løser Per Degn Føllet og lader det løbe bag efter. Det længtes jo
efter Moderen, og Moderen efter Føllet. Øget vil ikke vel fra Byen,
det kronniede efter Føllet, og Føllet vil hen til Moderen. Der var
saadan en Stenmur paa begge Sider af Vejen op imellem Præstegaarden
og Kirken, og der kommer Præsten til at se sig tilbage.
»Uha,« siger han, »der kommer hun og vil skyde mig.« Han basker jo
paa det gamle Øg, og hun løb jo, hvad hun kunde, men Føllet kunde
ligevalle løbe stærkere. Da han saa kommer om ved en stor Dam, saa
var der ingen anden Udvej for ham end at ride derud, der troede
han jo ikke, hun vovede at ride ud i. Men hun lige godt bag efter
ham. Det gamle Øg kunde ikke holde ud at svømme med Præsten, og saa
drond de begge to. Føllet kunde ikke sandse at svømme i Land, og den
kunde da heller ikke bære den gamle, saa hun blev der ude og hele
Redeligheden blev der, og saa er den Historie forbi.
Niels Rask, Mundelstrup.


4. Den æggelystne Præst.

Der var en Præst i _Voer_ for et hundrede Aar siden eller ogsaa to,
han var bleven saa lysten i Pandekager, og hans Kone døjede saa
forfærdelig for at skaffe alle de Æg, han kunde spise. Saa var der en
gammel Kone, som gik noget der i Præstegaarden og hjalp til med et
og andet, og hende snakkede Præstekonen med om det og klagede hendes
Nød; hun kunde ikke tilfredsstille hendes Mand, om hun kunde ikke
hjælpe hende?
»Ja, a véd det ikke, nu skal a se, hvad a kan gjøre.«
Om Søndagen, da Præsten var taget hen til Annexkirken, tager Konen
sig for at møde ham noget Tag, før han kommer hjem til Præstegaarden,
og siden hun var i Nærheden af ham, saa siger hun: »Aa-aa-aa, gaak,
gaak, gaak!« og saa lagde hun et Æg i Stien. Hun gik et bitte Stykke
igjen og saa satte hun sig og sagde: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« Da
hun har rejst sig, ligger der igjen et Æg.
Naa, saa naaer Præsten hende: »Hvad er der ved det, Marie, I klager
jer saadan? vil I ikke kjøre med hjem.«
»Nej, a har ikke Tid, a har lovet Fruen nogle Æg, I skulde have til
jer Middagsmad, men a har ikke faaet dem gjort end.«
Saa bliver Præsten gal i Hovedet og siger lige saa hastig til Karlen:
»Kjør!«
Da han kommer hjem, staar der en Pandekage paa Bordet, han skulde
have til Middag. Han farer hen og lægger til den, te det stegler
ud paa Gulvet baade Kage og Tallerken. Han vilde ikke have den
Pandekage, der var lavet af de Æg, den lede Kjælling havde gjort, og
fra den Tid af smagte han aldrig mere Æg.
Kristen Kristoffersen, Taars.


5. Et andet Sind.

Der var en Kone, der havde tre Sønner, og hun besad stor Rigdom. Saa
tilbød hun dem, at hvilken af dem der vilde lade hende begrave ved
_Troms Kirke_ i Norge, den skulde have alt det, der var efter hende.
Men saa var der ingen af de to ældste, der vilde have med det at
gjøre. Den yngste af dem gav hende derimod Løfte paa det, og den Gang
hun saa ved Døden afgik, tog han det, der var, og lod hende begrave
som andre Mennesker i den samme Kirkegaard som alle andre Egnens
Folk. Saa siger Brødrene til ham, at han havde jo lovet Moderen at
faa hende begravet ved Troms Kirke, og derfor havde han faaet hendes
Midler, nu vilde de til at føre Sag med ham om Arven, for den gjorde
de Fordring paa Part i.
»Ja,« siger han, »I faar ikke noget, for Sagen er den, at da hun var
død, da fik hun et andet Sind.«
Jens Mark, Vogslev.


6. Moderens Formaning.

De Folk, der boede i Kjølhus i _Sønderholm_, de var saa grov fattige.
Saa havde de en bitte Dreng, og da de skulde til at dø, havde de ikke
noget at give ham til Arvepart. Men saa sagde hans Moder til ham: »Du
skal huske paa, hver Gang Klokken ringer, at lægge dig paa dine Knæ
og læse dit Fadervor, og naar du ser nogen le, saa maa du ogsaa le,
og naar nogen græder, saa skal du ogsaa græde.«
Saa døde Forældrene, og nu stod han ene i Verden. Hans Fader havde
raadet ham til at høre ned til Herskabet paa _Restrup_, om han kunde
ikke faa Tjeneste der, og saa gik han derned.
Herremanden saa paa ham og sagde: »Du kan jo ingen Ting bestille, men
jeg vil lige godt tage dig, da du staar alene og ingen Forældre har,
du kan da gaa Ærender.«
Herremanden havde en Datter paa den samme Alder, og de var lige
store, saa de gik da og spøgte sammen. Men han huskede, hvad hans
Moder havde sagt; naar hun lo, saa lo han ogsaa, og han græd, naar
hun græd. Det traf saadan en Dag, der var nogle af Pigerne, der slog
nogle Legesager i Stykker for hende, og saa græd hun. Da græd han
lige saa stærkt. Det gav Folkene paa Gaarden jo Agt paa.
Nu gik Tiden hen, til de blev voksne. Drengen han var godt lid af
Herremanden, og han var villig og knøv. Men saa var der nogle, der
sagde til Manden, te der maatte vist være Fejl ved det, Karlen gik
nok og var bleven gode Venner med hans Datter. Det kunde han ikke
lide, og han gik nu og passede dem op og kom ogsaa selv ind paa det.
Saa vil han have ham væk. Han faar i Sinde at skrive et Brev ned til
Møllerkarlen i Restrup Mølle, det var jo hans egen Mølle, og deri
stod, at Overbringeren skulde kastes paa Møllen og males ihjel, for
han vilde være gode Venner med hans Datter. Saa sender han Drengen
afsted med det Brev, og han gaar med det en Morgen tidlig, aldrig saa
snart han var kommen op.
Han gik nu nok saa villig, men da han var kommen lige uden Porten,
saa ringer Kirkeklokken til Morgen i Sønderholm Kirke. Han falder
strags ned paa sine Knæ og læser sit Fadervor.
Det fik Staldkarlen at se, og han render hen og giver ham nogle gode
Lussinger: »Du skulde have, din dovne Slog, du giver dig saa gode
Stunder til at forrette de Ærender, du har faaet at gaa med.«
Drengen stikker i at græde, og Karlen snapper selv Brevet og gaar
med, for han vilde gjærne gjøre sig sleg for Herremanden. Den Gang
han kommer nu ud til Møllen med Brevet, og de faar det læst, saa tog
de ham og smed paa Møllen, og han blev malet ihjel med det samme.
Drengen kommer daskende lidt efter, Brev havde han jo ikke at besørge
nu, og han véd snart ikke, enten han skal gaa derhen, eller han
ikke skal. Da kommer Herremanden selv for at se, hvordan det er
gaaet, og han forundrer sig jo over at se ham. Saa spørger han ham
ud, og Drengen fortæller, hvordan det er gaaet. Da han var falden
paa Knæ, for det han hørte Kirkeklokken, var Staldkarlen kommen i
det samme og havde slaaet ham og taget Brevet. Herremanden skynder
sig nu ned til Møllen og hører der, hvordan det er gaaet med Karlen.
Det bliver han jo baade ærgerlig og harmet over, da Karlen var svært
til Maade for ham, men da saa Drengen fortæller ham, hvordan hans
Moder havde paalagt ham, før hun døde, at lægge sig paa Knæ, naar
Kirkeklokkerne ringede, saa kan han jo forstaa, at han er uskyldig i
det hele, og han fik endnu mere Godhed for ham. Det var, ligesom han
skulde frelses, og omsider indvilgede Herremanden ogsaa i at give ham
Datteren til Ægte.
Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev.


7. Prinsessen i Højen.

Der var en Konge, der hed _Lind_, og han havde en Søn. Saa var der en
anden Konge, der hed _Find_, og han havde en Datter. Forøvrigt var
de de bedste Venner af Verden, og det var Bestemmelsen imellem dem,
at deres Børn skulde være et Par. Men som saa tit blev de Uvenner
omsider, og saa maatte de unge hverken se eller høre hinanden. For at
nu hans Datter ikke skulde faa Prinsen, lod Kong Lind en Høj udhule,
og der inde lod han lave en Bygning til Datteren, og saa blev hun
sat derned, og der blev givet hende Mad med til syv Aar. Naar de var
omme, kunde hun vel ikke huske Prinsen mere, mente han. Saa blev
Højen muret til, og ingen vidste nu af hende at sige. Kong Finds Søn
rejste al Verdens Steder og søgte, men fandt ikke Prinsessen.
Det blev værre med Uenigheden imellem de gamle, og til sidst kom de
i Krig med hinanden. I den Krig faldt de begge to, og da der ingen
Arving var at finde til det ene Rige, blev Kong Finds Søn Arving
til dem begge; der var jo ingen til at gjøre ham Kong Linds Rige
stridigt, og saa lagde han dem sammen til ét. Han blev ved at lede
efter Prinsessen, men saa opgav han Haabet og rejste ud og fandt sig
en anden Brud. Han lidde hende rigtignok ikke ret, men nu skulde han
jo have sig en Kone. Saa var de syv Aar til Ende, og Pigen der nede i
Højen havde ingen Ting at leve af. I Førstningen havde hendes Fader
ladet noget gaa ned igjennem et bitte Hul til hende, men det var hørt
op, og nu led hun Mangel. Saa vidste hun ikke, hvad hun skulde gribe
til, Højen var groet efter, og hun tænkte da paa at grave sig ud med
hendes Hænder for at komme ud paa en Maade. Det var et møjsommeligt
Arbejde, men endelig fik hun da saa meget Hul, at hun kunde række en
Haand ud. Lige i det samme hængte der en Flagermus paa en Busk, og
den fik hun fat i og vrikkede Hovedet af den og drak dens Blod, for
hun var færdig at forsmægte. Kroppen trak hun helt ind til sig og tog
saa Skindet af, spiste Kjødet, men gjemte Skindet til siden. Da hun
nu havde gjort det, fik hun Kræfter til at arbejde videre og fik
omsider brækket saa meget Hul, at hun kom ud af Højen.
Nu stod hun og saa sig om og vidste ikke, hvor hun skulde hen.
Hun saa efter Hjemmet, men der stod kun nogle Mure tilbage, for
under Krigen var der bleven stukken Ild paa Slottet, og saa
var det brændt af. Nu samlede hun hendes Sager ud af Højen, og
Skindet af Flagermusen spilede hun ud paa nogle Pinde der udenfor.
Derpaa vandrede hun derfra ud i Verden. Hun gik lige forbi hendes
Barndomshjem, og saa blev hun ved at gaa, indtil hun fik Øje paa
Finds Slot. Det vilde hun nok se for at skjønne, hvorledes det stod
til der. Da var de ved at lave til Bryllup paa Slottet, og hun gaar
ind og tilbyder sin Tjeneste.
Ja, de spørger jo om, hvad hun kunde bestille, hun kunde vel ikke
noget, mente de. En af Køkkenpigerne tog Ordet og sagde, at de kunde
nok bruge hende i deher Dage, da de havde saa travlt. Ja, saa blev
hun der og gik og gjorde, hvad hun kunde.
Hun gik nu og spurgte ud, og saa hørte hun, at Prinsen havde ledt
efter hende i de mange Aar og først nu bestemt sig til at tage en
Brud, saa han maatte nok holde af hende endnu. Hun vilde da se at
finde en Lejlighed til at give sig til Kjende for ham.
Nu kom Bryllupsdagen. Det traf hverken værre eller bedre, end at
Bruden skulde have en Lille, og det maatte Brudgommen jo ikke vide.
Hun havde smaa Hænder og Fødder, og saa var hun kommen efter, at den
nye Pige havde dem lige saa smaa. Der kom da Bud ned til hende fra
Bruden Aftenen før, at hun skulde endelig komme op, hun vilde snakke
med hende. Hun kommer ogsaa, og Meningen af det var da, at Pigen
skulde klædes paa som Brud, for det var saa nær paa med den anden, at
hun ikke ret vel kunde tage afsted. Hun fik Brudeklæderne at prøve,
og alt passede grumme vel til hende, baade Sko og Klæder og det hele.
Aftalen blev nu gjort imellem dem, og hun maatte aflægge Ed paa, at
hun ikke skulde sige et Ord til ham, for at han ikke skulde mærke,
der var en Fejl i Røsten. Hun skulde være sløret tæt til og saadan
føres ned i Kirken, og naar hun kom tilbage, saa skulde hun ind og
aflevere det hele igjen.
Da de nu skulde afsted paa selve Bryllupsdagen, var hun altsaa
paaklædt i Brudens Sted, og saa blev hendes gamle Ridehest ført frem
for Døren, som hun havde haft at ride paa der hjemme, og den var
abildgraa. I det hun nu kommer uden for og skal til at paa den, siger
hun: »Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt«. Saa
faldt den paa Knæ med Forbenene, saa hun kunde staa op, for den var
afrettet til at ride paa, og den kjendte hendes Røst og var vant til
at gjøre, hvad hun sagde.
Brudgommen blev forbavset og kunde ikke forstaa dether. Han spørger
hende om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ham aldrig et Ord.
Saa rider de og kommer forbi Kong Linds Slot. I det samme siger hun:
»Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade
Høns og Svin.« Han holder an igjen og spørger om, hvad det var, hun
sagde, men hun svarte ikke.
Det var da helt forunderligt, tykte han, og nu holdt han sig ved
Siden af hende, til de kom forbi Højen, som hun havde siddet i. Da
siger hun: »Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din
Død«. Det var jo Flagermusen, hun mente, og dens Skind hængte der
endnu og kunde sees fra Vejen.
Han spørger atter, men hun svarer ikke. Saa kommer de til Kirken
og blev viet. Han sætter en Ring paa hendes Finger og tager hende
i det samme ved Haanden og siger, at hun skulde her for Guds Alter
love ham, at hun skulde levere ham den Ring, naar han forlangte den.
Dertil maatte hun svare ja. Nu rider de hjem ad, men paa Vejen falder
der aldrig et Ord.
Saa tidlig de kommer hjem, bliver hun kaldt ind for den anden, der
laa i Sengen og var syg, og hun skulde gjøre hende Rede for al Ting.
Hun spørger jo først, om hun havde ikke snakket.
Nej, hun havde ikke, men blot sagt ja til, at hun vilde levere ham
Ringen selv.
»Den skal du fly mig«, siger hun.
Nej, det vilde hun ikke, for det havde hun lovet bestemt.
Ja, saa fik det være til Aften, men saa skulde hun af med den. Sagen
var, at det blev mældt, at Kongen vilde komme ind for at snakke med
hende, for det var blevet sagt for ham, at hun var upasselig, siden
hun havde været i Kirke.
Saa vilde hun lige godt ikke have ham derind, men vilde staa op og
klæde sig paa, og saa komme ind i Salen til ham. Hun gjør det ogsaa,
og de kommer til Bords.
Da de nu kommer til at sidde, saa siger han: »Hvad var det, du sagde
til den graa Hest, da vi skulde til at til Kirke?«
»Jeg sagde ingen Ting«, svarte hun.
»Jo, du sagde noget til den, og den faldt paa Knæ«.
»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i
Gjemme i Dag.«
Hun gik ogsaa ud i Kjøkkenet til hende og var saa forbitret, kaldte
hende til Side og sagde, at hun havde jo dristet sig til at tale med
ham.
Nej, hun havde blot talt med Hesten og sagt til den: »Buk, Blak, du
har tilforn for mig baade nejet og skrabt.«
Saa gaar Prinsessen ind og fortæller ham det.
Han svarer: »Det var da sært, det vækker saa gamle Minder hos mig,
hvordan er du kommen efter at sige det?«
Ja, det var da saadan kommen hende for.
Nu tror hun, alt er godt, og spiser videre. Men saa siger han: »Hvad
var det, du sagde, da vi kom forbi Kong Linds Slot?«
»Jeg sagde ingen Ting.«
»Jo vist gjorde du, du skal sige mig det.«
»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i
Gjemme.«
Da hun nu kommer ud og faar hende kaldt til Side, skjælder hun dygtig
ud og er helt forbitret. »Du har jo sagt noget til ham«, siger hun.
Nej, hun havde ikke, det var til sig selv, hun havde sagt det.
Ja, saa siger hun, hvad det er, og Bruden kommer ind og fortæller
ham, at hun havde sagt: »Her har tilforn været drukken baade Mjød og
Vin, her roder nu baade Høns og Svin.«
Han siger: »Det vækker sære Minder hos mig«, og sad og spekulerede
paa, hvordan hun havde faaet de Ord i Munden.