Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr - 5

hjem, og som han sidder og æder den, skal han jo til at fortælle hans
Hændelser om Natten. Karlen sad helt rolig og hørte paa det.
Naa, saa gaar Tiden hen, og det bliver Aften. Da møder Skrædderen
ved Smeden igjen, og de rejser af op til Kirken. Smeden gaar ind ad
Vaabenhuset og slaar hans tre Slag paa Døren, og Skrædderen staar
bagved. Da lukker Smeden Døren op og lader Skrædderen gaa ind, og
derefter smækker han Døren i med saadant Knald, at det rystede hele
Kirken. Skrædderen glemte helt baade Alterdug og Saks, for han
besvimede og var helt bevidstløs, da de kom ind til ham, saa de
maatte bære ham hjem.
Skrædder Kristen Sørensen, Lime.


14. Snedkerens Hævn.

Der boede en Snedker i en vis By, og han var ikke meget gudfrygtig
af sig, hvorfor han aldrig gik i Kirke, og desaarsag fik han tit
en lille Irettesættelse af Præsten. Det holdt Snedkeren ikke af,
hvorfor han ved Lejlighed søgte at hævne sig paa ham. En Søndag, mens
Folk sad i Kirken, da gik han op i Vaabenhuset og ombyttede alle
Kvindfolkenes Træsko -- det var nemlig den Gang Skik, at Kvindfolkene
satte deres Træsko i Vaabenhuset, førend de gik ind i Kirken --
saadan at der ikke var et eneste lige Par. Den Gang de kom saa ud af
Kirken, blev der jo en syndig Forvirring, inden enhver fandt sine.
Degnen, der havde staaet og hørt paa Striden en Tid, blev tilsidst
utaalmodig og smed alle Træskoene uden for Kirken, saa kunde enhver
der lede sine op.
En anden Gang gik Snedkeren over Kirkegaarden og saa to af Præstens
Kalve gaa der inde. Han fik fat i den ene og førte den hen til
Kirkeklokken, som hængte i et Stillads ude paa Kirkegaarden, og
bandt Klokkestrængen til Kalvens Hale. Saa gik han sin Vej og lod den
staa. Det var sent om Aftenen, og lidt efter, da nogle kom gaaende
der forbi, hørte de Klokken klemte, og hver Gang den gav et Slag, gav
den saadan en underlig Lyd i Tilgift. Naar Kalven vilde løbe, kom den
til at trække i Klokkestrængen, og saa gav det et Klemt, men straks
efter trak Klokken den tilbage, og den sagde: Bø! De Vejfarende løb
nu hen til Præsten og fortalte ham, at Kirkeklokken var i Gang, og
hver Gang den havde givet et Slag, kom der saadan en underlig Lyd.
Præsten var gaaet i Seng, men kom nu op og fik en Del Folk med sig op
paa Kirkegaarden for at se, hvad det kunde være. Da saa de, at det
var Præstens Kalv, der var bunden der. Præsten anede straks, at det
var Snedkeren, der havde været paa Spil.
En anden Gang, da Snedkeren kom over Kirkegaarden, fik han Præstens
So lokket hen til Kirkedøren og lukkede den inde i Kirken. Derefter
gik han hen og kaldte paa Præsten og sagde, at han endelig maatte
komme op, for der var Spøgeri i Kirken. Præsten kom i Klæderne og fik
fat i en hel Del bevæbnede Folk med forskjellige Redskaber, for han
skulde jo op og mane dether Spøgeri ned. Da de kom til Kirkedøren,
var der ingen, der vilde lukke op og gaa først ind. Endelig blev
det bestemt, at Degnen skulde lukke op, og Præsten skulde saa holde
sig tæt bag ved ham. Men idet han nu aabner Døren, springer Soen ud
imellem Benene paa ham og farer afsted med ham. Degnen troede, det
var den Slemme selv, og raabte til Præsten: »Faawal, Faae, mæ tow
han da.« Soen løb hjem med Degnen og lagde ham paa Præstens Mødding.
Nu havde Præsten jo igjen Mening om, at det var Snedkeren, der var
paa Spil, og han satte ham atter i Rette for hans Skarnsstykker. Saa
tænkte han: »Nu maa a se at hævne mig, saa det kan batte noget.« Der
laa en Mølle i Pastoratet, og han vidste, at Præsten tit kom i Besøg
der. Der laa et Gangbræt over Aaen, og det skulde Præsten gaa over
paa, naar han skulde ned til Møllen. Saa en Vinterdag havde Snedkeren
faaet opspurgt, at Præsten vilde i Besøg, og han gaar da ned og saver
Pælene over, som Brættet var lagt paa, men dog ikke helt, saa de lige
kunde holde sig. Derefter gaar han hen bag et Træ og skjuler sig der
for nu at blive Vidne til, hvordan det vilde gaa, naar Præsten kom.
Han tænkte ingen Ting paa og spaserede midt ud paa Brættet, men da
skred det ud i Aaen, og Præsten sad i Vand lige til Halsen og kunde
ikke redde sig selv op. Da Snedkeren nu havde faaet ham anbragt der,
kom han gaaende ad Vejen der forbi, ligesom tilfældigt, og udbrød: »I
men kjære Hr. Pastor, hvordan er det dog, I sidder i det. Nu skal a
skynde mig og løbe ind i Møllen og hente Hjælp, saadan at vi kan faa
jer op.« Da han kom ind i Møllen, talte han dog ingen Ting om. Konen
bød ham sidde ned og faa en Bid Mad, og da han var færdig med det,
sagde han til hende: »A skal love for, vor Præst han sidder godt i
det.«
»Hvordan det?« siger hun.
»Jo, da a kom gaaende med Vejen, da sad han ude i Aaen lige efter
Halsen.« Nu fik Konen travlt og fik Folk sendt ud at hjælpe Præsten
op. Først nu syntes Snedkeren, han havde faaet Hævn nok for alle de
Irettesættelser, Præsten havde givet ham.
Snedkeren kom til sidst galt af Sted. Han var gaaet ud for at se
paa, hvordan Rakkerne flaaede en Hest, og da de saa var færdige med
at tage Skindet af, tog de og slog det over Hovedet paa Snedkeren.
Fra den Tid maatte han finde sig i at blive regnet med til Rakkernes
Lag. Det burde nu ogsaa hævnes, og da Rakkerne, der ogsaa var
Skorstensfejere, en bestemt Dag skulde hen at rense Skorstenene paa
en nærliggende Herregaard, og han fik det at vide, gik han derhen
efter at have anskaffet sig et Pund Krudt. Da én af dem var kommen op
i en Skorsten og næsten igjennem den, satte han Fyr til og hvistede
saa Skorstensfejeren oven ud af den, saa han faldt ned i Graven, der
var uden om Gaarden. Saadan gik han omkring til alle Skorstenene og
fik efterhaanden gjort ved dem allesammen, saa de fik en god Dukkert
hver.
Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut.


15. Røverslottet.

En Konge havde tre Sønner, og den ene af dem skulde være Konge efter
ham, men den anden skulde have en stor Arvepart. Saa vilde han ud i
Verden at se sig om, og han sagde, at han rejste for at træffe hans
Lykke. Men han rejste vidt omkring og lod ikke til at kunne træffe
den. En Formiddag kom han forbi et Slot, hvorpaa der stod med store
Bogstaver: Drager du ind, er du ulykkelig, og drager du forbi, er du
endnu mere ulykkelig. Saa beslutter han sig til at drage ind. Han
red paa et Mulæsel, og da han kom indenfor Porten, kom der en stor
rødskjægget Person og tog hans Æsel, og en anden rødskjægget Karl tog
i ham selv og hyt ham ind for Hunden, ilag en tredje lukkede Porten
for ham. Han formodede saa, de tre var Brødre, men de gjorde ikke
noget hyggeligt Indtryk paa ham. De bød ham nu ind, og saa skulde han
have noget at spise. Han fik Mad, og en Pige kom og vartede op ved
Bordet. Saa da det var til Side, siger han, at nu maatte han helst se
efter at komme afsted igjen.
Nej, han skulde vente at faa Middagsmad, de skulde have Suppe.
Ja, saa biede han saa længe. Men den Suppe lidd han ikke godt, for
den var lavet paa ene Menneskefingre, der var skilt ad i hvert Led.
Nu tykte han endnu mindre om at være der, men de blev ved at holde
ham ved Snak, til det blev Aften, og saa maatte han lige godt til at
blive der Natten over.
Han faar Aftensmad, og saa siger den ældste af Karlene: »Du kan godt
faa et Kammer for dig selv at ligge i, og det kan du lukke af.«
Ja, det var godt nok, siger han.
Men han maatte intet Lys tage med sig. De fører ham derind, og saa
kan han gaa i Seng, naar han vil. Nu gaar han og føler omkring, og
saa støder han paa nogle døde Menneskekroppe. De hængte paa en Bjælke
der inde fra den ene Ende af den til den anden. Han tager én af dem
og lægger i Sengen med Natlue paa, og saa tager han en hel Del af de
andre ned og smider sammen i en Dynge, kravler op paa den og slaar
tre Fjæl op i Loftet. Derefter gaar han op og lægger sig der oppe en
lidt.
Saa kom Røverne ind i Kammeret, og Mesteren for dem havde en Knippel,
som han giver ham, der laa i Sengen, et Skrald med og sagde: »Der
har du den, for det jeg tog dit Æsel.« Saa giver han Knippelen til
den anden Røver, og han slog til ham i Sengen og sagde: »Den skal
du have, for det jeg hyt dig ind for Hunden.« Saa fik den tredje
Knippelen, og han gav det tredje Skrald med de Ord: »Den skal du
have, for det jeg lukkede dig ind.« Nu skulde Pigen til at slaa, men
hun kunde ikke. »Ja, saa kan jeg«, sagde Mesteren.
Da de nu var gaaet ud af Kammeret, kom Prinsen i Tanker om, at han
vilde ikke være der til Dag, om der var Raad til. Han føler omkring
paa Loftet og finder et Tov, og saa hænger han det fast i Vinduet og
lader det gaa ned til Jorden. Det kunde nok naa, og han kommer saa
ned i Tovet. Det var tæt ved Aaen, og nu svømmer han over den. Da
stod han i en Ellebusk og var helt drivvaad. Men Røverne havde dog
mærket Uraad, og de kommer ogsaa ned til Aaen. Mesteren siger, at han
var nok rendt langs med Aaen, men de andre mente, at han var svømmet
over til den anden Side. De fik dog ikke Mesteren til at tro det, og
saa gik de ind igjen, uden at der blev gjort videre Undersøgelse.
Da Prinsen nu ikke mærkede dem længere, forsøgte han paa at komme
langs med Aaen, og det varer saa ikke længe, inden han støder paa
et andet Slot. Der boede en Konge, for i de Tider var der mange
Smaakonger. Han mældte sig nu ved Staldmesteren om Morgenen og vilde
have Tjeneste. Han bliver ogsaa antaget som Stalddreng, da den, de
hidtil havde haft, var bleven syg.
Nu skulde han hver Morgen vande Hestene ved Aaen, og det var tæt
ved det Sted, hvor Røverne ogsaa vandede deres. Da kunde han se
hans Æsel og var vis paa, at han fik det aldrig mere. Derover græd
han. Det lagde Staldmesteren Mærke til, og han gik op til Kongen og
mældte om den Dreng, der saadan græd hver eneste Morgen. Saa bliver
Drengen selv ført derop og bliver forhørt. Nu fortæller han hele
Omstændigheden for Kongen og alt det hele, hvordan det var gaaet ham
der paa Røverslottet.
»Det kan jeg ikke forstaa«, siger Kongen, »de Folk der er mine bedste
Venner. Men hvordan mener du, det kan bevises, hvad du her har
fortalt?«
Det var nemt at bevise, siger Prinsen, »for jeg kan klæde mig ud som
en Tiggerkjælling og kan gaa derover med en Kurv paa Armen, og saa
gaar du imidlertid derover paa et lille Besøg og ser, hvordan det
gaar mig.«
Ja, det gik Kongen ind paa. Tiggerkjællingen kom saa og bankede paa,
og den ene rødskjæggede Karl kom og lukkede op, men huggede den
straks i igjen, da han saa, hvem det var.
»Hvad gjør du det for?« siger Kongen, der var kommen først ind og var
bleven vel modtagen.
»Aa, det var ikke andet end en Tiggerkjælling.«
»Lad hende komme ind«, siger Kongen, »hende kan vi faa mange Nyheder
af.«
»Véd du noget nyt?« siger Kongen.
»Ja, det er ikke saa meget gammelt«, siger hun, »det sidste jeg var
her, mist jeg mit Æsel.«
»Saa har du været her før«, siger Kongen.
»Ja, og det er Røvere, der bor her.«
»Hvad siger du! kan du bevise det?«
»Ja, jeg kan«, og saa begynder Røverne at vise Kongen omkring, for
det forlangte han. Men saa var der et Kammer, de ikke kom ind i.
»Hvad er det for ét?« siger Kongen.
»Det er et Rustkammer.«
»Nej, det er netop det villeste Bevis for, at vi er i en Røverrede«,
siger Prinsen.
De gaar saa derind, og da faar de de døde Kroppe at se, for det var
netop det Værelse, han havde ligget i. »I er jo Røvere«, siger Kongen
og er helt ivrig, og han griber med det samme hans Sabel og hugger
Hovedet af Mesterrøveren, te det snurrede. Prinsen griber ogsaa hans
Sabel og hugger Hovedet af den anden og den tredje.
»Hvad skal vi nu gjøre ved Pigen?« siger Kongen.
»Hende skal jeg ægte«, siger Prinsen, »for hun har intet ondt
bedrevet og vilde ikke slaa til mig med Knippelen.«
»Saa vil jeg skjænke dig Slottet her at bo i.«
Kongens Folk maatte nu over at hjælpe dem at faa alle de Lig
begravet, og saa blev der ordentlig ryddet op der inde. Der fandtes
saadan Rigdom, at det var helt umaadeligt, og den skulde Prinsen
ogsaa have. Saa holdt han Bryllup med Pigen i otte Nætter og Dage, og
saa levede de i mange mange Aar paa det Slot og holdt godt Venskab
med Kongen.
Jens Gudesen, Siem.


16. Flugten fra Trolden.

Der var en Mand, som havde mange Børn og døjede med at forsørge dem.
Saa sagde den ældste, at han vilde ud i Verden at forsøge hans Lykke.
Da han kommer ud paa Vejen, kommer han i Møde med en Mand, der siger:
»Hvor vil du hen, min Dreng?«
Ja, han vilde hen og se, om han kunde faa sig en Tjeneste.
»Saa kan du komme til at tjene mig.«
»Ja, lige saa vel dig som en anden.«
Saa siger Manden: »Din Bestilling skal være at moge under en Bøl
og saa fodre ham og en Hest. Hesten ham skal du give Hakkelse for
Bagdelen og Ild i Krybben, men Bøllen ham kan du give for Næsen som
et andet Høved.«
Drengen følger nu med ham hjem, og saa viser han ham omkring. Da han
har faaet det at se, gaar Manden ud igjen, og Drengen gaar nu og ser
paa Arbejdet. Han kunde ikke forstaa, hvordan han skulde faa alt det
Mog ud, saa meget som der var, og han gav sig straks i Lag med det.
Manden havde forbudt ham at komme sønden for Huset, der var noget,
han ikke maatte se, og da han nu havde moget i flere Dage, og det
næsten ikke kunde blive kjendt, saa tænkte han paa at rømme derfra,
for der var jo ingen Udvej til at udføre hans Bestilling, tykte han.
»Men hvad mon der er sønden for Huset?« tænkte han, »det vil a dog
have at se, inden a render.«
Han lister sig da derom, og saa ligger der to store Hunde, og der
sidder en Jomfru og spinder.
Drengen bliver ræd for Hundene og hummer sig noget tilbage. »Kom du
kuns nærmere«, siger Jomfruen, »og snak med mig. Hvant er du kommen
her?«
Ja, han fortæller jo, hvordan det er gaaet til, og hvad han skal
udføre.
»Det kan du slet ikke gjøre noget ved«, siger hun, »men vil du være
tro, skal a hjælpe dig.«
Ja, det vilde han da.
Saa sætter hun de to Hunde hen at moge, og det varer kun et Øjeblik,
saa er det Arbejde færdigt. Saa siger hun igjen: »Nu skal du gaa
hen og fodre Hesten med Hakkelse for Næsen og Ild for Enden og saa
fodre Bøllen, som du plejer. Saa gaar du ind og finder et Fyrjærn og
en Kjæmmekam, og der ligger ogsaa en lille Gren, du skal have med,
for de tre Dele kan være dig til stor Nytte, og dem putter du i din
Lomme. Saa vil vi flygte begge to, men du maa bruge dig, for nu er
det Tiden. Du lægger Bidsel og Saddel paa Hesten og trækker saa den
ud.«
Han skynder sig ogsaa alt det han kan og finder Delene og trækker
Hesten ud. De sætter dem saa begge to op og rider. Da de havde redet
en bitte Krumme, saa siger Jomfruen: »Se dig tilbage, om du fornemmer
ingen Ting til.«
Nej, han mærkede ikke noget.
Et Stød efter siger hun det samme igjen. »Mærker du ikke noget endnu?«
»Jo, nu kommer Trolden.«
»Pas saa paa, naar han kommer saa nær, at han vil tage efter Halen af
Hesten, at du tager og smider den Kjæmmekam bag over dig.«
Han smed den ogsaa, og da blev der en Sandbanke bag ved dem saa stor
og saa lang.
»Det var prægtigt«, siger Trolden vredt, »det skal du ikke have gjort
for intet.« Han tilbage og henter den blaa Bøl, og den skraber sig
saa gjennem Sandbanken.
Saa siger Jomfruen til ham igjen, at han skal se tilbage.
»Ja, nu er han lige bagved os.«
»Saa skal du smide Fyrstaalet bagved dig.«
Da han havde gjort det, var der den største Ild, saa Trolden paa
ingen Maade kunde komme igjennem den. »Det skal du ikke have gjort
for intet«, siger Trolden, »men det er der ingen Fare ved«, og han
hentede den blaa Bøl, og den pissede i Ilden og slukkede den. Saa
knøg Trolden igjennem som ingen Ting.
»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen.
»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Kraft.
»Mærker du endnu ikke noget?« siger hun et Stød efter.
»Jo, nu kan a høre ham, nu er han ikke langt henne.«
»Pas nu paa at smide den Gren, naar han tager efter Halen af Hesten.«
Da han saa gjorde det og var kommen nær nok, smed Drengen Grenen ned
for ham, og da blev der den største Skov, der var saa tæt og stor, te
Trolden kunde aldeles ikke komme igjennem. Nu skulde han hjem efter
den blaa Bøl, og han var jo arrig.
»Nu gjælder det om, at vi kan redde os«, siger Jomfruen, »vi har ikke
langt til Kristenjord, men det varer heller ikke længe, inden han
kommer igjen.«
»Ja ja«, siger Trolden, da han kom til Skoven, »a skal nok tage jer«,
og han var gal i Hovedet. Han kommer snart igjennem, for Bøllen kunde
gjøre ryddeligt, hvor den kom.
»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen til Drengen.
»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Magt.
Lidt efter siger hun igjen: »Mærker du ikke noget endnu?«
»Jo, a tykkes, a hører ham.«
»Det bliver ikke mere, end vi kan redde os«, siger Jomfruen. Saa
kommer de for en Grøft, og der springer Hesten over. Da kom den paa
Kristenjord, og saa var de frelst, for der kunde Trolden ikke komme.
Men han var saa nær, at han rykkede en Lok Haar af Halen paa Hesten,
og saa siger han: »Havde du ikke været hos mig saa længe, saa havde
du ikke kunnet gjøre mig det Spil.«
Nu stod de af Hesten og lagde dem lige saa trætte og faldt snart i
Søvn. Da de vaagnede igjen og kom til dem selv, sagde Jomfruen: »Nu
skal du hugge Hovedet af Hesten og sætte til hans R..«
Nej, det kunde han ikke gjøre, sagde Drengen, for det den havde været
dem saa tro.
»Jo, du skal gjøre det, ellers hugger jeg dig ihjel«, siger Jomfruen.
Saa gjorde han det, og nu blev Hesten til det pæneste Mandfolk, en
kunde se for sine Øjne. Det var en Prins, og han og Jomfruen var
Søskende. Saa rejste de hjem til det Land, hvor de var fra, og Kongen
deres Fader tog imod dem med stor Glæde. Trolden havde stjaalet dem
fra ham for flere Aar siden, og saa havde han fortroldet Sønnen til
en Hest. Nu blev Drengen gift med Søsteren, for det hun vilde have
ham, han havde jo dog frelst dem, og saa fik Prinsen Riget at raade
over efter hans Faders Død.
Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


17. Jomfru Nøggel.

Et Sted var der en Bro, som Folk ikke kunde komme over uden en Time
før Solen stod op, og en Time efter at den var gaaet ned, for ellers
kom der en Trold eller Bjærgmand op underneden Broen og tog dem, der
kom og færdedes paa den.
Saa var der et Par Folk, som havde en Søn, og han var ude at tjene.
En Gang vilde de hen at besøge ham og skulde over den Bro. Manden
havde nok hørt, hvordan det forholdt sig der, men brød sig ikke om
den gamle Snak, sagde han, og saa blev de for silde paa Færde og kom
til Broen, efter at Solen var gaaet ned. Da han kom midt paa Broen,
stod Hestene stille, og han kunde ikke piske dem af Stedet. Der kom
nu en Trold op til dem og spurgte dem, hvad de holdt der efter.
Ja, Hestene vilde ikke gaa længere, siger han.
»Da kan jeg hjælpe dig, dersom du vil give mig det, der sidder næst
ved din Kones Bryst.«
»Det kan a sagt gjøre«, siger Manden, »riv et Stykke af din Særk og
smid ned til ham«, siger han til Konen.
Hun gjør det, men Stykket kom straks op igjen.
»Da skulde en vel ikke tro, det var ligefrem et Stykke Kjød«, siger
Manden, »men saadan maa det være.«
Konen krympede sig ved det, men de kunde ikke blive holdende der. Hun
skar et Stykke af og smed ned, men det kom ogsaa op igjen. Saa vidste
de ikke, hvad de skulde; nu fik Trolden selv at sige dem, hvad det
var.
Ja, det var hendes Foster, han vilde have, siger han, og det var en
Dreng. Naar han var tolv Aar gammel, skulde de sende ham hen til
denher Bro.
Det lovede de straks, for Manden troede ikke, det fik noget at
betyde, og aldrig saa snart han havde sagt ja til det, saa kunde de
kjøre. De kom hjem, og en Tid efter fødte Konen en Dreng. Nu kunde de
nok forstaa, at det fik noget at betyde.
Da han blev tolv Aar, sendte de ham et Sted hen med en lille Bylt
under Armen, saadan te han kunde komme over Broen.
Da han kom midt paa den, sank han ned og blev ved at synke længe,
indtil han kom til en grøn Sti, og den fulgte han, til han kom til
et lille Hus. Der gik han saa ned. I Kakkelovnskrogen sad en gammel
Heks, han havde aldrig set saa grim en gammel Kjælling, og ved Bordet
sad en bitte Pige, han havde aldrig set saa kjøn en bitte Pige. Hende
tykte han straks saa godt om, og hun hed _Venete_. Han fik noget at
spise, og saa skulde han i Seng.
Da han var kommen til Ro, hørte han nok, Bjærgmanden kom hjem, og
han kom ind til ham om Morgenen, lav han laa i Sengen, og sagde: »Nu
skal du staa op. Her er en Greb og en Skovl, du skal gaa ud og moge
vor Faaresti, og den skal være ren inden i Aften, a kommer hjem.« Der
havde været 100 Faar i den i 100 Aar, uden at den havde været moget,
og dersom den ikke var i Stand til Aften, saa skulde han af med Livet.
Saa gik Bjærgmanden sin Vej, og Drengen tog Skovl og Greb og
begyndte, men lige straks satte han sig paa Dørtrinet og græd, for
han kunde jo forstaa, det Arbejde kunde han ikke udføre. Som han nu
sad der, kom den lille Pige hen til ham og spurgte, hvad han græd for.
Saa fortæller han, hvad det var. »Der kom en Mand ind til mig og
sagde, a skulde moge Faarestien inden Aften, og hvis a ikke blev
færdig, skulde a miste mit Liv. Men a kan jo godt forstaa, a kan
umulig blive færdig, for Stien har ikke været moget i hundrede Aar,
og a er saa kjed af at komme af med Livet.«
»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig, saa skal a nok hjælpe
dig«, siger Venete, og saa tager hun Greben og begynder at moge. Da
hun havde arbejdet en lille Tid, var alting, som det skulde være, og
i god Orden, da Bjærgmanden kom hjem.
Han spurgte straks, om Faarestien var moget.
Hun siger ja, og da han nu fik at se, det var sandt, saa siger han:
»Den slog dig ikke under Øret, der har lært dig det.«
Næste Morgen kom han hen til Sengen med en Hammer og en Sav og en Fil
og sagde: »Her er nogle smaa Pinde, og dem skal du bygge en Lade af i
Dag. Den skal være saa lang og saa vid, og den skal være færdig inden
Aften, og har du den ikke bygget, naar a kommer hjem, skal du dø.«
Han satte sig og græd ligesom Dagen før, og Venete kom igjen hen til
ham og sagde: »Hvad er der nu ved det med dig?«
Ja, saa fortalte han, te han skulde bygge en Lade af de Pinde, og det
kunde han jo ikke.
»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig«, sagde hun, »saa skal a
hjælpe dig.«
Det lovede han, og saa tog hun Haandværkstøjet og huggede og savede
en lille Tid, og straks stod Laden fiks og færdig.
Da Bjærgmanden kom hjem, sagde han: »A kan se, Laden staar der, og
den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«
De kom saa i Seng, og næste Morgen kom Bjærgmanden igjen ind til
Drengens Seng og sagde: »Her er et sort Faar, og det skal du vaske
hvidt. Hvis du ikke gjør det, inden a kommer hjem, saa skal du af
med Livet.«
Naa, han gav sig til at vaske paa Faaret, men det kunde lidt nytte,
Dyret blev ved at være lige sort, og saa satte han sig og græd. Saa
kom Venete og hjalp ham ligesom forhen, og han lovede at være hende
tro og aldrig forlade hende.
»Nu skal vi afsted i Nat«, siger hun, »vi kan ikke være her længere,
for det er ikke alene dig, men ogsaa mig, der skal dø, a er kommen
her til paa en lignende Maade, men a har været her saa længe, te a
har lært nogle af deres Kunster. Nu flygter vi, saa snart Bjærgmanden
er kommen hjem, og naar du nu vil være mig tro, som du har lovet mig,
saa skal a nok hjælpe dig.«
Da Bjærgmanden kom hjem, gik han straks hen til Faaret og saa efter,
om det var bleven hvidt. »Har du selv gjort det?« siger han til
Drengen.
Ja, han havde.
»Hm hm, den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«
Saa gik Bjærgmanden ind, og de kom i Seng allesammen. Men de unge
sov jo ikke. Saa rejste Venete sig og skrev paa Ildstedet: Svit svat
svie, svar, naar hun taler. Paa Kjøkkendøren skrev hun ligesaadan, og
til sidst paa Sengestokken. Saa rendte de. Da de var komne noget hen,
sagde hun: »A tør ikke se tilbage, men det skal du gjøre, ogsaa lige
saa tit, for at se, om de ikke kommer efter os.«
Noget ud paa Natten vaagnede Bjærgkjællingen og sagde: »Jeg drømmer,
jeg drømmer.«
»Hvad drømmer du?« siger Bjærgmanden.
»Jeg drømmer, te Venete er rendt bort med Knægten.«
»Kald paa hende da«, siger Bjærgmanden.
Saa kaldte hun: »Venete!«
»Ja, Mo'r!« svarede det paa Skorstenen.
»Der kan du høre, jeg kunde nok vide, Venete var her; lad mig nu have
Ro.«
Hun ligger lidt igjen, saa siger hun: »Jeg drømmer, jeg drømmer.«
Han vaagner og siger: »Hvad drømmer du?«
»Jeg drømmer, te Venete er rendt væk med Knægten.«
Saa bliver han halvt ond, for hun havde jo spurgt, og Pigen havde
svaret, men han siger jo alligevel: »Kald paa hende da.«
Hun siger: »Venete!« og det svarer: »Ja, Mo'r!« paa Kjøkkendøren.
»Lad mig nu have Ro til at sove«, siger han.
De falder da hen lidt igjen. Lidt efter begynder hun at klage sig
over den Drømmen ligesom forhen. Da bliver han helt rasende og siger:
»Saa kan du jo kalde paa hende da.«
Hun raaber: »Venete!«
»Ja, Mo'r, jeg er her jo«, sagde det lige ved dem. »Der kan du høre,
hun er her«, siger Bjærgmanden arrig. Saa varer det atter en lille
Tid, da begynder Bjærgkjællingen igjen at vrimpe og siger: »Jeg
drømmer, jeg drømmer.« Da blev han for Alvor vred og vilde banke
hende. »Nu vil jeg kalde«, siger han, »saa skal du se, hun er her
godt nok. Venete!« raaber han, men det svarer ikke.
Nu kan det nok være, de kom af Sengen i en Fart, og saa satte de
efter dem.
Drengen saa sig jævnlig tilbage, og saa siger han: »Nu er de lige tæt
i Hælene paa os.«
Dertil svarte Venete: »Nu gjør a mig til en _Dam_, og saa skal du
være en _And_, der sejler i Dammen.«
Saa kommer Bjærgmanden og hans Kone til Dammen. »Der er hun, der er
han!« Men de kunde ikke komme til ham.
»Saa render vi hjem efter vort Asketrug og sejler ud efter ham.«
Da saa Bjærgfolkene var rejst, gjorde Venete sig til Menneske igjen,
og de rendte det de kunde videre frem. Han saa sig tilbage: »Saa, nu
er de her igjen.«
»Saa gjør a mig til et _Træ_, og du skal være en _Rose_, der sidder
i Toppen.«
Da Bjærgfolkene kom til Træet, siger de: »Der sidder Rosen oppe i
Træet. Nu maa a hjem efter min Saks, og klippe den af med«.
Saa løb de tilbage igjen, og straks var Venete og Knøsen igjen
Mennesker og løb videre. Han saa tilbage og sagde: »Nu er de her
straks igjen med Saksen.«
»Ja, saa gjør a mig til en _Kirke_, og saa skal du være en _Ugle_,
der sidder oppe i Glamhullet.« Da Bjærgfolkene kom til Kirken, blev
de saa fnysende vrede og fløj imod Kirken, saa de fløj ud til alle
Sider som smaa Flintesten, og det er dem, vi har i deher Dage at
skjære Fødderne paa.
Naa, saa var Venete og Knøsen dem kvit. Saa siger hun: »Nu skal du
ikke kalde mig Venete længere nu skal du kalde mig _Jomfru Nøggel_,
og saa skal du love mig, du aldrig vil kysse nogen, for hvis du gjør
det, saa glemmer du mig.«
Det lovede han, og saa gik hun hen ved Siden af en Mose, hvor hendes
Forældre boede, men han gik hjem til hans Faders og Moders Gaard.
Da han nu kom hjem, saa kjendte hans Moder ham straks, og hun vilde
kysse ham, for hun blev saa hjærtelig glad ved ham. Men han skubbede
hende til Side og vilde ikke kysse hende. Han talte ikke om, hvorfor
han saadan bar sig ad, men da han var kommen i Seng og falden i Søvn,
gik Moderen hen og kyssede ham. Da han saa vaagnede, kunde han ikke
huske Jomfru Nøggel længere.
Saa kom han op paa Herregaarden og fik en Forvalterplads. Nu
rygtedes det, at den Pige der i Mosehuset hun var kommen hjem til
hendes Moder, og hun var saa kjøn. Saa vilde Førstekarlen der paa
Herregaarden ned og tale med denher unge Pige om Aftenen. De sad og
talte sammen hele Aftenen, og da han havde rejst sig og gjorde sig
færdig til at gaa hjem, sagde han: »A kunde for Resten gjærne faa Tid
til at sidde lidt her endnu, om ogsaa det er over Sengetid.«
»Det maa du godt«, sagde hun, »men saa skal du gaa ud og sætte
Stangen for Yderdøren.«