Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 5
Total number of words is 4726
Total number of unique words is 1819
35.2 of words are in the 2000 most common words
50.5 of words are in the 5000 most common words
59.2 of words are in the 8000 most common words
som muligt. Til at bevare Provisionerne er Isen imidlertid
fortræffelig. Af disse ankommer der alle Slags: Kjød, Smør, slagtet
Fjerkræ, Østers, Frugt o. s. v. med Iisskibene fra Amerika og
udsælges fra Iisboutiken, der har Monopol paa denne Handel imod at
skulle forpligte sig til altid at have et bestemt Kvantum Iis i
Beholdning. I et Klima, hvor adskillige Ting ikke kunne holde sig
Dagen over, er dette en meget god Indretning; selv om Varerne ere
lidt dyrere end sædvanligt, indvindes dette ved, at man ikke behøver
at bortkaste bedærvede Provisioner. Hovedgrunden til at Iishandelen
er et Monopol, er dog vistnok den, at Isen er et vigtigt Middel ved
Behandling af Febere.
Aftenselskabeligheden i Vestindien har ikke den samme Form som
herhjemme -- hvad Theen og Smørrebrødet angaaer. Den sidste Artikel
seer man ikke, uden naar en eller anden Familie beslutter, for en
Afvexlings Skyld og af Opmærksomhed mod de danske Gjæster, for en
enkelt Aften at leve paa Dansk. Man spiser til Middag Kl. 6, naar
Solen er gaaet ned, og nyder derfor Intet til Aften. Dette medfører
den Behagelighed, at man kan gjøre Besøg om Aftenen uden at falde til
Uleilighed. I ethvert Huus, der eengang har aabnet sin Dør for En, er
man om Aftenen velkommen til en Passiar og en Cigar, der altid nydes
i Damernes Nærværelse, da den stærke Gjennemtræk i Værelserne gjør,
at Røgen ikke generer. Hertil føies da gjerne et Glas Viin og Vand,
Cognac og Vand, eller et Glas Øl, og man kan da bortfjerne sig med
den rolige Bevidsthed, at man ikke er kommet for Madens Skyld.
Ved St. Thomas forstaaer man Byen, skjøndt det kun er Øen, der bærer
dette Navn; men de enkelte Plantager ere af ringe Betydning -- Byen
har Handelen og Livet for sig selv. Plantagerne have efterhaanden
opgivet Sukkerdyrkningen, og lægge istedetfor Vind paa Kreaturer, paa
hvilke de have Afsætning til Byen og Skibene. At St. Thomas er en
Frihavn, forøger jo Omsætningerne, og Kjøbmændene, der ere lavt
beskattede, gjøre gode Forretninger. Var man Statistiker, vilde man
vist faae at see, at det er en ganske kjøn Sum, der hvert Aar
forsvinder i de mange Fremmedes Lommer, og det er da ikke saa
underligt, at disse ere loyale og tilfredse med _status quo_.
Forøvrigt beskjæftige disse Folk jo en Mængde Arbeidere, og der er
altid nok at tjene for Negrene -- men netop derfor søge disse det
mindst mulige Arbeide for den høieste Betaling, og den Bevidsthed, at
de altid kunne faae et _»job«_, naar det kniber, gjør dem dovne og
lidet elskværdige. Deres meest yndede Bestilling i St. Thomas er at
drive omkring med en Baad i Havnen, anløbe alle Skibe, og ved Salget
af Konkylier, Frugt, Peber-Edike, Cigarer o. s. v. snyde alle
Nysankomne, og hvem der forresten vil lade sig trække op af dem.
Flere af Kjøbmændene have "Gigger" (lange Fartøier), hvormed de sende
deres Agenter eller selv gaae ombord i de indkommende Skibe, og her
er da Beskjæftigelse for 6 _à_ 8 Negre paa et saadant Fartøi. I Byen
træffer man disse drivende omkring; Nogle tigge, Andre røre deres
Herrers Heste, Andre igjen ride deres egne -- men Alle kultivere de
paa bedste Maade det _otium_, som er _pulvinar diaboli_. En
vindskibelig Haandværkerklasse seer man saare lidt til; Alt
indforskrives direkte, saasom: færdige Klæder, Skoe, Pynt,
Huusholdningsgjenstande, o. s. v. Gaaer en Lampe itu, da kaster man
den bort og kjøber en ny -- Reparationsarbeide er altfor kostbart.
Negerinderne leve for det meste af at vaske og sælge Frugt paa
Gaderne, og en stor Mængde af dem dele Mændenes løse Anskuelser,
Levemaade og Ulyst til stadig Beskjæftigelse.
Vi saae et slaaende Beviis paa Dovenskaben hos St. Thomas'
Negerbefolkning, naar vi halte hen til Kuloplagene (hvad der
forekommende tilbødes os af det engelske Selskabs Agent) for at fylde
Kul. Dette Arbeide udførtes af Fruentimmer -- ikke fra St. Thomas --
men fra de omliggende Smaaøer, navnlig Tortola, og disse Kvinder
udmærkede sig ligesaameget ved Flid, som Stedets ved Dovenskab.
Ifølge Negerindernes Vane at bære Alt paa Hovedet, bare de paa denne
Maade Kullene i Kurve paa en 60 Pd., og vare, paa en kort Hviletid
nær, i Arbeide fra om Morgenen til Solnedgang; men saa havde de ogsaa
tjent en Dollar (11 Mk. 4 Sk.). Man har et Exempel paa, at En af dem
ved dette Arbeide sammensparede saameget, at hun kjøbte sin Broder
fri. Han var Slave paa en af de spanske Øer.
Ere Negrene paa St. Thomas undertiden mindre oplagte til Arbeide, ere
de dog altid særdeles vel oplagte til Fornøielse; i at dandse ere de
navnlig utrættelige. I Juletiden slaae de sig rigtig løs, og
"Negerballerne" ere da i fuld Gang. Vi ere saa heldige at kunne byde
Læseren et Billede af et saadant Bal. Salen er belyst af to Praase;
men paa den svage Belysning bøder den overgivne Lystighed. Man troe
ikke, at Toiletterne ere simple -- tværtimod: den sorte Skabning
omsluttes af de meest blændende hvide Stoffer; paa Baand og
Kniplinger er der ingen Mangel. Der gives baade blaserede
Personligheder og lystige Springfyre blandt Herrerne, for hvis
Vedkommende den hvide Frakke er i ligesaa stor Mode, som den sorte
Kjole hos Europæerne. Musiken -- en Tromme og en Klokke -- er noget
tarvelig; men Trommeslageren søger at multiplicere sig ved at tage
Hælene tilhjælp, og han har et rigeligt Akkompagnement i Latter og
Snak og i Dandsens vilde Tummel. Hver af de Dandsende vælger desuden
sin egen Takt, hvilket frembringer et Kaos, som det er komisk nok at
overvære.
[Illustration: Couleurt Bal i Juletiden paa St. Thomas.]
Til vore Negres Roes maa man anføre, at de, der anvendes som Tyender
i Familier, ofte ere vel ansete af deres Herskaber, og vi have selv
seet adskillige agtværdige Personligheder i denne Stilling, som,
hvormeget der end anbetroes dem, aldrig skuffe den dem viste Tillid,
og desuden hænge med oprigtig Hengivenhed ved den Familie, til hvis
Tjeneste de eengang have offret sig. I Legemsstyrke og Behændighed
staaer Negeren høit. Medens vi laae i Havnen, opdagede vi engang, at
noget af Kobberet var istykker, og da dette, paa Grund af den Lethed,
hvormed Træet i Tropeegnene angribes af Orm, snarest muligt maatte
repareres, gjorde vi os Umage for, at dette kunde skee. Da der
imidlertid ingen Dok var, maatte vi tage vor Tilflugt til to sorte
Dykkere, som det engelske Kompagni velvillig overlod os til dette
Arbeide, og det var forbausende at see dem udføre dette uden
nogetsomhelst Apparat. Først gjorde de en lille Vending ned under
Kjølen og omkring under Skibets Bund, og kom da op og begjærede
Plader, Søm (hvilke de puttede i Munden) og Hammer, hvormed de strax
begyndte at tage fat, idet de af og til kom op for at trække Luft. De
kunde banke to Søm ind ad Gangen og fuldførte Arbeidet paa nogle faa
Timer. Vandet er meget klart i Tropeegnene, og vi kunde fra Dækket
see, hvorledes de fægtede med Benene for at holde sig nede, medens
Haanden med Hammeren var i livlig Bevægelse; naar de saa kom op, var
det pudsigt at see Vandet trille i Draaber af deres sorte Uldhaar,
der et Øieblik efter var ganske tørt. For Haierne, hvoraf Havnen
vrimler, lode de ikke til at nære nogen Frygt, og der synes næsten at
være Anledning til, at give Matroserne Ret i deres Paastand, at
Haierne "ikke holde af sort Kjød". Som Exempel paa, hvormange Haier
der ere i Havnen, hørte vi anføre, at naar døde Kreaturer, Heste o.
s. v. -- der ikke maa sænkes inde i Havnen -- ved en Baad med et Toug
bugseres ud for at sænkes paa Dybden, er Størstedelen af disse
Kadavere spist af Haierne, inden de naae deres Bestemmelse.
Ombord gik Tjenesten sin sædvanlige Gang. Den udenbords Tjeneste have
vi tidligere antydet; vi ville kun bemærke, at een speciel Green af
den indøvedes i St. Thomas, hvis Exerceerplads for Garnisonen ogsaa
benyttedes til Øvelser for Heimdals Landgangskompagni. Det var en
stor Fest for Negre med Tilbehør, naar Kompagniet, med 50 forgyldte
"Heimdal" paa Huerne, ligesaa mange blaa Skjorter og det dobbelte
Antal hvide Buxebeen, præcederet af to velklingende Horn, og i en
tætsluttet Kolonne om Eftermiddagen marscherede igjennem Byen og
deployerede paa Fælleden. Endogsaa Byens Herrer og Damer beærede
Øvelserne med deres Nærværelse, og det var da ikke underligt, at
disse gik godt. Naar der gaves Hviil og Geværerne stode i Pyramider,
forsvandt Kompagniet som en Nysen for at indtage en elsket, længe
savnet Snaps -- men neppe var Appellen blæst ud, før de igjen stode
paa Pletten og gik gjennem Støv og Sved for ikke at gjøre Heimdal
tilskamme. Skiveskydning med Geværer foretoges paa en øde Strand
under et af Batterierne ved Havneindløbet. Seilads med Fartøierne
fandt ofte Sted i Vestindien, der paa Grund af sin jævne Vind egner
sig vel hertil; med denne Øvelse forbandtes undertiden Lystseilads
med Herre- og Dame-Passagerer, ligesom ogsaa Korvetten, der hyppig
gik over mellem Øerne, næsten altid tog een eller flere Bekjendte med
ombord.
Baade i St. Thomas og paa Vestenden havde vi den Glæde at udvexle
Besøg med danske Koffardikaptainer -- en Omstændighed, hvorved vi ere
komne til den Erkjendelse, at Fordommene mellem Koffardi- og
Orlogsmarinen tilhøre en svunden Tid, som det nuværende Dannelsestrin
for bestandigt har banlyst. I Løbet af et Aar have vi afvexlende
været sammen med forskjellige Førere af danske Koffardiskibe, hvilke
vi have gjort os en Fornøielse af at vise al den Opmærksomhed, der
stod i vor Magt, og af hvilke vi have modtaget en saa ærlig
Venlighed, at den er noteret blandt vort Opholds behageligste Minder.
Vi betænke os derfor ikke paa at raade Enhver, der endnu vil paapege
en Misstemning, til at søge denne hos sig selv. Imellem de to Mariner
findes den nu ikke længer.
Man har i Almindelighed dadlet de offentlige Kontorers Beliggenhed,
Indretning o. s. v., og vi ville i den Henseende lade Enhver forsvare
sin Klage. Kun een af dem fastholde vi som vor egen, idet vi i
Anstændighedens Navn anlægge Sag imod Havnekontoret. Det er den
første offentlige Bygning, man hilser paa, naar man kommer, den
sidste, man passerer, naar man gaaer; der er kun een Ting, der kan
forsvare dens Ydre nu -- det nemlig: at man ikke bemærker den. Det er
umuligt at tænke sig, at det usle Træskuur med sin inkognito
Tilværelse er Havnekaptainens Kontor i St. Thomas, paa hvis Havn man
blot behøver at kaste et Blik for at troe paa Umuligheden deraf. Og
dog er det saaledes til største Forundring for Alle, til liden Ære
for Byen.
Men vi ville ikke opholde os ved denne Enkelthed, nu da vi forlade
St. Thomas og kaste et Blik over dens maleriske Beliggenhed, medens
Korvetten glider langsomt ud af Havnen og vender Bougen imod det
fjerne blaalige St. Croix. Lys- og Skyggevexlingen paa de kløftede
Bakker, der danne Baggrunden til de tre med tætliggende Bygninger
besaaede Høie, Baade og Fartøier i Havnen, Skibe med Seilene los,
udfoldende alle Nationers Farver, Dampskibe og Paketter søgende ud og
ind -- Alt dette er en saadan Forening af Skjønhed, Liv og Velstand,
at Total-Indtrykket staaer for Beskueren som et Syn, han aldrig vil
glemme.
St. Croix, "Vestindiens Have" begynder at løfte sig ud af det blaa
Hav, men bliver borte i en ansættende Byge, der kaster en Skygge over
den Vagthavendes Ansigt og bringer ham til at bjerge Seil. Rigtig!
der er den -- først med Vind og saa med Regn -- en øsende Vandflod
over det ufrugtbare Dæk. Paa St. Croix staaer Planteren og sukker --
for sit Sukker, der ikke kan trives uden mange saadanne Skyller. Hans
Ansigt er lutter Solskin, naar det spandeviis styrter ned over hans
forbrændte, tørstige Ager. Det klarer op igjen, og vi nærme os Landet
mere og mere; det strækker sig ud paa Længden, det reiser sig i
Høiden og udvikler gradeviis sine Skjønheder. De lysegrønne
Sukkermarker, de gamle Vindmøller, de nye kneisende Dampskorstene og
de hvide Vaaningshuse komme frem, det Ene efter det Andet, og tegne
sig skarpere og bestemtere imod de mørke Mango- og Orangelunde, der
denne Rammen. Nordsiden, mod hvis vestlige Pynt vi stævne, er den
smukkeste paa Øen, og de Dale, der sænke sig imellem de to høieste
Punkter, Mount Eagle og Mount Pleasant, henrivende deilige. Henimod
Vestpynten stemmer Kysten sig op imod Søen i en bruunlig
Klippeformation; men det er kun Fodstykket, ovenpaa udbrede de
dyrkede Agre sig; man passerer det klippede Hams Bluff -- der gjerne
sender et Pust ud af sine Tragter -- og Frederikssted, med
Vestfarerne tilankers, kommer frem med sin lave Forstrand, hvorpaa
Byen ligger, med Høider paa sin østlige Side, medens det skyder en
lang _Sandy point_ mod Syd. Man dreier nærmere ind og passerer
Butlers Bay, Sprat-hole, Prosperity med deres Negerbyer og viftende
Palmer, og holder ind efter det lave Fort, der ligger ved Nordenden
af Byen.
"Tyve Favne og ingen Bund," synger Lodhiveren ud; og "ingen Bund"
lyder i nogen Tid, medens man stadigt nærmer sig. Endelig er der da
Bund; "16 Favne," "13 Favne," "10 Favne," følge hurtigt ovenpaa
hinanden; "8 Favne" og "lad falde Anker!" lyder kort efter, og man
ligger da svaiet for den østlige Vind i Læ af Landet, en halv
Fjerdingvei fra Frederikssted eller, som det altid derude kaldes:
Vestenden. I Orkantiden, hvor Stormen raser i alle Kompasstreger, kan
man ikke ligge paa denne Red, der kun afgiver Læ imod den staaende
østlige Passat; man maa da itide forlade den og søge rum Sø.
Klimaet paa St. Croix ansees for det bedste i Vestindien, og det kan
ikke nægtes, at det er endeel kjøligere at ligge til Ankers paa
Vestenden, end i St. Thomas, i hvis indelukkede Havn Søbrisen er mere
ustadig og ikke saa jævnt velgjørende, som paa det førstnævnte Sted.
Paa den varme og kolde Aarstid i Vestindien er der en ikke ubetydelig
Forskjel; Thermometret varierer i den sidstnævnte (December, Januar
og Februar), mellem 18 og 22° Reaumur; i den varme Tid, hvis hedeste
Maaneder ere Juli, August og September, kommer det ikke under 22°, og
sjældent, for St. Croix's Vedkommende, høiere end 27°; dog maa herved
bemærkes, at de nævnte Tal gjælde for det ved Solseil beskyttede
øverste Dæk ombord. I Land er der vel noget varmere om Dagen; men der
tage Europæerne deres Revanche om Natten i deres luftige, med
Gjennemtræk forsynede, Soveværelser, hvis Senge ere omgivne af
Muskitnet, hvorimod man ombord, nede i Lukaferne, lider under en
Temperatur, som undertiden er utaalelig nok. Europæere føle en stor
Behagelighed ved den kolde Aarstids 4, 5 Graders Dalen, medens
derimod Kreolerne og især Negrene, fryse i denne Tid, da Koldfebre
ere herskende imellem dem.
Ombord i Korvetten var Sundhedstilstanden udmærket, ikke et eneste
Tilfælde af Feber indtraf; kun et Par Mand indlagdes for kirurgiske
Tilfælde paa Hospitalet, og Korvetten havde sin fulde Besætning med
tilbage. I Garnisonen derude hersker næsten altid nogen Sygelighed,
hvortil Grunden vel tildeels kan være en uordentlig Levemaade blandt
de Menige, der ikke kunne kontroleres som Folkene ombord, tildeels
ogsaa Kasernens usunde Beliggenhed ved en Lagun; men en anden
Grund maa vistnok søges i Soldaternes, for dette Klima lidet
hensigtsmæssige, Paaklædning, der ganske er den samme som herhjemme.
Et let uldent Stof -- saaledes som vi have seet de spanske Soldater i
Havana bære -- burde sikkert anvendes. Den tunge Vaabenfrakke, som
Manden kaster af sig for at lade den friske Træk gjennemsuse en
dyngvaad, paa Kroppen klistret, Linnedskjorte, kan ikke være at
anbefale, og man skulde synes, at de, der jævnlig i Varmen føle de
velgjørende Virkninger af Ulden, maatte gjøre deres Yderste for at
denne uundværlige Regulator indførtes som en befalet Ting i den
vestindiske Hærstyrke.
Paa St. Croix træde Byerne i Baggrunden -- Landet er Hovedsagen,
Sukkerdyrkningen Livsspørgsmaalet. Af de ovennævnte, i Aar udkomne
Piecer vil man kunne erfare, hvorledes det staaer sig med samme
Dyrkning, hvis Statistik ikke er meget glædelig at betragte. For dem,
der imidlertid ønske en løselig Oversigt over Aarsag og Virkning,
ville vi give en kortelig Skizze.
I 1848 gjorde Negrene Opstand. Daværende Gouverneur Scholten
proklamerede, idet han gav efter for denne, Friheden, der
anerkjendtes af Regjeringen hjemme. Den Erstatning, som denne
skjænkede Planterne for dette voldsomme Brud paa deres Hovedkapital,
var saa ringe, at de strax gik et betydeligt Skridt tilbage, og i den
Aaret efter udkomne "Arbeidslov" gik det igjen ud over Planterne, der
maatte afstaae en heel Dag (Lørdagen) til Negrene og desuden overbyde
hinanden for, ved forskjellige fristende Tilbud, at lokke Arbeidere
til sig. Bestræbelser i denne Retning kronedes dog ikke altid med
Held; Negeren følte, at han var _»free man«_ og søgte til Byerne,
hvor han bedre kunde pleie sin Magelighed, og hvor hans faa Krav paa
en uheldig Maade støttede hans exalterede Begreber om Friheden. Ved
at holde et skarpt Udkig med Løsgængere og sætte en temmelig høi
Priis paa Pas søgte man at forhindre denne Flygten fra Plantagen og
Øen; men under alt dette tabte Planteren, og Mangel paa Arbeidskraft
er den Klage, der endnu den Dag i Dag lyder fra St. Croix. Føier man
nu til disse Omstændigheder daarlige Høste, en udpiint Jordbund og en
Udførselstold, der (efter Hr. Arnesens Opgivende) er betydelig,
indseer man nok, at Planterne ikke ere heldigt stillede. Under vort
Ophold var der stærk Tale om at indføre fremmede Arbeidere, især fra
Ostindien; dette har man nu foreløbig opgivet, idet man, som
bekjendt, har afsluttet en Traktat med den nordamerikanske Regjering
om at faae tilført Negere fra opbragte Slaveskibe, der da skulle have
samme Vilkaar, som de øvrige Arbeidere.
Men om end Planternes Stilling for Øieblikket er trykkende nok, saa
mærker den Besøgende dog Intet dertil. Man modtager Indbydelser til
et komme, naar man vil, blive, saalænge man lyster, og gaa, naar man
behager -- Alt med en Gjæstfrihed, som er exempelløs. Korvettens
Besætning mødte den største Forekommenhed, som vilde være benyttet i
større Udstrækning, naar ikke Tjenesten hovedsagelig havde anviist os
St. Thomas som Station. Men endskjøndt vi kun i kortere Tidsrum laae
paa Vestenden, havde vi mange deilige Toure til Plantager inde i
Landet, og vi gjøre ret gjerne en saadan Tour om igjen, hvis Læseren
vil være saa god at ledsage os, hvortil vi opfordre med den
Bemærkning, et Hvo der ikke har besøgt en Plantage paa St. Croix, er
gaaet glip af det meest Tillokkende ved Udflugten til vore Øer.
Man har naturligviis lovet at komme en heel Dag, fra Morgen til
Aften, og saa Mange som muligt. Dette giver nu ombord alt et Par Dage
i Forveien Anledning til en Deel Tale, Bytten Vagt, Tagen Vagt og
ædelmodige Yttringer af en eller anden opoffrende Personlighed.
Endelig oprinder den store Morgen med en travl Virksomhed blandt
Oppasserne, en hurtig Paaklædning af deres Herrer, og Udvexling af
Spørgsmaal og Svar, Latter og Snak. Med en Kop Kaffe i Vrangstruben
og Farvel til den Vagthavende, som med en tjenstlig Mine følger til
Falderebet, gaaer man i Fartøiet, der sætter af og vender mod
Land. Morgenen er frisk, Korvetten seer godt ud -- man finder
Spulingen poetisk. Heste og Vogne holde ved Broen; Den, som vilde op
paa den "Sorte", kommer paa den "Røde", Den, der vilde ride, kommer
til at kjøre, og Den, der skal kjøre, har ingen Pidsk -- det er
Altsammen det Samme -- man farer ud ad den fortrinlige Vei, hvis
Palmeallee paa ingen Maade er skyggefuld; men er Kronen lille, ere
Nødderne desto større, og det er snurrigt nok at see dem hænge
deroppe i Toppen.
[Illustration: Landeveisparti fra St. Croix.]
Det gaaer lystigt ud ad Byen; men vi maa holde tilvenstre, ellers
kjøre vi lige paa den Karre, forspændt med to Oxer og med en grinende
Neger til Kudsk, der kommer imod os. Strandveiens Reglement gjælder
ikke her; at følge det, vilde kun føre til et Sammenstød, der vilde
falde ud til afgjort Fordeel for ham med Oxerne. Der komme flere
Kjøretøier i Række. To, fire, sex kraftige Muler for hvert; de ere
lange og belæssede med Sukkerfade, der skulle til Vestenden,
fortoldes, ombord, hjem, atter fortoldes, sælges, udtømmes og endelig
afgive deres sidste Sødme til Gedehamse og Gadedrenge. De have endnu
et bevæget Liv for sig, og hvormeget Arbeide har det ikke kostet at
faae dem i den Skikkelse, hvori de træde ud i Verden, fra den
primitive Tilstand, hvori de staae og kneise for os rundt om paa
Markerne? Spørg Planteren derom; han vil fortælle Dig, at det ikke er
gjort med at stikke de unge Planter ned i Jorden. Han vil oplyse Dig
om, hvorledes denne maa gjennemarbeides og behandles; han vil
fortælle Dig om Arbeiderne med deres _privileges_ og kontante Lørdags
Udbetalinger; han vil minde Dig om Anlægs- og Drivtskapitaler, om
hvad der gaaer til Karrer og Seletøi, til Muler og Heste, og endelig
om, at han med alle sine Anstrængelser -- endda er afhængig af Regn
og frugtbare Tider fra Himlen. Det vil sige, Alt dette vil han
aabenbare for Dig, naar Du, med Din Arm i hans, spadserer over
Markerne, gjennem Møllen og Kogehuset, og kommer med det ene
Spørgsmaal efter det andet. Han vil heller ikke, undlade at vise Dig,
hvorledes han har ført et Vandløb fra en Høide, der ligger en
Fjerdingvei borte; med Stokken vil han betegne, hvor langt hans
Jorder strække, hvormeget der endnu er uopdyrket, og han vil berette
Dig, hvormeget han har drevet Plantagen op, siden han fik den -- han
skjuler Intet og viser Dig som Rosinen i Pølseenden den deilige
Fuldblodshoppe, som ved sidste Væddeløb vandt Pokalen.
Alt dette og meer til viser han Dig -- men ikke nu. Nu staaer han med
sit joviale Ansigt udenfor Døren paa Vaaningshuset og svinger med
Hatten til Velkomst, hvad der bevæger os til at give Hesten et Rap
for at komme op ad den lille Bakke. _»Lick him, Massa! Lick him
hard!«_ skriger Negerdrengen, der hænger bag paa Vognen og føler sin
kudskelige Værdighed prostitueret ved vor mere fredelige Maneer. Naa,
op komme vi, og der er Manden: "Velkommen, Velkommen." Vi stige ud,
stige af, træde ind og befinde os snart i en Gyngestol i den svale
Stue, med en brændende Cigar, efter at have nydt den staaende
Forfriskning, Cognac og Vand, der strax er os tilbudt.
Passiaren fortsættes ved det solide Frokostbord, hvortil en gammel
Guava Rom sætter et stærkt Punktum, idet den tillige gyder Mod i de
uvante Rytteres Hjerter; thi Hestene staae for Døren og vente blot
paa at bestiges. _»All right«_ siger Planteren, mønstrer Kavalkaden
med et Blik og viser Veien ved at ride foran. Men det er ikke
Landeveien, vi søge; nu gaaer det ad Markveie, op og ned, snart
hurtigt med en lille _race_, snart besindigt, Skridt for Skridt, for
at nyde Omgivelserne og af vor Vært at erfare deres Navne. Mount
Eagle ligger for os; der skulle vi op; Stien bliver smallere og
smallere, steilere og steilere, og vi maae bøie os ned til Hestens
Hals, medens vi med Armen værge vort Ansigt mod de sammenfiltrede
Kviste, som lukke sig efter vor Formand og svippe tilbage imod os.
Endelig ere vi deroppe, Mennesker og Heste, paa St. Croix's høieste
Top, omtrent 1000 Fod over Havet. Hvor St. Thomas træder tydeligt
frem mod Nord, foruden hele Rækken af de efter Queen Elisabeth
opkaldte Virgin Islands: St. Jan, Tortola og Virgin Gorda tilhøire --
Crab Island og Portorico tilvenstre. Mod Øst see vi Christianssted
med Havnen, der dannes af Koralrev; deres lumske Ryg ligger fra dette
Standpunkt klar for os, som ethvert lille Rev, der ved en hvidlig
Stribe betegner sin Tilværelse; mod Vest skimte vi nogle Plantager,
og neden under dem den mørke Klippe. Buskene skjule endeel af St.
Croix; men paa Nedfarten over mod Mount Pleasant aabner sig en
henrivende Udsigt gjennem Øen i Nord og Syd. Bakker og Dale, Marker
og Plantager smelte sammen i en venlig Harmoni, og vi holde i nogen
Tid stille for ret at nyde det herlige Syn -- saa gaaer det muntert
videre, under vor utrættelige Værts Anførsel. Tid efter anden vender
han sig om og holder for at samle de spredte Skarer, hvoraf Nogle ere
halv skjulte af en Sti igjennem en Sukkermark, og Andre komme i rask
Trav, bombarderede med umodne Guava af nogle krigeriske Gemytter; En
sees endogsaa at skyde en Gjenvei ned ad en steil Skraaning og
fuldfører, til Værtens store Beroligelse, dette Ridt uden Uheld for
sig selv eller Hesten. _En avant!_ Der er et Apelsintræ; op i
Stigbøilerne og grib en, hvem der kan! bryd Dig ikke om den grønne
Farve, Frugten er udmærket. Ja, den smager fortræffeligt. Prrr! Vi
staae af ved en Plantage, blive venligt modtagne af en Mand, vi
aldrig have kjendt, faae en Cigar, passiare lidt, drikke et Glas
Cognac og Vand, stige tilhest og sige Farvel til samme Mand, som vi
maaskee aldrig faae at see siden. Det er en Mr. ..., ja nu have vi
glemt Navnet; men det venlige Ophold under hans Tag -- det være sig
nok saa kort -- glemme vi ikke.
Ridetouren har varet længe; men Humeuret daler ikke med Solen, der
sender sine sidste Straaler hen over Marken, da vi stige af Hestene
og begive os ind i Huset, hvor det sorte Tyende er ivrigt
beskjæftiget med at servere os en vestindisk _dinner_. Det er
imidlertid rygtedes omkring paa de andre Plantager, at Korvettens
Officerer ere i Nabolaget, og der komme de galopperende, den Ene
efter den Anden, Plantere og Forvaltere; selv efterat vi have sat os
ved Bordet, ankommer der flere Gjæster. Plads finde de Alle og paa
Spise- og Drikkevarer er der ingen Mangel. Kniven har raset blandt
Beder og Fjerkræ, og der er Overdaadighed af _shoulder of mutton_ og
_turkey_, Skildpaddesuppe, Skinke o. s. v. Mange Retter blive kun let
berørte -- med den gamle Madeira forholder det sig derimod
anderledes, den cirkulerer flittig, og jo ældre den er, desto
ungdommeligere ere dens Virkninger. Stemningen for Taler er stærk.
_»More rain!«_ som Værten udbringer, tømmes under dundrende Jubel,
som beviser de gode Ønskers Oprigtighed, og saadan gaaer det
efterhaanden med alle de udbragte Skaaler. Men vee den uforsigtige
Yngling, hvis Hjertelighed overvinder Forsigtigheden, og som lader
sig bedaare af samme gamle Madeiras funklende Smiil -- den
ondskabsfulde kjølige Aftenluft udenfor vil snart vise sig som hans
erklærede Fjende.
Maaltidet er endt. Der spilles, synges, dandses; Notabene ikke med
Damer, som ikke findes, da vor Vært er en _»jolly bachelor«_; vi
bevæge os mellem Mandfolk og anerkjende gjerne Savnet af Damernes
forædlende Indflydelse. Vi benytte endvidere denne Leilighed til en
Apologi for, at vi have undladt at omtale Vestindiens Damer -- dette
Kapitel trænger ikke til nogen Kommentar af vor profane Pen, og vi
foretrække derfor stiltiende at mindes den Elskværdighed, der fra
denne Kant er bleven os til Deel. _Hony soit qui mal y pense!_ Der
røges Cigarer -- undertiden uden Ild i -- Alle ere i _high spirits_,
og Værtens Ansigt reflekterer Gjæsternes Glæde. Men der skal kjøres
eller rides et Par Miil, og man bryder endelig op. Det er ikke enhver
Hat, der kommer paa sit rette Hoved, saalidt som enhver Rytter kommer
paa sin rette Hest, endskjøndt han troer at være der og derfor
anvender en paa Udveien opfunden Methode i Ridekunsten. Men denne
Maneer, der saa vel bekom "den Sorte", giver "den Røde" Forargelse,
og Bums, der ligger Rytteren. Medlidende Aander spørge, om han ikke
foretrækker at kjøre -- men nu vil han netop ride og forbauser ogsaa
kort efter Selskabet ved som en Piil at fare hen ad den maanelyse
Vei. Efter ham rulle Vogne og springe Heste; Palmerne see ud til at
flyve i den modsatte Retning. Heldigviis finder man ham ikke langt
borte i en fredelig Pasgang, og Bevægelserne antage en roligere
Karakteer, indtil En eller Anden igjen giver Signalet til en lille
_race_.
Vi ere i Fredrikssted, hvis tomme og rolige Gader gjenlyde af vort
oprømte Selskabs Liv, der nede ved Fortet hendøer i Afskedshilsener.
En Lanterne paa Fortet besvares med en lignende ombord; snart efter
kommer Fartøiet ind for at hente os. Reaktionen med sin Ro og sin
Træthed følger ovenpaa Dagens potenserede Nydelse. Brændingen
skvulper monotont imod Stenene paa Stranden; Fartøiet sætter af;
Klokken slaaer Tolv i Byen; Soldaten paa Broen sender et
langtrukkent: "Skildvagt, giv Agt!" ud efter as; Aarerne slaae deres
eensformige Takt i Vandet, og snart ere vi ombord i Korvetten.
En saadan Dag kan man tære længe paa ombord; dens muntre Minder ere
vel af en flygtig Natur; men de bindes dag fast i Erindringen ved den
hjertelige Gjæstfrihed, der udbreder sin Duft over dem alle.
fortræffelig. Af disse ankommer der alle Slags: Kjød, Smør, slagtet
Fjerkræ, Østers, Frugt o. s. v. med Iisskibene fra Amerika og
udsælges fra Iisboutiken, der har Monopol paa denne Handel imod at
skulle forpligte sig til altid at have et bestemt Kvantum Iis i
Beholdning. I et Klima, hvor adskillige Ting ikke kunne holde sig
Dagen over, er dette en meget god Indretning; selv om Varerne ere
lidt dyrere end sædvanligt, indvindes dette ved, at man ikke behøver
at bortkaste bedærvede Provisioner. Hovedgrunden til at Iishandelen
er et Monopol, er dog vistnok den, at Isen er et vigtigt Middel ved
Behandling af Febere.
Aftenselskabeligheden i Vestindien har ikke den samme Form som
herhjemme -- hvad Theen og Smørrebrødet angaaer. Den sidste Artikel
seer man ikke, uden naar en eller anden Familie beslutter, for en
Afvexlings Skyld og af Opmærksomhed mod de danske Gjæster, for en
enkelt Aften at leve paa Dansk. Man spiser til Middag Kl. 6, naar
Solen er gaaet ned, og nyder derfor Intet til Aften. Dette medfører
den Behagelighed, at man kan gjøre Besøg om Aftenen uden at falde til
Uleilighed. I ethvert Huus, der eengang har aabnet sin Dør for En, er
man om Aftenen velkommen til en Passiar og en Cigar, der altid nydes
i Damernes Nærværelse, da den stærke Gjennemtræk i Værelserne gjør,
at Røgen ikke generer. Hertil føies da gjerne et Glas Viin og Vand,
Cognac og Vand, eller et Glas Øl, og man kan da bortfjerne sig med
den rolige Bevidsthed, at man ikke er kommet for Madens Skyld.
Ved St. Thomas forstaaer man Byen, skjøndt det kun er Øen, der bærer
dette Navn; men de enkelte Plantager ere af ringe Betydning -- Byen
har Handelen og Livet for sig selv. Plantagerne have efterhaanden
opgivet Sukkerdyrkningen, og lægge istedetfor Vind paa Kreaturer, paa
hvilke de have Afsætning til Byen og Skibene. At St. Thomas er en
Frihavn, forøger jo Omsætningerne, og Kjøbmændene, der ere lavt
beskattede, gjøre gode Forretninger. Var man Statistiker, vilde man
vist faae at see, at det er en ganske kjøn Sum, der hvert Aar
forsvinder i de mange Fremmedes Lommer, og det er da ikke saa
underligt, at disse ere loyale og tilfredse med _status quo_.
Forøvrigt beskjæftige disse Folk jo en Mængde Arbeidere, og der er
altid nok at tjene for Negrene -- men netop derfor søge disse det
mindst mulige Arbeide for den høieste Betaling, og den Bevidsthed, at
de altid kunne faae et _»job«_, naar det kniber, gjør dem dovne og
lidet elskværdige. Deres meest yndede Bestilling i St. Thomas er at
drive omkring med en Baad i Havnen, anløbe alle Skibe, og ved Salget
af Konkylier, Frugt, Peber-Edike, Cigarer o. s. v. snyde alle
Nysankomne, og hvem der forresten vil lade sig trække op af dem.
Flere af Kjøbmændene have "Gigger" (lange Fartøier), hvormed de sende
deres Agenter eller selv gaae ombord i de indkommende Skibe, og her
er da Beskjæftigelse for 6 _à_ 8 Negre paa et saadant Fartøi. I Byen
træffer man disse drivende omkring; Nogle tigge, Andre røre deres
Herrers Heste, Andre igjen ride deres egne -- men Alle kultivere de
paa bedste Maade det _otium_, som er _pulvinar diaboli_. En
vindskibelig Haandværkerklasse seer man saare lidt til; Alt
indforskrives direkte, saasom: færdige Klæder, Skoe, Pynt,
Huusholdningsgjenstande, o. s. v. Gaaer en Lampe itu, da kaster man
den bort og kjøber en ny -- Reparationsarbeide er altfor kostbart.
Negerinderne leve for det meste af at vaske og sælge Frugt paa
Gaderne, og en stor Mængde af dem dele Mændenes løse Anskuelser,
Levemaade og Ulyst til stadig Beskjæftigelse.
Vi saae et slaaende Beviis paa Dovenskaben hos St. Thomas'
Negerbefolkning, naar vi halte hen til Kuloplagene (hvad der
forekommende tilbødes os af det engelske Selskabs Agent) for at fylde
Kul. Dette Arbeide udførtes af Fruentimmer -- ikke fra St. Thomas --
men fra de omliggende Smaaøer, navnlig Tortola, og disse Kvinder
udmærkede sig ligesaameget ved Flid, som Stedets ved Dovenskab.
Ifølge Negerindernes Vane at bære Alt paa Hovedet, bare de paa denne
Maade Kullene i Kurve paa en 60 Pd., og vare, paa en kort Hviletid
nær, i Arbeide fra om Morgenen til Solnedgang; men saa havde de ogsaa
tjent en Dollar (11 Mk. 4 Sk.). Man har et Exempel paa, at En af dem
ved dette Arbeide sammensparede saameget, at hun kjøbte sin Broder
fri. Han var Slave paa en af de spanske Øer.
Ere Negrene paa St. Thomas undertiden mindre oplagte til Arbeide, ere
de dog altid særdeles vel oplagte til Fornøielse; i at dandse ere de
navnlig utrættelige. I Juletiden slaae de sig rigtig løs, og
"Negerballerne" ere da i fuld Gang. Vi ere saa heldige at kunne byde
Læseren et Billede af et saadant Bal. Salen er belyst af to Praase;
men paa den svage Belysning bøder den overgivne Lystighed. Man troe
ikke, at Toiletterne ere simple -- tværtimod: den sorte Skabning
omsluttes af de meest blændende hvide Stoffer; paa Baand og
Kniplinger er der ingen Mangel. Der gives baade blaserede
Personligheder og lystige Springfyre blandt Herrerne, for hvis
Vedkommende den hvide Frakke er i ligesaa stor Mode, som den sorte
Kjole hos Europæerne. Musiken -- en Tromme og en Klokke -- er noget
tarvelig; men Trommeslageren søger at multiplicere sig ved at tage
Hælene tilhjælp, og han har et rigeligt Akkompagnement i Latter og
Snak og i Dandsens vilde Tummel. Hver af de Dandsende vælger desuden
sin egen Takt, hvilket frembringer et Kaos, som det er komisk nok at
overvære.
[Illustration: Couleurt Bal i Juletiden paa St. Thomas.]
Til vore Negres Roes maa man anføre, at de, der anvendes som Tyender
i Familier, ofte ere vel ansete af deres Herskaber, og vi have selv
seet adskillige agtværdige Personligheder i denne Stilling, som,
hvormeget der end anbetroes dem, aldrig skuffe den dem viste Tillid,
og desuden hænge med oprigtig Hengivenhed ved den Familie, til hvis
Tjeneste de eengang have offret sig. I Legemsstyrke og Behændighed
staaer Negeren høit. Medens vi laae i Havnen, opdagede vi engang, at
noget af Kobberet var istykker, og da dette, paa Grund af den Lethed,
hvormed Træet i Tropeegnene angribes af Orm, snarest muligt maatte
repareres, gjorde vi os Umage for, at dette kunde skee. Da der
imidlertid ingen Dok var, maatte vi tage vor Tilflugt til to sorte
Dykkere, som det engelske Kompagni velvillig overlod os til dette
Arbeide, og det var forbausende at see dem udføre dette uden
nogetsomhelst Apparat. Først gjorde de en lille Vending ned under
Kjølen og omkring under Skibets Bund, og kom da op og begjærede
Plader, Søm (hvilke de puttede i Munden) og Hammer, hvormed de strax
begyndte at tage fat, idet de af og til kom op for at trække Luft. De
kunde banke to Søm ind ad Gangen og fuldførte Arbeidet paa nogle faa
Timer. Vandet er meget klart i Tropeegnene, og vi kunde fra Dækket
see, hvorledes de fægtede med Benene for at holde sig nede, medens
Haanden med Hammeren var i livlig Bevægelse; naar de saa kom op, var
det pudsigt at see Vandet trille i Draaber af deres sorte Uldhaar,
der et Øieblik efter var ganske tørt. For Haierne, hvoraf Havnen
vrimler, lode de ikke til at nære nogen Frygt, og der synes næsten at
være Anledning til, at give Matroserne Ret i deres Paastand, at
Haierne "ikke holde af sort Kjød". Som Exempel paa, hvormange Haier
der ere i Havnen, hørte vi anføre, at naar døde Kreaturer, Heste o.
s. v. -- der ikke maa sænkes inde i Havnen -- ved en Baad med et Toug
bugseres ud for at sænkes paa Dybden, er Størstedelen af disse
Kadavere spist af Haierne, inden de naae deres Bestemmelse.
Ombord gik Tjenesten sin sædvanlige Gang. Den udenbords Tjeneste have
vi tidligere antydet; vi ville kun bemærke, at een speciel Green af
den indøvedes i St. Thomas, hvis Exerceerplads for Garnisonen ogsaa
benyttedes til Øvelser for Heimdals Landgangskompagni. Det var en
stor Fest for Negre med Tilbehør, naar Kompagniet, med 50 forgyldte
"Heimdal" paa Huerne, ligesaa mange blaa Skjorter og det dobbelte
Antal hvide Buxebeen, præcederet af to velklingende Horn, og i en
tætsluttet Kolonne om Eftermiddagen marscherede igjennem Byen og
deployerede paa Fælleden. Endogsaa Byens Herrer og Damer beærede
Øvelserne med deres Nærværelse, og det var da ikke underligt, at
disse gik godt. Naar der gaves Hviil og Geværerne stode i Pyramider,
forsvandt Kompagniet som en Nysen for at indtage en elsket, længe
savnet Snaps -- men neppe var Appellen blæst ud, før de igjen stode
paa Pletten og gik gjennem Støv og Sved for ikke at gjøre Heimdal
tilskamme. Skiveskydning med Geværer foretoges paa en øde Strand
under et af Batterierne ved Havneindløbet. Seilads med Fartøierne
fandt ofte Sted i Vestindien, der paa Grund af sin jævne Vind egner
sig vel hertil; med denne Øvelse forbandtes undertiden Lystseilads
med Herre- og Dame-Passagerer, ligesom ogsaa Korvetten, der hyppig
gik over mellem Øerne, næsten altid tog een eller flere Bekjendte med
ombord.
Baade i St. Thomas og paa Vestenden havde vi den Glæde at udvexle
Besøg med danske Koffardikaptainer -- en Omstændighed, hvorved vi ere
komne til den Erkjendelse, at Fordommene mellem Koffardi- og
Orlogsmarinen tilhøre en svunden Tid, som det nuværende Dannelsestrin
for bestandigt har banlyst. I Løbet af et Aar have vi afvexlende
været sammen med forskjellige Førere af danske Koffardiskibe, hvilke
vi have gjort os en Fornøielse af at vise al den Opmærksomhed, der
stod i vor Magt, og af hvilke vi have modtaget en saa ærlig
Venlighed, at den er noteret blandt vort Opholds behageligste Minder.
Vi betænke os derfor ikke paa at raade Enhver, der endnu vil paapege
en Misstemning, til at søge denne hos sig selv. Imellem de to Mariner
findes den nu ikke længer.
Man har i Almindelighed dadlet de offentlige Kontorers Beliggenhed,
Indretning o. s. v., og vi ville i den Henseende lade Enhver forsvare
sin Klage. Kun een af dem fastholde vi som vor egen, idet vi i
Anstændighedens Navn anlægge Sag imod Havnekontoret. Det er den
første offentlige Bygning, man hilser paa, naar man kommer, den
sidste, man passerer, naar man gaaer; der er kun een Ting, der kan
forsvare dens Ydre nu -- det nemlig: at man ikke bemærker den. Det er
umuligt at tænke sig, at det usle Træskuur med sin inkognito
Tilværelse er Havnekaptainens Kontor i St. Thomas, paa hvis Havn man
blot behøver at kaste et Blik for at troe paa Umuligheden deraf. Og
dog er det saaledes til største Forundring for Alle, til liden Ære
for Byen.
Men vi ville ikke opholde os ved denne Enkelthed, nu da vi forlade
St. Thomas og kaste et Blik over dens maleriske Beliggenhed, medens
Korvetten glider langsomt ud af Havnen og vender Bougen imod det
fjerne blaalige St. Croix. Lys- og Skyggevexlingen paa de kløftede
Bakker, der danne Baggrunden til de tre med tætliggende Bygninger
besaaede Høie, Baade og Fartøier i Havnen, Skibe med Seilene los,
udfoldende alle Nationers Farver, Dampskibe og Paketter søgende ud og
ind -- Alt dette er en saadan Forening af Skjønhed, Liv og Velstand,
at Total-Indtrykket staaer for Beskueren som et Syn, han aldrig vil
glemme.
St. Croix, "Vestindiens Have" begynder at løfte sig ud af det blaa
Hav, men bliver borte i en ansættende Byge, der kaster en Skygge over
den Vagthavendes Ansigt og bringer ham til at bjerge Seil. Rigtig!
der er den -- først med Vind og saa med Regn -- en øsende Vandflod
over det ufrugtbare Dæk. Paa St. Croix staaer Planteren og sukker --
for sit Sukker, der ikke kan trives uden mange saadanne Skyller. Hans
Ansigt er lutter Solskin, naar det spandeviis styrter ned over hans
forbrændte, tørstige Ager. Det klarer op igjen, og vi nærme os Landet
mere og mere; det strækker sig ud paa Længden, det reiser sig i
Høiden og udvikler gradeviis sine Skjønheder. De lysegrønne
Sukkermarker, de gamle Vindmøller, de nye kneisende Dampskorstene og
de hvide Vaaningshuse komme frem, det Ene efter det Andet, og tegne
sig skarpere og bestemtere imod de mørke Mango- og Orangelunde, der
denne Rammen. Nordsiden, mod hvis vestlige Pynt vi stævne, er den
smukkeste paa Øen, og de Dale, der sænke sig imellem de to høieste
Punkter, Mount Eagle og Mount Pleasant, henrivende deilige. Henimod
Vestpynten stemmer Kysten sig op imod Søen i en bruunlig
Klippeformation; men det er kun Fodstykket, ovenpaa udbrede de
dyrkede Agre sig; man passerer det klippede Hams Bluff -- der gjerne
sender et Pust ud af sine Tragter -- og Frederikssted, med
Vestfarerne tilankers, kommer frem med sin lave Forstrand, hvorpaa
Byen ligger, med Høider paa sin østlige Side, medens det skyder en
lang _Sandy point_ mod Syd. Man dreier nærmere ind og passerer
Butlers Bay, Sprat-hole, Prosperity med deres Negerbyer og viftende
Palmer, og holder ind efter det lave Fort, der ligger ved Nordenden
af Byen.
"Tyve Favne og ingen Bund," synger Lodhiveren ud; og "ingen Bund"
lyder i nogen Tid, medens man stadigt nærmer sig. Endelig er der da
Bund; "16 Favne," "13 Favne," "10 Favne," følge hurtigt ovenpaa
hinanden; "8 Favne" og "lad falde Anker!" lyder kort efter, og man
ligger da svaiet for den østlige Vind i Læ af Landet, en halv
Fjerdingvei fra Frederikssted eller, som det altid derude kaldes:
Vestenden. I Orkantiden, hvor Stormen raser i alle Kompasstreger, kan
man ikke ligge paa denne Red, der kun afgiver Læ imod den staaende
østlige Passat; man maa da itide forlade den og søge rum Sø.
Klimaet paa St. Croix ansees for det bedste i Vestindien, og det kan
ikke nægtes, at det er endeel kjøligere at ligge til Ankers paa
Vestenden, end i St. Thomas, i hvis indelukkede Havn Søbrisen er mere
ustadig og ikke saa jævnt velgjørende, som paa det førstnævnte Sted.
Paa den varme og kolde Aarstid i Vestindien er der en ikke ubetydelig
Forskjel; Thermometret varierer i den sidstnævnte (December, Januar
og Februar), mellem 18 og 22° Reaumur; i den varme Tid, hvis hedeste
Maaneder ere Juli, August og September, kommer det ikke under 22°, og
sjældent, for St. Croix's Vedkommende, høiere end 27°; dog maa herved
bemærkes, at de nævnte Tal gjælde for det ved Solseil beskyttede
øverste Dæk ombord. I Land er der vel noget varmere om Dagen; men der
tage Europæerne deres Revanche om Natten i deres luftige, med
Gjennemtræk forsynede, Soveværelser, hvis Senge ere omgivne af
Muskitnet, hvorimod man ombord, nede i Lukaferne, lider under en
Temperatur, som undertiden er utaalelig nok. Europæere føle en stor
Behagelighed ved den kolde Aarstids 4, 5 Graders Dalen, medens
derimod Kreolerne og især Negrene, fryse i denne Tid, da Koldfebre
ere herskende imellem dem.
Ombord i Korvetten var Sundhedstilstanden udmærket, ikke et eneste
Tilfælde af Feber indtraf; kun et Par Mand indlagdes for kirurgiske
Tilfælde paa Hospitalet, og Korvetten havde sin fulde Besætning med
tilbage. I Garnisonen derude hersker næsten altid nogen Sygelighed,
hvortil Grunden vel tildeels kan være en uordentlig Levemaade blandt
de Menige, der ikke kunne kontroleres som Folkene ombord, tildeels
ogsaa Kasernens usunde Beliggenhed ved en Lagun; men en anden
Grund maa vistnok søges i Soldaternes, for dette Klima lidet
hensigtsmæssige, Paaklædning, der ganske er den samme som herhjemme.
Et let uldent Stof -- saaledes som vi have seet de spanske Soldater i
Havana bære -- burde sikkert anvendes. Den tunge Vaabenfrakke, som
Manden kaster af sig for at lade den friske Træk gjennemsuse en
dyngvaad, paa Kroppen klistret, Linnedskjorte, kan ikke være at
anbefale, og man skulde synes, at de, der jævnlig i Varmen føle de
velgjørende Virkninger af Ulden, maatte gjøre deres Yderste for at
denne uundværlige Regulator indførtes som en befalet Ting i den
vestindiske Hærstyrke.
Paa St. Croix træde Byerne i Baggrunden -- Landet er Hovedsagen,
Sukkerdyrkningen Livsspørgsmaalet. Af de ovennævnte, i Aar udkomne
Piecer vil man kunne erfare, hvorledes det staaer sig med samme
Dyrkning, hvis Statistik ikke er meget glædelig at betragte. For dem,
der imidlertid ønske en løselig Oversigt over Aarsag og Virkning,
ville vi give en kortelig Skizze.
I 1848 gjorde Negrene Opstand. Daværende Gouverneur Scholten
proklamerede, idet han gav efter for denne, Friheden, der
anerkjendtes af Regjeringen hjemme. Den Erstatning, som denne
skjænkede Planterne for dette voldsomme Brud paa deres Hovedkapital,
var saa ringe, at de strax gik et betydeligt Skridt tilbage, og i den
Aaret efter udkomne "Arbeidslov" gik det igjen ud over Planterne, der
maatte afstaae en heel Dag (Lørdagen) til Negrene og desuden overbyde
hinanden for, ved forskjellige fristende Tilbud, at lokke Arbeidere
til sig. Bestræbelser i denne Retning kronedes dog ikke altid med
Held; Negeren følte, at han var _»free man«_ og søgte til Byerne,
hvor han bedre kunde pleie sin Magelighed, og hvor hans faa Krav paa
en uheldig Maade støttede hans exalterede Begreber om Friheden. Ved
at holde et skarpt Udkig med Løsgængere og sætte en temmelig høi
Priis paa Pas søgte man at forhindre denne Flygten fra Plantagen og
Øen; men under alt dette tabte Planteren, og Mangel paa Arbeidskraft
er den Klage, der endnu den Dag i Dag lyder fra St. Croix. Føier man
nu til disse Omstændigheder daarlige Høste, en udpiint Jordbund og en
Udførselstold, der (efter Hr. Arnesens Opgivende) er betydelig,
indseer man nok, at Planterne ikke ere heldigt stillede. Under vort
Ophold var der stærk Tale om at indføre fremmede Arbeidere, især fra
Ostindien; dette har man nu foreløbig opgivet, idet man, som
bekjendt, har afsluttet en Traktat med den nordamerikanske Regjering
om at faae tilført Negere fra opbragte Slaveskibe, der da skulle have
samme Vilkaar, som de øvrige Arbeidere.
Men om end Planternes Stilling for Øieblikket er trykkende nok, saa
mærker den Besøgende dog Intet dertil. Man modtager Indbydelser til
et komme, naar man vil, blive, saalænge man lyster, og gaa, naar man
behager -- Alt med en Gjæstfrihed, som er exempelløs. Korvettens
Besætning mødte den største Forekommenhed, som vilde være benyttet i
større Udstrækning, naar ikke Tjenesten hovedsagelig havde anviist os
St. Thomas som Station. Men endskjøndt vi kun i kortere Tidsrum laae
paa Vestenden, havde vi mange deilige Toure til Plantager inde i
Landet, og vi gjøre ret gjerne en saadan Tour om igjen, hvis Læseren
vil være saa god at ledsage os, hvortil vi opfordre med den
Bemærkning, et Hvo der ikke har besøgt en Plantage paa St. Croix, er
gaaet glip af det meest Tillokkende ved Udflugten til vore Øer.
Man har naturligviis lovet at komme en heel Dag, fra Morgen til
Aften, og saa Mange som muligt. Dette giver nu ombord alt et Par Dage
i Forveien Anledning til en Deel Tale, Bytten Vagt, Tagen Vagt og
ædelmodige Yttringer af en eller anden opoffrende Personlighed.
Endelig oprinder den store Morgen med en travl Virksomhed blandt
Oppasserne, en hurtig Paaklædning af deres Herrer, og Udvexling af
Spørgsmaal og Svar, Latter og Snak. Med en Kop Kaffe i Vrangstruben
og Farvel til den Vagthavende, som med en tjenstlig Mine følger til
Falderebet, gaaer man i Fartøiet, der sætter af og vender mod
Land. Morgenen er frisk, Korvetten seer godt ud -- man finder
Spulingen poetisk. Heste og Vogne holde ved Broen; Den, som vilde op
paa den "Sorte", kommer paa den "Røde", Den, der vilde ride, kommer
til at kjøre, og Den, der skal kjøre, har ingen Pidsk -- det er
Altsammen det Samme -- man farer ud ad den fortrinlige Vei, hvis
Palmeallee paa ingen Maade er skyggefuld; men er Kronen lille, ere
Nødderne desto større, og det er snurrigt nok at see dem hænge
deroppe i Toppen.
[Illustration: Landeveisparti fra St. Croix.]
Det gaaer lystigt ud ad Byen; men vi maa holde tilvenstre, ellers
kjøre vi lige paa den Karre, forspændt med to Oxer og med en grinende
Neger til Kudsk, der kommer imod os. Strandveiens Reglement gjælder
ikke her; at følge det, vilde kun føre til et Sammenstød, der vilde
falde ud til afgjort Fordeel for ham med Oxerne. Der komme flere
Kjøretøier i Række. To, fire, sex kraftige Muler for hvert; de ere
lange og belæssede med Sukkerfade, der skulle til Vestenden,
fortoldes, ombord, hjem, atter fortoldes, sælges, udtømmes og endelig
afgive deres sidste Sødme til Gedehamse og Gadedrenge. De have endnu
et bevæget Liv for sig, og hvormeget Arbeide har det ikke kostet at
faae dem i den Skikkelse, hvori de træde ud i Verden, fra den
primitive Tilstand, hvori de staae og kneise for os rundt om paa
Markerne? Spørg Planteren derom; han vil fortælle Dig, at det ikke er
gjort med at stikke de unge Planter ned i Jorden. Han vil oplyse Dig
om, hvorledes denne maa gjennemarbeides og behandles; han vil
fortælle Dig om Arbeiderne med deres _privileges_ og kontante Lørdags
Udbetalinger; han vil minde Dig om Anlægs- og Drivtskapitaler, om
hvad der gaaer til Karrer og Seletøi, til Muler og Heste, og endelig
om, at han med alle sine Anstrængelser -- endda er afhængig af Regn
og frugtbare Tider fra Himlen. Det vil sige, Alt dette vil han
aabenbare for Dig, naar Du, med Din Arm i hans, spadserer over
Markerne, gjennem Møllen og Kogehuset, og kommer med det ene
Spørgsmaal efter det andet. Han vil heller ikke, undlade at vise Dig,
hvorledes han har ført et Vandløb fra en Høide, der ligger en
Fjerdingvei borte; med Stokken vil han betegne, hvor langt hans
Jorder strække, hvormeget der endnu er uopdyrket, og han vil berette
Dig, hvormeget han har drevet Plantagen op, siden han fik den -- han
skjuler Intet og viser Dig som Rosinen i Pølseenden den deilige
Fuldblodshoppe, som ved sidste Væddeløb vandt Pokalen.
Alt dette og meer til viser han Dig -- men ikke nu. Nu staaer han med
sit joviale Ansigt udenfor Døren paa Vaaningshuset og svinger med
Hatten til Velkomst, hvad der bevæger os til at give Hesten et Rap
for at komme op ad den lille Bakke. _»Lick him, Massa! Lick him
hard!«_ skriger Negerdrengen, der hænger bag paa Vognen og føler sin
kudskelige Værdighed prostitueret ved vor mere fredelige Maneer. Naa,
op komme vi, og der er Manden: "Velkommen, Velkommen." Vi stige ud,
stige af, træde ind og befinde os snart i en Gyngestol i den svale
Stue, med en brændende Cigar, efter at have nydt den staaende
Forfriskning, Cognac og Vand, der strax er os tilbudt.
Passiaren fortsættes ved det solide Frokostbord, hvortil en gammel
Guava Rom sætter et stærkt Punktum, idet den tillige gyder Mod i de
uvante Rytteres Hjerter; thi Hestene staae for Døren og vente blot
paa at bestiges. _»All right«_ siger Planteren, mønstrer Kavalkaden
med et Blik og viser Veien ved at ride foran. Men det er ikke
Landeveien, vi søge; nu gaaer det ad Markveie, op og ned, snart
hurtigt med en lille _race_, snart besindigt, Skridt for Skridt, for
at nyde Omgivelserne og af vor Vært at erfare deres Navne. Mount
Eagle ligger for os; der skulle vi op; Stien bliver smallere og
smallere, steilere og steilere, og vi maae bøie os ned til Hestens
Hals, medens vi med Armen værge vort Ansigt mod de sammenfiltrede
Kviste, som lukke sig efter vor Formand og svippe tilbage imod os.
Endelig ere vi deroppe, Mennesker og Heste, paa St. Croix's høieste
Top, omtrent 1000 Fod over Havet. Hvor St. Thomas træder tydeligt
frem mod Nord, foruden hele Rækken af de efter Queen Elisabeth
opkaldte Virgin Islands: St. Jan, Tortola og Virgin Gorda tilhøire --
Crab Island og Portorico tilvenstre. Mod Øst see vi Christianssted
med Havnen, der dannes af Koralrev; deres lumske Ryg ligger fra dette
Standpunkt klar for os, som ethvert lille Rev, der ved en hvidlig
Stribe betegner sin Tilværelse; mod Vest skimte vi nogle Plantager,
og neden under dem den mørke Klippe. Buskene skjule endeel af St.
Croix; men paa Nedfarten over mod Mount Pleasant aabner sig en
henrivende Udsigt gjennem Øen i Nord og Syd. Bakker og Dale, Marker
og Plantager smelte sammen i en venlig Harmoni, og vi holde i nogen
Tid stille for ret at nyde det herlige Syn -- saa gaaer det muntert
videre, under vor utrættelige Værts Anførsel. Tid efter anden vender
han sig om og holder for at samle de spredte Skarer, hvoraf Nogle ere
halv skjulte af en Sti igjennem en Sukkermark, og Andre komme i rask
Trav, bombarderede med umodne Guava af nogle krigeriske Gemytter; En
sees endogsaa at skyde en Gjenvei ned ad en steil Skraaning og
fuldfører, til Værtens store Beroligelse, dette Ridt uden Uheld for
sig selv eller Hesten. _En avant!_ Der er et Apelsintræ; op i
Stigbøilerne og grib en, hvem der kan! bryd Dig ikke om den grønne
Farve, Frugten er udmærket. Ja, den smager fortræffeligt. Prrr! Vi
staae af ved en Plantage, blive venligt modtagne af en Mand, vi
aldrig have kjendt, faae en Cigar, passiare lidt, drikke et Glas
Cognac og Vand, stige tilhest og sige Farvel til samme Mand, som vi
maaskee aldrig faae at see siden. Det er en Mr. ..., ja nu have vi
glemt Navnet; men det venlige Ophold under hans Tag -- det være sig
nok saa kort -- glemme vi ikke.
Ridetouren har varet længe; men Humeuret daler ikke med Solen, der
sender sine sidste Straaler hen over Marken, da vi stige af Hestene
og begive os ind i Huset, hvor det sorte Tyende er ivrigt
beskjæftiget med at servere os en vestindisk _dinner_. Det er
imidlertid rygtedes omkring paa de andre Plantager, at Korvettens
Officerer ere i Nabolaget, og der komme de galopperende, den Ene
efter den Anden, Plantere og Forvaltere; selv efterat vi have sat os
ved Bordet, ankommer der flere Gjæster. Plads finde de Alle og paa
Spise- og Drikkevarer er der ingen Mangel. Kniven har raset blandt
Beder og Fjerkræ, og der er Overdaadighed af _shoulder of mutton_ og
_turkey_, Skildpaddesuppe, Skinke o. s. v. Mange Retter blive kun let
berørte -- med den gamle Madeira forholder det sig derimod
anderledes, den cirkulerer flittig, og jo ældre den er, desto
ungdommeligere ere dens Virkninger. Stemningen for Taler er stærk.
_»More rain!«_ som Værten udbringer, tømmes under dundrende Jubel,
som beviser de gode Ønskers Oprigtighed, og saadan gaaer det
efterhaanden med alle de udbragte Skaaler. Men vee den uforsigtige
Yngling, hvis Hjertelighed overvinder Forsigtigheden, og som lader
sig bedaare af samme gamle Madeiras funklende Smiil -- den
ondskabsfulde kjølige Aftenluft udenfor vil snart vise sig som hans
erklærede Fjende.
Maaltidet er endt. Der spilles, synges, dandses; Notabene ikke med
Damer, som ikke findes, da vor Vært er en _»jolly bachelor«_; vi
bevæge os mellem Mandfolk og anerkjende gjerne Savnet af Damernes
forædlende Indflydelse. Vi benytte endvidere denne Leilighed til en
Apologi for, at vi have undladt at omtale Vestindiens Damer -- dette
Kapitel trænger ikke til nogen Kommentar af vor profane Pen, og vi
foretrække derfor stiltiende at mindes den Elskværdighed, der fra
denne Kant er bleven os til Deel. _Hony soit qui mal y pense!_ Der
røges Cigarer -- undertiden uden Ild i -- Alle ere i _high spirits_,
og Værtens Ansigt reflekterer Gjæsternes Glæde. Men der skal kjøres
eller rides et Par Miil, og man bryder endelig op. Det er ikke enhver
Hat, der kommer paa sit rette Hoved, saalidt som enhver Rytter kommer
paa sin rette Hest, endskjøndt han troer at være der og derfor
anvender en paa Udveien opfunden Methode i Ridekunsten. Men denne
Maneer, der saa vel bekom "den Sorte", giver "den Røde" Forargelse,
og Bums, der ligger Rytteren. Medlidende Aander spørge, om han ikke
foretrækker at kjøre -- men nu vil han netop ride og forbauser ogsaa
kort efter Selskabet ved som en Piil at fare hen ad den maanelyse
Vei. Efter ham rulle Vogne og springe Heste; Palmerne see ud til at
flyve i den modsatte Retning. Heldigviis finder man ham ikke langt
borte i en fredelig Pasgang, og Bevægelserne antage en roligere
Karakteer, indtil En eller Anden igjen giver Signalet til en lille
_race_.
Vi ere i Fredrikssted, hvis tomme og rolige Gader gjenlyde af vort
oprømte Selskabs Liv, der nede ved Fortet hendøer i Afskedshilsener.
En Lanterne paa Fortet besvares med en lignende ombord; snart efter
kommer Fartøiet ind for at hente os. Reaktionen med sin Ro og sin
Træthed følger ovenpaa Dagens potenserede Nydelse. Brændingen
skvulper monotont imod Stenene paa Stranden; Fartøiet sætter af;
Klokken slaaer Tolv i Byen; Soldaten paa Broen sender et
langtrukkent: "Skildvagt, giv Agt!" ud efter as; Aarerne slaae deres
eensformige Takt i Vandet, og snart ere vi ombord i Korvetten.
En saadan Dag kan man tære længe paa ombord; dens muntre Minder ere
vel af en flygtig Natur; men de bindes dag fast i Erindringen ved den
hjertelige Gjæstfrihed, der udbreder sin Duft over dem alle.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 6
- Parts
- Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 1Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4411Total number of unique words is 167234.8 of words are in the 2000 most common words50.4 of words are in the 5000 most common words59.5 of words are in the 8000 most common words
- Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 2Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4517Total number of unique words is 163935.1 of words are in the 2000 most common words52.4 of words are in the 5000 most common words61.9 of words are in the 8000 most common words
- Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 3Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4581Total number of unique words is 162835.0 of words are in the 2000 most common words49.9 of words are in the 5000 most common words58.3 of words are in the 8000 most common words
- Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 4Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4600Total number of unique words is 169035.4 of words are in the 2000 most common words52.7 of words are in the 5000 most common words61.7 of words are in the 8000 most common words
- Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 5Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4726Total number of unique words is 181935.2 of words are in the 2000 most common words50.5 of words are in the 5000 most common words59.2 of words are in the 8000 most common words
- Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 6Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4604Total number of unique words is 159235.7 of words are in the 2000 most common words51.2 of words are in the 5000 most common words60.0 of words are in the 8000 most common words
- Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 7Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4642Total number of unique words is 162735.2 of words are in the 2000 most common words51.2 of words are in the 5000 most common words59.7 of words are in the 8000 most common words
- Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 8Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 2297Total number of unique words is 104839.5 of words are in the 2000 most common words53.9 of words are in the 5000 most common words61.7 of words are in the 8000 most common words