Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 3

Total number of words is 5479
Total number of unique words is 948
56.9 of words are in the 2000 most common words
70.9 of words are in the 5000 most common words
77.0 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Nu troede hun, det hele var i Orden, men saa sagde han igjen: »Hvad
var det, du sagde, da vi red forbi Højen, og vi saa Flagermuseskindet
udspilet paa Pindene?«
Ja, det havde hun glemt, hun kunde ikke mindes, hun havde sagt noget.
»Jo, jeg vil have det at vide.«
»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, hun har alle mine Ord i
Gjemme.«
Hun er yderlig forbitret, da hun kommer ud til hende og skjænder paa
hende, fordi hun atter har sagt noget til ham ved Højen.
»Nej, jeg sagde blot saadan for mig selv: Var det ikke for min store
Nød, had' det ej blevet din Død.«
Naa, saa gaar hun ind og fortæller ham det. Han blev endnu mere
forbavset og kunde ikke spekulere ud, hvordan de Ord var falden hende
i Munden.
Derefter bliver Taffelet hævet, og nu er alting i god Behold. Om
Aftenen, da de skal ind i Brudekammeret, siger han, om hun vilde nu
give ham den Ring, hun havde faaet i Kirken i Dag.
Ja, den havde hun glemt at faa med sig derind.
»Hvordan kunde du dog glemme den?« siger han, »jeg bad dig jo om at
give mig den, naar jeg forlangte den, og hvad kunde saa bevæge dig
til at lægge den fra dig i Dag? Du maa give mig den.«
Ja, nu skulde hun hen til hendes Tærnelille, for hun havde alle
hendes Sager i Gjemme. Hun gaar ud og er saa forbitret paa Pigen.
Meningen var jo til Slutning, at hun vilde have Ringen.
»Nej, jeg vil selv overlevere den i hans Haand, for det har jeg
svoret for Guds Alter.«
Bruden skjældte ud, og hun gav gode Ord, men lige nær kom hun.
Omsider blev de enige om, at Pigen skulde gaa ind i Kammeret lige bag
efter Bruden og tage om hende og saa give ham Ringen i Haanden, ilag
Bruden slukkede Lyset.
Som sagt saa gjort, og de gaar. Pigen kommer bag efter og lister
saa stille, hun kan, og saa rækker hun Haanden ud og skal give ham
Ringen. »Har du den?« siger han til hende.
»Ja, jeg har«, og han rækker ud og vil tage den, men i Stedet for
at tage fat paa Ringen saa tager han Haanden og holder ved den, og
saa rykker han til og faar hende trukket frem. Nu viser det sig, at
der er to, og da griber han fat i hende og gjør Allarm. Da der saa
kommer Lys, ser han, at det er hans gamle Brud, han er viet til, han
kan nok kjende hende, og saa bliver den anden jaget bort med Skam og
Skjændsel. Saa blev der Glæde i Gaarde, og siden lever de godt med
hinanden.
Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev.


8. Mit Ophold paa det forønskede Slot.

Min Fader var en gammel Husmand, der boede ude ved _Hurup_, og han
drev det meget med Fiskeri. A var med ham ude hver Morgen og Aften
at røgte Bundgarnet, for han var en fattig Mand og havde ikke andre
til at hjælpe sig. Det var en Morgen tidlig, vi var ude at røgte, da
kommer der et Fartøj, som er sort over det hele, og Sejl og alting
var sort, og det styrede lige ind imod Garnet. Saa siger min Fader:
»Læg da Aarerne til og lad os komme fra det, for de styrer jo lige
ind imod os.«
A lagde jo ogsaa til, men vi var ikke komne fra Garnet, inden de var
helt inde paa os. De holder saa an og siger: »Værsgod, vil I ikke om
Bord?«
Jo, vi turde jo ikke sige nej, og vi kommer op. Da kommer Kapitainen
hen til min Fader og siger: »Er det din Søn?«
»Ja, det er«, siger han.
»Vil du ikke sælge ham?«
»Nej, det vil a rigtignok ikke«, siger han, »for ham kan a ikke
undvære, a er en fattig Mand og kan ikke holde Karl.«
»Aa«, siger Kapitainen, »naar du faar en god Betaling, saa sælger du
ham nok, a vil give to hundrede Rigsdaler for ham.«
»Nej«, siger han.
»A vil give tre hundrede Rigsdaler.«
Saa gaar a hen til min Fader og siger: »Tag de 300 og lad ham faa
mig, dem Penge kan I have godt af.«
Kapitainen lovede, a skulde faa det godt, ilag a var ved ham, og saa
blev de akkorderet om det, og min Fader fik Pengene. A kom saa med
Skibet, og det varede ikke mere en 1, 2, 3, 4, 5, saa kom vi til en
Bro, og det var saa mørkt, te a kunde hverken høre eller se. Saa
siger Kapitainen: »Nu gaar du her i Land.«
A maatte føle mig frem op langs noget Plankeværk, og Kapitainen sagde
mig ikke nogen Besked om, hvor a skulde hen. Naa, a gaar jo og stager
og stavrer omkring og kommer endelig til en stor Port. Den staar
aaben, og a gaar derind og kommer først ind i ét Værelse og saa i et
andet, og der var ingen Ting at opdage. Endelig kommer a ind i et
Værelse, hvor der var dækket Bord, og a var sulten, saa a var godt
tilfreds med det. Endelig er a mæt og gaar ind i et andet Værelse,
hvor der er to opredte Senge. Der gaar a i den ene, men det var mig
ikke muligt at falde i Søvn, for det var jo en sær Omstændighed, a
var i. Omsider hører a én Dør gaa op og saa en anden i, og der blev
saadan Maaslen. Saa kommer der et Fruentimmer ind til mig og klæder
sig af og lægger sig i Sengen ved mig. Om Morgenen, da a vaagner,
ligger der et pænt Sæt Klæder paa Stolen i Stedet for mine gamle
Pjalter, og dem trak a uden videre i, der var jo ikke andre. Saa
gik a og saa mig om paa Slottet næste Dag, og det bliver Aften, og
Kvindfolket kom den Nat igjen. Hun sagde ikke noget, og a gjorde
heller ikke, og det bliver atter Morgen. Varm Spise fik a hver Dag og
ellers alt, hvad a behøvede.
Saa tredje Aften bestemmer a mig lige vel til at spørge hende til.
»Hvad er det for et Fruentimmer, her ligger?« siger a.
Ja, hun var en Prinsesse, der var forønsket, og hun maatte aldrig se
Lys, men maatte godt have et Karlmenneske til Selskab.
Naa, ja det var jo godt nok, og a var der i halvtredje Aar. Hun var
god ved mig, og a havde ingen Nød, og vi blev da saadan ret godt
kjendt med hinanden. Saa en Aften siger a, a vilde saa forfærdelig
gjærne hjem og se til mine gamle Forældre.
»Det kan du og faa Lov til«, siger hun, »du kan gaa ned til Broen i
Morgen, saa ligger Skibet der, og du sejler hjem og maa blive væk i
tre Dage. Skibet bliver liggende og venter dig, men saa snart det
løsner det første Skud, saa skal du gjøre dig færdig til at gaa. Naar
det andet Skud bliver løsnet, skal du være ved Stranden, og ved det
tredje Skud skal du være paa Skibet, ellers kommer du ikke tilbage.«
Om Morgenen, a vaagnede, da laa der et Sæt meget pænere Klæder paa
Stolen, og der laa en Pung med mange Penge i. A trækker i Stadsen
og tager Pungen, og saa rejser a af ned til Skibet. Saa snart a er
kommen om Bord, saa sejler vi og kommer i Land i Hurup.
Skipperen siger til mig, da a gik fra Borde: »Nu maa du vide, at du
siger dine Forældre Farvel, naar du hører det første Skud, og at du
er ved Stranden, naar du hører det andet, saadan at du kan være om
Bord, naar det tredje Skud bliver løsnet, for saa sejler vi.«
Naa, a kom hjem og kunde knap kjende det, for min Fader havde faaet
Huset bygget op for de 300 Daler, og nu var det snart at se til som
en hel Gaard. De var saa glade ved at se mig igjen, men det fik en
anden Lyd, inden Udenden kom, og det maa a mi Sandhed lide under i
deher Dage. De er jo nysgjerrige og spørger mig ud, og a fortæller
jo, te a har det godt, men a kan aldrig faa hende at se. »Hun er
vist kjøn«, siger a, »men vi maa aldrig have Lys paa Slottet og hun
kommer ikke, inden det er mørkt.« Saa gav min Moder mig nogle Væger,
a skulde trimle imellem Fingrene, naar hun laa i Sengen ved mig, og
saa tænde Lys for at faa hende at se.
Tredjedagen kom saa det første Skud, og a sagde Farvel. Da det andet
kom, sad a i Baaden og sejlede ud til Skibet, og da saa det tredje
kom, var a om Bord. Nu sejlede a tilbage, og saa kom a i min gamle
Stilling. Der var Mad nok til mig, og a kom i Seng, og hun kom og
lagde sig. Endelig falder hun i Søvn, for a kan vel tænke, hun var
træt, hun sad vel sagtens inde om Dagen og skulde løske en Trold.
A tænder saa Lys og sidder og betragter hende paa alle Maader. Da
falder en varm Tælledrip ned paa hendes Bryst, og saa vaagner hun og
siger: »Du har jo tændt Lys, og jeg sagde dig endda, der maatte ikke
komme Lys til mig, nu kan du ikke være her længere.«
Lyset bliver slukket, og a ligger og spekulerer. Endelig falder a i
Søvn, og om Morgenen, a vaagner, da ligger mine gamle Pjalter der, og
a maa jo i dem, men a døjede med det. Saa kommer a ind til Bordet,
men nej, der var ingen Mad. Saa maa a ud og kommer ned til Broen, men
der var intet Skib. A stak mig ud ved Plankeværket, og saa kommer a
ud i noget Udørken og Skidt og gik der og vankede. Det var den mest
øde Tid, a har haft i mine Dage.
Da a har gaaet saadan en to, tre Dage, kommer a til et Sted, hvor
en Hund, en Falk og en Løve stod og sloges om en gammel Krikke, der
var gaaet i Bløde der ude. A gik forbi og skottede efter dem. Men de
havde set mig, og saa stod de og snakkede sammen. Løven siger: »Det
var slemt, den Person ikke delte det imellem os.«
»A kan hente ham«, siger Hunden.
Han render hen og kalder paa mig, og a troede jo straks, de vilde
splitte mig ad.
Han giver mig saa et Pons i Ryggen og siger: »Kom tilbage!«
»Hvad skal det blive til?« tænker a ved mig selv, men a maa jo med og
sjokker efter ham som et fortabt Faar.
Da a er kommen derhen, siger Løven: »Hør, du kunde dele det Krikke
viselig imellem os, saa vi skal ikke staa og slaas om det.«
Ja, a vidste jo ikke, hvad a skulde, og havde ikke noget at dele med.
Saa fornemmer a i min Bukselomme og faar fat i en stor rusten Kniv,
a havde haft til at bøde Garnene med, den havde jo ligget der længe
nu, og begynder at flæske i dether Krikkekjød. Nogle Stumper smider
a til Hunden, og Kropstykket og Benene faar Løven, og Hovedet faar
Falken. De tykte, det var godt delt, og a dasker videre.
Saa siger Løven: »Det var skidt, den Dreng fik ikke en Belønning.«
»A skal snart hente ham«, siger Hunden.
Han kommer og giver mig igjen et Stød i Enden: »Kom med tilbage«,
siger han.
A var ikke svar glad ved det, men a maatte jo med. »Nu er a mi
Sandhed færdig for min Livstid«, tænker a ved mig selv.
»Du skal have en Belønning«, siger de til mig, »men vi har ingen
Geldter.« »A vil ønske«, siger Løven, »du kan blive 15 Gange saa
stærk, som a er, og kan gjøre dig til en Løve, naar du vil.« Hunden
siger: »A vil ønske, du kan blive 15 Gange saa hurtig til at løbe
som a, og gjøre dig til en Hund, naar du vil.« Falken siger: »A vil
ønske, du kan komme til at flyve 15 Gange saa langt i ét Træk og 15
Gange saa udholdende som a, og gjøre dig til en Falk, naar du vil.«
A tænkte jo, det var noget Sludder, de stod der og vrøvlede op, og
a dasker videre; men det var en odlet Gang der i den Udørken. »Aa,
Herregud, kunde a nu have blevet en Falk og saa fløjet over til
Slottet.« Straks saa fik a Vinger og blev til en Falk, og saa fløj
a hen over Skoven og Slotshaven. Da saa a, hun sad der godt nok og
løskede en Trold.
Saa lagde hun Mærke til mig og sagde: »Aa se, der sidder da en dejlig
Fugl, maa a ikke have Lov til at bære den ind paa Slottet.«
Jo--o, det fik hun da Lov til.
Hun tager mig og bærer mig ind.
Saa ønsker a: »Gid a havde nu været Jens igjen«, og straks saa var a
Menneske.
»Naa, det er dig«, siger hun, da hun ser, hvem det er, »men du maa
ikke være her.«
Hun bar mig ud, og a maatte sidde paa Grene igjen.
Anden Dagen bar hun mig atter ind i Fugleskikkelse, og a gjorde mig
til Menneske. »Naa, er det dig igjen, men du maa ikke være her paa
nogen mulig Maade for Trolden.«
»Hvad bestaar egentlig den Trolds Styrke af?« siger a.
Det vidste hun ikke, men skulde nok faa det at vide af ham. »Du maa
ikke være her paa Slottet, det véd du nok«, og saa bar hun mig ud
igjen som en Falk, og a sad paa Grene til Dagen efter.
Da havde hun faaet det at vide. I Arabien var et Bjærg, og der var en
Drage i det; inden i den var der en Ræv, og inde i den var en Falk,
og inde i den et Æg, og hvis én kunde faa det Æg og slaa lige midt i
hans Pande, saa var han død, men det var umuligt at faa det Æg, det
vidste hun godt.
»A vil lige godt prøve det«, siger a, for a vidste, a havde en Styrke
15 Gange saa stor som en Løve. Saa laa a paa Slottet den Nat, og
næste Morgen laa der lige godt pæne Klæder og Penge til, men ingen
Ting andet. A skabte mig i Falk og fløj til Arabien.
Det varede en 14 Dage, og da a kom der til Kongeslottet, saa mældte
a mig som Hjorde og vilde nok have Plads, og a fik det ogsaa. Dagen
efter skal a ud med Faarene. Dragen skulde have syv fede Faar hver
Dag, og ham, der hidtil havde været Hjorde, han kom med de syv Faar
ud til mig. Saa siger a: »Hvor skal du hen med dem?«
»Dem skal Dragen have.«
»Aa, driv du hjem med dem igjen«, siger a, og det gjør han.
Saa kommer Dragen og vil have hans Faar.
»Nej, du kan godt nære dig til i Morgen«, siger a, »saa kan du faa
fjorten«. Og det maatte han lade sig besige med.
Anden Dagen kommer a atter ud, og saa kommer den anden drivende med
de 14 Faar. »Hvor skal du hen med dem?«
»Dem skal Dragen have.«
»Driv du kun hjem igjen«, siger a.
Saa kom Dragen, og han var sulten, men a sagde: »Du kommer til at bie
til i Morgen, saa skal du faa 21.«
Ja, det maatte han finde sig i.
Tredje Dagen kommer han drivende med de 21 Faar. »Hvor skal du hen
med dem?« siger a.
»Det er til Dragen.«
»Han skal ingen have.«
Saa kommer Dragen og er saa gal.
»Vil du have nogen Faar«, siger a, »saa kom herud.«
Saa skaber a mig til Løve, og Dragen faldt an paa mig, og saa blev
der en stor Kamp. Endelig bliver han udmattet, og a blev ogsaa. Han
sagde: »Ak havde a endda haft en Drik koldt Vand, saa skulde a have
revet dig ihjel!« og saa siger a: »Havde a haft en Flaske Vin af
Kongens allerbedste Vin, saa skulde a snart have gjort det af med
dig.« Tjeneren, der var dreven der ud med Faarene, han hørte, hvad a
sagde, og løb hjem efter Vinen og slog den i Halsen af mig. Saa rev
a Dragen ihjel.
Nu blev der saadan Glæde i Kongens Gaard, for nu var de fri for at
give de Faar til Dragen, og Kongen vilde haft mig til at faa hans
Datter. Men a vilde ikke. A var der i 14 Dage, og der blev gjort stor
Stads af mig, men saa fløj a tilbage til Slottet, der var forønsket.
A lægger mig i Sengen, og Prinsessen hun kommer.
»Naa, du har saa været i Arabien«, siger hun.
»Ja a har.«
»Det er forfærdelig, saa skidt tilpas Trolden har været i de sidste
otte Dage«, siger hun, »a kan ikke vide, hvad han fejler.«
Næste Morgen gaar a ud i Haven og ser mig om. Endelig kommer a saa
vidt, te a faar Øje paa Trolden og Raad til at slaa ham Ægget i
Panden. Saa var han død med det samme.
Nu var Slottet frelst, og det hele var frelst, og saa vilde
Prinsessen nok have mig til Mand. Men Araberne var fortrydelige over,
te a saadan var rømt fra dem, og de vilde saa føre Krig paa os. A
gaar i Spidsen bestandig, for a var jo svært forvoven, og saa var der
en Fæstning, a stod i, den tog de, og a blev taget til Fange og blev
lagt i Bast og Baand. Endelig blev a løst ud af en Officer og sendt
her hjem til Danmark, og siden har a ikke set noget til Slottet
eller Prinsessen.
Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm.


9. Kikkert, Taske og Hest.

Der var en Hjøvremand, der passede alt Kræet for en Kjøbstad, og
saa havde han en Søn til at hjælpe ham. Folkene i Byen drev dem ud
til ham, og han tog saa imod dem, som Skik var i forrige Tider. Saa
snakkede Folk med denher Dreng om, te de tykte, det var noget skidt
noget, han gik saadan, han lærte jo ikke at bestille noget og blev
aldrig andet end Hjøvredreng. Endelig beslutter han sig til at ville
rejse fra Faderen og ud i Verden.
»A vil ikke være her længere, a vil ud og se mig om«, siger han til
ham.
»Jammen det er galt, a kan ikke passe Kræet ene, saa kommer a til at
give mit Kald op, og saa har a ikke noget at fortjene.«
Ja, det var nu det samme, »nu i Morgen rejser a«, siger Drengen, og
det blev ogsaa saadan. Han tog Afsked med Faderen og rejste.
Han gik et langt Sæt og traf ikke at faa Arbejde. Endelig en Dag
kommer han ind i saadan en forfærdelig stor Aførk med Bjærge og Dale
og Buske og Krat. Der træffer han én, som gaar og vogter Faar i den
Tørgi. Han spørger ham om, hvad han tog sig for.
»Det kan du jo se«, siger han, »a gaar og passer mine Faar.«
»Hvad er dit Navn?« siger Drengen.
»A har intet videre Navn, end a kaldes Bjærgmanden; men hvad er du
for en én?«
Ja, han var en Dreng, der rejste om at faa Arbejde.
»Saa kan a bruge dig«, siger Bjærgmanden.
Drengen spurgte, om det var ikke for strængt.
»Nej, det kan du nok komme over, du skal blot spise og drikke og leve
godt og ingen Ting bestille.«
Ja, saa vilde han ogsaa tage imod Pladsen, og han kommer med
Bjærgmanden hen til en Hule, der var ned i et stort Bjærg. »Her er
min Bolig«, siger han, og de kommer ind.
Der var en gammel Kjælling der inde, det var Bjærgmandens Moder, og
hende siger han til: »Nu har a fanget én, der skal sættes ind og
fedes, og naar han saa er bleven fed nok, skal han slagtes og spises.«
Det kunde være godt nok, tykte hun, og saa blev Drengen lukt ind i et
lille Rum, og han faar ikke andet at æde end sød Mælk og Hvedebrød og
Nøddekjærner. Bjærgmanden kom af og til ind og følte paa ham, om han
tog sig noget.
Saa en Aften hører han Bjærgmanden sige til hans Moder: »Er han ikke
fed nok nu?«
»Jo, han kan ikke blive federe«, siger hun.
»Saa skal han slagtes i Morgen; kan du saa slagte ham? Men det kan
vel blive strængt nok for dig, for han er vel dygtig stærk.«
»Jo«, siger hun den gamle, »det kommer a nok over, for a tykkes, han
lader saa villig og from, a kommer nok afsted med at slagte ham.«
»Naar du saa faar ham slagtet, saa tager du et Stykke af ham og
steger i Panden og sætter i Kakkelovnskrogen, til a kommer hjem i
Aften.«
Ja, det skulde hun nok.
Da Kjællingen kommer ind til Drengen om Morgenen, siger hun: »Ja, i
Dag skal du slagtes.«
Det lod han til at finde sig godt nok i.
»Vil du nu være villig at komme afsted med?«
»Jo, det skal a nok være«, siger han.
»Ja, kom saa ud, vi maa helst faa Ende paa det.«
Han gaar ogsaa godvillig med hende.
»Læg nu dit Hoved ned paa denher Blok.«
»Jammen du maa helst vise mig, hvordan a skal lægge det. Læg nu dit
Hoved først.«
Saa tager han Øksen og hugger til, saa var Kjællingen kappet af. Han
river et Stykke ud af hende og faar stegt i Panden og sætter det hen
i Kakkelovnskrogen, men Kroppen faar han slæbt ind i Sengen og sætter
Hovedet til Kroppen og dækker det hele pænt til. Da det var nu til
Side, saa render han hans Vej.
Da Bjærgmanden kommer hjem om Aftenen, ser han hen til den gamle og
siger: »Aa, den gamle Stakkel, nu er hun gaaet til Ro, ja, hun har
haft en stræng Dag.« Saa gaar han hen og tager Stegen, og spiser
ogsaa noget af den, for han tykte, det smagte helt godt.
Endelig gaar han hen til Sengen og vil have Ord med hende, men
hun svarer ikke. Han tager Dynen til Side og rusker i hende, da
falder Hovedet fra Puden og ned paa Gulvet. Saa kan det nok være,
Bjærgmanden blev gal. »Nej, se nu til den skammelige Dreng, der har
han nu narret den gamle og faaet Livet af hende, og saa er det din
egen Moder, du har spist af.« Drengen var han nu saa meget gal paa
og gik og bandede over ham: »Kunde a endda faa fat paa den Knægt,
men nu er han jo rendt hans Vej. Ja, hvis a kan faa fat i ham tiere,
saa skal han saadan blive belønnet.« Naa, saa fik han jo hans Moder
begravet, og saa gik han ene og snagede omkring.
Saa skal vi høre lidt om Drengen. Han gaar saa længe, til han kommer
til en Kjøbstad, hvor Kongen boede. Der faar han Hestestalden spurgt
op, og saa lader han sig mælde ved Staldmesteren, om han ikke kunde
faa Arbejde der.
Jo, han svarte: »Naar du opfører dig vel, kan du faa Plads som
Stalddreng.«
Saa var han der et Sæt, og Staldmesteren var godt tilfreds med ham.
Endelig beslutter han sig til at ophøie ham, for han tykte, at
Stalddrengen var for god til at gaa der i Stalden, og saa gaar han
ind for Kongen og mælder, at der var kommen saadan en Dreng rejsende
og havde søgt Tjeneste, og han havde taget ham til Staldtjeneste. Der
opførte han sig saa dejlig, at han tykte, den Dreng skulde være noget
andet.
»Lad ham komme ind, jeg vil se ham«, siger Kongen.
»Du skal ind, for at Kongen kan se dig«, sagde Staldmesteren.
»Hvad vil han mig?«
»Ikke andet end godt, gaa du kuns.«
Da han saa kommer frem for Kongen, siger han: »Jeg hører, at du er
saadan en flink Dreng i Stalden, saa jeg har besluttet at ophøje dig.
Du maa da hellere komme ind og hjælpe dem ude i Køkkenet.«
Altsaa bliver han Kokkedreng og var der inde et Sæt. Da mælder
Køkkenmesteren for Kongen, at det var saadan en flink Dreng, han var
snart for god til at være i den Stilling, Kongen skulde sætte ham
lidt højere op.
»Jeg maa da hellere tage ham og sætte ham ind i mit Raad«, sagde
Kongen.
Men det fortrød de andre af Kongens Tjenere paa, og til sidst
snakkede de om at faa ham fordreven, for han blev mere og mere gjæv
med Kongen, og de var ræd for, han skulde blive den ypperste. Saa
gaar de til en gammel Minister og siger: »Du er gammel og klog, kan
du ikke opfinde et Raad til at faa ham væk? Du kunde jo tænke noget
op, som er umuligt for ham at skaffe, saa skal vi nok faa ham væk.«
Saa gik han og studerede. Endelig en Dag siger han: »Ja, nu véd a,
hvad a vil sige. Han har sagt, hvor der er en _Guldkikkert_, som han
kan skaffe, og naar en ser i den, kan en se over hele Verden, og
ingen Ting kan da være skjult for én, hverken over Jorden eller under
Jorden.«
»Ja, det er ham umuligt at skaffe, lad ham kuns komme frem for
Kongen.«
Ministeren gaar saa ind og fortæller: saadan og saadan havde han sagt.
»Det var da en dejlig Ting at faa«, siger Kongen, »lad ham komme ind,
saadan en Kikkert maa vi have.«
Saa gaar de ud til Drengen og siger: »Du skal ind til Kongen.«
Ja, han kommer ogsaa ind.
»Har du sagt, at du kan skaffe en Guldkikkert, som en kan se i over
hele Verden, og ingen Ting kan være skjult hverken over Jorden eller
under Jorden?«
»Nej, det har a aldrig tænkt, langt mindre sagt.«
»Jo, du maa have sagt det, ellers kunde de jo ikke have kommet og
fortalt mig det, og derfor skal du skaffe den, ellers skal du miste
dit Liv.«
Saa kunde han gaa med det, og han gaar ned ad Gaden og har ikke mere
Glæde end til sig selv. Da kommer han forbi et lille Hus, og der
kommer en gammel Kone ud af. »A tykkes, du ser saa nedslagen ud«,
siger Konen, »hvad er der ved det med dig?«
Ja, det kunde ikke nytte, han sagde hende det, for det kunde hun ikke
raade ham i.
»Ja, det kunde endda være«, siger hun, a har raadet mange, og de har
befundet dem vel ved det. »Kom ind og fortæl mig, hvad det er.«
Naa ja, saa gaar han ogsaa med ind og fortæller saadan og saadan, det
var jo en Misundelse fra hans Medtjeneres Side, mente han.
»Ja, den Guldkikkert kan du nok skaffe, for den findes ved den
Bjærgmand, du var ved, den Gang du skulde slagtes, og den staar paa
en lille Hylde over hans Hoved. Men du skal være der bestemt, naar
Klokken slaar 12, for imellem 12 og 1 da sover han, men du maa være
ganske listelig for ikke at vække ham. Drag du kun af, Vejen kjender
du, og a skal nok være til Rede og hjælpe dig i Land med det, men du
kan ikke se mig. Du vil komme i mere Forlegenhed siden, men kom kun
til mig med, hvad du mangler, a skal nok hjælpe dig. Har du aldrig
hørt Snak om en Heks?«
»Jo, a har«, siger han.
»Ja, a er saadan en én, a er tillige med en Mesterheks.«
Saa gik han, og kom lykkelig hen til Bjærgmandens til Kl. 12, og
han fik godt nok fat i Guldkikkerten, der stod paa Hylden over
Bjærgmandens Hoved. Saa rejste han af hjem ad og kom op til Kongen
med den, og det var saa meget dejligt. Kongen skulde straks ud at se
i den, og han kikker over hele Verden, saa ingen Ting var skjult for
ham. Nu var Kongen saa meget godt tilfreds med ham.
Saa skulde deher Skalke til at studere paa noget igjen, for det fik
de ham ikke fordreven med. De gik til den gamle Minister, og han
gik nogle Dage og spekulerede. Saa kom han: »Véd I nu, hvad a har
spekuleret ud? Nu vil a fortælle Kongen, te han har sagt, han vidste
af en _Guldtaske_ at sige, naar en slaar paa den ene Ende, saa kommer
det ene Regiment Soldater ud efter det andet, og det kan de blive ved
med, saa længe det skal være. Naar en saa ikke vil have flere, saa
skal en slaa paa den anden Ende, saa gaar de ind i Tasken igjen.«
»Ja, det var da saa meget en grum én«, siger de, »det maa vi have
fortalt for Kongen.«
Da han hører det, siger han: »Den maa jeg have,« og han sender Bud
efter Drengen. Da han kommer ind for Kongen, spørger han jo, om han
har sagt saadan og saadan.
Nej, han havde ikke, og det kunde han aldrig finde paa.
»Jo, naar du kan skaffe det ene, saa kan du ogsaa skaffe det andet,
du sagde lige saadan, da der var Tale om Kikkerten, men du kom jo
lige godt med den, og naar du nu ikke kommer med Tasken, skal du
miste Livet.«
Saa gaar Drengen med det og søger ned til den gamle Heks.
»Hvad er der nu ved det?« siger hun.
Ja, Kongen havde da sagt saadan og saadan, og det var der da ingen
Raad til at skaffe.
»Jo, du kan nok faa den, men det vil blive vanskeligt. Den Taske det
er netop Bjærgmandens Hovedpude. Du skal være der som forrige Gang
bestemt Kl. 12, og du maa være ganske listelig, men a skal nok være
der og hjælpe dig det, a kan.«
Naa, det gaar dem lykkelig og vel, og han faar Tasken og kommer op
med den til Kongen.
»Ja, vi skal ud i Gaarden og have den prøvet«, siger han, »vi maa se,
om det er sandt, at Krigsfolkene ogsaa vil komme.«
Saa gaar de ud i Gaarden, og han flyer Kongen Tasken. Han slaar, og
de kommer ud, det ene Regiment efter det andet, og Gaarden blev helt
fuld af Mennesker, baade Kavalleri og Artilleri. Det var da saa
meget en herlig Ting, tykte Kongen.
»Men kan de nu komme derind igjen?«
»Ja, det skal vi prøve.«
Han slaar paa den anden Ende, og saa stimler de ind lige saa stærkt.
»Nej«, siger Kongen, »det er en uundværlig Ting at have saadan én«,
og nu blev han meget mere gjæv med ham.
Saa skulde deher Skalke til at spekulere igjen, og de gik til
Ministeren, om han kunde spekulere noget mere ud. Saa gik der nogle
Dage. Da kommer han og siger: »Véd I nu, hvad a har tænkt op?«
»Nej.«
»Nu vil a sige, han har sagt, te han véd, hvor der er en _Hest med en
Guldbjælde ved hver Haartave_, og naar én rider paa den Hest, saa kan
en høre den til Verdens Ende.«
Det kommer nu ind for Kongen, og han bliver da kaldt ind for ham.
»Har du sagt, at du kan skaffe en Hest med en Guldbjælde ved hver
Haartave?« og saadan og saadan. »Den Hest maa jeg have.«
Nej, det havde han ikke sagt, og det var ham umuligt at skaffe saadan
en Hest.
»Jo, det kan du nok, og du har ogsaa sagt det. Hvis du ikke skaffer
Hesten, saa skal du miste dit Liv.«
Saa gaar han med det, og han søger ned til den gamle Heks igjen.
»Hvad er der nu ved det?« siger hun.
»Ja, nu har de fundet paa noget andet, nu har de bildt Kongen ind,
te a kan skaffe en Hest med en Bjælde ved hver Haartave, og naar en
rider paa den, saa kan en høre den til Verdens Ende.«
»Ja, den Hest kan du nok faa, den staar inde i Bjærgmandens Stald,
men det vil ikke blive nemt at faa den ud i den korte Tid, der vil
blive Travle. Nu skal vi have en hel Del Bomuld med os, for der maa
ikke være en eneste Bjælde aaben, de skal allesammen stoppes med
Bomuld, for saa snart Hesten rører sig, saa klinger alle Bjælderne,
og saa er Bjærgmanden vaagen. Da er vi ovre det hele.«
Naa, de kommer ogsaa derhen, og Heksen følger med og hjælper. Der var
mange Bjælder at stoppe, men de fik dem dog stoppet inden Kl. 1, og
saa fik de Hesten ud og kom lykkelig og vel hjem med den. Saa siger
Heksen: »Nu skal vi have alle Bomuldstotterne tagen ud, og saa rider
du ind i Staden og op til Slottet i fuld Galop, saa det kan rigtig
bjældre. Det er den gamle Minister, der har voldt dig al den Fortræd
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 4
  • Parts
  • Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 1
    Total number of words is 5362
    Total number of unique words is 932
    53.8 of words are in the 2000 most common words
    70.7 of words are in the 5000 most common words
    77.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 2
    Total number of words is 5358
    Total number of unique words is 1032
    56.1 of words are in the 2000 most common words
    71.4 of words are in the 5000 most common words
    78.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 3
    Total number of words is 5479
    Total number of unique words is 948
    56.9 of words are in the 2000 most common words
    70.9 of words are in the 5000 most common words
    77.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 4
    Total number of words is 5371
    Total number of unique words is 966
    55.7 of words are in the 2000 most common words
    71.5 of words are in the 5000 most common words
    78.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 5
    Total number of words is 5328
    Total number of unique words is 1020
    57.1 of words are in the 2000 most common words
    71.6 of words are in the 5000 most common words
    76.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 6
    Total number of words is 5433
    Total number of unique words is 973
    56.2 of words are in the 2000 most common words
    71.1 of words are in the 5000 most common words
    77.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 7
    Total number of words is 5358
    Total number of unique words is 1030
    56.0 of words are in the 2000 most common words
    71.8 of words are in the 5000 most common words
    78.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 8
    Total number of words is 4555
    Total number of unique words is 1025
    52.3 of words are in the 2000 most common words
    67.8 of words are in the 5000 most common words
    75.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.