Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 1

  
   Korvetten Heimdals Togt
   til
   de vestindiske Farvande
   i Aarene 1861 & 1862.
  
   Af
   J. Holm,
   Lieutenant i Søetaten.
  
   Med sex Lithografier.
  
   Kjøbenhavn.
   Fr. Wøldikes Forlagsboghandel.
   1863.
  
  
  Reiseværker.
  
  Livingstones Reise i Syd-Africa,
  paa Dansk ved #M. Th. Wøldike#. To Bind med Portrait, Kort,
  Lithographier og Træsnit. hft. 6 Rd. ib. 7 Rd.
  
  _Dr._ Barths Reiser i Nord- og Mellem-Afrika,
  paa Dansk ved #J. Michaelsen#. To Bind med Portrait, Kort,
  Lithographier og Træsnit. hft. 7 Rd. 36 Sk. Eleg. ib. 9 Rd. 4 Sk.
  
  Erindringer fra et Togt med Fregatten "Sjælland"
  til Brasilien og Vestindien i Aarene 1860-61 ved _cand. med & chir._
  #Friis#, Fregattens Skibslæge. hft. 48 Sk.
  
  Fox-Expeditionen
  i Aaret 1860 over Færøerne, Island og Grønland af #Th. Zeilau#,
  Premierlieutn. i Inf., med Lithographier og Kort. hft. 2 Rd.
  
  Den sidste Franklin-Expedition
  med "~Fox~" Cpt. M'Clintock, ved #Carl Petersen#, Tolk ved
  Expeditionen. Med Portrait, Kort, Lithographier og Træsnit. hft. 3
  Rd.
  
  Paa Stepperne,
  #Reiseskildringer fra Canada og de forenede Stater# af #J. Caird#,
  oversat af #M. W.# med Kort. hft. 72 Sk.
  
  Sinai og Golgatha.
  #Reiser i Østerlandene# af #F. A. Strauss#, oversat af ~A.
  Olivarius~. Med Lithographier og Kort. hft. 2 Rd. 48 Sk.
  
  En Fodvandring i fire Verdensdele
  af #W. C. Samuelsen#. Med Portrait. hft. 1 Rd. 24 Sk.
  
  
  [Illustration: Klart Skib.]
  
  
   Korvetten Heimdals Togt
   til
   de vestindiske Farvande
   i Aarene 1861 & 1862.
  
   Af
   J. Holm,
   Lieutenant i Søetaten.
  
   Med sex Lithografier.
  
   Kjøbenhavn.
   Fr. Wøldikes Forlagsboghandel.
   1863.
  
   G. S. Wibes Bogtrykkeri.
  
  
  Forord.
  Naar man henvender sig med følgende Beretning til Publikum, da er det
  nærmest for at imødekomme den Interesse for Marinen, der lever i
  Nationen og har et gyldigt Krav paa at blive tilfredsstillet.
  Det er nu 16 Aar siden, at Korvetten Galathea vendte tilbage fra sin
  Jordomseiling; ingen dansk Orlogsmand har senere foretaget et
  lignende Togt, ihvorvel der i nævnte Tidsrum har været nogle enkelte,
  for vore Forhold, lange Expeditioner.
  Om disse har der imidlertid Intet været forelagt Offentligheden.
  Denne har ikke kunnet danne sig et klart Begreb om Nytten af at vise
  Flaget -- Tegnet paa Nationens Selvstændighed; den har ikke kunnet
  indsee det Gavnlige i, at en Orlogsbesætning i længere Tid holdes
  under Kommando.
  De Rapporter, der fra Tid til anden indrykkes i Pressen, minde
  forbigaaende om et saadant udsendt Skibs Tilværelse; men de forlades
  med Døgnet, der har skabt dem. Den snevrere Kreds, der ved
  Bekjendtskab er knyttet til Skibsbesætningen, tilfredsstilles, naar
  et beroligende "Alt vel" er føiet til Slutningen af Rapporten.
  For dem, der ønske nærmere Oplysninger, vil maaskee et samlet Billede
  af et saadant Togt være velkomment, da det vil afgive en Maalestok
  for de Forventninger og Fordringer, der knyttes til en udsendt
  Orlogsmand.
  Idet Forfatteren saaledes, fra et vist Synspunkt, føler sig
  berettiget til at byde Publikum en Beskrivelse af Korvetten Heimdals
  Togt, maa han anmærke, at han har søgt at give denne en saa
  sammentrængt og letfattelig Form som mulig. Kjendsgjerninger,
  Begivenheder og Indtryk gaae Side om Side; de første bære det
  officielle Stempel, og han haaber, at de sidste, for Heelhedens
  Skyld, maa møde Velvillie hos Læseren.
  Foruden den særlige Skildring af Heimdals Togt, har Forfatteren følt
  sig kaldet til at give en Fremstilling af et almindeligt Orlogstogt.
  I Supplementet "Ombord" har han søgt at give en Skizze af det Liv,
  der nutildags rører sig i en dansk Orlogsmand.
  Kjøbenhavn, i December 1862.
  Forfatteren.
  
  
  Udreise og Ankomst til Øerne.
  
  Under Kommando af Orlogskaptain Grove afgik Korvetten fra Kjøbenhavns
  Red d. 30te Juni, anløb efter Ordre Plymouth for at fylde Kul og
  afgik den 10de Juli herfra direkte til Vestindien. Overreisen var
  begunstiget af særdeles godt Veir, men Passaten var noget flau,
  hvorfor Korvetten, skjøndt en god Seiler, kun opnaaede en
  Middelreise, d. e. 4 Uger fra Kanalen. Vel er Heimdal en Dampkorvet;
  men det Høieste, den kan rumme, er Kul for 7 Gange 24 Timer, og
  Kulkjælderen er derfor en Sparebøsse, som man ikke tyer til, førend
  det er høist nødvendigt. Paa en Reise som denne behøvedes det heller
  ikke, og Damp blev saa lidt som muligt benyttet. Passaten, som man
  træffer omtrent på Madeiras Brede, blæser jo bestandig mod Vest, og
  man har kun at gjøre sig saa bred som mulig med Seil, naar man har
  opnaaet at fange den.
  Efter de forskjellige Aarstider træffer man Passaten snart paa
  nordligere, snart på sydligere Breder, men næsten altid der, hvor den
  verdensberømte Amerikaner, Lieutenant Maury, har sat dens Grændse.
  Denne af sin Virksomhed for den transatlantiske Fart saa høit
  fortjente Mand har med utrættelig Flid udarbeidet Reiserouter over
  Atlanterhavet, som den Søfarende i næsten alle Tilfælde staaer sig
  ved at følge. Ved at benytte nogle og tyve Tusinde Skibsjournaler har
  han opnaaet det smukke Resultat, til enhver Tid paa Aaret at kunne
  angive de fremherskende Vind- og Veirforhold paa forskjellige Steder,
  hvorefter han har udarbeidet Router for de korteste Reiser. Endogsaa
  Skibsførere, der have udbedt sig hans Raad, har han forudsagt den
  Vei, de under visse Eventualiteter burde tage, og da hans Spaadomme
  altid ere gaaede i Opfyldelse, har han beseiret mangfoldige Fordomme
  og givet Navigationen en videnskabelig Karakteer, der mere og mere
  lægges til Grund for Seiladsen i den nyere Tid. I de senere Aar har
  ethvert dansk Orlogsskib, der gaaer over Atlanterhavet, ført en
  meteorologisk Journal, som er bleven tilstillet Lieutenant Maury, og
  en saadan blev ogsaa paa dette Togt ført af en af Korvettens
  Officerer.
  Angaaende Overreisen er der ikke videre at bemærke. En Søreise, der
  er eensformig i sig selv, vilde blive det endnu mere for Læseren, og
  Beskrivelsen af en tiltagende Hede vilde maaskee fra dennes Side møde
  en tiltagende Kulde, hvilket vi for enhver Priis ville undgaae.
  Imidlertid er Heden i Troperne ingen Spøg for de dertil uvante
  Europæere, og i en Orlogsmand, hvor saamange Mennesker ere
  sammenpakkede i et indskrænket Rum, forvandler en Sygdom sig let til
  en Epidemi. Vort Skib, der havde Fredsbesætning (156 Mand;
  Krigsbesætningen er omtrent 20 Mand mere), var iøvrigt særdeles vel
  apteret og hjemmefra godt forsynet med Midler til Sundhedspleien. Men
  ogsaa ombord blev der gjort Alt for at fremme Hygieinen, og der kan
  gjøres meget, naar Skibschefen stadigt har sit Øie henvendt paa dette
  vigtige Punkt.
  Den 8de August fik vi Øen St. Bartelemy i Sigte, og Dagen efter vare
  vi udenfor Christianssted, der ligger paa Nordsiden af St. Croix og
  hvor Gouverneuren boer. Da vi ikke kunde løbe ind i Havnen, sendte
  Chefen sine Depecher iland til Gouvernementet, Fortet saluteredes, og
  vi gik strax til Frederikssted, hvor vi ankom samme Eftermiddag.
  Herfra tog Chefen over Land til Christianssted for at melde sig hos
  Gouverneur Birch, hvem han var underlagt med Hensyn til Tjenesten ved
  de danske Øer. En glimrende Diner, som Gouverneuren nogle Dage senere
  gav i Gouvernementshuset for Korvettens Officerer, indviede vor
  Ankomst til det danske Vestindien.
  Dagen efter, den 12te August, kom Korvetten for første Gang til
  Ankers i St. Thomas' Havn, hvor Chefen satte sig i Forbindelse med
  Vicegouverneur Berg og de øvrige Autoriteter. I Havnen var der ingen
  fremmede Orlogsmænd eller Kapere, hvorimod der var indløben
  Efterretning om, at en Snees Skibe vare tagne i Søen af Sydstaternes
  Kapere og brændte af disse, da det ikke tillodes dem at sælge deres
  Priser i nogen Havn. Da Forholdene i St. Thomas vare rolige, gjorde
  Korvetten d. 19de August et lille Kryds til St. Jan, og i Slutningen
  af samme Maaned nogle Krydstoure mellem Øerne.
  Den 5te September gik de nordlige Staters Krigsdampskib Powhattan til
  Ankers i St. Thomas' Havn for at forsyne sig med Kul. Det var et af
  de Skibe, som vare udsendte for at erobre Sydstaternes armerede
  Dampskib Sumter, der, som man veed, heldig undslap sine overlegne
  Fjender og endelig sluttede sin Rolle i Vestindien ved at undgaae det
  ved Martinique stationerede "Iraquois'" Forfølgelse. Sumter var de
  nordlige Staters flyvende Hollænder og imod den nærede de en
  Forbittrelse, som jo ikke blev formindsket ved den ofte gjentagne,
  men altid frugtesløse Jagt efter den. Vi fik ikke Sumter at see, da
  den vel vogtede sig for at komme til St. Thomas, hvor dens Fjender
  bestandig laae paa Luur.
  Med Gouverneuren og Vicegouverneuren gik vi den 6te September til St.
  Jan, ved hvilken Leilighed det undersøgtes, hvorvidt en lille Ø
  (Loango), der ligger tæt ved St. Jan, hører til den engelske Ø
  Tortola (hvad dennes Bestyrelse havde paastaaet) eller under den
  danske Regjering. Efter hvad vi senere have erfaret, oplystes det, at
  Øen Loango hører os til, og den danske Krone har saaledes i 1861 havt
  en Tilvæxt -- men den er rigtignok ikke meget betydelig, da hele Øens
  Befolkning kun bestaaer af nogle faa Negerfamilier.
  Forholdene ved St. Thomas vare bestandig rolige, derimod var der fra
  en anden Kant indløbet Efterretninger om Kaperier af Sydstaternes
  Skibe, idet nemlig den danske Generalkonsul Stürup i Caracas havde
  indberettet, at Sumter blandt andet havde taget 2 Skibe, der vare
  bestemte til Porto Cabellos Havn. Da Generalkonsulen i samme
  Skrivelse udtalte, at det vilde være meget gavnligt for de danske
  Interesser der i Landet, om et dansk Krigsskib for en kort Tid kunde
  anløbe Republiken Venezuelas Havne, og da dette stemmede med den
  Tjeneste, der ogsaa hjemmefra eventuelt var forbeholdt Korvetten,
  besluttedes det, at denne skulde gjøre en kort Udflugt til de omtalte
  Steder.
  
  
  Togt til La Guayra og Porto Cabello.
  Besøg i Caracas.
  (9de September -- 29de September.)
  
  Den 9de September afgik Korvetten fra vore Øer og satte Kurs efter La
  Guayras Red. Veiret var ikke lovende og adskillige Omstændigheder,
  navnlig en tung og trykkende Atmosfære, lode endogsaa formode, at en
  Orkan var i Anmarsch. Det var anden Gang paa Togtet, at en saadan,
  gjennem sine Profeter Atmosfæren og Barometret, havde meldt sig. Den
  første Allarm i Leiren skete ved vor Ankomst til St. Thomas den 12te
  August; den tredie og sidste ved vor Tilbagekomst til denne Havn
  efter det her nævnte Togt. Heldigviis blev det ved Symptomerne; dog
  fik vi at vide, at der hvergang vi havde iagttaget disse, havde været
  Orkan længere nordpaa. For dem af vore Læsere, der maatte ønske at
  gjøre nærmere Bekjendtskab med disse det tropiske Klimas
  Fredsforstyrrere, kunne vi henvise til de engelske Forfattere Reid og
  Piddington, der have bragt dem i System og indeholde fuldstændige
  Beskrivelser saavel af Tegnene paa deres Komme, som af de Maader,
  hvorpaa man skal søge at undgaae dem. Et nyt Kjendetegn paa Orkaners
  Komme er desuden opdaget af en Mand, der i en Menneskealder har
  iagttaget Klimatforholdene i St. Thomas, og da det skal være et
  ufeilbarligt Tegn paa en ankommende Orkan, ville vi ikke undlade at
  omtale det her. Det forklares saaledes:
  Orkanen gaaer i Hvirvler fra Atlanterhavet over Antillerne til
  Florida Golfen. Disse Hvirvler indeholde igjen utallige smaa
  Hvirvler, der række langt udenfor den egentlige Orkans Kredsløb og
  have den Virkning paa Vandoverfladen, at Draaber af denne løsrives og
  hoppe ret op af Søen. Dette Fænomen, der kan vise sig mange Timer før
  Vinden, skal afgive den paalideligste Bebudelse af Orkanen. Som
  almindelig Hovedregel gjælder det i vore vestindiske Farvande at søge
  sydefter; thi jo mere man nærmer sig Sydamerikas Nordkyst, der saa at
  sige aldrig hjemsøges af Orkaner, desto sjældnere vil man overraskes
  af disse. Bermudas Øerne ligge i deres værste Strøg, og Udtrykket
  "Bermudas Punsch", der er et Ordsprog mellem Søfolk, indeholder en
  Hentydning hertil. Af vore Øer er St. Thomas den, der har været meest
  hjemsøgt. Den sidste Orkan fandt Sted den 2den August 1837 og var
  over al Beskrivelse voldsom. Nogle og tredive Skibe forliste totalt i
  den ellers sikkre Havn, der var saa opfyldt med Vrag og sunkne Skibe,
  at det engelske Postdampskib, som ankom faa Dage efter, havde ondt
  ved at finde et Sted, hvor det kunde kaste Anker. De Skibe, der ikke
  kappede Masterne, kæntrede paa deres Ankerplads, et Fort ved Havnen
  blæste ned i kortere Tid, end det kunde skydes ned med Kanoner, og
  flere hundrede Huse ødelagdes i Byen, hvor desuden adskillige Folk
  ihjelsloges; i Havnen druknede hundrede Mennesker.
  Efter 5 Dages Seilads kom vi den 14de September tilankers ved La
  Guayra, hvorfra Chefen, med nogle af Officererne, næste Dag tog op
  til Caracas for at sætte sig i Forbindelse med den derboende danske
  Generalkonsul, Legationsraad Stürup.
  Caracas, Hovedstaden i Republiken Venezuela, ligger kun nogle faa
  Mile fra La Guayra; men Veien gaaer over de høie Bjerge, der hæve sig
  langs med Kysten, og ved hvis Fod Byen La Guayra ligger. I de senere
  Aar er der anlagt en Kjørevei, hvilken vi, da vi vare Flere,
  besluttede os til at benytte. Fulde af Forhaabning om den Nydelse, vi
  gik imøde, stege vi ind i den noget skrøbelige _careta_ og rullede ud
  af Byen. Efter c. 10 Minuters Forløb begyndte allerede Opkjørselen ad
  Bjergveien, og vi vare snart enige om, at hvad vi følte og saae,
  overgik vore dristigste Forventninger. Medens vi gradeviis viklede os
  ud af den tropiske Atmosfære, udfoldede dens glimrende Rigdom og
  Farvepragt sig under os. Den smalle Slette, der med sine
  Sukkermarker, Kaffeplantager, Huse og Haver paa den nordlige Side
  begrændsedes af de mægtige skovbegroede Bjergskrænter, og paa den
  sydlige af den hvide Skumfryndse, som det caraïbiske Havs Brænding
  dannede om dens Fod, var et høist tiltalende Syn, som Veien i sine
  lunefulde Snoninger snart aabnede, snart lukkede for vort Blik. Men
  netop Veien selv, hen ad hvilken vi fore med den Fart, som tre Heste,
  opmuntrede af spanske Eder og Pidskeslag, kunde give os, havde vi paa
  Grund af disse henrivende Udsigter ikke skjænket nogen synderlig
  Opmærksomhed, før der indtraf et lille Tilfælde, der i et Nu gjorde
  vore Sandser sobre. Den ene Hest blev indviklet i Seletøiet og faldt;
  men Kudsken stoppede behændig: som et Lyn var han nede af Bukken, og
  vi kom naturligviis i en Fart ud af Vognen. Det hændte sig, at et
  Kjøretøi, hvori der var to spanske Herrer, kom bagefter, og deres
  Kudsk kom til. Under utallige Eder, blandede med Paakaldelser af
  Madonna, blev Hesten reist og da Chefens Ordonnants, en Topsgast fra
  Fore Mers, fik Øie paa et Stykke Toug, begyndte han dermed at knobe
  det iturevne Seletøi sammen, saa at vi efter nogle Minuters Forløb
  kunde stige ind og igjen rulle afsted.
  Under dette korte Ophold, der fortrinligt egnede sig til Eftertanke,
  kom vi under Veir med, at man ingen Illusioner kan gjøre sig om sin
  Skjæbne, hvis man er saa uheldig at vælte paa denne Vei. Den er saa
  at sige skrællet af Bjergsiden, som man har tilvenstre, naar man
  kjører op, og da den er saa smal, at to Vogne ikke uden Forsigtighed
  kunne passere hinanden, har man hele Tiden tæt tilhøire de gabende
  Afgrunde, der vel ere smukke og bevoxede med Skov, men hvis Bund Øiet
  ikke kan udspeide. Vi hørte ogsaa senere, at forholdsviis Faa benytte
  Vogne, der have afstedkommet flere Ulykker, og vi ville anbefale
  Enhver, som gjør denne Reise, at bruge Muler, hvilket er ulige
  sikkrere og ligesaa behageligt. Forresten ville vi varmt anprise
  selve Veien, der er fuld af Skjønheder og maa foretrækkes til
  Nedstigningen. Den gamle, betydeligt steilere, Ridevei kan da
  benyttes til Opgangen.
  Noget efter at det omtalte lille Uheld var skeet, kom vi til en
  _posada_ eller et Værtshuus, hvis hele Udseende rigtignok langtfra
  svarede til den Forestilling, det velklingende fremmede Navn maatte
  opvække. Alt var forfaldent og svinsk. Vi fik imidlertid Begreb om
  spansk Høflighed (ikke den proverbielle) ved den Artighed, de to
  spanske Herrer, vi reiste i Følge med, udviste imod os. De bøde os
  det Bedste, Huset formaaede, og vare utrættelige i at vise os
  Opmærksomhed. Senere gjorde vi dem et Besøg i Caracas, hvor de
  opholdt sig paa en Gjennemreise til Valencia.
  Den anden _posada_, som vi bedede ved, ligger paa en saa yndig Plet,
  at dens Navn meget passende kan være _Eldorado_; saavidt vi erindre,
  hedder den ogsaa saaledes. Det er i Sandhed en paradisisk Have. Foran
  Huset, hvis Ryg ligger op imod Klippen og hvis Indgang vender mod
  Havet (eller rettere Luften), ligger en lille Flade, omtrent saa stor
  som det Halve af Kongens Nytorv, og paa dette lille Rum er der en
  Rigdom af forskjelligartet Vegetation, som man vistnok længe skal
  lede om Magen til. Ved Siden af Pilen, Poplen og det hjemlige
  Hyldetræ blomstrede Orangetræet, Kochenilleplanten, Gummi-, Guayava-
  og Mangotræet. Paa Klippen bagved paraderede kæmpemæssige Kaktus, og
  de for Troperne karakteristiske Bananer udfoldede deres brede Blade
  midt imellem en Væxt af Tobaks-, Kaffe- og Bomuldsplanter. Som en
  Ramme om det Hele stode de mægtige Bjerge med deres mørke Afgrunde,
  dybe Kløfter og afvexlende belyste og beskyggede Toppe. Vi føle
  destoværre, at Beskrivelsen kun er mat imod det Indtryk, som
  Beskuelsen af denne Naturskjønhed efterlod hos os, og at
  Pennetegningen er høist ufuldstændig. Men selv om vi havde Penselen
  og de friskeste Farver til vor Raadighed, kunde vi dog ikke male
  Solen, den lette Bjergluft, den elastiske Stemning til at nyde, den
  dybe Ro til at samle -- Sligt maa sees og føles.
  Fra dette Sted kjørte vi endnu et _à_ totusind Fod opad, lig Guder i
  Skyerne og saa begyndte Nedkjørselen til Caracas, der ligger i en
  yndig Dal omtrent 3000 Fod over Havet.
  Det var alligevel ikke uden en sørgmodig Følelse, at vi bevægede
  os gjennem disse Naturens Skjønheder, thi i skjærende Modsætning
  til dem stode Landets indvortes Uroligheder og høist uheldige
  Regjeringsforfatning. Faa Dage før vi vare ankomne, var der indtraadt
  en dobbelt Forvikling i denne, idet nemlig et Parti, støttet navnlig
  af Militairet, havde indkaldt den gamle General Paëz, der høist
  uvillig og modstræbende overtog Pladsen som Republikens Diktator og
  derved atter kastedes ind i sit Fædrelands ulykkelige Borgerkrige.
  Med Undtagelse af La Guayra og Hovedstaden Caracas var det øvrige
  Land endnu i den forrige Regjerings Hænder, og General Paëz's
  Forposter stode ikke mere end en Miils Vei søndenfor Caracas. Det
  andet Parti betegnedes ved alle de Lovløsheder, der følge af
  irregulair Krigsførelse; Røverier og Brandskatninger hørte til Dagens
  Orden, og Regjeringen i Caracas hindredes ved Pengemangel fra at
  skabe en disciplineret Armee og gaae angrebsviis tilværks. Til
  Hovedstaden vare flere Flygtninge fra Landet ankomne, udplyndrede og
  berøvede Alt hvad de eiede; al Handel og Plantagedrift var saagodtsom
  standset, kort: Tilstanden var høist sørgelig.
  Det Pas, som var os medgivet fra Kommandanten i La Guayra, blev
  viseret ved Forposterne søndenfor Byen, og efterhaanden som vi nu
  nærmede os Caracas, saae vi Spor af Krigen og Tegn paa Indbyggernes
  Dovenskab og urolige Karakteer. Udyrkede Jorder og halvt eller heelt
  sammenstyrtede Huse glede forbi os. Paa nogle faldefærdige Mure
  læstes: _Eviva Paëz, abayo Tovar!_ smurt op med plumpe Bogstaver, og
  denne Inskription, der oftere gjentoges, hyppigt anbragt paa de
  kurieuseste Steder, godtgjorde da idetmindste, at intet nyt Parti var
  kommet til Magten, medens vi foretoge Reisen fra La Guayra. Disse
  Ryttere i fantastiske Uniformer, hvoraf vi saae nogle sprænge os
  forbi, var altsaa Paëz's Officerer og disse Fodgængere af alle Slags,
  der nu bleve hyppigere, hans midlertidige Undersaatter. Byen, som
  anmeldte sig ved en yderst slet Brolægning, var altsaa Caracas. Vi
  rullede ind i den i Mørkningen efter c. 6 Timers Kjørsel.
  Generalkonsul Stürup, der af den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr.
  Roosen, ved Telegraf var underrettet om vor Ankomst, modtog os med
  stor Hjertelighed. Chefen tog efter Indbydelse Bolig i hans eget
  Huus, og til Officererne havde han sørget for Værelser i det bedste
  Hotel i Byen. En Timestid efter vare vi Alle forsamlede ved
  Middagsbordet hos vor ædle Vært og hans elskværdige Familie.
  Det vilde være aldeles umuligt at omtale vort Ophold i Caracas uden
  tillige at nævne Hr. Stürups Huus, der paa en saadan Maade aabnede
  sig for os, at vi aldrig traadte over dets Dørtærskel uden at føle os
  hjemme. Hver Dag var det Udgangspunktet for en eller anden Udflugt i
  Omegnen, hver Aften havde vi der Leilighed til at være sammen med
  Familiens elskværdige Omgangsvenner og til at nyde godt af den ikke
  uinteressante Blanding af dansk Gjæstfrihed og spansk Høflighed, som
  saaledes bødes os.
  Den bevægelse og det Røre, der var i Byen paa Grund af de forstyrrede
  Forhold, var meget tiltalende for os, som jo vare i den særegne
  Stilling, at vi med Interesse kunde følge Bølgebevægelsen paa
  Overfladen, uden at behøve at analysere de uhyggelige Kræfter i
  Dybet, hvorfra den udgik. For os var det en reen Nydelse at spadsere
  igjennem den temmelig anseelige By og betragte dens lave Huse,
  tilgittrede Vinduer, Boutiker, Bygninger og Torve. Paa alle Pladser
  exercerede Rekruter; Officerer og Ordonnantser gallopperede igjennem
  Gaderne, hvor Drivere, Muler og Karrer krydsede hverandre. Saa kunde
  man komme til en Gade, hvor ligesom alt Liv syntes uddød; men Solen
  skinnede dog mildt over den, og dens drømmende Udsigt til de fjerne
  Bjerge talede meer end nogetsomhelst Andet til Fantasien.
  Medens vi benyttede Leiligheden til at forherlige vort private Liv,
  blev den officielle Side af Besøget naturligviis ikke forsømt.
  Ledsaget af Generalkonsulen aflagde Chefen med Adjutant Visiter hos
  de fremmede accrediterede Gesandter, hos Udenrigsministeren og
  endelig hos Diktatoren selv.
  Bland Andet, der paahvilede Korvetten paa nærværende Togt, skulde
  den nemlig minde den venezuelanske Regjering om nogle Espera
  Fordringer, som Kjøbmændene i St. Thomas fra tidligere Tider havde
  paa denne. Afdragene paa dette Laan, der skulde dækkes ved
  Toldindtæger, vare imidlertid paa Grund af den forstyrrede Regjering
  udeblevne; men Øieblikket var ikke heldigt til at faae dem betalte.
  Udenrigsministeren anerkjendte vel Fordringerne, men saae sig ikke
  istand til at opfylde dem, da Krigen, der havde varet i 3 Aar,
  aldeles havde udtømt Landets Hjælpekilder. Han lovede imidlertid at
  gjøre Fordringerne Fyldest, saasnart det var ham muligt, og dette
  Løfte har han ogsaa senere indfriet.
  Dagen efter besøgte vi General Paëz. Vi ledsagedes paa dette Besøg af
  Hr. Stürup og en dansk Læge Dr. Frydensberg, som kjender Generalen og
  endog har havt Leilighed til at vise ham ikke uvæsentlige Tjenester.
  Han fortalte os, at da Paëz ved den forrige Revolution var styrtet og
  fængslet, frygtede man endogsaa for, at Modpartiet vilde lade ham
  skyde, og dette bevægede da nogle af hans Tilhængere, med _Dr._
  Frydensberg i Spidsen, til at aabne en Subskription for at skaffe
  Generalen Midler til at fragte et Skib, der kunde tage ham ombord.
  Planen saavelsom Flugten lykkedes, og en Time efter at Paëz var
  afseilet, kom der Ordre til at lukke La Guayras Havn. Siden den Tid
  er vor danske Læge gode Venner med den gamle General, og denne kunde
  hverken have faaet en bedre Ven eller Læge. Hvor hans joviale Ansigt
  viser sig, bliver der snart Solskin, og naar han paa sin adstadige
  Mule rider gjennem Gaderne i Caracas, krydse mange venlige Øiekast
  hans Vei, og han hilser muntert til Høire og Venstre. Den brave
  Doktor maa ofte tage sine Patienters gode Villie i Gjerningens Sted
  og nøies med Venlighed istedetfor Betaling, hvad han gjør med megen
  Gratie. Da han desuden ved Krigens Udbrud, under en rasende Gadekamp
  i Caracas, med stor Ro gik omkring og forbandt baade Venner og
  Fjender, er det intet Under, at han er afholdt af Venezuelanerne,
  medens de Danske, der see ham derovre, glædes over hans trofaste
  Ihukommelse af sit Moderland, hvis kraftige Humor og gamle Sange
  klinge dobbelt liflige, naar de høres saalangt fra Hjemmet.
  Generalens Bolig (d. v. s. Hovedqvarteret -- thi Generalen eier
  hverken Huus eller Penge) laa i en Udkant af Byen. Alt var her paa
  Krigsfod; Skildvagter vare stillede ud; Ordonnantser kom og gik, og
  et Par Kompagnier laae i Gaarden og sov med Geværet ved Siden. Vi
  modtoges af en Adjutant, der førte os ind i et stærkt oplyst Værelse,
  hvor en livlig Konversationsmumlen mellem en Mængde Herrer og Damer
  hilsede vor Indtrædelse. Vi befandt os ved et improviseret Hof, som
  kun var nogle faa Dage gammelt, og det var ikke uinteressant at lade
  Øinene løbe hen over de forskjellige Grupper, som vi, staaende midt i
  Salen, betragtede.
  Pludselig blev der stille og Alle reiste sig, da General Paëz traadte
  ind. Vi bleve forestillede og meget høfligt modtagne, og da vi efter
  Indbydelse havde taget Plads og Komplimenterne udvexledes mellem
  Chefen og Præsidenten, begyndte igjen den dæmpede og livlige
  Konversation mellem Salens brogede Klynger. Saameget syntes at være
  vist, at det neppe var Politik, der afhandledes mellem de unge
  Officerer og de pyntelige Damer, hvis Vifter, Læber og Øine vare i en
  uophørlig Bevægelse, som paa det Bestemteste modsagde enhver
  Forestilling om Alvor eller Kjedsomhed.
  General Paëz dannede en betydelig Modsætning til sine unge
  Omgivelser. Han er høit oppe i de Halvfjerds og saae den Aften meget
  anstrængt ud. Han var yderst tarveligt paaklædt; men man bemærkede
  det neppe paa Grund af den Værdighed og Anstand, der var udbredt over
  hans Væsen og det ædle Ansigt, der oplivedes af Samtalen. De mange
  forskjellige Skjæbner, denne Mand havde fristet, det stormfulde Liv,
  han havde gjennemgaaet -- og den Storm, han endnu i sit Livs Aften
  var kaldet til at gaae imøde -- Alt dette gjorde ham til en
  interessant Personlighed, som man ikke uden Ærbødighed kunde
  betragte. For hans Uegennyttighed er hans Fattigdom det bedste
  Beviis. Naar Tanken falder paa den berygtede mexikanske General Santa
  Anna, der fortiden lever i St. Thomas -- hvortil han har trukket sig
  tilbage med Millioner af sit Lands Penge -- bliver Modsætningen klar,
  og man beundrer den Mand, der alene ledet af Fædrelandskjærlighed
  trodser Savn og Farer som i sine unge Dage.
  For 27 Aar siden havde vor Chef været ombord i en dansk Orlogsbrig,
  der førte den daværende, af Paëz indsatte Præsident Vargas fra St.
  Thomas til Venezuela. Denne Omstændighed, dette Minde fra tidligere
  Tider, oplivede den gamle General og han udtalte sig meget
  erkjendtligt om de Tjenester, den danske Regjering dengang havde ydet
  Republiken.
  Efterat Audiensen havde varet et Kvarteers Tid, toge vi Afsked med
  Præsidenten, der venlig rakte os Haanden, og vi bleve af hans
  Adjutanter førte omkring i den smukke Have, som vi rigtignok kun ved
  Maanens Skin kunde betragte; imidlertid undgik et i Buxbom anbragt
  kæmpemæssigt _Eviva Paëz_ ikke vor Opmærksomhed, og den uvisse
  drømmende Belysning bidrog sit til at forhøie det romantiske Indtryk,
  som vi modtoge af dette Besøg. Interessen for En af Adjutanterne
  forhøiedes derved, at vi erfarede, at han var en Søn af Paëz og i
  længere Tid havde deelt Faderens Landflygtighed i Nordamerika.
  Den sidste Dag vi vare i Caracas, havde Generalkonsulen foranstaltet
  en diplomatisk Diner i sit Huus, hvortil den venezuelanske Udenrigs-
  og Indenrigsminister samt de fremmede Generalkonsuler vare indbudne.
  Denne Fest sluttede paa en værdig Maade vort officielle Besøg i
  Caracas, og det var os en stor Tilfredsstillelse her at finde
  Bekræftelse paa vor tidligere Overbeviisning, at den danske
  Regjerings Repræsentant nyder dyb Agtelse saavel hos Republiken
  Venezuela som hos de europæiske Gesandter.
  Imedens vi vare i Caracas, havde den hollandske Vicekonsul i
  Barcelona anmodet om, at Korvetten maatte komme dertil, da de
  derværende Europæeres Stilling var meget trykket paa Grund af de
  vexlende Partiers Magtsprog. Da imidlertid vor Generalkonsul ønskede