Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - 8

Hovedet ud af Døren.)
"I Jesu Navn, han maa berge sig selv; Storbaaden kan ikke vage -- Gud
være ham naadig!" (Trækker sig tilbage og røger videre -- et Ophold,
nok et Pladsk.)
"Hvad var det?"
"Kaptain, Kaptain -- Grisen gik overbord!" (Kaptainen styrter op paa
Dækket.)
"Ih for en Ulykke -- luf til Vinden, Din Slubbert, rap jer med
Storbaaden og berg det uskyldige Dyr i Jesu Navn, at det ikke skal
synke for vore Øine."
Nærige ere Bornholmerne endnu, eller de have idetmindste megen
Kjøbmandsaand; kun er det nu ikke Andres, men deres eget Liv de ere
ufølsomme for. I deres smaa Baade vove de sig langt ud til
forbiseilende Skibe for at sælge Æg og Høns, og det er da ikke saa
underligt, at de ere noget dyre med dem, naar deres Liv undertiden er
Indsatsen.
Lader os gaae ned under Dækket. Der træffe vi Baadsmand, Kanoneer,
Seilmager og Tømmermand, og Alle skrive de deres Regnskabsbøger
til Dato; det er jo Søndag imorgen, og saa skulle disse tilligemed
alle øvrige Protokoller, attesterede af Officererne, forelægges
Chefen. Det er hverken Baadsmandens eller hans Kollegers
Yndlingsbeskjæftigelse, vi der træffe dem ifærd med; han er en "rask"
Mand og færdes helst paa Dækket; men nu har han Frivagt, og der er
for Øieblikket ikke Brug for hans Pibe og Stemme. Naar det gjælder,
komme de frem, og han er ikke den Mand, der sparer paa dem.
Hernede paa Banjerne efterseer Frivagten sit Tøi; men de have Borde
og Bænke til deres Disposition, hvad der meget konvenerer "Digteren"
-- thi vi have ogsaa en Repræsentant for denne ædle Kunst ombord.
Han er en fredsommelig Mand, og nyder, paa Grund af nogle
Leilighedsdigte, endeel Agtelse blandt Mandskabet. Med et tankefuldt
Blik og et Par barkede Næver, hvoraf den ene holder en Mellemting af
en Pen og en Pensel (da det er en Staalpen, surret til et
Penselskaft), finde vi ham bøiet over et Stykke Koncept, der alt har
modtaget følgende to Strofer:
"Du stolte Ørn,
Som fører mig saa langt bort fra min Kone og mine smaabitte Børn --
og nu venter paa videre Mærker af Aandens Flugt. Henne ved Kabyssen
om Bagbord staaer Skibskokken ifærd med at koge Folkenes Thee; om
Styrbord staaer Mesterkokken, der er en dannet Mand og ved flere
Leiligheder siger til Oppasseren Peter: "Fy, Peter, jeg kan ikke
begribe, hvorledes Du kan bekvemme Dig til at tage et saadant Ord i
Din Mund som 'Fanden gale mig' -- Du som er saa udannet, at Du kalder
en _Omelette aux Confitures_ for Finkenet Overture!" For Øieblikket
træffe vi samme Mand i en dybsindig Betragtning, med den ene Haand
velvillig hvilende paa et Svinehoved, i hvis brustne Blik han søger
at udgrunde en eller anden dyb Hemmelighed, og med den anden flade
Haand distrait hvilende paa Hoften. "Vel har jeg", siger han til
Hovmesteren, der med en spørgende Mine betragter ham, "adskillige
Gange forvandlet -- om jeg saa maa sige -- en tam And til en Vildand;
men at forvandle et tamt Sviin til et Vildsviin -- det ligger udenfor
min egentlige Praxis!"
Men hvad er det for en Latter, der lyder derhenne? En Klynge har
samlet sig om et enkelt Individ, der lader til at have sagt noget
Morsomt, det seer man paa den flotte og selvbevidste Maneer -- han er
_maitre de plaisir_ ombord. Hvad Landsmand er han forresten? Læser,
han er en Kjøbenhavner og Stedfortræder ovenikjøbet. Han er et
vittigt Hoved, og han er ligesom Pahlen i Adam Homo et miskjendt
Geni. Men ikke nu; nu er han i sin Glorie; han er et Orakel blandt
Folkene, blandt hvilke han fremtræder med et Forraad af Sange,
hvoriblandt adskillige gemene, og danner sig hurtigt en Cirkel af
Beundrere; hans Nytte til at sætte Liv i Folkene kan ikke benægtes,
skjøndt det indsees, at han, hvis Togtet varer længe nok, vil
kulminere og styrte fra sin populaire Høide. Det Tidspunkt
indtræffer, da hans staaende Fraser ere opbrugte, hans gemene Viser
forslidte, hans Kredit forspildt; da er det han tager fat paa en
anden Maade -- ved Spirituosa søger han at erstatte Mangel paa
Spiritualitet; han taler til enkelte svage Hoveder om slet Kost,
faaer dem opsatte paa at klage, drikker sig fuld iland, skjælder ud,
kommer i Bøien, i Straffebakken og ender maaskee med en Lussing.
Man kan ikke omgaaes varsomt nok med visse Stedfortrædere, især de
Folk, der gaae ud af Tjenesten og som man troer sig kvit, indtil man
en skjøn Dag seer dem ombord i ovennævnte Egenskab. Vi kjende flere
Exempler herpaa; de begynde godt nok, men holde aldrig ud, hvortil
Grunden er, at ikke Faa af dem ere af den Kaliber, som vi ovenfor
have omtalt. Vi ville ikke kaste en Skygge paa Stedfortrædere eller
Kjøbenhavnere i det Hele; men vist er det, at han som sidder der --
han ender sikkert i Bøien. _Sic transit gloria mundi!_
Fyrbøderne maa ogsaa gjerne underkastes en omhyggelig Revision, inden
de komme ombord -- i Mangel deraf en stræng Kontrol ombord. Til denne
Bestilling faaes ofte slette Subjekter.[3]
[3] Paa kortere Togter er det undertiden vanskeligt nok at udpege
Sletheden. Paa længere Togter angiver den sig selv. Men enten
Touren er kort eller lang, udgjøre de slette Elementer kun en meget
lav Procent af Besætningerne i vore Skibe.
Det er Aften. Der er Liv forude paa Bakken. Der er Koncert, Sang og
Dands. Primo- og Sekund-Violin trakteres taalelig vel, og
understøttes paa det Smagfuldeste af en Ladestokke-Triangel, en tom
Blikdaase som Tromme og en Barnefløite, hvorpaa en stor skjægget Mand
spiller med uforligneligt Alvor; man dandser Valse og Sextoure og
"Hvorfor skulde jeg ikke gifte mig" akkompagnerer en lystig Reel, som
lokker Officererne til at være Tilskuere; Melodien slaaer om til
_Yankee doodle_ og Dandserne ere utrættelige; de meest Adstadige
smittes, og selv den forknytte Oppasser, der i sin Fortvivlelse og
Søsyge vilde i Land ved Skagen og nu er et Pragtexemplar af Fedme,
faaer sig en Svingom, men bliver flau, da hans Lieutenant siger: "det
var Ret, Jens!"
Omsider ender Dandsen og Sangen toner. Adskillige af de faste Folk
have hjemme en Sangforening, og er man saa heldig at have nogle
Stemmer ombord, hvad næsten altid er Tilfældet, er dette en stor
Nydelse; man hører nu ikke lutter Matrossange, men smukke
fiirstemmige fædrelandske Viser, der foruden at anslaae den veemodige
Stemning, som Hjemmets Toner medføre, vække den styrkende Følelse om
Fædrelandet, som vi Alle tjene, som vi føre med os ombord og som vi
skulle bevare uplettet, hvor vi komme i Verden.
Klokken er 10; Tonerne ere hendøde, Officererne ere med en: "god
Vagt!" til den Vagthavende gaaede tilkøis, Chefen har faaet Melding
om, at Ild og Lys er slukket, har givet sine Ordrer for Natten og er
gaaet ned; der er stille i Skibet, og man hører kun Søens Skvulpen,
Udkiggenes eensformige "Alt vel" og nogle af Vagtfolkenes afmaalte
Skridt forude. Foroven skinne Stjernerne; men Nathuuslanternen
oplyser Kompasset; den grønne Lanterne om Styrbord og den røde om
Bagbord sende deres varslende Straaler ud i Rummet -- Skibet er
overladt til den Vagthavende, og denne igjen til sine egne Tanker.
* * * * *
Der er for Tiden megen Uklarhed paa det nautiske Gebeet. Skibenes
Form og Skytsets Styrke søge at overbyde hinanden i et stedse
stigende Forhold, hvis Slutningsled det neppe er givet vor Tid at
see. Monitor's og Merrimac's Kamp har endelig stillet Sagen paa
Spidsen, og Marinerne drømme nu kun om Jern og Pandser, som man ikke
kan faae svært nok og om Kanoner, der muligviis antage de
Dimensioner, at man maa betjene dem med Damp.
Men hvad der ikke er forandret i sit Væsen, det er Søen og Vinden, og
Erfaringen har i afvigte Aar viist, at de sætte visse Grændser for
den gigantiske og kolossale Skibsbygning, som ikke ustraffet tør
overskrides, eller idetmindste, at Tekniken endnu maa forme sig under
Elementernes Villie, som den saa stolt bekæmper, men endnu ikke har
overvundet. Ved hvert nyt Forsøg modtages der en Mindelse derom. Paa
Verdens største Passageerskib _»Great Eastern«_ knak Roret, da det
forrige Aar gik over Atlanterhavet, og den mægtige Masse laae i
adskillige Timer som en Boldt for Søen; det engelske Pantserskib
_Warrior_ (der forresten ogsaa har Seil) var paa sin sidste Prøve i
Spanske Søen, paa Grund af sin store Jernvægt, over al Maade voldsomt
i sine Bevægelser. Alle Luger maatte lukkes tæt til for at holde
Vandet ude, og Temperaturen blev derved under Dækket saadan, at
Folkene vare nærved at kvæles. Over det nye Stof er man endnu ikke
Herre, hvor ivrigt der end arbeides derpaa. Hvor meget man end gjør
sig Umage for at overføre det nye Princip paa søgaaende Skibe, møder
man, som sagt, denne Modstand af Søen og Vinden, som der, foruden
mekaniske Midler, maa Kjendskab og Erfaring til at stride imod. Den
Tanke, at man i Fremtiden kun skulde behøve Maskinfolk og
Artillerister, er derfor ogsaa kun berettiget, hvor Talen er om
flydende Batterier, der skulle bevæge sig i smult Vande, og der maa
da alligevel altid nogle Søkyndige til at føre disse. Skulle de ligge
fortøiede, gaae de jo over til at betragtes som Fæstninger. Hvad
ikke-sødygtige Folk have kunnet udrette paa disse, have vi seet i
vore Blokskibes heltemodige Kamp 1801.
Vi ville ikke her nærmere gaae ind paa de forskjellige Fremtoninger
af den nyere maritime Krigsførelse, der desuden ligger i en
Overgang, som tilhører Experimentet, men er temmelig uholdbar for
Betragtninger, der skulle lede til bestemte Resultater, og vi have
kun berørt dem for at antyde, at det Nye i alt Fald man bygges paa
Basis af det Gamle. Naar Skibet er i Søen, maa det -- ligemeget hvad
Skikkelse det har -- have sin bestemte Organisation; det maa have en
Besætning, der kan betjene Kanonerne paa det slingrende Dæk, og da
det maa have Seil som Reserve, maa det have Folk, der forstaae at
arbeide med disse. Det maa have en Chef, der forstaaer at føre det
over Søen, at bruge det mod Fjenden, at lade dets Flag med Ære vaie
paa fremmede Steder. Det maa have Officerer til Vagt, Navigering og
al den indvendige Tjeneste. Dampen gjør ingenlunde Alting saa jævnt
og glat -- man stiller større Fordringer til det Skib, som har den,
og en større Paapassenhed er under mange Forhold nødvendigere under
Damp end under Seil. Indførelsen af Dampen har paalagt Søofficeren en
moralsk Forpligtelse mere, uden at tage nogen af hans forrige fra
ham, hans Fag er blevet mere videnskabeligt begrundet i de senere
Aar; men den Skole, hvori han skal uddannes, er og bliver Praxis.
Orlogstjenesten bliver hans vigtigste Opgave, og vi have i det
Foregaaende søgt at give et skizzeret Billede af dennes Udvikling og
viist, hvorledes Orlogsskibet er en Stat, dannet under særegne
Betingelser med eet bestemt Formaal. Løsrevet fra Alt, henviist til
sine egne Kræfter, bestaaende ved sine egne Love, udfolder det i Søen
den Virksomhed, som efterhaanden drager alle de forskjellige
Elementer indenborde til sig, lærer hvert især at gjøre sin Dont og
at yde sit Bidrag til det Hele, og derfor er det vigtigt, at man
holder Orlogsskibet i Søen; thi Tjenesten læres kun tilfredsstillende
Ombord!


Indhold.
Side
Udreise og Ankomst til Øerne....................................... 1
Togt til La Guayra og Porto Cabello (Besøg i Caracas) (9de
Septbr.--29de Septbr.)............................................. 5
Ved de danske Øer (29de Septbr.--2den Novbr.)..................... 24
Tour til St. Kitts (St. Christophe) (2den Novbr.--9de Novbr.)..... 27
Ved de danske Øer (9de Novbr.--29de Decbr.)....................... 30
Togt til Santa Marta, Kingston (Jamaica), Rum Key og Havana (29de
Decbr. 1861--6te Febr. 1862)...................................... 34
Ved de danske Øer (6te Febr.--24de April)......................... 45
Togt til Martinique og Trinidad (24de April--9de Mai)............. 46
Ved de danske Øer (9de Mai--1ste Juni)............................ 57
Hjemreise. -- Oversigt............................................ 58
* * * * *
"Ombord" (et Supplement).......................................... 85


* * * * *

Baron Münchhausens vidunderlige Reiser
tillands og tilvands, fortalt af ham selv. Med Lithographier.
Indb. 84 Sk.

Ved Saltsøen
et Besøg hos Mormonerne i Utah, af W. Chandless, oversat fra
Engelsk. hft. 1 Rd. 48 Sk.

Fr. Markham eller de unge Reisende
i Czarens Land, af W. Kingston, oversat fra Engelsk, Med
Lithographier. Indb. 1 Rd. 20 Sk.

Reiseskitser fra Syden
af H. R. hft. 1 Rd. 24 Sk.

De vaade Veie
eller Midshipman ~Neil d'Arcys~ Levnet og Bedrifter, af W. Kingston,
oversat fra Engelsk. Med Lithographier. Indb. 1 Rd. 72 Sk.

Et Aar i Grønland
af Fr. Jacobsen. Med Kort, hft. 48 Sk.
* * * * *

En lille gudelig Sømandsbog,
oversat og med ~Tillæg~ forsynet
af
Pastor M. Th. Wøldike. Indb. 40 Sk.

Fr. Wøldikes Forlagsboghandel


Udkommen er:

Morgenstudier angaaende Regjeringskunsten
af
#Kong Frederik II. af Preussen,#
kaldet den Store,
~skrevne for hans Neveu~.
Hft. 24 Sk.

Krigen i China i 1860,
med Beskrivelse af
Landet og Indbyggerne,
af #J. G. Wolseley#, oversat fra Engelsk af ~W^m. Mariboe~.
Priis 1 Rd. 24 Sk.

Pariserskafottets Historie
eller
Familien Sansons Memoirer,
udgivne af #H. Sanson#, forhen Skarpretter i Paris.
1ste og 2den Deel indeholder:
Historisk Oversigt over de forskjellige Straffemethoder -- Familien
Sansons Memoirer -- Min Families Oprindelse -- Charles Sanson de
Langval -- Forudsigelsen -- Tilflugtstedet -- Charles Sansons
Manuscript -- Ankomsten til Paris -- Madame Tiquets Proces og
Henrettelse -- Flyveskrifter under Ludvig den Fjortende -- Nicolas
Larcher -- En Røverdomstol i det 18de Aarhundrede -- Tiggeren --
Cellemares Sammensværgelse -- Marquise de Parabère -- Laws System --
Grev Horn -- Cartouche -- Cartouches Medskyldige -- François Damiers
-- Lally Tollendal -- Chevalier de la Barre -- Skarpretter og
Parlamentet.
Subskription paa dette meget interessante Værk, der vil udkomme i #c.
16 Hefter _à_ 20 ß.#, modtages i enhver Boghandel.

En Slavindes Liv og Kamp,
fortalt af hende selv, oversat fra Engelsk af W^m. Mariboe.
Det er en velskreven Bog, som i en Række Afsnit, gjennem en enkelt
Slavindes Liv, giver os en Skildring af det amerikanske Slaveri med
dets mange Afskyeligheder og viser navnlig dets sørgelige Indflydelse
paa den unge Pige og den moralske Fordærvelse, hun som en Følge deraf
er udsat for.
I illustr. Papbind 1 Rd. 36 ß.