Guds Fred - 1

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret.
_Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.


PETER NANSEN
GUDS FRED
ANDET OPLAG
KJØBENHAVN
P. G. PHILIPSENS FORLAG
Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
1895


En autoriseret tysk Udgave af _Guds Fred_ udkommer,
samtidig med den danske Udgave, hos _S. Fischer_
i Berlin.
Fjerde Tusend.


I.

_5. Juni._
Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig
fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære
dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende
Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind
Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed.
Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var
jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri?
Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens
broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min
Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var
Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte
regnes med.
Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der
maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa
Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom.
Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til
Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte
saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen.
Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte
og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes,
tilbagebetales, altid flere, altid besværligere -- en stedse
voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at
stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen
som en Mare.
Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte,
Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til
de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad
har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe
ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske
Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper
en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at
holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi
ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle
over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende,
Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og
Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom,
Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede
Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? _De_ har det
maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden.
Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer
til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som
fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at
blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har
avlet Kravene nede fra.
-- -- Forleden brød jeg overtvært. Overgav mit Bo til en velsindet
Sagfører, ordnede mig med en Forlægger, der nærede en venlig Tillid
til mine Evner og erklærede sig villig til at udbetale mig for et
Aar eller to en beskeden maanedlig Understøttelse, har nu pakket min
Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag -- uden Farvel til Nogen --
for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min første
Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar
Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage til.
Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden
besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By
kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit
vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde
mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden
kun fra de gode Aar, da den var det skønneste og dejligste, jeg
vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et
af dens mest forkælede Børn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi
dér ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkærlighed, jeg
i hine Dage nød mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt.
Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg søger den jo
for at blive Barn igen.


II.

_Ombord._
Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den
lune lyse Sommernat paa Dækket og lader drømmende Tankerne følge
den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge
regelmæssige Slag og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp mod
Skibet.
Tankerne følger Striben tilbage -- til det Liv, den Verden, hvor
jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det
altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt,
tomt og intetsigende det nu synes mig. Og _det_ har jeg ofret femten
af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere
fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane,
sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede
vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i
Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet
min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og
Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn.
Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen
Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu
godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling -- den, vistnok Mange
misunder mig som atraaværdig --, er det i en inderlig Følelse af
dens haabløse Uudholdelighed.
Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden,
mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid
parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne,
et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af
Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social
Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om
Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i
Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal?
Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem
Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken.
At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store
By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i
elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne,
drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld
Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke
alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning,
at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede
Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens
søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter
Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi
er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder,
uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution
overflødig.
-- -- Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat
bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et
Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har
passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og
stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun,
som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det
med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde
Freden.


III.

_Vejrbakken, 6. Juni, Aften._
Vi ankom i den aarle Morgenstund. Bagagen lod jeg foreløbig staa
ombord -- jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og jeg drev
op gennem den slumrende By. Straks var jeg lidt vildsom til
Mode. Den Gade, jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes, og
mange nye Huse med flove glatte Allemands-Façader og hjærteløse
Spejlglas-Butiksruder.
Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte jeg min gamle By.
Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor
jeg som Barn havde boet; jeg lukkede Øjnene over det hastigt
gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt
det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine
Barndomsdage.
For Enden af Torvet løber Østeraa. Den er ikke overdækket --
som nu --, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med
knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og
smaa Skuder, hvor der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og, om
Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af
krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em.
Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrøgne Kongehus med
den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre holder
Forsamling Sommereftermiddage. De staar én paa hver af Gavlens
Afsatser, øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet med en høj
Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de ærværdige Storke, og
de, der lytter til, staar undertiden paa ét Ben af lutter Iver. Men
det hænder, at Raadsforsamlingen opløses i almindeligt Klammeri,
mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden
paa hinanden. Ogsaa hænder det, at en nidkær Storkemadam eller en
næsvis Storkepode forsøger at trænge sig ind i Forsamlingen og
bliver sat paa Porten under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den.
Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dømmes til Døden af et
pietetsløst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De
skændige Rænker, de giftige Løgne, der føres i Marken for at fælde
det.
Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver
Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt.
Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af Ælde, at det
næppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for
de omliggende Bygninger. En rasende Kamp føres i Byraad og i den
stedlige Presse mellem Ideens Talsmand -- Latinskolens Historielærer
-- og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat
et Velfærdsudvalg af bankforhippede Haandværkere har givet
sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed. Og Nedbrydningen
begynder. Vi Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen
af det gamle Hus, følger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken,
og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandværkerne midt under
Arbejdet maa erklære sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp for
at sprænge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle
Kæmpe, men ej for Menneskehaand. Døende spotter den sine Voldsmænd.
Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og
Farver over den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset samler sig
alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage
Gabestokken og Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt
piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Røvere fra de store Skove
Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om længe,
efter talløse Skændselsgærninger, fangedes af Militæret og Omegnens
Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling, hendes syv ryggesløse
Sønner og en vidunderskøn ung Pige, Kæreste til den ældste af
Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtægt og Ildebrand var de
mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa
deres Samvittighed og Grusomheder af den skrækkeligste Art. Saaledes
-- fortalte ialfald min Barnepige -- morede de sig med at binde
smaa Børn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat
have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for
hele Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet, piskedes foran
Raadhuset og Morgenen efter førtes til Galgebakken og henrettedes.
Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa
dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa
bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke være
Tale. Hun havde været den allergrummeste til at stege de smaa Børn.
Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Købmands- og
Beværtningsgaarde, hvor Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der
er den herligste Tumleplads for Børnenes Lege. Bindingværks-Gaarde,
der er et sandt Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa udspændte
Snore, af vaklende Trapper og møre Ud- og Tilbygninger, der raver
mellem hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne i de store
Korndynger leges der Skjul, og om Lørdagen sidder jeg bag Disken i
den holstenske Madams Værtshuskælder og skænker hvidt Øl og Dram
for Bønderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden
i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af Hestegødning, med
et Spritkogeapparat, en Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en
Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg
kan tænke mig. Men naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder,
morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brød, dyppet
i Brændevin, og som en vild Araber farer Øget rundt om Torvet,
bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne, der sidder
med udbredte Skørter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed
besørger deres Privatanliggender.
-- -- -- Jeg aabner Øjnene og ser ud over det sollyse Torv.
Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser
Værtshuskælderens smaa grønne Ruder, jeg øjner en Stump af Aaen,
der bugter sig mellem hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi
et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have breder et ungt blomstrende
Smil -- -- jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i
Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at være hjemme.
Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav.
* * * * *
Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme
Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket
den, og jeg sender vækkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting,
jeg møder. Herregud, her hænger det endnu nedad Kirketaarnet, det
tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat.
Den, der opdagede en Brand, havde at trække i Tovet, saa Klokken
i Taarnet klemtede. Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige,
der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor
flittigt -- men forgæves -- spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur
efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren.
Monstro det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller hænger det mon blot
som en forglemt Levning fra svundne Dage?
Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det
fremspringende Hjørne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens
Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog præntede
hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den
tyske Indkvartering -- Soldaterne, der skændtes med Moder om den
danske Mad, og den gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse, der
forelskede sig i os Børn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig,
fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder
og mine halvvoksne Søstre samt et Par andre af Byens Smaapiger
sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden,
jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Døren til Faders
Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra
Vinduet. »Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud,« -- siger Fader, bleg
og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger Stilhed hersker i
den mørke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skørter, mens
den klaprende Larm af mange Heste kommer nærmere. Saa standser
Støjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle hastige høje
Ord, der lyder som Skældsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser,
Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et
angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader
til Vinduet, Moder og vi Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en
Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slæbt af en Officer i
skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og
jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen
sætter sig i Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren som
tvungen Vejviser, fører an ned mod Fjorden, over hvilken de danske
Soldater er flygtede.
Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der køres gennem
Gaderne, efter den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest for Byen.
Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne
de fleste. Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling, ogsaa
været for tillidsfuld. I Stormløb lod han sine Folk tage Terrænet
ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grøftehegn.
Og fra den dækkede Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de
fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst Vildt. Herom
havde vi Børn hørt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse -- han var
indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nær, og det var
fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud
for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde
lukket sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise og uden at
ville tale med Nogen. Nu, den næste Morgen, kom de Saaredes Træn.
Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og
paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet,
andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne
er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne,
alle stirrer de frem for sig med udslukte, haabløse Blikke.
Jeg havde vel næppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden
staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte
Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse
-- ja, Skamfølelse -- over Nederlaget, der stod at læse i deres
forpinte Ansigter.
* * * * *
-- -- Jeg gaar uden at tænke paa den Vej, jeg følger. Det er tyve
Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar
ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke,
uden Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit
Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa
den hjemlige Grund.
Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen
over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De
lave straatækte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede,
indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hænger endnu
-- som var det de samme -- tarvelige Vedbendkranse og Moskranse
med Evighedsblomster udenom de smaa Døre med Klinkelaase. I et
af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den
tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg køber
hendes Kranse, lægger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand,
og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa
Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske
Blomster modtager mig.
Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjærn
Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig
ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Græstuerne, og
saa staar jeg med ét foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder
hviler, med et Barn ved hver Side: en større Tue mellem to ganske
smaa. Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor sig op om det
simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bøjende deres tunge
lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn
og et Syrentræ, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire
Hjørner folder Rosentræer deres lyserøde og hvide Knopper ud med
Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten.
Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk, jeg kærtegner med Blikket
Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder.
»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg
været borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker.
Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad
jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog
gammel Kone, og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder at
graane. Skænk mig den Fred, Du forlængst har vundet, og jeg bliver
hos Dig.«
Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt
Haar og milde brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de
Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag
ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig bærer paa
Armen, og lægger dem, knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak for
alt -- i gamle Dage og nu.«
Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust
af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trækronerne, forlader den stille,
sødt duftende Dødens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der
ikke har ladet min Moders Grav ligge øde, men har fredet og hæget
om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de
store Stæder, hvor hver Dags Nyt jager støjende frem og puffer alt
forbigangent til Side? Dér mindes man kun Døden i pralende Opraab i
Avisernes Avertissementsspalter. Dér er Kirkegaardene altfor store
og altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig selv. Den gamle By
har de Døde i sin Midte, altid nærværende, levende i en kærlig
Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg
kender Jer ikke længer, jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak.
* * * * *
-- -- Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dér bliver
jeg.
Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlæg,
dens Stolthed. Sjældent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til
en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde« og beplantede for et
Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer
i Terrasser, skærmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og
Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske,
skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop
drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og
Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den første
Terrasse og gør sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne
ovenfor, i »Skoven«, gaar Drengenes Røverleg.
Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive
skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent
æventyragtig stort og skønt. Bakken et Bjærg, Skoven en Urskov.
Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Træer
synes mig at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt, intet
fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Skønhed er paalidelig nok. En
yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den
har sin Udsigt.
Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul Trævilla, udenfor hvilken
en Opvarter og en Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de
smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om
og blændes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der
bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt
naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand
og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis røde Tage synes som
rutschede ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger.
Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu føler jeg, at her maa
jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem Minutter efter
er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistværelser, som ellers ikke
udlejes, -- Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gæster -- men
som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med.
Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men
alt hvad jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og i min Dagligstue
et Arbejdsbord, nogle Stole -- ja ovenikøbet en Sofa.
Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung
Student, har jeg ikke smagt Pibe.
Gud være med Jer, Havannacigarer og Cigaretter -- hvad er I dog mod
de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette Øjeblik
ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min
gamle By!


IV.

_12. Juni._
Øverst oppe paa Vejrbakken, ovenover Skoven, paa den aabne Bakkekam
knejser Møllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grønne Jordvold. Det
er den bedste Mølle i Egnen, thi den har altid Vind nok. Den tjener
tillige som Sømærke for Skibene paa Fjorden. Den ses i flere Miles
Afstand.
Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlægget
begynder. Skrænten mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket. Men
paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til
Have. Mølleren har taget Lære af den Mand, der anlagde Lystanlægget.
Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod Vest,
har blandet Bakkens sandede Jord med møjsommelig tilkørt fed Muld
fra Agerlandet, har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil han
saa' sin hængende Have trives og blomstre.
Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mølleren omtaltes
af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes af
hans brydske Særlinge-Væsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af
hvem han købte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben
for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde noget
Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt, følte Byens Beboere sig ikke vel
paa hans Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i ærbødig Afstand
fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen
for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Møllerens
berømte Pærer og Æbler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede
Rygter om Mølleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin
unge smukke Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa, med
tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Møllerens Kone
levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv -- noget,
den gæstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede
som frivilligt --; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge
Kone døde faa Maaneder efter sin første Barselseng, efterladende
sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men
passedes af Mølleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand
for hele Byens Beklagelse, var vel en 2-3 Aar, da vi rejste bort.
Med sky Nysgærrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin
Barnevogn -- en simpel Trækasse paa fire Hjul -- blev rullet af den
gamle skutryggede Svend rundt paa Møllevolden.
* * * * *
-- -- Jeg har hver Dag været en Tur oppe ved Møllen. Vi har haft
Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprør, og
jeg har, da Stormen løjede af, lyttet til det fjærne Tordendrøn fra
Vest: Dønningerne fra Havet fem Mil borte.
Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod
Vingerne stille. Jeg tænkte: »Mølleren maa have forandret sig meget
paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke længer lide at lade Møllen
gaa i Storm.« Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blæser
en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Møllen i
urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre
Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Møllen lod sig ikke
vække. Og det allervidunderligste: støttet op mod en af Vingerne,
saa trygt dvælende som kunde der slet ingen Fare tænkes, stod en ung
Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole, med Armene korslagte
over det høje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hørte
mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drømme ved
Foden af den sovende Mølle.
Skulde Mølleren være død? Og ingen Efterfølger have taget Møllen og
Arbejdet i Arv?