Guds Fred - 3

Vi, ligesom De, omgaas Ingen. Derfor vil vi passe sammen.« Og hun
tilføjer: »De behøver ikke at svare Ja eller Nej. Er De lykkelig ved
at være ene, vilde det være meningsløst, om De søgte Selskab. Men
synes De en Dag, at De har Brug for os, er De velkommen.«
Saa staar vi og skal byde Farvel. Men pludselig kommer jeg i Tanker
om, at der er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og jeg siger:
»Jeg saa' Dem en Dag oppe paa Møllen. De lænede Dem mod den ene
Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at gaa!«
»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen Fare. Møllen har i de sidste
Par Aar ikke gaaet. Fader er gammel og næsten blind, han er hørt op
med at drive Møllen.«
Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg bliver staaende og hvisker tusind
Velsignelser efter hende, al den Takkens og Lykkens stille Musik,
som hun har fyldt mit Hjærte med.
Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi jeg begærer hende ikke.
Der er intet mellem os, som jeg ønsker andet og mere. Mine Sanser
ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn og lytter til hendes Stemmes
Kærtegn. Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig. Hendes Haandtryk
er Aftenbønnens Englevagt. Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat
kom til min Dør og bad om at blive indladt, jeg vilde flygte som fra
en Vanhelligelse, jeg vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden.
Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde og set den grumses af at
spejle hans Billed.
Da jeg atter sidder i min Stue med hendes Roser foran mig, gribes
jeg af en Trang til at tilkendegive hende, hvormeget hendes Venskab
betyder for mig. I et hvidt Papir fæster jeg en af Roserne og
skriver nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«, haster op gennem
Skoven til Møllerhuset og fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at
den vil falde i de rette Hænder, da hendes Fader er blind.
Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens Nattergalene synger i mit
Bryst.


XIV.

_29. Juli._
Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket ved Havnen for at se
Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte
blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen
for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de
grønslimede Bolværkspæle, hvor Krabber kravler mellem fastgroede
Muslinger, og jeg tænker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar
Dampskibet, den eneste daværende Kommunikation med Hovedstaden,
bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang,
som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold
skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det
om at være parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmærker
Fjorden og som i Løbet af faa Sekunder overtrækker den med et
uigennemsigtigt Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive
flere Timer lang. Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage
for at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa
Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det
længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin
Mad og en Række af Fornøjelser i Udsigt.
Og det hænder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder,
at Taagen sænker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem
om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa
sunde mig lidt, før jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra
lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ængsteligt
varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nær sit Maal,
forsøger at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets Tuden sig,
nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig
som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blændværk: i glitrende
Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa
Overdækket, staar en ung høj Kvinde i et langt, mørkt Regnstykke.
Bedrager mit Syn mig? Er det hende? -- Uden at bryde mig om Per
eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame
faaet Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde. Det er hende!
Gud være lovet for det Smil, der lyser mig i Møde. Hun er altsaa
glad ved at se mig, glad ved saa uventet at træffe mig her.
Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg
ikke kan tale. Jeg gaar gennem _min_ By ved _hendes_ Side, og
jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger sammen med hendes
Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende
paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud
tager hun hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter: Frugt,
Honning, Syltetøjer og henkogte Grøntsager. Hendes Fader har der en
Forretningsven, som han foretrækker at handle med fremfor med den
gamle Bys Købmænd.
Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, spørger hun:
»Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?« »Ja,«
svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet
altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig
heller ikke idag.« Og da jeg ser, at mine Ord ikke skræmmer eller
forstemmer hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte De, da De
stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen?« Hun siger: »Jeg
stod inde i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som De var den første
Gang, jeg mødte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.«
Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trækker den ikke
tilbage: »Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.«
Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: »Kommer De saa op til
Møllen? Vi venter Dem.«


XV.

_Natten mellem 1ste og 2den August._
I to Dage tøvede jeg med at følge Indbydelsen. Jeg tænkte: hun har
sagtens ikke ment, Du skulde komme ligestraks. Men iaften maatte jeg
derop. Da jeg kom, stod Grethe i Døren: »Naa, endelig!« sagde hun.
»Fader begyndte allerede at drille mig med, at De nok helst var fri
for vort Selskab.« Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og kunde
straks føle mig tryg og vel til Mode.
Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over
Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret
Hestehaarssofa, et stort Klapbord, læderbetrukne Stole, Søkort og
Billeder af Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel, i et
andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og
udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe.
Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis brede ranke Kæmpeskikkelse
jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn
var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet i en blaa Pjækkert og
dampede paa en svær Merskumspibe. Grethe førte mig hen til ham
og sagde: »Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom
alligevel.« Hans haarede brune Haand trykkede hjærteligt min, og
dermed var jeg hjemme i Møllerens Stue.
Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa hjemme. Jeg sad og tænkte:
har jeg set alt dette før i en Drøm, eller er det en Drøm, som min
Sjæls Længsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i
disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var
kastet i Land paa et gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde
Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede
og smykkede Eneboerlivet for os.
Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger og havde Sjælen jublende
fuld af Grethes Billed. Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et
broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret
Smørrebrød og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter
Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang,
hun vendte tilbage, strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle
ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtræden
altid tændte i hans Øjne.
Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mølleren:
»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg førte
Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en
skønne Dag syntes jeg, det kunde være nok. Jeg havde set mere end
jeg brød mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente
ikke, Sejladsen førte til ret meget mere. Saa byggede jeg Møllen
her. En Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl
for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre
Møllere paa Egnen korsede sig over den ny Møller, der førte sin
Mølle som en Skude og lod staa til selv i den stærkeste Storm.
Efterhaanden havde min Mølle malet saameget, som jeg og min Datter
behøvede. Jeg var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe Blæst og
det hvirvlende Melstøv. Og saa bliver man saa træt af saadan en
Mølle, der evigt støjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg
var træt, trængte til at lade Møllen hvile og faa Stilhed omkring
mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel
Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har
fortalt mig.
Mærkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden
heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det
er mig, som øver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og
kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet
hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt
hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke
bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gør hende glad. For
det derude føler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med
Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse moderne Bøger, som man
kunde formode. Hun er født med det. Da hun var en lille Pige, tænkte
jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse ved at skikke hende paa et
Besøg over til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden. Hun blev
artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Løfte af mig,
at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde været god
nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun længtes
kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at længes og føle sig
ene.«
Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilføjede
han: »Naa, en Gang maa hun vel bort herfra -- naar jeg er død.
Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos
hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mænd, og, saavidt
jeg kan skønne, har Grethe hellerikke været videre befængt med
Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger
flest, endda hun har læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.«
-- -- Jeg blev længe siddende i Møllerens Stue. Da Mørket faldt paa,
tændte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu
tegnede sig Omridset af den hvilende Mølle paa Baggrund af den blege
Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprøde
Toner Grethes simple, rørende Sang.
Men i Sofahjørnet slumrede den gamle Møller, med Lampelysets bløde
Skær over det mildt smilende Ansigt.


XVI.

_15. August._
Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig
eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa
højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min
avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke
er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne
sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler,
den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang
har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af
den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger,
hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer
-- fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade
Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke
har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans
nærmeste Paarørende.
Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve
med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor
ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra
min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg
vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye
Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa
maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de
samme Længsler som mit.
Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende
Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver
ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis
Afslutning jeg ialfald ikke kender?
Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og
Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg
forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige
Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min
sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under
Selskabets Trældomsfrygt?
Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa
Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt
og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte
sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur -- jeg har før
læst ikke saa lidt -- og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at
tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten
alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at
Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler
til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid
pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til
Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder
anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig,
der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller
forarges.«
Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os:
»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.«


XVII.

_23. August._
Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden slet ikke kender den gamle
By, og jeg har bedt hende, om jeg maatte vise hende den. Jeg vilde
saa gærne, at hun skulde lære at holde af den, saadan som jeg gør.
Fordi hun forstod, at det vilde glæde mig, modtog hun mit Tilbud.
Hun synes ogsaa at interessere sig for, hvad jeg viser og fortæller
hende, men mest morer det hende vist at se min Iver som den gamle
Bys Fremfører.
Idag viste jeg hende Slottet.
Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gør Tjeneste som
Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af
smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Række af gamle Poppeltræer,
der paraderer foran det, og den rødkappede Skildvagt, der vandrer
frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende
Hus. Som det nu fremtræder, er Slottet hverken særlig gammelt eller
paa nogen Maade mærkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid,
det var et virkeligt Slot og Sæde for Kongens Lensmand.
Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe
skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard,
der omsluttes af lave hvide Længer. Græsset gror frodigt mellem
Gaardens Brostene, langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis
smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Træerne løber, hele Gaarden
rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bæk, med talrige
Gangbrædter over.
Vi sidder paa en Bænk under Lindene ved Længen lige over for
Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en
underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i
Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa
gennem Porten ind over Gaardens Græs, fortæller jeg Grethe om den
strænge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa
Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger.
Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgængere bygget en Løngang
fra Slottets Kælder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben
benyttede dog Løngangen mest til sine galante Æventyr. Han havde et
vennesælt, nedladende Væsen, samme Herre. Ofte bød han en Borger
med hans unge Kone eller Fæstemø til Gilde paa Slottet. Men naar
Borgermanden var drukken ganske sanseløs, lokkede han den unge Kone
ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og førte
hende gennem Løngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige
Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til
Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skøn og gavmild; den narrede Mand
eller Elsker til megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af sin Rus
og fandt Fuglen fløjet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode
Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt
som en nidkær Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen
Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var
bleven Ens Kæreste til Del, især naar man ikke kunde være saa sikker
paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde været. Et og
andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes
ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem Ægtefæller, der
før havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende
Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet.
Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens
dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste
unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en
Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den
unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham
hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at
byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde
imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens
hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der
veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de
to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en
salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets
Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt
Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede
og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde,
den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af
døende Fakler og ilede ind i Mørket ... -- Om det Drama, der er
udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets
Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts
Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede
en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den
aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner.
Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere
inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den
unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle
skrækkeligt lemlæstede. -- Siden hed det sig, at en Fisker, der hin
Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have
hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.
* * * * *
... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille
Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe
griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer
jeg og peger paa Gangbrædtet:
»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd
fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart
entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante
Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at
se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens
hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.«
»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe.
»Kom, saa skal De høre!«
Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem
Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger,
hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde.
Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger -- vi gaar ikke
derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt --
udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som
man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde
havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa
derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og
hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem.
Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig
tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han
vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede
hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om
Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til.
Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham,
kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig
standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var
stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde.
Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var
besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det
var gnavet over -- af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men
endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par
murede Trin, som fører nedad.«
-- -- Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten
i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og
sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde
forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.«
»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For
den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig,
hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte,
aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«


XVIII.

_3. September._
Vi har inat haft den første Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og
lyttede til den.
Oppe fra Skoven kommer et Vindstød susende, rusker i Pavillonens
Træværk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over
Bakken til Byen. Stød følger paa Stød, om og om igen den samme
Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Træerne sukker, gisper og
stønner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa,
faar falde.
Stormen, den store Opriver og Forskrækker, raser udenom mig. Jeg
kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skræmmer mig ikke,
Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig.
Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret
ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa
Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig.
Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs,
sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden
Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder.
Begynder ikke ogsaa De at længes?«
»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?«
Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg
synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De
rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.«
»Jeg rejser ikke, før _De_ siger Farvel.«
Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne
ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig.

_7. September._
Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt
for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af
tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig;
for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min
Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre
Roser paa Kind.
Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde
i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad
vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en
yndig Skærsommernat.


XIX.

_Slutningen af September._
Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have gaar Arbejdet muntert og
travlt.
Paa den lille Plæne mellem alle de bugnende Træer, midt i
Travlheden, sidder Mølleren i en Lænestol og leder, trods sin
Blindhed, Arbejdet. Han kender alle Træer i Haven og udpeger dem
i den Rækkefølge, de skal høstes; han giver Ordre om, hvordan
Plukningen for hvert enkelt Træs Vedkommende skal foregaa, og
han modtager Kurvene, efterhaanden som de fyldes, til kyndig
Undersøgelse og Prøvelse.
Grethe fører Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger
og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa mig i
Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de fine Frugter, der vokser paa
glasdækkede Espalierer og som maa behandles med særlig Varsomhed.
Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt
Forklæde. Men ofte maa hun skænde paa mig for min Dovenskab; thi
det hænder hvert Øjeblik, naar jeg skal række hende Frugten, at jeg
fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der
er skønnere end nogen Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder? Hun
bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede Utaalmodighed.
-- -- -- Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og
Kurvene bæres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft,
og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde:
hvad der tør sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende
Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge,
hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der
skal forbeholdes Husets Vinterforbrug.
Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og søde Aande
fra Kurve og Hylder fortættes i de indelukkede Rum og blander sig
til en berusende Essens, der længe hænger i Ens Klæder.
Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun, med Kjoleærmerne smøgede op
om de hvide stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder Frugt paa
Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang.
Helst tænker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen
ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet i Digt:
»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have paa den golde Vejrbakke
modnes den ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have staar hans
Datter, den højbarmede Mø, med Favnen fuld af svulmende Druer.«


XX.

_Oktober._
I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa
Børn deres Park. Naar Vejret er godt, føres de, kørende i deres
Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af
Mødre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skærmet af store
Træer og omgiven af lange Bænke, er Samlingsstedet. Her findes en
Træbod, hvorfra sælges Mælk og Smaakager, Lakris, Johannesbrød og
fristende rødstribede Brystsukkerstænger. Men midt paa Pladsen staar
en broncebarsk Statue af en fædrelandsk Helt og ser med uanfægtet
Krigeriskhed paa Børnenes Leg.
Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For
mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang
jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad
Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige
respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige
Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest
nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende
Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige
bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en
fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem,
der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede
Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af
Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig