Guds Fred - 4

fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm,
andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og
da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde
Taarer i Øjnene.
-- -- Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde:
»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa
Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke
forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig
saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en
Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes
dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den
Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves,
men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand
skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde
elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan,
forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg
læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn
som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og
jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i
Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste
Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det
at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! --
Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver
saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det
samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder
at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og
Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være
Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere
Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over
dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod
Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som
om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.«
Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det
har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den
utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min
Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa
Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine
Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.«
Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa'
paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige
Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn
end at lade ham fødes af denne Kvinde.


XXI.

_Oktober._
Vi standser foran et langt lavt skiddengult Hus i en snæver
Sidegyde. I hvert af Vinduerne, der ligger nær Jorden, sidder bag
Geranier og Gyldenlakker en gammel Kvinde med et kulørt strikket
Tørklæde om Skuldrene.
»I dette Hus -- fortæller jeg Grethe -- bor saadanne gamle fattige
Kvinder, der ikke er fine nok til at komme i Stiftelsen. Huset
bestaar af en eneste lang Stue, afdelt ved Sirtses-Forhæng i tyve
Rum, ti paa hver Side. I hver Baas bor en gammel Kvinde. I min
Barndom hed en af dem Ane Marie. Hun er den eneste, hvem jeg har
arvet.
Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor gammel hun var, véd jeg
ikke; uden Tvivl dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet Plads
i de veldædige Baase. Hun bevarede imidlertid saa sent, jeg husker
hende, et fuldstændigt Barneansigt, glat og fint med to troskyldige,
altid smilende brune Øjne. Af Person var hun det klejneste, jeg har
sét. Hun listede som en lille beskeden Skygge ned ad Gaden med sin
Bondehue paa Hovedet og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle
Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis, men forresten maatte hun
ernære sig selv. Det gjorde hun ved at sy hos Folk i Byen, hun havde
sin Dag hver Uge hos seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed i
Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men at lappe og stoppe forstod hun
som ingen anden; der var aldrig et Stykke Linned eller Uldtøj saa
laset, at hun ikke fandt det for godt til at kasseres. De barnrige
Familjer, der ydede hende hendes Underhold, var da ikke narrede med
hende, navnlig da hun ikke kunde beskyldes for at trække dem op.
Hendes Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet -- hun fandt
den i alle Maader rundelig -- var seks Skilling pr. Dag. Men saa
havde hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten. Og med Hensyn
til Kosten blev der kræset for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne
sørgede altid for at have hendes Livretter til hende, hvad der
ejheller var økonomisk uoverkommeligt for Husmoderen og gjorde
hendes Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane Marie havde ogsaa
i sin Smag bevaret en afgjort Barnlighed. Skulde hun have nævnet
den Diner, der mest fristede hende, vilde hun uden Betænkning have
svaret: Sødsuppe og Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til vi
rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag hjemme hos os. Lignede
hun paa Gaden en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille Solstraale.
Hun var altid fornøjet, altid opfyldt af, hvor godt hun havde det og
hvor gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt ud af sine
brune Barneøjne. Men meddelsom blev hun først, naar hun var alene
med os Børn. De Voksne skræmmede hende en Smule med deres Fornuft
og Alvor. Sammen med Børn følte hun sig i sit Es. Deres smaa Sorger
og Glæder forstod hun, som det var hendes egne. Deres Forestillinger
og Interesser var ogsaa hendes. Hele Eftermiddagen, naar vi var
komne fra Skole, sad vi inde hos hende i den lille Strygestue og
passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende Kammerat. -- Men da
Afskedens Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod hun ved Skibet
og græd, som skulde hendes Hjærte briste.
Hun glemte ikke sine smaa Venner.
Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng med første Del af Artium,
da der, just som Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at Ane Marie,
hvem jeg i Barndommens Letsindighed ikke ofte havde skænket nogen
mindende Tanke, var død og havde indsat mig og en Broder samt to
Børn i en anden Familje til sine Arvinger. Den efterladte Kapital
var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12½ Daler til hver Arving.
50 Rigsdaler, det vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages
Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa Seksskilling.
Jeg rejste min Arv op. For Ane Maries Seksskillinger gjorde jeg en
dejlig fjorten Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen.
-- -- Og derfor, Grethe, kommer Taarer mig i Øjnene, naar jeg ser
paa dette fattige Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne bag
Geranier og Gyldenlakker.«


XXII.

_November._
Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi
havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min
Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Flødeskum paa
Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med
Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj, som Grethe havde bragt
med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet
akkurat som en Prinsesse i et af de Æventyr, hun digtede til mig, da
jeg var Barn.
Men ogsaa vi har besøgt hende og været hendes fejrede Gæster.
Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have
Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes
gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt,
at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet
om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig,
snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger:
af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd:
»Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet
Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke
Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage
med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.«
-- -- Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg
fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til
at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt
forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig:
Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes
aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være
livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine
Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde
min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle
Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling;
men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring
vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden«
med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget
henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette
større Selskab af Kirsten Gifteknive.
Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi
skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor
skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i
Spindestuen for alle de Gamle.
-- -- I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene
snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men
Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den
udstyret med et Harmonium.
Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder
ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som
Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt
anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet
og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og
fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ,
der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede
Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser
hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen
bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen.
Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet,
slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte
Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som
kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft
af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum
og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange
fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle
lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve,
forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle
Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang.
Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den
modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider
der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren
rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede
Øjne i Vand.
Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der
ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men
hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig
fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende
og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have
kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans
salig Mo'r.«


XXIII.

_December._
Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav.
Der er vintermørkt paa Kirkegaarden. I den sorte Dødens Have lysner
kun de nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi træder lydløst
paa det faldne Løv.
Døden bliver større og mægtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid
dækkes dens sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende Løv. Vi
søger at gøre Døden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men
om Vinteren rejser den sig i sin strænge Majestæt, breder ud sin
Kappe saa sort og fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens
Træ.
Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru
forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg
synes, Døden viger, dér vi skrider frem.
Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig
om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De
var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget
et bestemt Indtryk af hende.«
»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring,
er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før
Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller
syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have
en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende,
med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig
at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor
Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar
laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med
straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad
der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte
Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen
siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.«
Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe,
saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor
gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at
hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.«
Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes
Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i
Arm, i stille Andagt foran Moders Grav.
-- -- Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl
mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun
svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund
havde Du mit Hjærte.«
Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt
ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg
vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde
din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig
sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg
tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.«


XXIV.

_December._
Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget, jeg kaldte en Lykke, og jeg
ransagede mit Hjærte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede i det, fandt
jeg i en eller anden Krog det saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede
fordulgt bag Blomsterdækket. Og jeg har vidst, at der vilde komme
det Øjeblik, før eller senere, hvor Pragten falmede.
Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den
Næring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du
hendes Øje sløres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du spørger,
og hun svarer med et aandsfraværende Smil et ligegyldigt Ord. Det
er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder
Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din
Sjæl Billedet af din Elskede med Øjne som kolde Løgne og med et
Smil, hvis Spot stivner dit Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den
næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en
Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke.
Du er dens Bytte.
Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke
Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed dræber
Lykken.
Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der
kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at
begære, intet mere at frygte. Ingen Dag at ønske om igen, ingen Dag
at ønske anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig.
Den Lykke, den eneste, er min.
Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har søgt den ude i den Verden,
hvor man gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde ude for at finde
den, har hidset mig op og trættet mig ud i dens Forfølgelse.
Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjærnt og
stille Sted. Jeg hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en dejlig
Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skræmme
den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte. Og se, en Dag
sang Lykken derinde.
-- -- Jeg har ransaget mit Hjærte, der skjuler sig ingen Tvivl i
det. Jeg har vaaget ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede Grethes
hulde Billed.
Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder
en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand.


XXV.

_Julenat._
Da jeg i Eftermiddag kommer op til Møllen, ser jeg, at der er to
Jule-Gæster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige
Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Børn af en Fisker nede ved
Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De skal for første
Gang til Juletræ. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed
og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, søger de
en forsigtig Dækstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske
dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er
de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i Toppen af
et Juletræ, kælen og indsmigrende, med gul krøllet Top og store
lyseblaa Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og mandfolkevigtig og
med brune Øjne, der blinker af lunt Humør.
Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Træet er
tændt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden.
Bagefter kommer Mølleren og jeg med vore Piber. Børnene er straks
helt stumme af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de frem for
sig, mens Grethe dansende fører dem rundt om Træet. Jeg hvisker til
hende: »Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.« »Ja,« svarer hun,
»tænk at holde Jul med Dig og saadanne to.«
Det varer dog ikke længe, før Børnene frimodigt giver sig hen i
Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter, som
tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa
Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den
ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil
de bliver trætte og søvnige og med bittesmaa glippende Øjne bæres
om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind
og sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.
Endnu brænder Lysene paa Træet, og den Gamle siger: »Der maa være
flere Lys iaar. Sidst var der mørkt foran mig, men iaar synes jeg,
jeg skimter et Lysskær.«
»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit Hoved op til hans
Skulder, »der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg
vilde ikke for min Skyld tænde de mange Lys. Men denne Juleaften har
Vejrbakken haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil det være hver
Juleaften herefter, for han her« -- hun tager min Haand og lægger
den i den Gamles -- »han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig
Lov til det.«
Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store
Taarer pibler frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud velsigne
Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Søn, har
jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme,
naar vi talte om Grethe, har jeg hørt, at De holdt af hende.«
-- -- Før jeg gaar, fører Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor
Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i
hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til
sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner
ikke, men smiler, som de i Søvne følte den Kærlighed, der staar ved
deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor vidunderlig
dejligt, om det var vore egne!«
* * * * *
Grethe følger mig ud paa Bakken. Det er den skønneste stjærneklare
Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Højre for os
skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hører det, naar en
Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdækkede
Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse.
»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker Grethe. »Ja, og Fred i
Menneskenes Hjærter,« svarer jeg.
Men da vi vender os om, staar Møllen med sine store sorte Vinger
lige for os. Jeg mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg spørger:
»Blev Du bange for Møllen?«
»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen til at fryse af at staa
saalænge.«


XXVI.

_Nytaarstid._
Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet
Bud fra Omverdenen trængt ind til den. Men da Proviant forefindes i
rigelig Mængde og det tilmed er Ferietid, føler Byen ingen Uhygge
som indespærret Fæstning. Den lever blot saameget stærkere sit eget
Liv, den samler som en Høne Kyllingerne under sine lune Vinger; den
glemmer, at den er ifærd med at udvikle sig til en udadstræbende
Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og
ganske den gamle By.
Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge
Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende
Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger;
naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen
Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da
mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter
møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og
holdt Karneval Uger igennem.
Saa fantastisk det staar for min Erindring:
Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt
mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads,
der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med
kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses.
Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer
forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne,
Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og
Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer
ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel
med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang
lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og
breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der
gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne
mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de
fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor
Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder
farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en
ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad
Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre
for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med
i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner
og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves
Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter
op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer
sent paa Natten.
* * * * *
Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde
vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og
Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte
mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele
det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget
ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder.
Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik
ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende
Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.
»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden
Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der
ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst
for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg
syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv
mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det
er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«
Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører
hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den
ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.


XXVII.

_7. Januar._
Idag kom der Slædepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlægger,
der drilsk spørger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og
om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af
et stort literært Foretagende, som han paatænker. De Vilkaar, han
kunde byde, er saa gode, at jeg foreløbig ikke behøvede at frygte
økonomiske Vanskeligheder.
For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver
mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver:
At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe
er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke
er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har
opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i
det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger,
jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil
efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg
har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor
Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat,
Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger
hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak
for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor.
Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra
Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks
Tavshed:
»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa
stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du
kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du
kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt.
Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som
Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du
maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min
dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen
Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig
kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken
var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken.
Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen
Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa
svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til
Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre
for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af
sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han
tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset
den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. -- Men vil Du, at
jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske
synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om
det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt,
hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker
Dig.«
Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min
søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde
spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg
tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte.
Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren.


XXVIII.