Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 4

af Misundelse, men nu kan han ikke finde paa mere, og saa er du fri.
Nu skal du forlange, at Kongen skal lade ham hænge. Men lad mig nu
se, du taler ingen Mennesker til om, at her bor en Heks, for ellers
kommer a nok om ad dig og gjør dig et Puds for det.«
Naa, saa takker han hende for Hjælpen, og saa rider han op gjennem
Staden til Slottet, te det klingrede, og alle Folk strømmede da
saadan sammen fra alle Gaderne for at høre dether. Der var jo ikke
det mindste at se af Hesten saa næsten andet end Guld for alle deher
Guldbjælder. Nu maatte han udbede sig af Kongen alt hvad han vilde.
Saa siger han: »For det første udbeder a mig, te den gamle Minister
skal hænges.«
»Hvorfor skal han det?« siger Kongen.
»Jo, han er ondskabsfuld, han har sat efter mig hele Tiden, siden a
kom her, men det lykkedes ham ikke.«
Nej, det kunde ikke ske, sagde Kongen, han elskede ham saa højt.
»Ja, det kan godt være«, siger han, »men sker det ikke, saa er alle
de tre Sager mit, som a er kommen med.«
»Ja, det faar du ikke med det gode«, siger Kongen.
»Saa vil a have det med det onde. A skal nok se, a faar fat paa
Tasken, og saa slaar a alle mine Krigsfolk ud, saa kan Kongen komme
med hele hans Krigsstyrke, saa vil vi prøve det med hverandre.«
Nu vidste Kongen jo godt, at han kunde gjøre, hvad han sagde; han
havde taget Tasken fra Bjærgmanden og kunde vel ogsaa nok tage den
fra ham, og saa siger han: »Nej, lad os nu ikke drive det saa vidt,
jeg er bange for, du faar Magten paa en Maade alligevel. Nu skal vi
være gode Venner og saa lade alt det andet være glemt. Har du Lyst
til det, maa du faa Prinsessen og hele Riget.«
Jo, det tykte han ogsaa godt nok om, det Tilbud vilde han ikke lade
gaa fra sig.
Lav de saa havde haft Bryllup, og alting var i Orden, saa siger han,
at han vilde hjem og se til hans gamle Forældre. Prinsessen spurgte,
om hun maatte komme med.
»Ja, det maa du godt«, siger han, »men de er fattige.«
Det var det samme, hun vilde gjærne se dem. Saa rejser de hjem til de
gamle. De blev saa forundrede ved at se alle de kongelige Folk, der
saadan kom kjørende, og kunde jo ikke forstaa, hvad det var. Men saa
fortæller han jo, te han var deres Søn og havde saadan affenseret, te
han nu var bleven Konge der og der. Saa siger Prinsessen: »Lad os nu
tage de gamle Forældre med os, de skal ikke være her, og vi har nok
til dem.«
»Naa ja, tykkes du det, saa er det og med min Villie.«
»Ja, saa kan du nu lægge din Hjøvrestok ned«, siger han til Faderen,
og saa gjorde han det, og de tog med dem hjem. De gamle fik fine
Klæder og fik en pæn Lejlighed at bo i, og saa lever de der og lider
allesammen godt med hverandre.
Niels Hansen Li, Vejen.


10. Den forskudte Dronning.

Der var et Sted, hvor de var ved at kjøre Møg ud om Foraaret, og
Konen var gammel og havde tre voksne Børn, to Piger og en Søn.
Den ene af Pigerne skulde giftes, men saa vilde Moderen bestemme,
hvor mange Børn hun skulde have. De havde netop faaet kjøbt nogle
Kullerfisk, og hun tager en Kuller og skjærer den i tre Stykker,
og saa gjør hun hendes Kunster med dem. Hoved- og Halestykket
skulde være Piger, og Mellemstykket en Dreng, og nu var det jo
Bestemmelsen, at Datteren skulde have de Stykker at spise. Men uden
at Konen lagde Mærke til det, kom Tjenestekarlen ind, det var ham,
der kjørte Møg, og han var sulten og saa deher Stykker Fisk, der var
lavet saa pænt til. Han tykte, de saa godt ud, og saa snap han det
mindste Stykke, det var jo Halestykket, og spiste det. Konen tænkte,
at Datteren havde taget det, eftersom Bestemmelsen var, og saa blev
der ikke mere ud af det for det første.
Der gaar en Tid hen, men saa bliver Karlen saa før, og han kunde da
ikke begribe, hvordan det havde sig. Endelig kommer han i Tanker om,
at han maatte da være med Børn, og vil da en Dag gaa hen og se, om
han kan komme over det paa en Maade. Han kommer til en Lind og lægger
sig der under for at hvile sig. Da bliver han forløst og faar et
lille Pigebarn. Derefter rejser han sig og gaar hans Vej, saa faar
det at blive til, hvad det kan, med Barnet. Da er der en Fugl, som
kaldes _Gan_, den flyver ned og tager Barnet op i sin Rede til sig.
I den samme Tid var Kongen ude paa Jagt, og havde Lakajer og Skytter
og Jagthunde med sig. Han var en ganske ung Konge, kuns atten Aar,
og de andre var ridende, men selv var han kjørende i en Karet. Saa
rendte Hundene hen til Træet, som Fuglen var i, og de gnislede og peb
og vilde ikke derfra. Han kaldte, men de smut derhen igjen. Saa siger
han til Tjenerne, de skulde se efter, hvad der var i det Træ, for én
Ting Mærkelighed maatte der være.
Ja, han kunde ikke vel gaa derop.
Men Kongen vilde ikke lade sig besige med det, og han befaler ham at
gjøre det.
Saa maa han derop. Da laa der et Pigebarn i en Rede.
»Tag det med dig herned!« raabte Kongen.
Ja, han kunde ikke.
»Det skal du, og du skal svare til, det kommer velbeholden ned.«
Saa kommer han med Barnet, og Kongen tager det og sidder med det paa
Skjødet der inde i Vognen.
Han kommer hjem til Moderen og forlanger, at hun skal opfostre ham
det Barn. Hun vokser op og bliver saa smuk, og da hun er voksen, vil
han ægte hende. Det var Moderen saa meget imod, da de ikke vidste,
hvor hun var fra. Men Kongen svarte, at han var lige glad, han vilde
nu have hende, og det var ham lige meget, enten det var hende med
eller imod.
Dertil svarer Moderen: Ja, saa skulde hun lave saadan et Bad for ham,
te han aldrig skulde glemme det.
De holder altsaa Bryllup, og det varer i 18 Dage; men Moderen var
saa gal, te hun var ved at gaa af hendes gode Skind og i Hundens.
Nu var Kongen hjemme ved hans unge Dronning i to Aar, og hun bliver
frugtsommelig. Da sker det, at der kommer Krig paa, og Kongen maa
med. I det Lag han er henne, gjør hans Dronning Barsel og faar
et skjønt Drengebarn. Den gamle Dronning tager og brækker et Ben
i Stykker paa det, lægger ham derefter i en Begkiste, hun har
faaet lavet til det samme, og saa ud paa Havet med den. Da Kongen
kommer hjem fra Krigen, begynder hans Moder at fortælle op om, hvor
forskrækkelig den unge Dronning havde været. Hun havde saadan banket
hende og været saa ond imod hende, og nu havde hun da ogsaa gjort
Barsel og faaet en Dreng. Men ham havde hun brækket Benene paa og
taget Livet af omsider. Kongen sagde ingen Ting til det, men var god
nok ved hans Dronning lige godt.
Han var nu hjemme i to Aar til, og da kom der atter Krig paa, saa
han skal afsted igjen. Hans Dronning var igjen frugtsommelig og gjør
Barsel, i Lag han var henne. Den gamle Dronning tager og brækker den
ene Arm paa det Barn, og saa lægger hun det i en Begkiste og sætter
den ud paa Havet. Da Kongen bliver ventet hjem, tager hans Moder ud
imod ham og taler nok saa venlig til ham.
Saa viser hun ham hendes Hænder, og han ser, der er snart ikke Hud
paa dem. »Se, saa ilde har hun tilredt mig og handlet med mig«, sagde
Dronningen. »Jeg har nok sagt dig, hvad Spøgelse hun er, men du har
aldrig villet tro mig. Vi véd jo ikke, hvad hun stammer fra, og saa
meget er vist, hun er ikke værd at have. Nu har hun faaet det andet
Barn, og det brækkede hun Armene paa, og til sidst fik hun det da af
med Livet.«
Kongen sagde ingen Ting, men gik ud til hans Dronning og blev ved at
holde lige meget af hende.
Nu var han hjemme igjen i to Aar, og da bliver Dronningen atter
frugtsommelig. Saa kommer der Krig paa for tredje Gang, og Kongen
maa afsted. Lav han er borte, gjør Dronningen Barsel og faar et kjønt
Drengebarn. Kongens Moder kratter Øjnene ud paa det, og lægger det
saa i en Begkiste, som hun sætter ud paa Havet. Da Kongen kommer hjem
igjen, drager hans Moder ud imod ham og fortæller, at hans Kone havde
været saa ond og saa ond imod hende. Her kunde han se, hvordan hun
havde kradset Neglene af hendes Fingre, og hvordan hun havde faaet
store Huller i Ansigtet. Det havde hans Kone gjort alt sammen. Nu
havde hun ogsaa gjort Barsel og først kradset Øjnene ud paa Barnet
og derefter taget det helt af med Livet. »Dersom hun nu ikke kommer
væk«, sagde hun, »saa kan jeg heller ikke være her, det er ikke til
at holde ud.«
Hun følger saa med ind paa Slottet, for at han ikke skal glemme det.
Han gaar nu ind til hans Kone og spørger hende, om det er sandt, hvad
hans Moder har sagt. Nej, det var ikke, og hun fortæller, hvordan
Moderen har taget Barnet, saa hun ikke vidste, hvad det blev til. Men
nu lod det til, han troede Moderen bedst, for han sagde, at nu fik
hun at rejse hendes Vej.
Ja, naar det ikke kunde blive anderledes, saa vilde hun ogsaa godt
rejse. Han vilde give hende 400 Daler i Rejsepenge og en Karet og
Kusk og Tjener, og saa rejste hun af med det.
Den Gang hun kjørte ud af Kongens Port, da græd hun saa forfærdelig,
for hun var jo saa harmet og elendig, og tørrede sig med hendes
Lommeklæde, saa det var helt gjennemblødt.
Hen paa Eftermiddagen siger Kusken: »Hvor skal vi lægge os ind i Nat?«
Hun svarer: »Vi skal have Nattely under den Stjærne, der sidder lige
i Øster.«
Naa, saa kjører han efter den, og de kommer dertil, lige før det blev
mørkt. De hører efter, om de kan faa Herberg. Der bliver svart ja, og
de faar fra, og saa kommer de ind og faar noget at spise.
Som de nu sidder ved Bordet, siger Dronningen, om de kan ingen
Æventyrer fortælle.
Nej, ikke noget videre, siger de, men de tænkte nok, hun kunde, der
havde rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200
Daler og en Karet med Kusk og Tjener. Men kunde de ikke, skulde de
give hende lige saa meget. Det Forslag fik de ikke at fortryde paa.
Nej, de ønskede nok at høre hendes Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«
De spekulerede og spekulerede og blev ved at sidde og spekulere, til
Klokken var tolv om Natten. Saa maatte de give dem tabt, og hun fik
de 200 Daler og Karet og Kusk og Tjener.
Den Gang hun gik ud og skulde rejse videre, saa hun, der sad en bitte
Dreng ved Siden af Kakkelovnen og sad og skrev. Han var halt, og hun
spørger saa, om det var deres egen.
Ja tu, det var det da nok paa en Maade og endda ikke.
Hvordan det kunde da være? siger hun.
»Ja, vi har fundet ham ved Siden af Havet i en Begkiste, der var
dreven i Land, og hans ene Ben var brækket. Det kunde vi ikke faa
lægt, for Saaret var for gammelt, og derfor er han saa halt.«
Saa spørger hun, om hun maatte tage ham, i Fald hun kunde kurere ham.
Ja, det maatte hun med Glæde og alt Gode.
Saa vilde hun prøve paa det. Hun tager hendes Lommeklæde frem og
vrider en Drop af det og lader falde paa Benet. Da kom det sig og
blev lige saa lige, som det aldrig havde været brækket, og hun tager
ham saa med sig.
De kjørte igjen den næste Dag, og hen paa Eftermiddagen spørger
Kusken om, hvor de skal lægge sig ind i Nat.
Ja, under den Stjærne, der vendte lige i Sønder.
De kjører og kommer dertil saadan i Mørkningen. Det Sted var dobbelt
saa stort som det, de var i sidste Nat. Saa spørger de jo, om de
kunde faa Losi.
Jo, de havde Plads nok, og de fremmede kommer ind og faar noget at
spise.
Saa, som de nu sidder ved Bordet, spørger hun efter, om de kunde
ingen Æventyrer fortælle.
Nej, ikke saadan videre, svarer de, men hun maatte vist kunne
fortælle, der havde rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200
Daler og en Karet med fire for, samt Kusk og Tjener. Men kunde de
ikke, skulde de give hende lige saa meget. Det var kun et Forslag,
hun vilde gjøre dem.
Ja, det vilde de godt gaa ind paa, og de ønskede nok at høre hendes
Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«
Nej, det kunde de ikke finde ud af, de spekulerede endda til Midnat,
nej, saa vilde de hellere give de Ting.
Om Morgenen, de skal kjøre videre, sidder der en bitte Dreng ved
Siden af Kakkelovnen med saadan en daarlig Arm.
Om det var deres egen? siger hun.
Nej, det var det just ikke, og saa var det dog paa en Maade, for de
havde fundet ham ved Stranden i en Begkurv.
Hvad der gik af hans Arm?
Ja, den var brækket, den Gang de fandt ham, og de kunde ikke faa den
kureret.
Saa spørger hun, om hun maatte faa ham, naar hun kunde kurere ham.
Ja, siger de, naar han kunde faa det saa godt, vilde de nok være
skilt ved ham.
Saa tog hun Drengen og vred igjen en Drop af Lommeklædet og lod falde
paa Armen. Da kom han sig og kom saa med hende.
Hen paa Eftermiddagen spørger Kusken om, hvor de skal være i Nat.
Ja, han kunde kjøre til den Stjærne, som vendte lige i Vester.
Ud paa Aftenen kom de til en Gaard, og den var dobbelt saa stor som
den sidste. Nu havde hun jo tre Kareter med hendes egen, og Kusk og
Tjener til dem alle tre. De hører efter, om de kan faa Natteherberg.
Jo, det kunde de godt faa, og saa faar de fra og kommer ind og faar
noget at spise.
Som de nu sidder ved Bordet, siger hun, om de kunde ingen Æventyrer
fortælle.
Nej, ikke saadan videre, men de tænkte nok, hun kunde, der havde
rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde svare hende paa den, vilde hun give dem
200 Daler og en Karet med fire for og Kusk og Tjener, men kunde de
ikke, skulde de give hende lige saa meget, de maatte ikke fortryde
paa, at hun saa bad om lige saa meget igjen.
Nej, det var ikke sært, Forslaget var godt nok, og de vilde gjærne
høre hendes Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«
De spekulerede og blev ved med det til Midnat, og saa var det forbi,
nu maatte de give hende, hvad hun skulde have.
Om Morgenen, da hun skulde rejse videre, sad der en bitte Dreng i
Vuggen og var blind, og hun spørger, om det var deres.
Ja, paa en Maade, men i Grunden ikke, for de havde fundet ham nede
ved Stranden, han var dreven i Land i en Begkiste, og begge hans
Øjne var krattet ud og hængte langt nede paa Kinderne af ham. De
havde nok sat dem ind, men han kunde ikke se med dem.
Saa spørger hun, om hun maatte ikke tage ham, i Fald hun kunde gjøre
ham seende igjen.
Jo, det var ikke sært, de kunde ikke levere ham til nogen bedre.
Hun havde endnu saa meget af Taarerne i hendes Lommeklæde, at hun
kunde vride nogle Dropper i Øjnene af ham, og den Gang hun fik det
gjort, saa kunde Drengen se. Saa tog hun ham med, og nu havde hun
alle hendes tre Børn, og de var friske og raske.
»Hvor skal vi nu kjøre hen?« siger Kusken.
»Ja, du skal kjøre lige tilbage igjen og ind i Kongens Gaard.«
Det gjør han, og Kongen kommer selv ud og tager imod dem. Da han ser
alle de Kareter, nu var der jo fire i alt, og faar hans Dronning og
Børn at se ogsaa, bliver han saa glad, at han kan ikke styre sig, men
tager efter hende med alle Hænder og løfter hende af Vognen og faar
hende ind.
Men hun siger nej, hun vil ikke ind, undtagen han vil gjøre ved hans
Moder saadan, som hun havde gjort ved hendes Børn.
Nu fortalte hun, hvordan den gamle Dronning havde baaret sig ad, og
han siger, at det vilde han nok, for hun havde ikke fortjent bedre.
Saa siger han til en gammel Røgter, han havde, at han skulde gaa
ind og lægge Reb paa og saa slæbe hende i det ned til Havet. Nu
bliver den gamle Dronning klog paa, at det var den unge Dronning, der
var kommen, og hun vil da ud og tage imod hende, men saa springer
Røgteren til og lægger en Rendesnøre omkring Halsen af hende og
slæber saa af med hende. Nu skulde han jo brække hendes Ben og Arme
og kratte Øjnene ud paa hende, naar hun kom derned, og det gjorde han
ogsaa. Til sidst skød han hende ud i Havet, og saa kravlede hun op
paa en stor Sten der ude, og naar der kommer nogle Søfolk der forbi,
saa sidder hun og haajer og vinker ad dem, de skal komme og tage
hende med, men det gjør de jo ikke, og hun bliver siddende og sidder
der endnu. Den unge Dronning derimod tager ind til Kongen igjen, hun
viser ham Børnene, og han er glad ved at se dem, og saa lever de nok
saa fornøjet sammen, og der skal være af den Kongefamilie endnu.
Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel.


11. De tre Lærdomme.

Der var en Mand, der havde tre Døtre. Saa en Dag kom der en Mand
kjørende i en fin Karet med fire for og vilde bejle til én af
Døtrene. Han kunde faa hvad for én han vilde have af dem, og Enden
paa det blev, at han fik den ældste, som hed _Maren_. Saa tog han
hende med sig hjem, hun satte sig ved Siden af ham i Kareten, og de
kjørte. Næste Aar kom der en Bejler igjen, og han fik den næste, som
hed _Karen_. Akkurat lige saadan gik det med den tredje, der hed
_Mette_, og nu var de altsaa forsørgede til Hobe. En skjønne Dag
vilde den gamle hen og se til hans Døtre, og han kommer saa til den
første. Da var det en Bjærgmand, hun var bleven gift med.
Hun var jo glad ved at se hendes Fader, og han skulde da have noget
til Føden. Svigersønnen siger saa til Konen, om de skulde nu ikke
have Bygsuppe. Han gik ud i Laden og løb Panden imod en Stolpe, te
Blodet sprang ud af ham, og Konen skulde da holde et Fad under. Saa
lavede hun Bygsuppe af det Blod. Den gamle Mand tykte, det var en
skjøn Maade at lave Bygsuppe paa, og han vilde nok selv prøve den
Kunst.
Saa vilde han hen til den anden. Da han kom der, skulde de have kogt
Fisk til Middag. Han sagde til Konen om at komme med et Dejtrug, og
saa sejlede han ud i en Dam, der var tæt ved. Konen var med, og saa
spurgte han hende, om hans Øjne var røde.
Nej, og han fiskede videre. Saa spørger han anden Gang og endelig
tredje Gang. Da siger hun ja, og saa dukker han ned og kommer op med
Favnen fuld af Fisk. Det læsser han i Truget, og saa sejler han til
Land. De fik nu Fisk at spise, og den gamle Mand tykte, det var en
herlig Kunst.
Endelig rejser han hen til den tredje Datter. Han kommer lige i
Mørkningen, og de skal have Lys tændt. Den unge Mand sagde til hans
Kone om at hente en Glød. Den holdt han Fingrene til, og saa holdt
han dem i Vejret, da var der tre Lys.
Det var ogsaa en skjøn Maade, tykte den gamle.
Endelig rejser han hjem igjen, og saa fortæller han Konen, at han
havde lært noget godt ved Døtrene. »Nu vil vi have Bygsuppe i Dag«,
siger han.
Hun gjør Kors for sig og siger: »Hvor vil vi faa Bygsuppe fra, det er
alt for fint til os.«
»Ja, tag nu et Fad og følg med ud i Laden«, siger han.
Saa render han Panden imod en Stolpe, men det blev ikke til andet, da
han rendte Bus, end at han fik en dygtig Bule og kom til at ligge i
Sengen en Tid.
Da han var kommen sig, vilde han, de skulde have Fisk til Middag.
»Ja, hvor skal vi faa det fra?« siger Konen.
»Det bliver min Sag, skaf mig Dejtruget ned.«
Saa bærer de det ud i Møddingspytten, og han stiller saa der.
»Er mine Øjne røde?« siger han.
»Nej.«
Han spørger atter om det.
»Aa, Sludder, dine Øjne er ikke mere røde, end de var før.«
»Du skal sige ja, naar a spørger om det igjen.«
Saa spørger han for tredje Gang, og hun siger: »Ja, nu er de røde.«
Han dukker da ned i Pytten, men kommer op uden Fisk. Det var han
gnaven over.
Da det blev Aften, vilde de til at have Lys tændt. »Hvorhen skal vi
faa det Lys fra?« siger Konen.
»Lad mig kuns om det«, siger han, »hent mig en Glød.«
Saa stak han tre Fingre til Gløden.
»Hvorfor gjør du det?« siger Konen.
»Jo, for saadan gjorde min Svigersøn.«
»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«
Han jager nu Fingrene til Gløden, men griber dem til sig igjen.
»Kanske det er den fejle Haand«, siger han, og prøver saa med den
ogsaa. Men det var lige nær, han fik Fingrene brændt og maatte ligge
i Sengen en Tid.
»Hvad vil du befatte dig med saadanne Kunster for?« siger hun Konen.
»Jo, saadan gjorde min Svigersøn, ham Bjærgmanden.«
»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«
Nok er det, han fik ikke andet end Skam for al hans Lærdom.
Mette Sofie Larsen, Bindslev.


12. Ræven paa Fangst.

En Kone boede i Nærheden af en Skov, og hun havde en Hund, der stod
bunden ved Huset, og saa en Kat. En Dag hun skulde til Kjøbstad,
sagde hun til Katten: »Kan du nu passe godt paa de Pølser, der hænger
i Skorstenen, at Ræven ikke skal tage dem.«
Jo, det skulde den nok, og den sprang op paa Skorstenen og sad og
kikkede paa Pølserne, som hængte der oppe. Da den havde siddet lidt,
saa tænkte den ved sig selv: »Det kan da ikke gjøre noget, a lugter
til dem.« Den strækker sig saa langt, at den lige kan snuse til
dem, men idet den saa rører ved dem, saa falder den ene ned. Ræven
er lige i det samme ved Døren, og den springer til og snapper den.
Katten bliver forskrækket over dether, og hvad den faar at gjøre, den
ud og faar Hunden løst, og han sætter jo efter Ræven og naaer ham
lige i det Øjeblik, da han springer ind i hans Hule, saa han altsaa
blot faar snust til Halen af ham. Ræven blev saa forskrækket over den
Fare, han havde været i, at han blev siddende i Hulen i tre Dage og
turde ikke komme op.
Endelig kunde han ikke holde det ud længere, men maatte op for at faa
noget til Føden. Da han kommer ind i Skoven, træffer han et gammelt
Føløg, der gaar med sit Føl. »God Dag«, siger Ræven, »i Dag skal
enten dit Føl dø, heller ogsaa a skal.«
»Ja«, siger det gamle Øg, »det er ikke saa farlig en Sag. Mit Føl det
maa du godt faa, hvis du lige bare vil gjøre mig en Tjeneste først.«
Ja, hvad det da var? siger Ræven.
»Ja, a har traadt en Torn ind i min ene Bagfod, dersom du vil trække
den ud, maa du faa Føllet.«
Naa, det gamle Øg letter Foden, og Ræven skal til at se efter, om han
kan opdage, hvor den sidder. Men allerbedst, som han staar og kikker,
saa giver hun et Hvin og sparker ham for Panden, saa han triller
langt hen i Skoven. Han maa altsaa gaa hans Vej med en slunken Mave
og er helt flov ved at komme saadan afsted.
Da han kommer noget længere ind i Skoven, da møder han der en So, der
gik med en hel Flok smaa Grise. Saa siger Ræven: »God Dag, enten skal
du dø, heller a skal, heller a vil ha' din' smaa Grise.«
»Mine smaa Grise maa du gjærne faa«, siger Soen, »men først maa du
gjøre mig den Tjeneste at bide i mit højre Øre, ilav a synger en
Salme.«
Ja, det vilde Ræven da nok. Han snapper i Øret paa Soen og bider godt
fast. Hun giver sig til at skrige af fuld Hals, og alle Svin i Skoven
de stimler sammen om at komme hende til Hjælp, og de havde nær ædt
Ræven, saa det var med Nød og Næppe, han slap derfra med Livet.
Ræven havde intet faaet at æde endnu, og han var nær ved at omkomme
af Sult. Saa tænker han ved sig selv: »Nu vil a gaa ned til Stranden
og se, om a kan finde nogle døde Fisk, de kan da hverken slaa eller
bide mig ihjel.« Da han nu gaar derned, møder han en Faareflok, og
den gamle Vædder han kommer et langt Stykke bag efter, for han kunde
ikke følge med.
Da Ræven faar Øje paa ham, saa tænker han: »Ham kunde a maaske faa
Bugt med.« Efter at han nu først har sagt Goddag, saa siger han:
»Enten skal du dø, heller ogsaa a skal.«
»Haa--aa«, siger Vædderen »a vil gjærne dø, a er saa gammel og stiv
og kan ikke følge med Faarene længere. Hvis du nu vil gaa hen og
sætte din Ende mod den Knold der, og saa gabe lige saa højt du kan,
saa vil a løbe lige levende ind i dig.«
Ja, Ræven han sætter sig jo og spiler hans Gab op, og Vædderen han
tager Rend til, ligesom han skulde til at bukkes med én. Saa kommer
der et vældig stort Bø--ø, og saa farer han lige ind i Gabet paa
Ræven og splitter ham ad, saa Ræven var død med det samme.
Men da Konen kom hjem fra Kjøbstaden og fik at høre, hvordan Katten
havde passet paa Huset, saa blev hun fornærmet paa den, og den fik
aldrig mere Lov til at have Opsigt med det.
Lærer Jørgen Nielsen, Romme.
(Efter Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut).


13. Den dristige Skrædder.

Der boede en Skrædder ved Navn _Rasmus_, og en Smed, der hed _Mads_,
i én og samme By. Skrædderen gik paa en Krykke og var meget stolt,
som Skrædderne jo gjærne er. Nu var det meget Skik i den By, at Folk
samledes om Aftenen ved Smeden og drøftede Dagens Tildragelser, og
saa sad de jo og fortalte et og andet der, og der faldt ogsaa af og
til mange store Ord. Saa var det en Aften, den ene gjorde sig til af,
at han var saa dristig, og den anden var meget mere dristig. De var
da kort sagt dristige til Hobe og fortalte meget om, hvad Karle de
var. Smeden turde gaa op om Natten og slaa tre Slag paa Kirkedøren
med hans Hammer, og Skrædderen sagde: det regnede han for ingen Ting,
det var én af hans mindste Kunster, han turde tage hans Saks og gaa
op i Kirken ved Midnatstid og give tre Klip i Alterdugen, uden at det
skulde gjøre ham noget.
Der sad en Tjenestekarl inde imellem dem, det var saadan en lun
Broder, og han tænkte: »Da skal a se, om a kan ikke kurere goden
Skrædder«, og saa trækker han sig saa tilbage og rejser af hen til
Skrædderens Hus.
Det blev nu bestemt i Forsamlingen, at Smeden og Skrædderen skulde
gjøre deres Vovestykker Aftenen efter, og saa gik hver til sit.
Da Skrædderen kom hjem, skulde han til at have noget at spise, han
kommer humpende paa hans Krykker og sætter sig til Bords. Han levede
meget af Øllebrød, og hans Potte stod altid paa Bordet. Saa tager
han fat paa Skeen og begynder at lange til dether Øllebrød. Men
lige som han nu putter Skeen ned i Potten, giver den et Hop, og saa
bliver Skrædderen jo lidt varm om Ørerne. Han langer nok en Gang til
den, men den hopper igjen. Skrædderen er nu helt forskrækket, men
prøver dog tredje Gang, da hopper den helt hen til Vinduet. Karlen
havde nemlig gjemt sig udenfor og havde faaet en Strikke anbragt paa
Potten, saa det var ham, der fik den til at hoppe, hver Gang han gav
et Ryk. Nu smider Skrædderen baade Ske og det hele, og saa snapper
han Krykkerne og humper hen til Smeden, der var lige ved at gaa i
Seng. Det spøgte i hans Hus, sagde han, og han kunde ikke være i det.
»Du kommer til at følge med mig hjem«, siger han, »og se, hvordan det
forholder sig.«
»Ja, det er vist ikke saa farligt«, siger Smeden, »te a behøver at
følge med dig, du var saa meget Karl i Aften før.«
Men nok er det, Smeden maa med hjem. Men de kunde ingen Ting opdage,
og alting var roligt.
»Ja, du husker jo nok«, siger Smeden, da han vil til at gaa, »te det
er i Morgen Aften, vi skal til at op til Kirken.«
»Jo, det husker a nok, det skal være en smal Sag for mig at gjøre
det.«
De gaar nu hver til sit og kommer i Seng, men da begynder det igjen
med et forfærdeligt Spektakel ved Skrædderens. Da havde Karlen lavet
en Rumlepotte, og det var med den, han gjorde Spektaklet. Skrædderen
turde ikke være i Sengen, og han turde heller ikke gaa af den. Til
sidst blev det ham dog for galt, han kunde og turde ikke blive
der, snapper Klæderne under Armen og springer, som han er, om til
Nabogaarden, hvor Manden hed Hans.
Den Gang han kommer i Porten, saa kommer Karlen: »Hvad, er det dig,
Rasmus Skrædder! hvordan er det, du kommer her?«
Ja, han klager sig saa ynkelig, om han maatte da ikke ligge ved ham
til Dag, det var saa og saa galt der hjemme med Spøgeri, og han turde
da ikke ligge der.
»Nej, a har aldrig haft saadan en Halvandenben til at ligge ved mig,
du kan gaa ind til Hans og faa en Seng at ligge i.«
Ja, han maa jo til det, og de var ogsaa saa naadige at lukke ham ind,
og han faar en Seng, han kan ligge i til Dag.
Saa skulde Skrædderen have hans Davre om Morgenen, inden han gik