Guds Fred - 5

_Slutningen af Januar._
Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Spørgsmaal, som
plejer at være det første, en Mand hører af sin Elskede. Jeg tænkte:
Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om
Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvøb om det, som unge
Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rødme over.
Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig?
Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte
hende idag.
Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa
hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op.
Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger,
halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle
Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har
for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at
Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.«
Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden
genvandt hun sin Alvor og sagde -- vi gik i Skoven --: »Lad os sætte
os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din
slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod,
efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først
føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om
jeg har Ret eller Uret.
Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den --
vistnok af Mændene -- udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del
af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er
saa stort, at I behøver det.
Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som
jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser
forgæves ledt efter _Barnet_. Mange begejstrede Ord har Du ødslet
paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem
med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde
dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det
mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori
jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan
den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten
af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke
i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds
Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider
gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes
Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes
af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg
vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag
er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans
Evighedstanke. -- Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide,
at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder.
Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der
fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da,
selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed
og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De
fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din
Kærlighed forjætter mig.«
* * * * *
»Har jeg saa« -- spurgte Grethe -- »haft Uret i ikke at foruroliges
af din Fortid?«
Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød.


XXIX.

_Februar._
Det er, som Grethe siger. Det staar ikke vel til med hendes Fader.
Vi er komne under Vejr med, at han i den senere Tid flere Gange,
mens vi var ude, har listet sig over i Møllen. Vi fik Mistanke ved
hans forblommede Ord, og nu forleden saa' vi ham, da han gik derfra.
Han sneg sig bort som En, der er bange for at blive overrasket.
Drejede sagte Nøglen om og lyttede for hvert Skridt.
Vi har været inde i Møllen for at se, om vi kunde opdage, hvad han
foretog sig. Alt stod tilsyneladende urørt.
I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde
føle Lyst til en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der rummer
saamange Erindringer for ham. Det ængstende er kun den fordulgte
Maade, hvorpaa han aflægger sine Besøg, og den Omhu, hvormed han
søger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade være at sige
Ting, som røber ham.
En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i
Sofaen, rykkede han tæt hen til mig og hviskede: »De har nok lagt
Mærke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Møllen?
Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem,
hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun
mener, at jeg ikke kan klare mig selv længer og at der kunde ske mig
en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter
og jeg nænner ikke at gøre hende imod. Men havde jeg ellers noget
Ærind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen saa godt som
nogen Ung med to karske Øjne.«
I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Møllen. Det er ikke
blot i Nattens Drømme -- som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dør,
har hørt --, at han fantaserer om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger
den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Væsen, der bærer
Nag til ham og som han frygter Hævn af.
Forgangen Aften sagde han til mig:
»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der altid staar, er en underlig
Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflægs, blev det jo en anden
Sag. Men Møllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade
indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at
gaa, saalænge dens Kræfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget
ydmygende i det, at Folk, som ikke véd bedre Besked og som ikke har
kendt den i de Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen, kunde
falde paa at tro, at den overhovedet ikke _kan_ gaa. Nej, jeg har
ikke handlet ret mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den til en
Yngre, da jeg selv blev gammel og træt, eller jeg burde have skudt
den som en Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at føre den paa
Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.«
Grethe, der var kommen ind og havde hørt de sidste Ord, gjorde et
Tegn til mig, og jeg sagde:
»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Møllen. De vilde gøre
vel imod den ved at rive den ned. Saa er den død og borte og faar
Fred, og De med.«
»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede Mølleren. »Ja, naturligvis,
det maa sagtens saa være. Men man gaar ikke til det med let Sind.
Man véd dog aldrig, om der ikke kunde være Gærning for den endnu en
Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.«
»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den nye Mand er jo kommen, og han
har helleringen Brug for Møllen.«
»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede den Gamle. »Den nye Mand har
selv ladet sin Mølle staa.«
* * * * *
-- -- Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa
have hendes Fader til at tillade Møllens Nedrivning.


XXX.

_Sidst i Februar._
Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I
Møllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behøver,
kan jeg vel digte mig til. Foreløbig skal Resthonoraret for min nye
Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa mig for min
Letsindighed, men jeg vil, at hun skal være den smukkeste og fineste
Brud, som den gamle By har sét. Bryllupet skal staa i Stiftelsens
lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle
Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen
skal som Brudepiger følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker
vi et Glas Champagne med Brudefølget, men der skal ogsaa være sød
fransk Vin for dem, der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem,
lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lægge
sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder
vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i
Møllerhusets øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige
siden Grethes Moder døde. Det er Maj, Bøgen nys udsprungen, Luften
fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine
Elskovsmelodier.
Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og
drømmer om den end større Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer.
Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides
Gyder og Stræder, hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid
og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle Peblingegyde, der i
Trappeafsatser bugter sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret
Murværk, er saa snæver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi
søger ud paa de høje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og
Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde
Luft, varme og rødmussede af den gode Bevægelse vender vi saa hjem
til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert
fremad. Grethe til sit Udstyr.
Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og
Dækketøj, stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en
doven Brud til Brudesengen. Den skal klædes med Lagener, sømmede,
stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset
være. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trædes Traaden,
mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at
kysse de kære travle Hænder.
En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lærred ud i
bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det
vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler
underfundigt. Endelig brister min Nysgærrighed, og jeg spørger: »Er
det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketøj?«
»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes Skjorter.«
Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg: »Pas paa, Barn, at ikke
dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at
ordne Sønnens Udstyr.«
Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene: »Det maa Du ikke sige. Jeg vil
ikke tænke noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der saa i al min
Kærlighed, om jeg ikke engang skulde kunne føde Dig en Søn? Og din
Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal
hellerikke bære Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder, hvori ingen
Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask
og har Kræfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig
vide. Skulde det saa end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du dog,
naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortælle ham, at
hans Moder havde sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil
aldrig føle sig ganske moderløs.«
* * * * *
-- -- »Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspændt,
ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde
den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun gærne ofrer Livet for at
føde?«
Dette sagde hun, da hun i den mørke Aften stod ude paa Vejrbakken
og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og
hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«


XXXI.

_8. Marts._
Det er nu bestemt, at Møllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit
Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter først
endelig at have fattet sin Beslutning synes Mølleren beroliget.
Saavidt vi kan skønne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt
Smugbesøg i Møllen.
Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle.
Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i
Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke
hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han
snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller
kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte
naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med
Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende
hjemme.
Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter,
alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den
Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som
Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let
iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa
Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og
at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag.
Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at
bifalde.
Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det,
paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om
Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og
Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden
Skrift Indvielsens Ord: _Til Vejrbakkens Gud_.
Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort
Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og
skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse
og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes
af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser
og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa
sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop
vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for
vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp,
søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi,
det vil være -- vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt --, naar
den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser
og Kaprifolier.
I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og
vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt
før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende,
tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et
Højalter.


XXXII.

_19. Marts._
Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste otte Dages lune Regn og
bagende Sol har allerede bragt Skovbundens Blomster til at pible
frem af det brune Løvdække, har allerede vakt Fuglesangen foroven.
Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor
Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove
de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende udenfor Møllerhuset,
hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til
Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhængende og
glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig
et Godmorgen saa fornøjet, at hele Luften fyldes med Glæde. Men da
jeg tænker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en
føje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og være
min Hu til Vilje, svimler det for mig.
* * * * *
Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets stærke Vin, som Solen perser
af tusind gærende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg
hører det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus
er i os, dens liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe
bøjer sig ind til mig, træt søger hun, med Hovedet lænet mod min
Skulder, Støtte ved min Arm, og hun siger sagte:
»Hører Du den samme Sang som jeg?«
»Hvilken Sang hører Du?«
»Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende
lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjærnt, snart
sukkende nær; snart spørgende og svarende, snart flydende sammen
i et jublende Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens
Bryllupssang, der lyder om os. Hører Du den ikke ogsaa?«
»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle
Fugle, spring ud alle Træer. Stat tidligt op, smyk Jer og øv Jer.
Vaaren er kommen alt nu, at I kan være rede. Thi naar Majdag rinder,
staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. -- Jeg hører Naturen synge dit
Bryllup ind.«
* * * * *
Vor Vej standses af en Bæk, der ellers risler med sparsomt Vand
mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle
Bredder. Kun hist og her rager en Sten op.
»Vi maa vel vende om?« spørger jeg.
Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er saa foraarsdoven,« siger hun.
»Jeg vil nødig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bære mig?«
Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg løfter den store Pige, og jeg
staar med hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde Legeme tæt mod
mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men
atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke
at styrte med hende.
... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bænken hinsides
Bækken. Men Grethe lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit Øre:
»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.«
* * * * *
Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen.
Brudefolkene længes mod Bryllupets Dag.

_21. Marts._
Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke
man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i
min Alders første Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen »slog
an«. Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet
Tilladelse at indtræde i Ægtestanden.
Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Møllen. Den
Gamle var i helt godt Humør iaften.


XXXIII.

_22. Marts._
Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Møllen. Lægen giver
ganske godt Haab.

_Samme Dags Aften._
Der var nok blæst en stærk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke,
det blæste noget videre, da jeg gik op til Møllen, men jeg tænkte jo
hellerikke saa meget paa Vejret.
Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa
oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg
saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne
endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte
videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked
med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg
svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun
stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod.
Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte
et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket
Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en
Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun
lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte
efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i
stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg
løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar
rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede
Plads.
Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes
Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt.
Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin
Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde
i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg
naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel
standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var
helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte
paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine
Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om
hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun
var ikke død.
En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder.
Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende
baaret ind.« -- Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i
en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for
at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.«
Vi bar hende ind, og Lægen kom.
Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen.
Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun
en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en
Hjærnerystelse eller et Brud.
* * * * *
Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en
sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade
Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig
om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til
Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen
af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde
eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket
Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete.
Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt.
Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se.
Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje.
Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde
Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende
Bud efter dem, naar han behøvede dem.


XXXIV.

_24. Marts._
Hun er død. Min Grethe, min kære Pige er død.
Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der intet Haab var. Feberen og
Vildelsen begyndte om Natten, og Lægen gik om Morgenen uden at sige
noget. Jeg kunde ikke spørge. Jeg forstod, det var overflødigt.
Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glæde frem i mit
Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde født vort
Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem græd hun, fordi hun
ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun
ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at
Barnet var død eller røvet fra hende. I de Øjeblikke blandede ogsaa
Møllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede,
at hendes Fader havde bragt Barnet op til Møllen, og bad mig saa
bønligt hente det tilbage.
Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen kom, men gik hurtigt igen. Jeg
talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig
ikke. Hun laa mest med lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede
Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes næsten, det var bedre
saadan. Jeg behøvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde
hendes stakkels hede Haand i min og græde.
Pludselig slog hun Øjnene, store og klare, op.
»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte hun.
Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strøg
sin Haand nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun:
»Du maa ikke græde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke
slemt at dø. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa
kærligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.«
En mørk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen:
»Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa
forfærdelig længe!«
Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var atter klare, men store Taarer
trængte sig frem.
»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit Hoved tæt til mit. Der er noget,
jeg vil sige Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt og inden jeg
dør.«
Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede:
»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er saa sørgeligt,
at jeg skal herfra, før jeg har født Dig den Søn, jeg havde lovet
Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke
mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok
det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod;
jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg føler det. Jeg
bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig,
der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde
jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hørte
Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjærte, af hele
min Længsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme, sige Gud paa
hans Trone, at jeg gik grædende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at
hvile som Brud i dine Arme.«
»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter, »at Du henter Fader herind.«
Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove,
smilede til mig, lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.


XXXV.

_Løst Blad._
Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Følge af
glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og Kærestefolk,
værdige Mænd og Matroner, ja selv værkbrudne Stakler -- alle skal de
med at se Vaaren paa Vejrbakken.
* * * * *
Strøende gylden Sol for alle Vinde fører Foraaret an, og de glade
Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte
Bedrifter.
»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig
et Par, jeg vil fæste dem ved mit Bryst.«
»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se
Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter.
Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«
»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til
sin Rede.«
* * * * *
Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale;
hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst.
»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og
Glæden.«
»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme
Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.«
* * * * *
De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven.
»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det
har regnet i Nat.«
»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide
dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.«
»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer
ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.«
»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.«
* * * * *
Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade
Mennesker udbryder i høje Fryderaab:
»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs,
og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes
Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der
turde bryde en Gren!«
Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over
de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold
og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa
Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han
siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.«


XXXVI.

_30. Marts._
Idag er Grethe bragt til Hvile paa Kirkegaarden.
I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dér sad alle de gamle
Kvinder og græd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde
bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede Hjærter, var gaaet bort
midt i sin unge Glæde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne
med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede
med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og
hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem,
sang med deres spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en Gang den