Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 8

gamle Mand og siger: »Vil du komme her ind!«
Ja, han kom ind i en stor pæn Stue, og der var et forfærdelig stort
Spejl, der kunde naa fra Gulvet og til Loftet.
»Nu skal du staa forved det Spejl«, siger han, »og se, hvad der
foregaar i det.«
Ja, det skulde han nok.
Saa gaar han bag ved Spejlet, det gjør Spaamanden, og saa kommer der
fire store stærke Arbejdskarle der inde i Spejlet slæbende og bærende
med noget Træ, og det giver de dem til at arbejde paa og hugger det
til, saa der omsider bliver rejst en Galge af det. Den Gang Galgen er
rejst, saa er der en Krog i Hammeren, og der gjør de et Stykke Reb
fast med et Snæreøje paa, saadan at det hængte ned fra Krogen, og saa
satte de en trebenet Stol neden under og gik deres Vej. Paa Stedet,
de var gaaede, saa kom der et retten pænt ungt Menneske og sprang
op paa Trebenet og slog Løkken om Halsen. Dernæst sparkede han til
Trebenet, og saa hængte han. Saa kommer den kloge Mand ind ad Stuen
til ham igjen og siger: »Hvad saa du nu i Spejlet?«
»Aa, Herre Gud! der saa a et ynkeligt Syn, a saa fire stærke Karle
rejse en Galge der inde og binde et Stykke Reb op i den, og paa
Stedet, de var gaaede, kom der et ret kjønt ungt Menneske og hængte
sig.«
»Ja«, siger den kloge Mand, »det skulde du have gjort for ti Aar
siden, saa havde du ikke blevet saa gammel.«
»Aa, Herre Gud! kunde I ikke sige mig andet, saa maatte a hellere
have blevet hjemme, a vil hellere vente i ti Aar, end a vil tage mig
saadan noget for.«
Saa kommer Pigen ind i Stuen, og nu skulde hun se, hvad der foregik
i Spejlet. Manden gik bag ved det, og saa viste der sig en stor grøn
Mark midt i Spejlet og noget Krat ved den ene Side, og noget Skov
ved den anden. Saa kommer der en Jæger gaaende, og han havde en Flok
Hunde med sig. De rejser en Hare der paa den grønne Mark, og som de
nu løber og snøvser efter den, saa faar de den jaget ind i Krattet,
og da de kommer der ind, saa jager de den ud og hen ad Skoven og faar
den atter ud paa den grønne Mark, og saa atter ind i Skoven, men der
blev den henne for dem.
Saa kommer den kloge Mand ind til hende og siger: »Naa, min Pige,
hvad saa du der inde?«
»Aa, Skidt! a saa ikke andet end noget Narrestreger og noget Pjank,
a saa en dejlig grøn Mark med Skov paa den ene Side og Krat paa den
anden. Saa kom der en Jæger gaaende med hans Hunde, og de rejste en
Hare, som de først jog ind i Krattet, og siden jog de den over ad
Skoven, derfra ud paa den grønne Mark og saa atter ind i Skoven; der
blev den henne.«
»Fik de den saa ikke?« sagde den gamle.
»Nej, de gjorde ikke.«
»Naa, lige saa ræd som den Hare var for Hundene, lige saa ræd skulde
du have været for Karlene.«
»Ja, Skidt«, siger hun, »kunde I ikke sige mig andet, det vidste a
selv.« ~(Siges meget spodsk).~
»Ja, naar du vidste det selv, saa var det unyttigt for dig at have
rejst her hen og sat dine Penge til.«
»Ja, saa vil a sige jer Farvel, a skal ikke komme til jer mere.«
»Saa var det ... ja, hvem var det nu, den tredje var?« ~siger
Fortælleren henvendt til dem, der sidder og lytter til hans
Fortælling.~ -- »Det var den sorte!« ~siger Tilhørerne.~ »Naa, ham
kan du puste i Enden, til han bliver hvid«, ~siger Fortælleren og
giver Tilhørerne en lang Næse.~
Peder Stald, Holstebro.


28. Præstens Lig.

Der var en Møller et Sted, som havde saadan en pæn Kone. Saa havde
han mærket, at Præsten havde faaet Snaagger til at gaa om til hende,
og han siger da en Aften, som de sad og spiste deres Nadver, at han
vilde ad By om anden Dagen; og Karlen skulde have hans Ridehoppe
fodret og sadlet til Klokken fire om Morgenen.
»Hvor vil du da hen?« siger Konen.
Ja, han vilde hen at besøge hans Svoger, som boede mange Mil henne.
»Det er da sært, at du ikke har snakket om den Tur før«, siger Konen,
»nu skal vi til at slagte i Morgen og har saa ondt ved at undvære
dig.«
Ja, han havde da helt glemt at sige det, men Rejsen kunde ikke
opsættes, og han skulde i hvert Fald afsted, hun maatte ikke vente
ham hjem de første to tre Dage.
Næste Morgen rejser han ogsaa, og den samme Dag faar Konen Bud hen
til Præsten, at hendes Mand var bortrejst og kom ikke hjem før om et
Par Dage. Straks var Præsten til rede og kommer om til Konen, men de
havde jo deres Slagten for. Konen trøster ham imidlertid med, at de
snart er færdige, og han kan være saa god at sætte sig ind i Stuen
paa en Stol imens. Naa, Præsten gaar ind og sætter sig paa en Stol
forved den aabne Kakkelovn, men det varer for længe, og han falder
i Søvn. Som han nu sidder der og snorksover, og hælder bag over paa
Stolen, imens alle Folkene er inde i en Sidestue ved deher Kjødværker
og gjør det i Stand, saa kommer Manden hjem, og efter at have bundet
Ridehoppen uden Gaarden lister han hen til Dagligstuevinduet og ser
Præsten, og der stod en Gryde Tælle ved Ilden og kogte. Altsaa gaar
han lige saa stille ind og tager en Skaalfuld af denher koghede Tælle
og hælder i Halsen af Præsten. Da det er nu gjort, saa han ud af
Døren og ud til Ridehoppen, og saa i fuld Galop om for Døren.
Saa raaber Møllerkonen ind i Dagligstuen: »Præst, nu kommer Mølleren,
nu kommer min Mand!« men han sov lige stiv. Mølleren kommer jo ind,
og han beder God-aften og Velkommen, men Præsten svarer ikke, som
rimeligt kunde være. Saa gaar han ind i Sidestuen til Folkene, og
Konen tager godt imod ham, og hun faar en Pande Flæsk paa Ilden, at
han kan faa en lækker Bid til Nadver. Saa er det han siger: »Hvordan
kommer det sig, te Præsten er her i Aften?«
»Han er saa mænd kommen her ned og vilde sidde og holde Snak med
dig«, siger Konen, »og a bad ham om at sætte sig ned, men ved det du
ikke er hjemme, saa er han siddet og falden i Søvn.«
I det samme havde hun Maden færdig, og saa skulde de til at spise.
Som de nu er ved at sætte dem til Bords, siger Konen: »Da tal til
Præsten og lad ham komme ind og faa noget med!«
Men Pigen kunde ikke faa ham vaagen, og saa skulde Mølleren selv hen
og tale. Han væltede Stolen med ham, men kunde lige godt ikke faa ham
vaagen, og saa lod han ham ligge og gik ind og spiste det, han vilde.
Da det var nu besørget, siger han: »A maa vel hellere bære Præsten
hjem, det er ikke værd at have ham til at sidde her«, og saa tager
han ham paa Nakken og rejser af.
En lidt derfra boede en Skomager, og han og Svenden var endnu oppe,
de sad og syede, og Mesteren var ved at slaa Pinde i Støvlehæle.
Mølleren havde stillet sig op imod Vinduet med Præsten, saadan at han
vendte Ansigtet lige ind i Stuen, og saa kom han i Tanker om at lade
ham staa der og gaar saa hjem igjen.
Saa siger Svenden: »Mester, der staar Præsten ude.«
»Ti stille, jeg ser ham nok!« og dermed slaar han lige ud af Vinduet
med Hammeren og slaar ham for Panden, te han væltede baglænds over.
Saa tager Svenden Ordet, da de havde siddet lidt, og siger: »Han
bliver liggende.«
Det hører Skomagerkonen, og hun stikker i at tude og jamre,
at hendes Mand havde slaaet Præsten ihjel, og nu blev de helt
ulykkelige. »Det var ogsaa en sørgelig Ting, at du skulde gjøre dig
gal for det, det kunde jo da ikke hindre os noget, om ogsaa Præsten
stod op til vort Vindue.«
Saa siger Svenden: »Har du ikke en stor Sæk? saa skal a nok hjælpe
dig af med den Elendighed.«
Jo, han havde én, der kunde tage tolv Skjæpper, og saa faar han den
døde Præst i den og render af med ham ud fra Byen. Det frøs noget den
samme Nat, og der kommer han daskende nær efter to Tyve, som havde
været henne at stjæle, og hver løb med en Side Flæsk i deres Sæk. Saa
mærkede de jo, han kom nærere og nærere, og han raaber dem an: »Kan
I ikke vente efter mig, I Tyvepak!«
De bliver da saa fornumne, te de smed deres Sække og rendte hen og
puttede dem et Sted. Da Svenden kom til Stedet, lægger han hans Sæk
og tager den ene af deres, og saa han hjem ad igjen, nu var han skilt
ved Præsten.
Da han nu kommer tilbage, siger Konen: »Blev du ham ledig?«
»Ja, a byttede ham hen og fik en Side Flæsk for ham.«
»Da Gud ha' Lov!« siger Konen, »en Side Flæsk er god at have til
Vinter, vi har ikke noget ellers til Brødet.«
Ja, han tykte ogsaa, den var værd at tage, og derfor gjorde han den
Handel, og de var alle sammen saa meget godt fornøjede med det.
Da nu de her to Tyve havde siddet lidt og kukkeluret, og al Ting
blev ved at være roligt, gaar de tilbage igjen og finder godt nok
begge deres Sække, de laa der begge to, ligesom de var skiltes ved
dem, og saa tager de hver sin og lister af hjem. De sad begge to
til Leje i ét Hus, og saa gik jo hver Mand ind til sin Kone med sin
Sæk. Ved det de nu faar løst op for deres Sække, finder den ene Tyv
Præsten i hans Pose, og han havde ikke agtet andet, end at det var
en Side Flæsk, han gik med, men øjeblikkelig flyver han jo ind til
den anden Mand og siger, hvordan det forhar sig, og han kan nu paa
ingen Maade forstaa, hvordan Præsten er kommen i hans Pose. Men han
maa jo selv have puttet ham i. Ja, et underligt Spil var det nu,
hvordan den Præst kunde komme til at staa inde imellem den Gaardmands
Flæskesider. Men nu var det om, hvordan de skulde blive ham ledig
igjen, og de bliver da ens om, at de vilde prøve at blive skilt ved
ham henne paa det samme Sted, hvor de havde faaet ham. Der hængte
meget Kjød og Flæsk i det Kammer, og saa kunde de sagtens faa Præsten
stukken ind imellem det. Men nu blev det jo for silde den Nat at
komme afsted med ham, og saa maatte de vente til Aftenen efter.
De havde brækket en nedre Væg ned og var gaaet ind af, og den var
ikke muret op endnu, da de kom slæbende med ham. Men uheldigvis havde
Manden sat en Karl til Vagt der inden for med en Buløkse i Haanden,
og ham tænkte de ikke paa, saa det havde nær gaaet dem galt. Det kom
dem nok noget underligt for med den Væg, der endnu var i den samme
Stilling. Den ene turde nu ikke gaa ind først, og den anden turde
heller ikke. Saa bliver de ens om at putte Præsten ind først, og da
Karlen, der stod Vagt, hører, at der er nogen i Hullet, saa slaar
han til med Buløksen, og de andre, der var uden for, dem tog Pokker
ved. Saa raaber han ind til Manden, at nu havde han slaaet én, og den
havde vist faaet det, den havde godt af, for han hørte ikke noget til
den. De kommer jo saa med Lys i Haanden og trækker Personen ind, og
da er det Præsten.
»Kan nu nogen tro paa et eneste Menneske«, siger de, »siden Præsten
ogsaa har været ude paa Professionen, han er vor næste Nabo, og vi
véd, han trænger ikke til det. Saa er det jo ogsaa ham, der stjal
vort Flæsk sidste Nat, siden han kjender Vejen og kommer i Nat igjen.«
Men nu var de jo lige godt kjede af, at de havde slaaet ham ihjel,
og de maa til at finde paa et andet Raad. Præsten havde en lille
Kariol at kjøre til Sogne i og saa en blind Hest, og der skikker de
Bud om til Præstegaarden, at Præsten var inde hos dem og vilde kjøre
ad By, saa de skulde skynde dem at sende Kjøretøjet derom. De sætter
nu Præsten paa Vognen og viser den blinde Hest paa Vejen efter Vejle
te'n. Den bliver ved ind ad Landevejen og kommer til Vejle saadan op
ad Formiddagen, som der havde været Marked i Byen Dagen før. Deher
Vesterbo-Pottemænd havde sat deres Potter uden for Fortovet og havde
endnu ikke faaet dem samlet ind, og saa kjører Præsten først igjennem
én Mands Potter, og der næst ved holdt en gammel Kone.
Saa siger hun: »Da véd a, Faa'r er ikke gal, Faa'r vil vel ikke
kjøre os vore Kar i Stykker!« Men han kjørte lige godt ind i hendes
ogsaa.
Saa bliver denher gamle Kone noget ivrig og springer hen og lægger
ham én ved Hovedet, te han væltede baglænds ned af Agestolen. Naa,
Præsten blev jo samlet op, og der samledes Folk til, og Enden paa det
blev, at Konen kom i Forhør. Der var Vidner nok paa, at hun havde
ikke givet ham andet end en Lussing med den bare Haand, og Hjernerne
var endda slaaet ud af Hovedet paa ham, saa han maatte have faaet
hans Død ved at falde haardt med Hovedet ned imod Brostenene eller
Karrene. Men det var jo egentlig blot et Uheld, og Kjællingen kom
ikke i saa svær megen Ulejlighed for det. Præsten blev jordet i
Vejle, og der blev holdt en pæn lille Auktion over hans Befordring.
Se, saadan kan det gaa, naar en besøger en anden Mands Kone.
Povl Madsen, Gadbjærg.


29. Den kloge Dronning.

Der var en ung Konge i Østerrig, der var ugift. Nu bilder han sig
selv ind, at han var et af de kjønneste unge Mennesker, der var til,
og saa bestemte han med sig selv, at han vilde ikke giftes, uden
han kunde faa et Fruentimmer, der var lige saa kjøn som han, og saa
skulde hun tillige med være klog og dygtig i Musik. Han siger saa til
én af hans Ministre, at han skulde rejse ud i Landet og opsøge ham et
Kvindfolk til Dronning, der var saadan, som han ønskede det, og ven
han kunde finde én med de Dyder, saa skulde han faa hans Ulejlighed
godt betalt. Ministeren rejser nu ogsaa paa det Vilkaar.
Han kommer saa en Aften til en Skov, og der ser han et Lys lige
udenfor Skovkanten. Han var naturligvis ridende, og saa rider han
derhen, binder Hesten og gaar ind. Der sidder en gammelagtig Mand og
Kone i Stuen, og saa beder han Godaften. Da han nu har sat sig ned,
hører han saadan en fortræffelig Musik inde i en anden Stue, han
havde aldrig hørt Magen til Musik.
»Det er dog dejligt at høre paa«, siger han til denher gamle Mand.
»Ja, det er vor Datter«, siger han, »hun sidder og forlyster sig
saadan lidt i Mørkningen.«
Naa, saa spørger han, om han kunde ikke blive der om Natten, det var
mørkt udenfor, og Vejen var ham ubekjendt.
»Jo«, siger han den gamle, »naar han vil være tilfreds med
Lejligheden, som den kan blive, men a kan jo nok se, han er en fornem
Herre.«
Jo, det vilde han gjærne være tilfreds med, og han tager til Takke.
Saa faar de Hesten ind, og han faar lidt at leve af. Det var et Par
galante gamle Folk, og de gjorde det for ham, saa godt de kunde.
Saa siger han, om det kunde ikke være ham tilladt at gaa ind i den
anden Stue og staa og høre paa Musikken en lidt.
Jo, han kommer ogsaa derind, men hun sidder og passer hendes. Han ser
paa hende og er straks enig med sig selv om, at det er den skjønneste
Jomfru, han nogensinde har set. »Mon du skulde ikke her træffe det,
du leder efter?« siger han til sig selv. Da han kommer ind igjen til
den gamle, siger han: »Det er et dejligt Fruentimmer, jer Datter, hun
ser overmaade godt ud.«
»Ja saa mænd«, siger den gamle, »hun ser ud, som Folk er flest.«
»Hun er vist nok ogsaa klog«, siger Ministeren.
»Ja, de skal være godt lært, der kan binde hende i Spørgsmaal«, siger
Faderen, »det har hidtil ingen gjort.«
Naa, saa bliver der ikke snakket mere om det, og de kommer til
Sengs. Næste Morgen, da han er kommen op, tager han Afsked og rejser
øjeblikkelig hjem til Kongen.
»Nu tror a nok, a har truffet det, a skulde«, siger han til ham, »det
er en Kvinde, som er saa over Maade skjøn, og hun er ogsaa udmærket
til Musik, for det har a hørt.«
»Naa, det var saa de to Dele«, siger Kongen, »men saa var det
Klogskaben.«
»Ja, hendes Fader sagde, at den skulde være godt lært, der kunde
binde hende i Spørgsmaal.«
»Det skal prøves«, siger Kongen, og saa skriver han et Brev til
hende, lægger et Kvintin Bomuld inden i det, og beder hende lave ham
en Undertrøje og et Par Underbukser af det Bomuld. Kunde hun gjøre
det, saa vilde han ægte hende. Det Brev bliver saa sendt over til
hende.
»Hvad er der ved det?« siger Faderen.
Ja, saadan og saadan, Kongen havde skrevet til hende, at han vilde
have hende til Dronning, hvis hun kunde arbejde det Bomuld til Trøje
og Underbukser.
»Det kan du jo ikke«, siger Faderen.
Saa gaar hun ud i Haven og skjærer en Pind af Længelse som en Finger.
Den lægger hun inden i et Brev til Kongen og skriver, at hvis han
kan lave hende Spinderok og Garnvindel af det Stykke Træ, saa kunde
hun og skaffe det andet. Da Kongen læser det, siger han: »Ja, hun er
klog, for det ene kan ikke lade sig gjøre, og det andet kan heller
ikke. Hun skal bedre prøves af.« Saa skriver han til hende igjen, at
hun skal komme over at besøge ham; men hun skulde hverken komme Nat
heller Dag, heller Midnat heller Middag, hverken maatte hun komme
ridende, kjørende heller gangende, ikke heller være i Klæder heller
naagen.
Da det Brev nu kommer over til hende, siger Faderen: »Naa, hvad
skriver han nu?«
»Ja, dether er strængt«, siger hun, »a maa hverken komme ved Nat
heller Dag, og hverken kjørende heller ridende heller gangende.«
»Det kan jo ikke lade sig gjøre.«
»Ja, vi maa finde paa Raad, nu skal du følge med mig, og vi har en
gammel Vædder, den tager du med dig, og saa skal vi være der, i Lag
Solen gaar ned. Da spænder du Vædderen for mig, og saa slæber den
mig op paa Slottet. A tager et Fiskegarn om mig, og saa er a da ikke
naagen.«
Naa, de kommer saa op for Slotsdøren, og Kongen kommer ud og tager
imod hende. »Nu kommer a, ligesom a skulde«, siger hun.
»Du har vundet«, siger han, »nu beder jeg dig komme indenfor.«
Hun bliver saa fint paaklædt og ser nu saa grum ud. Der bliver saa
anrettet til Brylluppet.
Da de nu er færdige med det, siger han: »Du er klog, det véd jeg, men
nu vil jeg sige dig én Ting. I hvad Dom og Raad jeg giver ud, maa du
ingen Ting sige til det, for ellers skal du rejse.« Det gik hun ind
paa.
Der gik nu en længere Tid hen, men saa træffer det en Gang, at der
kommer to Bønder kjørende til Stads, og den ene havde en Følhoppe
for og den anden en Hest. Om Natten, da de var paa Hjemvejen, kommer
de til et Værtshus og kjører ind i Stalden, og der foler den Mands
Hoppe. Men da de kom ud til Befordringen, havde Føllet arbejdet sig
hen og laa bag ved den anden Mands Hest. De kommer nu op at trættes
om Føllet, den ene vilde tilegne sig det, og den anden vilde ogsaa.
»Mit Øg har folet, og saa er det mit«, siger den ene.
»Føllet er mit«, sagde den anden, »for det stod bag ved min Hest.«
»Det kan jo ikke være tænkeligt, at Hesten har faaet et Føl.«
»Ja, det er det samme, a tilegner mig nu Føllet.«
»Vi vil op til Kongen og have Sagen fremlagt for ham«, sagde saa den
anden.
De gaar saa op til Kongen. »Vi er komne i Træde«, sagde de, »og beder
Kongen dømme os imellem.«
»Hvad er det da?« siger han.
»Vi lagde Vognlag sammen, for vi skulde til Kjøbstad i Gaar; men da
vi saa var kommen paa Hjemvejen i Aftes og kjørte ind i en Krostald,
der fik det ene af vore Bæster et Føl. Han siger, at det er hans, og
a siger det er mit, for da vi kom ud til dem, da stod Føllet ved min
Hest.«
»Ja«, siger Kongen, »hvor Føllet ligger, den ejer det.«
Naa, saa tager han Føllet og beholder det. Men den anden Mand kunde
ikke give det af sit Hoved, og der var jo endda for Resten ingen Raad
nu, da Kongen havde dømt. Saa gaar han om til Dronningen en Dag, da
Kongen ikke var hjemme, og hende fortæller han hele Redeligheden.
»Ja«, siger hun, »jeg kunde jo nok sige dig et Raad, men du maa ikke
sige, det er mig, der har givet dig det, for saa skal jeg rejse væk.«
Nej, det skulde han da heller ikke.
»Nu gaar du ud paa Landevejen i Morgen tidlig og har to Mand med dig.
Der kommer Kongen saa kjørende. Saa skal du have et Fiskegarn spændt
tværs over Landevejen og gaar og pluser der foran Garnet. Naar Kongen
ser det, siger han: I tossede Folk, tror I, I kan fange Fisk paa den
tørre Landevej. Saa skal du tage til Orde og svare: Det kan ikke være
mere umuligt, end at en Hest kan faa et Føl.«
Saa rejser Manden af med det, og han bærer sig ad, som Dronningen har
sagt. Kongen kommer og faar dether Svar, og saa bliver han vred og
siger til Kusken: »Vend straks om og kjør hjem.« Saa gaar han ind
til Dronningen. »Hvad har du nu lavet«, siger han, »jeg fik et snært
Svar af en Mand her ude paa Vejen, og det er kommet fra dig.«
Nej, hun havde ingen Ting sagt.
Saa gaar der Bud ud efter Bondemanden, og han kommer ind. Kongen
siger saa til ham: »Det Svar, du gav mig, har du ikke taget af dig
selv. Her staar et ladt Gevær, og her staar en lille Pose med saa
meget som et Fjerdingkar Guldstykker. Nu kan du raade dig selv, hvad
du vil helst, enten have det, der er i Posen, eller det, der er i
Geværet, og du maa have et Kvarter at betænke dig i. Naar det er
omme, maa du sige mig, hvem der har lært dig det Svar.«
Da Tiden var omme, var han jo i en grov Betryk, men han maa til at
sige, at det havde Dronningen sagt.
Naa, saa kan han tage Posen. »Føllet er nu dit, og saa er det vel
godt.« Derefter gaar Kongen ind til Dronningen, og han siger: »Ja, nu
skal du jo rejse, for du har blandet dig i mine Sager.«
»Det er og det samme«, siger hun, »saa skal jeg rejse i Morgen, men
maa jeg da ikke i Aften faa et Gjæstebud holdt med mine Venner til
Afsked?«
Jo, det vilde han da ikke nægte hende.
Der blev nu mange budt sammen, og Kongen skulde da ogsaa komme til
Stede. Saa fremtog hun tre Mænd og bad dem i al Stilhed om at faa
Kongen beruset. Da de indbudne saa sad ved Maaltidet, sagde hun til
ham: »Maa jeg tage med ud af Slottet det, jeg holder mest af?«
Jo, den Bøn vilde han ikke nægte hende.
Saa fortsætter de med Lystigheden, og Mændene gjør deres Bedste, saa
Kongen bliver drukken. Da det bliver hen ad Morgenstunden, siger hun
til dem, at de skal lægge Kongen ud i hendes Karet, og saa sætter hun
sig ogsaa op og kjører nu hjem til hendes Faders lille Hus ved Skoven.
Endelig vaagner Kongen. »Hvor er jeg?« siger han, han kunde ikke
straks finde sig til Rette i de simple Værelser. »Du er her ved mig«,
siger Dronningen, »og jeg er hjemme hos mine Forældre. Det var dig,
jeg ønskede mig ud af Slottet, for du er den, jeg holder mest af.«
»Du er mig for klog«, sagde Kongen, »du er klogere end jeg. Følg
med mig hjem igjen, og saa kunde vi for den Sags Skyld gjærne bytte
Klæder, og du blive Konge og antage Regjeringen, for det er du mest
skikket til. For Fremtiden skal vi nok leve godt sammen, for nu skal
du dømme i Sagerne, naar jeg ikke kan finde ud af dem.« Saa blev det
saadan, og hun blev ved at være Dronning.
Niels Hansen Li, Vejen.


Efterskrift.

Sandsynligvis vil denne lille Samling Æventyr være den sidste af
den Slags, jeg udgiver. Om der overhovedet bliver udgivet flere af
mine Æventyr, tør jeg ingen Mening have om. Fra alle Sider optaarner
Hindringerne sig om mig. Indtægterne ved mit Bogsalg bliver stadig
mindre, og Udgifterne større -- det er endog gaaet saa vidt nu, at
jeg er bleven sat i Bygningsafgift paa Grundlag af de mange uafsatte
Bøger, jeg ligger inde med. Nu er jeg heller ikke længere ung, og kan
derfor ikke personlig virke nok for Udbredelsen af Bøgerne.
Denne Bog er lagt til Rette efter samme Plan som de tidligere tre:
der er givet lidt af alt, baade det alvorlige og det skjæmtende, det
mere sandsynlige og det helt ud æventyrlige. For Resten kan Indholdet
tale for sig selv. Billeder har jeg maattet give Afkald paa,
uagtet jeg ret meget ønskede at have et Par med ligesom tidligere.
Meddelerne staar i Regelen anførte under hver Historie, men meddeles
dog her i Samling for en Oversigts Skyld.
Tømrer Kristian Hovstrup, Taars. 1.
Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm. 2, 8.
Brøndgraver Niels Rask, Mundelstrup. 3.
Skrædder Kristen Kristoffersen, Taars. 4.
Husmand Jens Mark, Vogslev. 5.
Aftægtskone Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev. 6.
Madam Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev. 7.
Husmand Niels Hansen Li, Vejen. 9, 29.
Aftægtskone Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel. 10.
Kone Mette Sofie Larsen, Bindslev. 11.
Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut. 12, 14.
Skrædder Kristen Sørensen, Lime i Salling. 13.
Indsidder Jens Gudesen, Siem. 15.
Aftægtsmand Niels Kristian Jensen, Fredbjærg. 16, 21.
Madam Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg. 17.
Indsidderske Marie Fred. Schnevoigt, Tindbæk v. Randers. 18, 20.
Almisselem Roland Peder Andreassen, Slotved v. Sindal. 19.
Lærer Hjortnæs, Brensted. 22.
Spindekone Ane Sofie Lavridsdatter, Ø.-Bording. 23.
Aftægtsm. P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup v. Rødkjær. 24.
Gaardmand Byriel Jensen, Grynderup, Farsø. 25.
Husmand Niels Krist. Graversen, Lem v. Ringkjøbing. 26.
Husejer Peder Stald, Holstebro. 27.
Aftægtsmand Povl Madsen, Gadbjærg. 28.