Guds Fred - 6

Taage er forsvunden.« Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde glædet
sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i
sin Kiste, en Dødens Brud, klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og
syet til sin Fest. -- Mit trætte, forpinte Hoved sank ned ved min
gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et
bedrøvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde
trøstet mig og kælet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu
var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes
enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede:
»Saa maa det da være saa skønt for ham at tænke paa, at hun ikke
skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget
godt og kærligt om ham, det kan han være forvisset om, og hænder der
ham nogen stor Fortræd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan
de trøstende omsvæver ham.«
-- Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over den gamle Bys
Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende
strængt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod,
at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grædende gamle
Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strænghed
Helligbrøde, saa gød sig et Skær af bevæget Menneskelighed over hans
skarpe Træk, og da han begyndte at tale, skælvede hans Stemme:
»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun
troede at staa ved den største Jordelykkes Indgang. Men der er mig
om hende intet fortalt uden Godt og Skønt. Hun synes ad egne Veje
paa det høje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og
Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred.
Jeg kender ikke dem, der er hendes Nærmeste og hvem hendes Død blev
saa tungt et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har søgt den Trøst,
jeg kalder den ene rette. Men mit Hjærte krymper sig i deltagende
Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud skænke hende og dem sin
Fred. Amen.«
Alene med Præsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes
Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over
Døden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hører i mit Øre genlyde
Præstens Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i Kval: »Du lyver
Præst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan
ikke dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede, skal ædes af Ormene.
Alverdens Præster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds
Fred, som for evigt jordedes med hende.«
Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Præsten har
trykket min Haand -- jeg er ene.
Men først rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde
stille saalænge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og
gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler.
Saa ene, saa ene.


XXXVII.

_April._
Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om
Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke
skræmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig
som en Fredløs.
En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan
yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader
eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt
følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre,
parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet,
ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk,
sidst Du var her, kom Du med _hende_! Nu er Du alene, hun følger
Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I
drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var
Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har
Dødens kolde Pust splittet.«
Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde
Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men
Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik
saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du
er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I
Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger
Ravnen Rede.«
I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes
Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne
bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med
Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal
hente hende.«
Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde
hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og
jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke
de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart
jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og
i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen
Stue, fra hendes egne trofaste Øjne.
Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At
færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor
Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder;
hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han
sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme
Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg
at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de
Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage
og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede
og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans
sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige
Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar
jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke
villet fælde Dommen over den.
* * * * *
-- -- Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted,
søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den,
glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar
hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt
Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.


XXXVIII.

_Sidste Dage i April._
Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er
færdig. Rigtignok bandlyser den moderne literære Katekismus
Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen
fra Forfatteren til hans kære Læser. Et af de første Bud lyder:
Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin
private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Værket, der
har at tale for sig.
At vise Humbugen heri skulde bl. a. være Hensigten med min Fortale.
Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok
faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af
Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder
ham personlig at optræde i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives
om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet mod de umaskerede sorte
Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller
mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore
Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere
forbi i en Række skiftende Forklædninger: som Præst og som Læge,
som Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske,
snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en
fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig
ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men ikke
blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende
i Haanden. Ogsaa Læserne, dresserede af den moderne kritiske Metode,
hvis Stolthed det netop er at »finde Katten«, udpeger ham med
Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skævbenede Hr.
A.... nu optræder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør?
Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar
han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker?
Forklædningen narrer Ingen anden end -- Forfatteren. Han tænker:
siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre mig akkurat
saa prægtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende
Galleri af Selvportræter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor
har Forfatterne ikke svælget i at afmale sig som Ynglinge med
dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa
eller brune Øjne eller Øjne, der betagende skifter i alle Farver.
Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed
i det viljestærke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I
kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle
Latterligheder og Grimheder. Og hænder det en sjælden Gang, at de,
ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed
maaske vilde være passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder
eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender sig, stilles i
en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al
sædvanemæssig Skønhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for
de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gøre de aandelige
Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere
overvældende.
Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for
Forklædnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild
Samtid.
Det fik endda være. Værre er det, at Forklædningen hæmmer
Forfatteren i at sige sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne
fordrer en pinagtig Hensyntagen til æstetisk Vedtægt, der føles
som Humbug, fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«. Vi
kender alle den moderne Romanformel: et første Kapitel, hvor vi
springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales
i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren
møjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade.
Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer
og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp
Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gøre Bogen
til et helt og ægte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og
Følelser, der har født den i Forfatterens Sjæl. Kunstletheden og
Kunstfærdigheden kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse,
som det var Bogens Mening at gøre andre Hjærter, der har levet og
følt noget lignende.
Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den.
Derfor er det »jeg«, der selv henvender mig til Læserne. »Jeg« er
hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en
dæmonisk Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med Trang til at synge
sin Fryd og sin Kvide. »Kostymet« passer sagtens til de store
Bøger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets smaa Bøger
skrives bedst af den, der ikke forsøger at være andet end »jeg«.


XXXIX.

_30. April._
Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig
at virke.
Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes Øjne med et
Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg,
at nu kom først ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op,
samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vært vide,
at jeg rejser med Skibet imorgen.
Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen,
hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre
til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store
Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i
sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer
Arbejdet Ulykken.
Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og
til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer
og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst
til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam,
at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind
kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa
Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at
høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at
Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg
hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa!
Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken,
med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder.
Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed
overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den
gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud
til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med
de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende
Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med
Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte:
»Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader
mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har
gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede
Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.«
Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers
siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk
at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse
med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone,
der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham.
For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra
Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi
nu -- fortalte han mig videre -- var det »i Orden« med Møllen.
Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde
over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og,
naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud
mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« -- sagde han -- »kan nu gøre
mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor
vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør,
skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes
Minde.«
Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre
Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa
at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene
voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag,
hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte
for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var
vegen fra Vejrbakkens Oase.
Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min
Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men
uforglemmelig Dag over min Manddom.
I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys
Kirkegaard.
-- -- Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa
Skjorter, Grethe syede til vor Søn.


XL.

_1. Maj. Ombord._
Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa
Façade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede
Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rød mellem foraarsgrønne
Marker og Bakker, med munter Røg fra alle Skorstene og med
Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis.
Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen.
Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis
fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte
Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude
i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort
Kors paa hvid Grund.
Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage,
derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender.
Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den
Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?
Visselig ikke. Det har bragt mig den _Treuga Dei_, hvorefter den
ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre
undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der
lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom,
men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og
sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske
modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende
mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til
Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke
haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet,
fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en
ligere Vej.
Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru
i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed.
Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa,
at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved
din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil
ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til
Lykken, selv om man aldrig naaer den.
Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret
af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge,
der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere
handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort,
inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at _ville_ se,
satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile.
»Grethes Minde« har lært mig at se mig for.
Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra
min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende,
Guds Fred udrunden, Grethe død.
Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at
fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at
høre hende hviske i mit Øre:
Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker.