Guds Fred - 2

Total number of words is 4783
Total number of unique words is 1623
44.5 of words are in the 2000 most common words
59.3 of words are in the 5000 most common words
67.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vært,
om den gamle Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.


V.

_19. Juni._
Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa
Kryds og Tværs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg
føler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjæl: der bygger
sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i
mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens
Søndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr
af kære Skikkelser. Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende om i
Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt
deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende
Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd, hvis smilende gæstfri
Ansigter jeg mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og unge
travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsørger-Miner
jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk kigge
frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende,
genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en
Gang imellem møder jeg et skottende, prøvende Blik, der siger: Naa,
der er nok kommen en Fremmed til Byen.
Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer
Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme
Butiker og samme Købmands-, Bager- og Haandværker-Navne paa samme
Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit
Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere for
mig selv: »det er jo dog kun tyve Aar siden.« Thi jeg føler mig som
en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre
i Troldenes Høj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig
slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de
Mennesker, jeg kendte, er døde.
Mange af dem er det dog. Om nogle véd jeg det af Beretning, om andre
slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa
disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de før traadte og
som jeg nu træder uden at møde dem.
Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken, som holdt Skole for bedre
Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til
hvem Mødrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an
ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og
Kæletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af
med vore Mælketænder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi
sendt de Dage, hvor vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller
andre forstyrrende Familjeanliggender vilde være af med os. Hun
forærede os de første Komediebilletter, og, naar vi betalte vore
fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis
Forældre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Foræring til at købe
»noget nyttigt« for. Hende endelig var det, der til Fornøjelse for
os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa
Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belønnede
med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen.
Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte bankede al den gamle Bys
barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et Æres-Minde, det, dine
Drenge altfor længe har skyldt Dig.


VI.

_20. Juni._
Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Møllen forleden,
Møllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa
jo nu være en forlængst voksen Pige.
Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér,
højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover
selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke
Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage?
Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne
Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den
travle Færden?
Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den
Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst,
og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til
livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort
fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende
Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler
Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i
Træernes Kroner.
Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens
Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er
Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes
mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet
din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa
Højalteret?
Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig.
Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal
Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.


VII.

_25. Juni._
Jeg fik idag gennem min Forlægger Post fra Hovedstaden. En Bunke
ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde.
Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i
Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt
har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet
med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter
min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes
jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet
taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at
Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg
ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at
være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med
Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg,
vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to
Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som
altid.«
Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror
ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer.
Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed
aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets
Modsætning. Men _hun_, der sender mig dette Turteldue-Brev, er
kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan
ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme,
der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det
behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun
føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig
tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra
hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre
for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der
har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod
mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet
paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor
sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse.
Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort
uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her
var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end
et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge
over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to
Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at
sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav.
Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys
Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde
nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de
bedste Mønstre.
Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske
ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde
bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den
Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som
jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg
derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at
rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms
blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag
laa værkbruden paa Jorden.
Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig,
jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været
Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre.
Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde
jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg
vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde
taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem,
at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst
af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed
sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg
følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig
til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene
svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet
i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod
Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav
saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage.
Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min
altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig
at elske.
Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade.
Thi dum er hun ikke.


VIII.

_Sidste Dage i Juni._
Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er -- jeg bryder
mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode,
der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krænge
dens Indvolde ud --, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser
og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af
stille Glæde og Vemod uden Bitterhed. Det skal være en Bog for alle
dem, der, ligesom jeg, trænger til at sætte sig hen i en lun og god
Krog, hvor der er stængt af for Omverdenen og hvor Sjælen for en
Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog
uden pirrende Nyt, uden blændende Farver, der bliver ingen Spænding,
næppe nok Handling i den. Mit Maal vil være naaet, om de, der læser
den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt
farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue.
Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i
Læsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet
Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar
vel næppe Brug for de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger gennem
Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjærnhed,
hvormed jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de
gamle Folianters Skyld, jeg søger Biblioteket. Selve Stedet drager
mig. Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger foran mig, læner mig
tilbage i den brede slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i
drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brødrehus,
hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de første
Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor
jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med
hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg
er Dørbuen -- saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa
igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres
Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvæg
er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder
i dybe buede Udskæringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som
Solen har brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer næsten ned til
Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjørne af den gamle
Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende
Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner.
Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer staar en høj, flad,
halvt forvitret Gravsten med en næsten udvisket Indskrift. Oftest
dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur, som omslutter Haven og
vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver
dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af
raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt Træ, der
nu kun løves i enkelte Grene.
Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet i Indelukket og jeg drømmer
om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet
til de gamle Brødres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er
andetsteds, han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet udenfor
de lave Vinduer og hans Hjærte banker uroligt. Saa er Brødrene
gaaet til Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven. Men
forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet, den unge Munk lister sig
hen til et af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger sig ud i
Haven, famler sig i den mørke Nat frem til Muren, staar nu paa det
øverste af Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig, lader den
vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i
Mandsklæder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i
Klosterhavens Buske.
Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde
ogsaa gærne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans
forborgne Kærligheds-Lykke.


IX.

_1. Juli._
Der er hændet mig en Stump af et Æventyr.
Jeg sidder i Morges, som sædvanlig, udenfor Pavillonen og fodrer
mine Spurve. Mange Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom
hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og de forfremmes stadig i
Dristighed. Efterhaanden kommer de bogstavelig ind i min Stue for at
se, om jeg ikke har noget til dem, og naar jeg en Morgen lader vente
paa mig med Affodringen, melder de sig med at pikke paa mine Vinduer
og med utaalmodige Skrig i Vindueskarmen.
Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrød,
som jeg lægger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over,
hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede
Kræfter, efter et behændigt Indhug, slæber af med den sidste
Kæmpebid.
I det samme faar jeg Øje paa en ung lysklædt Pige, der staar paa
Trappen op til den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har overværet
min Leg med Spurvene. Hun rødmer, da mit Blik møder hendes; hun
synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun
gør en Bevægelse som for at vende om og flygte, saa betænker hun
sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til
mig.
Jeg rejser mig og hilser, hun gør en svag Bøjning med Hovedet, siger
saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men synes naturlig:
»Jeg har noget til Dem.« Og hun tager op af Lommen et sammenlagt
Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner
Papiret. »Ikke sandt« -- spørger hun -- »det er Deres? Jeg kendte
Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver mig, er et Blad, som
fløj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet
nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det er mit,« svarer jeg. »Men
hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhørte
mig?«
Hun smiler fornøjet: »Kender De slet ikke mig? ... Aa nej,
naturligvis; det var dumt af mig at spørge; De saa' mig vist næppe
nok.«
Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: »Det var Dem, der
ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig!« »Rigtigt. Paa
det nær, at jeg ikke »pludselig« stod der. Jeg er ingen Heks eller
anden Slags Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.«
At jeg ikke straks saa' det: det er jo Møllerens Datter. Pigen oppe
fra Højalteret.
Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede
Dem. Men jeg tænkte« -- og hun saa' alvorligt paa mig -- »at De
maaske gærne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa
Skibet ved Landgangen, var De borte.«
Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang,
gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt løb op og var borte som
et hvidt Syn mellem de mørke Graner.
Jeg havde paa Læben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa
Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu
jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog
i det samme tænkte jeg: »Nej, det er smukkest, som det er. De Ord,
der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen
ned fra Bjærget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er
atter forsvunden.«
Men jeg staar længe og stirrer med store Øjne paa den Plet, hvor hun
forsvandt.


X.

_2. Juli._
Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prøve paa at
klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig.
Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i
sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed.
Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et
Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening
lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj
og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer
sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts
Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde,
uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig
synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten,
falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i
taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person
og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og
sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun
er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er
ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme
sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa
samme Tid Jomfru og Moder.
Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da
hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe
paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun
sig forgangen Dag for mig.
Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl
raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg
føler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa gærne kende mit Hjærtes
Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig.
Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe
Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i
min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt
omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg
var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt
smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som
holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af
Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes
Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro.
Hun er altid hos mig som min Skytsaand.


XI.

_4. Juli._
Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem
for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70
Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre
for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har
nemlig været der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al
Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at
hun, ifølge Lægernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve.
Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig,
var Moderen død, og man beholdt den nu 30-40 aarige Pige, der ikke
havde andre Paarørende end Stiftelsen.
I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, --
Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for »Damerne«
--, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde
utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr som hun,
hendes Forraad var uudtømmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen
kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde
med sine Hænder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den
vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve
og Æsker. Den sidste Færdighed, som hun drev til virkelig Kunst,
havde hun lært sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen
leverede Straaet, Resten besørgede hendes Fantasi og Snille.
At besøge hende var for et Barn at komme til Æventyrets Land. Altid
var her sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik man til paa Købet
den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i
Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nød Nektaren.
Jeg var hos hende idag. I den lange sandstrøede Gang stod nu, som
før, gamle Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne sammen, og
den kendte Duft af Indelukkethed, Lavendler og sippet Renlevned slog
mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den Stue, som min Veninde har
beboet i et halvt Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler
er lagte i Kisten og baarne bort. I det smalle lange Rum med et
Vindue, vendende ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest inde sad fire
gamle Kvinder, hver paa sit Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor
der akkurat er Plads til en Seng ved den ene Væg, en Kommode og et
Servantebord ved den anden Væg og to Stole imellem. Min Indtræden
vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens Beboere. Strikketøjet sank ned
i Skødet paa dem, og med spørgende Miner afventede de, hvem Besøget
af den fremmede Herre kunde gælde. Jeg havde straks opdaget min
Veninde paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet, graanet og rynket, endnu
mere mager end før, men med de samme kloge og fiffige Øjne. Og det
Liv, der kom over hende, da hun omsider genkendte mig. Hun blev helt
rød i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene og trykkede mig
til sit indfaldne Bryst. »Ja, saa sandelig er det ikke ham! Og han
kommer her til mig!«
Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt om at gøre. Jeg blev fejret som
en Prins. Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke blot Stuens Damer
blev præsenterede for mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange
alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre og set mig som Barn.
De stimede ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer, de
trykkede mine Hænder, de puffedes om mig og pludrede i Munden paa
hinanden for at fortælle mig, hvor godt de mindedes mig, hvor nøje
de havde kendt mine Forældre, og for at spørge til hele Familjens
Befindende.
Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men med Kandis'en kneb det. De
gamle Damer kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde have hvidt
Sukker.
Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til Dørs af den halve Stiftelse.
Men med min Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen, skulde
have det lidt mere for os selv.


XII.

_9. Juli._
Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle Familjeoptegnelser, som jeg
fik Lyst til at kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos Præsten
for at faa Lov til at slaa efter i de gamle Kirkebøger.
Det var en ung høj Mand med et skarpt Ansigt og stærke, lyse Øjne.
Med største Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det
hele et behageligt Verdensmands-Væsen for Dagen. Men vi havde ikke
samtalet i mange Minutter, før han røbede sig som en af den strænge
Kristendoms ivrigste Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og lyttede
halvt aandsfraværende til. Jeg forstod dog saameget, at han var
ifærd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere
havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle
By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed. Alle Laster gik
i Svang: Drik, Usædelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som
roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens
tilsyneladende Bravhed og Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben
dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit
Vækkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt.
Det var saalænge siden, jeg havde hørt Fanatismens Ord. De buldrede
som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin
harmfulde Vrede, saa vanvittigt det lød, at denne unge rasende
Mand vilde lære skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte et Par
Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg følte mig saa udenfor
Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at
være med længer. At tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder
sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens
Verden trænger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om
Lammene.
Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Præsten pludselig atter den
belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og
siger en Spøg om sin egen Hidsighed.
Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft
sin gode Tid med de gamle Præster. De forstod den, de læmpede deres
Forkyndelse efter dens Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet,
de kimsede ikke af et godt Glas, de glædede sig, naar de Unge
svingede sig i Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en lidt for
trivelig Mø myrtesmykket træde frem for Brudeskamlen.
Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i
Solskinnet, Blæsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By,
nu kommer din onde Besøgelsens Stund.
... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dér
venter mig en Glæde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og
faar mit Hjærte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch.
Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden
anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord.
Fra hvem skulde den være, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke
glemt mig; hun tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en Hilsen. Et
Øjeblik formørkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske
kunde være fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine
Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i
Møllerens Have.


XIII.

_20. Juli._
Nattergalene synger i Vejrbakkens Buske. Jeg har iaften vandret i
Skoven med min Møllerdatter, som hedder Grethe.
Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mærkværdigt. Og dog synes jeg,
at der ingensinde er hændet mig noget større.
Jeg gaar i Skoven og jeg møder hende. Vi er Naboer, saa deri er
intet underligt. Vi kender hinanden, altsaa havde det været den
rimeligste Ting i Verden, om jeg havde standset hende og talt
til hende. Det var imidlertid hende, som standsede mig, hvori
hellerintet naturstridigt var.
Hun spurgte: Hvordan lever De? Omgaas De mange Mennesker? Savner De
ikke Hovedstaden?
Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag lykkeligere. Jeg omgaas Ingen,
savner Intet, i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket Roser.
Hun siger nu, at Roserne var fra hende, og jeg frydes over, at hun
ingen Hemmelighed gør deraf. Hun siger, at hun havde faaet saadan
Lyst til at sende mig nogle af sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde
glæde Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og jeg vilde gærne
glæde Dem.«
Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede saa venlige Følelser overfor
mig, en næsten Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod, at De ikke
har været lykkelig. Og jeg, jeg har altid haft det saa godt.«
Jeg beder hende fortælle noget om sit Liv deroppe med Faderen i
Ensomheden ved Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er ikke stort
at fortælle. Jeg røgter mine Blomster, mine Bier og mine Frugter, og
jeg læser for min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv op og se.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Guds Fred - 3
  • Parts
  • Guds Fred - 1
    Total number of words is 4610
    Total number of unique words is 1829
    38.0 of words are in the 2000 most common words
    54.7 of words are in the 5000 most common words
    62.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Guds Fred - 2
    Total number of words is 4783
    Total number of unique words is 1623
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    67.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Guds Fred - 3
    Total number of words is 4723
    Total number of unique words is 1685
    43.0 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Guds Fred - 4
    Total number of words is 4842
    Total number of unique words is 1611
    44.8 of words are in the 2000 most common words
    60.7 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Guds Fred - 5
    Total number of words is 4781
    Total number of unique words is 1458
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    67.8 of words are in the 5000 most common words
    75.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Guds Fred - 6
    Total number of words is 3062
    Total number of unique words is 1171
    47.9 of words are in the 2000 most common words
    63.6 of words are in the 5000 most common words
    72.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.