Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 2

Korvettens Nærværelse ved Porto Cabello, og dette tillige stemmede
med Chefens Instruxioner, besluttede han sig til at anløbe den nævnte
Havn (et Valg som senere vist sig at være meget heldigt), og den
hollandske Vicekonsuls Begjæring toges derfor ikke tilfølge, saameget
mere som den hollandske Generalkonsul i Caracas ikke havde
understøttet Vicekonsulens Anmodning.
Den 19de September om Morgenen sagde vi -- ikke uden en dyb
Taknemmelighedsfølelse for det Skjønne, vi havde seet, og det Gode,
vi havde nydt -- Farvel til Caracas, over hvis yndige Dale de tætte
Morgenskyer barmhjertig sænkede deres Slør, forat vi ikke formeget
skulde føle Skilsmissens Smerte. Hr. Stürup og en Herre af hans
Familie ledsagede os tilhest, medens vi paa Muler tilbagelagde Reisen
over Bjergene.
Var Opstigningen himmelsk, kunde man nok kalde Nedfarten til La
Guayra, hvor vi gradeviis gik Sol, Hede og Støv imøde, for
diabolisk; men vi vare rige i Erindringen om de uforglemmelige Dage,
vi havde tilbragt i Caracas, og det Psychiske havde Raad til at
honorere den lille Vexel, der blev trukken paa det Fysiske. Paa denne
Vei, der forresten var smuk paa sin Maade, og hvor vi blandt Andet
passerede adskillige Steendynger, hvis Kors betegnede, at et Mord her
var forefaldet, vare vi inde i en _posada_, der er beskreven af den
berømte Reisende Humboldt -- men den var Intet imod vort føromtalte
Eldorado paa Kjøreveien.
Vi kom til La Guayra samme Dags Eftermiddag, og efter at have
saluteret Generalkonsul Stürup med 9 Skud og hjertelig takket ham for
hans mageløse Gjæstfrihed, lettede vi og stode om Natten ned imod
Porto Cabello.
Det glædede os at erfare, at den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr.
Roosen, under vor Fraværelse havde viist sig yderst gjæstfri mod vore
Kammerater. De havde havt eventyrlige Ridetoure i Bjergene og havde
endogsaa skimtet det forjættede Land, hvorfra vi vendte tilbage.
Den 20de September gik Korvetten til Ankers ved Porto Cabello, der
ligger en Snees Miil vestenfor La Guayra og har en god, om end ikke
stor, Havn. Karakteristisk for alle de af Spanierne anlagte Byer ere
de store Forter, som beherske dem. De ere vel anlagte saaledes, at de
beskytte Byen imod Søsiden og bestryge Havneindløbet, der næsten
altid gaaer tæt forbi deres Mure; men paa samme Tid ere de saaledes
beliggende, at deres Kanoner med Lethed kunne bringes til at spille
paa ethvert Punkt i Byen. Spanierne ere ikke bekjendte for deres
blide Maade at regjere paa, og man begriber let, hvorledes
Indbyggerne maae have følt det dobbelte Tryk af Præsteregjeringen i
Byen, og af Fortet udenfor denne, og at de have afkastet Aaget,
saasnart de følte sig stærke nok dertil.
Den samme Vigtighed som disse Fæstningsværker havde for Spanierne,
beholdt de naturligviis, da de bestode i uforandret Form under de
efterfølgende Partikampe; og Fortet Libertador (44 Kanoner), der taus
og truende kneiser ligeoverfor den aabne By Porto Cabello, med
hvilken det kun ved en udskydende lille Landstrimmel er forbundet,
seer udtrykkelig ud som en isoleret Magt, som en Stat i Staten. Vi
havde ogsaa under Indseilingen bemærket, at de fleste af
Skydeskaarene ud imod Søen vare tomme, og da vi, ved at komme længere
ind i Havnen, saae den ene Kanon efter den anden strække sin sorte
Hals ind imod Byen, formodede vi nok, at Alt ikke var saa ganske
rigtigt. Om Sammenhængen hermed bleve vi snart oplyste af Konsul
Stürup (en Broder til Generalkonsulen i Caracas), der kom ombord,
saasnart vi vare tilankers.
Kommandanten paa Fortet Libertador, som beklædte denne Post under den
forrige Regjering, havde nemlig nægtet at anerkjende Paëz og truede
med at skyde Byen ned, naar den ikke inden en af ham bestemt Frist
opfyldte visse Fordringer. Imod et Bombardement var Byen aldeles
værgeløs, og da den ogsaa, for at forsvare sig til Landsiden imod
Marodeurer, havde maattet opkaste Barrikader i Enden af Gaderne, var
dens Stilling yderst piinlig.
Allerede den 15de havde de forenede Konsuler havt et Møde for at
overveie, hvad der kunde foretages for at sikkre de mange i Staden
værende Fremmedes Liv og Eiendom, og man havde henvendt sig til
forskjellige fremmede Autoriteter for at faae en Orlogsmand til
Stedet, men ingen havde til Dato indfundet sig. Vor Ankomst var
derfor yderst heldig og opvakte levende Glæde. Selv i Tilfælde af et
Bombardement var nu de fredelige Borgeres Liv og for endeel deres
Eiendele sikkrede, idet de kunde søge og vilde have fundet
Beskyttelse ombord i Korvetten. Ved at flygte ind i Landet vilde de
kun være faldne i Hænderne paa de Røverbander, af hvilke de endog
kunde vente et Angreb i selve Byen -- at søge ombord i et Orlogsskib
var derfor deres eneste Udvei.
Det havde været Korvettens Bestemmelse at afgaae den næste Dag, den
21de; men under disse Forhold blev Afreisen udsat nogle Dage,
saameget mere som alle de fremmede Magters Konsuler, med den danske i
Spidsen, indgave et skriftligt Andragende til vor Chef om at forlænge
Opholdet nogle Dage, indtil Svar kunde indløbe fra Caracas paa de
Betingelser for Overgivelse, som Kommandanten af Libertador havde
indsendt dertil.
Betingelserne vare følgende:
1. Pas for dem af Besætningen, der ønskede at forlade
Landet, eller:
2. Frihed til at forblive i Landet.
3. Fritagelse fra Militairtjeneste for dem, der havde
udtjent.
4. Betaling af Garnisonens tilgodehavende Løn.
5. En Afløser af mindst samme Rang som Kommandanten.
Saasnart disse Betingelser, som man fandt rimelige og sikkert ventede
vilde blive gunstigt optagne, vare afgaaede til Caracas, forsvandt
den trykkede og mismodige Stemning i Byen. Forbindelsen aabnedes
igjen med Landet, der, saalænge Fortet havde domineret, ikke havde
villet erklære sig. At Posterne forbleve udstillede for at hindre et
eller andet dristigt _coup de main_ af dem, der røvede for egen
Regning, forøgede kun den almindelige Sikkerhed og formindskede ikke
det gode Forhold, der begyndte at udvikle sig mellem Byen og
Omegnen.
Ved Ankomsten til en fremmed Fæstning sender man altid en Officeer
iland for at melde, at man agter at salutere, dersom Saluten kan
ventes besvaret med samme Antal Skud. Den Høistkommanderende boede i
Byen og raadede ikke over Fortet; der blev derfor sendt en
Parlamentair fra Premier-Kommandanten til Officeren i Fæstningen for
at erfare om han, uagtet det fjendtlige Forhold der bestod mellem
denne og Byen, vilde besvare den Salut, der gaves for Flaget. Efter
nogle Timers Betænkning indløb bekræftende Svar, og Korvetten
saluterede da Flaget med 21 Skud, der besvaredes fra Fortet med samme
Antal. Premier-Kommandanten i Byen kom derefter ombord og modtog
Salut af 9 Skud, hvilket glædede ham saameget, at han, saa søsyg han
var (endskjøndt det var blikstille), med foldede Hænder vedblev at
gjentage: _»benedice, benedice!«_ medens Fartøiet roede ham til Land.
Vort forlængede Ophold gav Anledning til, at Korvettens Officerer
modtoge megen Høflighed og Gjæstfrihed af de paa Stedet værende
Europæere, som kappedes i at vise Repræsentanterne for det Flag, der
havde beskyttet dem, al mulig Velvillie og Erkjendtlighed.
Blandt de Europæere, der boede i Porto Cabello, var der endeel
Tydske, som vi gjerne her vise den Retfærdighed, de paa Grund af
Danmarks Strid med deres Nation ikke nyde af alle vore Landsmænd. I
Europa boe vi formeget Dør om Dør med dem til at anerkjende deres
gode Egenskaber, og gjennem Pressen lære vi som oftest kun deres
Skyggesider at kjende -- i Amerika er det anderledes. Der hilse vi
dem som Beslægtede, og det er vist, at hvor vi paa vore Reiser have
truffet dem -- og vi have hyppig været i Berøring med dem -- have vi
altid havt Grund til at glæde os over de smukke Sider af deres
Nationalkarakteer, hvoraf Hjertelighed og Gemytlighed ikke ere de
mindst fremtrædende.
Naturen i Omegnen af Porto Cabello er overordentlig skjøn, og vi fik
navnlig paa en meget smuk Ridetour, som vi i Selskab med nogle af de
ovennævnte Herrer foretoge os, et Begreb om det mægtige Fastlands
Skove. Paa vore prægtige spanske Heste sprængte vi ud af Byen, som vi
netop paa Grund af disse prægtige Heste (dem vi vare ivrigt
beskjæftigede med at studere) ikke skjænkede synderlig Opmærksomhed.
Ved Forposterne havde vi dog samlet os saameget, at vi kunde give en
værdig Hilsen -- men saa gik det, som det kunde, ud ad den deilige
Landevei. Vi forlode snart denne og fulgte en lille Sti, der bugtede
sig imellem Sukker- og Kaffeplantager og førte os under stadigt
vexlende Trægrupper og Buskadser ind i den store kjølige Skov.
Her kunde man med Sandhed sige, at man ikke kunde see Skoven for bare
Træer; thi Vegetationens Rigdom var saa stor, Afvexlingerne saa
pludselige og uventede, at det uvante Øie ikke kunde løsrive sig fra
Enkelthederne, der paa det Heles Bekostning fremtraadte saa stærkt og
glimrende.
Naar man for første Gang befinder sig midt i den yppige tropiske
Natur, da bliver man ligesom fortryllet over al den Skjønhed og
Pragt, som Øiet neppe er tilstrækkeligt til at omfatte -- man seer og
beundrer, og faaer ingen Tid til Reflexion; men naar man skal til i
Erindringen at opsamle de Indtryk, som man har modtaget, kan man
undertiden blive noget flau ved at bemærke, hvorlidt det man har
seet, hefter i Tanken, hvorlidt Følelsen er tiltalt. Endskjøndt det
neppe er rigtigt, ledes man til at gjøre Sammenligninger, og tænke
paa "de dybe Dale med de Nattergale og de andre Fugle smaa, som
tale", man offrer gjerne Pappegøiers og Kolibriers pragtfulde Fjer
for en eneste Tone af en Sangfugl, og den pralende Blomst saae man
gjerne forvandlet til en beskeden, men duftende. Endogsaa Træers og
Planters febrilske Liv i Syden synes at tabe ved Sammenligningen med
det friske Liv, hvormed det nordiske Foraar bryder frem og fylder Alt
med Haab og Forjættelse.
Vi gjorde Holdt inde i Skoven ved et net lille Huus, et Slags
Gjæstgiversted, der beboedes af en tydsk Familie. Dets Navn var St.
Estephe eller St. Estevan, og det laae i en Aabning i Skoven med en
venlig Udsigt til Bjergene. Der var noget ret Eiendommeligt ved denne
lille Menage og dens sorgløse Tilværelse. Manden var Jæger,
Værtshuusholder, Insektsamler og Slangetæmmer. Fjerene af de brogede
Fugle, han skjød, forvandlede sig under hans Kones flittige og
smagfulde Haand til de skjønne Blomster, der ere saa efterspurgte i
Europa, og vi forsømte naturligviis ikke Leiligheden til at forsyne
os med disse kostelige -- og kostbare -- Produkter. Medens vi besaae
endeel sjeldne Naturgjenstande og Manden gjorde Kunster med nogle
Slanger, ved hvilken Forestilling hans Børn medvirkede, havde Konen
dækket Bordet, og vi nøde under den svale Veranda et tarveligt lille
Maaltid. Forfriskede stege vi atter til Hest og -- "vee Dig, Johan,
naar Mads er bleven mæt" -- det gik ud over Hestene, da vi rede
tilbage.
Fra Caracas var imidlertid endnu den 23de intet Svar indløbet, og
Chefen besluttede sig til at vente til den 25de, hvilket var den
yderste Termin, til hvilken han, ifølge Gouverneurens Ordre, kunde
forlænge sit Ophold. Men Forholdene vare allerede saa beroligende, at
Konsulerne vare fuldkommen tilfredse hermed.
Den 25de vare adskillige af vore Venner fra Porto Cabello ombord,
deriblandt de fremmede Konsuler, der saluteredes med 7 Skud, og samme
Aften vare alle Officererne indbudne til en Dands, der fandt Sted i
en Villa udenfor Byen. Vi kjørte derud og tilbragte en meget
behagelig Aften. Stedets Have var ved kouleurte Lamper forvandlet til
et Tivoli _en miniature_, til hvilket Dørene stode aabne fra den
stærkt oplyste Balsal, og vi kunde saaledes allerede i Frastand
skimte nogle af de lyse og gratieuse Skikkelser, som vi kort efter
under Præsentationen havde Leilighed til at beundre i Nærheden. Men
vi fik ikke megen Tid til "indledende Bemærkninger" -- Musiken klang,
og dens brusende Toner indviklede de danske Uniformer i den spanske
Kontredands, hvoraf de igjen udviklede sig med mere eller mindre
Berømmelse.
Ude paa Verandaen (det neutrale Gebeet, hvorhen de mere Satte og
Adstadige allerede ved Ballets Begyndelse havde trukket sig tilbage)
florerede imidlertid Passiaren og Cigaren; _brandy and water_ nødes
med stille Alvor og Champagnen med sine brusende Perler under Spøg og
Snak af de Ungdommelige og Enthousiasterne, der desuden udmærkede sig
ved Venskabsforsikkringer og Viften med Lommetørklæder og ved paa det
første musikalske Signal igjen at styrte ind i de Dandsendes Rækker.
Udenfor, høit over det Hele, straalede den tropiske Maane klart,
Naturen afgav et mærkværdigt Chor af Frøer, der ligesom med
Kastagnetter akkompagnerede Dandsen, og det var ikke alene glindsende
Insekter, der lyste i Buskene, men brune Indianer-Ansigter med
glimrende sorte Øine kiggede frem imellem disse, og lokkedes nærmere
og nærmere af den livlige Balmusiks Toner.
[Illustration: En Forpost af Venezuelanske Soldater.]
Timerne svandt som Minuter, og en Efterklang af det livlige
Selskab ledsagede os, da vi tilfods med endeel af vore Venner begave
os paa Hjemveien til Byen. Maanen bredte sit magiske Skjær over Alt
-- selv over Forposterne, der ved vore Ledsageres Stikord aabnede sig
for os -- og dette var en viselig Indretning; thi Republikens
Soldater egne sig virkelig ikke til at sees i Solens stærke Lys, selv
om de kunne taale dens Varme. Baade de Soldater vi saae her og i
Caracas, vare yderst mangelfuldt paaklædte. Trøier vare sjeldne
Luxusgjenstande, Sko var der ikke Tale om, Skjorter og Beenklæder
vare kun tilstede i defekte Exemplarer. Vi ville imidlertid haabe, at
de "dog vare glade og fornøiede" -- idetmindste antydede Republikens
Farver, der prangede enten som Kokarder paa Huerne, som Bind om
Armene eller som Skjærf, at deres Tro var stor, og dette er jo det
Vigtigste.
Ved Havnen toge vi Afsked med vore Værter, og kort efter at vi vare
komne ombord, lettede vi.
Den 25de Kl. 1 om Morgenen forlode vi Porto Cabello, og idet vi
ankrede ved Frederikssted den 29de, sluttede vi denne lille Tour.
Fortet Libertador overgav sig, som vi senere erfarede, 3 Dage efter
vor Afreise til General Paëz.


Ved de danske Øer.
(29de September -- 2den November.)

Idet vi vende tilbage til vor Hovedstation, de danske Øer, ville vi
kortelig berøre de Tjenestepligter, som motiverede Korvettens
Tilstedeværelse ved disse.
I det Hele taget skulde vi beskytte den danske Handel og Skibsfart og
afværge ethvert Brud paa vor Neutralitet. Med Hensyn hertil maatte vi
altsaa skjænke det danske Gebet særlig Opmærksomhed, og hovedsagelig
være tilstede der, hvor det var tænkeligt, at dette kunde krænkes. Af
vore danske Øer var derfor St. Thomas den, hvor vi fornemmelig burde
opholde os, og dette blev da ogsaa Tilfældet; men da Farvandet mellem
Øerne tillige havde Krav paa vor Opmærksomhed -- idet vi særlig der
skulde beskytte den danske Skibsfart -- foretoges der hyppige
Overfarter til St. Croix. Dette var ogsaa for endeel begrundet i den
Omstændighed, at Gouverneuren, hvem Chefen var underlagt og af den
Grund oftere maatte konferere med, boede der. Efter at have berørt
disse lokale Forhold, ville vi ikke trætte Læseren med at berette,
hvorofte vi gik fra eller til St. Thomas, St. Croix eller St. Jan,
men kun betegne vort Ophold i det Hele under Benævnelsen: "ved de
danske Øer".
Hvad der navnlig kunde forventes at ville gjøre Brud paa vor
Neutralitet, var Kaperiet, og det var derfor ikke tilladt nogen Kaper
at have stadigt Ophold paa dansk Territorium, der (ifølge Kanc.
Circulaire af 18de August 1810) strækker sig een dansk Miil fra den
faste Kyst af Kongens Lande. Heller ikke var det tilladt Kapere at
anløbe danske Havne (uden i Nødstilfælde), og endnu mindre at bringe
Priser ind eller at sælge dem i disse.
Det følger af sig selv, at en mulig Kamp mellem Nord- og Sydstaternes
Skibe heller ikke kunde være tilladt indenfor de danske Enemærker, og
det var derfor uundværligt for Gouvernementet at have til sin
Disposition en Orlogsmand, der kunde repræsentere det exekutive
Søpoliti og hurtigt bevæge sig fra det ene Sted til det andet.
Men selv i Fredstid er efter vor Mening en dansk Orlogsmands
Nærværelse nødvendig ved vore vestindiske Besiddelser, for at den
derfra kan sendes hen, hvor de danske Interesser blive truede eller
krænkede. Havde en saadan været i Farvandet, dengang Republiken St.
Domingo beslaglagde og solgte to danske Skibe, vilde den, ved en
hurtig og kraftig Protest, have kunnet forhindre en slig
Fremgangsmaade, der dog drog Udsendelsen af et Skib efter sig, og gav
Anledning til lange diplomatiske Forhandlinger og overordentlige
sorte Gesandters Sendelse til Kjøbenhavn. Men vi vide jo vel, at man
er kommen til det Resultat, at et fast Stationsskib er for kostbart,
og mod denne Grund lader der sig -- fra et vist Synspunkt -- Intet
indvende.
Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag feirede vi i St. Thomas' Havn. Om
Middagen var der stor "Lever" i Gouvernementshuset, hvor alle Byens
Autoriteter, de fremmede Konsuler og de fleste Kjøbmænd indfandt sig.
Chefen og de Officerer, der kunde være fra Skibet, vare ligeledes
tilstede. Da Vicegouverneur Berg udbragte Kongens Skaal, løsnedes
der 27 Skud fra Fortet og samme Antal fra Korvetten, som behængt med
Flag gjorde Honneurs i Havnen. Alle Skibene i denne flagede ogsaa, og
fra to amerikanske Skibe, hvis Kaptainer vare Danske, vaiede det
danske Flag paa Toppen. Det ene af dem, et lille Flod-Dampskib, der
havde havt en eventyrlig Reise fra New-York, saluterede endogsaa,
skjøndt det kun havde een Kanon, med 27 Skud. Dagen efter var der
stort Bal hos Gouverneuren paa St. Croix, og den 9de October gav
Vicegouverneuren paa St. Thomas et pragtfuldt Bal i samme Anledning.
At man dandser saameget i den tropiske Varme, vil maaskee undre vore
Landsmænd herhjemme, hvor man kun seer Baller ved Vintertid, og med
disse gjerne forbinder Begrebet om en meget varm, og derfor til en
kold Aarstid skikket, Fornøielse. Men Dandsen passer bedre til det
vestindiske Klima, end man skulde troe; thi deels er dette -- om end
varmt -- ingenlunde trykkende, og Luften er endog langt renere i en
vestindisk Balsal end herhjemme. Den idelige Gjennemtræk (mod hvilken
alle Lys ere beskyttede ved _shades_), fjerner Støvet og forfrisker
Luften, og det milde Klima gjør den anderledes uskadelig end den
Træk, hvormed man herhjemme i Kulden søger at rense en Balsals hede
Atmosfære. Dandsen er derfor en ligesaa naturlig Fornøielse i
Vestindien som herhjemme; den er meget yndet derude, og, paa Grund af
at offentlige Forlystelser savnes, meget almindelig.
Den 27de October om Morgenen saae vi for første Gang Sydstaternes
Flag vaie fra en lille Skonnert i St. Thomas' Havn. Mellem
Nordamerikanerne i denne By vakte dette en stor Sensation, da man
mistænkte den for at være en Kaper. Det viste sig dog, at dette ikke
var Tilfældet, idet den Officeer, der fra Korvetten sendtes ombord,
ikke fandt Spor af Bevæbning; men mistænkeligt var Skibet alligevel,
da det havde en Besætning af 8 Lodser fra Savanna og sikkert ikke var
bestemt til Fragtfart. Det oplystes ogsaa, at dets Reise var en
Spekulation af vedkommende Lodser, der paa Grund af Blokaden vare
uden Erhverv. De vare lykkeligt slupne forbi de nordamerikanske
Krydsere og agtede naturligviis igjen at bryde Blokaden med den
Ladning, de indtoge i St. Thomas. Den bestod af Apotheker- og
Manufakturvarer, hvorpaa der var stor Mangel i de sydlige Stater.
At det omineuse Sydflag faa Timer efter forsvandt fra Skonnertens
Top, og at det engelske heisedes i Stedet, gjorde ikke noget
gunstigere Indtryk paa Nordamerikanerne, da det skete paa den Maade,
at den engelske Konsul, ved at udstede Interimspapirer, sanktionerede
Salget af Skibet til en af dets Besætning, der havde engelsk
Borgerret. Nationalhadet mellem Amerika og England, der altid ulmer,
gav sig her Luft imod den engelske Konsul, der skarpt dadledes, fordi
han tillod Englands Flag at dække et saa mistænkeligt Skib.
Der var dengang intet amerikansk Orlogsskib i Havnen; men under dette
vort Ophold havde til forskjellige Tider Powhattan, Iraquois og San
Jacinto (senere uhyggelig berømt ved Trent-Affairen) været inde i St.
Thomas' Havn for at fylde Kul.


Tour til St. Kitts (St. Christophe).
(2den November -- 9de November).

Denne lille Tour blev nærmest foranlediget ved Gouvernementets Ønske
om at gjøre sig nøiere bekjendt med Forholdene ved Indførselen af
fremmede Arbeidere (Kinesere, Kulier) paa de vestindiske Øer. Klager
over Mangel paa Arbeidskraft have i de senere Aar været hyppige, og
Gouverneuren besluttede derfor at sende en Kommission af to Plantere
og en Jurist til den nærliggende Ø St. Kitts, hvor en slig
Indvandring har funden Sted, for at indhente Oplysninger
desangaaende.
Med Kommissionen, bestaaende af De Herrer Prokurator Stakemann og
Planterne M. Dam og Knight, dampede vi den 2den November op imod
Vinden til den 30 Miil til Luvart liggende lille Ø, hvor vi ankom den
næste Dags Morgen og ankrede paa Basseterre Red.
Vi bleve her modtagne med den største Forekommenhed af Gouverneuren
Sir Benjamin Pine, der strax tilbød Chefen sit Huus, i hvilket denne
boede under vort korte Ophold. Imedens Kommissionen gik paa
Undersøgelser, gik Officererne paa Bal eller foretoge Spadseretoure
og Udflugter paa den deilige lille Ø, der er en af de skjønneste i
Vestindien. Vi havde ogsaa den Fornøielse at see Sir Benjamin
tilligemed Lady Pine og nogle andre Herrer og Damer, der havde viist
os Gjæstfrihed, ombord hos os en Formiddag. Korvetten havde pyntet
sig paa det Bedste, og viste sit Galanteri mod Damerne ved om
Morgenen at varpe længere ind paa Reden, hvor der var smulere Vande
og mindre Udsigt til Søen og -- Søsygen. Selskabet beværtedes i
Kahyten, og Besætningen gav derefter ogsaa sin Skjærv til
Underholdningen ved at synge Nationalsange, dandse Reel og gjøre
Behændighedskunster for Gjæsterne, der optog dette særdeles godt og
morede sig fortræffeligt.
Det er en af vore Folks elskværdige Sider, at de ved saadanne
Leiligheder tage Deel i deres Overordnedes Glæder, og villig gjøre
Alt hvad de kunne for at forhøie disse. Det gjør ogsaa et godt
Indtryk paa Fremmede at være Vidne til Sligt, der tilkjendegiver et
velvilligt Forhold mellem Officerer og Mandskab; og da Sir Benjamin
med et Par hjertelige Ord takkede Folkene, fik han tre velmeente
Hurraer, der sikkert glædede ham ligesaameget som den Salut paa 15
Skud, han tidligere ifølge sin Embedsstilling havde modtaget.
En Yttring af Sir Benjamin, der var en videnskabelig dannet Mand og i
Besiddelse af den klassiske Dannelse, som Englænderne lægge saa stor
Vægt paa, kunne vi ikke nægte os den Fornøielse at optage her. Under
en Samtale med vor Chef om Forholdene herhjemme, bemærkede han, at vi
i Danmark havde en stor Mand i Madvig, hvis latinske Grammatik han
høilig roste, idet han tilføiede, at den brugtes næsten overalt i
England.
Da Kommissionen den 8de havde endt sine Undersøgelser, der havde
været tilfredsstillende, idet man havde indhentet Oplysninger
angaaende Indførselen af ostindiske Arbeidere og tillige gjort
adskillige Erfaringer angaaende Sukkerrørets Dyrkning, var vort Hverv
ved Øen forbi og vi maatte afsted.
Vi havde haabet, senere ved Leilighed at kunne gjøre et kort Trip
hertil, hvor vi havde mødt saamegen Venlighed, men der var stedse Et
eller Andet, der forhindrede dette. Midt i Mai Maaned næste Aar fik
Korvetten endogsaa en skriftlig Indbydelse fra Sir Pine, og gjennem
det engelske Orlogsdampskib Cadmus, stationeret derude, fik vi engang
en Hilsen og en Indbydelse, der var snurrig nok. Den Officeer, som
fra dette Skib komplimenterede os, fortalte med det Englænderne
eiendommelige Humor, at Gouverneuren ønskede vor Nærværelse ved
adskillige Baller, og at det vilde være ham kjært, om vi vilde føre
ham over til Anguila, hvor en Mand skulde hænges. Da Cadmus skulde
hjem, kunde Gouverneuren ikke benytte den til denne "alvorlige Deel
af Festen", og vi maatte paa Grund af Omstændighederne give Afkald
saavel paa Baller som paa Hængning.
Den 9de gik vi under Seil fra St. Kitts og vare ved Hjælp af den
friske Østpassat til Ankers ved Frederikssted den 10de om Middagen.


Ved de danske Øer.
(10de November -- 29 December).

Den 12te November bragte det engelske Paketdampskib Trent, kommende
fra Havana, Efterretningen om den hensynsløse Maade, hvorpaa det var
blevet anholdt og visiteret af det nordamerikanske Dampskib San
Jacinto, der med Magt havde bortført de to Herrer Mason og Slidell,
som skulde afgaae til Europa med La Plata. Hele denne Sag er bekjendt
nok, og hvormeget den offentlige Mening i Nordamerika end har søgt at
give den Medhold, hersker der blandt alle andre Nationer kun een
Mening om det Uberettigede i San Jacinto's Optræden. Fra en Kilde,
som vi maae antage for troværdig, have vi hørt nogle Enkeltheder ved
Udførelsen, der kompromittere vedkommende Individer temmelig stærkt.
Man fortalte os nemlig, at da en amerikansk Søofficeer, der søgte om
Gesandternes Papirer, vilde trænge ind i et Lukaf og blev afviist af
en Dame (Datteren af en af de Fængslede) -- trak han sin Sabel og
lod sine Folk fælde Gevær, for paa denne ridderlige Maade at
tiltvinge sig Adgang. Det fortaltes imidlertid ogsaa, at den engelske
Kaptain, der befandt sig i Nærheden, blev saa indigneret, at han med
sin Kikkert bearbeidede det tappre Kompagni, hvis Anfører ved en vel
anbragt Ørefigen fra den unge Dames Haand blev vakt til Besindelse om
sin lave Adfærd.
Historien klinger utrolig; men sammenligner man den med den berygtede
amerikanske General Butlers senere Optræden mod værgeløse Kvinder,
vil man ikke finde den utænkelig.
I St. Thomas opvakte denne Begivenhed naturligviis stor Sensation, og
da et Orlogsdampskib om Aftenen d. 13de viste sig i Søen udenfor
Havnen, vilde den engelske Kaptain paa La Plata, der var seilklar til
Europa, ikke gaae ud, da han jo i det Tilfælde, at det var en
Amerikaner, havde Grund til at befrygte en lignende Behandling,
ligeoverfor hvilken han, som Ansvarhavende for Post og Passagerer,
var værgeløs. Den engelske Konsul kom ombord for igjennem os at
erfare noget om bemeldte Skib. Det kom ind, da det var mørkt, og vi
sendte som sædvanlig en Officeer ombord. Da det oplystes, at Skibet
var en hollandsk Orlogsdamper (Vesuvius) gik La Plata samme Aften til
Europa.
Den 14de kom en fransk Dampbaad, le Milan, og 2 spanske Fregatter ind
i Havnen for at proviantere og fylde Kul. De vare bestemte til Mexico
og havde Landtropper ombord. Senere hen under vort Ophold kom flere
saadanne Sendinger, som man ikke kunde betragte uden en vis
Melankoli, naar man tænkte paa det høist usunde Klima, de gik imøde;
men denne Tanke lod heldigviis ikke til at trykke de franske
Soldater, som under deres korte Ophold vare lutter Liv og Lystighed.
Skifteviis kom Afdelinger af dem iland, og paa en lille Exerceerplads
udenfor Byen opførte de til stor Fornøielse for Publikum allehaande
Lege og toge i den korte Frist paa allehaande Maader Opreisning for
den Mangel paa Motion, som deres Liv ombord medførte. Det var kjække
og smukke Folk, alle Zouaver; ved blot at see dem faaer man den
Overbeviisning, at alle Franskmænd ere fødte Soldater. Haab om
Krigerære og Berømmelse, og Mod til at underkaste sig Alt derfor, kan
man læse paa ethvert Ansigt.
Den 1ste December kom den norske Korvet Nornen, Kaptain Schmidt, ind
til St. Thomas. Korvetten var, ligesom Heimdal, udsendt i Anledning
af de amerikanske Uroligheder, og dens Chef havde Ordre til at
konferere med Heimdals angaaende Forholdene i Vestindien. Det følger
af sig selv, at vi benyttede Nornens 10 Dages Ophold til at omgaaes
med vore nordiske Brødre, der ogsaa gjæstfrit modtoges af Byen St.
Thomas. Korvetten afseilede den 11te December til New-York, hvorfra
den retournerede i Februar og efter Heimdal foretog Touren til
Havana.
Denne Reise havde allerede i længere Tid været stillet i Udsigt for
Heimdal; men det var naturligviis betinget af Forholdene i vore egne
vestindiske Farvande, hvorvidt Korvetten kunde undværes i de 6 Uger,
som man maatte gjøre Regning paa at Touren vilde medtage.